Martin C. Putna

Efterhånden er det 6-7 år siden, at jeg har haft en kæreste – og ikke nok med det; i løbet af de sidste to år har der kun været en date. Kun én eneste! Jeg synes overhovedet ikke det er sjovt længere. Det er ikke så meget det seksuelle behov som er problemet. Men jeg trænger helt vildt til at kysse….. jeg er efterhånden så desperat, at jeg er klar til at kysse hvem som helst. 

Martin C. Putna

Der er ingen tvivl om, at denne situation på mange måder er min egen skyld. Jeg har ikke noget imod internetdating; bortset fra, at det har jeg så alligevel…… I følge min erfaring er det jo fuldstændig umuligt at få sig en date på internettet, men man kan score 50 liderlige mænd til en fræk aftale i løbet af 20 minutter. Det har jeg bare ikke lyst til. Derudover så gider jeg ikke gå på diskotek – jeg vil meget hellere til en god koncert i en af byens mange koncertsale, og i stedet for at gå på værtshus, så vil jeg hellere sidde hjemme og hygge mig med en god bog. 

Alt det kan jeg ikke lade være med at tænke på, når jeg læser på Politikens hjemmeside, at Tjekkiets præsident Milos Zeman forhindrer en kendt litteraturforsker – den 44-årige Martin C. Putna – i at få et professorat på Prags universitet udelukkende fordi at Putna er homoseksuel. 

Milos Zeman vil ikke have Martin C. Putna, men det vil jeg saftsusme gerne….. han er da megalækker! Han er både lækker og sexet og charmerende! Det er lige præcis sådan en mand jeg drømmer om, når jeg går alene i seng aften efter aften efter aften….. I´m a loser baby, so why dont you kill me?! 

Læs mere om sagen her: “Præsident blokerer for professorpost til formodet homoseksuel forsker“. 

Den tjekkiske litteraturforsker Martin C. Putna

Hvor mange gange kan et hjerte smelte?

Chopins nocturner er ikke bare Chopins nocturner; når man hører dem spillet i virkeligheden, så lyder de altid forskelligt. Ikke bare fordi at den ene aften er forskellige fra den anden, men også fordi at alle pianister har deres egen stil og fortolker værkerne på deres egen måde. Selv om noderne er de samme, så vil der altid være små variationer som gør en stor forskel. Det mærkede jeg meget tydeligt søndag aften, hvor Andrej Gavrilov gav koncert i Tivolis koncertsal. 

Chopins nocturner

Andrej Gavrilov begyndte med at spille 9 af Chopins 21 nocturner; nocturner betyder “nattestykker”. Det er stille og indadvendt musik, med en helt fantastisk evne til at fremkalde indre billeder af varme, franske nætter med måneskin, glitrende stjerner, sværmeri, længsel, melankoli – og ensomhed. Det var så smukt, at mit hjerte smeltede igen og igen og igen….. 

Cover til Maria João Pires berømte indspilning af Chopins nocturner

For mange år siden købte jeg Chopins nocturner i en fabelagtig indspilning med Maria João Pires; de første seks måneder kørte denne CD næsten i døgndrift. Jeg kunne slet ikke få nok – derfor kender jeg Chopins nocturner særdeles godt. Men Andrej Gavrilov spillede helt anderledes end Maria João Pires; Pires har et blidere anslag og har primært fokus på de romantiske og sværmeriske aspekter af Chopins musik. Gavrilov har en skarpere stil og når man hører hans fortolkning, så bliver man mere opmærksom på det temperament og den lidenskab som også raser i mange af Chopins nocturner. Man kan sige, at Gavrilov trækker kontrasterne skarpere op…. Der er både tordenvejr, kaskader af sommerregn og rasende lidenskaber i disse vidunderlige nocturner. 

Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg foretrækker Gavrilovs nocturner frem for Pires. Jeg er så betaget, at jeg ligefrem overvejer, om det er på tide at købe en ny indspilning af Chopins nocturner…… 

Prokofiev – Romeo og Julie

Andrej Gavrilov

Efter pausen skulle Andrej Gavrilov spille to klaversonater af Prokofiev – og det havde jeg glædet mig til. For det første er jeg ret vild med Prokofiev og for det andet, så er det vist en af de første gange i mit liv, at jeg er til en koncert hvor jeg kender alt hvad der bliver spillet. 

Men så annoncerede Tivolis musikchef, at der var en lille ændring i programmet – Andrej Gavrilov ønskede at spille fire satser fra Prokofievs “Romeo og Julie” i stedet for den første klaversonate. Jeg havde glædet mig til klaversonaten, men jeg synes alligevel, at det var et godt valg. Det gav lidt mere variation i programmet og viste samtidig en anden side af Prokofiev. Noget af musikken fra “Romeo og Julie” er selvfølgelig hamrende romantisk, men i anden sats fik klaveret virkelig nogle bank….. og når man så kommer til den fjerde sats – The Dance of the Knights – så kan man jo næsten ikke sidde stille. Jeg ligger et link i bunden af dette indlæg, hvor man kan høre denne sats spillet af Evgeny Kissin. Det er fortryllende musik, som man næsten ikke kan få ud af hovedet igen. 

Prokofiev – klaversonate nr. 8

Sergej Prokofiev skrev 10 klaversonater; sonate 6, 7 og 8 blev skrevet under 2. verdenskrig og kaldes derfor “krigssonaterne”. Jeg har alle disse klaversonater i en indspilning med Barbara Nissman – en indspilning som jeg har været rigtig glad for. Men endnu en gang var der virkelig stor forskel mellem de to pianisters fortolkninger. 

Cover til Barbara Nissmans CD med Prokofievs klaversonater

Andej Gavrilov spillede også dette værk mere kraftfuldt end jeg er vant til – men det var også mere blødt og inderligt i de stille og dæmpede passager. Anden sats begynder meget melodisk, men udvikler sig til en fin og drømmeagtig stemning, som næsten minder om Chopins nocturner. 

Endnu en gang måtte jeg indse, at jeg klart foretrak Andrej Gavrilov frem for den CD som jeg er vant til. Gavrilov spillede med større dybde, flere kontraster, flere farver og mere lidenskab end Barbara Nissman. Under koncerten sad jeg og tænkte, at det er simpelthen ikke det samme musik, som jeg har derhjemme på CD…. det er måske de samme noder, men derudover havde de ikke meget til fælles. 

Efter et stormende bifald udbrød Gavrilov pludselig, at han ikke kunne bære at slutte med de triste og mørke toner fra den 8. klaversonate. “Nu lever vi i et nyt århundrede”, sagde han – hvorefter han gav et lille ekstra nummer. Jeg hørte desværre ikke hvad det var. 

Efter koncerten skulle Gavrilov interviewes af Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht. Det skulle kun vare 5-7 minutter. Men det gik helt galt…. Gavrilov fortalte, at når man spillede klassisk musik, skulle det ikke være en fortolkning, men en “transmission”. Han prøvede at illustrere forskellen ved at spille lidt fra Tjajkovskijs 1. klaverkoncert. Men da han først kom i gang med at fortælle om Tjajkovskij, så var han slet ikke til at stoppe igen. Hvis Henrik Engelbrecht ikke havde grebet ind, så tror jeg at Gavrilov havde spillet hele koncerten. Det var meget elegant, da musikchefen diplomatisk foreslog, at de skulle gå tilbage til stolene og fortsatte der –  og da de havde sat sig ned, skyndte han sig at sige tak for i aften. På daværende tidspunkt havde det korte interview så også varet mere end 20 minutter. 

Det var en supergod aften og en fantastisk koncert med en meget spændende kunstner…. det er altid fascinerende at møde kunstnere som virkelig brænder for det de laver, og det var præcis sådan en kunstner vi mødte både under koncerten og da han senere fortalte om klassisk musik, Tjajkovskij og hans 1. klaverkoncert. Gavrilov spillede en masse af mit yndlingsmusik og han spillede det bedre end jeg nogensinde har hørt det før. Så kan man vist ikke ønske sig mere…… . 

Skumfiduser fra Strangas

I går skrev jeg et begejstret indlæg om skumfiduser fra Strangas. Jeg skrev at de er veganske, men det er desværre IKKE sandt. 

Jeg sendte en mail til Strangas, med et link til mit blogindlæg. I dag har jeg modtaget en mail fra dem og de skriver: 

“… der er desværre sket en stor fejl. 
Begge skumfiduser er lavet gelatine, og de print der er kommet på dem med lakrids, er blevet fejltrykt. De vil blive skifet hurtigst muligt. Det er en KÆMPE fejl fra vores side, da vi ved hvor meget det betyder for veganere at spise korrekt, så det skal vi virkelig beklage! Resten af indholdet er som oplyst, og der er ikke farvestoffer i som vi skriver.” 

Øv, øv, øv – jeg er både skuffet og ærgerlig. Jeg er selvfølgelig ikke glad for, at jeg har spist død gris; men jeg synes det er endnu værre, at jeg har anbefalet flere hundrede mennesker at gøre det samme. Jeg kan jo se, at der er rigtig mange som har læst mit indlæg! Jeg beklager og undskylder en million gange.

Fejl sker – det er dødhamrende ærgerligt, men der er ikke noget at gøre ved det. Hvis man skal se lidt positivt på denne historie, så er det jo godt at fejlen blev opdaget så den kan blive rettet inden flere veganere kaster sig over Strangas marshmallows; Strangas skriver, at etiketterne bliver skiftet hurtigst muligt.  

Endnu en gang undskyld til jer alle sammen; jeg håber ikke, at I har nået at spise alt for meget død gris.

Skumfiduser med lakrids

Herman Melville – Mardi

Den amerikanske forfatter Herman Melville(1819-1891) debuterede med sydhavsromanen Typee i 1846. Lige som efterfølgeren Omoo fra 1847 var den baseret på hans egne oplevelser i sydhavet, hvor han havde tilbragt et par år som hvalfanger. Det var meget “kulørte” eventyrromaner om vilde kannibaler og erotik med eksotiske kvinder. 

Derefter fulgte murstensromanen “Mardi – og en rejse dertil”. Endnu en gang er hovedpersonen ombord på en hvalfanger, som krydser rundt på verdenshavene. Efterhånden bliver hovedpersonen træt af dette liv og han rømmer sammen med vikingen Jarl. I dage og uger driver de rundt i en jolle som var de skibbrudne, indtil de møder et havareret sejlskib, der er forladt af alle andre end den indfødte Samoa og hans tyvagtige kone Annatoo. Hun stjæler samvittighedsløst alt hvad hun kan skrabe til sig og gemmer det de mest usandsynlige steder på skibet.  Hendes tyvagtige tilbøjeligheder er så uhæmmede, at de ligefrem er livsfarlige – uden den mindste form for betænkelig stjæler hun både kompasset og skruerne fra dæksplankerne. 

Efter en storm må de forlade den synkende skude og atter søge tilflugt i den lille jolle. 

Ude midt på havet møder de en flok vilde, der kommer sejlende med en smuk ung kvinde, som skal ofres til guderne. Hovedpersonen bliver ramt af amors pil. Han myrder de indfødtes høvding og redder pigen. Endelig kommer de til en eksotisk sydhavsø, hvor de slår sig ned. Hovedpersonen danner par med pigen Yillah, indtil hun pludselig en dag forsvinder ud i den blå luft. 

Hovedpersonen Taji er ved at dø af længsel efter Yillah; derfor udruster man en ekspedition bestående af kongen og halvguden Media, filosoffen Babbalanja, historikeren og krønikeskriveren Mohi, samt troubaduren og digteren Yoomy. De begiver sig ud på en tur som bringer dem rundt til de fjerneste øer i øriget Mardi. Overalt søger de efter den skønne og fortryllende Yillah. 

Mardi som allegori

Den tapre redningspatrulje når ikke langt på deres rejse, før læseren begynder at ane uråd. Der er mere på færde end bare en fantasifuld eventyrroman. De besøger forskellige sydhavsøer, hvor de bliver beværtet af de indfødte konger, de bliver præsenteret for øernes seværdigheder, deres myter, historier og særpræg. Man begyndt snart at skimte træk der minder en hel del om Homers Odysséen. Men Herman Melville vil endnu mere med sin roman. 

I 1721 udgav Montesquieu romanen Lettres persanes – Persiske breve – hvori en persisk rejsende beskriver hvad han ser og oplever i – det for ham! – fremmede Frankrig. Det er et af oplysningstidens første forsøg på at relativere alt det vi tager for givet og sætte spørgsmålstegn ved religion, styreformer og samfundsformer. Dermed grundlagde Montesquieu en genre som har holdt sig helt til vores tid. Men allerede i 1741 udgav Ludvig Holberg romanen “Niels Klims underjordiske rejse”, som er skrevet efter den samme model. 

Derfor er Herman Melvilles roman mere end en Odyssée som er henlagt til sydhavsøerne. Det er en allegori over vores egen verden; det bliver helt tydeligt, når vi hører om Zandinavia, kongen af Jutlanda og kongen af Muzkovi(Moskva) “en istappet og stridhåret isbjørn af en despot oppe nordpå“.  Når de kommer til frihedens land Vivenza, så er man slet ikke i tvivl om, at det er en grum og hårrejsende parodi på det frihedselskende Amerika, og det store Frihedstempel er en syrlig allegori på både senatet og kongressen. 

Men her stoppede Melvilles ambitioner slet, slet ikke; udover at bogen er en dramatisk eventyrroman, hvor det lille rejseselskab leder efter Yillah i alverdens riger og lande, så er Mardi også en symbolistisk roman. Dette aspekt er inspireret af Dantes guddommelige komedie; filosoffen Babbalanja – som er udledt af “babbling angel” eller sludrende engel – bliver besat af en dæmon, som både sender ham til helvede og kaster ham ud i en vanvittig psykose, inden han endelig kan stige til himmels. Det minder mig en hel del om de danske symbolister Knud Hjortø og Ernesto Dalgas – deres symbolisme er så hysterisk og afsindig, at man er i tvivl om det er forfatteren eller hans hovedperson der har mest brug for professionel hjælp. 

Selv om Herman Melville både lader Babbalanja stige ned i det dybeste mørke og derefter lader ham rejse ind i den saligste himmel, så har det heldigvis ikke den uudholdeligt hysteriske tone som Dalgas og Hjortø bruger. Det giver faktisk mening og det lykkes Herman Melville at få dette kæmpeværk og alle de forskellige niveauer til at hænge sammen. 

Et spørgsmål om stil

Melville insisterede på at skrive som det passede ham – og det kan man godt more sig over. Der er ingen tvivl om, at en moderne redaktør ville overtale sin forfatter til at skære et par hundrede sider bort; det havde måske skabt en mere intens stemning af spænding og det havde måske også øget underholdningsniveauet. Men Herman Melville er heldigvis ikke en moderne forfatter med en moderne forlagsredaktør, for det havde naturligvis ødelagt hele perspektivet. Mardi er en helt fantastisk roman, men det er også et værk som kræver både tålmodighed og udholdenhed af sin læser. 

Det meste af bogen er skrevet i 3. person og Taji er hovedpersonen; men det glemmer forfatteren ret ofte, hvorefter han frejdigt svinger mellem 1. og 3. person. Det går også galt på side 493, hvor Babbalanja citerer fra sin yndlingsfilosof Baddiannas testamente, men forfatteren får byttet om på deres navne. 

Til gengæld har bogen en friskhed og en personlig stil, som man kun kan glæde sig over! Herman Melville har skabt et stærkt mesterværk som er dybt originalt; i følge forordet er der ligefrem litterater som mener, at Kafka har fundet inspiration til sin roman “Amerika” i kapitlet om Vivenzas store Frihedstempel. 

Det er en tanke som jeg godt kan forholde mig til, for jo mere jeg læser af Herman Melville, jo mere spændende og jo mere kafkask synes jeg egentlig at han er. Det er efterhånden ved at gå op for mig, at han hører til blandt de moderne forfatterkoryfæer som James Joyce, Virginia Woolf, Céline, Dostojevskij og naturligvis Franz Kafka. 

Udover at Mardi er en verdensallegori og en symbolistisk udviklingsroman, så rummer den også nogle seriøse eksistentialistiske overvejelser, som man godt kan reflektere over: “Tro er for den tankeløse; tvivl er for den, som tænker“, siger Babbalanja. 

Mere Melville

Herman Melville (1819-1891)

Den første roman jeg læste af Herman Melville var Moby Dick – og sjældent har jeg kedet mig så meget. Den var mega lang og mega kedelig. Jeg forstår simpelthen ikke, at der er så mange mennesker som elsker den bog. Da jeg endelig blev færdig med Moby Dick var jeg i hvert fald ikke Herman Melville-fan. 

Men så begyndte forlaget Bindslev at udgive alle hans store romaner og jeg lod mig friste til at læse lidt mere….. jeg læste “Bondefangeren”, “Pierre” og “Israel Potter”, mens jeg langsomt blev mere og mere fascineret. Forlaget har også oversat og udgivet “Redburn”, men den er desværre udsolgt. Jeg har forsøgt at finde den antikvarisk og en dag skal det nok lykkes…. 

For nyligt har Bindslev også udgivet en ny udgave af Moby Dick; i mellemtiden er jeg blevet så vild med Herman Melville, at jeg ligefrem overvejer at give den en chance mere. Jeg har også ladet mig fortælle, at den gamle oversættelse er ret elendig…. derfor skulle man måske forsøge at læse den i Flemming Chr. Nielsens oversættelse. Det er også Flemming Chr. Nielsen som har oversat Bondefangeren, Pierre og Israel Potter, og jeg har været særdeles imponeret over dem alle tre. De har nærmest været klinisk renset for stavefejl og sproget har været så flydende og mundret, at man slet ikke har tænkt over, at det var oversættelser. Man kan desværre ikke sige det samme om Mardi. Der er en del stavefejl og det ærgrer mig, at man ikke har formået at holde niveauet fra de andre oversættelser. 

“Takket være Medias omtænksomhed viste de tre fremmede sig at være fortræffelige bekendtskaber“, står der på side 184. Jeg havde nok valgt at skrive: “Takket være Medias omtanke……. “ 

På side 202: “Ved sin død testerede han sin søn den kongelige gjord” – og det der underlige ord “testerede” bliver brugt mange gange. I alle tilfælde kunne oversætteren lige så godt have brugt ordet “testamenterede”. 

Copenhagen Phil sæson 13/14

For nogle dage siden offentliggjorde Copenhagen Phil programmet for sæson 2013-2014 – deres første sæson med det nye navn. 

Og jeg kan ikke lade med med at tænke, at det er et program der understreger intentionerne med deres nye engelske navn; lige for tiden spiller Copenhagen Phil i Østre gasværk, hvor de fejrer 100-året for Le Sacre de Printemps med en danseforestilling som de selv kalder “revolutionerende”. Copenhagen Phil spiller, mens danserne fra Dansk Danseteater danser sammen med 200 børn. 

I næste sæson kommer der 4 nye forestillinger med deres koncept “60 minutes”, hvor man kan opleve anderledes, nyskabende og innovation kunstmusik. Den 13. november rykker de ovenikøbet forestillingen til koncertsalen i Store Vega. Den 14. marts spiller man en ny koncert af den kinesiske komponist Tan Dun og aftenens solist – Mathias Reumert – spiller slagtøj. 

Der er ingen tvivl om, at Copenhagen Phil er Danmarks førende symfoniorkester, når det kommer til det som man vist godt kan tillade sig at kalde for avantgarde musik. Både den klassiske musik og den klassiske koncertform bliver udfordret og nyfortolket. Alle disse projekter viser, at Copenhagen Phil er et moderne symfoniorkester, der har både mod og lyst til at kaste sig ud i visionære og innovative opgaver. 

Men jeg må indrømme, at jeg er lidt konservativ; derfor glæder jeg mig mest til de traditionelle, klassiske værker. 

Fem favoritter

D. 27. september 19,30: det er umuligt, at forestille sig en mere storslået og grandiøs sæsonåbning. Aftenens første værk er Beethovens 1. symfoni og efter pausen spiller de Beethovens 9. Jeg har aldrig hørt den 9. i virkeligheden, men jeg bliver en smule eksalteret bare ved tanken om at opleve den store finale med glædeshymnen “Ode an die Freude”; der er 4 solister som skal synge sammen med både Ars Nova og det lettiske radiokor. Hvis alt går som det skal, så bliver denne koncert en af årets absolutte højdepunkter. Læs mere HER. 

Den finske dirigent Santtu-Matias Rouvali

D. 25. oktober 19,30: en af de bedste nyheder i det nye program, er oplysningen om at den unge finske dirigent Santtu-Matias Rouvali er udnævnt til Copenhagen Phils 1. gæstedirigent. Jeg oplevede den unge dirigent ved en koncert i sidste sæson, hvor jeg blev dybt fascineret af hans energi og hans dynamiske stil. Derfor glæder jeg mig rigtig meget til denne koncert, hvor de spiller to værker af John Adams, som jeg ikke kender, før de slutter med Dvoráks 9. symfoni – “Fra den nye verden”. Læs mere HER. 

D. 22. november 19,30: denne aften spiller Copenhagen Phil Sjostakovitj Symfoni nr. 7, kendt som Leningrad Symfonien. Jeg er ret vild med Sjostakovitj og hans kraftfulde værker, så det er endnu en koncert, som jeg nødig vil gå glip af. Læs mere HER. 

D. 21. februar 19,30: kan man opleve Copenhagen Phils chefdirigent Lan Shui, når han dirigerer Richard Strauss “Don Quixote” med cellist Jan Vogler som solist. Samme aften kan man også opleve Tjajkovskijs 5. symfoni. Jeg er ikke særlig vild med Tjajkovskij…. han er alt for følende, sentimental og romantisk til mit temperament. Netop derfor bliver jeg fanget af beskrivelsen i programmet, hvor Tjajkovskijs 5. symfoni sammenlignes med Beethovens 5. Det lyder jo særdeles interessant. Læs mere HER. 

D. 28. februar 19,30: er vi formodentlig nået til endnu et af sæsonens højdepunkter; aftenens koncert begynder med Mahlers Blumine, som jeg aldrig har hørt før. Dernæst følger Mahlers sangcyklus Kindertotenlieder. Det er vist 13-14 år siden, at jeg var til min første Mahlerkoncert og det sagde mig absolut ingenting. Siden har jeg hørt Mahler nogle gange og jeg har også købt et par af hans symfonier på CD – men det har aldrig fanget min interesse. Sidste sommer satte jeg tilfældigvis et af Mahlers værker på mit anlæg og pludselig – jeg aner ikke hvad der skete – men pludselig blev jeg fuldstændig bjergtaget. De næste 2-3 måneder hørte jeg Mahler fra morgen til aften. Jeg kunne slet ikke nok…. derfor glæder jeg mig rigtig, rigtig meget til denne Mahlerkoncert. Efter pausen kan man høre et værk af Hindemith – “Matias der Maler”. Jeg kender ikke værket, men det lyder meget spændende. Læs mere HER. 

Chefdirigent Lan Shui

Udover alle disse koncerter, så spiller Copenhagen Phil også når Den jyske opera gæster København med to operaforestillinger. I november kan man opleve Janaceks opera “Katja Kabanova” og til april får man chancen for at se Donizettis “Lucia di Lammermoor”. Begge forestillinger kan opleves på Det kongelige teaters Gamle scene på Kongens Nytorv. Det er mit indtryk, at Den jyske operas gæsteforestillinger er blevet meget populære i løbet af de sidste par år – det er i hvert fald blevet sværere og sværere at få billetter. Og det er efterhånden et par år siden, at det er lykkedes for mig…….. 

Endelig er der selvfølgelig også en ny omgang kammerkoncerter, som altid finder sted søndag kl. 11,30, hvorfor de har fået navnet “½12 koncerter”. Jeg elsker disse afslappede, hyggelige og intime koncerter, hvor de forskellige værker altid krydres med anekdoter og underholdende musikhistorie. Af en eller anden grund når jeg aldrig at komme til mere end halvdelen; det er jeg rigtig ked af, for jeg kan slet ikke forestille mig, at man kan bruge sin søndag på noget der er bedre. Måske lykkes det for mig, at komme til alle ½12 koncerterne i den nye sæson. Man har da lov til at håbe……. 

Copenhagen Phil i det gamle koncerthus, hvor de har fast base.

Henrik Rasmussen – Frihedens pris

I Danmark er de fleste biografier omkring 200 små sider; det er ikke meget, hvis man både skal redegøre for en forfatters liv og værk. Derfor foretrækker jeg at læse biografier på engelsk, hvor en god biografi ofte fylder 6-700 sider. Når man kun har 200 sider til rådighed, så bliver resultatet ofte både overfladisk og uinteressant. Skønt Henrik Rasmussens bog om André Gide kun er på 171 sider, så er det en pragtfuld og meget imponerende undtagelse….. 

André Gides liv

André Gide (1869-1951)

Den franske forfatter André Gide blev født i 1869; hans far var en helt almindelig fransk protestant, men hans mor var præget af en calvinistisk og meget puritansk opdragelse. Dette forhold grundlagde en dyb splittelse i forfatteren, som skulle følge ham resten af livet. Han var et velopdragent barn som selv forsøgte at leve efter strenge regler; men samtidig var han så forfalden til onani, at han blev bortvist fra skolen. Jeg ville ønske, at Henrik Rasmussen havde fortalt hvordan denne historie egentlig hang sammen, for man kan jo ikke blive bortvist med mindre man bliver opdaget…. og hvordan i alverden har man opdaget, at den unge André var forfalden til onani?! Efter bortvisningen blev han henvist til læge, men André Gide fortæller mange år senere i sin selvbiografi, at det ikke havde nogen som helst virkning på hans tilbøjelighed. 

I 1893 rejser André Gide sydpå i selskab med hans gode ven Paul Laurens. Gide bliver syg på turen gennem Italien, men de fortsætter til den persiske by Susa; her får han sin seksuelle debut i sandklitterne uden for byen med en ung araber. 

Derfra rejser de videre til den algierske by Biskra, som er rejsens mål. Her møder de en ung pige som tilbringer nætterne hos de to unge mænd. Men André Gide skriver senere i sin selvbiografi “Hvis hvedekornet ikke dør”: “Hvis jeg i denne nat var fyrig over for Meriem, så var det, fordi jeg, når jeg lukkede øjnene, forestillede mig, at jeg omfavnede Mohammed“. 

Oscar Wilde (1854-1900)

Efter en smuttur hjem til Frankrig, så vender André Gide tilbage til Biskra i 1895, hvor han møder Oscar Wilde og hans partner Lord Alfred Douglas. Selv om André Gide prøver at undgå dem, så mødes de alligevel. De tilbringer en aften og en nat sammen – i selskab med nogle arabiske drenge. Denne nat bliver et højdepunkt i André Gides liv; han oplever for første gang den totale frihed, samt en lyst og en tilfredsstillelse der er fuldstændig uden nogen form for skyld eller følelse af synd. 

Derefter vender han hjem til Frankrig, hvor han gifter sig med sin kusine Madeleine; hun har de samme puritanske tendenser som hans mor, der er død kort tid forinden. André Gide får det åndelige og platoniske ægteskab som han ønsker – men der er også en kløft mellem dem, som bliver større og større. Madeleine tilbringer mere og mere tid på landstedet Cuverville, som hun arver efter sin familie. André Gide lever primært i Paris, hvor han optræder som celeber forfatter om dagen og opsøger byens mere lyssky fornøjelser om natten. Med mellemrum tager han ophold på Cuverville, hvor han lever et borgerligt liv sammen med Madeleine. 

Forfatterskab

Denne splittelse er også et gennemgående og uomgængeligt træk i hele hans forfatterskab. I 1897 udgiver han “Jordens frugter”, som er en lyrisk rapsodi – en slags hyldest til friheden, til den nordafrikanske sensualitet og den ultimative hedonisme. Jeg har læst bogen et hav af gange – det er en sælsomt forførende og meget gådefuld bog, som uden nogen tvivl er skrevet på baggrund af forfatterens egne oplevelser i Susa og Biskra. 

Cuverville

Derefter følger “Den umoralske” i 1902, og “Den snævre port” i 1909. Skønt der er 7 år imellem dem, så er bøgerne skrevet samtidig og de vidner endnu en gang om splittelsen i forfatterens eget liv. “Den umoralske” foregår på et fransk landsted, som kunne være inspireret af Cuverville eller det  landsted som forfatterens egen familie ejede. Den mandlige hovedperson har en svaghed for unge mænd, som har svært ved at holde sig inden for lovens rammer og denne svaghed gør ham uegnet til et trygt og småborgerligt familieliv. På grund af hans brændende længsel efter den nordafrikanske hedonisme ender det med at han mister alt…. hvor “alt” naturligvis skal forstås som tidens småborgerlige værdinormer. 

“Den snævre port” handler om en fætter og en kusine som elsker hinanden – men de er begge så besat af tanken om at leve et dydigt liv, at det skygger for alle deres verdslige ønsker og drømme. Deres fællesskab er baseret på et fælles ønske om at komme gennem den snævre port til himmerige, hvilket forhindrer dem i at leve livet mens de har det. “Den snævre port” er et stærkt manifest over den puritanske og livsfornægtende drift, som uafbrudt kæmpede med forfatterens længsel efter frihed og nydelse. 

Den engagerede forfatter

André Gide var en verdensberømt forfatter og han brugt sin berømmelse til at påvirke sin samtid så meget som muligt. I 1924 udgiver han bogen “Corydon”, som er et forsvar for homoseksualitet: i fire dialoger – inspireret af Platons Symposion – fortæller hovedpersonen, hvordan han opdagede sin egen homoseksualitet. Dernæst gennemgår han kendskabet til homoseksualitet blandt dyr, han forfæller om hvordan homoseksualitet bliver fremstillet i kunst og kultur, inden han slutter med en etisk diskussion af emnet. 

En imponerende bog om André Gide

“Corydon” udløste er veritabelt stormvejr over forfatteren, men det havde næppe lagt sig før han kastede sig over endnu et kontroversielt emne: i 1925 rejste han til både Congo og Tchad, hvor han oplevede kolonimagtens brutalitet og de franske virksomheders hensynsløse udnyttelse af befolkningen. Man benyttede både mord og regulære massakrer for at opnå det man ønskede. Da André Gide vendte tilbage til Frankrig kastede han sig ud i en indædt kampagne imod disse forhold og det lykkedes ham faktisk at påvirke lovgivningen. 

Gennem årene rykkede André Gide tættere og tættere på kommunismen, selv om han aldrig blev medlem af partiet. I 1936 blev han inviteret til Moskva for at besøge Maksim Gorkij, sammen med en gruppe andre franske forfattere. Gruppen blev eskorteret rundt i landet og de blev hyldet alle steder hvor de kom frem. Overalt blev de præsenteret for eksempler på kommunismens udvikling – fx så de også en genopdragelseslejr. I dag har vi svært ved at forstå de mange, mange kunstnere og intellektuelle som forsvarede kommunismen lagt op gennem 1900-tallet. André Gide lod sig ikke forføre; besøget udløste en årelang polemik imod sovjetkommunismen og den franske venstrefløjs blåøjethed. 

Frihedens pris

I 1946 fik André Gide tilbud om en plads i det franske akademi, men afslog. I 1947 fik han nobelprisen i litteratur og han dør i 1951 – umiddelbart efter hans død bliver hans samlede forfatterskab sat på vatikanets Index Librorum Prohibitorum – listen over forbudte bøger. 

André Gide udfordrede de politiske, de moralske og de religiøse dogmer, og han satte spørgsmålstegn ved alle autoriteter – men det er mange år siden og verden er anderledes i dag. Vi er ikke længere så nemme at provokere. Samtidig er det nok også meget få mennesker i 2013, som er uenig med André Gide og alle hans holdninger…  

Det giver os mulighed for læse André Gides bøger på en ny måde – nu kan vi begynde at læse hans bøger og værdsætte dem for deres litterære værdier. Inden man kaster sig over hans forfatterskab, så er det en rigtig god ide at læse “Frihedens pris”; selv om bogen kun er på 171 sider, så får man en følelse af, at man ved alt hvad der er værd at vide om André Gide, når man har læst bogen. Jeg er dybt imponeret og derfor har jeg læst bogen to gange med blot nogle få ugers mellemrum. 

På en enkel, nem og lettilgængelig måde formår Henrik Rasmussen både at præsentere forfatteren André Gide og at give en god introduktion til hans forfatterskab. På overbevisende måde får han trukket André Gide ud af glemslens kviksand og placeret ham blandt de store moderne forfattere som Franz Kafka og James Joyce. Men det allervigtigste er nok, at han fik mig til at genlæse André Gides hovedværk “Falskmønterne” – gid det må gå mange andre læsere på samme måde! 

Bogen er udgivet på forlaget Lindhardt og Ringhof i 2012.

Vegetarfest med zumba

Lørdag aften blev der holdt vegetarfest i København; vi var 85 mennesker og mange var kommet både fra Jylland, Fyn og Sverige. Heldigvis har vi fundet et godt sted som kun ligger nogle få minutters gang fra hovedbanegården. 

To borde med vegansk mad og bagest et bord med kager.

Jeg er ret imponeret over fremmødet; jeg har selv været ansvarlig for tilmeldinger og økonomi. Derfor ved jeg, at der kun var én eneste af de tilmeldte som ikke dukkede op. Til gengæld kom der en enkelt som ikke var tilmeldt…. Asta var ansvarlig for borddækning og alle forberedelserne. Jeg ved ikke om hun havde husket at tælle alle børnene med, men jeg må jo nok indrømme, at jeg havde glemt at informere hende om 8 tilmeldinger som var kommet i sidste øjeblik. Det betød, at det var noget af en udfordring, at finde pladser til de sidste som ankom. 

Glade veganerforældre….

Som sædvanlig var deltagernes alder meget spredt; på billedet kan man se den yngste deltager, som kun er et par uger gammel. Den ældste deltager var en dame som formodentlig var i starten af 70erne – jeg turde ikke spørge.  

Alle kommer med en eller to retter til fællesbuffetten. Der er jævnligt nogen der spørger om vi ikke skal koordinere hvem der kommer med hvad – det har jeg kæmpet imod med næb og klør, siden vi begyndte at holde disse store fester. Det er jo slet ikke nødvendigt. Jeg tror aldrig vi har oplevet, at der var to personer der kom med det samme – og hvis det sker, så er de to retter sikkert så forskellige, at det slet ikke gør noget. 

Et udsnit af buffetten.

Efter maden gav Linse og Røsle en svensk sommervise, mens de spillede guitar og cello. Den lille koncert sluttede med at Linse spillede et lille stykke af Bach. 

Efter det musikalske indslag var der pause en times tid; omkring halvdelen af deltagerne kender hinanden ret godt. En fjerdedel kender vist et par stykker og den sidste fjerdedel kender som regel slet ikke nogen som helst. Men der er altid en utrolig god stemning til vores fester og folk er bestemt ikke bange for at lære nye mennesker at kende. Det betyder også, at der er en infernalsk larm af folk som snakker og griner i munden på hinanden. Mit stakkels, stakkels hoved….. allerede efter et par timer sidder jeg og tænker, at halv så meget larm havde været mere end rigeligt. Men det er selvfølgelig et udtryk for, at folk hygger sig og at alle er i rigtig godt humør. 

To skønne veganere; Mette som er formand for Dansk vegetarforening og Maj som bor i Sverige.

Vi var så heldige, at have besøg af Maria fra Sverige; hun havde forberedt en lidt underholdning og jeg indrømmer, at det gjorde mig en lille smule nervøs. Jeg er nemlig ikke særlig vild med underholdning til en fest. Slet ikke hvis det hører til kategorien fællesdans eller selskabslege – og det er mit indtryk, at det meste af selskabet deler min holdning. 

Men jeg skal da lige love for, at stemningen røg helt i vejret, da Maria afslørede hvad vi skulle lave. Maria er nemlig uddannet zumbainstruktør og hun havde forberedt et lille zumbaprogram til os. Jeg tror ikke, at jeg gider at gå til zumba, men jeg har længe drømt om at prøve det, så jeg var selvfølgelig vildt begejstret – og det var alle andre også. Normalt skal man slæbe folk ud på dansegulvet, men ikke til zumba – folk sprang op og der var så fyldt på dansegulvet, at vi næsten stod som sild i en tønde. Jeg tror kun der var 5 eller 6 som ikke gad at være med. 

Tobias gir den gas på dansegulvet!

Der er ingen tvivl om, at Marias zumba var festens højdepunkt. Det var enormt morsomt, alle havde det sjovt og det var en festlig måde at åbne dansegulvet på. 

Justine havde fødselsdag og vi sang selvfølgelig fødselsdagssang for hende; jeg synes hun er lidt heldig, for jeg kan slet ikke forestille mig nogen jeg hellere ville fejre fødselsdag sammen med end alle disse skønne og dejlige mennesker. Man kan vist også godt tillade sig at sige, at Justine var i usædvanlig opløftet stemning…..  

Mellem klokken 20 og 22 fordufter de fleste børnefamilier, de ældre og de kedelige – jeg hører selv til den sidste kategori. Jeg var da lige ude på dansegulvet et par gange…. men klokken var vist kun omkring halv elleve da jeg smuttede og fulgtes til hovedbanegården sammen med Roxy. Og det har jeg ærgret mig over siden. Jeg plejer jo at gå tidligt hjem – men da ikke SÅ tidligt. Derefter fortsatte festen halvdelen af natten. Jeg ved ikke hvad tid musikken stoppede, men jeg ved at døren blev lukket og låst efter den sidste gæst omkring halv fire.

Årets sommerfest er overstået – heldigvis er er kun omkring 6 måneder til julefesten!  

Et snapshot af buffetten.

Flotte politimænd

For nogle måneder siden offentliggjorde politiet en beslutning om at nedlægge det ridende politi i København. Det førte til masser af debat og massiv modstand. Men jeg hører til dem der synes at det er en utrolig god ide… jeg er opvokset med heste. Jeg har haft heste det meste af min barndom. Jeg synes absolut ikke, at heste hører til i en moderne storby med tæt trafik, larm, stress og forurening. Hvis hestene selv fik lov at vælge, så er jeg også helt sikker på, at de ville foretrække at være ude i naturen. 

Et ungdomsbillede.

Så er der flere som har fortalte mig, at disse politiheste er et fantastisk redskab for politiet i forbindelse med fx. gadeoptøjer, demonstrationer osv. “… et fantastisk redskab” – nej, heste er aldeles ikke et redskab. Heste er levende dyr – og de er generelt meget fredelige. Jeg synes det er massiv dyremishandling, at bruge heste i forbindelse med den slags voldelige situationer. De kan jo bare bruge vandkanoner i stedet for. Det skulle vist nok være særdeles effektivt….. 

Jeg kan desværre ikke huske hvordan diskussionen endte, men jeg er bange for, at politiet besluttede at beholde politihestene. Jeg synes det er et levn fra en anden tid – men heldigvis har politiet også taget mere moderne metoder i brug. Vi har nemlig fået mountainbikepoliti i København. Jeg synes de er superseje….. Men det er jo ikke kun fordi de ser smarte ud. 

Cykelpoliti i St. Kongensgade.

København er en gammel by og det er ikke altid nemt for bilerne at komme rundt i de gamle smalle gader. Det er meget nemmere for cykler. Derfor er jeg sikker på, at politiet kan få rigtig meget glæde af cykelbetjentene. Jeg håber, at det bliver en rigtig stor succes. 

Jeg er også sikker på, at disse mountainbikebetjente ser og hører meget mere end betjente der sidder inde i en bil. Derfor håber jeg, at vi får mange flere cyklende politimænd og politikvinder… jeg tror særligt det ville gøre en stor forskel i Københavns natteliv. Efter min mening burde der altid være 6-8 betjente som cyklede rundt i den indre by om natten. Men så er der selvfølgelig problemet med økonomien…. 

Her må jeg lige hive mit gamle motto frem: I DON´T GET IT.  

Mange mennesker er meget bekymret for kriminaliteten i Danmark; og man kan jo også sige, at der er nok at være bange for: overfald, bandeskyderier, hjemmerøverier, mv. Når man taler om kriminalitet, så er der en meget stor del af den danske befolkning, som gang på gang ønsker højere bøder og længere fængselsstraffe – mens de nok så bekvemt lukker øjnene for det faktum, at det koster en mindre formue at have folk til at sidde i fængslerne. 

….. og samtidig bliver der gang på gang skåret ned på politistyrken. Befolkningen ønsker at de kriminelle skal straffes hårdere og hårdere, men hvem skal fange dem? Jeg forstår det ikke og jeg er rigtig meget imod denne udvikling. Det er på tide at vende kajakken og ansætte flere folk i politiet – mange flere folk! 

Flere mountainbikebetjente i København – tak!

Freiburger Barockorchester i Tivoli

Fredag aften var jeg til årets første koncert i Tivolis koncertssal – ikke den første koncert i salen, men den første som jeg hørte. Freiburger Barockorchester blev dannet i 1985 af en gruppe musikstuderende, men de gav først deres debutkoncert efter to års øvelse og fordybelse i den musik som de ønskede skulle være deres hovedfokus: tidlig klassisk musik spillet på originalinstrumenter. 

Johann Sebastian Bach (1685-1750)

Første værk var Johann Sebastian Bachs Brandenburgkoncert nr. 1; bortset fra cellisten og cembalisten stod alle musikerne op. Det gav en spændende dynamik og en god energi i musikken. Derudover lød det fuldstændig lige så godt, som på den CD jeg har med Claudio Abbado som dirigent – dermed har jeg selvfølgelig også sagt, at det nok var en lille smule kedeligt. Man går jo ikke til koncert, for at høre noget som man lige så godt kunne have hørt derhjemme. 

Næste værk var den femte Brandenburgkoncert, som begyndte i samme stil – men så nåede vi til den store cembalosolo. Den blev spillet med en fabelagtig virtuositet og det føltes som om at den bare blev ved og ved og ved…. den var formodentlig ikke væsentlig længere end på min CD, men jeg sad med en følelse af, at det var første gang jeg rigtig hørte den. Der var en magi i musikken, som næsten var hypnotisk; man sad næsten og glemte sig selv – og det kan jo være ganske rart en gang i mellem. 

Efter pause blev anden halvleg indledt med Bachs Orkestersuite nr. 1, som jeg ikke kendte i forvejen. Det var umiskendeligt barok og umiskendeligt Bach; det var pragtfuld musik fyldt med en munter og legesyg livsglæde. 

Dernæst fulgte den tredje Brandenburg koncert…. Der var 7 musikere til den 5. Brandenburg koncert. Men der var 11 musikere til den 3. Den slags bemærker man selvfølgelig ikke når man lytter til en CD. Jeg har heller ikke tidligere bemærket, hvor forskellige Brandenburg koncerterne faktisk er. Den 3. Brandenburg koncert er en strygerkoncert… med cembalo. Det har jeg jo aldrig bemærket før. Det er derfor man skal gå til koncert; man lærer noget nyt og man hører musikken på en anden måde.

Jeg har været ret vild med Brandenburg koncerterne i mange år, men efter denne koncert har jeg også fået en stor beundring for komponisten Bach. Måske er jeg ovenikøbet begyndt at få øje på geniet…… Cembalosoloen i den 5. Brandenburg koncert var aftenens højdepunkt, men jeg var meget fascineret af cembaloet gennem hele koncerten. Jeg tror næsten, at jeg er blevet cembalofan – og det har jeg i hvert fald aldrig været før. Det skyldes vist en usædvanlig dygtig cembalist! Gang på gang ærgrede jeg mig over, at der stod et nodestativ i vejen, så jeg desværre ikke kunne se hans hænder mens han spillede. 

Som tidligere nævnt var jeg ikke så vild med aftenens første værk – jeg tror, at musikerne lige skulle varmes op. Det gælder måske også instrumenterne – og måske kan man sige det samme om publikum. Koncerten blev bedre og bedre, jo længere vi kom i programmet; samtidig blev bifaldet højere og højere indtil det nåede et ekstatisk niveau, hvor publikum både klappede og trampede i gulvet af begejstring…. Og de gode mennesker fra Freiburger Barockorchester havde sandelig fortjent det; det meste af koncerten sad jeg og ønskede, at de aldrig ville stoppe igen…. 

Freiburger Barockorchester

Fyld fryseren

Pakke fra VeganBasics

Nu er det rundt regnet 1½ måned siden, at jeg flyttede ind i min nye lejlighed – og jeg er rigtig glad for at bo her. Efterhånden er jeg også ved at komme på plads. For nogle dage siden fik jeg både hængt billeder og lamper op. 

Og så har jeg ordnet et andet projekt, som er meget vigtigt for mig: jeg har efterhånden fyldt fryseren med veganerdeller. Når man har deller i fryseren, så er det altid nemt at tage et par deller op og koge nogle kartofler, hvis man ikke kan finde på andet. Derudover har jeg altid frosne ærter og grønne bønner i fryseren, så det også er nemt at få noget grønt på tallerkenen. Skal det være ekstra lækkert, så laver man selvfølgelig nogle ovnbagte rodfrugter……

Når man har en eftermiddag eller en aften uden andre planer, så vil jeg gerne opfordre alle til at lave en ordentlig omgang deller og smide dem i fryseren. Jeg laver aldrig forskellige slags deller samme dag. Én dag laver jeg falafler, en anden dag laver jeg selleribøffer osv………. på den måde går det som en leg, når man fylder fryseren!  

Min fryser er fyldt med:

Falafler

Selleribøffer

Kidneybønnedeller

Rødbedebøffer

Kikærte burgerbøffer

Ovenover er skuffen fyldt med ærter, majs, grønne bønner, blandede frosne bær(til smoothies) og rugbrød – endnu en god ting af have i fryseren! 

Den øverste skuffe er den største. Man kan ikke se den på billedet, men den er fyldt med forskellige tofuprodukter, som jeg har købt hos VeganBasics. Jeg spiser ikke så meget af den slags, da jeg er overbevidst om, at frugt og grøntsager er sundere. Men der er nogle ting jeg godt kan lide; derfor bestiller jeg forsyninger cirka 2 gange om året og så fylder jeg fryseren op. Det er primært Vianas pålæg og deres “Chicken filets” som er lavet af tofu og smager som kylletter. De smager helt fantastisk med friskpresset citron, persillesovs og nye forårskartofler.  

Fryseren er fyldt med deller….