Albert Herring springer ud

Det lille engelske landsby Loxford er ramt af sædernes hastige forfald, selv om byens mange Hyacinth Bucket-kloner fører en indædt og uforsonlig kamp mod både lyster og laster. Det bliver helt tydeligt, da byens honoratiores mødes hos Lady Billows for at beslutte, hvem der er værdig til at blive kåret som byens majdronning – det skal være en ung pige som er uden den mindst plet på ry eller rygte. Men én pige har en kæreste, en anden har kysset naboens dreng og en tredje går med kjoler der er så korte, at hun viser ankler! Den fortvivlede komite må langt om længe indse, at der findes ikke én eneste ulastelig ung pige i Loxford. Ikke én eneste!

Johanne Bock som den skønne Florence Pike. Foto: Natascha Thiara Rydvald og DKT.

Så får man den brilliante ide, at kåre en majkonge i stedet for og valget er ikke svært: Albert Herring bor stadig hjemme hos sin mor og arbejder hele dagen i hendes lille købmandsbutik. Han har aldrig haft en kæreste eller kysset en pige. Albert bliver kronet som majkonge og modtager 25 pund i guld som præmie. Alle er begejstrede – undtagen Albert. Han er træt af sin dominerende mor der forhindrer ham i at leve og nu bliver han oven i købet belønnet for sit triste og meningsløse liv – det er dråben som får bægret til at flyde over.

For at lave sjov med Albert Herring, har hans venner hældt nogle få dråber alkohol i hans saftevand til majfesten. Det giver ham endelig mod til at gøre oprør; han tager til den nærmeste by, hvor han drikker en masse øl på et værtshus. Så drikker han et stort glas rom, derefter noget whisky og noget gin – og så bliver han smidt ud. Så finder han et nyt værtshus, men her vil man heller ikke servere mere for ham og så kommer han op at slås!

Da han genforenes med sin mor og resten af borgerne i Loxford, bliver de forfærdede over hans eventyr. Men Albert Herring sværger, at fremover vil han leve sit eget liv på sine egne præmisser……. Da forestillingen slutter er der oven i købet udsigt til romantik for Albert Herring.

Sangerne:

Gisela Stille som miss Wordsworth. Foto: Natascha Thiara Rydvald og DKT

Gert Henning-Jensen er et meget forudsigeligt valg til rollen som Albert Herring – måske lidt for forudsigeligt. Det var næsten banalt. Alligevel må man indrømme, at han gjorde det supergodt. Han sang fantastisk og sprang rundt på scenen som kun Gert Henning-Jensen kan gøre det. Ylva Kihlberg var sprudlende som den stramtandede Lady Billows og Gisela Stille var helt fantastisk som den nervøse skabsalkoholiker, lærerinden Miss Wordsworth. Men det var Johanne Bock der løb med opmærksomheden, som Lady Billows stressede og konstant kæderygende hushjælp, der har svært ved at undertrykke sine erotiske lyster efter fruen. Mens Loxfords velgørenheds komité leder efter en værdig og dydig majdronning, så kæmper de alle med deres egne laster og småborgerlighedens hykleri bliver udstillet til publikums morskab og fornøjelse. Folk morede sig og der blev grinet i hele salen. Alligevel virkede forestillingen lidt for lang og publikums latter lød en smule træt. Måske fordi historien var lidt for slidt og lidt for genkendelig? Måske fordi det hele var lidt for forudsigeligt?

Musikken:

Benjamin Brittens musik var fantastisk – den virkede meget friskere, dynamisk og vedkommende end historien på scenen. Der var kun 13 musikere i orkestergraven, men der var en særpræget energi i musikken, som balancerede lige på kanten til det atonale. Der var den største samling af trommer, som jeg nogensinde har set på Det kongelige teater og de blev sandelig brugt! Musikken var meget moderne og jeg var super, super, supervild med det. Trods en stor indsats fra alle sangere, så kæmpede de med en både slidt og forudsigelig historie, og en libretto som virkede passé. Jeg tror det var musikerne fra Det kongelige kapel og deres indsats, som gjorde at det alligevel blev en rimelig flot og vellykket forestilling. 

Gert Henning-Jensen som Albert Herring. Foto: DKT og Natascha Thiara Rydvald

Soluna har ingen nosser

Soluna Samay

Tirsdag kvalificerede Soluna Samay sig til en plads i finalen ved det internationale melodi grand prix – jeg er overhovedet ikke begejstret. Og jeg er ikke så nationalistisk, at jeg holder med Soluna bare fordi hun repræsenterer Danmark!

