I går modtog bratschist Asbjørn Nørgaard og pianist Emil Gryesten hver 250.000 kr fra Aennchen og Eigil Harbys Fond. De modtager de mange penge i form af rejselegater, som de kan bruge til videreuddannelse og studier i udlandet. Men der var selvfølgelig også masser af musik på programmet og de to legatmodtagere fik masser af mulighed for at demonstrere deres talenter.

Koncerten begyndte med Mozarts Ouverture til La Clemenza di Tito spillet af det store kammerorkester, som bestod af studerende fra både Det Jyske Musikkonservatorium og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. Det var kraftfuldt – men også en lille smule tungt. Mozarts ouverture havde ikke så meget energi, tempo og elegance som man godt kunne have ønsket. 

Så optrådte Asbjørn Nørgaard som solist i værker af Telemann og Carl Maria von Weber. Derefter var der prisoverrækkelse og pause.

Carl Maria von Weber(1786-1826)

Carl Maria von Weber(1786-1826)

Efter pausen spillede Emil Gryesten som solist i Mozarts Klaverkoncert nr. 24 – jeg kan forestille mig, at man har valgt dette værk, fordi der allerede i første sats kommer et temmelig langt solostykke, hvor pianisten får lov til at folde sig ud og vise hvad han kan – Emil Gryesten spillede flot og virtuost. Alligevel synes jeg ikke, at det var helt optimalt. Helhedsindtrykket var hverken gribende eller vedkommende – hvis jeg skal være helt ærlig, så synes jeg, at det var lige på grænsen til det kedelige. Hvad var problemet? Hvis jeg skal tillade mig et forsigtigt gæt, så tror jeg det var orkestret, som var problemet. For det første er de unge musikere studerende og der er stadig meget de skal lære. For det andet var orkestret sammensat af studerende for to forskellige musikkonservatorier – de er formodentlig ikke vant til at spille sammen og hvem ved, hvor mange gange de har haft mulighed for at øve …. Men man skal huske, at en anmeldelse er altid et udtryk for en subjektiv mening. Jeg synes ikke dette var specielt vellykket, men jeg bliver rigtig glad, hvis der er andre som har den modsatte holdning. 

Bratschist Asbjørn Nørgaard.

Bratschist Asbjørn Nørgaard.

Koncerten sluttede med et ekstranummer, hvor Emil Gryesten virkelig brillerede – her spillede han solo, hvilket bestyrker mig i min mistanke om at orkestret var aftenens problem. Emil Gryesten fortalte ikke hvad det var for et nummer, men det er okay, for jeg elsker den der leg som hedder “gæt en komponist”. Jeg gættede på Debussy, men det var desværre forkert. Det var en russisk komponist, som jeg aldrig før har hørt om og så er det selvfølgelig svært at gætte rigtigt. Det vigtigste er også, at Emil Gryesten brugte dette lille ekstranummer til at vise, hvorfor han havde fået et legat på 250.000 kr. Han spillede skarpt og helt formidabelt. Det var 5-6 minutter fyldt med en berusende dynamik, tempo og masser af energi. Teknisk set var det utrolig flot spillet, men der var også masser af følsomhed i Emil Gryestens opførelse, som gav værket både dybde og stor intensitet. 

Men aftenens højdepunkt var alligevel Asbjørn Nørgaard, som primært er kendt fra Den Danske Strygekvartet. Han spillede – som altid! – med masser af virtuositet, energi, selvtillid og harmoni. Der var ikke den mindste smule usikkerhed …. allerede i det første værk, som var Telemanns “Koncert for bratsch og orkester”, formåede Asbjørn Nørgaard at løfte musikken op på et helt andet niveau. Orkestret livede op, musikken fløj af sted og bratschen løb let og legende over de bruserende bølger af skønt musik, som skyllede ud over publikum. Særlig i fjerde sats var der nogle flotte og fyrige kadencer, som blev leveret med masser af energi og virtuositet.

Det samme gjaldt i Carl Maria von Webers “Andante og rondo ungarese for bratsch og orkester” – første del er mørk og forførende. Anden del er en festlig og fejende flot rondo, som var en passende optakt til den efterfølgende prisoverrækkelse.

4 stjerner

Det store kammerorkester bestod af studerende fra både Det Jyske Musikkonservatorium og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Det store kammerorkester bestod af studerende fra både Det Jyske Musikkonservatorium og Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

For et par dage siden sad jeg og tænkte på, at der kun er nogle få koncerter tilbage i Tivolis Koncertsal – så slutter sommersæsonen. Bliver jeg så en lille smule trist? Eller måske en smule vemodig? Absolut ikke! Det betyder jo bare, at vintersæsonen venter lige rundt om hjørnet. Det betyder også, at der kun er 6-7 måneder  før Tivolis Koncertsal offentliggør programmet for næste års sæson. Der er masser af spændende koncerter og andre arrangementer at glæde sig til!

Konservatoriets Koncertsal på Julius Thomsens Gade 1 på Frederiksberg.

Konservatoriets Koncertsal på Julius Thomsens Gade 1 på Frederiksberg.

I den anledning gik jeg ind på Copenhagen Phils hjemmeside for at se, hvornår jeg skal til koncert med dem igen. Jeg blev rigtig forbavset, da jeg kom ind på deres hjemmeside og så deres program – det ser jo helt vildt spændende ud. Det er måske deres mest spændende program i flere år. Men det som forbavsede mig allermest var, at jeg er 100% sikker på, at jeg ikke har set programmet før … og det forstår jeg slet ikke. Jeg er jo helt ekstatisk hvert forår, når alle koncertsalene offentliggør deres programmer for næste sæson. Det føles fuldstændig som at åbne julegaver, hver eneste gang jeg åbner et nyt program. Derfor kan jeg slet ikke forstå, at jeg har glemt at tjekke programmet fra Copenhagen Phil. Men det må alligevel være rigtigt, for jeg har jo heller ikke skrevet om det, som jeg ellers har gjort de seneste par år.

Jeg anbefaler:

Det er efterhånden ved at være fast tradition her på bloggen, at jeg anbefaler de fem koncerter, som jeg selv glæder mig allermest til. Men det er en helt umulig opgave i denne sæson, hvor der er så mange lækre og spændende koncerter at vælge imellem. Og man må ikke snyde – men så er man bare nødt til at være kreativ i stedet for. ;-)

D. 23. oktober i Konservatoriets Koncertsal – Santtu-Matias Rouvali er dirigent og han er altid en oplevelse. Jeg er stor fan af Rouvali. Copenhagen Phil spiller to værker af Stravinskij. De spiller Petrusjka, som jeg ikke kender. Men først spiller de “Historien om en soldat”, som jeg er ret vild med, men kun har hørt på CD.

D. 31. oktober i Konservatoriet Koncertsal – aftenens solist er Alice Sara Ott, som jeg tidligere har hørt i Tivolis Koncertsal. Det var en rigtig god oplevelse og derfor glæder jeg mig til at høre hende igen. Derudover består programmet af tre værker af Bartók og jeg er ekstremt vild med Bartók. Hans musik spilles alt for sjældent, så det er i hvert fald en koncert som jeg IKKE vil gå glip af.

Den danske tenor Peter Lodahl er solist i opførelsen af Donizettis requiem.

Den danske tenor Peter Lodahl er solist i opførelsen af Donizettis requiem.

D. 27. marts 2015 i Københavns Domkirke – Copenhagen Phil opfører Donizettis requiem i samarbejde med Københavns drengekor og en række solister, blandt andre den danske tenor Peter Lodahl. Akustikken er en stor udfordring i Københavns Domkirke og den har desværre ødelagt et par koncerter for mig – jeg kom meget sent og satte mig oppe i galleriet bag nogle tykke søjler. Deroppe hører man saftsusme ikke særlig godt. Til gengæld har man et perfekt overblik og man opdager straks, hvorfor der er så mange mennesker som har problemer med at finde en plads – på de fleste bænke var der plads til mindst to, tre eller fire personer mere. Men dem der var kommet først sad og bredte sig, som om de ville undgå, at andre skulle sætte sig ved siden af dem – og det virkede! 

Jeg vil bestemt ikke gå glip af Donizettis requiem. Hvem ved hvornår man får chancen igen? Men jeg skal nok sørge for at komme i god tid, så jeg får en god plads på gulvet!

Foyeren i Konservatoriets Koncertsal.

Foyeren i Konservatoriets Koncertsal.

D. 10 april i Konservatoriets Koncertsal – det bliver en aften med forårsmusik. Først spiller de “Fynsk forår” af Carl Nielsen. Bagefter fortsætter programmet med Carmina Burana, som også handler om forår …. og kærlighed og sex og druk og hasardspil. Det er et helt fantastisk værk, som jeg efterhånden har hørt en del gange. Men jeg tror godt, at jeg kan klare en gang mere!

D. 23. april 2015 i Konservatoriets Koncertsal – endnu en gang er det Santtu-Matias Rouvali på dirigentpodiet. Programmet består af Ligetis violinkoncert, samt “Slaviske danse” af Dvorak og “Danse fra Galanta” af Kodaly – særligt det sidste værk er jeg helt vild med. Kombinationen af disse tre værker og den unge, sprudlende Rouvali – jeg er temmelig sikker på, at det bliver en rigtig festlig aften i koncertsalen.

NB: mange af disse koncerter kan man også opleve i andre spillesteder på Sjælland. Tjek selv programmet for nærmere oplysning.

Jeg anbefaler også:

Gunvor Sihm der debuterer som solist d. 3. oktober.

Gunvor Sihm, der debuterer som solist d. 3. oktober.

Men der sker jo meget mere; allerede d. 3. oktober(tryk her for info) debuterer Gunvor Sihm som solist. Gunvor Sihm har spillet sammen med Copenhagen Phil nogle år. Derudover spiller hun også i “The Nightingale String Quartet“, som har fået stor succes og mange roser for deres indspilning af Rued Langgards musik. Til debutkoncerten spiller Gunvor Sihm først sammen med “The Nightingale String Quartet” og derefter sammen med hele Copenhagen Phil. Jeg tror, at det bliver en rigtig spændende aften …. og så er der oven i købet gratis adgang! 

I januar måned er der Schumann festival, som strækker sig over fire aftener – det er en begivenhed, som jeg glæder mig utrolig meget til. Jeg kender ikke særlig meget til Schumann og jeg har heller ikke særlig meget af hans musik på CD. Egentlig synes jeg nok, at Schumann er lidt kedelig …. men jeg tror det er fordi jeg ikke kender ham særlig godt. Lige præcis dérfor glæder jeg mig rigtig meget til denne Schumann-festival – jeg håber, at jeg kommer til at kende Schumann og forstå ham meget bedre!

Endelig er der også de fantastiske ½12 koncerter – i den forgangne sæson nåede jeg kun én af disse koncerter og det er jeg rigtig ked af. Hvis man er til masser af skøn kammermusik, sjove anekdoter om musik, musikere og komponister, samt masser af latter, så bør man absolut komme til disse koncerter. Det er som sædvanlig 11,30, men koncerterne flytter til koncertstedet Metronomen, som man finder på Godthåbsvej 33 på Frederiksberg.

Og så er der alle de andre:

Konservatoriet Koncertsal.

Konservatoriet Koncertsal.

Det er virkelig et helt fantastisk program og jeg tror, at jeg kommer til at tilbringe temmelig mange timer i selskab med Copenhagen Phil i løbet af de næste 6-7 måneder. Men det giver mig også et lille luksusproblem, for hvad med alle de andre? Det er efterhånden et par år siden, at jeg har været til koncert med DR Symfoniorkestret og det vil jeg gerne lave om på. Og så er der de mange kammermusikforeninger, som også arrangerer en masse spændende koncerter. Særligt “Hellerup kammermusikforening“, “Hørsholm musikforening” og “Kammermusikforeningen af 1911” har nogle rigtig gode oplevelser på plakaten for den kommende sæson.

Sidst – men ikke mindst – så er der jo også Operaen, hvor jeg heller ikke har været i flere år. Deres billetter er efterhånden blevet så dyre, at en tur i Operaen er en luksus som jeg har lidt svært ved at få råd til. Heldigvis er der så mange andre muligheder, så jeg føler mig bestemt ikke kulturelt understimuleret. I den kommende sæson er der bare et par forestillinger som jeg virkelig gerne vil se. Så må tiden vise om det lykkes! 

Jeg kan jo godt forudse, at lige præcis TIDEN bliver det største problem. Copenhagen Phil giver så mange spændende koncerter i den kommende sæson, at det bliver lidt svært at få tid til alle de andre.

Konservatoriets koncertsal - Copenhagen Phil sammen med studerende fra konservatoriet.

Konservatoriets koncertsal – Copenhagen Phil sammen med studerende fra musikkonservatoriet.

Torsdag aften greb Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht selv dirigentstokken og førte publikum en tur ned af Memory Lane. Det var en aften hvor H.C. Lumbye og Strauss var de altdominerende komponister og værkerne havde titler som “Hilsen til Tivolis abonnenter”, “Florentinermarsch”, “Kjøbenhavns Jernbane-dampgalop”, “Rutschebanegalop” og “Pjerrots bluse” …. når man ser den sidste titel, så tænker man, at det må simpelthen være løgn, men den er skam god nok.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht fremkaldte masser af latter med sine sjove anekdoter.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht fremkaldte masser af latter med sine sjove anekdoter.

Henrik Engelbrecht ledsagede alle musiknumrene med små anekdoter og sjove historier. Han fortalte fx om folks angst og bekymring i forbindelse med åbningen af Danmarks første jernbane, som gik fra København til Roskilde – man var simpelthen bange for, at den menneskelige organisme ikke ville overleve at bevæge sig med den flyvende fart af 40 km i timen. Henrik Engelbrechts gode humør og hans joviale humor fremkaldte den ene latterbølge efter den anden – dertil var der en overdådighed af fejende og forførende valse, galopper og polkaer. Sjældent har jeg oplevet sådan en fantastisk fest i Tivolis koncertsal.

Christian Schmiedescamp forklædt som toreadoren Escamillo.

Christian Schmiedescamp forklædt som toreadoren Escamillo.

Tivoli blev grundlagt af Georg Carstensen  og åbnede i 1843. H.C.Lumbye var den første chef for Tivolis Symfoniorkester – i de første mange år var det ikke almindeligt, at der optrådte sangere sammen med Tivolis Symfoniorkester. Men publikum ønskede alligevel at høre tidens hits – det gælder fx musikken fra Bizets opera Carmen, som blev uropført i Paris i 1875. Når man ikke lige kunne få fat i en sanger, så skiftedes musikerne til at optræde som solist. Det blev illustreret af basunist Christian Schmiedescamp, der spillede Escamillos Toreador-arie – passende klædt i spansk tyrefægterdragt med masser af kniplinger og blodrød kappe. Sådan har vi aldrig set ham før og det fremkaldte en sprudlende munterhed i salen, da han trådte ind på scenen.

Dette er selvfølgelig et billede af Tuva Semmingsen - men jeg synes også det er et godt billede af Jon Gjesme, som er violinist og koncertmester i Tivolis Symfoniorkester. Man kan tydeligt se, at musikerne morede sig lige så meget som publikum!

Dette er selvfølgelig et billede af Tuva Semmingsen – men jeg synes også det er et godt billede af Jon Gjesme, som er violinist og koncertmester i Tivolis Symfoniorkester. Man kan tydeligt se, at musikerne morede sig lige så meget som publikum!

Når der så endelig kom sangere for at optræde i Tivoli, så blev de modtaget som moderne superstjerner. Det blev illustreret af Tuva Semmingsen, der kom for at synge en arie fra Rossinis opera “Barberen i Sevilla”. Tuva Semmingsen kom sejlende og svansende ind på scenen, mens hun vendte og drejede sig, så publikum kunne beundre hende både forfra og bagfra …. og publikum skreg af grin! Jeg tror hun overraskede alle med sit talent for at spille diva. Måske har hun ligefrem gået og gemt på en diva, som bare ventede på en chance for at springe ud…..

Koncertens officielle program sluttede med “Plappermäulchen” – en polka af Josef Strauss. Men det betød bestemt ikke, at aftenen var slut – næh nej. Det betød bare, at det var blevet tid til at afsløre koncertens højdepunkt, for dem som ikke allerede var informeret – Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht fyldte 50 år.

Dagens fødselar!

Bare man har charme, selvtillid og lækkert hår, så er det ingen sag at fylde 50 – og dagens fødselsar mangler ingen af delene!

Henrik Engelbrecht må være den bedste og den mest engagerede musikchef, som Tivolis koncertsal har haft i rigtig mange år. Hans vigtigste opgave er selvfølgelig at engagere de mange musikere til koncertsalens mange arrangementer. Men derudover deltager han også selv aktivt, når han ved flere lejligheder optræder som konferencier og guider publikum gennem operaforestillinger og andre begivenheder. Derudover kan man ofte møde ham i pauserne, hvor han slentrer rundt mellem publikum – han viser på utallige måder, at han er en både aktiv og nærværende musikchef. Til en almindelig, gennemsnitlig aften i Tivolis koncertsal vil jeg gætte på, at cirka 75-80% af pladserne på gulvet er besat. Så er der selvfølgelig lukket til balkonen. Torsdag aften kom der så mange gæster, at der kun var ledige pladser i det øverste venstre hjørne på balkonen. Jeg har ikke set så mange mennesker i Tivolis koncertsal siden Lawrence Brownlee optrådte med Bizets Perlefiskerne og det er tre år siden. Det var jeg slet ikke forberedt på, da jeg ankom 10 minutter før koncerten – havde jeg været forberedt på alle de mennesker, så var jeg sandelig kommet noget før.

