I år kan Amatørsymfonikerne fejre deres 60-års jubilæum. Det bliver markeret med et nyt værk af den unge danske komponist Benjamin de Murashkin, som blev uropført ved Amatørsymfonikernes jubilæumskoncert i Tivolis koncertsal lørdag aften. Det var på alle måder en festlig og usædvanlig vellykket koncert.

For et par år siden var jeg så heldig, at være til stede under uropførelsen af Benjamin de Murashkins værk “Cosmic dancer” – det var en fantastisk oplevelse og jeg var vild med værket. Jeg går stadig og venter på, at det bliver indspillet på CD, så jeg får mulighed for at høre det igen. På den baggrund er det selvfølgelig klart, at jeg glædede mig rigtig meget til at høre det nye værk, som Benjamin de Murashkin har skrevet til Amatørsymfonikerne – og jeg blev bestemt ikke skuffet. Det nye værk hedder “Tides” og det har bestemt ikke det samme bombastiske bulder og brag som “Cosmic dancer”. Det nye værk er et musikalsk billede af en å, som løber ud i havet. Det er kombinationen af de store, tunge bølger som ruller langsomt mod land og den hurtigt løbende og plirrende å.

Det var et rigtig flot værk, hvor man bliver draget ind i det musikalske univers. Det bliver aldrig til løssluppenhed som en stor tsunami, der skyller ud over publikum – i stedet er der en stramhed og en stor beherskelse i værket. Der er heller ingen munterhed, som man måske kunne forestille sig i den plirrende å. I stedet virker værket som resultatet af kølig betragtning og fortolkning – det er et værk som snarere vidner om fordybelse og koncentration. Hvis man skal forsøge sig med en fortolkning, så repræsenterer havet de politiske, sociale og historiske bevægelser som uafbrudt stiger og falder. Så kan åen repræsentere tidens strømninger, som før eller senere løber ud i havet og bliver til …. ingenting. Uanset hvor meget fart og kraft der er i åens løb, så betyder det ikke så meget i forhold til havet, hvor bølgerne bliver ved med at stige og falde – fuldstændig upåvirket – som et symbol på verdens globale vejrtrækning. Det var et rigtig spændende værk og det var virkelig flot musik – publikum var tydeligvis meget begejstrede og værket fik et stort bifald …. en dag bliver det forhåbentlig indspillet på CD, så man får mulighed for at høre det igen. Det må meget gerne være på samme CD, som “Cosmic dancer”.

Marianna Shirinyan og dirigent Christian Schmiedescamp.

Marianna Shirinyan og dirigent Christian Schmiedescamp.

Derefter fulgte Rachmaninovs klaverkoncert nr. 2 med Marianna Shirinyan på klaver. Værket begynder med et hurtigt voksende tempo på klaveret – når tempoet og intensiteten næsten ikke kan presses mere, så kommer der et brus fra strygerne, som næsten tager vejret fra publikum. Det kan næsten ikke bliver mere storslået og gribende – efter første sats var der en stor del af publikum, som brød ud i spontane klapsalver. Det er jo ikke helt comme il faut – men jeg forstår godt, at det var svært at lade være, for både Amatørsymfonikerne og Marianna Shirinyan leverede en forrygende første sats, som sluttede med et brag af en finale.

Anden sats er en smuk og temmelig melankolsk adagio – jeg kan ikke lade være med at tænke på sådan noget melankolsk efterårs-regnvejrs-musik. Det var så hjerteskærende smukt, at det gjorde helt ondt i hjertet og man kunne mærke tårerne i øjnene. Jeg ved ikke hvad Rachmaninov tænkte på, da han skrev denne klaverkoncert, men i tredje sats lød det som nogle gevaldige tordenbrag hver eneste gang der blev slået på paukerne og samtidig plirrede det fra klaveret, så det lød som kraftigt regnvejr der styrtede ned. Det var helt suverænt og publikum belønnede musikerne med et stående og bragende bifald.

Marianna Shirinyan er født i Armenien, men har boet i Danmark i mange år. Hun har modtaget et hav af musikpriser og samtidig har hun skabt en karriere både i Danmark og i udlandet. Publikum elsker hende, men hun er også ekstremt populær blandt dirigenter og andre musikere. Hun spiller rigtig godt, men det er jo ikke kun derfor. Hun ser også temmelig godt ud og hun har en virkelig stærk udstråling. Man kan selvfølgelig ikke bygge en karriere som klassisk koncertpianist udelukkende på at se godt ud, men når man samtidig er en virkelig dygtig musikere, så er det bestemt ikke en ulempe, at man har udseendet med sig. Men der er endnu en grund til hendes store succes; jeg har oplevet hende som pianist et par gange. Men jeg har også oplevet, at hun har siddet blandt publikum. I begge tilfælde har hun fremtrådt som en utrolig venlig, imødekommende, varm, smilende og betænksom person. Det samme var tilfældet ved koncerten lørdag aften. Først kom hendes lille datter på scenen i en hvid prinsessekjole, for at bukke for publikum sammen med mor. Så satte hun sig igen ved klaveret for at give et ekstranummer – og hvad spillede hun? “Happy birthday to you”! Det var et virkelig flot og betænksomt valg, som selvfølgelig var med til at løfte stemningen i salen endnu en tand i vejret. Derefter fik vi endnu et sublimt ekstranummer, som blev spillet i et forrygende tempo – det gik over stok og sten, så man var lige ved at blive helt forpustet. Marianna Shirinyan fik virkelig skabt en fest i Tivolis koncertsal og stemningen kunne næsten ikke blive bedre!

Den unge dirigent Christian Schmiedescamp, som også spiller basun i Copenhagen Phil.

Den unge dirigent Christian Schmiedescamp, som også spiller basun i Copenhagen Phil.

Efter pausen spillede de Carl Nielsens 2. symfoni, som også har titlen “De fire temperamenter” – altså det koleriske, det flegmatiske, det melankolske og det sangvinske temperament. Det er måske noget af Carl Nielsens flotteste og bedste musik. Amatørsymfonikerne gjorde musikken både spændende og levende, og det er selvfølgelig den fornemste opgave for både orkester og dirigent. Der er ingen tvivl om, at alle leverede en det optimale lørdag aften og de gav publikum en fantastisk oplevelse. Der er dog en enkelt ting som undrer mig – ham som spillede på pauker havde en bunke grene med på scenen, da de spillede Carl Nielsens symfoni – jeg tror det var nyudsprungne bøgegrene, men er dog ikke helt sikker. Midt i værket spredte ham disse grene ud over paukerne, hvorefter han spillede videre – indtil de blev fjernet igen 5-10 minutter senere. Hvorfor? Jeg tror ikke, at det er noget han selv har fundet på. Det ville vist virke både fjollet og upassende. Derfor har jeg en stærk formodning om at det er noget som Carl Nielsen har fundet på og skrevet ind i partituret – og så kan man selvfølgelig overveje om det så bliver mindre fjollet. Mit svar er nej …. jeg synes det var ret besynderligt og jeg kunne bestemt heller ikke høre, at det gjorde nogen forskel i forhold til musikken. 

Det var en rigtig god og festlig aften i Tivolis koncertsal. Amatørfonikerne spillede fremragende og temmelig overbevisende – det var en meget flot præstation. Christian Schmiedescamp er ikke en dirigent med store armbevægelser – men han har et stort og roligt overblik. Jeg er temmelig imponeret over hans indsats. Endelig er der Marianna Shirinyan – først spillede hun fuldstændig suverænt og bagefter satte hun trumf på med de to ekstranumre. Så kan man vist ikke være bekendt at give mindre end seks stjerner!

6stjerner

Amatørsymfonikernes 60-års jubilæumskoncert i Tivolis koncertsal.

Amatørsymfonikernes 60-års jubilæumskoncert i Tivolis koncertsal.

Jeg kommer til rigtig mange koncerter i disse dage – det er næsten alt for mange. Jeg trænger snart til en pause – men det er jo temmelig svært at holde sig hjemme, når årets Tivolifestival kører på fuld tryk og frister med spændende koncerter, fantastiske kunstnere og brilliante dirigenter hver eneste dag; fredag aften var det en koncert med pianisten Jens Elvekjær og den unge finske dirigent Santtu-Matias Rouvali som fristede.

Koncertens første værk var Franz Liszt “Ungarnsk fantasi nr. 2″, som begynder med et væld af mørke og sprøde strygere – den ene svulmende bølge efter den anden skyller ud over publikum. Musikken folder sig langsomt ud gennem flere etaper, indtil den endelig forvandler sig til en buldrende og festlig dans. Endelig når musikken sit fulde klimaks i et buldrende stormvejr, som er så sprudlende og fyldt med energi, at man slet ikke kan lade være med at juble og le af glæde og fornøjelse indvendigt.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Aftenens dirigent var den unge Santtu-Matias Rouvali, som jeg er ekstremt vild med. Det ene øjeblik står han på tåspidserne og vifter med hænderne oppe over hovedet. Det næste øjeblik går han helt ned i knæ og straks efter springer han op i vejret og tegner store cirkler i luften med dirigentstokken – pludselig står han og balancerer helt ud på kanten af podiet, mens han hænger halvvejs inde over orkestret og fægter med armene. Det er et fysisk mysterium, at han kan holde balancen ….. Santtu-Matias Rouvali er en eksplosion af energi, som han formår at kanalisere videre til orkestret. Han forvandler orkestret til en porche, der kan accelerere fra 0 til 100 km i timen på et halvt sekund. Men det betyder på ingen måde, at han har problemer med de langsomme eller de dæmpede satser – de får tilført lige så meget energi, som blot gør disse satser endnu mere dramatiske, følelsesfulde eller lyriske, alt efter hvad der passer i det aktuelle værk. Han er en fuldstændig fænomenal dirigent.

Pianisten Jens Elvekjær.

Pianisten Jens Elvekjær.

Det næste værk var Griegs klaverkoncert med Jens Elvekjær som solist. Den begynder med en buldrende trommehvirvel på paukerne, som slutter med et brag – samtidig lyder der et brag fra klaveret og så er koncerten i gang! Jens Elvekjær er en spændende og lidt gådefuld pianist. Når jeg oplever ham, så har jeg altid en meget stærk følelse af, at han ikke optræder – i stedet føles det som om, at han er fokuseret på at løse en stor og spændende opgave, som han er fuldstændig opslugt af. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne ham med en lidt nørdet matematikprofessor, som glemmer alt omkring sig, når han kaster sig over en kompliceret ligning. Alt dette er selvfølgelig kun gætværk – men det er på grund af disse indtryk, at jeg synes Jens Elvekjær er en rigtig fascinerende kunstner.

Efter pausen spillede Tivolis Symfoniorkester Dvoráks 8. symfoni – en vidunderlig smuk symfoni. Jeg fandt det absolutte højdepunkt i 3. sats, hvor det romantiske vingesus forvandles til en fejende flot vals. Endnu en gang er man lige ved at hoppe i sædet af begejstring ….. det var en fantastisk koncert med Santtu-Matias Rouvali, Jens Elvekjær og Tivolis Symfoniorkester, som sandelig ikke skal glemmes.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Nogle minutter efter koncerten var der en samtale på scenen mellem Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht, Jens Elvekjær og Santtu-Matias Rouvali, som lige havde nået at smide kjolen og springe i et par grå jeans og en gammel t-shirt. På den ene side så kan man godt hævde, at det blot er en sludder for en sladder. Det er jo begrænset hvad man kan nå på 7-8 minutter og solisterne er selvfølgelig også trætte efter aftenens koncert. På den anden side, så synes jeg det er farligt at undervurdere disse arrangementer; jeg synes det er spændende, at få mulighed for at opleve den store forskel på kunstneren og mennesket. Man kan selvfølgelig – med al rimelighed! – indvende, at de stadig optræder på scenen foran et publikum. Klart nok! Men bare i deres måde at tale på, deres holdning og deres gestik, så får man alligevel et tydeligt indtryk af den store forskel. Man kan godt sidde og tænke, at det føles slet ikke som de samme mennesker.

Og nogen gange falder der selvfølgelig også et par guldkorn af …. Henrik Engelbrecht prøvede at spørge om kunstnernes holdning til motiverne i den klassiske musik. “I don´t care much about pigs and birds and all that stuff,” svarede Santtu-Matias Rouvali kontant, hvilket straks fremkaldte stor morskab blandt publikum. Han er en lille charmetrold og publikum ELSKER ham. Hver eneste gang han åbnede munden kom der en øjeblikkelig reaktion fra publikum. “To me it is just music,” erklærede han selvsikkert. Man kan selvfølgelig godt nøjes med at grine af det. Jeg kan dog ikke lade være med at overveje om disse få ord i virkeligheden rummer en stor del af forklaringen på Santtu-Matias Rouvalis særprægede stil som dirigent og hans store succes blandt publikum! 

5 stjerner

Tivolis Symfoniorkester umiddelbart før aftenens koncert.

Tivolis Symfoniorkester umiddelbart før aftenens koncert.

Tirsdag aften opførte Koncertforeningens kor og orkester “Ein deutsches Requiem” af Johannes Brahms. Værket indgår naturligvis i kategorien af storslåede dødsmesser, sammen med Mozarts requiem, Verdis requiem, Faurés requiem og mange flere – alligevel er Brahms requiem på alle måder helt unik og forskellig fra de andre værker i denne kategori.

Et requiem er en katolsk dødsmesse, som stammer fra 900-tallet, hvor man indførte en fast årlig bededag for alle døde – Allesjælesdag d. 2. november. “Requiem aeternam dona eis, Domine” / “Herre, giv dem den evige hvile” – sådan lyder den første sætning i den romersk-katolske messe, som udgør hovedparten af teksten. Hymnen “Dies Irae” er dog en senere tilføjelse, som man mener er skrevet af Franciskanermunken Thomas af Celano.

Oprindeligt blev messen fremført som en enstemmig sang i den gregoriansk tradition. I begyndelsen af 1400-tallet blev messen først flerstemmig og dernæst begyndte man også at sætte musik til. Komponisterne valgte frit hvilke dele af messen de ville bruge og hvordan de ville sætte delene sammen. Det har givet os nogle store kor – og orkesterværker, som er vidt forskellige.

Brahms – Ein deutsches Requiem

Johannes Brahms(1833-1897) bryder med alle de gamle traditioner, da han skriver sit requiem. Brahms var protestant – ikke katolik. Han var vist ikke særlig troende, men brugte alligevel biblen flittigt og var meget biblekyndig. Da han begyndte at skrive sit requiem forkastede han den katolske dødsmesse og brugte i stedet nøje udvalgte steder fra biblen: “Selig sind, die da Leid tragen, denn sie sollen getröstet werden” / “Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes” – sådan lyder den første sætning fra Brahms requiem, som stammer fra Matthæus-evangeliet.

Dirigenten Steen Lindholm med de to solister.

Dirigenten Steen Lindholm med de to solister.

Hvis vi sammenligner de første sætninger fra hhv. den katolske dødsmesse og teksten til Brahms requiem, så er der én stor forskel som straks springer i øjnene: i den katolske dødsmesse er formålet klart og tydeligt, at bede for de dødes sjæle. Den første sætning i Brahms requiem er også en hensigtserklæring, hvor det gøres klart, at de som sørger – dvs. de efterladte – skal trøstes. Eller sagt på en anden måde – Brahms skrev sit requiem til de levende. Hvis vi skal bruge begreber fra den moderne psykologi, så ønskede Brahms altså, at hans requiem skulle være en slags datidens sorgarbejde. Men teksten rummer en slags dobbelthed, for den fungerer også som et budskab til de levende, som en slags memento mori, der maner til fordybelse og eftertanke.

Jeg synes, at der er noget gribende og forførende i, at Brahms selv har fundet og valgt hver eneste sætning; når jeg kigger på den ene sætning efter den anden, så kan jeg ikke lade være med at overveje, hvorfor han valgte netop denne sætning … hvad betød præcis denne sætning for Johannes Brahms og hvilket budskab ønskede han at viderebringe til os … Brahms requiem adskiller sig fra de andre store requiemmer på endnu et punkt, som er sproget. Han valgte nemlig at teksten skulle være på tysk – ikke latin. Det er selvfølgelig den simple forklaring på den usædvanlige titel. 

En flot og meget vellykket koncert

Brahms requiem er ikke lige så æterisk smukt som Mozarts requiem. Det er heller ikke så dramatisk som Verdis requiem eller så voldsomt som Berlioz. Brahms requiem er et dybt og kraftfuld hav af stemmer og toner, som bruser ud over publikum.

Den danske baryton Thomas Storm.

Den danske baryton Thomas Storm.

Jeg elsker de skønne, mørke pauker, som presser både intensiteten og lydniveauet til tops i anden sats – det er som en brusende bølge der stiger og stiger, indtil den vælter ned over publikum med sådan en kraft, at man får et stort sug i maven. Det er helt klart et af værkets højdepunkter for mig og Koncertforeningen gav mig det helt rigtige sug i maven. Det føltes som om, at benene blev revet væk under mig!

I tredje sats møder vi endelig den første af solisterne – den danske baryton Thomas Storm. Han har en superlækker, meget maskulin og kraftfuld stemme; men hans stemme har også en helt usædvanlig varm undertone, som gør den supersexet. Thomas Storm blev uddannet fra Det Fynske Musikkonservatorium i 2007. Siden blev han optaget på Operaakademiet og han havde sin debut på Det kongelige teater i 2009. Thomas Storm har både talent, format og et stort potentiale ….. det bliver spændende at se, hvor længe vi får lov til at beholde ham her i Danmark. Det var en suveræn fornøjelse at høre ham i Brahms requiem!

I tredje sats var der også en basun som spillede helt exceptionelt flot – desværre var det temmelig kort. Man nåede næsten ikke at nyde det før det allerede var slut igen.

Sopran Sólrun Braggadóttir er født på Island, men bor nu i Danmark.

Sopran Sólrun Braggadóttir er født på Island, men bor nu i Danmark.

I fjerde sats er det endelig sopranens tur til at synge; Sólrun Bragadóttir har en meget klar og fyldig stemme, med en rigtig flot vibrato. Jeg synes dog ikke, at hendes stemme havde den samme vitalitet som udmærkede både Thomas Storm og koret.

I den første del af sjette sats fangede kontrabasserne min opmærksomhed; de spillede en meget mørk og tung baggrundsrolle. Jeg fik den tanke, at det lød som døden der nærmede sig uendelig langsomt med uendeligt tunge skridt – et skridt af gangen, det ene skridt efter det andet. Det passede jo også ret godt til helheden, hvis det havde været sådan en slags indbygget memento mori. Jeg har prøvet at lytte til denne sats på min egen CD(med John Eliot Gardiner som dirigent) – her spiller kontrabasserne en mindre markant rolle og det har slet ikke den samme virkning. Jeg har også prøvet at lytte til andre optagelser på nettet, hvor jeg heller ikke oplever det samme. Er der noget galt med min hørelse? Nixen bixen! Men det viser bare, at en indspilning kan aldrig konkurrere med den oplevelse som man har i en koncertsal. Lyden er anderledes, men det betyder også en hel del, at man kan se alle instrumenterne.

I syvende og sidste sats er der flere forsøg på at skabe et klimaks, men det bliver aldrig til mere end det ene forsøg efter det andet – komponistens forsøg, vel at mærke! -  i stedet svinder musikken og korets stemmer længere og længere bort. På den ene side kan man få en vision om, at koret langsomt synker ned i jordens mulm og mørke. På den anden side kan man også tænke, at finalen illustrerer en accept eller en underkastelse under omstændighedernes magt – vi skal alle dø før eller siden. Dét er livets grundvilkår. Man er nødt til at bøje nakken og finde sig i det – der er ikke andre muligheder. 

Koncertforeningens kor og orkester

Dirigent Steen Lindholm.

Dirigent Steen Lindholm.

For et par dage siden var jeg til koncert med Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester – et helt fantastisk symfoniorkester for amatørmusikere. Koncertforeningens kor og orkester tilhører også amatørkategorien “Con amore”. Hvor er det dejligt, at der er så mange mennesker, som gider at bruge deres fritid på den slags. Det er til stor glæde for rigtig mange mennesker, som fx mig! Og man skal bestemt ikke undervurdere hvor meget alle disse mennesker betyder for det danske musikliv.

Koncertforeningens orkester spillede med masser af styrke, kraft og energi – der var masser af skønne detaljer og højdepunkter. Jeg har selvfølgelig kun nævnt nogle få af dem i dette indlæg. Koret havde også en imponerende styrke – det kan godt være, at de er amatører, men det kan man bestemt ikke høre. En lille smule kritik – jeg synes måske, at tempoet kunne have været en anelse hurtigere. Jeg tror, at det havde givet værket en smule mere dynamik. Men det er nok et spørgsmål om smag og behag. Alt i alt så var det en flot og meget vellykket koncert, som jeg nød fra start til slut.

5 stjerner

Koncertforeningens kor og orkester i Tivolis koncertsal.

Koncertforeningens kor og orkester i Tivolis koncertsal.

Lørdag aften spillede Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester i Tivolis koncertsal – det var en af de mange koncerter i kategorien “Con amore”, som dækker over en bred vifte af meget forskellige amatørorkestrer. Men der var absolut intet amatøragtigt over koncerten – tværtimod!

Koncerten begyndte med “Intrada” af komponisten Mogens Andresen. Det er en meget pompøs fanfare for messingblæsere og to lilletrommer, som blot varede 2-3 minutter. Nogen ville nok mene, at det er en smule svulstigt at indlede en koncert med en fanfare – på en måde har de selvfølgelig ret. Men jeg syntes, at det var superfedt og det gav en pragtfuld stemning i salen lige fra begyndelsen. 

Det første regulære værk på programmet var Kuhlaus ouverture til Elverhøj, som de fleste kender fra “Olsenbanden ser rødt” – midterdelen af denne ouverture er den danske kongesang “Kong Christian stod ved højen mast”. Omkring 10% af publikum rejste sig op – selv om jeg er tilhænger af monarkiet, så blev jeg dog siddende, lige som de fleste andre. Jeg rejser mig selvfølgelig altid når der er medlemmer af kongehuset tilstede, men i alle andre tilfælde synes jeg, at det virker en smule meningsløst. Okay – lad mig lige opsummere: først Mogens Andresens fanfare. Dernæst ouverturen til Elverhøj med “Kong Christian stod ved højen mast” …. på det tidspunkt begynder man jo at overveje, hvad i alverden de har gang i. Programmet var så storslået og pompøst, at det havde været passende til en kongelig gallafest i Det kongelige teater.

Toke Møldrup.

Toke Møldrup.

Næste værk var Kabalevskijs cellokoncert med Toke Møldrup som solist. Det er kun to dage siden jeg oplevede Toke Møldrup som solist ved Dvoráks cellokoncert. Men det var en helt anden Toke Møldrup, som publikum mødte denne aften – han virkede meget mere rolig og afslappet. Musikken var spændstig, livlig og dynamisk. Men den var også varm og inderlig … jeg følte det som om, at jeg smeltede allerede i første sats. Anden sats var en largo, som er et musisk udtryk der beskriver et langsomt og bredt tempo. Det var dyb, mørk og sværmerisk musik, som gik lige ind i alle nervebaner – og det blev kun endnu bedre midt i anden sats, da Toke Møldrup spillede en solo, der var lige så mørk og vemodig, som Chopins nocturner, når de spilles af de allerbedste pianister. Musikken ændrede karakter, da Toke Møldrup begyndte at knipse på strengene – pludselig blev musikken mere skarp og moderne. Og så steg tempoet igen – buen fløj over strengene i et muntert og legesygt tempo. Her slog værket over i et tema, som tydeligvis havde rødder i den russiske folklore. Der var også et militært element, som blev understreget af messingblæserne og lilletrommen. Tredje og sidste sats begynder med en forførende og hjertegribende intensitet – hurtigt stiger tempoet til en hvirvlende allegretto, der straks fik mig til at tænke på kosakker som svingede hinanden rundt i en akrobatisk dans omkring bålet på Kaukasus brede stepper.

Dette værk var en fænomenal oplevelse – det var ren magi og jeg var fuldstændig tryllebundet fra start til slut. Toke Møldrup spillede fuldstændig suverænt. Men det var ikke bare ham – det var også hele symfoniorkestret. De blev belønnet med et bragende bifald og der var tre fremkaldelser af Toke Møldrup.

Toke Møldrup i Tivolis koncertsal.

Toke Møldrup i Tivolis koncertsal.

Dernæst fulgte anden sats af Lars Erik Larssons “Divertimento for cello og strygere” – indledningen var så gribende smuk, at det næsten er helt ubeskriveligt. Musikken var som blide og vuggende tonebølger. Senere fulgte en ophidsende og ekstatisk solo, hvor Toke Møldrup arbejdede i et næsten afsindigt tempo. Sikken en præstation! Jeg har efterhånden hørt Toke Møldrup en del gange, men denne koncert er helt bestemt den bedste. Det var en af den slags meget sjældne og helt usædvanlige koncerter, hvor alt bare er ren magi. Endnu en gang takkede publikum med et bragende og begejstret bifald, samt tre fremkaldelser af Toke Møldrup.

Han kvitterede til gengæld med et ekstranummer – jeg hørte desværre ikke hvad det var. Men det var endnu et virtuost mesterværk, som blev spillet fuldstændig sublimt. Og endnu en gang var der jublende bifald fra publikum og to fremkaldelser. Det vil sige, at i løbet af denne koncert fik Toke Møldrup ikke mindre end 8 fremkaldelser i alt …. det er altså temmelig usædvanligt. Og det stoppede jo kun fordi lyset i salen blev tændt. Ellers er det svært at sige, hvor lang tid det var blevet ved!

Efter pausen spillede Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester Tjajkovskijs 4. symfoni. Det begynder ret voldsomt med messingblæserne – så falder tempoet, hvorefter der langsomt bygges op til et forrygende klimaks. En større del af publikum brød ud i spontane klapsalver allerede efter første sats. Det skete ikke en eneste gang mellem satserne i koncertens første del. Derfor er der ingen tvivl om, at alle i salen kendte “reglerne” – men disse klapsalver var et klar og tydeligt vidnesbyrd om publikums begejstring.

Dirigent Jules van Hessen.

Dirigent Jules van Hessen.

Anden sats er domineret af en sværmerisk romantik, som understreges af de lette toner fra fløjterne, som nærmest flyver ud over publikum. Her bliver følelserne virkelig presset til det yderste. Et af højdepunkterne i tredje sats, var et helt suverænt samspil mellem de lyse violiner og de dybe basser, som begge knipser på strengene – det var ekstremt smukt og gribende. Musikken fortsætter i et dæmpet og nærmest underspillet tempo …. indtil bækken, trommer, pauker og messingblæsere pludselig brager løs på samme tid, som om at de er blevet fuldstændig sindssyge. Det er man bestemt ikke forberedt på, hvis man ikke kender Tjajkovskijs 4. symfoni – og det gjorde jeg ikke! Hvis nogen skulle have tilladt sig at lukke øjnene og blunde et øjeblik, så bliver de i hvert fald vækket. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at Tjajkovskij sandsynligvis har moret sig kosteligt, mens han skrev dette stykke. Først skriver han det her blide og dæmpede musik, som sikkert frister mange blandt det intetanende publikum til at døse en ganske lille smule – og så vækker han dem med et mægtigt chok. Gad vide om der føres statistik over, hvor mange publikummer der har fået et apoplektisk anfald under denne symfoni?

Efter endnu et stormende og bragende bifald fik vi et ekstranummer fra orkestret – jeg må indrømme, at jeg ikke var specielt begejstret. For det første var jeg ved at være træt – for det andet, så var jeg bange for, at dette ekstranummer ville ødelægge indtrykket af en af de flotteste koncerter jeg nogensinde har oplevet. Men det var selvfølgelig dumt af mig. Afslutningen var et ganske kort værk, der var lige så festligt og bombastisk som den indledende fanfare, og dermed blev det en helt perfekt og temmelig storslået afslutning på fuldstændig exceptionel koncertoplevelse! 

Denne koncert er en meget stærk kandidat til titlen som sæsonens bedste koncert i Tivolis koncertsal. Der var en usædvanlig flot og gennemtænkt struktur i hele programmet. Dernæst spillede Toke Møldrup bedre end nogensinde før. Og så er der Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester – sjældent har jeg oplevet et orkester der spillede så sublimt. Der er en særlig ros til violinerne, som gang på gang gjorde mig helt målløs. Det lød bestemt ikke som 15-20 violiner – nej, deres samspil var så suverænt, at det lød som én stor, magisk violin. I følge deres hjemmeside består Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester af cirka 65 musikere mellem 13 og 68 år. Det vil sige, at nogle af musikerne er så unge, at de stadig har temmelig meget at lære. Og nogle af de ældste musikere har måske ikke så mange kræfter som de har haft … men de spiller bare så godt, at man skulle tro hver eneste musiker var topprofessionel. Jeg er virkelig dybt imponeret! Det er svært at forstå, at Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester er et amatørorkester – det er mennesker som har et andet arbejde og de øver kun sammen en gang om ugen. De får heller ikke penge for at spille – tværtimod – de betaler kontingent for at være med. Men det kan man bestemt ikke høre på dem – deres koncert lørdag aften var en suveræn oplevelse og jeg glæder mig helt ekstremt meget til at høre dem en anden gang!

6stjerner

Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester i Tivolis Koncertsal.

Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester i Tivolis Koncertsal.

Torsdag aften var jeg til min første koncert i Tivolis koncertsal i denne sæson – i den anledning var det egentlig meget passende, at det var Tivolis Symfoniorkester som spillede og det var oven i købet med deres egen chefdirigent Lan Shui på podiet.

Toke Møldrup og chefdirigent Lan Shui til venstre.

Toke Møldrup og chefdirigent Lan Shui til venstre.

Koncertens første værk var Dvoraks 2. cellokoncert med orkestrets egen cellist Toke Møldrup som solist. Dvoraks cellokoncert er et storslået værk – det ene øjeblik bliver man løftet helt op i skyerne af strygernes romantiske vingesus. Det næste øjeblik styrter man ned i en mørk og dyster klippedal, hvor solen aldrig skinner. Et af højdepunkterne var i første sats, hvor celloen nærmest flirter med en af fløjterne, mens strygerne fungerer som en fjern og dæmpet baggrund. Det var meget smukt og hjertegribende. Midt i anden sats nåede musikken en formidabel intensitet og et stærkt klimaks, hvor det føltes som om at hver eneste gæst i hele salen sad og holdt vejret.

Trods disse højdepunkter, så var det alligevel som om at der manglede noget – magien manglede. Var det Tivolis Symfoniorkester som investerede for lidt kraft og energi i værket? Toke Møldrup brugte alle kræfter og pressede sig selv til det yderste – men det kan også være, at dét var grunden til problemet. Måske ville han for meget?

Anmelderringens kunstnerpriser

Thomas Michelsen - anmelder på Politiken.

Thomas Michelsen – anmelder på Politiken.

Efter pausen uddelte Thomas Michelsen Anmelderringens kunstnerpriser til hhv. basbaryton Simon Duus og blokfløjtespiller Bolette Roed. Jeg må desværre indrømme, at jeg aldrig har hørt nogen af dem. Jeg har dog hørt en masse om Simon Duus – det er efterhånden mit indtryk, at ALLE andre har hørt ham og de er vist ALLE sammen ret vilde med ham. Jeg tror snart, at han har en temmelig stor fanklub. Simon Duus har en meget stærk og meget maskulin udstråling, som giver hans skikkelse en særlig tyngde og soliditet. Han virker som en mand, der har en helt særlig jordforbindelse.  

Bolette Roed.

Bolette Roed.

Bolette Roed er nærmest hans diametrale modsætning. Hun stod på scenen – så smuk og slank og yndig. Hun havde et stort smil og hele hendes ansigt strålede, mens hun forlegent vred hænderne – så prøvede hun at gemme dem på ryggen og to sekunder senere stod hun igen og vred dem af blot og bar forlegenhed. Samtidig kastede hun blufærdigt blikket ned i gulvet – først til den ene side og så til den anden side – som om, at hun slet ikke vidste hvordan hun skulle beherske sin glæde. Jeg sad og tænkte, at den var helt gal med jordforbindelsen – og jeg følte, at det var kun et spørgsmål om tid før hun mistede koncentrationen og så ville hun lette fra scenen og svæve bort som alfernes dronning Titania.

Simon Duus.

Simon Duus.

Simon Duus var helt cool under hele prisoverrækkelsen. Men bemærk lige billedet. Selv en rigtig machomand har svært ved at holde smilet tilbage, når han får blomster – det ser ligefrem ud som om at han rødmer. Eller måske var blomsterne bare den sidste dråbe som endelig fik facaden til at bryde sammen?!

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det var to rigtig glade prismodtagere der stod på scenen – det var så dejligt, at man selv kunne mærke det langt ind i hjertet!

Josef Suk: Symfoni nr. 2

Aftenens sidste værk var Josef Suks anden symfoni – og man kan næsten sige, at vi holder os inden for familien. Josef Suk var nemlig Dvoraks svigersøn. Da Josef Suk begyndte at komponere dette værk, var det meningen, at det skulle være en sørgesymfoni til minde om svigerfar Dvorak som døde i 1904. Men midt under arbejdet – i juli 1905 – døde hans kone Otille pludselig. Det var et chok for Josef Suk. Han gik i gang med at revidere hele værket og opkaldte symfonien efter dødsenglen i Det gamle testamente, Asrael.

Dette fantastiske værk begynder med en mørk og dyster følelsesstorm på grænsen til det vanvittige; paukerne skaber en dunkel og skæbnetung stemning allerede i introen, som er fyldt med en klagende og smertefuld intensitet. Snart kommer en episode, hvor man blot hører en enkelt fagot, mens alle violinisterne knipser på strengene. Så bliver fagottens melodi overtaget af en klarinet – endnu en klarinet falder ind og derefter følger alle træblæserne. Denne episode er et stærkt suggestivt billede på følelsen af ensomhed der synes at vokse og brede sig til alle sider.

Komponisten Josef Suk (1874-1935).

Komponisten Josef Suk (1874-1935).

Messingblæserne har flere korte forløb, hvor de folder sig ud med en næsten øredøvende voldsomhed. Alle disse forløb fungerer som en optakt til et klimaks hvor der bankes løs på paukerne, stortrommen får nogle kraftfulde slag og bækkenerne brager … det var så stærkt og gribende, at jeg fik kuldegysninger over det hele. Hårene rejste sig og det løb mig koldt ned af ryggen. Umiddelbart derefter slutter første sats med en håndfuld celloer som spiller dæmpet og uendelig langsomt …. efter første sats har man allerede været igennem så mange følelser, at man næsten er helt smadret. Ja, det mener jeg faktisk alvorligt. Jeg tror ikke man skal undervurdere, hvor meget man bliver påvirket af sådan en oplevelse!

I tredje sats er der flere kortere forløb, hvor musikken nærmest bliver munter eller festlig – men ganske hurtigt bliver temaet forvrænget eller forvandlet til en grotesk parodi på sig selv. Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, at det er komponistens lykkelige minder om sin kone, der bliver forvansket af mindet som hendes død. Men man kunne også forestillet sig, at det er drømme om konen, som forvandles til det ene mareridt efter det andet på grund af hendes død.

Hele værket bevæger sig frem og tilbage mellem en voldsom og stormfuld desperation og en uendelig dyb fortvivlelse. Da værket slutter efter femte sats, har musikken har fundet en slags gylden mellemvej – der er ikke flere følelsesstorme, ikke mere vanvid og endeløs fortvivlelse. I stedet slutter værket med en slags accept eller en underkastelse under en stille indre smerte.

Josef Suks anden symfoni var et fantastisk flot, spændende og kraftfuldt værk – det havde noget af den samme mørke kraft, som fascinerer både mig og mange andre mennesker, når vi hører nogle af de store requiemmer. Og Tivolis Symfoniorkester spillede fuldstændig suverænt. Det var virkelig en imponerende kraftpræstation. Jeg fik et meget stærkt indtryk af, at hver eneste musiker gav en helt suveræn indsats og samtidig fik dirigenten samlet alle de enkelte dele til en perfekt helhed. Der var intet – absolut intet! – som nogen kunne have gjort bedre!

TRYK HER for at se og høre Josef Suks 2. symfoni på Youtube.

5 stjerner

Tivolis Symfoniorkester i den gyldne sal.

Tivolis Symfoniorkester i den gyldne sal. Tryk på alle billederne for at se dem i fuld størrelse.

Man møder mange spændende mennesker i det danske vegetarmiljø. En af de mange spændende mennesker som jeg har lært at kende, er Annette Lang, som er billedkunstner. Jeg blev dybt fascineret, da jeg så hendes flotte og stærke billeder – og jeg fik lyst til at vide mere om hende. For nogle uger siden udstillede Annette Lang sine værker i Øksnehallen. I forbindelse med denne udstilling mødte jeg Annette til en lille snak om hendes arbejde. Vi mødtes midt i Øksnehallen, hvor vi sad omgivet af alle hendes malerier.

Sammen med sin familie boede Annette Lang på et lille landbrug med dyr fra hun var 9 til hun var 14 år; dyrene betød så meget for hende, at hun blev pescetar da hun var 14. Det vil sige, at hun spiser fisk og skaldyr, men ikke nogen dyr som lever på landjorden.

Det var også i denne periode, at hun begyndte sin kunstneriske løbebane. Da hun kun var 9 år kom hun med i koret i Herning kirke. Hun havde en god stemme. Alligevel fik hun den besked, at hun ikke var gammel nok. Men Annette brugte sin stædighed og sin ihærdighed til at overtale korlederen til at give hende en chance og det fortrød han ikke. Selv om hun kun var 9 år, så havde hun tydeligvis masser af viljestyrke allerede dengang. Hun synger stadig, men i dag er det en anden genre – nu optræder hun primært med viser og egne sange.

Maleri af A. Lang - tryk på billedet for at se det i stort format.

Maleri af A. Lang – tryk på billedet for at se det i stort format.

Da hun var 14 begyndte hun også at male og tegne; jeg blev mere og mere forbavset, mens Annette fortalte om sig selv og sit liv. Jeg vidste jo godt, at hun var kunstner – jeg havde jo set hendes billeder. Det var jo derfor vi havde lavet denne aftale. Men langsomt begyndte det at gå op for mig, at Annette Lang er en rigtig multikunstner.

Foruden at være billedkunstner, sangerinde og sangskriver, så er hun også uddannet skuespiller, teaterinstruktør og dramalærer. Hun kan snart føje endnu en titel til denne liste, da hun lige for tiden er ved at uddanne sig til talepædagog. Jeg synes det er helt utroligt, at nogen mennesker kan nå så meget på et enkelt liv.

Der er sikkert mange som ikke genkender navnet Annette Lang – alligevel er der temmelig mange som har set Annettes værker. I flere år var det nemlig hendes værk man beundrede, når man besøgte Pavillonen i Fælledparken og kiggede op i loftet. Hun har også været med til renoveringen af “Det ny teater”, hvor hun særligt har arbejdet med guldloftet og de mange marmorerede søjler, som man ser overalt i teatret.

Jeg spurgte Annette hvad der inspirerer hende og hun nævnte særligt to ting: for det første hendes mange rejser, som har bragt hun vidt omkring på hele kloden. Det andet er, at hun har en meget speciel evne til at se kontraster og komplementærfarver. Mens hun fortalte kunne jeg ikke lade være med at tænke, at det lød temmelig surrealistisk. Det er nok lidt svært at forstå for mig og for mange andre, men jeg tror, at det er den slags særlige evner som ofte er forudsætningen for gode kunstneres arbejde.

A. Lang omgivet af sine malerier.

A. Lang omgivet af sine malerier.

Jeg er rigtig vild med Annettes flotte billeder – de har en eller anden mærkelig stærk kraft, som nærmest suger mig ind i billedet og får mit hjerte til at springe et slag over. Jeg får hele tiden sådan en anelse af, at der lurer noget faretruende eller noget skummelt inde i billedet. Billederne rummer en dybde, som skjuler en eller anden form for mystik. Umiddelbart virker Annettes billeder som genkendelige landskabsbilleder, men jo mere man betragter dem, jo mere fremmedartet og foruroligende bliver de.

Hvis man fx kigger på værket nederst i mit indlæg, så forestiller det en vej som går gennem en skov med høje, slanke træer. Det er ret simpelt. Alligevel er der noget som ikke stemmer – på den ene side af vejen er træerne grønne og der er et stærkt lys mellem træstammerne. På den anden side af vejen er både træerne og bladene helt mørkerøde, og lyset er mættet så det nærmest giver en solnedgangsstemning. Når man skal orientere sig ved hjælp af et kompas, så stiller man sig med næsen mod nord. Hvis man gør det samme med dette værk, så vil det betyde, at solen står op i højre side af billedet – altså den grønne side – og den går ned i den venstre side, hvor træerne er røde. På den måde kunne man måske godt fortolke billedet som en lidt vemodig livsallegori. Sådan synes jeg det er med de fleste af Annettes billeder – hvis man giver sig tid til at kigge grundigt på det, så opdager man ofte, at de rummer lidt mere end man først bemærkede.

Jeg synes, at Annette er en både spændende og dygtig kunstner – og så beundrer jeg hendes arbejdsomhed. Det er næsten hver eller hver anden dag, at hun kan fremvise et nyt værk på Facebook. Man forstår jo slet ikke hvordan hun kan nå det, når man også tænker på alle hendes andre projekter …. hun arbejder og arbejder. Hun præsterer en arbejdsindsats som tåler sammenligning med Picassos. Lige som Picasso kan hun slet ikke lade være med at arbejde og skabe kunst hele tiden …. det er virkelig fascinerende at møde et menneske der brænder så meget for det hun laver og derfor synes jeg, at hun fortjener en masse anerkendelse. 

Man kan se mange flere billeder på Annettes hjemmeside, som man finder ved at trykke LIGE HER

Hvis man hellere vil se Annettes billeder i virkeligheden, så udstiller hun på “Galleri Søgaard“, Måløvvej 96, 3660 Stenløse fra lørdag d. 7. juni til søndag d. 6. juli 2014.

Af billedkunstner A. Lang - tryk på billedet for at se det i fuld størrelse.

Af billedkunstner A. Lang – tryk på billedet for at se det i fuld størrelse.

I sidste uge blev jeg kontaktet af en produktudvikler fra firmaet “Taste by Martyn Brook“, som tilbød mig nogle vareprøver fra deres nye produkter. Man er jo nysgerrig, så jeg sagde naturligvis ja tak ….

Da jeg modtog pakken var jeg jo nødt til at smage med det samme. Jeg åbnede en pakke “Raw Krackers”, som er knækbrød med en meget stærk smag af selleri. Jeg er temmelig vild med selleri … men jeg var absolut IKKE vild med disse krackers. Det var bestemt ikke nogen succes. Så prøvede jeg nogle af de andre produkter og de fik desværre ikke begejstringen til at stige!

Jeg er ikke særlig vild med nogen former for RAW Food – jeg synes generelt ikke, at det smager særlig godt og jeg tror heller ikke på alle de helbredsmæssige fordele som de begejstrede tilhængere taler om. Mange taler blandt andet om, at visse enzymer bliver ødelagt når de bliver varmebehandlet – det er grunden til, at RAW Food bliver tilberedt ved maks. 42 grader. Men jeg har set flere videnskabelige programmet om emnet, som alle fortæller, at den menneskelige organisme slet ikke skal bruge disse enzymer til noget som helst. De bruges kun af planterne selv – derfor er det fuldstændig irrelevant om madens tilberedning nedbryder disse enzymer eller ej. Dernæst er der mange vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer, som er nemmere at optage i kroppen, når de er blevet varmebehandlet; det nedbryder stoffernes cellevægge, så de bliver lettere tilgængelige. Det vil sige, at organismen kan faktisk optage en STØRRE del af kostens næringsstoffer når det er varmebehandlet. Kort sagt – jeg mener, at hele konceptet omkring RAW Food primært er baseret på fup og fidus.

En rigtig god ide:

Det kunne jeg selvfølgelig ikke lade være med at tænke på, da jeg stod med alle disse produkter, som jeg ikke var særlig begejstret for … disse produkter er heller ikke tilsat sukker. Men jeg er desværre en rigtig sukkergris. Måske var jeg bare den helt forkert person til at vurdere og bedømme disse produkter?!

Så fik jeg pludselig en rigtig god ide – nogle dage senere skulle jeg jo have 13 mennesker til frokost. Jeg vidste, at en del af disse gæster var meget begejstrede for RAW Food. En del af dem foretrak også glutenfri. Og flere prøvede at undgå sukker. Jamen, så var det jo fuldstændig oplagt at gemme alle produkterne til deres besøg og lave en prøvesmagning. Man kan vel også sige, at mine gæster udgjorde en stor del af den primære kundegruppe til disse produkter.

RAW Krackers - sprøde knækbrød med smag af selleri. Jeg var absolut IKKE begejstret. Min gæster var en anelse mere positive end mig – men det var altså kun en anelse.

Øko Kookies Luxus og Øko Kookies Klassik – som dansker kan man godt blive fristet til at oversætte Kookies til småkager. Men det ville være meget vildledende i dette tilfælde; det er nemlig tale om store kager på størrelse med riskager. De er fyldt med nødder og kerner samt tørrede frugt og bær. Der er ingen tvivl om, at det er en supersund snack. Men jeg synes de var temmelig kedelige og smagsløse – jeg savnede vist sukker. Eller måske ahornsirup. Mine gæster var heller ikke særlig vilde med disse kager. De mente at de var alt for tørre – en af gæsterne mente ligefrem, at de smagte støvede. Jeg spurgte, hvor mange der kunne finde på at købe disse kager. Der var ikke én eneste som ville betale for dem.

Men der opstod en ret livlig og engageret diskussion om, hvordan man kunne forbedre kagerne – det var tydeligt, at de alle sammen var temmelig glade for tanken om sunde kookies; jeg tror der var bred enighed om, at hvis man kunne tilsætte en smule kokosolie og et par mosede dadler til hver kage, så ville det forandre kagerne til et rigtig lækkert produkt, som mange ville være interesseret i.

Tryk på billedet for at se det i fuld størrelse.

Tryk på billedet for at se det i fuld størrelse.

Kranola Luxus og Kranola Klassik - i USA kalder man det granola. I Danmark kalder vi det normalt for müsli. Jeg synes det er ret morsomt, at man har valgt sådan en original stavning. Det er jeg ret vild med. Endnu en gang var mine gæster desværre ikke særlig begejstrede – de klagede igen over, at det var for tørt og kedeligt. Jeg er ikke helt enig. Og måske synes jeg heller ikke, at denne bedømmelse er helt fair. Måske er det min skyld – jeg havde jo bare hældt de to produkter i hver sin skål og så kunne de smage på dem. Måske havde det været helt anderledes, hvis de fx havde fået en lille skål med sojamælk eller sojayoghurt og så en smule kranola ovenpå.

Jeg spiser ofte en skål med frugtsalat, som oftest består af æbler, pære, vindruer og ananas. Men jeg synes lige der mangler noget knas … og her er de to slags Kranola helt perfekt. Smagen er lidt tam – men det er en fordel i min frugtsalat, hvor den ikke kommer til at dominere over frugten. Det er sådan noget, som jeg godt kan lide at sidde og hygge mig med, mens jeg ser fjernsyn om aftenen. Derfor er jeg 100% sikker på, at jeg vil købe Martyn Brook´s Kranola i fremtiden. Det er helt perfekt til en sund og lækker frugtsalat, netop fordi at det giver en god balance i smagen mellem kranola og frugtsalat – og i dette tilfælde er jeg selvfølgelig rigtig glad for, at der ikke er tilsat ekstra sukker.

Jeg er også ret sikker på, at det vil være superlækkert som drys på en lidt tyk smoothie – nogen gange laver jeg smoothes så tykke i konsistensen, at den kan fungere som yoghurt – her er jeg helt sikker på, at Martyn Brook´s Kranola også bliver et stort hit! :-D 

Her kan man købe produkterne:

Alle produkterne kan købes hos Nava i Hellerup, hos Urtehuset i Lyngby, hos Ganefryd i Århus samt de fleste Helsam-butikker.

Kranola fra Martyn Brook.

Kranola fra Martyn Brook.

Da jeg havde gæster for et par dage siden, havde jeg blandt andet lavet denne hindbærkage. Det var første gang jeg lavede den. Og det er en opskrift, som jeg selv har kreeret – derfor var jeg selvfølgelig ekstra spændt på om de kunne lide den. Men jeg kan vist godt tillade mig at sige, at det var en temmelig stor succes! Den er meget frisk og en smule syrlig – det kunne de fleste af mine gæster godt lide. :D

Hold hovedet koldt – noget af opskriften lyder måske en smule avanceret, men det er det absolut ikke. Det er så nemt, at jeg garanterer for, at mange børn kan lave opskriften uden nogen form for problemer.

Ingredienser:

100 g. plantemargarine
12 digestive kiks
600 g. frosne hindbær
2½ dl sojamælk
4 spsk maizenamel
5 spsk sukker
100 g. plantemargarine
revet skal af 1 øko appelsin
2-3 spsk flormelis

1) Begynd med at samle en springform.

2) Knus 12 digestive kiks og bland dem sammen med 100 g. plantemargarine – lad denne kiksemasse i bunden af springformen.

3) Put de frosne hindbær i en gryde. Tilsæt så meget vand, at det lige præcis dækker bunden af gryden – cirka omkring en skefuld. Varm gryden op og lad hindbærene koge 5-10 minutter – dette er mest for en sikkerhedsskyld. Man hører jo jævnligt om bakterier i frosne bær. Der er ingen grund til at risikere noget som helst.

4) Find en stor skål og en køkkensi. Hæld hindbærmassen langsomt over i si og pres hindbærsaucen gennem sien med en grydeske. På den måde skiller man alle kernerne fra. Hvis man er ligeglad med kernerne, så kan man evt. blende massen. Jeg kunne også finde på at gøre ingenting – jeg synes nemlig, at kernerne giver en flot struktur. Men der er vist ikke så mange, som deler den mening. ;-)

5) Nu har man en hel ren masse af tyk hindbærsauce i skålen. Brug et decilitermål og tjek hvor meget der er, når du hælder det over i gryden. Jeg havde 5½ dl. Derfor skal man supplere med sojamælk, så man får 8 dl væske i det hele. Derfor tilsatte jeg 2½ dl sojamælk med vanilje. Tilsæt også 4 spsk maizenamal og 5 spsk sukker.

6) Varm gryden op, mens du pisker med et piskeris hele tiden, så alle ingredienserne bliver godt blandet. Der må jo ikke være klumper i. Det skal kun lige op og koge et par minutter – så begynder det straks at stivne og så er det færdigt. Hæld massen over i springformen, så den dækker kiksebunden. Stil den i køleskabet for at blive kold.

7) Bland 100 g. plantemargarine med revet skal af en øko appelsin og 2-3 spsk flormelis. Det skal røres godt sammen. Smag på det – måske skal der mere flormelis i.

8) Når kagen er blevet kold pyntes den med appelsinfrosting og friske, SKYLLEDE hindbær.

Tip: Jeg havde også revet skallen fra en øko appelsin, som jeg puttede i hindbærmassen. Det giver en ekstra dybde til hindbærmassen. Men jeg synes egentlig at den blev for syrlig, så det vil jeg nok ikke gøre næste gang. Tror jeg. Hvis jeg gør det, så vil jeg i hvert fald også tilsætte en ekstra skefuld sukker.

Hindbærkage

I går havde jeg 13 gæster til frokost – JA 13!

Tryk på billedet for at se det i fuld størrelse.

Tryk på billedet for at se det i fuld størrelse.

Menuen stod på pastasalat med porre og pesto, blandet salat med dressing af olie/basilikum, kold kartoffelsalat med sennepsdressing, falafler og linsedeller. Derudover havde jeg lavet en frugtsalat som man kunne spise som en slags dessert.

De spiste det hele. DET HELE! Der var nærmest ikke en krumme tilbage. Helt præcis var der  3 falafler og en skefuld pastasalat. Jeg var helt chokeret – det har jeg simpelthen aldrig oplevet før. Jeg synes selvfølgelig også, at det var helt vildt pinligt …. de påstod alle sammen, at de var helt mætte, men kan man nu stole på det?! Det er første gang, at jeg har stået i denne situation og jeg kan garantere for, at det aldrig kommer til at ske igen. Næste gang bliver der lavet MEGET mere mad!

Rhododendronparken ved Nivågård.

Rhododendronparken ved Nivågård.

Efter frokosten gik vi ned til Nivågård for at gå en tur i deres flotte rhododendronpark. På vej derned blev vi ramte af en ordentlig regnbyge. Vi er heldigvis nogle superseje vikinger så …… vi fandt en viadukt hvor vi kunne stå i tørvejr de 5 minutter som regnbygen varede. Og så fortsatte vi til Nivågård.

Det kan være svært at planlægge sådan en tur, for rhododendronbuske blomstrer kun nogle få uger – og hvornår er det? Ja, det afhænger jo af vejret. Og man kan jo ikke forudsige vejret 3-4 uger i forvejen. Derfor er man nødt til at tage en chance, når man inviterer gæster. Der var en del buske som var sprunget ud, men de fleste manglede lige 10-12 timers solskin. Det var lidt ærgerligt, for det var bare så tæt på. Til gengæld var luften fuld af grøde og frodighed og forår. Den største ulempe ved vejret var vist, at vi var nogle som fik temmelig mange myggestik. Jeg fik seks og det var mere end rigeligt. 

På hjemturen blev vi ramt af endnu en temmelig kraftig regnbyge. Men vi er jo ægte vikinger, så … vi fandt endnu en viadukt at søge ly under! :D

Hindbærkage.

Hindbærkage.

Da vi kom hjem fik vi masser af god, varm the, samt jordbærtærte – som jeg efterhånden har lavet en del gange. Den er vist altid en succes. Jeg havde også lavet en hindbærkage; det var første gang og det var en opskrift som jeg selv havde fundet på. Derfor var jeg selvfølgelig meget spændt på, hvad alle gæsterne ville synes om den. Men det var vist en rimelig stor succes. Jeg ved at alle kan lide min jordbærtærte, men der var temmelig mange som mente, at hindbærkagen var endnu bedre – og så kan man jo kun være glad og tilfreds. Opskriften kommer i nærmeste fremtid. Og endnu en gang spiste de det hele. Det var ikke en eneste krumme tilbage på nogen af kagefadene. Æv, jeg synes det var både flovt og pinligt …..

De sidste gæster gik lidt over klokken otte, efter en super, superhyggelig dag. Jeg tror, at alle fik snakket med hinanden og det er også mit indtryk, at alle hyggede sig. Der blev i hvert fald snakket og grinet lystigt hele dagen. Det var på alle måder en rigtig fantastisk dag – bortset fra, at der skulle have været lidt mere mad! 

Så lavede jeg en kande the mere og smed mig på sofaen sammen med Storebror. Han er ikke særlig vild med gæster. Derfor havde han tilbragt hele dagen i sit tophemmelige gemmested under min dyne, hvor der slet ikke er nogen som kan finde ham. Da de sidste gæster gik trængte han til masser af opmærksomhed og kærlighed. Storebror elsker når jeg ser fjernsyn, for han sover rigtig godt på mine lår, mens jeg nusser ham på maven …. :D

Mig og Storebror hygger foran fjernsynet.

Mig og Storebror hygger foran fjernsynet.

I går var jeg til release party på Den danske strygekvartets nye album “Wood Works”.

Asbjørn Nørgård.

Asbjørn Nørgård – klar til at overtage rollen som Will Turner i Pirates of the Caribean, hvis Orlando Bloom skulle blive forhindret.

Rune Tonsgaard Sørensen begyndte med at sige velkommen, hvorefter kvartetten spillede cirka en halv times musik fra det nye album. Allerede efter de allerførste toner kunne man høre, hvordan halvdelen af publikum begyndte at sidde og slå takten med fødderne. Nogen vil måske mene, at det er lidt upassende. Men det var jo hverken Brahms eller Beethoven. Det var skandinavisk folkemusik. Derudover var det jo heller ikke en koncert. Det var et release party. Men det afgørende er selvfølgelig, at der var så meget kraft i musikken, at det ikke rigtig var et spørgsmål om fri vilje. Det var fuldstændig umuligt at sidde stille – og det er vel heller ikke meningen, når man taler om folkemusik.

Jeg anmeldte det nye album for nogle dage siden. Albummet er finansieret via crowfunding. Jeg er en af dem som betalte for min CD allerede før strygekvartetten gik i gang med arbejdet og derfor modtog jeg min CD allerede for 10 eller 14 dage siden, lige som alle de andre der har støttet projektet. Selv om der var en hel del mennesker som støttede projektet på samme måde som mig, så var det allligevel første gang, at flertallet af gæsterne i salen hørte musikken. Jeg synes man kunne mærke, at de fire musikere var lidt spændte på, hvordan publikum ville modtage musikken – men der var stor jubel i salen og bragende bifald efter hvert eneste nummer. Der er slet ingen tvivl om, at det var en stor succes. Efter koncerten kunne man købe CD´en og folk kastede sig straks over den lille bod, så det nærmest mindede om udsalg i Magasin. 

Asbjørn Nørgaard og Fredrik Schøyen Sjölin.

Asbjørn Nørgaard og Fredrik Schøyen Sjölin.

Undervejs i programmet var der også en tale fra Poul Bjerager Christiansen som er formand for Danmarks Rigsspillemænd – eller folkemusikpolitiet, som han selv sagde. Han talte begejstret om de fire musikeres forvaltning af de musikalske råvarer. Han talte om urterne og rodfrugterne i den nye nordiske folkemusik og fik på den måde lavet en meget morsom reference til Nomas verdenssucces med det nye nordiske køkken. Det var morsomt og underholdende … men måske var der også en vis alvor i hans tale; jeg synes det er tydeligt, at der er en fornyet fokus på det nordiske og det skandinaviske i disse år. Og det er måske en naturlig reaktion på den eskalerende globalisering, der går så stærkt, at mange mennesker har sværere og sværere ved at følge med. Den danske strygekvartet har lavet et album som er fuldstændig unikt og samtidig er timingen helt optimal. De fire musikere er usædvanligt dygtige, men de har også den fordel at være på det rigtig sted på det rigtige tidspunkt. Derfor kunne jeg sagtens forestille mig, at denne CD bliver en stor succes og samtidig bliver indledningen til en renæssance for den skandinaviske folkemusik.

Du kan læse min anmeldelse af albummet ved at trykke LIGE HER.

Hvis man vil købe albummet skal man trykke HER!

Rune Tonsgaard Sørensen på violin, Frederik Øland på violin, Asbjørn Nørgaard på bratsch og Fredrik Sjölin på cello.

Rune Tonsgaard Sørensen på violin, Frederik Øland på violin, Asbjørn Nørgaard på bratsch og Fredrik Schøyen Sjölin på cello.

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

VeggieToppen
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 111, der følger denne blog

%d bloggers like this: