Silas & Kat

Jeg havde bestemt, at jeg ikke ville skrive om melodi grand prix i år. Men jeg kan jo ikke lade være……

Det var et udmærket grand prix med flere gode sange – og lige så mange dårlige. Men det værste var som sædvanlig dansen – det er sikkert ikke dansernes skyld, men koreografens. Når jeg så mange af sangene, så sad jeg og tænkte på, at det sikkert var den samme som lavede koreografi til Birthe Kjær i 80´erne. Det værste var Joakim Tranbergs show – vedkommende som har lavet koreografi til hans nummer, skulle straffes ved at stilles i gabestok på rådhuspladsen. Det var så elendigt, amatøragtigt og talentløst, at jeg fik helt ondt i maven!!!

Jeg har det fint med at Chanée og N´evergreen vandt. Det er jo et udmærket nummer! Men også lidt pænt og gennemsnitligt!

Min favorit var helt klart Silas & Kat – jeg er vild med det nummer og det var den eneste sang med en god koreografi. Jeg har efterhånden set videoen nogle gange – deres show var vildt flot og meget originalt. Jeg synes det bliver bedre og bedre hver gang jeg ser videoen…. hvor er det ærgerligt, ærgerligt, ærgerligt, at Silas & Kat ikke vandt med “Come come run away”. Jeg synes virkelig de havde fortjent det – sammen med Simon Munk og Lise Cabble der har skrevet nummeret. Og danseren var bare prikken over i´et, som gjorde det hele fuldstændig perfekt.

Hvem var din favorit i dansk melodi grand prix 2010?

PS: Bryan Rice som blev nr. 2 har pt 1008 hits på hans video. Chanée og N´evergreen har 852. Simone har 1295. Mens Silas og Kat har 3149 hits – jeg tror ikke der er nogen tvivl om hvem der er den uofficielle vinder!!! Jeg har kun brugt tal fra den YouTube channel som hedder “Danmarks TV“, men formoder at det er rimelig troværdigt.

Francis Poulenc – Karmelitterindernes samtaler

Francis Poulenc – Les Dialogues des Carmélites

Francis Poulenc(1899-1963)

Lørdag aften var jeg i operaen, hvor jeg så ”Karmelitterindernes samtaler”. Det var en forestilling om livsangst og dødsangst – to sider af samme sag.

Operaen begynder i tiden umiddelbart før den franske revolution, hvor aristokratiet nærmest sad som fanger på deres slotte og deres godser. Man risikerede livet, blot man vovede sig uden for de tykke mure.

Hovedpersonen er den unge adelsfrøken Blance de la Force. Hun har en gang prøvet, hvordan pøblen angreb hendes vogn og den oplevelse har hun aldrig glemt. Hun lever med en konstant angst. Verdens støj og ”ophidselsen” plager hende.

Derfor beslutter hun at gå ind i Karmeliterordenen. Her føler hun, at hun kan være i fred og sikkerhed, mod den uro og den uorden der hersker uden for. Under en optagelsessamtale med Priorinden, bliver hun spurgte, hvorfor hun vil gå ind i ordenen. Hun fortæller, at hun ønsker ”at leve et heroisk liv”. Det er måske sandt nok, men samtidig må hun også erkende og indrømme den mindre storslåede grund: hun har ikke andre tilflugtssteder. Senere i operaen fortæller Blanche, at ”alle foragter angsten og derfor foragter de også mig”. Hertil svarer Mère Marie, at ”det værste er ikke de andres foragt, men foragten for sig selv”.

Da den gamle priorinde dør, får hun en meget voldsom død. De unge nonner forstår det ikke og de er enige om, at det har hun ikke fortjent. Den unge Constance forestiller sig, at der er sket en forveksling; priorinden har simpelthen fået den forkerete død – lige som når man får en forkert frakke udleveret i en garderobe. Og så er der en anden person, som skal have priorindens død. Constance forklarer, at ”det vi kalder tilfældighed er måske guds logik”.

Den franske revolution bliver værre og værre. Chevalier de la Force kommer for at fortælle sin søster, at han flygter til udlandet. Han vil have Blanche med – men hun afviser ham. Hun føler sig jo fuldstændig tryg i klostret.

Men tiden og begivenhederne indhenter hende; snart angriber den franske revolution også religionen; præsterne bliver fredløs og alle klostrene bliver lukket. Endnu engang er hendes liv truet. Nu søger hun tilflugt i familiens palæ i Paris – denne gang som tjenestepige. Hendes bror er flygtet ud af landet og hendes far endte i guillotinen to dage før hun ankom. Og palæet er overtaget af fremmede.

Mens Blanche skjuler sig i familiens palæ, bliver resten af nonnerne fanget og fængslet for kontrarevolutionær virksomhed. De bliver anklaget for kontrarevolutionær møder og for at opbevare folkefjendtlige skrifter. Jeg formoder, at man mener bønner, gudstjenester og biblen. Derfor bliver de alle dømt til døden. De synger sammen en salme, mens de stiger op på skafottet – og en efter en forsvinder deres stemmer.

I sidste øjeblik slutter Blanche sig til de andre. Hun har accepteret sin skæbne og dermed overvundet sin angst. Nu får hun priorindens lette død – en død uden dødsangst.

Det var en udmærket opera og jeg er glad for at jeg har set den. Men det er bestemt ikke en af de mest spændende operaer jeg nogen sinde har oplevet. Trods den voldsomme, historiske ramme, er det en opera uden megen dramatik. Og det er næsten befriende, at vi slipper for de gængse virkemidler med gru og rædsel. Det har vi set så ofte og det er efterhånden ganske trættende. Men så mangler der alligevel et eller andet. Til gengæld er Poulenc god til at skabe dramatik gennem musikken – musikken var fantastisk og den vil jeg gerne høre igen.

Forestillingen var et samarbejde mellem eleverne på opera akademiet og musikkonservatoriets symfoniorkester. Det er en del af deres uddannelse – og det er jo altid lidt spændende at opleve de unge sangere.

Blanche blev sunget og spillet af Camilla Stenhoff Vist. Hun har en meget stærk stemme og samtidig er hun både udtryksfuld og meget troværdig på scenen. Hun var rigtig god og jeg glæder mig til at høre hende igen.

Jeg var også vild med svenske Martin Vanberg – han har en usædvanlig smuk stemme. Den er måske lidt for lys, men han bliver snart ældre. Samtidig ser han hamrende godt ud og det gør da heller ikke noget. I anledning af hans 30-års fødselsdag, havde Sydsvenskan.se et interview med Martin Vanberg, hvor han fortæller, at hans drømmerolle er Tom Rakewell i ”The Rake´s Progress” af Stravinsky. Det ville jeg MEGET gerne opleve, for jeg tror Martin Vanberg ville være perfekt i det parti – virkelig perfekt. Og det er jo min yndlingsopera. Når ”The Rake´s Progress” eller ”Lastens vej” har premiere i København om nogle dage, så bliver det med Michael Kristensen i partiet – det bliver spændende at se, hvordan det bliver.

Jeg er også nødt til at nævne præsten, selv om jeg er i tvivl om hvad sangeren hedder – men han havde en utrolig blød, lækker og behagelig stemme, som jeg vil sammenligne med ahornsirup og fyldte chokolader; det er så lækkert og man vil bare have mere og mere!

Scenografien var meget simpel, velfungerende og rigtig god. I det hele taget var det en flot forestilling. Eneste minus var slutscenen, som jeg synes var teatralsk. Ideen var glimrende – men den blev overspillet. Når de unge nonner mistede hovedet, viste de det ved, at de stivnede i nogle besynderlige positurer, inden de faldt sammen på scenen – de fleste mindede mig om gammeldags sprællemænd. Det var både ærgerligt og unødvendigt.

Ulrik Langen har skrevet en god og meget spændende artikel til Det kongelige teater om Den franske revolution. Jeg plejer ikke at henvise til den slags, men den var virkelig spændende at læse.

Martin Vanberg som Chevalier de la Force og Sofie Elkjær Jensen som Blanche. Foto: Thomas Petri/Det kongelige teater.

Richard Wagner – Tannhäuser

Richard Wagner (1813-1883)

Det er muligt at Kasper Holten ikke altid er lige heldig med alle sine opsætninger. Men nogen gange skaber han de mest fantastiske forestillinger og Tannhäuser er noget af det bedste han har lavet.

Richard Wagners opera handler traditionelt om troubaduren Tannhäuser, som den hedenske kærlighedsgudinde Venus har lokket ind i venusbjerget. Da han endelig slipper ud igen, er han splittet mellem den kyske kærlighed til Elisabeth og den mere sanselige kærlighed til Venus, som prøver at lokke ham tilbage til venusbjerget, hvor hun lover ham evig nydelse i hendes grotte. Da offentligheden opdager at han har været i venusbjerget bliver han sendt på pilgrimsrejse til Rom, for at få pavens tilgivelse. Paven afviser ham, men Elisabeth dør og går i forbøn for ham hos Gud. Sådan får Tannhäuser sin tilgivelse og endelig kan også han dø med fred i sindet.

Meget er anderledes i Kasper Holtens spændende nyfortolkning: Tannhäuser er fra begyndelsen gift med Elisabeth og de har en søn – bare for at understrege den småborgerlige familieidyl. Hele operaen foregår i Tannhäusers hjem, som symboliserer hans sindstilstand. Der er masser af tjenestefolk og et hav af trapper. Scenografien er inspireret af den hollandske kunstner Escher – for nogen af os, ligner det også noget som vi har set på Hogwarts.

Venus er ikke længere den forførende skønhedsgudinde. Nu er hun klædt i samme tøj som Tannhäuser og den skønne kærlighedsgudinde er forvandlet til Tannhäusers digtermuse – en spaltning af ham selv. På den måde skaber Kasper Holten et link mellem sex og kunst; når man bliver grebet af lidenskab, så mister man sin selvbeherskelse og glemmer alt andet – det gælder både i kunst og i sex. For den besatte kan begge dele være en selvforglemmende oplevelse, hvor man opnår en højere ekstase. Den selvforglemmende kunstner er så opslugt af sit værk, at han slet ikke kan tænke på andet og mister enhver fornemmelse for virkeligheden.

Dobbeltheden bliver understreget i begyndelsen af forestillingen, hvor Tannhäuser i den traditionelle udgave er fanget i venusgrotten. I Kasper Holtens fortolkning arbejder han på sit digterværk – man understreger parallellen ved at oplyse det forgyldte loft i operasalen, mens Tannhäuser arbejder. Sådan bliver hele operasalen forvandlet til venusgrotten, hvor lidenskaben og kunsten dyrkes! Det er flot tænkt. Digteren opfører sig som var han besat eller beruset af lidenskab. Han er ophidset og ekstatisk, mens drømme og visioner folder sig ud og får liv. I hans fantasi er alt muligt. Der bliver vendt op og ned på alting. En af trapperne vender på hovedet, så en af tjenerne går med hovedet ned af: selv tyngdekraften kan man trodse i kunstens verden, hvor er alt muligt for den indviede. Det er storslået og det er magisk, men hans poetiske visioner er som en vanvittig drøm eller et mareridt. Og i mens forlader den fortvivlede Elisabeth ham.

Da Tannhäuser endelig kommer til sig selv, søger han bort fra Venus. Han ønsker fred og ro i sindet. Venus spår, at det vil han aldrig finde; det er måske kunstnerens dilemma, som denne opera sætter fokus på; kunstneren kan hverken finde fred det ene eller det andet sted; hverken i sin kunst eller i den borgerlige idyl. Begge steder vil han længes efter det andet. Schopenhauer skriver i hovedværket ”Verden som vilje og forestilling”, at det er den menneskelige natur, at svinge konstant mellem kedsomhed og elendighed.

Da Tannhäuser vender tilbage til virkeligheden, bliver han hyldet som den store digter – hele samfundet beundrer den geniale kunstner… indtil han afslører, at han har været i venusbjerget! I denne fortolkningsramme betyder det, at han har valgt kunsten og dermed svigtet kærligheden. Sikken en skandale! Den offentlige moral er såret og han bliver straks ramt af deres bitre forargelse. Borgerskabet forstår ikke, at den ægte kunster først og fremmest er gift med kunsten. Så kommer den jordiske kærlighed i anden række.

Nu begynder offentligheden at snage i hans privatliv. Man leder efter lig i lasten og skelletter i skabe og skuffer – men alle steder finder de kun manuskripter, som bliver revet fra hinanden og ødelagt – alt bliver kasseret af hoben. Pludselig har den feterede kunstners værk mistet enhver værdi for dem. De vurderer hans værk på baggrund af hans privatliv og forstår ikke, at hvis han havde haft et pænt og borgerligt liv, så havde han ikke været en stor kunstner. Man skal aldrig dømme eller vurdere en kunstner på hans privaltliv. Kun på hans kunst. Resten er hans private sag og tilhører hans privatliv.

Men offentligheden kræver, at han skal bekende sine synder, angre dem offentligt og bede om tilgivelse – symboliseret ved pilgrimsrejsen til Rom. I stedet søger Tannhäuser tilflugt i kunsten, hvor han skriver om denne pilgrimsrejse… Hans verden begynder at falde fra hinanden. Trapperne bliver til fragmenter – de bevæger sig og flytter sig som trapperne på Hogwarts – og pludselig fører de ingen steder hen. Der er ingen udveje, ingen muligheder. Der er ingen som kan redde ham – undtagen den ubetingede kærlighed, i form af en kvinde som hverken fornægter ham eller dømmer ham.

Titlen på denne forestilling kunne have været ”En gal mands drøm”. Men er det Wagners drøm – eller Kasper Holtens mareridt? Det er spørgsmålet. Flere anmeldere har i deres anmeldelser påpeget de tydelige paralleller til Kasper Holtens eget liv og spurgt om han identificerer sig med Tannhäuser. Har Kasper Holten i virkeligheden lavet en opera med sig selv i hovedrollen? I den anledning har Politiken lavet et interview med ham, hvor han på passende vis benægter den slags spekulationer – det skal han jo gøre. Alligevel er der ingen tvivl om de stærke paralleller til Kasper Holtens eget liv og den gang da han selv blev trynet af krapylokratiet på grund af private forhold.

”Tannhäuser” er en genial forestilling og jeg tror, at det først og fremmest er Kasper Holtens forestilling. Men jeg er sikker på, at Wagner ville klappe i sine hænder af begejstring, hvis han kunne opleve denne usædvanlige opsætning, hvor scenografi, koreografi, musik og fortolkning alt sammen går op i en højere enhed. Det er en fantastisk flot og skarp forestilling, og jeg håber, at jeg får chancen for at se den en anden gang.

Stig Fogh Andersen som Tannhäuser. Foto: Per Morten Abrahamsen/Det kgl. teater

I Politiken skriver Thomas Michelsen, at ”Prisen for en dristig fortolkning er en lille følelse af at sidde tilbage med løse ender. Anderledes kan det ikke være, når der er fortolket så radikalt.” Jeg tror bestemt ikke det skal forståes negativt – det er blot en konstatering og jeg er helt enig. Men derudover er Thomas Michelsen vist lige begejstret som jeg selv er.

I Jyllandsposten skriver Jakob Levinsen: ”…i programteksten er der intet referat af den oprindelige handling, kun Holtens arbejdsnotater, som den intet ondt anende tilskuer godt kunne forledes til at tro var komponistens egen fortælling. ” Og det er nemlig pointen. Det er en genial og meget spændende fortolkning, der er så gennemført, at man uden problemer lader sig overbevise og forføre.

I Kristeligt Dagblad beklager anmelderen sig over at den kristne fortolkningsramme er borte og det har han ret i. Men jeg synes ikke det er videre interessant; i stedet har vi fået en meget spændende og moderne fortolkning.

Oestrogen.dk er til dels enig med Kristeligt Dagblad – de savner i hvert fald de seksuelle orgiescener som traditionelt fylder begyndelsen. Det er også her man finder den mest seriøse kritik af forestillingen: ”Og medkvinder; hånden på hjertet, hvad vil vi helst se når vi endelig kommer i byen og skal underholdes og inspireres, en mand i saftig konflikt mellem sex og kærlighed, eller en mand der plaget prøver at få arbejdsliv og familieliv til at hænge sammen? ”

Gregers Dirckinck-Holmfeldt er også positiv i sin anmeldelse i Børsen. Alligevel fornemmer jeg et lidt uklart forbehold.

Søren Kassebeer skriver i Berlingske Tidende, at Venusbjerget: “……som navnet antyder, ikke er et sted for børn. ”  Hæ – næh, det har han jo ret i. Men det gælder hele operaen, for man bliver sørme lidt øm i ballerne af at sidde ned så længe!

I Information skriver Georg Metz: ”Forestillingen er renfærdig og stilmæssigt sikker ” Han kalder det ligefrem en”Original forløsning”. Jeg er helt enig. Det var virkelig en flot og fantastisk forestilling.

Her er Det kongelige Teaters side om “Tannhäuser”.

Fantastisk fredag

I går havde jeg Sister Bonde og hele familien til frokost. Vi fik en god frokost, en lille dessert og bagefter var der the, gulerodskage og småkager. Jeg havde selvfølgelig også forberedt en lille historie som jeg læste højt – det var et stykke af Suzanne Brøgger. Jeg elsker at “pine” mine gæster med højtlæsning…. desværre er jeg ikke så nem at stoppe igen! Der findes så mange fantastiske bøger, som jeg gerne vil præsentere for folk. Der er alle de sjove, de kloge, de spændende, de anderledes, de underlige – og alle de andre!

Det var en rigtig hyggelig eftermiddag, men jeg var dødhamrende træt da de gik omkring klokken 18. Så lavede jeg en kande the, tændte fjernsynet og smed mig på sofaen sammen med Storebror – og så faldt jeg øjeblikkeligt i søvn. Jeg havde bagt og lavet mad til klokken halv fire om natten. Jeg stod op igen klokken otte for at gøre rent og købe det sidste ind. Jeg havde kun sovet omkring fire timer og det kunne jeg desværre godt mærke.

Jeg vågnede igen lidt over 20 og så var der X-faktor. Jeg plejer at se det med stor fornøjelse, men jeg syntes det var dødhamrende kedeligt! Måske fordi jeg stadig var alt for træt?

Da klokken var omkring 22 begyndte jeg at gøre sengeklar. Jeg havde slukket fjernsynet og fjernet sengetæppet, da jeg fik en sms fra Harning. Hun sad på Centralhjørnet sammen med sønnen! Hmmmm……. fristende! Men jeg plejer bestemt ikke at gå i seng klokken 22. Det var et udtryk for at jeg var helt vildt træt. Lidt efter ringede Harnings søn og lokkede……Han er en meget beleven ung mand, så han undskyldte da også for at presse på den måde. Hvorefter jeg forklarede ham, at man kan ikke friste den der ikke VIL fristes……..

…………og en halv time senere sad jeg på Centralhjørnet! Jeg ville gerne se dem, men jeg havde planlagt at jeg kun ville blive der en halv time. Men det var simpelthen så hyggeligt, at jeg først gik derfra klokken 1. På det tidspunkt var jeg også tæt på at gå i koma. Det var rigtig ærgerligt, for jeg tror vi kunne have snakket hele natten! Og der var en særdeles opløftet stemning!

Men dagens oplevelser var endnu ikke slut: da jeg stod og ventede på natbussen, kom Sister Bondes Malene gående over rådhuspladsen sammen med en veninde – jeg tror ikke hun genkendte mig. Jeg havde også trukket hætten godt ned over hovedet – det var rigtig koldt og jeg havde vist fået for lidt tøj på. Derfor var jeg nok ikke så nem at genkende.

Havde det ikke været så sent, så havde jeg stoppet dem og slæbt Malene med på Centralhjørnet. Malene har jo også mødt Harning før, så jeg tror det havde været superhyggeligt.  De unge damer var vist også i usædvanlig højt humør – de grinede i hvert fald hele vejen tværs over rådhuspladsen!

Da jeg kom hjem gik jeg direkte i seng. Jeg burde nok have lavet en kop varm the først, for jeg var blevet rigtig kold, da jeg stod og ventede på bussen. Jeg frøs rigtig meget da jeg kravlede ned under dynen og samtidig fyldte Lillebror så meget, at jeg ikke engang kunne få den ene skulder ned under dynen. Hmrrffffff…….

Sikken en FANTASTISK FREDAG!!! Sikke mange skønne og dejlige mennesker jeg var sammen med!!! TUSIND TAK til alle jer sammen for en rigtig dejlige dag!!!

Katte og mareridt

Lillebror!

Som mange ved, så sover jeg hver nat i arm med Lillebror. Det er så hyggeligt, når han ligger op af min mave mens han spinder…….og langsomt bliver hans åndedræt roligere og roligere, indtil han endelig falder i søvn. Så går der ikke længe, før han begynder at snorke en lille smule. Når jeg ser tv, så skiftes de til at ligge og sove på mine ben.

I går havde jeg lavet en kande the og satte mig i sofaen – jeg ville lige sidde ned og drikke en enkelt kop. Så sprang Storebror op og lagde sig op af mit ene ben. Jeg lagde armen om ham og så faldt han snart i søvn. Jeg havde kun planlagt at sidde der fem minutter – men jeg har svært ved at rejse mig, når misserne ligger og sover på den måde. Jeg vil jo ikke forstyre dem! Så sidder man der og mediterer lidt over livet, mens missen sover. Og det er sikkert meget sundt!

Storebror sov godt og trygt…. indtil han pludselig fløj en halv meter oppe i luften og slog en kolbøtte, hvorefter han faldt på gulvet med et brag. Han så meget forskrækket ud. Og jeg blev selvfølgelig lige så forskrækket som ham. Gad vide hvad han har drømt? Det har i hvert fald ikke været noget rart!

I går så jeg et program på DR2 om “Kattens vej fra rovdyr til kæledyr”. De fortalte blandt andet om hvordan man har fremavlet racekatte, så de i dag har mange alvorlige helbredsproblemer. Jeg synes det er meget synd og jeg er glad for at mine egne katte er sådan nogle rigtige blandingskatte. Jeg vil aldrig have en racekat. De fortalte også om hvordan man i dag avler genetisk modificerede katte – det er noget som jeg er EKSTREMT meget imod.

Jeg er så meget imod det, at programmet ligefrem inspirerede mine drømme i nat. Jeg fik simpelthen mareridt. Jeg havde en drøm som var fyldt med forkrøblede katte, der så helt vildt underlige ud. Jeg kan huske, at en af dem havde en sikkerhedsnål i øret. Næh, den slags kan jeg ikke lide.

For nogle dage siden flyttede jeg lidt rundt i soveværelset. Jeg var ikke tilfreds med indretningen; det var rigtig kedeligt og man havde en fornemmelse af, at alting stod helt forkert. Nu er det blevet meget bedre. Det er ikke perfekt, men det er alligevel blevet ret hyggeligt.

Der er kun ét problem: mit skrivebord står i soveværelset og før stod sengen meget tæt på. Når jeg sad ved computeren, så kom der nogen gange en lille pote som rørte forsigtigt ved min skulder. Det var selvfølgelig en af misserne som sad på sengekanten og ville sige hej. Og hvis jeg ikke reagerede efter et par forsøg, så begyndte han at gnide hovedet insisterende mod min skulder, mens han spandt og miavede for at få lidt opmærksomhed. Og så kunne han lige træde over på mit ene lår med forpoterne… Ofte lagde de sig på mine lår og så blev de da også nusset. Det er jo altid hyggeligt med sådan en lille pause. Nu står sengen ikke længere så tæt på skrivebordet, så det kan de ikke mere – og det kommer jeg til at savne.

Men jeg fik da lige taget nogle billede af Storebror med mit webcam.

Storebror får lige et stort kys midt på hovedet!

Mig og Storebror.

God jul

Det er sandelig ikke meget jeg får skrevet for tiden. Af en eller anden grund har jeg ikke rigtig lyst – og så virker det som om at jeg ikke en gang kan få to ord til at hænge sammen. Derfor vil jeg også gøre dette indlæg så kort som muligt og nøjes med at ønske jer alle samme god jul med Sinead O`Connor og Silent night.

Det er et nummer jeg er ret vild med af en lidt speciel grund; jeg kan egentlig godt lide julesange og salmer, men hvorfor skal de altid synges som om at det er en konkurrence om at komme først i mål? Ofte går det over stok og sten i et hæsblæsende tempo. Jeg synes de fleste julesange er meget smukkere, hvis de synges å langsomt som det overhovedet er muligt. Det er netop hvad Sinead O´Connor gør ved Silent night og derfor elsker jeg det.

GOD JUL

Børge Skråmestø – Tårer i champagnen

I starten havde jeg det lidt svært med denne bog. Den foregår i et miljø, hvor man har B&O-anlæg, Arne Jacobsen-møbler og man bruger eksklusive plejeprodukter fra Clinique – og så drikker man champagne fra morgen til aften. Det er sjældent, at de drikker andet end champagne. De drikker sig igennem et utal af mærker – de fleste har jeg aldrig hørt om. Bogen foregår i et miljø som jeg ikke bryder mig særlig meget om. Man drikker af bøhmiske champagnekrystalglas – det er mange år siden jeg smed mine rødvinsglas ud; helt almindelige vandglas er glimrende til rødvin. Og min ansigtscreme er faktisk en håndcreme fra Føtex som koster 20kr. I denne bog dyrker personerne nogle værdier, som er ret værdiløse for mig. Det skulle jeg lige sætte mig ud over, men så begyndte jeg faktisk at more mig. Jeg tror ikke, at der er mange bøsser som lever sådan – men jeg tror der er en hel del som gerne ville – jeg forstår det ikke!

Hvad handler bogen om? Tja – egentlig ikke ret meget. Den unge Morten er bøsse og journalist på “Dagsposten”, en tabloidavis som fortrinsvis skriver om de kendte. Han flytter ind i en ny lejlighed, hvor han møder de halvgamle bøsser Jean og Gunnar. Morten drømmer om den mystiske og sexede fotograf Andreas, som han arbejder sammen med på jobbet – samtidig har han sin egen private stalker, som han prøver at holde på afstand. Og så er der Mortens mor ude på landet, som ikke aner at hendes søn er bøsse – eller homse, som det hedder i Norge. Hun er en norsk parallel til den indremissionske Emmy Fomsgaard, der blev kendt i hele Danmark da hun skrev i et læserbrev, at ”….. Homosex er den ækleste form for hor.” Landsforeningen for bøsser og lesbiske meldte Emmy Fomsgaard til politiet for overtrædelse af rascismepragraffen, men hun blev frikendt efter en opsigtsvækkende retssag. Der er ingen tvivl om, at Mortens mor ville være enig med Emmy Fomsgaard. Derfor giver det en hel del komik, da avisen sender Morten ud på landet for at lave en artikel om hendes kontroversielle synspunkter…sammen med fotografen Andreas.

Bogen slutter med en hel håndfuld løse tråde. Hvad var det dog for noget rod med ham der Andreas? Og hvordan reagerede Mortens forældre, da de endelig opdagede at han var bøsse? Først syntes jeg, at alle disse uløste konflikter var et problem for bogen. Men jo mere jeg tænker over det, jo mere ændrer jeg menig. Der var masser af muligheder for at skrive en større bog, men det har forfatteren åbenbart ikke ønsket – heldigvis. Så var det jo blevet en helt anden bog! Og denne bog er faktisk helt fantastisk.

Den røde tråd i bogen er Mortens ønske om at finde en kæreste – og det lykkes. På den måde kan man godt sige at det er en ret simpel historie. Men bogens styrke ligger jo slet ikke i handlingen. Tværtimod. Bogens styrke ligger i miljøbeskrivelsen og alle de skæve personer. Det er en varm og meget morsom skildring af disse mennesker, deres verden og alle deres særheder. Hvis disse mennesker selv kunne læse bogen, så tror jeg de ville more sig over den og nyde beskrivelsen af dem selv. Bogen er hverken dybsindig eller kunstfærdig, og den foregiver ikke at være mere end den er. Det er en simpel og enkel historie om mennesker – det er lige sådan en bog jeg elsker at læse.

Børge Skråmestø skriver rigtig godt og bogen er utrolig morsom. Der venter mere end ét godt grin på de fleste sider. På et tidspunkt grinede jeg så meget, at jeg faldt ned af stolen! Jeg lå på gulvet og grinede højt, som havde jeg selv drukket flere flasker champagne. Jeg kunne slet ikke lægge bogen fra mig og blev færdig sent om natten. Selv om jeg var træt, ærgrede det mig da bogen var slut. Man kommer sgu til at holde af alle disse mærkelige mennesker – man har slet ikke lyst til at lukke bogen og lægge den fra sig igen. Når den slutter ville man ønske at der var mere og mere og mere…..

Bogen er på norsk. Jeg havde ingen problemer med sproget – undtagen i bogens højdepunkt, som er et lille digt skrevet på nynorsk. Det forstår jeg selvfølgelig ikke og derfor ved jeg stadig ikke hvordan Morten fik sin kæreste. Det er da lidt irriterende, men det ikke noget som ødelagde den gode oplevelse. Det er uden tvivl en af de bedste bøsseromaner jeg har læst i mange år.

Sikke en dag

Virginia Woolf

Jeg har længe overvejet om jeg skulle få den vaccination mod svine-influenza eller ej. Først syntes jeg at det var lige meget – der er jo ingen som vil savne mig, bare fordi jeg er syg et par dage. Der er sandsynligvis slet ingen der vil opdage det. Og derudover har jeg ikke haft influenza i 15 år. Svine-influenza er selvfølgelig en ny influenza – men alligevel.

Men så kom jeg i tanke om mine misser; hvem skal passe dem, hvis jeg bliver syg? Og hvem skal passe mig? Hvem skal sørge for varm suppe, the og alt det andet man har brug for? Samtidig er det jo også billigere for samfundet, at man får den vaccination end at man måske ender i en seng på hospitalet, som koster 1500kr i døgnet. Jeg ved godt, at det ikke er særlig alvorligt for de fleste mennesker, men der er jo nogen som bliver rigtig syge af det – jeg kender selv et par stykker. Er jeg bange for at blive syg? Næh, egentlig ikke – men jeg vil da hellere være fri!

Så var jeg godt nok ved at fortryde, da jeg kom i tanke om at jeg skulle stikkes – uha – jeg bryder mig ikke om det. Men jeg fik min vaccination i formiddags og jeg har det fint nok. Jeg er lidt træt, føler mig lidt utilpas og lidt tung i hovedet.

Da jeg kom hjem fra lægen satte jeg mig til at læse. Jeg læser Børge Skråmestø: “Tårer i champagnen” som jeg fik af Hege, da vi holdt blogtræf i på Bibendum i Januar. Jeg blev fornærmet allerede på side 11, hvor der står: “Madsen fingret med servietten. Den var påtrykt det apatiske ansiktsuttrykket til Virginia Woolf som følsomme mennesker som leser kvinneromaner liker.”

Jeg er jo en stor Virginia Woolf-aficionado! Jeg har 5 Virginia Woolf biografier og kender nok de fleste billeder af hende – hun ser aldeles ikke apatisk ud. Jeg synes at ord som drømmende, indadvendt, verdensfjern eller visionær ville være mere passende til at beskrive disse billeder. Dernæst synes jeg overhovedet ikke at man kan definere Virginia Woolfs bøger som kvinderomaner. Tværtimod!

Bortset fra disse detaljer er “Tårer i champagnen” indtil videre en meget let og morsom bog. Det er god underholdning – lige sådan en bog jeg trængte til at læse i dag. Når jeg er færdig med den, venter Boris Vian: Dagens skum. Jeg er ret vild med Boris Vian og har læst flere af hans bøger en hel del gange. Men det er efterhånden nogle år siden jeg har læst “Dagens skum” og nu er det på tide at genlæse den.

Sund og god frokost: Pitabrød med hummus og blandet salat.

Da jeg havde læst et par timer skulle jeg have frokost og jeg zappede lidt rundt på fjernsynet mens jeg spiste. Ved et tilfælde kom jeg forbi TV2 News, hvor de fortalte at valget var i fuld gang….. VALGET??? Jamen – VALGET??? Var det ikke i morgen? Hvor er det bare typisk mig! Jeg var helt sikker på at det var tirsdag.

Nåh, så måtte jeg jo finde valgkortet frem og tage jakken på. Men jeg kunne stadig ikke forstå at vi skulle stemme i dag – så tændte jeg igen fjernsynet og slog op på tekst-tv. Jamen – for pokker! Det er jo tirsdag i dag! Århhhhhhhhhhh – hvor er det bare typisk mig. Men heldigvis fik jeg stemt – det var godt, at jeg ikke opdagede det et par timer senere.

På hjemvejen handlede jeg ind i Irma. De har fået det lækreste marcipanbrød som er uden æg. Jeg er rigtig vild med det. Men det får mig til at undre mig over, hvorfor alle andre firmaer putter æggehvide i deres marcipanbrød? På den måde undrer jeg mig over mange af de produkter som man traditionelt putter animalske ingredienser i. Hvorfor? Det er lige som med mine muffins – de er virkelig lækre. Jamen, hvorfor putter alle andre så æg i deres muffins? Jeg forstår det ikke. Det er jo ikke nødvendigt og de bliver slet ikke bedre. Så er det nok bare fordi, at de gerne vil have noget mere kolesterol. Det er i hvert fald DEN ENESTE grund jeg kan forestille mig.

Vegansk marcipanbrød

Efter endnu et blogtræf

Blogtræf på Den franske cafe

I går var jeg til blogtræf med Madame, Lotte, Lavendel, Kisser, Ellen, Kari, Bente, Donald, Sussi og Uffe på “Den franske cafe“. Udenfor styrtede regnen ned over søerne, mens vi sad og hyggede os inde i varmen; det var en rigtig hyggelig dag og der blev snakket så jeg næsten var helt ør i hovedet. Det er utrolig så mange emner vi kan nå at vende på så kort tid. Man når aldrig at få talt med alle, men det er slet ikke noget problem: næste gang kommer man jo til at sidde ved siden af nogle andre mennesker og så får man snakket med dem.

Senere fulgtes jeg med Kari til Østerport station. Kari tog hjem og jeg tog toget ind til byen, hvor jeg lige smuttede forbi et af byens berygtede værtshuse og hilste på nogen jeg kender. Klokken 22 var jeg hjemme igen. Så bagte jeg en omgang blåbærmuffins, lavede en kande the og smed mig på sofaen. Jeg ville egentlig have læst et par timer inden sengetid, men jeg var vist for træt efter blogtræffet. I stedet blev det til et par hyggelige timer foran fjernsynet, sammen med misserne. Når jeg ser fjernsyn, så har jeg som regel den ene af misserne i armene.

Det var den bedste lørdag – jeg kan slet ikke forestille mig, at den på nogen måde kunne have været bedre. Jeg var både glad og træt da jeg gik i seng.

Storebror og Lillebror; aka mis 1 og mis 2.

Bøger, bøger, bøger

Den japanske forfatter Haruki Murakami

Jeg får ikke blogget så meget for tiden – til gengæld får jeg læst en del bøger. Og jeg nyder det! I går blev jeg færdig med “Trækopfuglens krønike” af Haruki Murakami og den var rigtig god. Jeg forstod aldrig hvorfor den magiske realisme fra sydamerika blev så populær i 80´erne og 90´erne – jeg synes det var dødhamrende kedeligt. Gabriel Garcia Marquez er absolut IKKE på min hitliste. Til gengæld er jeg meget vild med Murakamis magi. På en eller anden måde giver den mening for mig og jeg kan slet ikke få nok af det.

I dag er jeg begyndt på “De ydmygede og de sårede” af Dostojevskij. Den er selvfølgelig helt vildt spændende, som alle Dostojevskijs bøger…. og derfor har jeg ikke tid til at skrive mere.