Johannes Brahms (1833-1897)

I starten af februar afholder Sjællands Symfoniorkester Brahms Festival; Johannes Brahms er en af de komponister som jeg kender mindst til; alligevel har jeg selvfølgelig hørt nogle af hans værker rundt omkring til forskellige koncerter.

Brahms blev tidligt udnævnt til at være Beethovens efterfølger. Jeg kan godt se det musikalske slægtsskab, men jeg synes alligevel der er stor forskel på de to komponister – meget stor forskel. Beethovens musik er ofte så storladent, svulstigt og pompøst, at det næsten er kvalmende. Han manglede simpelthen selvbeherskelse. Og det er netop denne selvbeherskelse som Johannes Brahms har perfektioneret. Beethoven er meget ofte overspillet – Brahms er ofte underspillet. Det giver en intensitet og en stærk inderlighed i hans musik; men også en lethed og en elegance, som jeg er rigtig vild med.

Jeg tror de fleste kender Brahms “Ungarnsk dans nr. 5” – et forrygende, festligt og muntert værk. Kunne man forestille sig, at Beethoven havde komponeret sådan et værk? Nixen bixen. Det var han alt for selvhøjtidelig til!

Hver gang jeg er til en koncert hvor de spiller Brahms, så bliver jeg fuldstændig beruset og tænker: “Wow, det er fantastisk…… ham må jeg lære at kende!” Men det er desværre aldrig blevet til mere end tanken…… nu får jeg ENDELIG chancen for at indhente noget af det forsømte med denne Brahms Festival. 

1. februar; symfoni nr. 1 og klaverkoncert nr. 2 med pianist Martin Helmchen.

4. februar; klaverkoncert nr. 1 og symfoni nr. 3 med pianist Lars Vogt som solist.

8. februar; symfoni nr. 2 og violinkoncert med Vadim Repin.

11. februar; symfoni nr. 4 og dobbeltkoncert med både violinist Vadim Repin og den fantastiske danske cellist Andreas Brantelid.

NB: på ovenstående links kan man høre uddrag fra alle værkerne.

I dag har ledelsen på Det kongelige teater offentliggjort præcis hvor mange og hvilke ansatte der bliver afskediget. I alt skal 81 stillinger spares væk; det kan primært ske ved planlagte pensioneringer, almindelig kontraktudløb, nedlæggelse af ubesatte stillinger og frivillig afgang. Derfor er der kun 12 ansatte som får en decideret fyreseddel…..kun 12!

Kulturslagter Uffe Elbæk svinger sparekniven......

Det får ligefrem Politiken til at bruge ordet “nådigt” i deres artikel…….man spørger sig selv, om det er en dårlig joke? Det viser, at ledelsen på Det kongelige teater har været rigtig gode til at manipulere med medierne. Det er virkelig spin i højt gear. Ved hjælp af medierne er det lykkedes at fremstille denne skandale som en succes: der er kun 12 som fyres! Man kan bare undre sig over, at journalisterne ikke kan gennemskue denne manøvre. Det er næsten skandaløst……..

Faktum er jo, at operakoret stadig bliver reduceret fra 56 til 40 medlemmer – det var præcis den katastrofe som mange prøvede at undgå. Det er fuldstændig underordnet, hvor mange der direkte bliver fyret og hvor mange der går på pension eller andet. Operakoret er stadig reduceret med 25% og nu har Danmark et af verdens mindste operakor. Det er ikke længere et mareridt som man kan vågne fra – det er virkelighed.

Det er ret imponerende, at det er lykkedes ledelsen på Det kongelige teater, at fjerne fokus fra denne massakre. Operakoret er lige blevet slagtet og der er tilsyneladende ingen som har opdaget det. Det ville faktisk være lidt komisk, hvis det ikke var så tragisk! 

Og hvem har ansvaret for denne situation? Teaterchef Erik Jacobsen har en del af ansvaret – jeg synes ikke han har været særlig god til at støtte kunstnerne i deres kamp for at undgå disse besparelser. På den anden side har det måske givet ham en strategisk fordel i forhandlingerne med kulturministeriet, at han har holdt sig ude af den offentlige debat. Men bag ham står kulturminister Uffe Elbæk selvfølgelig med det overordnede ansvar; som kulturminister er det hans opgave at sikre et bredt og velfungerende kulturliv på et højt niveau i Danmark. Men den opgave har han svigtet, ved at pålægge Det kongelige teater en besparelse på 100 millioner kroner.

Uffe Elbæk vil sikkert fastholde, at der ikke er flere penge. Han vil sikkert også hævde, at han har gjort alt hvad han kunne for at undgå denne situation. Jeg tror desværre, at vi er mange som stiller spørgsmålstegn til hans engagement og hans vilje i denne sag. Hans berømte Marshall-plan har simpelthen skabt et tillidsproblem, der har ramt ham selv i nakken som en boomerang. Allerede før han blev kulturminister, havde Uffe Elbæk jo afsløret en hensigt om at skære i tilskuddet til den klassiske musik, for at favorisere den rytmiske musik i stedet for. Første halvdel af planen er nu gennemført; så bliver det spændende at se, hvem der slipper for besparelser…. eller måske ligefrem får hævet deres tilskud!

Heldigvis er det ikke et klynkekor – det kongelige operakor giver ikke bare op! I stedet vil de kæmpe for, at Det kongelige teater igen får et stærkt og fuldtalligt operakor i verdensklasse, fortæller operasanger Søren Hossy til Politiken. 

Jeg synes det er megasejt, og jeg håber, at der er rigtig mange som vil støtte dem……

"Man bytter da ikke en fin gammel stradivarius for en flot violinkasse" - Lone Koppel

Da jeg blev veganer for nogle år siden, anede jeg ikke, hvad jeg skulle spise på rugbrød – derfor holdt jeg fuldstændig op med at spise rugbrød. Der er jo masser af andre muligheder; man kan spise salat – eventuelt med et par deller til. Eller pitabrød. Eller sandwich….

Bønnepostej af sojabønner

Men nu har jeg opdaget, hvor mange fantastiske muligheder der er for at spise vegansk rugbrød. Man kan købe en masse forskellige smørrepålæg; der er Tartex – jeg elskede det da jeg smagte det første gang. I dag synes jeg, at det er alt for fedt og ulækkert. Så er der også det tyske mærke Streich – det har aldrig været en favorit. Endelig kan man købe en masse forskellige slags pålæg lavet af tofu, gluten, grøntsager eller lign. Noget af det smager meget vegetarisk… andet smager næsten lige som kød. Så er der nogen som straks vil pointere, at det er underligt, at en veganer spiser noget der smager som kød….. jajaja…… jeg er ligeglad. Jeg synes det meste smager grimt, men jeg er ret vild med tofupålæg fra Viana, så det køber jeg fra Tyskland 1-2 gange om året.

Men efterhånden er der også en bunke favoritter og jeg er igen blevet vild med at spise rugbrød; først er der nogle klassikere – rugbrød med kartoffelskiver, tomat eller avocado. Så er der dellerne; rugbrød med bulgurdeller eller selleribøf med rødkål. Hummus med rødbeder er også lækkert. Og så er der min bønnepostej. Det er super, superlækkert!

2 dl sojabønner
1 løg
1½ spsk olivenolie
1 spsk tamari
saft af 1 citron
1 fed hvidløg
salt
garam masala
muskatnød

Sæt sojabønnerne i blød 8 timer. Skift vandet og kog dem i 45 minutter. 

Når bønnerne er blevet kolde skal de blendes sammen med resten; måske skal der tilsættes en smule vand, for at få den optimale konsistens. Men det er jo forskelligt hvor fast eller hvor blød man synes den skal være. Smag bønnepostejen til med salt, garam masala og muskatnød……

Hver eneste gang jeg spiser et stykke rugbrød med bønnepostej, så tænker jeg på, at jeg er superglad for at være veganer. Jeg har aldrig i mit liv fået så god og lækker mad. Aldrig nogen sinde!

Kartoffel med rødløg og vegansk mayo, selleribøf med rødkål og bønnepostej med rødbeder

I disse dage fejrer dronning Margrethe sit 40-års regeringsjubilæum; i dag var der modtagelse på Københavns rådhus. Dronningen ankom – traditionen tro! – i guldkareten og mange tusinde mennesker havde taget opstilling langs ruten for at se det flotte optog. Jeg kom med metro til Kongens nytorv og sikken et kaos! Sikken en voldsom trængsel og alarm! Folk kunne hverken komme ind eller ud af metroen. De mange barnevogne blokerede hele perronen; folk stod som sild i en tønde, fordi ingen kunne komme hverken frem eller tilbage….. 

Jeg fandt heldigvis en god plads på strøget; optoget går ret hurtigt. Man kan højst nå at snuppe en håndfuld billeder og så er der ingen garanti for at de er gode. Derfor besluttede jeg, at tage en video i stedet for – min første video. Jeg er jo ikke professionel og den er bare optaget med min mobiltelefon. Men jeg synes faktisk, at den er blevet ganske udmærket. 

Bagefter gik jeg ikke til rådhuspladsen. Nix – jeg skulle købe ind og så skulle jeg skynde hjem igen. Men rundt i de københavnske gader var trængslen næsten endnu værre. Det kongelige optog er forbi i løbet af 2½ minut, men trafikken i hele byen er blokeret i mange timer. Men jeg er glad for at jeg så optoget – det er altid en flot og dejlig oplevelse.

Lige for tiden er DONG ved at opføre Danmarks største havmøllepark ved Anholt; når havmølleparken bliver færdig vil den bestå af 111 havvindmøller som tilsammen kan levere 400 MW. Men det får man ingen glæde af på Anholt – det er nemlig alt for dyrt, at føre strømmen ind til den lille ø. Det er lidt svært at forstå, når politikerne hævder, at de kæmper for miljøet og vil sænke CO2-udslippet. Dette eksempel viser, at når det kommer til stykket, så tænker politikerne kun på pengene……. men det forhindrer dem naturligvis ikke i at bruge milliarder på at holde møder, hvor de kan SNAKKE om hvor vigtigt det er at sænke CO2-udslippet og stoppe den globale opvarmning.

Kulturminister Uffe Elbæk

Det er fuldstændig det samme på Det kongelige teater – politikerne snakker om hvor vigtig kunst- og kulturlivet er for Danmark, men det er bare ord – tomme ord, som ikke betyder noget som helst. De forstår slet ikke hvad det betyder. Politikerne interesserer sig kun for penge – og for at blive genvalgt ved det næste valg. I disse dage hører man masser af politikere udtale, at vi er midt i en alvorlig krise og derfor må det kongelige teater også spare. Det skyldes helt utrolig uvidenhed – alle som kender forholdene ved, at det kongelige teater har sparet og sparet og sparet. Hvis man sparer mere, så giver det slet ikke mening at have en opera.

Da Mærsk McKinney Møller forærede os en ny opera, lovede politikerne samtidig at sikre driften. Man regnede og regnede, og indgik nogle kompromisser om hvor mange musikere, hvor mange sangere og hvor meget administrativt personale der var brug for i den nye opera. Men lige siden har der været nedskæringer hvert eneste år. Udgifterne til bygninger er øget med 30 millioner bare i løbet af de sidste 4 år. Samtidig er det offentlige tilskud faldet med 60 millioner. Sammenlagt betyder det, at operaens rådighedsbeløb er faldet med 90 millioner kroner. I 2010 blev der fyret 30 medarbejdere. I 2011 blev der fyret 25. Man har sænket antallet af både opsætninger og forestillinger. Samtidig er billetterne steget med 113% på 4 år……. man har virkelig gjort hvad man kunne, for at få økonomien til at hænge sammen. Alligevel er økonomien i huset er så presset, at der er en instruktør, som i år har valgt, at han selv betaler for de ekstra violinister som er nødvendige for at gennemføre den forestilling som han er ansat til at sætte op. En anden instruktør arbejder simpelthen gratis. Fra at være en opera i verdensklasse, er den kongelige opera efterhånden forvandlet til The Beggars Opera, en ludfattig Tiggeropera.

Operaen på Holmen

Trods disse forhold skal der igen spares på Det kongelige teater – denne gang skal de spare 100 millioner kroner over de næste 4 år. Det er 25 millioner om året…… Det betyder, at operakoret bliver reduceret fra 56 til 40 medlemmer. Hvis det sker, så mister operaen sin værdi – det vil simpelthen ikke lyde godt. Og hvorfor skal man gå i operaen, hvis det ikke lyder godt??? Scenekunstnerne er så desperate, at de har skrevet et åbent brev til hr. Møller, hvor de beder om flere penge. Desværre cementerer det blot rygterne om det kongelige teater som en Tiggeropera.

Først og fremmest skyldes denne kedelige situation en kulturminister som ikke har noget forhold til hverken kunst eller kultur. Som om det ikke var slemt nok, så er manden heller ikke politiker – men nu sidder han pludselig som kulturminister og så bliver det tydeligt, at han er dybt inkompetent. Det er simpelthen en farce, der minder lidt for meget om Den politiske kandestøber. Uffe Elbæk er bare verdensmester i store ord, varm luft og selviscenesættelse – hverken mere eller mindre! Problemet er blot, at dette er ikke en holbergsk komedie. Dette er den benhårde virkelighed og kulturministerens manglende kulturforståelse gør ham til en trussel mod Det kongelige teater, Operaen, balletten og alle landets symfoniorkestre.

I lørdags var jeg til støttekoncert – eller demonstration – på det kongelige teater. Operakoret og det kongelige kapel gav en koncert, hvor de spillede kendte korværker som Fangekoret fra Nabucco, Triumfmarchen fra Aida og mange flere. Mellem numrene var der protesttaler fra operasanger Lone Koppel, forfatter Knud Romer, skuespiller Henrik Jandorf, kongelig balletdanser Alexander Stegger og den nye operachef Keith Warner, som fortalte, at han følte det som om at man havde inviteret ham med på et luksuskrydstogt og da han var kommet ombord fik han at vide, at skibet var Titanic. Tonny Landy var konferencier og fortalte en lille historie fra 2. verdenskrig; dengang var økonomien så presset i England, at regeringen ville spare på kulturen. Winston Churchill protestede: “Jamen, hvad kæmper vi så for”, spurgte han forarget. 

Georg Metz fortalte om kong Frederik d. 6. – som i følge Georg Metz ikke havde trængt sig på, da vorherre uddelte forstandens gaver. Efter statsbankerotten i 1813 ville statsmændene også annullere alt støtte til kunst og kulturliv. “Bare fordi vi er fattige, behøver vi jo ikke at være dumme”, svarede kongen……

“Men kunsten er jo bare elitens legeplads. Der er mange flere som er vilde med dans……”, sluttede Georg Metz – det var naturligvis sarkasme. Men sjovt nok, så var det netop disse uintelligente synspunkter som Ole Birk Olesen gjorde sig til talsmand for, da han deltog i Deadline søndag aften, sammen med Anita Bay Bundegaard og Claes Kastholm.

Ole Birk Olesen er idiot

Ole Birk Olesen(fra Liberal Alliance) foreslog, at det kongelige teater bare kan øge billetprisen med 41kr. Det er jo mennesker med udmærket løn som Uffe Ellemann, Anita Bay Bundegaard og Claes Kastholm der kommer i operaen: “Det er jo ikke folk på kontanthjælp der typisk går i operaen”, sagde han. Men det viser hans manglende forståelse og alle hans fordomme. Det viser også, at han ikke selv kommer der. Hvis han gjorde det, så ville han vide, at det er alle mennesker som kommer i Operaen. Operaen er ikke bare for eliten – den største gruppe er helt almindelige mennesker, som er folkeskolelære, gymnasielærer, bibliotekarer, mv. Men der kommer sandelig også mange “fattige” mennesker. Jeg har selv betydeligt færre penge end fattige Carina, men jeg prioriterer operaen meget højt……. til gengæld har jeg ikke været på ferie siden år 2000. Jeg ryger ikke, jeg drikker ikke alkohol og jeg går ikke i byen. Jeg har valgt, at jeg hellere ville bruge mine penge på opera og klassiske koncerter – men nu har jeg snart heller ikke råd til det længere.

Det er virkelig alle samfundsgrupper som kommer i operaen, men selvfølgelig er de svageste samfundsgrupper dem som fylder mindst. Men Ole Birk Olesen laver en kæmpefejl, når han fortolker det som manglende lyst og interesse…….. i stedet kunne det jo skyldes de skyhøje billetpriser. Samtidig med at Det kongelige teater skal spare yderligere 100 millioner, så står der i den nye aftale, at teatret også skal række ud efter nye grupper. Men det er jo fuldstændig meningsløst, hvis man først saboterer det kunstneriske niveau og dernæst sætter prisen op, så de/vi slet ikke har råd til at komme der.

Søren Pind er også gået ind i kampen for det kongelige teater. Det kommenterede Ole Birk Olesen ved at sige, at “Søren Pind kan jo godt selv lide at besmykke sig med sådan en fin titel som en der går i operaen”. Sarkasmen er tydelig…… og nedladende. Ikke bare over for Søren Pind – næh, det er en sarkasme som rammer alle der går i operaen. Hvorefter Ole Birk Olesen meget nedladende gør opmærksom på, at opera er underholdning og absolut ikke andet…… da Anita Bay Bundegaard forsøger at protestere, afviser Ole Birk Olesen hendes forklaring som “åndssnobberi”.

………..og det er netop problemet. Det er de kulturløse som går til kamp mod det de ikke selv forstår – det skal smadres og ødelægges! Vi er midt i en blodig kulturkamp og lige nu fører vandalerne. De er ved at smadre et mangfoldigt kulturliv, som det har taget mange år og kostet mange penge at bygge op. Vi har brug for skoler, for uddannelse, sygehuse og læger – men vi har også brug for kultur. Hvad nytter det, at man har job, uddannelse og godt helbred, hvis man hensmægter af mangel på livskvalitet? Uden kulturen, uden Det kongelige teater, uden operaen, så bliver Danmark et fattigere samfund. Man behøver bestemt ikke at tilhøre eliten, for at kunne nyde og glæde sig over en fantastisk opera……. 

Protestkoncert og demonstration på Det kongelige teater

Charlottenlund slot - bygget 1730

I går tog Louise og jeg toget til Charlottenlund station. Derfra gik vi ned forbi Charlottenlund slot; slottets historie går tilbage til 1622, hvor Christian d. 4 anlagde en dyrehave på stedet. Hvis man holder sig til de vigtigste punkter i historien, så blev der anlagt et lysthus, som fik navnet Gyldenlund. I 1730 overdrog Christian d. 6. stedet til hans søster prinsesse Charlotte Amalie – det var hende som byggede det nyværende slot og derfor fik det naturligvis også navn efter hende. Og materialerne fik hun fra Københavns slot, som blev revet ned på samme tidspunkt.

I mange år blev Charlottenlund slot flittigt brugt af kongefamilien. Christian d. 10 – dronning Margrethes farfar – var født på slottet. I 1935 blev slottet overdraget til “Danmarks fiskeriundersøgelser”, som i dag hedder “DTU Aqua“, men stadig huserer på stedet. Jeg synes det er lidt trist, at man bruger et gammelt kongeslot til den slags. Gid man i stedet havde brugt slottet til hotel eller noget i den retning – så havde mange flere mennesker fået lov til at glæde sig over det smukke slot og de smukke omgivelser.

Vi fortsatte forbi Danmarks Akvarium og herfra fulgte vi Strandvejen tilbage til byen. Jeg må indrømme, at min plan snød mig lidt. Jeg troede, at vi fik en længere gåtur langs Øresund…… jeg huskede desværre forkert, men det skyldes nok, at de fleste gange jeg har gået den tur, så har jeg startet helt i Klampenborg. Det er en fantastisk tur, at gå langs vandet hele vejen til København.

I går blev turen noget kortere – og desværre også lidt kedeligere. Alligevel var det en superhyggelig tur på cirka 9 km og det tog cirka 1½ time.  

Udsigt fra Strandvejen mod København og Øresundsbroen

Restaurant Firefly i Frederiksborggade - lige ved siden af Nørreport og Torvehallerne.

Vi har efterhånden et meget stærkt og aktivt vegetarmiljø i Danmark. Der er masser af fællesspisning, sammenkomster, udflugter, fester og andre aktiviteter. En gang om måneden arrangerer Dansk vegetarforening fællesspisning – det er desværre lang tid siden at jeg har været med. Men onsdag aften var jeg med til fællesspisning på restaurant Firefly.

Rundt omkring har jeg hørt lidt kritik af restauranten – mange mener, at madens kvalitet og smagsoplevelsen ikke lever op til det høje prisniveau. Jeg er delvis enig. Men restaurant Firefly retter stadig i både opskrifter og menukort. Der er også kommet flere retter på menukortet som er lidt billigere – hvilket jeg tror er meget smart, for det vil få flere mennesker til at komme og spise der lidt oftere. De fleste hovedretter koster omkring 130 kroner. Det er jo ikke så dyrt, men jeg skal have både forret, hovedret og dessert for at blive mæt…. og så er der stadig plads til en kikærtebøf.

Pad Pak Ruam - masser af lækre grøntsager

Men onsdag var der intet af klage over. Maden var super, super, superlækker…… jeg startede med Aloo Tikki – indiske kartoffeldeller med lidt salat og sauce af ananas og mango. Det smagte virkelig godt. Min hovedret var Pad Pak Ruam – lynstegte grøntsager med cashewnødder og ris. De havde desværre glemt cashewnødderne. Det kommenterede jeg ikke – restauranten var fyldt til sidste plads og der var ingen tvivl om, at personalet havde enormt travlt……. og retten smagte alligevel fantastisk.

Min dessert var en RAW hindbærkage. Jeg er så træt af alt det RAW FOOD. Jeg gider ikke at spise det – efter min mening er det stærkt overvurderet både smags- og sundhedsmæssigt. Men der er jo mange som er glade for det og derfor kan jeg godt forstå, at der skal være en del RAW på menukortet. Men alle deres desserter og kager er RAW. Der er rigtig mange mennesker som ville ønske, at de bare kunne få en kop the med en helt almindelig muffin. Eller et stykke frugttærte. Eller et stykke chokoladekage……. det er dyrt at lave den slags RAW kager. Derfor kan man måske ikke sige, at prisen er urimelig. Men jeg tror mange ville foretrække et stykke helt almindelig kage til 25 eller 30 kroner.

Og så må jeg indrømme, at min RAW hindbærkage var FULDSTÆNDIG FANTASTISK. Den blev spist i ganske små bidder, for at den skulle holde så lang tid som muligt og bagefter havde jeg en umanerlig lyst til at slikke tallerknen…….. For søren hvor var den lækker. Næste gang bestiller jeg RAW hindbærkage til både forret, hovedret og dessert, hahaha……..

Det var en rigtig dejlig aften i hyggeligt selskab med gode venner og bekendte, samt masser af god mad. Så kan man næsten ikke ønske mere og jeg glæder mig allerede til næste gang!

RAW raspberry cheese cake

Anne-Marie Mai - professor i dansk litteratur

Anne-Marie Mai, professor i dansk litteratur ved Syddansk Universitet, har skrevet et anderledes og meget moderne bidrag til dansk litteraturhistorie. I stedet for at følge den traditionelle kronologiske struktur der fokuserer på perioder, ismer og forfattere, så tager Anne-Marie Mai udgangspunkt i de steder eller miljøer hvor litteraturen bliver skabt. Det kan hun gøre, fordi der er visse tidstypiske fællestræk ved disse steder – ved at bruge denne metode, får Anne-Marie Mai desværre også afsløret, at danske forfattere kommer fra bestemte miljøer, afhængig af deres tid. Jeg tror hun har ret, men synes det er en trist nyhed for det vidner jo ikke om nogen stor mangfoldighed – tværimod. Man får indtryk af en ret homogen gruppe……

I 1600-og 1700 tallet blev litteraturen primært skrevet og læst på slotte, herregårde og ved hoffet. Det er en vigtig pointe, at litteraturen bliver skabt, både hvor den bliver skrevet og hvor den bliver læst. I 1700-tallet bliver uddannelsessystemet udbygget, oplysningstiden sender nye impulser ud i samfundet og Sorø akademi bliver litteraturens nye hovedsæde i Danmark. Herefter følger en lang periode, hvor hovedparten af de danske forfattere har tilknytning til de danske præstegårde – men storbyens intelligentsia samles i de moderne klubber eller de mødes i byens førende saloner. Efter enevældens afskaffelse i 1848, grundlovens indførelse i 1849 og det moderne gennembrud i 1871 ændrer verden sig radikalt – bladhusene bliver den altdominerende faktor i det danske samfund og alle danske forfattere af betydning har tilknytning til aviserne.

Birgitte Thott

“Hvor litteraturen finder sted” fylder tre store bind. I en litteraturhistorisk sammenhæng er det ikke voldsomt, men det er ganske imponerende, når man husker, at der kun er én forfatter. Og det er helt tydeligt, at Anne-Marie Mai har masser af viden og gode historier, som hun gavmildt deler ud af. Jeg synes de mest interessante emner var Charlotte Dorothea Biehl – jeg vidste ikke så meget om hende, men nu synes jeg det er skammeligt, at vi ikke får en udgave af hendes samlede værker. Dem ville jeg meget gerne læse. Det var også utrolig spændende at læse om Sorø Akademi, men det mest spændende var Birgitte Thott(1610-1662) – en usædvanlig belæst, veluddannet og fascinerende kvinde, som oversatte Seneca og Epiktet til dansk. Hende ville jeg meget gerne læse meget mere om! 

Desværre synes jeg, at det er meget svært at læse “Hvor litteraturen finder sted”. Nogen steder er indholdet så komprimeret, at det er meget svært at følge med, hvis man ikke i forvejen har en del viden om emnet. Andre steder er det simpelthen rodet; fra Leonora Christina(1621-1698) springer vi direkte til Schack Staffeldt(1769-1826) – og det oven i købet som indledning til et kapitel om oplysningstiden, selv om hans debut falder sammen med romantikken. Det er to skridt frem og ét tilbage – det er litterær akrobatik, men det giver faktisk god mening. Det kræver bare, at læseren kan holde tungen lige i munden og fange forfatterens hensigt….. Og bedst som man tror, at man er midt i et kapitel om Sorø Akademi, så er man i stedet dybt nede i en analyse af Holbergs komedier. Eller midt i en udredning om Jens Schelderup Sneedorffs oplysningstanker.

Men det største problem er desværre sproget. Bind 1 og 2 er de værste – det er simpelthen ikke godt skrevet. Bind 3 er meget bedre – det føles næsten som om, at dette bind var skrevet af en helt anden forfatter. Eller som om, at forfatteren har haft mere tid. Eller kan man forestille sig, at der kun har været korrekturlæser på sidste bind?

Det er en stor gåde, hvorfor der er et billede af en lufthavn på omslaget!

Fx skriver Anne-Marie Mai(bd.1, s.278), at “Holberg ville utvivlsomt være en ihærdig internetsurfer….” Så slår min hjerne helt fra. Der burde jo have stået, at Holberg havde utvivlsomt været en ihærdig internetsurfer, hvis han havde levet i dag. Eller Holberg ville utvivlsomt have været……

Om Hærværk skriver Anne-Marie Mai(bd.3, s.122), at bogen handler om en journalistik der “lever mere og mere på kanten af avisen som en institution, der er underlagt ensidige forretningshensyn, de mest hensynsløse intriger og et kompromitterende venneri.” Hvad i alverden er det for et grimt ord?! Hvorfor ikke: “…. de mest hensynsløse intriger og kompromitterende venskaber”?!

Om litteraturvidenskaben i 1970erne skriver forfatteren(bd.3, s.285): “Havde universitetsmarxismen været forbandet for digtning og skønlitteratur, indeholdt 1970´erne også(…)en litterær strømning, der uden for litteraturkritikkens og forskningens søgelys eksperimenterede på livet løs.” Hvad i alverden betyder det? Jamen, det giver jo slet ikke mening! Der skulle naturligvis have stået: “Havde universitetsmarxismen været en forbandelser for digtning og skønlitteratur….”

Sidste eksempel(bd.3, s.341): “Efter firserdigternes insisteren på, at digtningen skulle lade læseren møde kunstværket som afsluttet værk og en særlig kunstnerisk diskurs, var Ejersbos projekt en litterær back to basis….” Det hedder “back to basics”.

Anne-Marie Mai har en masse spændende viden om litteraturhistorie – værket af fuld af både viden og gode historier. Men strukturen gør det til en stor udfordring at læse værket. Det er fair nok – man skal ikke være bange for udfordringer. Og det er helt bestemt lykkedes forfatteren at fortælle om alle de spændende steder “Hvor litteraturen finder sted” på en måde, så man får lyst til at læse meget mere. Men bogen er uanstændigt dårligt skrevet og det kan altså ikke undskyldes…….  i stedet kan man håbe på en omgang grundig redigering og korrekturlæsning inden næste oplag!

Bind 1 og 2 er udgivet i 2010. Bind 3 er udgivet i 2011 – alle på forlaget Gyldendal.

Det er første gang jeg læser noget af den finske forfatter, digter, oversætter og enfant terrible Pentti Saarikoski; men “Tiden i Prag” er et lille mesterværk. Det er lige præcis sådan en bog, som jeg er fuldstændig vild med……

“Tiden i Prag” blander fiktion og selvbiografi. Forfatteren tilbringer 60 dage i Prag, hvor han ryger 40 cigaretter og drikker 4 liter øl om dagen. Prag bliver en Bermudatrekant, hvor forfatteren sejler rundt mellem byens værtshuse, div. kvindelige bekendtskaber og et tarveligt hummer – bogen er mættet af Hærværks-stemning. Men det er ikke en traditionel eller klassisk roman med intrige og klimaks. I stedet er det tanker, refleksioner og iagttagelser som myldrer rundt mellem hinanden i et dynamisk flow:

Jeg er på vej til mit hjem, som jeg først kaldte en lejlighed eller et hummer, men derefter mit hjem, selv om det eneste jeg ejer her, er min skrivemaskine og ordbogen; dette er den første aften. Stearinlysene, der sidder i flaskehalsene, lyser på skrivemaskinens låg, jeg nænner ikke at tænde petroleumslampen, strømmen er afbrudt. På værelset her er der to blå lænestole, et skrivebord og en seng. På gulvet ligger et lysebrunt tæppe. En af væggene er dækket af en reol. På skænken står en kogeplade, som jeg altså ikke kan bruge; heller ikke kaminen virker(…) Toilettet er ude på svalegangen. Alt er godt. Jeg har aldrig tidligere i mit liv fået lov til at være ensom; jeg har altid følt mig ensom. Jeg spekulerer over, hvad jeg skal tage mig til. Sandheden kendes af dem, der ikke vil fortælle den. De, der vil fortælle den, kender den ikke. Om morgenen frygter jeg livet mere end døden om aftenen.

Vi er tilbage i kommunisttiden; Pentti Saarikoski var selv medlem af kommunistpartiet; alligevel har han heldigvis et skarpt blik for virkeligheden omkring ham: “Her er det svært at finde ud af, om husene er forhenværende paladser, hvor der nu er offentlige kontorer, eller forhenværende offentlige kontorer, hvor der nu spilles teater“, skriver han.

Bogen beskriver først og fremmest de mennesker han møder i Prag, stemningen og mentaliteten. Samtidig er det en beskrivelse af hans egen sindstilstand; gang på gang tager han sporvognen i en forkert retning, hvorefter han farer vild i den fremmede by. Det er elementær eksistenssymbolik og man kan ikke lade være med at tænke på Dante, der for vild midtvejs på hans vandring gennem livet. Pentti Saarikoski oversatte både James Joyce og Henry Miller til finsk. Det må vel skyldes, at Saarikoski har fundet en vis kongenialitet i deres forfatterskaber, hvilket også kommer til udtryk i “Tiden i Prag”. Jeg synes denne bog er lige så god som Henry Millers og meget bedre end James Joyce! 

Det er en af den slags bøger, som gang på gang gav mig et frydefuldt sug i maven, mens jeg klukkede fornøjet af både morskab og begejstring……

“Tiden i Prag” er udkommet på forlaget Basilisk 2009.

Pentti Saarikoski (1937-1983)

De fleste kan lave en grønsagstærte med 3 æg og en kvart piske……

Når man er veganer er man nødt til at være lidt mere kreativ, men der er stadig masser af muligheder for at lave tærte uden æg og mælk. Jeg har lavet tærter med fyld af blendet tofu. Jeg har også lavet tærter med polenta. Jeg har også prøvet en blanding af blendede cashewnødder og sojafløde. Men den bedste grønsagstærte er faktisk også den nemmeste og den mest simple. Hvis man bruger kartoffelmos, så får man hurtigt den skønneste tærte.

Tærtedej:
4,5 dl mel
lidt salt
150 g. plantemargarine
1/4 dl vand

Rør det hele godt sammen. Læg tærtedejen i køleskabet mens du laver resten.

Fyld:
4-5 mellemstore kartofler
1 bundt porrer
2 gulerødder
1-2 løg
2-3 fed hvidløg
50 g. plantemargarine
1 dl sojamælk

Kartoffelmosfyld med porre, gulerødder og løg

Skræl kartoflerne og lad dem koge 20 minutter.

Mens kartoflerne koger, skræller man gulerødderne og skærer dem i små tern. Porrerne renses og skæres i tynde skiver. Løgene snittes fint. Det hele svitses 3-4 minutter i olie. Tilsæt også hvidløg og lad det snurre med. Grøntsagerne er færdige, når de falder sammen i gryden.

Når kartoflerne er færdige, så hæld vandet fra. Herefter er det smart med en stor gryde eller en stor skål. Brug et kartoffelmosjern – tilsæt mælk og plantemargarine lidt af gangen – smag det til med salt. Imens moses og røres indtil man har det rigtige tykkelse. Når man er tilfreds, så tilsætter man alle grøntsagerne og rører det hele godt sammen.

Så ruller man dejen ud og lægger den over en smurt tærteform. Derefter fylder man tærten med grøntsagsfyldet.

Så skal hele tærten bages i ovnen ved 200 grader i cirka 30 minutter.

Tærten smager også helt fint når den er kold og den bliver næsten endnu bedre, når man varmer den dagen efter. Den bliver hverken kedelig eller tør….

Porretærte uden æg og mælk

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Kategorier

VeggieToppen
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Join 45 other followers