Soluna Samay er absolut ikke min kop the! Hun står der på scenen, så øm og yndig, som om hun tror, at hun er en bly viol. Jeg synes hun mangler nosser – nogle store, tunge og behårede nosser!

Jeg er ikke den store fan af Savage Rose, men Annisette Koppel har alt det som Soluna mangler; Annisette Koppel har en stemme der er fuld af saft og kraft – og seksualitet. Når hun optræder, så er hun musikken; hun glemmer sig selv og alt andet. Det er lige præcis modsat for Soluna…… hun er meget selvbevidst og fokuseret på at stå der og ligne en bly viol.

Og så er der sangen – Should´ve known better – skrevet af Remee, Chief 1 og Isam B. – trods en munter poprytme, så er den fuldstændig banal og karakterløs. På den måde er den selvfølgelig ikke så meget anderledes end mange andre grand prix sange – eller popsange generelt.

Men så kommer vi til omkvædet, hvor Soluna synger: “Now I miss you, like Sahara miss the rain“. Jeg tror de fleste mennesker på min alder kan huske “Everything but the girl“, der havde et kæmpehit i 90erne med sangen “Missing“, hvor omkvædet lød: “And I miss you, like the deserts miss the rain.” Hvis man sammenligner de to tekster, så kan man straks se, at det ikke bare er omkvædet der er ens – næh, den ene tekst er faktisk bare en omskrivning af den anden. 

Øv, øv, øv…… det er muligt, at det ikke er krænkelse af EBUs regler, men jeg synes det er megapinligt. Hvordan kan man påstå, at man har nogen som helst professionel stolthed eller integritet, når man arbejder på den måde? Der er ingen kreativitet og ingen originalitet. De har bare stjålet omkvædet fra et af 90ernes største pophits, som der med garanti er 1 million mennesker der straks genkender, bare i Danmark! Når man arbejder på den måde, så er man simpelthen gået kunstnerisk fallit. Det er ekstremet uværdigt og jeg synes alle involverede i dette nummer burde skamme sig – jeg synes det er til grin! Og ærligt talt… så synes jeg også de gør Danmark til grin i Baku, Aserbajdsjan.

Hvis jeg ser Melodi grand prix i morgen, så stemmer jeg på Tyskland; her er der ikke så meget showtime, så mange sjove ideer eller special effects. Det er bare en god sang – og så er Roman Lob aftenens lækreste sanger.

Sushi Time

Jeg har været vild med sushi, siden jeg smagte det første gang på Green Sushi. Jeg tror slet ikke, at jeg kan få nok af det, og i løbet af de sidste 2-3 år har jeg sikkert brugt en mindre formue på sushi. Desværre er der lidt langt til Green Sushi i Jægersborg gade og det er jo ikke et område hvor jeg kommer så ofte. Det samme gælder butikken i Grønnegade. Derfor har jeg brugt flest penge hos Go:sushi på Frederiksborgvej – men det er jo heller ikke lige rundt om hjørnet.

Sushi Time – Tagensvej 227, Kbh.

Faktisk er det lidt svært at købe junk food eller take-away her i området. Det er egentlig ikke fordi vi mangler pizzariaer, grillbarer og lign. Men de har jo ikke noget man kan spise når man er veganer.

Derfor er jeg lykkelig for, at der endelig er åbnet en sushibutik 10 skridt fra min egen gadedør; de åbnede torsdag og allerede fredag smuttede jeg ned til Sushi Time for at prøve deres menu. Jeg bestilte en omgang “Ricepaper smokey tofu” til 69 kr, som blev serveret med en meget delikat sesam/sojasauce. Det var super, superlækkert; masser af salat, masser af friske, sprøde grøntsager og røget tofu i midten. 

Og nu bliver det lidt pinligt; men jeg var så vild med det, at jeg straks gik ned for at købe en omgang mere. For at gøre det bare en lille smule mindre pinligt, så tog jeg ud til en af mine venner og delte med hende. Og hun var lige så begejstret som mig!

Sushi Time har et stort udvalg af vegetarisk/vegansk sushi; men jeg skal bestemt også prøve deres veggie salat med agurk, avocado, søde tomater, tofu, sukkerærter, ingefær, purløg, rødløg, dybstegte asparges og sesam/sojadressing. Jeg synes det lyder sindssygt lækkert og jeg glæder mig til at smage det.

Der er ingen tvivl om, hvor jeg henter takeaway i fremtiden!

