Den danske strygekvart” har masser af succes for tiden; I 2013 modtog Rune Tonsgaard Sørensen Kronprinsparrets Stjernedryspris. I 2013 fik kvartetten den overordentlig flotte udmærkelse og anerkendelse, at de kunne tiltræde recidencies både hos engelske BBC og hos kammermusikforeningen i Lincoln Centeret i New York; det betyder, at de får position som en slags husorkester. Derudover farter de rundt i halvdelen af verden for at give koncert her og der og alle vegne. Der er ingen tvivl om, at de fire musikere får masser af anerkendelse og opmærksomhed. Men de arbejder sandelig også hårdt med alle deres projekter, koncerter og CD-indspilninger mv.

De fire musikere benytter sig vist af enhver lejlighed til at arbejde sammen med venner og bekendte som selv er musikere. Det er fire generøse mennesker, som gerne deler deres musikglæde både med andre musikere og alle os andre, som nøjes med at lytte. Det kommer fx til udtryk i forbindelse med den musikfestival – DSQ Festival – som de selv har arrangeret gennem flere år. Først inviterer de en håndfuld venner til at spille sammen med dem og bagefter forærer de alle billetterne væk gratis! Rune Tonsgaard Sørensen, Frederik Øland, Asbjørn Nørgaard og Fredrik Schøyen Sjölin er nogle ganske usædvanlige mennesker.

For nyligt udgav de en ny CD med to klarinet kvintetter – en af Johannes Brahms og en af Robert Fuchs. Det havde selvfølgelig ikke været muligt, hvis de ikke havde allieret sig med en klarinettist; de mødte den tyske klarinettist Sebastian Manz på en festival i Tyskland i 2011. Den gang spillede de Brahms klarinetkvintet sammen. Bagefter blev de straks enige om, at de gerne ville mødes igen og samarbejde om at indspille en CD og nu er den blevet til virkelighed; jeg tror, at denne baggrundshistorie rummer en meget præcis karakteristik af de fire unge mænd – hvis de har besluttet sig for et eller andet projekt, så bliver det også gennemført! 

De to klarinetkvintetter består af smuk og harmonisk musik, der flyder stille og fredeligt af sted. Der er ingen voldsomme eller dramatiske episoder. Men der er en undertone i musikken, som svinger mellem legesyg humor, livlig munterhed og stemning af blid og dæmpet vemod. Hele vejen igennem – fra første til sidste sats – spiller gruppen med en dynamisk og levende vitalitet.

Jeg har gang på gang skrevet, at klassisk musik lyder allerbedst i en rigtig koncertsal – og det er selvfølgelig ikke til debat. Men der er dog visse fordele ved at lytte til en CD hjemme hos sig selv; sæt denne CD på dit anlæg, læg dig på sofaen, luk øjnene, lyt til musikken og lad tankerne flyve …… uanset hvordan du har det, så er jeg helt sikker på, at du har det meget bedre når CD´en slutter. Det er virkelig dejlig, afslappende og afstressende musik.

CD´en kan købes hos Amazon, hvor den koster £14,23 – TRYK HER. Der står, at CD´en først bliver udgivet d. 8. april. Det har jeg lidt svært ved at forstå, for det er allerede nogle uger siden, at man kunne købe den på alle andre webshops. Jeg vil dog nøjes med at linke til Amazon, hvor CD´en kan forudbestilles.   

Clarinet quintets

IMG_1749Hvem havde forestillet sig, at der nogensinde ville komme en anden mand i dametøj, som kunne overgå Dame Edna? Nej vel …. ikke desto mindre, så er det alligevel lykkedes for Mrs. Brown. Det er en genial komedieserie som man kan se hver onsdag på TV Charlie. Jeg er åbenbart ikke den eneste som synes, at det er fuldstændig genialt, for serien er netop blevet kåret til årets bedste comedy i England. Til sommer kommer der også en film med “Mrs. Brown´s Boys”.

Agnes Brown er Dame Ednas diamentrale modsætning; familien tilhører arbejderklassen. Sproget er både groft og vulgært. Mrs. Brown bander, hun er rapkæftet og hendes sprog er fuld af seksuelle referencer. Og så er er hendes moral temmelig flosset. Mine billeder er fra et afsnit, hvor forsikringsselskabet har opdaget, at Mrs. Brown har hævet pengene fra bedstefarens livsforsikring. Desværre har de også opdaget, at han slet ikke er død. Herefter iværksætter Mrs. Brown straks en række temmelig håbløse forsøg på at slå bedstefaren ihjel, for at undgå at blive dømt og straffet for forsikringssvindel.

IMG_1660Mrs. Brown har 3 eller 4 sønner – jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvor mange der er. De bor alle sammen hjemme og der er vist ingen af dem som har et arbejde. Men det er jeg heller ikke helt sikker på. Mrs. Browns far bor også i huset og endelig har nogle af sønnerne kærester som vist også er flyttet ind mere eller mindre permanent. Alle sønnerne er nogle temmelig kiksede tabere og den mest håbløse er selvfølgelig bøsse.

IMG_1725Mrs. Brown er sådan lidt småsur hele tiden. Hun brokker sig fra morgen til aften. Hun har en sarkastisk kommentar til alt og alle – og endelig så har hun en temmelig grovkornet humor. Når det hele bliver for meget, så er det en fordel, hvis man har en at betro sig til og Mrs. Brown har heldigvis nabokonen, som kommer forbi mindst én gang om dagen. Officielt kommer hun vist nok for at få en kop the, men de ender altid nede på pubben, hvor de sidder og drikker øl.

Jeg elsker at grine og jeg elsker at se komedieserier – men det er efterhånden temmelig lang tid siden, at der er kommet en ny komedieserie, som kan få mig til at grine … og det har jeg faktisk savnet. Men “Mrs. Brown´s Boys” er lige min smag; jeg er vild med den og Mrs. Brown er mit nye idol.

På youtube kan man finde en del videoer fra serien, som også har sin egen hjemmeside. Den kan man finde ved at trykke lige her -> “Mrs. Brown´s Boys“.

IMG_1746

I går præsenterede Tivolis koncertsal programmet for den kommende sæson – ENDELIG!

Min tålmodighed fungerer nærmest lige som en elastik. Jeg begynder at glæde mig til det nye program allerede i begyndelsen af januar – når vi kommer til marts måned, så er min tålmodighed efterhånden spændt til bristepunktet. De sidste dage har elastikken været lige ved at spring, så det var godt, at vi endelig fik spændingen udløst. Og der er masser af spændende koncerter at glæde sig til i den kommende sæson.

Færre koncerter i 2014

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht.

Programmet blev offentliggjort ved et arrangement i Tivolis koncertsal, hvor musikchef Henrik Engelbrecht fortalte om sæsonens mange koncerter. Sidste år var der 19 almindelige koncerter og 63 af de såkaldte årskortkoncerter – det giver 82 koncerter i alt. Desværre var der nogle koncerter, hvor der var lidt for mange tomme pladser i salen og det var selvfølgelig dødhamrende ærgerligt – det er formodentlig grunden til, at der er lidt færre koncerter på programmet i år. Jeg synes det er en klog og meget fornuftig disponering.

I år er der 14 almindelige betalingskoncerter; derudover er der 48 årskortkoncerter. Et årskort koster 290 kr – det giver fri entre til Tivoli, men derudover giver det også gratis adgang til alle årskortkoncerterne i Tivolis koncertsal. Hvis man kommer til dem alle sammen, så giver det en pris på 6,04 kr pr. koncert! Det er altså en temmelig god mulighed for at høre en masse god musik. Ydermere får man 15% rabat på betalingskoncerterne, hvis man har et årskort. Man skal dog lige være opmærksom på, at man også kan købe et abonnement på flere koncerter og dermed opnå en større rabat. I stedet for et almindeligt årskort, så kan man også købe et sølvkort, så man kan tage en ledsager med. Skal det være rigtig blæret, så bør man selvfølgelig købe et guldkort, som giver adgang for i alt fire personer!

Underholdning og afsløring af Folmer Jensens musiklegat

Der var selvfølgelig også gjort plads til lidt underholdning i arrangementet; først kom Jens Elvekjær og spillede to klaverstykker af Maurice Ravel. Jeg er vild med Ravel og jeg er sandelig også temmelig begejstret for Jens Elvekjær, så det var en stor fornøjelse. 

Sopran Sofie Elkjær Jensen modtager Folmer Jensens musiklegat.

Sopran Sofie Elkjær Jensen modtager Folmer Jensens musiklegat.

Senere kom sopranen Sofie Elkjær Jensen og sang den skønne, sprudlende og festlige arie “Je veux vivre” fra Charles Gounods opera “Romeo og Julie”. Sofie Elkjær Jensen deltog i en ganske særlig anledning – hun er nemlig blevet tildelt Folmer Jensens musiklegat på 100.000 kr, som bliver overrakt ved Tivolis fødselsdagskoncert d. 15. august. Men hvem var Folmer Jensen? Han arbejdede hele livet som postbud. Han boede i en lille, beskeden lejlighed og levede yderst spartansk. Hans eneste fornøjelse var at gå til koncert i Tivolis koncertsal. Da han døde i 1997 havde han opsparet en formue på flere millioner. Men han havde ingen familie og ingen arvinger. Derfor havde han besluttet, at pengene skulle bruges til et legat til unge sangere og musikere – og kvinder skulle have fortrinsret, hvis der var flere ligeværdige kandidater. I tilfælde af ligeværdige kandidater af samme køn, skal legatet tildeles den yngste.

Bellini – Puritanerne:

Lørdag d. 9. august kl. 19,30 kan man høre Bellinis opera Puritanerne i en koncertopførelse med den internationale stjernetenor Lawrence Brownlee som det store trækplaster. Han skal optræde sammen med Palle Knudsen og Andrea Pellegrini, som begge er kendte og meget populære operasangere her i landet. Jeg er 100% sikker på, at dette bliver sæsonens største tilløbsstykke.

Henrik Engelbrecht fører publikum sikkert gennem værket – jeg har oplevet det før og han er helt fantastisk til at binde de forskellige numre sammen, så hele oplevelsen bliver MINDST lige så spændende og medrivende som at være til en rigtig operaforestilling.

Tivolis koncertsalHvis man ønsker at vide endnu mere, så er der også mulighed for det – onsdag d. 6. august giver musikchef Henrik Engelbrecht nemlig en grundig introduktion til værket. Han er en af Danmarks bedste formidlere af opera og klassisk musik. Han er formidabel til at fortælle om både komponisten og den historiske sammenhæng, hvori operaen blev skabt. Han er lige så formidabel til at forklare selv de mest forvirrende operaforviklinger på en letforståelig måde – og det kræver ikke så lidt. Men samtidig formår han også at anlægge en lidt ironisk synsvinkel, som er herligt forfriskende og altid fyldt med masser af humor.

Jeg anbefaler 5 koncerter:

Det er efterhånden ved at være en lille tradition, at jeg anbefaler 5 koncerter og det vil jeg også gøre denne gang. Tryk på datoerne – så kommer man direkte til Tivolifestivallens side om det pågældende arrangement, hvor der er nærmere oplysninger om program og billetpriser.

Jeg har allerede skrevet, at Puritanerne bliver årets tilløbsstykke – og det er en af de koncerter som jeg rigtig gerne vil opleve og bestemt forventer at komme til. Alligevel er den desværre ikke kom med på min top-5 over de koncerter, som jeg vil anbefale i denne sæson.

Koncert nr. 1 – fredag d. 13. juni kl. 19,30: Tivolis symfoniorkester spiller, pianisten Jens Elvekjær er solist og fantastiske Santtu-Matias Rouvali er dirigent. Jamen, så bliver det jo bare ikke bedre! Jeg kan slet ikke beskrive, hvor meget jeg glæder mig til denne aften.

Koncert nr. 2 – tirsdag d. 19. august kl. 19,30: Nordic Piano Quintet. Koncerten begynder med en strygekvartet af Haydn. Dernæst følger klaverkvintetter af hhv. Brahms og Sjostakovitj. For det første er jeg ret vild med sådan et lille kammerorkester. Men de tre komponister er ekstremt forskellige og derfor tror jeg, at det bliver en rigtig spændende koncert.

Koncert nr. 3 – torsdag d. 28. august kl. 19,30: Tivolis Symfoniorkester spiller under musikalsk ledelse af pianisten Jean-Efflam Bavouzet, der også er solist ved koncerten. Jeg kender ikke rigtig Bavouzet. Men jeg har hørt rigtig meget om ham. Han skulle jo være en af verdens allerbedste pianister og derfor tror jeg, at det bliver en god aften. Jeg glæder mig særlig meget til at høre Haydn klaverkoncert nr. 11.

Koncert nr. 4 – tirsdag d. 10. juni kl. 19,30: Koncertforeningens kor og orkester opfører Brahms requiem. Jeg er vild med “Ein deutsches requiem” – jeg tror det er det mest monumentale og storslåede af alle de store requiemmer. Jeg har selv en fantastisk indspilning med John Elliot Gardiner og hans Monteverdi Choir. Mon Koncertforeningens kor og orkester kan gøre det lige så godt? Jeg synes det er temmelig ambitiøst. Men det er jo også derfor, at det er spændende!

Koncert nr. 5 – torsdag d. 5. juni kl. 19,30: Tivolis Symfoniorkester spiller og Toke Møldrup er solist. Toke Møldrup er en af Danmarks bedste cellister og han spiller også sammen med Copenhagen Phil/Tivolis Symfoniorkester til daglig. Denne aften skal de spille Dvoraks cellokoncert, samt Josef Suks 2. symfoni. Hvis man synes, at man allerede har hørt Dvoraks cellokoncert så mange gange, at man næsten ikke orker mere, så er der endnu en chance for at høre Toke Møldrup; et par dage senere – lørdag d. 7. juni – spiller han nemlig sammen med Lyngby-Taarbæk symfoniorkester i et meget blandet og meget spændende program. Der er jo grænser for, hvor mange koncerter man kan nå – derfor ville jeg helst nøjes med én af dem. Men jeg synes det er helt umuligt at vælge – derfor er der temmelig stor chance for, at jeg kommer til dem begge to!

I alt er der 62 koncerter i denne sæson, som varer cirka 4 måneder – flere gange ligger de gode koncerter så tæt, at jeg gerne ville til koncert 3 dage i træk. Det har jeg selvfølgelig hverken tid eller overskud til – jeg tror også, at man kan dræbe fornøjelsen, nydelsen og oplevelsen, hvis man overdriver alt for meget.

Men jeg glæder mig til endnu en sæson med masser af koncerter, masser af opera og klassisk musik, og masser af oplevelser; jeg har en lang liste med alle de koncerter som jeg gerne vil se og høre. Jeg forstår slet ikke, at folk gider at rejse på ferie, når man kan tage i Tivolis koncertsal i stedet for!

Jens Elvekjær er solist ved koncerten d. 13. juni, hvor han spiller Griegs klaverkoncert i a-mol sammen med Tivolis Symfoniorkester.

Jens Elvekjær er solist ved koncerten d. 13. juni, hvor han spiller Griegs klaverkoncert i a-mol sammen med Tivolis Symfoniorkester.

Fredag aften var jeg til koncert med Copenhagen phil, som havde forladt hjemmebasen for at indtage Dronningesalen i “Den sorte diamant”.

Det var annonceret på Copenhagen Phil`s hjemmeside, at der var koncertintroduktion 18,45. Vi kom næsten en halv time før og ventede tålmodigt på, at de skulle åbne dørene, så vi kunne komme ind til introduktionen. Det skete bare aldrig. Både DR Symfoniorkestret og Copenhagen Phil holder normalt koncertintroduktion i koncertsalen. Det er selvfølgelig muligt, at de har benyttet sig af en anden mulighed i Den sorte diamant – i så fald opdagede vi det ikke og det var lidt ærgerligt ……

27-årige Santtu-Matias Rouvali er 1. gæstedirigent for Copenhagen Phil.

27-årige Santtu-Matias Rouvali er 1. gæstedirigent for Copenhagen Phil.

Koncertens musikalske forret var Igor Stravinskys musik til balletten “Feens kys”; balletten bygger på en historie af H. C. Andersen, som hedder Isjomfruen. Musikken er inspireret af Peter Tjajkovskij, som var et af Stravinskijs forbilleder. Folk som har et indgående forhold til Tjajkovskij kan genkende både sange og klaverstykker i Stravinskijs balletmusik.

“Feens kys” handler om en lille dreng som bliver kysset af Isfeen; derfor tilhører han Isfeen. Da han bliver en ung mand prøver hun at forføre ham og lokke ham ud i bjergene, men han gør modstand og undslipper. Den unge mand bliver forlovet og skal giftes. Det lykkes for Isfeen at overtage brudens plads; da den unge mand opdager fejlen er det allerede for sent og Isfeen fører ham med til sit iskolde rige.

Det er jo en temmelig skummel historie – på en måde er det en skarp kontrast til den særdeles muntre musik. Men der indgår jo både en forlovelsesfest og et bryllup i balletten, hvilket har givet komponisten lejlighed til at skrive en masse muntert og festligt musik. Jeg havde mest lyst til at springe op og danse midt i salen; i stedet for nøjedes jeg selvfølgelig med at vippe lidt med foden, for det var umuligt at sidde helt stille. Tubaen spillede en helt central rolle – jeg forestiller mig, at den skulle illustrere Isfeen som lister sig ind på sit offer. I stedet for at skabe uhygge, så skabte det en vidunderlig komik. Jeg havde mest lyst til at grine højt af fryd og begejstring for denne eventyrlige humor. Det var en fantastisk oplevelse og Copenhagen Phil spillede med så meget kraft og energi, at jeg blev helt beruset.

Aftenens hovedret var Sjostakovitjs 2. violinkoncert med den lettiske violinist Baiba Skride som solist. Det begyndte så godt ….. men der gik kun 10 minutter: så sprang en af strengene på Baiba Skrides violin. Hun byttede lynhurtigt med Jon Gjesme, som var aftenens koncertmester. Men hun kunne åbenbart ikke spille på hans violin og så måtte koncerten stoppes.

Den lettiske violinist Baiba Skride.

Den lettiske violinist Baiba Skride(nb: billedet er taget fra 12. række. Tryk for at se billedet i fuld størrelse.)

Jeg har aldrig oplevet en koncert, som måtte stoppe på den måde. Aldrig nogen sinde. Og hvordan håndterer man sådan en situation? En perfektionist ville måske gå i panik og tænke, at det var en katastrofe, for den slags må selvfølgelig ikke. Alligevel kan man selvfølgelig ikke undgå, at det sker en sjælden gang imellem. Da jeg ikke har oplevet det før, syntes jeg nærmest at det var en oplevelse. Det er jo nemt nok for mig at sige, når jeg bare er tilskuer. Men det er mit indtryk, at musikerne taklede situationen lige så roligt og afslappet som publikum. Baiba Skride virkede fuldstændig uanfægtet, da hun undskyldte med et lille smil og forlod scenen sammen med Jon Gjesme for at sætte en ny streng i violinen. De kom tilbage fem minutter senere og så spillede de violinkoncerten forfra – og denne oplevelse havde tilsyneladende hverken påvirket Baiba Skrides selvtillid, fokus eller koncentration.

Sjostakovitjs 2. klaverkoncert er et meget indadvendt værk, som er båret på en undertone af konstant smerte. Det er rørende og inderligt. I anden sats stiger intensiteten til en brusende bølge af smerte, som skyller ind over publikum. Der er også et længere forløb, hvor alle de andre strygere fungerer som en mild og dæmpet baggrund, mens Baiba Skrides violinsolo er fuld af smertefuld ensomhed og fortvivlelse. I tredje og sidste sats bliver tempoet hektisk, manisk, ophidset – og musikken bliver nærmest forvandlet til et musikalsk vanvid eller mareridt. Den dystre og skæbnesvangre stemning understreges af nogle tunge og dunkle brag fra både lilletrommen og paukerne.

Jeg ville ønske, at jeg kunne høre Copenhagen Phil og Baiba Skride spille Sjostakovitjs 2. violinkoncert endnu en gang. Jeg var så fuld af stemningen fra Stravinskijs musik, at der ikke rigtig var plads til violinkoncerten ….

Copenhagen Phil i Dronningesalen.

Copenhagen Phil i Dronningesalen.

Efter pausen bestod den musikalske dessert af mere balletmusik – det var uddrag af Tjajkovskijs musik til Svanesøen. Her genkender man masser af højdepunkt som fx den ungarske dans, der er en hvirvlende czardas. Mange vil også genkende svanernes dans. Men det mest kendte nummer er selvfølgelig valsen(tryk her for at høre den), som jeg er helt sikker på, at alle kender – også alle dem som bare ikke ved det. Det er så vidunderligt og berusende, at man slet ikke kan lade være med at juble indvendig. For mig var højdepunktet dog Jon Gjesmes gribende violinsolo; det var så utrolig smukt, så rørende og så inderligt, at det næsten er ubegribeligt. Jeg kunne mærke, hvordan hårene rejste sig på mine arme. Jeg fik kuldegysninger ned af nakken og det føltes som om, at tonerne trængte ind i hver eneste celle i min krop. Det var en usædvanlig stærk oplevelse!

Da vi forlod koncertsalen var vi lige ved at løbe ind i Santtu-Matias Rouvali. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan det er lykkedes ham at komme ud af salen så hurtigt ….. men jeg er rigtig glad for, at jeg fik chancen for at sige “thank you for a wonderful concert”. Det er tredje gang jeg oplever Rouvali som dirigent og jeg er en stor fan. Den unge mand er fuldstændig fænomenal. Hans arme sejler gennem rummet, han står på tæerne og strækker hænderne mod loftet, og alle fingrene dirrer ivrigt i luften, mens han stormer fra den ene side af podiet til den anden. Han har lige så meget kraft og energi, som et helt tordenvejr. Når Santtu-Matias Rouvali overfører denne energi til orkestret, så bliver musikken til ren magi der skyller ud over publikum.

Hvis man har lys til at opleve Santtu-Matias Rouvali, så har man chancen igen allerede d. 14. marts, hvor Copenhagen Phil atter er tilbage i Konservatoriets koncertsal. Tryk her for at læse mere.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali.

Dette er verdens bedste pastasalat, lavet med pesto uden ost. Det var min gamle ven Louise, som havde lavet denne pastasalat til et arrangement med fællesspisning. Jeg tror, at jeg spiste halvdelen …. ja, selvfølgelig er det pinligt. Der var jo næsten ingenting til de andre. Men det var bare så lækkert, at jeg slet ikke kunne stoppe igen!

Ingredienser:

200 g. pasta

1 krukke persille
1 bakke basilikum(eller ½ bakke rucola)
1 pose pinjekerner, ca. 35 g.
2 fed hvidløg
saft fra 1 citron
½ dl olivenolie
1/4 tsk sennep
 salt og peber

1-2 porre
1 rød peber
frossen majs efter smag

Kog pastaen i rigeligt vand tilsat salt. Når pastaen er kogt hældes den i et dørslag og skylles under koldt vand. Derved stoppes kogningen og man skyller noget stivelse af, så pastaen ikke klistrer sammen.

Pinjekernerne ristes på en helt tør pande. Der skal røres hele tiden, så de ikke brænder på.

Persille og basilikum skylles under koldt vand. Dernæst skal det blendes sammen med pinjekerner, hvidløg, citronsaft, olivenolie, salt og peber. Man er selvfølgelig nødt til at smage det til … måske skal man bruge lidt ekstra citronsaft. Hvis hvidløgene er små, så skal man måske bruge et ekstra fed. Men pointen er jo, at man kan ikke gøre det forkert: nogen gange kan den blive lidt stærkere og andre gange lidt mildere. Det kan man jo selv variere, men der er sikkert nogen som foretrækker den ene slags og nogen som foretrækker den anden.

Så renser man porrerne og skærer dem i skiver. Så skal de steges på panden i noget olivenolie – de er færdige, når de falder helt sammen. Det tager cirka 10-12 minutter, afhængig af hvor meget varme man bruger.

Til allersidst skal den røde peberfrugt vaskes og skæres i tern. Så skal majsene tøes op i noget koldt vand.

Så blander man det hele sammen og så har man en superlækker pastasalat.

Pastasalat med pesto og porre.

Pastasalat med pesto og porre.

Billedhuggeren Rudolph Tegner blev færdig på Kunstakademiet i 1893, hvorefter han rejste til Paris. Efter fire år i den franske hovedstand, vendte han hjem for at skabe sig en karriere i Danmark. Men det gik slet ikke godt. Mange af hans figurer er nærmest helt abnormt store og de har et temmelig dramatisk udtryk – nogle mener ligefrem, at det er teatralsk. 

Hamlet og Ofelia - foran den gamle banegård i Helsingør.

Hamlet og Ofelia – foran den gamle banegård i Helsingør.

Rudolph Tegner arbejdede i en filosofisk og symbolistisk stil, som var helt i tråd med tidens tendenser. Inden for litteraturen var Johannes Jørgensen, Ernesto Dalgas og Knud Hjortø repræsentanter for den samme stil. Fra musikkens område kan man nævne komponisten Rued Langgaard. Jeg er ikke særlig vild med de tre sidstnævnte; for nogle år siden så jeg Det kongelige teaters opsætning af Rued Langgaards opera “Antikrist” og jeg er stadig temmelig traumatiseret!

Rudolph Tegner kæmpede for at blive anerkendt, men nåede aldrig målet. Uanset hvad han lavede, så medførte det en storm af kritik og modvilje. I 1930 lykkedes det Rudolph Tegner at overtale Helsingørs borgmester til at stille “Herakles og hydraen” op ved havnen i Helsingør. Jeg kan desværre ikke finde nogen oplysninger om finansieringen – det kunne ellers være interessant at vide, om Helsingør kommune betalte for værket. Det er nemlig ikke sikkert. Skulpturerne af Hamlet og Ofelia skænkede han til Helsingør som en gave. De stod i mange år på en overset parkeringsplads i nærheden af Kronborg slot, men i dag er de heldigvis flyttet til en ideel placering foran Helsingørs smukke gamle banegård.

Rudolph Tegner - Herakles og hydraen.

Rudolph Tegner – Herakles og hydraen.

I 1925 oprettede Rudolph Tegner en skulpturpark i naturområdet “Rusland” lidt syd for Dronningmølle. I 1926 retirerede han til Frankrig, for at undslippe den vedholdende kritik. Jeg tror, at der er en sammenhæng mellem de to begivenheder: da han oprettede skulpturparken havde han sikkert allerede besluttet sig for at flytte til Frankrig – men det ville jo være et Heraklesarbejde, hvis han skulle tage alle de store, tunge bronceskulpturer med sig. Og hvis han ikke skulle tage dem med, hvor skulle han så anbringe dem? Skulpturparken var en praktisk løsning på dette problem, men det var også en helt ideel placering af hans værker. Jeg har været der flere gange og det er en kæmpestor oplevelse.

I 1910 besluttede brygger Carl Jacobsen, at der skulle skabes et monument til ære for balletten. Der var flere billedhuggere som afleverede deres skitser til bryggeren og valget faldt på Rudolph Tegners danserindebrønd – et navn som Carl Jacobsen gav værket. De tre danserinder er modelleret efter tre danserinder ved den kongelige ballet og værket er inspireret af elverpigernes dans i balletten “Elverhøj”.

Danserindebrønden - på hjørnet af Kronborgvej og Allégade i Helsingør.

Danserindebrønden – på hjørnet af Kronborgvej og Allégade i Helsingør.

Danserindebrønden blev opstillet på en central plads i Kongens have, hvor den blev indviet i juni 1913, selv om den ikke var helt færdig – der manglede et springvand i midten af brønden, samt det lave vandbassin omkring brønden. Kritikken var – som sædvanlig – både hård, ubarmhjertig og vedholdende. Allerede to år senere blev værket flyttet til et hjørne ved den daværende legeplads og alle tanker om at fuldføre projektet blev droppet.

Rudolph Tegner var heller ikke tilfreds med placeringen – hverken den første eller den anden. Han fik selv arrangeret, at værket blev overdraget til Helsingør i 1933; tilsyneladende var både Ny Carlsberg fondet, Københavns kommune og københavnerne temmelig glade for at slippe af med det upopulære kunstværk. I 1937 blev værket endelig fuldført med både springvand og vandbassin. Men i 1941 blev Danserindebrønden udsat for endnu en mindre flytning på 25 meter i forbindelse med en udvidelse af Helsingør skibsværft. Jeg håber, at  værket omtumlede tilværelse stopper her.

Jeg husker tydeligt den første gang jeg så Danserindebrønden; jeg havde set kopien på Rudolph Tegners museum. Derfor kunne jeg selvfølgelig straks genkende den. Men jeg blev meget forbavset over, at dette smukke kunstværk var placeret midt i et af Helsingørs mest trafikerede lyskryds. Det er jo sådan et sted, hvor man sidder i sin bil og kun tænker på at komme videre så hurtigt som muligt – uden at se noget som helst. Hvis der er grønt lys drøner man lige igennem krydset. Hvis man er uheldig skal man holde for rødt i 30 sekunder ….

Jeg syntes, at denne placering var en ren skandale – indtil jeg kom forbi en sen aften, hvor jeg sad i en bybus. Der var fuldstændig sort i det lille anlæg omkring Danserindebrønden. Men Danserindebrønden var oplyst og det skabte en magisk og fortryllet stemning. Danserinderne ser helt levende ud og det ser nærmest ud som om at de svæver lige over brønden. Det er noget af det smukkest jeg nogensinde har set. Siden jeg så det første gang, har jeg været i Helsingør endnu tre gange for at tage billederne til dette indlæg – og hver gang har det været midt om natten eller tidligt om morgenen. Og jeg er stadig lige så fascineret, som første gang jeg så det.

Fra 1937-38 byggede Rudolph Tegner selv et museum til sine egne værker midt i skulpturparken. Han vendte tilbage til Danmark i 1940 og han blev begravet inde i museet, da han døde i 1950.

TRYK HER for at læse mere om Rudolph Tegners museum og skulpturparken ved Dronningmølle.

Danserindebrønden i Helsingør.

Danserindebrønden i Helsingør.

Jeg bryder mig ikke om, at mennesker slår mennesker ihjel.
Jeg bryder mig ikke om, at mennesker slår dyr ihjel.
Jeg bryder mig ikke om, at dyr slår dyr ihjel.

Dette er forhåbentlig ikke nogen overraskelse for mine venner. Derfor burde det naturligvis heller ikke være nogen overraskelse, at jeg er imod aflivningen af girafungen Marius …. alligevel er der mange “venner” blandt alle de mennesker, som har kaldt mig latterlig, hysterisk, overfladisk og idiot i løbet af de sidste par dage. Hvilket jeg faktisk er både såret, fornærmet og temmelig krænket over.

Jeg forstår godt de argumenter, som man bruger til at forklare, hvorfor Marius blev dræbt. Jeg har et andet princip, som siger, at man aldrig må slå ihjel – undtagen i ganske få tilfælde, hvor hensigten er at formindske smerte og lidelse. Det er selvfølgelig disse to principper som kolliderer i debatten om giraffen Marius. Nogen gange kan man overbevise andre om, at man har ret. Andre gange kan man ikke … men det er i hvert fald helt sikkert, at man kan ikke overbevise nogen som helst om noget som helst, når man først har kaldt dem for idioter. Derudover er det simpelthen bare uhøfligt. Det er uforskammet. Og det er egentlig min primære grund til at være imod sådan en adfærd.

Derfor er jeg selvfølgelig også imod alle dødstruslerne imod Bengt Holst og hans familie. Jeg håber, at samtlige afsendere blive afsløret og straffet. Jeg vil heller ikke skrive under på, at Bengt Holst skal fyres. Han følger jo bare systemets spilleregler. Hvis han bliver fyret, så kommer der bare en anden direktør som følger det samme system. Jeg tror det er bedre at kæmpe for at ændre systemet og den måde som de zoologiske haver i Europa fungerer på.

Jeg har ingen romantiske forestillinger om den vilde natur. De vilde dyr æder hinanden, selv om jeg ikke bryder mig om det. Men jeg mener det er meningsløst, at henvise til naturen og forsvare aflivningen af Marius med henvisning til naturens fødekæde. På den måde sammenligner man jo den vilde natur med zoologiske haver, selv om det er to helt forskellige ting. Hvis moderne mennesker ikke kan se forskel, så har zoologisk have opnået præcis det modsatte af dét, som de selv hævder, der er deres hensigt og deres eksistensberettigelse. Hvis zoologisk have skal afspejle naturens egen fødekæde, så skulle man jo vælte alle burene i zoologisk have og lade alle dyrene løbe rundt og æde hinanden. Men det er en tanke, som der formodentlig ikke ret mange mennesker der ville støtte … i løbet af ganske få dage ville der jo ikke være mange dyr at se på.

Men det værste i debatten om Marius – og mange andre offentlige debatter – er tonen og mentaliteten. Hvis man skal føre en saglig og seriøs debat, så er det nødvendigt, at begge parter lytter og forholder sig til hinandens argumenter; derefter kan man komme med sine modargumenter og sine egne holdninger. Men det er jo slet ikke sådan den offentlige debat fungerer – nej, i stedet for handler det om at håne og latterliggøre og krænke hinanden med skældsord. Jeg forstår det ikke. Jeg tror nemlig ikke på, at man ændrer ret meget med sådan en debatform. Tværtimod. Jeg tror det vigtigste våben i enhver debat er evnen og vilje til at lytte oprigtigt til sin modstander; dernæst er det helt afgørende, at man kan forstå modpartens holdning, selv om man ikke er enig. Det er desværre mit indtryk, at det kræver mere tolerance end de fleste mennesker besidder. Og der skal slet ikke være nogen tvivl om, at min kritik gælder begge parter i debatten om Marius.

De fleste ønsker hverken at lytte til deres modstandere eller at argumentere for deres egne synspunkter. De fleste ønsker bare at håne, krænke, såre og nedgøre deres modstandere. Det er en temmelig ubehagelig og meningsløs debatform. I løbet af de sidste par dage har jeg selv deltaget i debatten om Marius. Jeg føler mig efterhånden temmelig verbalt forslået og derfor magter jeg ikke mere. Hvis man tillader sig at have en holdning som afviger fra den offentlige mening, så bliver man nærmest helt fredløs. Jeg synes det er temmelig ubehageligt at se, hvordan alle mennesker straks mister enhver selvbeherskelse og den civiliserede tone forsvinder som dug for solen.

Dette indlæg er ment som min sidste kommentar til denne debat. Derfor vil jeg heller ikke besvare eventuelle kommentarer til dette indlæg.

Marius

Jeg har en fuldstændig fænomenal indspilning af Mozarts requiem med Philippe Herreweghe som dirigent. Så har jeg en pragtfuld indspilning af Don Giovanni med Bryn Terfel og Renée Fleming. Derudover har jeg 4 andre CDere med musik af Mozart, men jeg synes de er særdeles kedelige og uinteressante. Nu skal man ikke drage forhastede konklusioner …. det er bestemt ikke et udtryk for min generelle holdning til Mozarts musik. Det er udelukkende en konstatering af, at der findes en forfærdelig masse kedelige og uinteressante indspilninger af klassisk musik. 80 – 90% af de CDere som udgives er det rene bras. Desværre er alle disse elendige udgivelser med til at forme vores forhold til de forskellige komponister og klassisk musik generelt. 

Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791)

Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791)

Sidste år udgav Dacapo et udvalg bestående af 45 af Mozarts symfonier, spillet af DR UnderholdningsOrkestret og dirigeret af Adam Fischer. Det er fuldstændig suverænt og fantastisk. Lyden er helt overvældende ren og klar – man mærker fra starten, at de virkelig har kæmpet for at lave noget helt ud over det sædvanlige. Og det er lykkedes! Musikken er fuld af de mest vidunderlige farver og nuancer. Alle symfonierne er spillet med en dynamisk og livlig energi, som har gjort musikken både levende og fængslende. Jeg er vild med denne indspilning. Det er både et mirakel og et mesterværk. 

Boksen indeholder 12 CDere fyldt med lækker og forførende musik. Når jeg først har sat en af disse CDere på anlægget, så har jeg kun lyst til at sidde under et varmt tæppe med en dejlig kande the og lytte til den ene CD efter den anden. Det er ikke nødvendigt at lytte mange minutter, før man bliver fuldstændig salig og mærker et indre velvære som breder sig i hele kroppen.

Boksen indeholder også et lille hæfte, hvor Claus Johansen giver en introduktion til Mozarts musik. Claus Johansen er en suveræn formidler. Hans artikel fylder 18 sider i det lille hæfte. Det er selvfølgelig ikke meget, når man tænker på, hvor meget musik Mozart har skrevet. Alligevel lykkes det Claus Johansen at give en temmelig grundig og fyldig introduktion. Det er både spændende og lærerigt. Når man har læst det, så har man lyst til at høre endnu mere af Mozarts musik – og mange andre af datidens komponister. Udover denne præsentation, så indeholder hæftet også et interview med dirigenten.

Boksen koster 399,50 kr. Det er faktisk temmelig billigt, når man husker, at boksen indeholder 12 CDere. Det vil jo sige, at hver CD koster 33,50 kr pr. stk. Musikken er total lækker. Hæftet er lækkert. Selv designet på den sorte boks er temmelig lækkert. Jamen, det hele er bare superlækkert. Der er slet ingen tvivl om, at denne boks er alle pengene værd!

Man kan købe boksen ved at trykke lige HER – hvor man også kan høre smagsprøver.

Mozart symfonier

9 ingredienser og 20 minutters arbejde i køkkenet – mere har man ikke brug for, hvis man skal lave en suveræn chokoladekage. Den skal ikke en gang bages!

Ingredienser til en suveræn chokoladekage.

Ingredienser til en suveræn chokoladekage.

15 digestive kiks
100 plantemargarine
1 tsk kanel
8 dl sojamælk
4 spsk sukker
5 spsk maizena majsstivelse
2 tsk vaniljesukker
150 g chokolade
1 knivspids salt

1) Kiksene skal knuses. Jeg synes det er nemmest at gøre det i en plastikpose. Dernæst hælder man de knuste kiks i en skål, sammen med plantemargarine og kanel. Ælt indtil det bliver en næsten sammenhængende masse.

2) Dernæst trykkes massen ud i bunden af en smurt springform. Man kan evt. klippe et plastikchatek op og bruge det langs kanterne. Det vil give kage en flot kant uden pletter af plantemargarine, når den er helt færdig.

3) Hak chokoladen i grove stykker og sæt den til side.

4) Hæld sojamælk, sukker, maizena, vaniljesukker og salt i en gryde. Når man tænder for gryden skal der røres konstant. Først skal man røre for at opløse og blande alle ingredienserne. Dernæst skal man røre for at undgå, at det brænder på. Jeg synes det er nemmest at bruge et piskeris.

5) Når det begynder at koge, så skal man slukke STRAKS. Dernæst hælder man chokoladen i gryden og lader den smelte – stadigvæk under konstant omrøring, så det bliver en jævn chokolademasse. Lige så snart chokoladen er smeltet, så hældes den over i springformen, som sættes i køleskabet. Så skal den bare stå et par timer….. så har man en suveræn chokoladebudding-kage! 

Jeg synes, at dette er en genial opskrift. Den er supernem og samtidig tror jeg, at den kan varieres i det uendelige. Næste gang vil jeg prøve at blande revet appelsinskal i chokoladebuddingen. Denne chokoladecreme ville med garanti også være superlækker i en lagkage, men så skal man måske bruge lidt mindre maizena ….. :D

Og hvis man lader være med at putte chokolade i, så får man en helt traditionel kagecreme, som også kan bruges til lagkage. Men det kunne jo også være spændende at putte frugt i denne vaniljebudding. Jeg synes der er uendeligt mange muligheder og jeg glæder mig til at lege med denne opskrift.

Vegansk chokoladekage.

Vegansk chokoladekage.

For nyligt fik Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht en ny hjemmeside. I den forbindelse sprang han også ud som blogger.

En eftertænksom musikchef.

En eftertænksom musikchef.

Henrik Engelbrecht har en fortid som studievært i DR. Han har også været operadramaturg på Det kongelig teater og samtidig har han skrevet flere bøger om opera. Siden 2010 har han været musikchef i Tivoli. Der er vel ingen chefer som helt kan undgå lidt stormvejr fra tid til anden. Jeg synes han er en fantastisk musikchef, som har løftet Tivolis koncertsal op på et niveau, hvor den aldrig har været før. Jeg tror aldrig, at Tivoli har haft en musikchef, der var så engageret og ambitiøs på koncertsalens vegne.

Jeg har tidligere haft sæsonkort til Tivoli, men det er først efter at Henrik Engelbrecht er blevet musikchef, at jeg egentlig synes jeg har noget at bruge det til!

Henrik Engelbrecht har 43 indspilninger af Mozarts opera Don Giovanni – der er ingen tvivl om, at han er en rigtig operanørd. Han har også en helt utrolig viden om fortidens berømte operasangere – en interesse som jeg må indrømme, at jeg ikke rigtig deler. Når jeg hører gamle indspilninger med fortidens stjerner, så kan jeg slet ikke abstrahere fra de elendige indspilninger som knaser og støjer, og operasangernes ofte temmelig forfærdelig artikulation. Henrik Engelbrecht har et fint øre for tekniske kvaliteter, som jeg godt kan misunde ham – derfor kan han høre en masse på disse gamle indspilninger, som jeg desværre ikke forstår. Men Henrik Engelbrecht har en helt exceptionel evne til at fortælle på en spændende og engageret måde. Derfor bliver det aldrig kedeligt, når han fortæller om opera, klassisk musik og gamle operastjerner. Ud over disse emner, så skriver Henrik Engelbrecht også om relevante bøger og nye udgivelser på CD. 

Du finder Henrik Engelbrechts blog ved at trykke lige HER.

Tivolis koncertsal.

Tivolis koncertsal.

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Kategorier

VeggieToppen
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 108, der følger denne blog

%d bloggers like this: