Blogtræf på Centralhjørnet

Centralhjørnet

I går var jeg til blogtræf med Sister Bonde, Malene, Deborah, Fru Green, harning og Leif. Vi startede med at spise i “Den grønne kælder”. Det var rigtig hyggeligt og maden var som altid fantastisk. Det er ærgerligt, at der ikke er flere vegetarrestauranter i København, men heldigvis er der så hyggeligt i “Den grønne kælder”, at jeg egentlig ikke savner andre steder.

Da vi var færdige med at spise, gik vi gennem byens myldrende gader til Centralhjørnet – det var nemlig hele ideen med dette blogtræf: jeg synes de alle skulle se hvordan man julepynter på byens ældste bøsseværtshus. Det er ret vildt – og rigtig hyggeligt. Vi fik et par øl…. eller deromkring.

Musikken var en blanding af det som jeg vil kalde danske klassikere og på et tidspunkt blev stemningen så opløftet, at man ligefrem talte om at danse – men så snakkede vi så meget, at vi glemte det igen.  Vi fik snakket og grinet en hel masse. Jeg er ikke helt sikker på hvornår jeg kom hjem, men det blev vist rimelig sent….

STOR TAK til alle for et superhyggeligt blogtræf!

Vegansk gulerodskage

Jeg har eksperimenteret lidt med en gulerodskage og nu er opskriften klar. Den er fuldstændig fantastisk og jeg kan slet ikke få nok af den. Den er blød, saftig og dejlig krydret – lige præcis som en rigtig gulerodskage skal være.

3½ dl mel

1½ tsk bagepulver

2 dl brun farin

2½ tsk kanel

1½ tsk stødt nellike

½ dl rapsolie(eller anden neutral olie)

1½ dl friskpresset appelsinsaft

150 g revet gulerod

1 dl rosiner.

Bland mel, bagepulver, brun farin, kanel og stødt nellike sammen. Tilsæt rapsolie og appelsinsaft – rør det godt sammen. Derefter tilsættes rosiner og revet gulerod. Man kan også sige det på en anden måde: bare bland det hele godt sammen!!!

Så skal det hele i en franskbrødsform og bages i ovnen 35 minutter ved 200 grader.

Når kagen er kølet af, laver man appelsinfrosting. Det er lidt svært at fortælle hvor meget man bruger, men det er cirka 250 g plantemargarine, 4-5 spsk flormelis, revet appelsinskal(af økologisk appelsin) og lidt saft. Man er nødt til at prøve sig frem og smage på den – men lad være med at smage så meget, at der ikke er noget tilbage når det skal på kagen. Frosting skal piskes godt igennem med et piskeris – så bliver den utrolig let og luftig. Men pas på med appelsinsaften – det skal jo ikke være smattet!

Kagen er superlækker, og den er både nem og hurtig at lave. Jeg vil gætte på, at det tager 15 minutter.

Vegansk gulerodskage med appelsinfrosting - mums!

Blogtræf og frokost i november

Jeg synes det er alt for lang tid siden, at jeg har set de fleste af jer og derfor vil jeg forslå, at vi holder et lille blogtræf i november. Jeg har flere gange skrevet om “Den grønne kælder” og derfor synes jeg at vi skal spise frokost der. De har ikke en hjemmeside, men det er en meget hyggelig vegetarrestaurant, hvor man får en masse god mad. Jeg tør godt garantere for, at ingen kommer til at gå sultne fra bordet. Der er desværre ikke så meget plads og derfor har jeg bestemt, at vi kun kan være 10 personer! Så det er først til mølle!

Lørdag den 7. november, klokken 14,00

Den grønne kælder

Pilestræde 48

1112 københavn K.

Bagefter finder vi et hyggeligt sted, hvor vi kan drikke en øl, hygge os og sludre et par timer. Jeg tror det bliver rigtig hyggeligt og håber at der er nogen som har lyst……..

Tilmeldte: Leif, Donald, Sister, Deborah, harning, Catarina, Fru Green, mig selv og måske Marianne.

Nedgangen til Den grønne kælder.

Verdens mest irriterende IQ-test

Den IQ-test jeg lagde på bloggen i går, var selvfølgelig en joke og den største udfordring var vist, at se hvor langt man kunne komme uden at grine. For mit vedkommende var det ikke langt!!!

Dagens IQ-test er den mest irriterende IQ-test jeg nogensinde har prøvet. På siden står der, at man burde kunne løse den inden for 3 minutter, hvis man bare har en IQ over 50 – det er vildt provokerende. Jeg er ret sikker på, at min IQ er højere end 50, men jeg kan IKKE løse opgaven. Jeg har forsøgt igen og igen, men jeg kan ikke gennemskue hvordan den skal løses. Og det mest irriterende er, at det sikkert er ret simpelt.

Verdens mest irriterende IQ-test!

Mine laster…

Jeg har mange laster! En af dem er at løse IQ-tests. Jeg er vild med det og jeg kan bruge mange timer på det. Desværre kan det være ret svært at finde nogen som er gode. I går havde jeg løst en som var rigtig god, men så skulle man pludselig give sin email-adresse for at få resultatet. Det var jeg ikke vild med, men jeg har selvfølgelig en ekstra email-adresse til den slags situationer. Da jeg havde sendt dem min email-adresse, stod der at jeg skulle sende en sms – som ville koste 50kr. Næh tak! Der stod jeg af! Det var rigtig ærgerligt, for testen var gået ret godt og derfor ville jeg selvfølgelig gerne vide svaret.

Jeg fandt også en anden IQ-test, på en side som hedder www.not-mensa.com. Disse mennesker bryder sig tilsyneladende overhovedet IKKE om Mensa. Men deres egen IQ-test er meget spændende og underholdende. Den kan man finde her: not-mensas IQ-test.

Rigtig god fornøjelse!

Bjarke Ingels og Den lille havfrue

Den lille havfrue på Langelinje. Skabt af Edvard Eriksen, 1913.

Jeg har stor respekt for Bjarke Ingels, som har tegnet VM-husene og VM-bjerget i Ørestaden. Han er en fantastisk arkitekt og jeg ville ønske, at jeg havde råd til at bo i en af de lejligheder han har tegnet. Nu skal han sammen med sit eget arkitektfirma BIG bygge et nyt bibliotek i Kasakhstan og det ser utrolig flot og spændende ud.

Bjarke Ingels er også hovedmand bag det danske bidrag til Verdensudstillingen EXPO i Kina i 2010. Som alle sikkert ved, er det “Den lille havfrue” der skal sendes til Shanghai, hvor hun skal udstilles i den danske pavillion. Her skal hun stå i et vandbassin. På Langelinje bliver der i stedet opstillet en videoinstallation af den kinesiske kunstner Ai Weiwei, som viser Den lille havfrues rejse.

Jeg er meget i mod dette projekt. Jeg synes det er at gøre grin med alle vores turister – det er uforskammet og hensynsløst. Rygterne vil vide, at mange turister bliver skuffede når de ser “Den lille havfrue”. Jeg er dog overbevist om, at de bliver mere skuffede hvis hun slet ikke er der. Tænk hvis jeg rejste til Paris og så havde de fjernet Eifel-tårnet. Eller hvis jeg rejste til Pisa og de fjernet det skæve tårn. Mange af de turister som kommer til København, de kommer langvejs fra. Mange kommer fra USA, Kina eller Japan. Og det er formodentlig de færreste som kommer flere gange. Så må det være en utrolig skuffelse, at den største turistattraktion mangler.

Derudover er der simpelthen noget galt med hele ideen om, at hun skal sidde inde i en pavillion i et vandbassin. “Den lille havfrue” hører jo til ude på havet og ikke inde i et kunstigt miljø. Det er der man bør se hende. Kunstneren Edvard Eriksen har skabt hende til Langelinje. For et par år siden, så jeg et gammelt interview med Asger jorn, hvor de blandt andet talte om “Den lille havfrue”. Asger Jorn fortalte, at man slet ikke bør se “Den lille havfrue” sådan en hyggelig solskinsdag – så er hun jo bare en kedelig stenskulptur. Næh, i stedet bør man se “Den lille havfrue” en dag hvor det rigtigt stormer og blæsten pisker vandet op, så bølgerne slår ind over hende. Så bliver hun levende, selv om hun stadig sidder fuldstændig rolig og urokkelig på sin sten.

Jeg plejer ikke at gå tur når det rigtig stormer, men jeg tror faktisk at Asger Jorn har ret. En eller anden dag må jeg trodse stormen og tage til Langelinje for at se det. Jeg er ret sikker på, at det er et fantastisk syn.

Der er måske en politisk tanke bag Bjarke Ingels´ ide; “Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder” – står der i den gamle frihedssang. “Den lille havfrue” kæmpede også for sin sag – hun kæmpede for sin kærlighed og døde for det hun troede på. Det er egentlig ganske godt tænkt – og man kan dårligt forestille sig, at de kinesiske myndigheder kan protestere over det. Alligevel synes jeg stadig, at det er en rigtig dårlig ide, at sende “Den lille havfrue” til Kina. Hvis man absolut skal sende et af den slags nationale klenodier, så havde det været en bedre ide at sende “Frihedsstøtten” fra 1792.

Frihedsstøtten, bygget 1792-1797.

Et forsvar for HT-terminalen på rådhuspladsen

HT-terminalen på rådhuspladsen

Alle kender den sorte HT-terminal på Rådhuspladsen og alle har en mening om den – sædvanligvis en meget negativ mening. Siden den blev opført i 1995 har det nærmest været en folkesport at håne og nedgøre denne bygning. Sådan er det ALTID når der bliver bygget noget nyt i København. Men de fleste mennesker afviser bygningen uden at se på den, uden at forholde sig til den. Det sker nærmest helt automatisk – og det er selvfølgelig også nemmest på den måde!

HT-terminalen er tegnet af firmaet “KHR arkitekter” og det er en af de mest geniale, imponerende og gennemtænkte bygninger i København. Terminalen bliver kritiseret for at være for sort, for stor og for høj – der er faktisk alting galt med den. Mange mener at HT-terminalen er for dominerende. Men det er jo et spørgsmål om hvordan man ser på det. Når man står midt på Rådhuspladsen, så står man jo ikke ligefrem og beundrer terminalen. Næh, man vender sig i stedet mod Københavns rådhus. HT-terminalen er IKKE dominerende og den stjæler ikke fokus fra rådhuset. Terminalen konkurrer ikke om den dramatiske eller arkitektoniske hovedrolle på rådhuspladsen. Og det er netop derfor at HT-terminalen er så genial. Uanset hvordan man betragter HT-terminalen, så leder den synet og opmærksomheden tilbage mod Martin Nyrops rådhus.

Når man ser gennem vestporten, rettes blikket direkte mod rådhuset

Det gælder også når man står i busområdet bag terminalen. Hvis man lukker øjnene op og betragter rådhuset herfra, så vil man straks bemærke, hvordan HT-terminalen næsten fungerer som en billedramme, der retter fokus mod udvalgte punkter på rådhuset. Udvalgte punkter bliver indrammet som var det kunstværker og på den måde giver HT-terminalen mulighed for at opleve rådhuset på en ny måde. Dette vidner om at terminalen er bygget med en helt exceptionel præcision. Det kan man også se, når man bemærker hvordan terminalen flugter med linjerne i rådhusets tag, så de to bygninger nærmest indgår i en symbiose og bliver til én bygninger. Der er ingen ornamenter eller udsmykning på HT-terminalen, men de to bygninger smelter nærmest sammen. Der er et fantastisk samspil mellem de to bygninger. Når man står ved busserne, ser det nærmest ud som om at ornamentikken fra rådhuset sidder på HT-terminalen. Det er en slags synsbedrag eller visuelt snyderi – det er virkelig smukt og genialt tænkt.

Denne bygninger er virkelig kunst på et meget højt plan. Det er et mesterværk og jeg bliver så imponeret, hver gang jeg ser på det. Men det kræver jo at man lukker øjnene op og betragter den, i stedet for bare at få forbi, som de fleste mennesker gør. Det kræver både opmærksomhed og interesse.

Farven bliver også kritiseret, men farven er perfekt. Det er måske den eneste farve som passer på Rådhuspladsen i København, hvor man hele tiden skal tage hensyn til alle de andre bygninger. Man er nødt til at bygge en terminal som ikke saboterer pladsen eller stjæler opmærksomheden fra rådhuset. Jeg kan dårligt forestille mig, at man kunne bygge en terminal som havde fået en bedre modtagelse. Uanset hvad man lavede, så ville folk være utilfredse.

Der er også nogen som påstår at terminalen er for stor og for høj. Jeg synes det er et besynderligt argument, da alle de andre bygninger er mindst dobbelt så høje. Men igen er højden ingen tilfældighed. Den er udregnet meget nøje, for at få linjerne til at flugte med linjerne i rådhuset. Men der er endnu en vigtig detalje: den har netop præcis den højde som gør, at man ikke kan se busserne når man står øverst på rådhusets trappe. Hvilket betyder at terminalen giver en oplevelse af ro på rådhuspladsen. Havde terminalen været blot en anelse lavere, så kunne alle se busserne når de kom ud af døren og stod på trappen foran rådhuset. Nu fungerer terminalen som en skærm mod alt den trafik og uro der er i busområdet og det er selvfølgelig terminalens vigtigste funktion.

Jeg har naturligvis mødt mange mennesker som afskyede denne bygning og hver gang jeg har fået chancen, så har jeg slæbt dem ind på rådhuspladsen for at de skulle se terminalen som jeg ser den. Jeg har siddet på værtshus og revet fremmede folk ned af deres barstole for at vise dem HT-terminalen med mine øjne. Jeg tror at jeg har givet mange mennesker et nyt syn på HT-terminalen og det håber jeg også at gøre med dette indlæg.

Tag ind på rådhuspladsen og se terminalen endnu engang. Det er et af de flotteste stykker arkitektur i København, som snart forsvinder.

Just a perfect day – blogtræf ved Møns klint

Møns klint

Jeg må indrømme, at jeg var godt morgensur, da jeg stod op lørdag morgen klokken 6 – jeg bryder mig ikke om at stå tidligt op og jeg kommer sjældent tidligt i seng. Denne nat havde jeg da også kun fået 3 timers søvn.

Lotte var hos mig lidt over 8 og vi stod nede på gaden, da Donald kom og hentede os. Så kørte vi straks mod Møn, hvor vi mødte Sister Bonde. Vi gik langs klinten indtil vi fandt en trappe som førte os ned til vandet. Så var der pause: Sister havde bagt boller til os alle, med forskelligt lækkert pålæg, som vi sad og spiste på en stor træstub ved vandet. Det var lige hvad vi trængte til. Derefter gik vi en lang tur langs vandet, mens vi snakkede og grinede – det var rigtig hyggeligt.

I bilen havde vi talt om, at det var ærgerligt, at der vist ikke var tid til at se Geo-Centret og deres udstilling om danmarks udvikling. Efter turen rundt på klinten havde jeg dog skiftet mening: Vi havde hygget os så meget, at jeg slet ikke havde lyst! Vi fortsatte til slagteren i Stege, som Sister flere gange har blogget om. Her mødte vi også Sanne og hendes mand. Frokosten hos slagteren, var lige så god som Sister havde lovet os. Der var en meget lækker salatbar, så jeg fik også alt hvad jeg havde brug for. Da vi havde spist, må jeg indrømme, at jeg havde MEGET LIDT energi tilbage. Og jeg tror at de andre havde det på samme måde. Jeg havde bare lyst til at sidde og slappe af……

I Stege sagde vi igen farvel til Sanne og hendes mand, hvorefter vi fortsatte turen: Sister havde inviteret til kaffe og the – jeg havde blåbærmuffins med. Det var én af grundene til at jeg kom så sent i seng om aftenen. De er supernemme at lave. Det tager kun 10 minutter og opskriften kan man finde her. På dette tidspunkt var de dog blevet en smule ramponerede – de brød sig vist ikke om, at Lotte og jeg løb om kap ned af trapperne! Det var rigtig hyggeligt at møde både Jens og sønnen. Igen blev der snakket og grinet….

Klokken 16 satte vi os igen i Donalds bil og startede turen nordpå. Da vi kom til Bispebjerg gav jeg the! Jeg har overhovedet ingen ide om hvornår Donald gik. Jeg tror han blev en times tid. Men jeg ved at Lotte gik kvart over ni – da havde vi sandelig også fået snakket om lidt af hvert. Men jeg tror at vi alle kunne have snakket meget længere, hvis vi havde haft mere energi.

Det var en lang dag, hvor der blev snakket, hygget og grinet alt det vi kunne klare – og jeg nød det utrolig meget. Det er altid hyggeligt, når vi holder blogtræf rundt omkring på forskellige cafeer og jeg håber, at vi snart skal have sådan et blogtræf igen. Men jeg synes også at det vigtigt at have nogle gode oplevelser sammen med mennesker man godt kan lide. Derfor håber jeg bestemt også, at der bliver arrangere flere af den slags turen i fremtiden.

Tusind tak til Sister, som havde arrangeret det hele og tak til alle som var med. Jeg glæder mig til vi ses igen. Det var virkelig “just a perfect day“……

Lotte og Sister Bonde

Donald og Lotte, som er i gang med at undersøge klinten.

Operakoncerten nærmer sig…

Efterhånden er der flere som har rykket for en “reminder” og det ville da være rigtig ærgerligt hvis der er nogen som glemmer det. Det kongelig teater holder snart den årlige operakoncert og vi benytter os af chancen til at lave et kulturelt blogtræf. Jeg håber at vi bliver så mange som muligt. Alle er velkommen og jeg er sikker på at vi får en fantastisk dag.

Lørdag d. 15 august kl. 18.00

Vi mødes ved Rundetårn kl. 12.00

Koncerten slutter omkring klokken 21. Det er en lang dag, men jeg kan garanterer at den ikke bliver for lang. Tværtimod – når dagen er slut, ville man ønske at den varede et par timer længere. Sådan er det altid.

Men der er nogle ting man skal huske: masser af mad. Det er vigtigt, for det er mange timer og vi spiser flere gange. Man skal også huske masser af drikkevarer – alt efter smag. Rødvin, hvidvin eller hvad man nu har lyst til. Men husk også VAND. Det har regnet i nogle uger, men nu ser det ud til at metrologerne lover bedre vejr. Derfor skal man også huske solcreme. Det er også en rigtig god ide at huske en hat. Jeg har prøvet at være til operakoncert, hvor det var så varmt at vi var ved at dø af hedeslag.

Men det er alligevel blevet midt i august. Uanset hvor varmt det bliver, så er det altså ret koldt når solen går ned. Derfor skal man også huske en trøje. Det er noget som mange slet ikke tænker på – men jeg tør garantere at I fortryder det, hvis I ikke har en trøje med. Endelig skal man selvfølgelig også huske et tæppe. Der er sikkert nogen kan sidde sammen – hvis vi bliver 15 mennesker er det jo ikke nødvendigt med 15 tæpper. Nille har fået en plads hos mig og vi har i hvert fald plads til én mere. Måske to! Det må tiden vise.

Det er første gang at koncerten skal holdes ved Rosenborg, men dengang man holdt koncerten i Søndermarken blev vi altid siddende efter koncerten. Og det er der flere grunde til. Den praktiske: der er forskellige bud på hvor mange mennesker der kommer, men det er et sted mellem 60.000 – 75.000. Når de alle forsøger at forlade den samme park på én gang, så er der kaos. Det gider vi ikke at være med til. Men derudover er det også utrolig hyggeligt at sidde og snakke efter koncerten. Man er træt og glad – og så har man slet ikke lyst til at tage hjem igen.

Ofte har vi siddet et par timer – spist lidt mere mad og drukket det sidste vin. Jeg kan huske en enkelt koncert, hvor vi blev siddende til klokken var 2 om natten. Det er den bedste operakoncert jeg nogensinde har oplevet. Ofte kommer man til at snakke med en masse mennesker man slet ikke kender og så…… jamen, det er bare så hyggeligt.

Og for at undgå kedelige misforståelse: det handler om at dele og om at hygge sig sammen! Derfor skal man ikke bare tænke på sig selv. Man skal tage noget med som man kan dele med hele selskabet. Jeg håber at alle synes det dumt at jeg skriver dette, da det er en selvfølge. Men jeg skriver det fordi jeg har haft et par kedelige oplevelser, som jeg gerne vil undgå i fremtiden. Nogen gange har vi også delt lidt mad med dem som sidder ved siden af og nogen gange har vi fået selskab af mennesker som er kommet alene. Jamen – de skal jo også have noget at spise!

Jeg nægter at lave koordinerede madplaner! Det er en vigtig del af mit koncept og det udfordrer folks kreativitet. Men jeg vil gerne afsløre at jeg selv kommer med 3 eller 4 retter. Måske også lidt kage – det er nemlig lækkert i pausen eller efter koncerten, hvor man bare trænger til lidt lækkert. Bare sådan for hyggens skyld.

Der er ingen svarfrist, men jeg vil selvfølgelig gerne vide hvem der kommer. Så venter vi måske lige 5 minutter ved Rundetårn hvis nogen er forsinket. Men sikkert heller ikke mere end det, for jeg kender mig selv. Når dagen endelig kommer, så er jeg nærmest helt manisk for at komme af sted så tidligt som muligt. Det er jo vigtigt at vi får en rigtig god plads. Man kan læse mere i mit sidste indlæg om operakoncerten her.

Der er også nogle uskrevne regler omkring operakoncerten, som jeg lige vil nævne. Om eftermiddagen er der generalprøve – der er sikkert nogle som vil mene, at man får koncerten to gange. Men vi er endnu flere som er uenige. Om aftenen er de optrædende jo klædt om. Det er de ikke til generalprøven. Ofte er der også nogle overraskelser. Men der er nogen som kun kommer til generalprøven og nogen af dem prøver altid at tysse på os andre. Jeg synes det er uhøfligt og urimeligt. Om eftermiddagen skal der hygges. Til gengæld bliver man altså vældig upopulær, hvis man snakker under koncerten om aftenen. Der er lige så stille som i en koncertsal og nogen mennesker kan virkelig blive rasende hvis man ikke kan holde sin mund. Igen taler jeg af personlige erfaringer. Jeg må desværre indrømme, at øhhhh……. at der er sket det uheldige, at øhhhhh…. at jeg ved et beklageligt uheld har øhhhhh…. drukket…… nogen har givet mig et enkelt glas for meget. Eller måske var det en flaske? Det var rigtig tarveligt! På den anden side skal man huske at det er en lang dag. Én flaske rødvin rækker ikke ret langt. Det gør to flasker faktisk heller ikke, når man taler om en dag som varer i 9 timer.

Men jeg har ofte oplevet, når folk er med for første gang, så kommer de kun med en flaske rødvin. Det er sikkert også fint til en picnic som varer et par timer, men operakoncerten er jo noget andet.

Jeg håber at vi bliver rigtig mange og jeg glæder mig til at vi får en supergod dag sammen. Jeg glæder mig så meget, at jeg slet ikke kan vente og jeg ville ønske, at jeg skulle i gang med at lave mad med det samme.

Opdatering d.12/8-2009: Vi har besluttet at aflyse dette blogtræf, pga for få tilmeldinger. Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg er sikker på at vi alle finder på noget andet at bruge weekenden til.

Lykkelig

Jeg har ikke været meget på bloggen i flere uger, men der er sket en hel del i mit liv. Det vigtigste er, at jeg har fået ny lejlighed. Jeg fik beskeden den 20. juli og så fik jeg rigtig travlt. Hele sidste uge gik med at rydde op i skabe, skuffer og kælderrum. Der blev smidt en masse ud og det var ret hårdt. Torsdag var så den store pakkedag. Da jeg var færdig med at pakke sent om aftenen, gik jeg i gang med at gøre rent i køkkenet…. jeg kom i seng klokken 5 om morgenen.

Og så stod jeg op igen klokken 8. Så pakkede jeg de sidste ting. Den nye lejlighed ligger lige rundt om hjørnet, så jeg begyndte selv at slæbe mine ting over i den nye lejlighed. Halv tre kom flyttefolkene og vi var færdige klokken 6 – og så mener jeg fuldstændig færdig. Og udmattet. På det tidspunkt følte jeg mig mere død end levende. Men jeg begyndte straks at pakke ud og sætte på plads. Jeg gik i seng klokken 2, men da var seng, sofa og bogreoler på plads. Og alle mine bøger var sat på hylderne. De står endnu ikke i alfabetisk rækkefølge, men den fornøjelse har jeg endnu til gode.

Jeg flyttede misserne før flyttefolkene kom – og det var en særdeles traumatisk oplevelse. Da jeg lukkede dem ud af flyttekasserne, drønede de ud i køkkenet, hvor de ledte efter et skab at gemme sig i. Det havde de nemlig i den gamle lejlighed. Men det er der ikke her. Så drønede Storebror gennem stuen og knaldede hovedet mod vinduet i altandøren, i et desperat forsøg på at flygte. Det var meget ubehageligt. Lillebror fandt et hjørne at gemme sig i og Storebror sprang op på de øverste køkkenskabe.

Lillebror hyperventilerer og Storebror har gemt sig på køkkenskabene.

Jeg blev sammen med dem et kvarters tid, men så var jeg jo nødt til at fortsætte. Da jeg kom tilbage næste gang – cirka 5-10 minutter senere – sad Lillebror og hyperventilerede bag en radiator. Puha, det var rigtig grimt. Jeg vidste slet ikke hvad jeg skulle gøre. Så fandt jeg Storebror, som stadig gemte sig på toppen af køkkenskabene. Da jeg rørte ved ham, var han fuldstændig stiv – stiv som et bræt. Da jeg rørte ved ham igen var der stadig ingen reaktion. Fuck, tænkte jeg, han er død. Han er simpelthen død af skræk. Jeg hev mobilen frem og var klar til at ringe 112. Ja, det var altså det eneste jeg kunne komme i tanke om. Så sprang jeg op på køkkenbordet og greb fat i ham. Heldigvis var han ikke død. Men mit hjerte hamrede og jeg var tæt på at gå i panik.

Allerede fredag aften begyndte Lillebror at se sig omkring. Og i dag ser det ud til at Storebror også begynder at slappe lidt af. Nu har han også ligget under sofaen i tre dage. Men der er stadig ingen af dem som vil spise noget og det bekymrer mig en lille smule. På den anden side kan jeg se at det går fremad, så jeg er sikker på at det nok skal gå.

Jeg har haft travlt med at pakke ud og i dag skal jeg gøre rent i den gamle lejlighed. Derfor har jeg endnu ikke haft tid til at nyde at være i den nye lejlighed. Men jeg er allerede rigtig glad for den. Selv om den ligger på en af de mest trafikerede veje i København, så er der mere fred og ro her, end der var i den gamle lejlighed. Og det betyder meget for mig. Jeg sætter meget pris på fred og ro. Men naboerne er vist meget stille og der er ingen skrigende børn. Hverken indenfor eller udenfor. Både fredag og lørdag havde underboen gæster og spillede musik. Men bortset fra cirka en halv time, så var det ikke så højt at det generede. Jeg kunne næsten ikke høre det. Og det stoppede begge dage omkring klokken 23 – det kalder jeg en god underbo.

I dag skal jeg gøre rent i den gamle lejlighed. Tirsdag er der syn på den gamle lejlighed. Onsdag er der syn på den nye lejlighed – og så håber jeg, at jeg også kan nå en tur i Ikea. Så håber jeg at en af mine venner kommer forbi torsdag eller fredag og hjælper med at sætte nogle gardiner eller persienner op. Det er absolut nødvendigt. Om morgenen har jeg solen lige ind i soveværelset og om aftenen har jeg den lige ind i stuen. Det er megavarmt. Jeg tror det er den varmeste lejlighed jeg nogensinde har været i.

Men jeg er ekstremt glad for den nye lejlighed. Jeg går hele tiden og tænker, at nu er jeg lykkelig. Her bliver jeg rigtig glad for at bo. Nu skal jeg lige have overstået de sidste opgaver og så glæder jeg mig til nogle dage hvor jeg bare skal nyde det og slappe af. Det trænger jeg til, for jeg er helt seriøst MEGATRÆT.

Udsigten fra min nye altan. Man kan se helt til Frederiksberg rådhus.

Udsigten fra badeværelset.