Sikke en dag

Virginia Woolf

Jeg har længe overvejet om jeg skulle få den vaccination mod svine-influenza eller ej. Først syntes jeg at det var lige meget – der er jo ingen som vil savne mig, bare fordi jeg er syg et par dage. Der er sandsynligvis slet ingen der vil opdage det. Og derudover har jeg ikke haft influenza i 15 år. Svine-influenza er selvfølgelig en ny influenza – men alligevel.

Men så kom jeg i tanke om mine misser; hvem skal passe dem, hvis jeg bliver syg? Og hvem skal passe mig? Hvem skal sørge for varm suppe, the og alt det andet man har brug for? Samtidig er det jo også billigere for samfundet, at man får den vaccination end at man måske ender i en seng på hospitalet, som koster 1500kr i døgnet. Jeg ved godt, at det ikke er særlig alvorligt for de fleste mennesker, men der er jo nogen som bliver rigtig syge af det – jeg kender selv et par stykker. Er jeg bange for at blive syg? Næh, egentlig ikke – men jeg vil da hellere være fri!

Så var jeg godt nok ved at fortryde, da jeg kom i tanke om at jeg skulle stikkes – uha – jeg bryder mig ikke om det. Men jeg fik min vaccination i formiddags og jeg har det fint nok. Jeg er lidt træt, føler mig lidt utilpas og lidt tung i hovedet.

Da jeg kom hjem fra lægen satte jeg mig til at læse. Jeg læser Børge Skråmestø: “Tårer i champagnen” som jeg fik af Hege, da vi holdt blogtræf i på Bibendum i Januar. Jeg blev fornærmet allerede på side 11, hvor der står: “Madsen fingret med servietten. Den var påtrykt det apatiske ansiktsuttrykket til Virginia Woolf som følsomme mennesker som leser kvinneromaner liker.”

Jeg er jo en stor Virginia Woolf-aficionado! Jeg har 5 Virginia Woolf biografier og kender nok de fleste billeder af hende – hun ser aldeles ikke apatisk ud. Jeg synes at ord som drømmende, indadvendt, verdensfjern eller visionær ville være mere passende til at beskrive disse billeder. Dernæst synes jeg overhovedet ikke at man kan definere Virginia Woolfs bøger som kvinderomaner. Tværtimod!

Bortset fra disse detaljer er “Tårer i champagnen” indtil videre en meget let og morsom bog. Det er god underholdning – lige sådan en bog jeg trængte til at læse i dag. Når jeg er færdig med den, venter Boris Vian: Dagens skum. Jeg er ret vild med Boris Vian og har læst flere af hans bøger en hel del gange. Men det er efterhånden nogle år siden jeg har læst “Dagens skum” og nu er det på tide at genlæse den.

Sund og god frokost: Pitabrød med hummus og blandet salat.

Da jeg havde læst et par timer skulle jeg have frokost og jeg zappede lidt rundt på fjernsynet mens jeg spiste. Ved et tilfælde kom jeg forbi TV2 News, hvor de fortalte at valget var i fuld gang….. VALGET??? Jamen – VALGET??? Var det ikke i morgen? Hvor er det bare typisk mig! Jeg var helt sikker på at det var tirsdag.

Nåh, så måtte jeg jo finde valgkortet frem og tage jakken på. Men jeg kunne stadig ikke forstå at vi skulle stemme i dag – så tændte jeg igen fjernsynet og slog op på tekst-tv. Jamen – for pokker! Det er jo tirsdag i dag! Århhhhhhhhhhh – hvor er det bare typisk mig. Men heldigvis fik jeg stemt – det var godt, at jeg ikke opdagede det et par timer senere.

På hjemvejen handlede jeg ind i Irma. De har fået det lækreste marcipanbrød som er uden æg. Jeg er rigtig vild med det. Men det får mig til at undre mig over, hvorfor alle andre firmaer putter æggehvide i deres marcipanbrød? På den måde undrer jeg mig over mange af de produkter som man traditionelt putter animalske ingredienser i. Hvorfor? Det er lige som med mine muffins – de er virkelig lækre. Jamen, hvorfor putter alle andre så æg i deres muffins? Jeg forstår det ikke. Det er jo ikke nødvendigt og de bliver slet ikke bedre. Så er det nok bare fordi, at de gerne vil have noget mere kolesterol. Det er i hvert fald DEN ENESTE grund jeg kan forestille mig.

Vegansk marcipanbrød

Efter endnu et blogtræf

Blogtræf på Den franske cafe

I går var jeg til blogtræf med Madame, Lotte, Lavendel, Kisser, Ellen, Kari, Bente, Donald, Sussi og Uffe på “Den franske cafe“. Udenfor styrtede regnen ned over søerne, mens vi sad og hyggede os inde i varmen; det var en rigtig hyggelig dag og der blev snakket så jeg næsten var helt ør i hovedet. Det er utrolig så mange emner vi kan nå at vende på så kort tid. Man når aldrig at få talt med alle, men det er slet ikke noget problem: næste gang kommer man jo til at sidde ved siden af nogle andre mennesker og så får man snakket med dem.

Senere fulgtes jeg med Kari til Østerport station. Kari tog hjem og jeg tog toget ind til byen, hvor jeg lige smuttede forbi et af byens berygtede værtshuse og hilste på nogen jeg kender. Klokken 22 var jeg hjemme igen. Så bagte jeg en omgang blåbærmuffins, lavede en kande the og smed mig på sofaen. Jeg ville egentlig have læst et par timer inden sengetid, men jeg var vist for træt efter blogtræffet. I stedet blev det til et par hyggelige timer foran fjernsynet, sammen med misserne. Når jeg ser fjernsyn, så har jeg som regel den ene af misserne i armene.

Det var den bedste lørdag – jeg kan slet ikke forestille mig, at den på nogen måde kunne have været bedre. Jeg var både glad og træt da jeg gik i seng.

Storebror og Lillebror; aka mis 1 og mis 2.

Bøger, bøger, bøger

Den japanske forfatter Haruki Murakami

Jeg får ikke blogget så meget for tiden – til gengæld får jeg læst en del bøger. Og jeg nyder det! I går blev jeg færdig med “Trækopfuglens krønike” af Haruki Murakami og den var rigtig god. Jeg forstod aldrig hvorfor den magiske realisme fra sydamerika blev så populær i 80´erne og 90´erne – jeg synes det var dødhamrende kedeligt. Gabriel Garcia Marquez er absolut IKKE på min hitliste. Til gengæld er jeg meget vild med Murakamis magi. På en eller anden måde giver den mening for mig og jeg kan slet ikke få nok af det.

I dag er jeg begyndt på “De ydmygede og de sårede” af Dostojevskij. Den er selvfølgelig helt vildt spændende, som alle Dostojevskijs bøger…. og derfor har jeg ikke tid til at skrive mere.

Blogtræf på Centralhjørnet

Centralhjørnet

I går var jeg til blogtræf med Sister Bonde, Malene, Deborah, Fru Green, harning og Leif. Vi startede med at spise i “Den grønne kælder”. Det var rigtig hyggeligt og maden var som altid fantastisk. Det er ærgerligt, at der ikke er flere vegetarrestauranter i København, men heldigvis er der så hyggeligt i “Den grønne kælder”, at jeg egentlig ikke savner andre steder.

Da vi var færdige med at spise, gik vi gennem byens myldrende gader til Centralhjørnet – det var nemlig hele ideen med dette blogtræf: jeg synes de alle skulle se hvordan man julepynter på byens ældste bøsseværtshus. Det er ret vildt – og rigtig hyggeligt. Vi fik et par øl…. eller deromkring.

Musikken var en blanding af det som jeg vil kalde danske klassikere og på et tidspunkt blev stemningen så opløftet, at man ligefrem talte om at danse – men så snakkede vi så meget, at vi glemte det igen.  Vi fik snakket og grinet en hel masse. Jeg er ikke helt sikker på hvornår jeg kom hjem, men det blev vist rimelig sent….

STOR TAK til alle for et superhyggeligt blogtræf!

Vegansk gulerodskage

Jeg har eksperimenteret lidt med en gulerodskage og nu er opskriften klar. Den er fuldstændig fantastisk og jeg kan slet ikke få nok af den. Den er blød, saftig og dejlig krydret – lige præcis som en rigtig gulerodskage skal være.

3½ dl mel

1½ tsk bagepulver

2 dl brun farin

2½ tsk kanel

1½ tsk stødt nellike

½ dl rapsolie(eller anden neutral olie)

1½ dl friskpresset appelsinsaft

150 g revet gulerod

1 dl rosiner.

Bland mel, bagepulver, brun farin, kanel og stødt nellike sammen. Tilsæt rapsolie og appelsinsaft – rør det godt sammen. Derefter tilsættes rosiner og revet gulerod. Man kan også sige det på en anden måde: bare bland det hele godt sammen!!!

Så skal det hele i en franskbrødsform og bages i ovnen 35 minutter ved 200 grader.

Når kagen er kølet af, laver man appelsinfrosting. Det er lidt svært at fortælle hvor meget man bruger, men det er cirka 250 g plantemargarine, 4-5 spsk flormelis, revet appelsinskal(af økologisk appelsin) og lidt saft. Man er nødt til at prøve sig frem og smage på den – men lad være med at smage så meget, at der ikke er noget tilbage når det skal på kagen. Frosting skal piskes godt igennem med et piskeris – så bliver den utrolig let og luftig. Men pas på med appelsinsaften – det skal jo ikke være smattet!

Kagen er superlækker, og den er både nem og hurtig at lave. Jeg vil gætte på, at det tager 15 minutter.

Vegansk gulerodskage med appelsinfrosting - mums!

Blogtræf og frokost i november

Jeg synes det er alt for lang tid siden, at jeg har set de fleste af jer og derfor vil jeg forslå, at vi holder et lille blogtræf i november. Jeg har flere gange skrevet om “Den grønne kælder” og derfor synes jeg at vi skal spise frokost der. De har ikke en hjemmeside, men det er en meget hyggelig vegetarrestaurant, hvor man får en masse god mad. Jeg tør godt garantere for, at ingen kommer til at gå sultne fra bordet. Der er desværre ikke så meget plads og derfor har jeg bestemt, at vi kun kan være 10 personer! Så det er først til mølle!

Lørdag den 7. november, klokken 14,00

Den grønne kælder

Pilestræde 48

1112 københavn K.

Bagefter finder vi et hyggeligt sted, hvor vi kan drikke en øl, hygge os og sludre et par timer. Jeg tror det bliver rigtig hyggeligt og håber at der er nogen som har lyst……..

Tilmeldte: Leif, Donald, Sister, Deborah, harning, Catarina, Fru Green, mig selv og måske Marianne.

Nedgangen til Den grønne kælder.

Verdens mest irriterende IQ-test

Den IQ-test jeg lagde på bloggen i går, var selvfølgelig en joke og den største udfordring var vist, at se hvor langt man kunne komme uden at grine. For mit vedkommende var det ikke langt!!!

Dagens IQ-test er den mest irriterende IQ-test jeg nogensinde har prøvet. På siden står der, at man burde kunne løse den inden for 3 minutter, hvis man bare har en IQ over 50 – det er vildt provokerende. Jeg er ret sikker på, at min IQ er højere end 50, men jeg kan IKKE løse opgaven. Jeg har forsøgt igen og igen, men jeg kan ikke gennemskue hvordan den skal løses. Og det mest irriterende er, at det sikkert er ret simpelt.

Verdens mest irriterende IQ-test!

Mine laster…

Jeg har mange laster! En af dem er at løse IQ-tests. Jeg er vild med det og jeg kan bruge mange timer på det. Desværre kan det være ret svært at finde nogen som er gode. I går havde jeg løst en som var rigtig god, men så skulle man pludselig give sin email-adresse for at få resultatet. Det var jeg ikke vild med, men jeg har selvfølgelig en ekstra email-adresse til den slags situationer. Da jeg havde sendt dem min email-adresse, stod der at jeg skulle sende en sms – som ville koste 50kr. Næh tak! Der stod jeg af! Det var rigtig ærgerligt, for testen var gået ret godt og derfor ville jeg selvfølgelig gerne vide svaret.

Jeg fandt også en anden IQ-test, på en side som hedder www.not-mensa.com. Disse mennesker bryder sig tilsyneladende overhovedet IKKE om Mensa. Men deres egen IQ-test er meget spændende og underholdende. Den kan man finde her: not-mensas IQ-test.

Rigtig god fornøjelse!

Bjarke Ingels og Den lille havfrue

Den lille havfrue på Langelinje. Skabt af Edvard Eriksen, 1913.

Jeg har stor respekt for Bjarke Ingels, som har tegnet VM-husene og VM-bjerget i Ørestaden. Han er en fantastisk arkitekt og jeg ville ønske, at jeg havde råd til at bo i en af de lejligheder han har tegnet. Nu skal han sammen med sit eget arkitektfirma BIG bygge et nyt bibliotek i Kasakhstan og det ser utrolig flot og spændende ud.

Bjarke Ingels er også hovedmand bag det danske bidrag til Verdensudstillingen EXPO i Kina i 2010. Som alle sikkert ved, er det “Den lille havfrue” der skal sendes til Shanghai, hvor hun skal udstilles i den danske pavillion. Her skal hun stå i et vandbassin. På Langelinje bliver der i stedet opstillet en videoinstallation af den kinesiske kunstner Ai Weiwei, som viser Den lille havfrues rejse.

Jeg er meget i mod dette projekt. Jeg synes det er at gøre grin med alle vores turister – det er uforskammet og hensynsløst. Rygterne vil vide, at mange turister bliver skuffede når de ser “Den lille havfrue”. Jeg er dog overbevist om, at de bliver mere skuffede hvis hun slet ikke er der. Tænk hvis jeg rejste til Paris og så havde de fjernet Eifel-tårnet. Eller hvis jeg rejste til Pisa og de fjernet det skæve tårn. Mange af de turister som kommer til København, de kommer langvejs fra. Mange kommer fra USA, Kina eller Japan. Og det er formodentlig de færreste som kommer flere gange. Så må det være en utrolig skuffelse, at den største turistattraktion mangler.

Derudover er der simpelthen noget galt med hele ideen om, at hun skal sidde inde i en pavillion i et vandbassin. “Den lille havfrue” hører jo til ude på havet og ikke inde i et kunstigt miljø. Det er der man bør se hende. Kunstneren Edvard Eriksen har skabt hende til Langelinje. For et par år siden, så jeg et gammelt interview med Asger jorn, hvor de blandt andet talte om “Den lille havfrue”. Asger Jorn fortalte, at man slet ikke bør se “Den lille havfrue” sådan en hyggelig solskinsdag – så er hun jo bare en kedelig stenskulptur. Næh, i stedet bør man se “Den lille havfrue” en dag hvor det rigtigt stormer og blæsten pisker vandet op, så bølgerne slår ind over hende. Så bliver hun levende, selv om hun stadig sidder fuldstændig rolig og urokkelig på sin sten.

Jeg plejer ikke at gå tur når det rigtig stormer, men jeg tror faktisk at Asger Jorn har ret. En eller anden dag må jeg trodse stormen og tage til Langelinje for at se det. Jeg er ret sikker på, at det er et fantastisk syn.

Der er måske en politisk tanke bag Bjarke Ingels´ ide; “Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder” – står der i den gamle frihedssang. “Den lille havfrue” kæmpede også for sin sag – hun kæmpede for sin kærlighed og døde for det hun troede på. Det er egentlig ganske godt tænkt – og man kan dårligt forestille sig, at de kinesiske myndigheder kan protestere over det. Alligevel synes jeg stadig, at det er en rigtig dårlig ide, at sende “Den lille havfrue” til Kina. Hvis man absolut skal sende et af den slags nationale klenodier, så havde det været en bedre ide at sende “Frihedsstøtten” fra 1792.

Frihedsstøtten, bygget 1792-1797.

Et forsvar for HT-terminalen på rådhuspladsen

HT-terminalen på rådhuspladsen

Alle kender den sorte HT-terminal på Rådhuspladsen og alle har en mening om den – sædvanligvis en meget negativ mening. Siden den blev opført i 1995 har det nærmest været en folkesport at håne og nedgøre denne bygning. Sådan er det ALTID når der bliver bygget noget nyt i København. Men de fleste mennesker afviser bygningen uden at se på den, uden at forholde sig til den. Det sker nærmest helt automatisk – og det er selvfølgelig også nemmest på den måde!

HT-terminalen er tegnet af firmaet “KHR arkitekter” og det er en af de mest geniale, imponerende og gennemtænkte bygninger i København. Terminalen bliver kritiseret for at være for sort, for stor og for høj – der er faktisk alting galt med den. Mange mener at HT-terminalen er for dominerende. Men det er jo et spørgsmål om hvordan man ser på det. Når man står midt på Rådhuspladsen, så står man jo ikke ligefrem og beundrer terminalen. Næh, man vender sig i stedet mod Københavns rådhus. HT-terminalen er IKKE dominerende og den stjæler ikke fokus fra rådhuset. Terminalen konkurrer ikke om den dramatiske eller arkitektoniske hovedrolle på rådhuspladsen. Og det er netop derfor at HT-terminalen er så genial. Uanset hvordan man betragter HT-terminalen, så leder den synet og opmærksomheden tilbage mod Martin Nyrops rådhus.

Når man ser gennem vestporten, rettes blikket direkte mod rådhuset

Det gælder også når man står i busområdet bag terminalen. Hvis man lukker øjnene op og betragter rådhuset herfra, så vil man straks bemærke, hvordan HT-terminalen næsten fungerer som en billedramme, der retter fokus mod udvalgte punkter på rådhuset. Udvalgte punkter bliver indrammet som var det kunstværker og på den måde giver HT-terminalen mulighed for at opleve rådhuset på en ny måde. Dette vidner om at terminalen er bygget med en helt exceptionel præcision. Det kan man også se, når man bemærker hvordan terminalen flugter med linjerne i rådhusets tag, så de to bygninger nærmest indgår i en symbiose og bliver til én bygninger. Der er ingen ornamenter eller udsmykning på HT-terminalen, men de to bygninger smelter nærmest sammen. Der er et fantastisk samspil mellem de to bygninger. Når man står ved busserne, ser det nærmest ud som om at ornamentikken fra rådhuset sidder på HT-terminalen. Det er en slags synsbedrag eller visuelt snyderi – det er virkelig smukt og genialt tænkt.

Denne bygninger er virkelig kunst på et meget højt plan. Det er et mesterværk og jeg bliver så imponeret, hver gang jeg ser på det. Men det kræver jo at man lukker øjnene op og betragter den, i stedet for bare at få forbi, som de fleste mennesker gør. Det kræver både opmærksomhed og interesse.

Farven bliver også kritiseret, men farven er perfekt. Det er måske den eneste farve som passer på Rådhuspladsen i København, hvor man hele tiden skal tage hensyn til alle de andre bygninger. Man er nødt til at bygge en terminal som ikke saboterer pladsen eller stjæler opmærksomheden fra rådhuset. Jeg kan dårligt forestille mig, at man kunne bygge en terminal som havde fået en bedre modtagelse. Uanset hvad man lavede, så ville folk være utilfredse.

Der er også nogen som påstår at terminalen er for stor og for høj. Jeg synes det er et besynderligt argument, da alle de andre bygninger er mindst dobbelt så høje. Men igen er højden ingen tilfældighed. Den er udregnet meget nøje, for at få linjerne til at flugte med linjerne i rådhuset. Men der er endnu en vigtig detalje: den har netop præcis den højde som gør, at man ikke kan se busserne når man står øverst på rådhusets trappe. Hvilket betyder at terminalen giver en oplevelse af ro på rådhuspladsen. Havde terminalen været blot en anelse lavere, så kunne alle se busserne når de kom ud af døren og stod på trappen foran rådhuset. Nu fungerer terminalen som en skærm mod alt den trafik og uro der er i busområdet og det er selvfølgelig terminalens vigtigste funktion.

Jeg har naturligvis mødt mange mennesker som afskyede denne bygning og hver gang jeg har fået chancen, så har jeg slæbt dem ind på rådhuspladsen for at de skulle se terminalen som jeg ser den. Jeg har siddet på værtshus og revet fremmede folk ned af deres barstole for at vise dem HT-terminalen med mine øjne. Jeg tror at jeg har givet mange mennesker et nyt syn på HT-terminalen og det håber jeg også at gøre med dette indlæg.

Tag ind på rådhuspladsen og se terminalen endnu engang. Det er et af de flotteste stykker arkitektur i København, som snart forsvinder.