Ricepaper smokey tofu – allerede en klar favorit

En dag i Krøgers have

Det blev desværre et meget lille blogtræf i går – jeg tror faktisk det var det mindste vi nogen sinde har haft. Der var mange som havde andre planer i Kristi himmeldags ferien og så fik jeg desværre også en lille håndfuld afbud i dagene umiddelbart før vores blogtræf. Derfor overvejede jeg faktisk at aflyse; men jeg er glad for at jeg ikke gjorde det, for vi fik alligevel en rigtig dejlig dag.

Vi startede med frokost i Krøgers have på Frederiksberg. Når man er veganer, så er man desværre en vanskelig gæst mange steder. Krøgers have havde intet på menukortet som jeg kunne spise. Derfor havde jeg i forvejen skrevet til dem og spurgt om de kunne lave et eller andet spændende. Og hvis de ikke kunne det, så ville jeg selvfølgelig være glad og tilfreds hvis de bare ville lave en salat til mig. De skrev tilbage, at de ville lave en salat kun til mig – jeg syntes, at jeg fornemmede en vis begejstring i tonen. Det var desværre ikke en begejstring som jeg kunne dele. Når alle andre sidder med god og lækker mad, så er det altså ikke vanvittig spændende at sidde med en salat…….

Super lækker salat

Men jeg blev meget forbavset, da min salat blev serveret; sikken en tallerken. Jamen – wow! Jeg var nærmest helt mundlam. Jeg kunne slet ikke have fået noget der var bedre: jeg tror salaten var grillet og den var særdeles godt krydret. Jeg havde foretrukket en smule mindre…… men bortset fra det, så var det en overdådig tallerken med broccoli, salat, de lækreste, små nye kartofler, løg, appelsinbåde og meget andet. Jeg tror også der var jordskokker i…. eller var det måske pastinakker? Jeg er ikke helt sikker. Men jeg drømmer allerede om endnu en tur i Krøgers have, for at få den samme salat en gang mere. Selv om man er veganer, behøver man altså ikke at gå forbi Krøgers have!

Der er rigtig hyggeligt i de små familiehaver i Pile Allé; der er sådan en stemning af nostalgisk fortid; det minder mig om en slags kolonihave stemning med de store gamle bøgetræer, de hvide stakitter og de rødternede duge. Desværre var det lidt køligt og vi fik to små regnbyger, mens vi spiste. Det var en streg i regningen, men det blev heldigvis opvejet af en særdeles venlig, glad og smilende servitrice. Det var en usædvanlig god betjening; men det synes jeg vi fik, allerede fra jeg sendte dem en mail vedr. bordreservation.

Krøgers have på Frederiksberg

Et lille egern slukker tørsten

Efter vores frokost gik vi i “Det kgl. danske haveselskabs have” – der er så dejlig stille og fredeligt. Desværre var der ikke så mange blomster som jeg havde regnet med og det skyldes nok, at det har været et rimelig koldt forår. Det bliver nok helt anderledes om bare en uge eller 10 dage. Men som sædvanlig var der et smukt brudepar der fik taget bryllupsbilleder i den smukke have, og påfuglen spankulerede rundt, trods de mange skilte hvor der står, at græsset ikke må betrædes. Dagens sjoveste oplevelse var det lille egern som balancerede på kanten af springvandet; den kunne lige sætte forpoterne på et lille kobberrør og så kunne den drikke af vandet uden at falde i. Tryk på billedet – så kan man se egernet. Der er mange egern i Frederiksberg have og vi var så heldige at se tre.

Bagefter gik vi en tur i Frederiksberg have, hvor vi så marmorbadet på Frederiksberg slot, gibbonaberne i Zoo, og Fasangården hvor både H.C. Ørsted og Adam Oehlenschläger har boet.

Tak til Madame og Monsieur, Brittsol, Pernille og Rasmine for en hyggelig dag på Frederiksberg. Jeg glæder mig til vi alle ses igen. Næste gang er det forhåbentlig blevet rigtig sommer…..

Fra Det kgl. danske haveselskabs have

Migræne og blogtræf

Jeg var lige en tur i Føtex for at købe nogle småting, da jeg pludselig kunne mærke, at jeg fik migræne. Det går rigtig hurtigt; det ene øjeblik har man det helt fint og det næste kan man hverken stå, gå, se eller tale…….. Men jeg ved hvor lang tid der går fra første symptom til jeg er helt væk, så jeg tænkte, at jeg kunne nok lige nå at cykle hjem…. hvis jeg var rigtig forsigtig og kiggede mig godt for.

Jeg nåede da også hjem og fik stillet cyklen – og så faldt jeg på trappetrinnet foran døren og knaldede hovedet i muren. Når jeg har migræne mister jeg nemlig balancenerven – den virker slet ikke. Jeg mister også synet og bliver helt blind, så jeg kunne ikke finde nøglehullet. Jeg måtte føle mig frem for at finde nøglehullet, så jeg kunne komme ind…….

Og så gjorde jeg noget som jeg aldrig har gjort før; jeg havde en forfærdelig kvalme og jeg var tørstig. Jeg syntes, at jeg havde brug for Faxe Kondi, Sprite eller lign. Så tumlede jeg ned af trappen for at smutte en tur i kiosken – man burde ikke. Man burde blive på sofaen. I den tilstand kan jeg jo godt mærke, at det er rimelig farligt at løbe over gaden. Jeg er jo næsten blind og derfor er jeg også rigtig bange for at overse en bil. Men jeg kom da over i kiosken og fandt min sodavand – og så gav jeg simpelthen Ufiq mit dankort og bad ham taste koden. Sådan noget har jeg ALDRIG gjort før – han er den første og den eneste der nogensinde har fået koden til mit dankort. Men i den situation er det altså en kæmpestor hjælp, at man har en kiosk med nogle mennesker som man stoler på.

Jeg ved ikke om Ufiq selv er klar over det, men han er en meget, meget populær person her i området. Han er sådan en person som alle stoler på og alle kan lide; han har altid noget venligt at sige til alle og det er tydeligt at han kender halvdelen af kunderne. Når der kommer børn i kiosken, så kan han altid huske hvem der har marsvin og hvem der har kaniner – og han husker altid at spørge hvordan de har det. Egentlig er Ufiq murer, men lige så snart han har fri, så arbejder han i familiens kiosk. Det vil sige, at allerede klokken 4 eller halv 5 står han bag disken, samt hver eneste weekend og alle helligdage. Det er helt tydeligt, at han kan lide at snakke med alle kunderne – det er nok også derfor han er så populær. Han er helt fantastisk til kommunikation, og han har tydeligvis både interesse og forståelse for andre mennesker.

Men jeg har nogen gange sagt til ham, at med de arbejdstider, kan han vist ikke være særlig populær hjemme ved konen……

Resten af aftenen blev tilbragt på sofaen. Jeg har stadig migræne, men alle de der fysiske forstyrrelse er overstået, så jeg er klar til blogtræf om nogle timer…. og jeg glæder mig rigtig meget!

Det kongelige haveselskabs have på Frederiksberg

Danmarks bedste symfoniorkester?

Når jeg diskuterer klassisk musik med andre, så oplever jeg meget ofte, at folk opfatter Sjællands Symfoniorkester som et anden rangs orkester. Der er ingen tvivl om, at Sjællands Symfoniorkester står i skyggen af DR Symfoniorkester; det er overhovedet ikke rimeligt, men det skyldes sikkert fortiden. Da DRs symfoniorkester havde Radiohusets koncertsal som fast base, måtte Sjællands Symfoniorkester nøjes med en lidt løsere tilknytning til Tivolis koncertsal. Det var her man gav de fleste koncerter, men ofte måtte man finder øvelokaler ude i byen. Det lykkedes ikke altid og derfor måtte man spille mange koncerter uden én eneste prøve. Jeg synes det er enormt flot, at det overhovedet kan lade sig gøre….. men det er naturligvis ikke optimalt.

Sådan var det dengang, men meget er anderledes i dag!

Sjællands Symfoniorkester anno 2012.

Konservatoriets koncertsal

Da DRs Symfoniorkester fik det nye koncerthus i Ørestaden, overtog Sjællands Symfoniorkester den gamle koncertsal. Det gav en stabilitet som har styrket orkestret. Samtidig har der været en del udskiftning blandt kunstnerne og orkestret har fået en ny og meget ambitiøs musikchef, Uffe Savery. Jeg er ikke kompetent til at vurdere hvilket orkester der er bedst – og det tror jeg ikke der er ret mange som er. Begge orkestre er superprofessionelle og knaldhamrende dygtige; jeg tror det er næsten umuligt at afgøre hvilket orkester der er bedst, men selvfølgelig er der forskel: jeg oplever generelt, at DRs Symfoniorkester er mere konservativt og traditionsbunden, mens Sjællands Symfoniorkester har en yngre og en friskere lyd – samt en mere moderne profil. Men hvordan skulle man afgøre om det ene er bedre end det andet? Nej, det ville jo være absurd…… de har hver sine styrker.

Samtidig har Sjællands Symfoniorkester bevist sin eksistensberettigelse med en lang række nyskabelser og innovative initiativer. Sjællands Symfoniorkester er blandt andet involveret i samarbejdet med Radio Klassisk – en radiostation som er etableret og drives af de 5 landsdelsorkestrer i fællesskab. Sjællands Symfoniorkester har også skabt det meget originale koncept “60 minutes”, hvor man både kan opleve et foredrag, en kammerkoncert, en større symfonikoncert og en lounge med afslappende klassisk musik på samme aften. På deres hjemmeside har alle musikere i Sjællands Symfoniorkester fået deres egen profil og samtidig har man indført, at alle koncerter bliver præsenteret af en af de medvirkende kunstnere – det er en nyskabelse, som øger kendskabet til musikere og deres arbejde, men det skaber også en nærhedsoplevelse og en direkte kontakt til orkestret.

Sæsonprogram 2012/2013.

Sjællands Symfoniorkester

Endelig har man valgt at præsentere årets nye program med en flashmob; sidste år spillede man Bolero på Københavns hovedbanegård. I år spillede de Peer Gynt i metroen; videoen er gået jorden rundt og i løbet af ganske få dage er den set af mere end 2,5 million mennesker(se videoen nederst i mit indlæg). Sjællands Symfoniorkester viser gang på gang, at de er et orkester med masser af energi, overskud og gode ideer – og de er ikke bange for at udfordre DRs Symfoniorkester. 

Det ser man også i det nye program for sæson 2012/2013, som blandt andet byder på 4 nye aftener med “60 minutes”. Jeg tror dog de fleste er lidt for moderne og progressive til min smag, så jeg vil sikkert nøjes med “60 minutes of Prokofiev vs. Prokofiev”. Det bliver en aften med uddrag fra Sergei Prokofievs mest kendte værker, men også en præsentation af hans barnebarn Gabriel Prokofiev der selv er komponist og musiker.

Traditionen tro kommer der også 4 nye kammerkoncerter på Designmuseum Danmark – jeg glæder mig! Sidste sæson nåede jeg kun to, men det var nogle af de koncerter som jeg nød allermest. Dernæst venter en masse Carl Nielsen, Haydn, Beethoven, Sjostakovitj, Rachmaninov og meget mere – det er en god gang blandede bolcher, præcis som det skal være.

For mig ligger årets højdepunkt allerede i starten af oktober, hvor man spiller Benjamin Brittens flotte “War Requiem“. Denne sæson har DRs Symfoniorkester haft et requiem-tema, hvor man har spillet alle de største rekvier. Jeg elsker rekvier! Men da jeg så programmet for cirka et år siden, ærgrede jeg mig over at lige præcis “War Requiem” manglede…… Derfor synes jeg det er lidt morsomt, at Sjællands Symfoniorkester nu kan afrunde DR Symfoniorkestrets tema på en ordentlig måde. For nogle år siden hørte jeg “War Requiem” i samme koncertsal med Ian Bostridge som tenor. Det var en fantastisk oplevelse. Denne gang bliver det med Niels-Jørgen Riis – det bliver spændende om han kan gøre det lige så godt.

Her kan man se hele programmet for sæson 2012/2013.

Milan Kundera – Et møde

Jeg har altid haft det lidt svært med Milan Kundera; hvis jeg skulle karakterisere hans romaner, så ville jeg beskrive dem som handlingsløse, monotone, kuldslåede og anæmiske – men jeg må også indrømme, at jeg altid bliver grebet af hans romaner, uden at jeg helt forstår hvorfor.

Det er helt anderledes med hans essays, hvor han skriver om litteratur, opera og klassisk musik; han har læst en imponerende mængde bøger og har en tilsvarende imponerende hukommelse. Det mærker man tydeligt, når han fortæller om yndlingsforfattere som fx Kafka, Rabelais, Cervantes, Musil, Gombrowitz og Tolstoj. Eller komponister som Stravinskij og Janacek. Men tonen er fuldstændig anderledes fra hans romaner; Milan Kunderas essays er fulde af lidenskab, glødende passion og brændende engagement.

Heinrich Steffens(1773 – 1845)

Den unge Heinrich Steffens blev sendt til Tyskland for at studere geologi og mineralogi – det virker som et klogt og fornuftigt valg i tråd med oplysningstidens tanker. Men han mødte også de førende tyske romantikere, brødrene Schlegel, digterne Tieck og Novalis, og filosoffen Schelling, der inspirerede ham med tanker om naturens ånd og kunstens ophøjede geni. I 1802 vender han tilbage til København, hvor han forelæser på Elers kollegium – et foredrag der skulle handle om geologi, men i virkeligheden var en introduktion til romantikkens ideer. Oehlenschläger, brødrene Ørsted og resten af det københavnske borgerskab stimlede sammen til disse forelæsninger, som blev startskuddet til den danske guldalder.

Da Heinrich Steffens døde i 1845, skrev hans fætter Grundtvig en nekrolog, hvori han kaldte Steffens for “Lynildsmanden” – det tænker jeg på, hver eneste gang jeg læser Milan Kunderas essays, for han er også sådan en flammende lynildsmand. Milan Kundera skriver så begejstret, at man slet ikke kan undgå at blive smittet. Der er en utrolig rigdom i hans bøger, skrevet med ægte lidenskab. Man bliver præsenteret for en masse spændende forfattere, men Kundera undersøger også litteraturens eksistentielle gåder, reflekterer over litteraturens væsen og præsenterer nye tanker, nye fortolkninger for læserne. Bagefter er man straks klar til at kaster sig over alle disse forfattere og alle disse bøger. Blandt de nye forfattere som jeg blev præsenteret for i “Et møde” er Malaparte – som jeg vist aldrig har hørt om før. Kundera skriver om hans to værker “Huden” og “Kaput”. Sidstnævnte er oversat til dansk og den vil jeg snarest muligt kaste mig over…… forhåbentlig er der også nogen som oversætter “Huden”. Det ville jeg sætte stor pris på!

Så kan man spørge, om det overhovedet er interessant at læse “Et møde”, hvis man ikke har læst alle disse bøger som Milan Kundera skriver om? Absolut ja! Først og fremmest er bogen en reflektion over litteraturens væsen, menneskets forhold til kulturen og livets grundvilkår. Milan Kundera funderer over hvordan disse forhold hænger sammen, hvorfor og hvordan man kan bruge kulturen – men samtidig giver han også læseren en umådelig lyst til at drage på opdagelsesrejse i litteraturens verden.

Udgivet på Gyldendal 2012.

Milan Kundera

Forårstur til Dyrehaven

Eremitageslottet i Dyrehaven

Søndag var vejret rimelig godt og der var endelig lidt forår i luften. Derfor cyklede mig og Louise en tur til Dyrehaven. 50 minutter efter at jeg kørte hjemmefra, standsede vi ved Statoil i Klampenborg for at proviantere – 50 minutter! Jeg synes det er ganske fint. Jeg har en lille omvej når jeg skal hente Louise – uden den kunne man trække 10 minutter fra. Dernæst er Louises gear i stykker……. jeg er en rigtig fartbølle når jeg sidder på min cykel, men alting taget i betragtning, så synes jeg at vi havde holdt et ganske pænt tempo.

Så fortsatte vi gennem Dyrehaven hvor der var masser af mennesker og rigtig forårsstemning. Vi kørte op til Eremitageslottet, hvor vi smed os i græsset for at kigge på heste, hunde og alle de andre mennesker der var ude for at nyde solen.

Forår på Bakken

Derfra kørte vi til Bakken, hvor vi gik en tur – og spiste pommes fritter og kedelige churros. Sikken en forfærdelig masse mennesker. Men man blev virkelig smittet af den gode stemning – Louise var lige ved at få mig med op i sådan en dødsesfarlig karrusel hvor man vender på hovedet og alting. Det var lige ved at lykkes…. men jeg nåede dog at besinde mig. Jeg er vist blevet for gammel – i dag synes jeg det er sjovere at kigge på. Det er i hvert fald mindre farligt og man risikerer slet ikke at blive syg eller dårlig.

Bellevue ved Klampenborg

Endelig sluttede vi dagen med en tur til Bellevue; vi gik ud på et stendige, hvor vi sad og snakkede en halv time. Solen skinnede, bølgerne klukkede mod de store kampesten – og så var der en usædvanlig flot og veltrænet ung mand der tog sig en svømmetur. Det var skam ikke bare en dukkert – næh, han var ret langt ude og svømmede rundt. Gys, siger jeg bare……. både før og efter lå han på stranden og tog sol. Det kalder jeg en ægte viking – en rigtig macho mand. Jeg er glad for, at det ikke var mig. Tror da lige jeg venter til temperaturen er steget 10 eller 15 grader……..

Det var en rigtig dejlig dag, men jeg indrømmer, at jeg var godt smadret da jeg kom hjem igen. Ikke nok med det, men jeg er sørme også blevet en smule solskoldet på toppen af hovedet……

Toiletproblemer i Operaen

Det er kun et par uger siden skibsredderen døde, men allerede mens han levede hørte man legendariske historier om hans enorme indsats for at skabe et operahus, som var perfekt selv ned i de mindste detaljer. På mange måder kan man måske også sige at det er lykkedes – alligevel synes jeg, at der er visse forhold som ikke er helt optimale.

Herretoilettet på Takkelloftet

På bagsiden af Operaen finder man Takkelloftet – en lille intimscene med plads til et par hundrede gæster. Foyeren er pragtfuld; den er mere lys, let og lækker end foyeren til den store scene og det skyldes formodentlig, at den ikke er pakket ind bag et stålgitter.

Men herretoilettet er en katastrofe – af en eller anden grund står døren altid åben, så alle kan se lige ind på de folk der står ved urinalerne. For at gøre det hele endnu værre, så ligger toilettet ud til garderoben, som blot er en meget smal gang med bøjler, hvor man kan hænge sit tøj. Man må jo ikke have sit overtøj med ind til forestillingen, så det er et sted hvor ALLE SKAL forbi og hvor der ofte kan være trængsel før forestillingen. Det er altså ikke særlig smart……

Desværre er jeg heller ikke voldsomt begejstret for herretoiletterne på den store scene – hvert toilet er udstyret med tre urinaler og et toilet. Men urinaler i Operaen? Er det smart? Havde det ikke været bedre, at nøjes med toiletter? Så vil nogen måske spørge, om folk i Operaen er så fine, at de ikke kan nøjes med tissekummer som alle mulige andre steder?

Nej, men altså……. det er et grimt spørgsmål, som jeg hellere vil besvare med en lille historie.

Trappen til Takkelloftet

For nogen tid siden skulle jeg på toilettet i pausen. Så står man der foran tissekummen, da en af landets biskopper kommer og stiller sig ved siden af. Diskretion er en æressag – jeg nægter af afsløre hvem det var. Men jeg var lige ved at begynde at grine, da jeg tænkte på, at jeg stod og tissede sammen med biskoppen. Det virkede både absurd og grænseoverskridende på en ret komisk måde. Derfor fik jeg meget travlt med at pakke sammen…….

- Næh, du har set biskoppens……., siger folk altid, når jeg fortæller denne historie, hvorefter de begynder at fnise. Og så må jeg bare sige, at NEJ, det har jeg bestemt ikke. Der er ting jeg ikke vil se og der er forhold som jeg ikke ønsker at vide noget om. I visse tilfælde mener jeg ligefrem, at uvidenhed kan være en dyd. Men der er også nogle små skillevægge mellem urinalerne – på den måde er der jo en smule diskretion. Alligevel synes jeg at det var lidt for komisk; der er nok visse mennesker som jeg bare ikke kan tisse sammen med…… i hvert fald ikke uden alvorlig fare for at pinligt grineanfald. Det var jo lige præcis derfor jeg skyndte mig at gå min vej.

Der kommer altså mange forskellige mennesker i Operaen. Derfor synes jeg det havde været en fordel, om man havde sløjfet urinalerne og bygget et par ekstra toiletter i stedet for.

Foyer og bar på Takkelloftet

Hans Zenders forunderlige Winterreise

Jeg er et fjols! Jeg har jo hørt Hans Zenders musikalske fortolkning af Schuberts Winterreise, for et par år siden i det gamle radiohus. Det havde jeg bare glemt…. men jeg mødte en bekendt til koncerten i går, som mindede mig om det. Den gang var jeg bestemt ikke særlig begejstret og det var jeg heller ikke i går, da jeg hørte værket på Takkelloftet med det kongelige kapel og den danske tenor Peter Lodahl som solist.

Jeg er også et fjols, fordi jeg ikke havde teksten med. Jeg stod med den i hånden inden jeg gik hjemmefra og tænkte: skal – skal ikke….. og så blev jeg enig med mig selv om, at jeg havde jo aldrig været til en liedkoncert, hvor man ikke fik teksten udleveret. Zenders fortolkning af Schuberts Winterreise er en undtagelse!

Den tyske komponist Hans Zender

Winterreise handler om en ung mand, der har mistet sin elskede – hvorfor eller hvordan bliver aldrig klart. Og det er en del af værkets genialitet; det er nemlig fuldstændig irrelevant. Hvis vi fik at vide hvad der var sket, så ville vi nødvendigvis forholde os til historien, hvilket ville banalisere hele værket. Winterreise handler ikke om bruddet, men om bruddets konsekvenser; resten af livet føles som en lang og tung vinterrejse gennem sne, is og kulde, indtil han endelige møder den skumle og underlige spillemand, Der Leiermann, der spiller ude på isen med bare fødder og stive fingre, selv om ingen vil se ham og ingen vil høre på ham – men før eller senere står vi alle over for døden.

Franz Schubert skrev denne liedcyklus for klaver og solist – et helt traditionelt arrangement. I 1993 begik den tyske komponist Hans Zender en musikalsk fortolkning for orkester; samtidig reducerede han solistens rolle, så han blot indgår på lige fod med de andre instrumenter. Men det er lidt for smart, lidt for avanceret og lidt for avantgarde til mig. Jeg synes det er utrolig irriterende, når musikerne rejser sig og vandrer søvngængeragtigt rundt på scenen. Jeg synes også der var alt for mange forstyrrende og larmende lydeffekter.

Jeg elsker lieder, det simple samspil mellem en solist og et klaver – det er en uhyre krævende kunstform, som fordrer det ypperste af både sanger og pianist. Her er ingen kostumer, ingen teatersminke, ingen kulisser, ingen rekvisitter. De to kunstnere er nærmest helt nøgne, når de kun har deres vigtigste instrument – sangeren har sin stemme og pianisten har sit klaver. Med ganske små virkemidler skal de fange publikum – det må aldrig blive teatralsk. Det må aldrig blive overspillet. En god liedsanger benytter sig kun af de mest diskrete virkemidler, de sarteste nuancer, diskrete fraseringer og fine betoninger. Kun de bedste sangere mestrer denne genre; i et stramt og krævende samspil skal solist og pianist skabe både intensitet og nærvær.

Den danske tenor Peter Lodahl

Peter Lodahl er en af Danmarks bedste operasangere og jeg havde glædet mig til at høre, om han også kan synge lieder. Hans stemme har en stor kraft og styrke – han kan formidle store følelser som fortvivlelse og desperation, så man næsten får hjertestop. Men hans bløde stemme har også en utrolig varme, som kan gøre publikum helt blød i knæerne – andre scener blev fremført med en dybt erotisk intensitet. Der var et par gange, hvor jeg lige frem er bange for at jeg rødmede….. der er ingen tvivl om, at værket fungerede bedst i de dæmpede satser, hvor Peter Lodahl kun blev akkompagneret af strygerne og vi faktisk kunne høre hans stemme. 

Det meste af tiden druknede Peter Lodahls stemme i orkestret – det var superærgerligt. Hvis jeg havde været forberedt på, at det var Hans Zenders fortolkning, så var jeg ikke blevet så skuffet og det kan jeg naturligvis kun bebrejde mig selv. Jeg er ikke særlig vild med den…. Alligevel kunne jeg godt finde på at høre den igen. Da jeg hørte Zenders fortolkning i det gamle radiohus fik man ikke teksten, da Hans Zender ikke ønskede, at teksten skulle forstyrre publikums koncentration. Mon ikke det er samme grund i går? Jeg tror dog, at det er en fejl – mange af lydeffekterne ville måske give mening, hvis man sad med teksten og kunne se præcis hvad der skete i handlingen. Jeg tror det ville være en stor fordel for værkets tilgængelighed.

Jeg er dog ikke i tvivl om, at jeg foretrækker det originale arrangement og derfor føler jeg mig egentlig både snydt og skuffet efter koncerten i går – jeg havde virkelig glædet mig til at høre Peter Lodahl synge Schuberts Winterreise. Og det gør jeg faktisk stadig. Jeg tror nemlig det ville være en helt utrolig oplevelse, at høre Peter Lodahls smukke stemme i en koncert hvor den er i centrum, hvor alle overflødige effekter og forstyrrende elementer er fjernet – i går oplevede vi nærmest det modsatte. Jeg kunne næsten fristes til at kalde Zenders fortolkning for et overgreb mod selve genren. Forhåbentlig har gårsdagens koncert givet Peter Lodahl lyst til at kaste sig mere over liedgenren – så er der i det mindste kommet noget godt ud af det.

Søren Schauser har skrevet en meget begejstret anmeldelse i Berlingske, men bemærker dog også, at “Arrangøren vil måske for meget”.

Christine Christiansen er noget mindre begejstret i Jyllands-Posten; hun beskriver værket som overlæsset cirkusmusik, men mener alligevel, at Peter Lodahls “klangfulde, lækkerbløde og facetterede stemme” redder koncerten. Jeg er fuldstændig enig med Christine Christiansen.

Gregers Dirckinck-Holmfeldt giver i sin anmeldelse en rigtig fin introduktion til værket, som jeg egentlig gerne havde læst FØR koncerten. Trods stor forståelse for kompositionen, ender han dog også med at beskrive den som en “overbelastning” af værket. Men endnu en gang er der masser af roser til koncertens hovedperson.