Mange var sandsynligvis kommet på grund af programmet – men jeg er temmelig sikker på, at mange også var kommet for at ønske musikchefen tillykke med den runde fødselsdag. Der er slet ingen tvivl om, at han er en meget populær musikchef.

Tuva Semmingsen springer ud som ægte diva!

Tuva Semmingsen springer ud som ægte diva!

Først fik fødselaren en lille fødselsdagsgave. Derefter var der fødselsdagssang fra et stående publikum og Tuva Semmingsen fungerede som forsanger. Så sang Tuva Semmingsen “Somewhere over the rainbow” – normalt bryder jeg mig absolut IKKE om operasangere som synger den slags. Ikke fordi at det er mindre fint eller noget i den retning. Men mange operasangere bruger også deres operastemme(hvis man kan udtrykke det på den måde), når de synger alt muligt andet og jeg synes det lyder ganske forfærdeligt. Det gjorde Tuva Semmingsen ikke – hun droppede operastemmen og sang “Somewhere over the Rainbow” så gribende og hjerteskærende, at man fik en hel klump i halsen – jeg kender kun Tuva Semmingsen fra operaen, men efter denne oplevelse, så har jeg en skummel anelse om, at hun måske er en af Danmarks allerbedste sangerinder uanset genre.

Koncerten sluttede med en version af Lumbyes Champagnegallop, som jeg aldrig har oplevet før. Normalt har man en snor i champagneproppen, så man har lidt styr på den. Men den snor havde man fjernet i dagens anledning. Og ikke nok med det, men musikeren sigtede direkte på dirigenten, så han skiftevis måtte springe til den ene og den anden side for ikke at blive ramt …. i stedet fløj proppen langt ud i salen og landede blandt publikum. Det var en særdeles munter og festlig afslutning på en temmelig usædvanlig koncert.

5 stjerner

Det er tre år siden, at jeg sidst har oplevet så mange mennesker i Tivolis koncertsal.

Det er tre år siden, at jeg sidst har oplevet så mange mennesker i Tivolis koncertsal.

Onsdag aften gav Trio Vitruvi koncert i Tivoli og der var temmelig mange mennesker i den gamle koncertsal. Jeg møder nogen gange folk som påstår, at publikum ikke gider at høre kammermusik. Det har jeg lidt svært ved at forstå og jeg tror faktisk ikke det passer. Absolut ikke!

Trio Vitruvi begyndte med at spille en klavertrio af Haydn; af en eller anden uforklarlig grund, så synes jeg, at Haydns smukke musik passer utrolig godt til det rå og blæsende sensommervejr, som vi har for tiden. Lige fra de allerførste toner kunne jeg mærke, hvordan musikken fyldte hele min krop med et blidt velvære. Det var smukt og opløftende!

Tivolis koncertsal

Tivolis koncertsal

Hvert år trykker Tivoli Festivallen et stort og veludstyret program som dækker (næsten) alle sæsonens koncerter. I følge dette program lød programmet på Haydn, Sjostakovitj og Brahms – i dén rækkefølge. Ved indgangen fik vi udleveret et revideret program, hvor rækkefølgen var ændret til Haydn, Brahms og Sjostakovitj. Men Trio Vitruvi spillede Haydn, Sjostakovitj og sluttede med Brahms … sikken noget rod! Og det er faktisk IKKE lige meget. Når man lytter til et eller andet – det gælder både musik og meget andet – så har konteksten eller forståelsesrammen stor indflydelse på oplevelsen. Jeg kendte ikke disse værker på forhånd … under første sats sad jeg og tænkte: det var da pokkers – jeg anede ikke, at Brahms kunne være så moderne og så avantgarde. Under anden sats blev jeg mistænksom og følte, at der var noget galt … og da vi nåede til tredje sats tænkte jeg, at det passer saftsusme ikke. Det der er i hvert fald IKKE Brahms – det er Sjostakovitj! Det ødelagde en stor del af oplevelsen for mig. Havde jeg fra starten vidst, at det var Sjostakovitj, så havde jeg lyttet ud fra nogle andre præmisser og nydt musikken på en helt anden måde. Øv!

Et skønt billede af en meget ung Sjostakovitj med kat og Harry Potter-briller!

Et skønt billede af en meget ung Sjostakovitj med kat og Harry Potter-briller!

Sjostakovitjs 2. klavertrio begynder med høje og skarpe og helt sølvklare cellotoner, som bliver trukket ud i det uendelige. Det bliver til en nærmest helt æterisk magi. Dernæst falder violinen ind og forstærker denne stemning. Det gik lige direkte i hjertet! Men lidt efter lidt stiger tempoet og intensiteten. Tredje sats spilles i et forrygende tempo, hvor man ikke kan lade være med at sidde og beundre musikernes præstation. I fjerde sats folder musikken sig ud i et stærkt og særdeles festligt tempo – jeg kunne næsten ikke sidde stille, mens de spillede. Jeg vil gætte på, at denne sats er inspireret af den jødiske musiktradition, som hedder klezmer – det er oprindeligt en betegnelse for dansemusik, som man brugte og stadig bruger til jødiske bryllupper.

Jeg er ekstremt vild med Sjostakovitj, men har aldrig hørt dette værk før. Jeg sad med øjne så store som the-kopper og lyttede med verdens største smil på ansigtet – fuldstændig fortryllet og hypnotiseret. Jeg har fundet en video på Youtube, hvor man kan høre hele værket. Videoen er ret flot, men musikerne spiller bestemt ikke lige så flot og fænomenalt som Trio Vitruvi(tryk her).

Johannes Brahms

Johannes Brahms

Efter pausen spillede de klavertrio nr. 1 af Johannes Brahms. Der er masser af kvaliteter i Brahms musik. Jeg hører ofte Brahms – også hjemme hos mig selv. Men når det kommer lige efter Sjostakovitj, så virker Brahms en kende tam og småborgerlig. Men det er smukt. I første sats blev jeg virkelig grebet af den smukke, sprøde cello. Tredje sats er en vuggende scherzo – det føles næsten som at ligge i bunden af en båd og kigge op i skyerne, mens en stille flod vugger båden op og ned med blide og rytmiske bevægelser. Det er dejligt afslappende og føles næsten som at få en omgang mental massage. Jeg er sikker på, at Brahms er sund for sjælen!

Trio Vitruvi spillede en enkelt sats fra Schuberts trio i s-dur, som ekstranummer. Det var endnu et værk som blev spillet med masser af saft og kraft, og sådan sluttede aftenen med, at jeg endnu en gang sad med et stort lyksaligt smil.

Jeg har været lidt i tvivl om, hvor mange stjerner jeg skulle give denne koncert. Rodet med rækkefølgen trækker altså ned, fordi det ødelægger noget af oplevelsen – så jeg er lige ved at lande på fire stjerner. Men så er der Sjostakovitj – det var et fænomenalt værk og det blev spillet fuldstændig suverænt af Trio Vitruvi, som består af Alexander McKenzie på klaver, Jacob La Cour på cello og Niklas Walentin på violin. Der burde virkelig være seks stjerner til komponisten + seks stjerner til musikerne, som spillede helt suverænt. Det giver tolv stjerner i alt og så mange kan man slet ikke dele ud. Man kan selvfølgelig heller ikke bedømme en hel koncert ud fra et enkelt værk – det ville ikke være fair. Derfor bliver det til fem stjerner!

5 stjerner

Trio Vitruvi

I følge programmet skulle Nordic Piano Quartet begynde med en strygekvartet af Haydn, den såkaldte Fuglekvartet. Men det var skiftet ud med Forårskvartetten af Mozart. Det har man selvfølgelig lov til at gøre. Jeg blev dog en smule skuffet, for jeg er nemlig i Haydn-humør for tiden.

De fire smukke, unge mennesker spillede med tempo og masser af energi. Det var friskt, ungt og sexet. Når man oplever, at klassisk musik bliver spillet på den måde, så kan man altså ikke beskylde klassisk musik for at være gammeldags, kedeligt eller støvet – tværtimod. Det var både smukt, elegant, iørefaldende og gribende. Jeg så kun én der sov. Det var en ældre herre – jeg er sikker på, at han bare var blevet træt og det kan jo ske.

Nordic Piano Quartet består af Heidrun Petersen, Mads Haugsted Hansen, Daniel Eklund og Live Johansson. Mozart fungerede som en slags opvarmning. Efter kvartetten af Mozart var publikum varmet op og klar til hovedretten, som var en fantastisk klaverkvintet af Sjostakovitj – i den anledning fik kvartetten selskab af Marie-Luise Bodendorff på klaver og i denne konstellation kalder de sig for Nordic Piano Quintet. 

Sjostakovitjs klaverkvintet er indspillet sammen med hans to klaverkoncerter, af London Philharmonic Orchestra og Martin Helmchen som gav koncert i Tivoli sidste år.

Sjostakovitjs klaverkvintet er indspillet, sammen med hans to klaverkoncerter, af London Philharmonic Orchestra og Martin Helmchen som gav koncert i Tivoli sidste år.

Jeg er vild med Sjostakovitjs klaverquintet – det er et af mine yndlingsværker. Efter nogle få takter på klaveret, sætter strygerne ind med en brusende og smægtende melankoli. Derefter følger en duet mellem klaver og bratsch – Daniel Eklund og Marie-Luise Bodendorff spillede så smukt, at jeg blev helt ekstatisk. Det er et meget dramatisk værk, som svinger mellem to modpoler; på den ene side er der en dyb og smertefuld melankoli; på den anden side er der en manisk og desperat ekstase. Det kommer tydeligst frem i den tredje sats, der nærmest er som et stormende raseri eller et musikalsk vanvid. Det var en helt suveræn præstation af alle de fem musikere og jeg var helt beruset bagefter.

Efter pausen sluttede aftenen med en klaverkvintet af Johannes Brahms. Jeg bliver ikke lige så grebet af Brahms, som jeg gør af de to andre. Hans musik er ikke lige så smukt og elegant som Mozarts. Det er heller ikke lige så dramatisk som Sjostakovitjs. Hvordan skal man så beskrive Brahms musik? Jeg tror det er mere subtilt. Det kræver mere opmærksomhed af publikum. Musikkens kompleksitet medfører, at den først rigtig folder sig ud, når man lærer den at kende og har hørt den flere gange – måske mange flere gange.

Nordic Piano Quintet spillede Brahms klaverkvintet med masser af energi – der var masser af højdepunkter og gang på gang blev man grebet af et iørefaldende tema eller en stærk stemning. Alligevel så var det Sjostakovitj som var aftenens bedste oplevelse. Jeg nød hvert eneste minut og ville faktisk gerne have hørt det hele en gang mere ….

5 stjerner

Nordic Piano Quintet i Tivolis koncertsal tirsdag d. 19. august 2014.

Nordic Piano Quintet i Tivolis koncertsal tirsdag d. 19. august 2014.

Årets største begivenhed i Tivolis koncertsal var en koncertopførelse af Bellinis belcantoopera Puritanerne, og man havde sat alle sejl til for at gøre forestillingen til en succes. Der var optakt allerede onsdag aften, hvor Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht holdt foredrag i koncertsalen og fortalte alt hvad man kunne ønske sig at vide på forhånd.

Introduktion med Henrik Engelbrecht

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Henrik Engelbrecht begyndte med en meget underholdende introduktion til operaens verden i første halvdel af 1800-tallet. Selv om operaen som genre er et par hundrede år ældre, så var det første i begyndelsen af 1800-tallet, at operahusene begyndte at tjene penge – og det var ikke på deres operaopsætninger. I stedet begyndte man at drive kasino i sale og sideværelser – så kom der endelig lidt penge i de slunkne pengekasser. Operahusene var sådan en slags underholdningsmekkaer, hvor det var helt normalt, at man tog sine egne tjenere med og spiste middag i sin loge under forestillingen. Samtidig drev de prostituerede rundt i gangene og tilbød deres tjenester. Men det skal ikke lyde som om, at operaen kun var et sted, hvor man fik tilfredsstillet de mest simple lyster – det var også her man kom for at møde hinanden og finde passende ægteskabsmuligheder til sine børn, og det voksende borgerskab benyttede også lejligheden til at drøfte forretninger.

Henrik Engelbrecht er en formidabel fortæller – da han fortalte om, hvordan man tog sit køkkenaffald med i operaen, for at kaste det efter sangerne eller i hovedet på dem der stod nede i parkettet, da grinede jeg så meget, at tårerne trillede ned af kinderne og jeg fik ondt i maven … Jeg er efterhånden temmelig øvet i at grine uden at forstyrre andre, så jeg tror ikke der var nogen som bemærkede det. Og heldigvis sad der er en dame lige bag mig, som grinede endnu mere end mig!

Dernæst fortalte Henrik Engelbrecht, hvordan et operahus fungerede den gang – han fortalte blandt andet, at Rossini skrev “Barberen i Sevilla” på blot 24 dage. I dag regner man med, at der går cirka 5 år fra man bestiller en ny opera til man er klar til uropførelsen. Men han redegjorde også for, hvorfor der var sådan en stor forskel og bagefter var der med garanti ingen af de tilstedeværende som ønskede at vende tilbage til datidens kunstneriske standard – eller mangel på samme!

Handlingen i Puritanerne

Det sidste punkt på dagsordenen var selvfølgelig handlingen. Selv om Henrik Engelbrecht er en mester til at præsentere de mest forvirrende, umulige, meningsløse og – til tider – utroværdige operahandlinger på en underholdende og pædagogisk måde, så var Puritanerne alligevel en udfordring. Nede i salen var det tydeligt at mærke, at der bredte sig en mærkelig mat forvirring blandt gæsterne; en af musikchefens forcer er, at han aldrig forsøger at benægte eller bortforklare disse handlingsproblemer – tværtimod: han er helt suveræn til at præsentere de mange ulogiske sammenhænge på en meget underholdende og humoristisk måde. Men denne gang havde han vist givet sig selv en opgave, der var næsten umulig: handlingen i Puritanerne er så utroværdig og usammenhængende, at den er næsten umulig at præsentere på en overskuelig måde.

Vincenzo Bellini - født i byen Catania på Sicilien i 1801 og død 1835.

Vincenzo Bellini – født i byen Catania på Sicilien i 1801 og død 1835.

Operaen foregår under den engelske borgerkrig; Karl d. 1 har forsøgt at regere som enevældig konge uden om parlamentet, hvilket har ført til åben krig mellem royalisterne på den ene side og Oliver Cromwell og hans hær af puritanere på den anden. Karl d. 1 bliver dømt for højforræderi og henrettet i 1649. Da Bellinis opera begynder er enkedronningen Henrietta på flugt fra puritanerne og den sikre død under bødlens økse.

Operaen foregår på en fæstning nær Plymouth, hvor Lord Gualtiero Valton er kommandant – han og hans soldater kæmper på Oliver Cromwell og puritanernes side.

Lord Gualtiero Valton har besluttet, at hans datter Elvira skal giftes med Arturo som hun elsker – han tilhører godt nok fjendens parti, så det er ikke så underligt, at Elvira bliver både glad og overrasket over denne usædvanlige beslutning. Men så begynder de politiske forhold at spænde ben for det unge par: Lord Gualtiero kan ikke overvære det unge pars bryllup, da han skal føre en fange til London … en mystisk og tilsløret dame, der er anklaget for at være spion for royalisterne.

Royalisten Arturo opdager ved et tilfælde, at den ukendte dame er enkedronning Henrietta; nu står han pludselig i et dilemma mellem kærlighed, pligt og politisk overbevisning – han ved naturligvis, at hvis enkedronningen når frem til London og bliver fremstillet for Oliver Cromwells domstol, så bliver hun henrettet lige som kongen. Derfor vælger han, at hjælpe hende med at flygte…. og så står Elvira alene tilbage, forladt på sin bryllupsdag.

Nu skal vi have endnu en person på scenen – det er Riccardo, som egentlig troede, at han skulle giftes med Elvira. Det havde Elviras far, Lord Gualtiero Valton, nemlig lovet ham. I dag tænker vi ikke så meget over hvad dette betyder, men dengang tror jeg det havde en stor symbolværdi, at Lord Gualtiero Valton svigter sit ord og det planlagte fornuftsægteskab, for at tillade datterens kærlighedsægteskab i stedet for. Man kan jo godt forestille sig, at det har haft en temmelig provokerende virkning på en stor del af 1800-tallets operapublikum.

Danske Andrea Pellegrini optrådte som enkedronning Henrietta.

Danske Andrea Pellegrini optrådte som enkedronning Henrietta.

Den forsmåede Riccardo ser, da Arturo flygter med den fremmede dame – ved et uheld taber hun sit slør og Riccardo genkender enkedronning Henrietta. Griber han ind? Prøver han at stoppe dem? Nej, det hele passer faktisk temmelig godt i hans kram. Han opsøger Elvira og fortæller hende, at Arturo er flygtet med en fremmed dame – han fortæller ikke hvem det var. På den måde håber han, at genvinde hendes hånd. Men Elvira bliver straks fuldstændig rablende vanvittig, hvorefter der følger en af operahistoriens mange store vanvidsscener.

Der går tre måneder – så vender Arturo tilbage. Han sniger sig ind i fæstningen og opsøger i al hemmelighed Elvira for at fortælle hende, at han ikke har svigtet hende til fordel for en anden kvinde. Han fortæller Elvira, at han blot flygtede med enkedronningen for at redde hendes liv. Han bliver opdaget og fanget af soldaterne i fæstningen. Oliver Cromwells parlament har udstedt en befaling om at han skal straffes med døden, for hans rolle i enkedronnings flugt. Soldaterne er straks klar til at udføre denne befaling, da en trompetfanfare meddeler at Cromwells endelig har besejret royalisterne – for at fejre sejren giver Oliver Cromwell og puritanerne amnesti til alle fanger. Sådan redder Arturo livet – Elvira bliver så glad, at hun straks genvinder sin fornuft. Dernæst bliver Arturo så lykkelig, at han synger en masse høje C´er og som prikken over i´et et højt F.

En festlig koncertopførelse lørdag aften

Der var ikke udsolgt i Tivolis koncertsal, men det var dog tæt på og der var en temmelig opløftet stemning blandt publikum på de tætpakkede rækker. Det var også en rigtig veloplagt musikchef som præsenterede aftenens forestilling og guidede publikum gennem den spegede handling.

For mig var et af aftenens absolutte højdepunkter i begyndelsen af 2. akt, hvor Elviras onkel – sunget af Roberto Scandiuzzi – fortæller fæstningens indbyggere, at Elvira er blevet vanvittig. Det er en utrolig smuk og inderlig arie, sunget virkelig blidt og medfølende. DR KoncertKoret var lige så gribende, når de udtrykte indbyggernes medfølelse med den stakkels Elvira. Og Tivolis Symfoniorkester spillede formidabelt …..

Sarah Coburn optrådte som den unge Elvira.

Sarah Coburn optrådte som den unge Elvira.

Palle Knudsen var også rigtig god, som den forsmåede bejler Riccardo. Palle Knudsen synger altid godt og der er ingen tvivl om, at jeg er en af hans store fans. Men jeg havde lidt svært ved at forholde mig til Riccardo – det er ikke Palle Knudsens skyld. Det er på grund af partituret og handlingen, hvor hans rolle er lidt uafklaret. Han er såret, da Elvira svigter ham. Er det ondskab, når han afsløret for Elvira, at hendes Arturo er flygtet med en anden kvinde? Er det en hævnakt? Eller tænker han kun på at genvinde hendes kærlighed? Og endelig indgår han et forbund med Elvira onkel om at redde Arturo for Elviras skyld …. Måske er Riccardo den mest spændende figur i hele operaen, men der er ikke meget plads eller tid til at udvikle ham og undersøge hvem han er.

Andrea Pellegrini var fuldstændig suveræn som enkedronning Henrietta. Lørdag aften var hun klædt i en hindbærrød kjole, der faldt ned over hendes slanke krop med en rigdom af store folder. Hendes hår var sat op i en majestætisk knold og hun var rank som en dronning. Hun var simpelthen gudeskøn – jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at hun lignede simpelthen den smukke Helena, dronning af Sparta.  Og så har hun en helt fantastisk varm og mørk mezzopranstemme. Jeg bemærkede dog, at hun havde TARVELIGT høje sko på. Lawrence Brownlee er ikke særlig høj. Når han skal stå ved siden af en rank og majestætisk kvinde som Andrea Pellegrini, der har taget kæmpestore plateausko på, så ser han selvfølgelig endnu mindre ud….. det så faktisk temmelig komisk ud. Og det var med garanti IKKE meningen…..! 

Sarah Coburn sang partiet som Elvira. Hun havde en meget stærk belcanto-stemme. Rollen var komponeret til en af datidens – og måske alle tiders – dygtigste belcantosangerinder Giulia Grisi. Uanset hvilken sangerinde som skal synge partiet i dag, så er det klart og indlysende, at det kræver nogle helt særlige talenter, at leve op til Giulia Grisis standard – men det er naturligvis absolut nødvendigt, da partiet er skrevet for at demonstrere hendes virtuose stemme. Sarah Coburn leverede de flotteste koloraturer og takkede med det ene jublende bifald efter det andet. Sikken en stemning og sikken en oplevelse.

Aftenens stjerne var naturligvis den amerikanske sanger Lawrence Brownlee, som efterhånden har optrådt i Tivolis koncertsal en del gange. Mange mennesker mener, at han er en af verdens absolut bedste tenorer – og når man særligt taler om belcantotenorer, så er der vist ikke megen mulighed for at finde nogen som er bedre, uanset hvor man leder. Han har en flot, mørk og fyldig stemme. Han tager uden det mindste problem en hel række høje C´er, som vi oplevede i Tivolis Kortsal lørdag aften – og når han så slutter af med et højt F, så har han besejret selv de bedste konkurrenter.

Når man er til opera eller til en klassisk koncert, så kan man jo godt komme til at sidde og tænke på, hvad man skal se i fjernsynet når man kommer hjem. Andre gange kommer man til at tænke på, hvad man skal lave dagen efter. Det kan også være at man har visse problemer eller oplevelser, som lige kræver en tanke ….. den slags var der slet ikke noget af lørdag aften. Det meste af tiden var jeg så tryllebundet, at jeg nærmest var helt i trance -når man glemmer sig selv på den måde og bliver så opslugt af musikken, at der ikke er den mest flygtige tanke tilbage, så kan det bare ikke bliver bedre!

5 stjerner

Den amerikanske stjernetenor Lawrence Brownlee sang partiet som Arturo.

Den amerikanske stjernetenor Lawrence Brownlee sang partiet som Arturo.

I år kan Amatørsymfonikerne fejre deres 60-års jubilæum. Det bliver markeret med et nyt værk af den unge danske komponist Benjamin de Murashkin, som blev uropført ved Amatørsymfonikernes jubilæumskoncert i Tivolis koncertsal lørdag aften. Det var på alle måder en festlig og usædvanlig vellykket koncert.

For et par år siden var jeg så heldig, at være til stede under uropførelsen af Benjamin de Murashkins værk “Cosmic dancer” – det var en fantastisk oplevelse og jeg var vild med værket. Jeg går stadig og venter på, at det bliver indspillet på CD, så jeg får mulighed for at høre det igen. På den baggrund er det selvfølgelig klart, at jeg glædede mig rigtig meget til at høre det nye værk, som Benjamin de Murashkin har skrevet til Amatørsymfonikerne – og jeg blev bestemt ikke skuffet. Det nye værk hedder “Tides” og det har bestemt ikke det samme bombastiske bulder og brag som “Cosmic dancer”. Det nye værk er et musikalsk billede af en å, som løber ud i havet. Det er kombinationen af de store, tunge bølger som ruller langsomt mod land og den hurtigt løbende og plirrende å.

Det var et rigtig flot værk, hvor man bliver draget ind i det musikalske univers. Det bliver aldrig til løssluppenhed som en stor tsunami, der skyller ud over publikum – i stedet er der en stramhed og en stor beherskelse i værket. Der er heller ingen munterhed, som man måske kunne forestille sig i den plirrende å. I stedet virker værket som resultatet af kølig betragtning og fortolkning – det er et værk som snarere vidner om fordybelse og koncentration. Hvis man skal forsøge sig med en fortolkning, så repræsenterer havet de politiske, sociale og historiske bevægelser som uafbrudt stiger og falder. Så kan åen repræsentere tidens strømninger, som før eller senere løber ud i havet og bliver til …. ingenting. Uanset hvor meget fart og kraft der er i åens løb, så betyder det ikke så meget i forhold til havet, hvor bølgerne bliver ved med at stige og falde – fuldstændig upåvirket – som et symbol på verdens globale vejrtrækning. Det var et rigtig spændende værk og det var virkelig flot musik – publikum var tydeligvis meget begejstrede og værket fik et stort bifald …. en dag bliver det forhåbentlig indspillet på CD, så man får mulighed for at høre det igen. Det må meget gerne være på samme CD, som “Cosmic dancer”.

Marianna Shirinyan og dirigent Christian Schmiedescamp.

Marianna Shirinyan og dirigent Christian Schmiedescamp.

Derefter fulgte Rachmaninovs klaverkoncert nr. 2 med Marianna Shirinyan på klaver. Værket begynder med et hurtigt voksende tempo på klaveret – når tempoet og intensiteten næsten ikke kan presses mere, så kommer der et brus fra strygerne, som næsten tager vejret fra publikum. Det kan næsten ikke bliver mere storslået og gribende – efter første sats var der en stor del af publikum, som brød ud i spontane klapsalver. Det er jo ikke helt comme il faut – men jeg forstår godt, at det var svært at lade være, for både Amatørsymfonikerne og Marianna Shirinyan leverede en forrygende første sats, som sluttede med et brag af en finale.

Anden sats er en smuk og temmelig melankolsk adagio – jeg kan ikke lade være med at tænke på sådan noget melankolsk efterårs-regnvejrs-musik. Det var så hjerteskærende smukt, at det gjorde helt ondt i hjertet og man kunne mærke tårerne i øjnene. Jeg ved ikke hvad Rachmaninov tænkte på, da han skrev denne klaverkoncert, men i tredje sats lød det som nogle gevaldige tordenbrag hver eneste gang der blev slået på paukerne og samtidig plirrede det fra klaveret, så det lød som kraftigt regnvejr der styrtede ned. Det var helt suverænt og publikum belønnede musikerne med et stående og bragende bifald.

Marianna Shirinyan er født i Armenien, men har boet i Danmark i mange år. Hun har modtaget et hav af musikpriser og samtidig har hun skabt en karriere både i Danmark og i udlandet. Publikum elsker hende, men hun er også ekstremt populær blandt dirigenter og andre musikere. Hun spiller rigtig godt, men det er jo ikke kun derfor. Hun ser også temmelig godt ud og hun har en virkelig stærk udstråling. Man kan selvfølgelig ikke bygge en karriere som klassisk koncertpianist udelukkende på at se godt ud, men når man samtidig er en virkelig dygtig musikere, så er det bestemt ikke en ulempe, at man har udseendet med sig. Men der er endnu en grund til hendes store succes; jeg har oplevet hende som pianist et par gange. Men jeg har også oplevet, at hun har siddet blandt publikum. I begge tilfælde har hun fremtrådt som en utrolig venlig, imødekommende, varm, smilende og betænksom person. Det samme var tilfældet ved koncerten lørdag aften. Først kom hendes lille datter på scenen i en hvid prinsessekjole, for at bukke for publikum sammen med mor. Så satte hun sig igen ved klaveret for at give et ekstranummer – og hvad spillede hun? “Happy birthday to you”! Det var et virkelig flot og betænksomt valg, som selvfølgelig var med til at løfte stemningen i salen endnu en tand i vejret. Derefter fik vi endnu et sublimt ekstranummer, som blev spillet i et forrygende tempo – det gik over stok og sten, så man var lige ved at blive helt forpustet. Marianna Shirinyan fik virkelig skabt en fest i Tivolis koncertsal og stemningen kunne næsten ikke blive bedre!

Den unge dirigent Christian Schmiedescamp, som også spiller basun i Copenhagen Phil.

Den unge dirigent Christian Schmiedescamp, som også spiller basun i Copenhagen Phil.

Efter pausen spillede de Carl Nielsens 2. symfoni, som også har titlen “De fire temperamenter” – altså det koleriske, det flegmatiske, det melankolske og det sangvinske temperament. Det er måske noget af Carl Nielsens flotteste og bedste musik. Amatørsymfonikerne gjorde musikken både spændende og levende, og det er selvfølgelig den fornemste opgave for både orkester og dirigent. Der er ingen tvivl om, at alle leverede en det optimale lørdag aften og de gav publikum en fantastisk oplevelse. Der er dog en enkelt ting som undrer mig – ham som spillede på pauker havde en bunke grene med på scenen, da de spillede Carl Nielsens symfoni – jeg tror det var nyudsprungne bøgegrene, men er dog ikke helt sikker. Midt i værket spredte ham disse grene ud over paukerne, hvorefter han spillede videre – indtil de blev fjernet igen 5-10 minutter senere. Hvorfor? Jeg tror ikke, at det er noget han selv har fundet på. Det ville vist virke både fjollet og upassende. Derfor har jeg en stærk formodning om at det er noget som Carl Nielsen har fundet på og skrevet ind i partituret – og så kan man selvfølgelig overveje om det så bliver mindre fjollet. Mit svar er nej …. jeg synes det var ret besynderligt og jeg kunne bestemt heller ikke høre, at det gjorde nogen forskel i forhold til musikken. 

Det var en rigtig god og festlig aften i Tivolis koncertsal. Amatørfonikerne spillede fremragende og temmelig overbevisende – det var en meget flot præstation. Christian Schmiedescamp er ikke en dirigent med store armbevægelser – men han har et stort og roligt overblik. Jeg er temmelig imponeret over hans indsats. Endelig er der Marianna Shirinyan – først spillede hun fuldstændig suverænt og bagefter satte hun trumf på med de to ekstranumre. Så kan man vist ikke være bekendt at give mindre end seks stjerner!

6stjerner

Amatørsymfonikernes 60-års jubilæumskoncert i Tivolis koncertsal.

Amatørsymfonikernes 60-års jubilæumskoncert i Tivolis koncertsal.

Jeg kommer til rigtig mange koncerter i disse dage – det er næsten alt for mange. Jeg trænger snart til en pause – men det er jo temmelig svært at holde sig hjemme, når årets Tivolifestival kører på fuld tryk og frister med spændende koncerter, fantastiske kunstnere og brilliante dirigenter hver eneste dag; fredag aften var det en koncert med pianisten Jens Elvekjær og den unge finske dirigent Santtu-Matias Rouvali som fristede.

Koncertens første værk var Franz Liszt “Ungarnsk fantasi nr. 2″, som begynder med et væld af mørke og sprøde strygere – den ene svulmende bølge efter den anden skyller ud over publikum. Musikken folder sig langsomt ud gennem flere etaper, indtil den endelig forvandler sig til en buldrende og festlig dans. Endelig når musikken sit fulde klimaks i et buldrende stormvejr, som er så sprudlende og fyldt med energi, at man slet ikke kan lade være med at juble og le af glæde og fornøjelse indvendigt.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Aftenens dirigent var den unge Santtu-Matias Rouvali, som jeg er ekstremt vild med. Det ene øjeblik står han på tåspidserne og vifter med hænderne oppe over hovedet. Det næste øjeblik går han helt ned i knæ og straks efter springer han op i vejret og tegner store cirkler i luften med dirigentstokken – pludselig står han og balancerer helt ud på kanten af podiet, mens han hænger halvvejs inde over orkestret og fægter med armene. Det er et fysisk mysterium, at han kan holde balancen ….. Santtu-Matias Rouvali er en eksplosion af energi, som han formår at kanalisere videre til orkestret. Han forvandler orkestret til en porche, der kan accelerere fra 0 til 100 km i timen på et halvt sekund. Men det betyder på ingen måde, at han har problemer med de langsomme eller de dæmpede satser – de får tilført lige så meget energi, som blot gør disse satser endnu mere dramatiske, følelsesfulde eller lyriske, alt efter hvad der passer i det aktuelle værk. Han er en fuldstændig fænomenal dirigent.

Pianisten Jens Elvekjær.

Pianisten Jens Elvekjær.

Det næste værk var Griegs klaverkoncert med Jens Elvekjær som solist. Den begynder med en buldrende trommehvirvel på paukerne, som slutter med et brag – samtidig lyder der et brag fra klaveret og så er koncerten i gang! Jens Elvekjær er en spændende og lidt gådefuld pianist. Når jeg oplever ham, så har jeg altid en meget stærk følelse af, at han ikke optræder – i stedet føles det som om, at han er fokuseret på at løse en stor og spændende opgave, som han er fuldstændig opslugt af. Jeg kan ikke lade være med at sammenligne ham med en lidt nørdet matematikprofessor, som glemmer alt omkring sig, når han kaster sig over en kompliceret ligning. Alt dette er selvfølgelig kun gætværk – men det er på grund af disse indtryk, at jeg synes Jens Elvekjær er en rigtig fascinerende kunstner.

Efter pausen spillede Tivolis Symfoniorkester Dvoráks 8. symfoni – en vidunderlig smuk symfoni. Jeg fandt det absolutte højdepunkt i 3. sats, hvor det romantiske vingesus forvandles til en fejende flot vals. Endnu en gang er man lige ved at hoppe i sædet af begejstring ….. det var en fantastisk koncert med Santtu-Matias Rouvali, Jens Elvekjær og Tivolis Symfoniorkester, som sandelig ikke skal glemmes.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Nogle minutter efter koncerten var der en samtale på scenen mellem Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht, Jens Elvekjær og Santtu-Matias Rouvali, som lige havde nået at smide kjolen og springe i et par grå jeans og en gammel t-shirt. På den ene side så kan man godt hævde, at det blot er en sludder for en sladder. Det er jo begrænset hvad man kan nå på 7-8 minutter og solisterne er selvfølgelig også trætte efter aftenens koncert. På den anden side, så synes jeg det er farligt at undervurdere disse arrangementer; jeg synes det er spændende, at få mulighed for at opleve den store forskel på kunstneren og mennesket. Man kan selvfølgelig – med al rimelighed! – indvende, at de stadig optræder på scenen foran et publikum. Klart nok! Men bare i deres måde at tale på, deres holdning og deres gestik, så får man alligevel et tydeligt indtryk af den store forskel. Man kan godt sidde og tænke, at det føles slet ikke som de samme mennesker.

Og nogen gange falder der selvfølgelig også et par guldkorn af …. Henrik Engelbrecht prøvede at spørge om kunstnernes holdning til motiverne i den klassiske musik. “I don´t care much about pigs and birds and all that stuff,” svarede Santtu-Matias Rouvali kontant, hvilket straks fremkaldte stor morskab blandt publikum. Han er en lille charmetrold og publikum ELSKER ham. Hver eneste gang han åbnede munden kom der en øjeblikkelig reaktion fra publikum. “To me it is just music,” erklærede han selvsikkert. Man kan selvfølgelig godt nøjes med at grine af det. Jeg kan dog ikke lade være med at overveje om disse få ord i virkeligheden rummer en stor del af forklaringen på Santtu-Matias Rouvalis særprægede stil som dirigent og hans store succes blandt publikum! 

5 stjerner

Tivolis Symfoniorkester umiddelbart før aftenens koncert.

Tivolis Symfoniorkester umiddelbart før aftenens koncert.

Tirsdag aften opførte Koncertforeningens kor og orkester “Ein deutsches Requiem” af Johannes Brahms. Værket indgår naturligvis i kategorien af storslåede dødsmesser, sammen med Mozarts requiem, Verdis requiem, Faurés requiem og mange flere – alligevel er Brahms requiem på alle måder helt unik og forskellig fra de andre værker i denne kategori.

Et requiem er en katolsk dødsmesse, som stammer fra 900-tallet, hvor man indførte en fast årlig bededag for alle døde – Allesjælesdag d. 2. november. “Requiem aeternam dona eis, Domine” / “Herre, giv dem den evige hvile” – sådan lyder den første sætning i den romersk-katolske messe, som udgør hovedparten af teksten. Hymnen “Dies Irae” er dog en senere tilføjelse, som man mener er skrevet af Franciskanermunken Thomas af Celano.

Oprindeligt blev messen fremført som en enstemmig sang i den gregoriansk tradition. I begyndelsen af 1400-tallet blev messen først flerstemmig og dernæst begyndte man også at sætte musik til. Komponisterne valgte frit hvilke dele af messen de ville bruge og hvordan de ville sætte delene sammen. Det har givet os nogle store kor – og orkesterværker, som er vidt forskellige.

Brahms – Ein deutsches Requiem

Johannes Brahms(1833-1897) bryder med alle de gamle traditioner, da han skriver sit requiem. Brahms var protestant – ikke katolik. Han var vist ikke særlig troende, men brugte alligevel biblen flittigt og var meget biblekyndig. Da han begyndte at skrive sit requiem forkastede han den katolske dødsmesse og brugte i stedet nøje udvalgte steder fra biblen: “Selig sind, die da Leid tragen, denn sie sollen getröstet werden” / “Salige er de, som sørger, thi de skal trøstes” – sådan lyder den første sætning fra Brahms requiem, som stammer fra Matthæus-evangeliet.

Dirigenten Steen Lindholm med de to solister.

Dirigenten Steen Lindholm med de to solister.

Hvis vi sammenligner de første sætninger fra hhv. den katolske dødsmesse og teksten til Brahms requiem, så er der én stor forskel som straks springer i øjnene: i den katolske dødsmesse er formålet klart og tydeligt, at bede for de dødes sjæle. Den første sætning i Brahms requiem er også en hensigtserklæring, hvor det gøres klart, at de som sørger – dvs. de efterladte – skal trøstes. Eller sagt på en anden måde – Brahms skrev sit requiem til de levende. Hvis vi skal bruge begreber fra den moderne psykologi, så ønskede Brahms altså, at hans requiem skulle være en slags datidens sorgarbejde. Men teksten rummer en slags dobbelthed, for den fungerer også som et budskab til de levende, som en slags memento mori, der maner til fordybelse og eftertanke.

Jeg synes, at der er noget gribende og forførende i, at Brahms selv har fundet og valgt hver eneste sætning; når jeg kigger på den ene sætning efter den anden, så kan jeg ikke lade være med at overveje, hvorfor han valgte netop denne sætning … hvad betød præcis denne sætning for Johannes Brahms og hvilket budskab ønskede han at viderebringe til os … Brahms requiem adskiller sig fra de andre store requiemmer på endnu et punkt, som er sproget. Han valgte nemlig at teksten skulle være på tysk – ikke latin. Det er selvfølgelig den simple forklaring på den usædvanlige titel. 

En flot og meget vellykket koncert

Brahms requiem er ikke lige så æterisk smukt som Mozarts requiem. Det er heller ikke så dramatisk som Verdis requiem eller så voldsomt som Berlioz. Brahms requiem er et dybt og kraftfuld hav af stemmer og toner, som bruser ud over publikum.

Den danske baryton Thomas Storm.

Den danske baryton Thomas Storm.

Jeg elsker de skønne, mørke pauker, som presser både intensiteten og lydniveauet til tops i anden sats – det er som en brusende bølge der stiger og stiger, indtil den vælter ned over publikum med sådan en kraft, at man får et stort sug i maven. Det er helt klart et af værkets højdepunkter for mig og Koncertforeningen gav mig det helt rigtige sug i maven. Det føltes som om, at benene blev revet væk under mig!

I tredje sats møder vi endelig den første af solisterne – den danske baryton Thomas Storm. Han har en superlækker, meget maskulin og kraftfuld stemme; men hans stemme har også en helt usædvanlig varm undertone, som gør den supersexet. Thomas Storm blev uddannet fra Det Fynske Musikkonservatorium i 2007. Siden blev han optaget på Operaakademiet og han havde sin debut på Det kongelige teater i 2009. Thomas Storm har både talent, format og et stort potentiale ….. det bliver spændende at se, hvor længe vi får lov til at beholde ham her i Danmark. Det var en suveræn fornøjelse at høre ham i Brahms requiem!

I tredje sats var der også en basun som spillede helt exceptionelt flot – desværre var det temmelig kort. Man nåede næsten ikke at nyde det før det allerede var slut igen.

Sopran Sólrun Braggadóttir er født på Island, men bor nu i Danmark.

Sopran Sólrun Braggadóttir er født på Island, men bor nu i Danmark.

I fjerde sats er det endelig sopranens tur til at synge; Sólrun Bragadóttir har en meget klar og fyldig stemme, med en rigtig flot vibrato. Jeg synes dog ikke, at hendes stemme havde den samme vitalitet som udmærkede både Thomas Storm og koret.

I den første del af sjette sats fangede kontrabasserne min opmærksomhed; de spillede en meget mørk og tung baggrundsrolle. Jeg fik den tanke, at det lød som døden der nærmede sig uendelig langsomt med uendeligt tunge skridt – et skridt af gangen, det ene skridt efter det andet. Det passede jo også ret godt til helheden, hvis det havde været sådan en slags indbygget memento mori. Jeg har prøvet at lytte til denne sats på min egen CD(med John Eliot Gardiner som dirigent) – her spiller kontrabasserne en mindre markant rolle og det har slet ikke den samme virkning. Jeg har også prøvet at lytte til andre optagelser på nettet, hvor jeg heller ikke oplever det samme. Er der noget galt med min hørelse? Nixen bixen! Men det viser bare, at en indspilning kan aldrig konkurrere med den oplevelse som man har i en koncertsal. Lyden er anderledes, men det betyder også en hel del, at man kan se alle instrumenterne.

I syvende og sidste sats er der flere forsøg på at skabe et klimaks, men det bliver aldrig til mere end det ene forsøg efter det andet – komponistens forsøg, vel at mærke! –  i stedet svinder musikken og korets stemmer længere og længere bort. På den ene side kan man få en vision om, at koret langsomt synker ned i jordens mulm og mørke. På den anden side kan man også tænke, at finalen illustrerer en accept eller en underkastelse under omstændighedernes magt – vi skal alle dø før eller siden. Dét er livets grundvilkår. Man er nødt til at bøje nakken og finde sig i det – der er ikke andre muligheder. 

Koncertforeningens kor og orkester

Dirigent Steen Lindholm.

Dirigent Steen Lindholm.

For et par dage siden var jeg til koncert med Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester – et helt fantastisk symfoniorkester for amatørmusikere. Koncertforeningens kor og orkester tilhører også amatørkategorien “Con amore”. Hvor er det dejligt, at der er så mange mennesker, som gider at bruge deres fritid på den slags. Det er til stor glæde for rigtig mange mennesker, som fx mig! Og man skal bestemt ikke undervurdere hvor meget alle disse mennesker betyder for det danske musikliv.

Koncertforeningens orkester spillede med masser af styrke, kraft og energi – der var masser af skønne detaljer og højdepunkter. Jeg har selvfølgelig kun nævnt nogle få af dem i dette indlæg. Koret havde også en imponerende styrke – det kan godt være, at de er amatører, men det kan man bestemt ikke høre. En lille smule kritik – jeg synes måske, at tempoet kunne have været en anelse hurtigere. Jeg tror, at det havde givet værket en smule mere dynamik. Men det er nok et spørgsmål om smag og behag. Alt i alt så var det en flot og meget vellykket koncert, som jeg nød fra start til slut.

5 stjerner

Koncertforeningens kor og orkester i Tivolis koncertsal.

Koncertforeningens kor og orkester i Tivolis koncertsal.

Lørdag aften spillede Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester i Tivolis koncertsal – det var en af de mange koncerter i kategorien “Con amore”, som dækker over en bred vifte af meget forskellige amatørorkestrer. Men der var absolut intet amatøragtigt over koncerten – tværtimod!

Koncerten begyndte med “Intrada” af komponisten Mogens Andresen. Det er en meget pompøs fanfare for messingblæsere og to lilletrommer, som blot varede 2-3 minutter. Nogen ville nok mene, at det er en smule svulstigt at indlede en koncert med en fanfare – på en måde har de selvfølgelig ret. Men jeg syntes, at det var superfedt og det gav en pragtfuld stemning i salen lige fra begyndelsen. 

Det første regulære værk på programmet var Kuhlaus ouverture til Elverhøj, som de fleste kender fra “Olsenbanden ser rødt” – midterdelen af denne ouverture er den danske kongesang “Kong Christian stod ved højen mast”. Omkring 10% af publikum rejste sig op – selv om jeg er tilhænger af monarkiet, så blev jeg dog siddende, lige som de fleste andre. Jeg rejser mig selvfølgelig altid når der er medlemmer af kongehuset tilstede, men i alle andre tilfælde synes jeg, at det virker en smule meningsløst. Okay – lad mig lige opsummere: først Mogens Andresens fanfare. Dernæst ouverturen til Elverhøj med “Kong Christian stod ved højen mast” …. på det tidspunkt begynder man jo at overveje, hvad i alverden de har gang i. Programmet var så storslået og pompøst, at det havde været passende til en kongelig gallafest i Det kongelige teater.

Toke Møldrup.

Toke Møldrup.

Næste værk var Kabalevskijs cellokoncert med Toke Møldrup som solist. Det er kun to dage siden jeg oplevede Toke Møldrup som solist ved Dvoráks cellokoncert. Men det var en helt anden Toke Møldrup, som publikum mødte denne aften – han virkede meget mere rolig og afslappet. Musikken var spændstig, livlig og dynamisk. Men den var også varm og inderlig … jeg følte det som om, at jeg smeltede allerede i første sats. Anden sats var en largo, som er et musisk udtryk der beskriver et langsomt og bredt tempo. Det var dyb, mørk og sværmerisk musik, som gik lige ind i alle nervebaner – og det blev kun endnu bedre midt i anden sats, da Toke Møldrup spillede en solo, der var lige så mørk og vemodig, som Chopins nocturner, når de spilles af de allerbedste pianister. Musikken ændrede karakter, da Toke Møldrup begyndte at knipse på strengene – pludselig blev musikken mere skarp og moderne. Og så steg tempoet igen – buen fløj over strengene i et muntert og legesygt tempo. Her slog værket over i et tema, som tydeligvis havde rødder i den russiske folklore. Der var også et militært element, som blev understreget af messingblæserne og lilletrommen. Tredje og sidste sats begynder med en forførende og hjertegribende intensitet – hurtigt stiger tempoet til en hvirvlende allegretto, der straks fik mig til at tænke på kosakker som svingede hinanden rundt i en akrobatisk dans omkring bålet på Kaukasus brede stepper.

Dette værk var en fænomenal oplevelse – det var ren magi og jeg var fuldstændig tryllebundet fra start til slut. Toke Møldrup spillede fuldstændig suverænt. Men det var ikke bare ham – det var også hele symfoniorkestret. De blev belønnet med et bragende bifald og der var tre fremkaldelser af Toke Møldrup.

Toke Møldrup i Tivolis koncertsal.

Toke Møldrup i Tivolis koncertsal.

Dernæst fulgte anden sats af Lars Erik Larssons “Divertimento for cello og strygere” – indledningen var så gribende smuk, at det næsten er helt ubeskriveligt. Musikken var som blide og vuggende tonebølger. Senere fulgte en ophidsende og ekstatisk solo, hvor Toke Møldrup arbejdede i et næsten afsindigt tempo. Sikken en præstation! Jeg har efterhånden hørt Toke Møldrup en del gange, men denne koncert er helt bestemt den bedste. Det var en af den slags meget sjældne og helt usædvanlige koncerter, hvor alt bare er ren magi. Endnu en gang takkede publikum med et bragende og begejstret bifald, samt tre fremkaldelser af Toke Møldrup.

Han kvitterede til gengæld med et ekstranummer – jeg hørte desværre ikke hvad det var. Men det var endnu et virtuost mesterværk, som blev spillet fuldstændig sublimt. Og endnu en gang var der jublende bifald fra publikum og to fremkaldelser. Det vil sige, at i løbet af denne koncert fik Toke Møldrup ikke mindre end 8 fremkaldelser i alt …. det er altså temmelig usædvanligt. Og det stoppede jo kun fordi lyset i salen blev tændt. Ellers er det svært at sige, hvor lang tid det var blevet ved!

Efter pausen spillede Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester Tjajkovskijs 4. symfoni. Det begynder ret voldsomt med messingblæserne – så falder tempoet, hvorefter der langsomt bygges op til et forrygende klimaks. En større del af publikum brød ud i spontane klapsalver allerede efter første sats. Det skete ikke en eneste gang mellem satserne i koncertens første del. Derfor er der ingen tvivl om, at alle i salen kendte “reglerne” – men disse klapsalver var et klar og tydeligt vidnesbyrd om publikums begejstring.

Dirigent Jules van Hessen.

Dirigent Jules van Hessen.

Anden sats er domineret af en sværmerisk romantik, som understreges af de lette toner fra fløjterne, som nærmest flyver ud over publikum. Her bliver følelserne virkelig presset til det yderste. Et af højdepunkterne i tredje sats, var et helt suverænt samspil mellem de lyse violiner og de dybe basser, som begge knipser på strengene – det var ekstremt smukt og gribende. Musikken fortsætter i et dæmpet og nærmest underspillet tempo …. indtil bækken, trommer, pauker og messingblæsere pludselig brager løs på samme tid, som om at de er blevet fuldstændig sindssyge. Det er man bestemt ikke forberedt på, hvis man ikke kender Tjajkovskijs 4. symfoni – og det gjorde jeg ikke! Hvis nogen skulle have tilladt sig at lukke øjnene og blunde et øjeblik, så bliver de i hvert fald vækket. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at Tjajkovskij sandsynligvis har moret sig kosteligt, mens han skrev dette stykke. Først skriver han det her blide og dæmpede musik, som sikkert frister mange blandt det intetanende publikum til at døse en ganske lille smule – og så vækker han dem med et mægtigt chok. Gad vide om der føres statistik over, hvor mange publikummer der har fået et apoplektisk anfald under denne symfoni?

Efter endnu et stormende og bragende bifald fik vi et ekstranummer fra orkestret – jeg må indrømme, at jeg ikke var specielt begejstret. For det første var jeg ved at være træt – for det andet, så var jeg bange for, at dette ekstranummer ville ødelægge indtrykket af en af de flotteste koncerter jeg nogensinde har oplevet. Men det var selvfølgelig dumt af mig. Afslutningen var et ganske kort værk, der var lige så festligt og bombastisk som den indledende fanfare, og dermed blev det en helt perfekt og temmelig storslået afslutning på fuldstændig exceptionel koncertoplevelse! 

Denne koncert er en meget stærk kandidat til titlen som sæsonens bedste koncert i Tivolis koncertsal. Der var en usædvanlig flot og gennemtænkt struktur i hele programmet. Dernæst spillede Toke Møldrup bedre end nogensinde før. Og så er der Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester – sjældent har jeg oplevet et orkester der spillede så sublimt. Der er en særlig ros til violinerne, som gang på gang gjorde mig helt målløs. Det lød bestemt ikke som 15-20 violiner – nej, deres samspil var så suverænt, at det lød som én stor, magisk violin. I følge deres hjemmeside består Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester af cirka 65 musikere mellem 13 og 68 år. Det vil sige, at nogle af musikerne er så unge, at de stadig har temmelig meget at lære. Og nogle af de ældste musikere har måske ikke så mange kræfter som de har haft … men de spiller bare så godt, at man skulle tro hver eneste musiker var topprofessionel. Jeg er virkelig dybt imponeret! Det er svært at forstå, at Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester er et amatørorkester – det er mennesker som har et andet arbejde og de øver kun sammen en gang om ugen. De får heller ikke penge for at spille – tværtimod – de betaler kontingent for at være med. Men det kan man bestemt ikke høre på dem – deres koncert lørdag aften var en suveræn oplevelse og jeg glæder mig helt ekstremt meget til at høre dem en anden gang!

6stjerner

Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester i Tivolis Koncertsal.

Lyngby-Taarbæk Symfoniorkester i Tivolis Koncertsal.

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 112, der følger denne blog

%d bloggers like this: