Glædelig jul til alle!

Nu er det snart jul. Min julemiddag bliver kartofler med blomkål, selleribøffer og persillesovs. Bagefter er der pandekager med vanilieis fra tofuline. Det er en utrolig lækker is uden mælk eller æg, som er meget populær blandt veganere og mennesker som er laktoseintolerante. Der er sikkert nogen som vil mene at det slet ikke er julemad og det har de naturligvis ret i. Men når man er alene hjemme juleaften, så har man i hvert fald det privilegium, at man kan spise sine livretter!

Frank skal være sammen med sin familie, men bagefter kommer han hjem til mig. Vi har købt en masse slik fra VeganEssentials, der er figner, dadler og brændte mandler, og Frank har lavet konfekt. Vi skal se julefilm hele natten og hele 1. juledag. Jeg har “Polarekspressen” og “The nightmare before christmas” på DVD. For nyligt købte jeg også “Jul i den gamle trædemølle”. Jeg kan stadig huske da de viste den i fjernsynet for mange år siden. Jeg var vild med den og jeg glæder mig til at se den igen. Den varer 6 timer, så vi kommer ikke til at kede os.

Det bedste som jeg har oplevet i 2007 er at jeg begyndte denne blog – jeg synes faktisk det er det bedste der er sket for mig i mange år. Derfor vil jeg slutte med at takke for jeres opmærksomhed, jeres interesse og alle jeres kommentarer. Men jeg har besluttet at holde fri mellem jul og nytår. Derfor kommer der ikke flere indlæg på bloggen før til januar.

Glædelig jul og godt nytår.

Jeg slutter med Wham og “Last Christmas”. Husk: det bliver ikke jul før du har hørt “Last Christmas” mindst 100 gange. Hvis du selv synger med, bliver det jul når du har hørt og synget den 50 gange.

Verdi: Don Carlos

I sidste uge var Frank og jeg i Operaen, hvor vi så Don Carlos af Guiseppe Verdi. Det var en provokerende, udfordrende og meget tankevækkende forestilling. Skønt den egentlig foregår i 1560, har operachef Kasper Bech Holten iscenesat og skabt en opera, som handler om vores egen verden og vores egne konflikter. Rammen er et tyranni, som Kasper Bech Holten selv beskriver som “en blanding mellem Nordkorea, Teheran og Washington DC.” Det er et samfund der er stivnet i dyrkelsen af fortiden, kirken er den øverste magt, alle overvåger alle og man er overalt omgivet af tunge, grå betonvægge som udstråler en isnende kulde.

Filip II er konge i Spanien, som er i krig med Frankrig. For at stoppe krigen, er hans søn, Don Carlos, blevet forlovet med den franske prinsesse Elisabeth af Valois. Da de møder hinanden bliver de straks forelskede og det er jo meget heldigt – hvis ikke lige det altså var fordi, at kongen(den gamle skurk!) i mellemtiden havde besluttet, at han selv ville have Elisabeth. Men de to unge kan ikke glemme hinanden. Don Carlos er forelsket i sin stedmor og hun er forelsket i ham. Det er simpelthen noget rod.

Hofdamen prinsesse Eboli er også forelsket i Don Carlos, sunget af Nikolai Schukoff. Han er da også lidt lækker. Desværre sang han bestemt ikke godt denne aften og var en stor skuffelse. Eboli blev synget af Susanne Resmark. Hun var absolut en af aftenens favoritter. Hun har en stor og flot stemme, og hun var fantastisk på scenen. Da Don Carlos afviser hende, bliver hun rasende. Hun kunne have skreget af vrede, men nej – hun hvisker og det lyder som hvislede hun sine rasende trusler mod ham, som en slange der er lige ved at angribe sit bytte.

Rodrigo, Marquis af Posa, er Don Carlos bedste ven. Han synges af finske Tommi Hakala. Han har en stærk stemme og var en imponerende oplevelse. Posa har stor sympati for oprørerne i Flandern, som er besat af Spanien. Via ham er Don Carlos også blevet involveret i denne frihedskamp. Nu frygter de begge Ebolis hævn. Vrede kvinder er farlige, specielt i en opera! Posa sværger evigt venskab og lover at han altid vil hjælpe ham. For at beskytte ham mod Ebolis trusler, skal Posa gemme nogle farlige papirer som tilhører Don Carlos.

Eboli er rasende over Don Carlos afvisning. Hun opdager forbindelsen mellem ham og dronning Elisabeth, hvorefter hun afslører dem for kongen. Kongen er således svigtet af både sin søn og sin kone. Han føler afmagt og ensomhed.

Der bliver holdt en stor fest ved hoffet, hvor man fejrer besættelsen af Flandern og ser en film om krigen. Hver gang bomberne rammer, lyder der begejstrede klapsalver fra gæsterne. Denne scene er meget uhyggelig og dybt skræmmende. Krigens grusomhed kombineret med gæsternes høje, begejstrede klapsalver var en hårrejsende oplevelse og det løb mig koldt ned af nakken. Det er efterår i Danmark. Der blev hostet mere end rigeligt i operaen den aften. Der er en god akustik i den nye opera. Man kan høre alt og alle. Men under denne scene hørte man ikke en lyd. Der var dødsens stille i hele salen. Det eneste man hørte var musikken og sangerne på scenen. Sådan er det når opera er bedst. Man glemmer alt andet. Man er ren eksistens. Man er nærmest som hypnotiseret og bagefter aner man knap nok hvad der er sket. Det var simpelthen storslået!

Under denne fest erklærer kongen i en tale, at han vil kæmpe mod kætteriet og forfølge de vantro. Joh, det kunne sagtens være Kim Jong-il, Ahmadinejad eller præsident Bush der talte om at forfølge terrorister eller andre anderledes tænkende. Det er en fin pointe af Kasper Bech Holten.

Festen bliver pludselig afbrudt af en flok oprører fra Flandern, der kommer iført selvmordsbælter som muslimske terrorister. Det er en svær scenen og det kræver stor vilje at opleve nogen overensstemmelse mellem handlingen og musikken. De står med deres selvmordsbælter, men i stedet for at føle deres egen magt, er de ydmyge, falder på knæ for kongen og beder om nåde for det flamske folk, mens Verdis smukke musik lyder smertefuldt og inderligt fra orkestergraven. Her er kontrasten mellem librettoen, musikken og Kasper Bech Holtens fortolkning simpelthen for stor!

Under festen bliver det afsløret, at Don Carlos er engageret i denne frihedskamp. Posa forråder ham og afleverer beviserne, hvorefter Don Carlos bliver fængslet sammen med oprørerne. De kommer alle til et fængsel der ligner Guantanamo. Hermed skaber Kasper Bech Holten en henvisning fra operaens fascistoide tyranni til USA.

Det er kirkens overhoved, storinkvisitoren, som har den virkelige magt i dette diktatur. Det er kirken der står som klippefast garant og opretholder af dette uretfærdige, brutale og umenneskelige tyranni. Da Don Carlos bliver afsløret sammen med oprørerne forlanger storinkvisitoren, at han skal henrettes. Kongen vakler og ved ikke hvad han skal gøre. Men storinkvisitoren minder ham om, at Gud også ofrede sin søn. Sådan kan religionen og biblen bruges til at retfærdiggøre den mest umenneskelige handling, som vi jo også ser at terroristerne gør i dag. Når kongen allerede på forhånd har skidt samvittighed ved at henrette sin egen søn, tror jeg, det er fordi at han er i tvivl om sine egne motiver. Nok ønsker han at sikre sin egen magt og freden i landet, men han vil da også gerne skaffe sin rival af vejen og straffe ham for hans forhold til dronningen.

Det ser sort ud for Don Carlos, men han slipper bort under et oprør. Midt under tumulterne, ofrer Posa sit eget liv, for at Don Carlos kan flygte fra fængslet. Mange har svært ved at forstå Posa, som først lover Don Carlos evig venskab, bagefter forråder ham til kongen og endelig ofrer sit eget liv for at redde ham. Men Posa er en idealist som søger en mening med livet og ønsker at dø for en meningsfyldt sag. Ikke en kronprins, nej, bestemt ikke! Da han forråder Don Carlos gør han det fuldstændig skruppelløst for at opnå magt, så han kan fremme sine egne interesser i frihedskampen i Flandern. Men senere da Don Carlos er kommet i fængsel og skal henrettes, er sagen jo en anden. Nu er Don Carlos blevet den undertrykt og den uretfærdigt dømte. Derfor er Posa klar til at ofre sit eget liv. Don Carlos er blevet en ædel sag at ofre sig for, som giver hans egen død mening.

Med dronningens hjælp, forsøger Don Carlos at slippe ud af landet, for at slutte sig til oprørerne i Flandern. Han vil kæmpe imod Spanien, sin egen far og det land som han selv skulle have regeret efter hans død. Han tager afsked med Elisabeth og de lover hinanden, at de vil mødes efter døden. Det er da meget romantisk – på en meget gammeldags måde. Det er vi jo ikke mange som tror på i dag. Som moderne terrorister tror Don Carlos, at hvad han ofrer i dette liv, skal han vinde i det næste. I dronning Elisabeths afskedsarie bliver han hyldet som både frihedskæmper og helt.

Denne opsætning af “Don Carlos” er en fortælling om en ung mand der bliver terrorist. Han vil kæmpe mod den politiske og religiøse undertrykkelse. Men det er klart, at forholdet til kongen, hans far, spiller også en væsentlig rolle. Det er jo ham som han vil kæmpe imod. Sandsynligvis har han et ønske om at hævne sig på den hårde og brutale far, som er både kold og fraværende. Der er overhovedet intet forhold mellem kongen og hans søn. Til gengæld udtrykker kongen sin beundring for Posas mod, da han vover at tale Flanderns sag. Det kan vel nok gøre en ung mand til terrorist, hvis han ønsker at vinde sin fars opmærksomhed og respekt. Hermed viser operaen, at familiens indbyrdes forhold er en medvirkende faktor, når unge mænd bliver terrorister. Det synes jeg er en både troværdig og spændende pointe.

Men er denne terrorist virkelig en helt? Det er der vel næppe mange som mener. Vi har nok mere forståelse for Verdis hyldest til kætterne fra 1500-tallet og frihedskæmperne fra 1800-tallet. Men Kasper Bech Holten har skabt en opera, hvor vi er nødt til at erkende, at de virkelig kæmper for de samme idealer om frihed. Måske ønsker Kasper Bech Holten at nuancere forståelsen for de komplekse forhold som skaber terrorisme.

Jeg kunne sagtens forestille mig denne opsætning på verdensturne. Jeg er sikker på, at den ville skabe debat alle steder. Det er imponerende, som Kasper Bech Holten har forvandlet denne opera. Det er bestemt ikke en opera man bare glemmer dagen efter. Men det føles ikke længere som en opera af Guiseppe Verdi. Dette er Kasper Bech Holtens opera! Jo mere jeg tænker over denne forestilling, jo mere imponeret bliver jeg og jeg vil meget, meget gerne se den igen.

“Don Carlos” har virkelig fået blandede anmeldelser. Særlig Søren Kassebeer fra Berlingske tidende er meget negativ. Georg Metz er mere begejstret, men mangler dog ikke noget at kritisere.

Søren Kassebeer: “”Don Carlos” for dummies” i Berlingske tidende.

John Christiansens anmeldelse i Jyllandsposten.

Gregers Dirckinck-Holmfeldts anmeldelse.

Georg Metz: “Don Carlos i afgangshallen” i Information.

Endelig har Det Kongelige Teater en side om Don Carlos, hvor man kan høre lidt af musikken i en mini-introduktion yderst i højre side af billedet.

Underholdning!

Der er ikke noget at skrive om denne video, så det er et meget kort indlæg. Hvis I har lyst til at sidde og hygge jer i halvandet minut, så er her en fantastisk lille film om kærlighed. Mange af jer har sikkert set den før, men jeg har længe glædet mig til at lægge den på min blog. Filmen er bedst og sjovest, hvis man ser det hele!

God fornøjelse.

Katarinas historie.

Det er omkring 12 år siden, at jeg begyndte at skrive. Min første historie var en roman, som jeg kaldte “Katarina”. Den blev sendt til en masse forlag og jeg fik afslag fra dem alle. Så skrev jeg den om og sendte den endnu en gang rundt, men resultatet var stadig det samme. Jeg syntes dog stadig selv, at det var en god historie og derfor ville jeg ikke opgive den. Endelig tænkte jeg, at den måske ville være bedre som en novelle. Så skrev jeg den om endnu engang og begyndte at arbejde på en novellesamling. Det betyder, at jeg har arbejdet på “Katarina” i 12 år. Det er meget, meget længe og mange kan ikke forstå det, men ofte har der været lange pauser i arbejdet. Heldigvis kan jeg se, hvordan denne novelle stadig bliver bedre og bedre hver gang jeg skriver den om.

Katarina og hendes søster Nana, er vokset op i et fattigt arbejderhjem, hvor solen ikke havde “en chance for at trænge gennem de beskidte vinduer og videre ind i de små trange værelser. Lyset faldt kun som en mat og plumret, grå tåge over støvet og de visnede blomster i vindueskarmen.” Det var en hård og brutal opvækst, uden nogen tryghed eller kærlighed. Som begrundelse for et af mine mange afslag, skrev den litterære konsulent, at beskrivelsen af dette miljø var dybt utroværdigt. Det var alt for hårdt, brutalt og voldeligt. Jeg blev virkelig gal og skrev til forlaget. Det skal man ikke gøre, men alligevel har jeg aldrig fortrudt det. Deres konsulent er tydeligvis vokset op i et andet miljø og kan slet ikke forestille sig det hjem som Katarina kommer fra. Jeg mener at det gør konsulenten særdeles inkompetent, hvis vedkommende mangler fantasi eller forståelse for dette miljø. Jeg kan godt forstå, at det ikke er behageligt at læse. Det er bestemt heller ikke meningen. Men jeg er selv vokset op i et hjem, hvor det var vigtigere at min far havde penge til sine øl end at familien fik mad på bordet. Derfor er der ingen som skal fortælle mig, at det er utroværdigt. Jeg kender dette miljø særdeles godt og kunne sagtens have beskrevet det meget værre end jeg faktisk har gjort. Det skal ikke forståes sådan at jeg skriver selvbiografisk. Det gør jeg ikke. Men alle forfattere trækker vel på forhold som de kender, og hvis man skal skrive godt, mener jeg, at man er nødt til at investere noget af sig selv.

Som voksen lever Katarina i et forhold til en mand der hedder Martin. Det er det dårligste forhold man overhovedet kan forestille sig. Martin er Katarinas modsætning. Han er selvsikker og meget dominerende. Han misbruger og udnytter hende. Dette forhold er i virkeligheden lige så brutalt og undertrykkende som hendes barndom. Alene hans selvsikkerhed gør hende usikker og nervøs, og derfor har hun ikke en chance for at forsvare sig. Hun gør hvad hun kan for at slippe ud af dette forhold, men hun er ikke stærk nok. Katarina bliver mere og mere ødelagt i dette forhold. Hun lider af en voldsom livsangst, mangler selvtillid og indre styrke. Livets magt og uheldige omstændigheder har kastet hende ind i nogle onde cirkler, som hun ikke har kræfter til at bryde og det truer med at kvæle hende. På alle måder kæmper hun mod sårene og skrammerne fra barndommen. Katarinas kamp for at frigøre sig fra Martin, er i virkeligheden en kamp for at frigøre sig fra den negative sociale arv fra hendes opvækst. Spørgsmålet er naturligvis, om hun har været dømt og fortabt fra starten? Eller vil det lykkes hende at undslippe fortidens snærende bånd, inden hendes liv er fuldstændig ødelagt? Hele hendes eksistens er blevet til et ubehageligt og angstfyldt mareridt, som hverken slipper hende dag eller nat!

Det efterfølgende uddrag er fra midt i novellen. Katarina skal møde sin søster Nana på en café. På vejen vælter hun på sin cykel.

Katarina træder lettere forpustet ind på cafeen og ser sig hurtigt omkring. Hun ser straks at Nana endnu ikke er kommet. Så går hun lidt forlegent alene rundt i cafeen. Hun sniger sig langs væggene for ikke at blive bemærket og hun er omsider heldig at finde sig et ledigt bord bagest i lokalet.
Der er en voldsom larm af klirrende kopper, tallerkner, bestik og glas. Maskinerne bag baren puster og hvæser, de mange fremmede mennesker omkring hende snakker og ler, så der er en summen og en snurren af mange stemmer i hele rummet. Katarina sidder uroligt på stolen og kan ligesom ikke falde til ro mellem de mange mennesker, deres ansigter og deres blikke. Der er nogen som smiler til Katarina. Men de ser straks at de har taget fejl, at de alligevel ikke kender hende og derefter smiler de ikke længere til hende.
Så kommmer Nana endelig forbi vinduet og straks efter træder hun ind i cafeen. Katarina rejser sig halvt op fra stolen og vinker diskret efter hende, men Nana ser hende slet ikke. I stedet lader hun blikket svæve ud over alle de andre gæster. Mange af dem vender sig og stirrer beundrende på hendes lange, slanke krop, på den blomstrede sommerkjole og det mørke hår, der falder tungt ned over hendes skuldre som brusende bølger. De kan ikke lade være at stirre på Nana og de kan slet ikke få nok af hende, tænker Katarina, mens et let ubehag skyller gennem hendes egen krop.
-Har du bestilt noget, spørger Nana, da hun endelig opdager Katarina. Hun ryster på hovedet. Så går Nana selv op til baren. Hun vender hurtigt tilbage med en flaske rødvin og to glas som hun straks fylder.
-Har du det godt, spørger hun.
-Ja, svarer Katarina.
-Du ser lidt bleg ud.
-Hvordan har du det selv, spørger Katarina afværgende.
-Jeg har det fint, svarer Nana og løfter sit glas. Hun drikker og bagefter smiler hun til Katarina. Katarina sidder uroligt på stolen og undgår Nanas blik ved at betragte de mange mennesker der sidder omkring dem. Så læner Nana sig alvorligt og bekymret ind over bordet og ser undersøgende på hende.
-Er du sikker på at du har det godt?
-Jeg har været ude for en ulykke, svarer Katarina.
-En ulykke, spørger Nana uroligt.
-Ja, jeg kom kørende på min cykel og væltede foran en bil. Jeg ved slet ikke hvordan det gik til. Jeg slog hovedet og mistede bevidstheden.
-Det lyder væmmeligt, siger Nana.
-Var bilen ikke standset eller var jeg kommet under den, så var jeg blevet smadret. Der ville have været blod over det hele, masser af blod og smadret kød og knuste knogler.
-Jeg tåler ikke at høre om den slags, afbryder Nana hende skarpt.
-Så havde jeg været død, siger Katarina stille og alvorligt.
-Jeg vil ikke høre mere om det, siger Nana med en høj og skinger stemme.
-Jeg er ikke bange for at dø, svarer Katarina roligt.
-Hvad er der galt med dig? Hvorfor bliver du ved med at tale om det? Du må jo være syg, siger Nana bebrejdende.
-Men jeg kunne jo være død, siger Katarina og ser alvorligt på hende.
-Ti så stille, forlanger Nana, der skete jo ingenting, så jeg forstår virkelig ikke at du bliver ved. Du er frisk og rask og der er jo slet ikke sket dig noget, siger hun. Men Katarina tænker stadig på den død som kunne være blevet hendes. Og som hun slet ikke ville. Nej, hun vil ikke dø på den måde, ikke sådan. Ikke noget med blod og ulykker, ingen hæslige skrig og nysgerrige tilskuere. Men en stille død. Sådan en som ikke kommer andre mennesker ved. En død som kun er min, tænker hun, tænker Katarina.
-Jeg må straks skynde mig videre, siger Nana og rejser sig.
-Allerede?
-Ja. Og du trænger vist til at hvile dig. Du er noget anspændt og det er da kun helt naturligt efter den uhyggelige oplevelse, siger Nana, inden hun vender sig og forsvinder ud af døren. Derefter sidder Katarina alene tilbage, overladt til sig selv. Hun kender ingen. Det er tydeligt for enhver som ser hende. Hun sidder og skiller sig ud.

Verdi eller Puccini?

Det er et af de spørgsmål, som man jævnligt diskuterer i operakredse. Og det nytter ikke at man svarer Wagner, Mozart, Donizetti eller andre. Nej, spørgsmåler er: Verdi eller Puccini?

Langt de fleste operafans foretrækker enten den ene eller den anden, og de er ikke i tvivl. Det er jeg heller ikke. Jeg har aldrig været vild med Puccini. Hans operaer handler altid om en kærlighedshistorie og der er ikke meget mere i det. Puccini er ren underholdning. Jeg synes at det er lidt kedeligt og overfladisk. Men Puccini har skrevet meget smukt musik og derfor ser jeg naturligvis hans operaer alligevel.

Guiseppe Verdi er noget helt, helt andet. Naturligvis handler det stadig om kærlighed. Det gør enhver god opera. Men der er en helt anden dybde i Verdis værker. Hos Verdi er det ikke selve kærlighedshistorien som er i centrum, men det psykologiske drama, som udspiller sig inde i hovedpersonerne – og imellem dem. Der er ikke meget at tænke over, når man har set en forestilling af Puccini, men det er helt anderledes med Verdi. Ham kan man næste ikke blive færdig med.

Derfor glæder jeg mig til i aften, hvor Frank og jeg skal se “Don Carlos“, som er et politisk drama – og en spændende historie om umulig kærlighed. Jeg har aldrig før set eller hørt denne opera og jeg glæder mig rigtig, rigtig meget.

Vi har ingen billetter. Men Det kongelige teater sælger altid 25 billetter til samme aftens forestilling. Det betyder at jeg skal ind og stå i kø uden for billetcentret. Jeg håber at vejret bliver rigtig dårligt og koldt. Jeg håber at det regner og sner og stormer. Jeg skal nok klare den, men jeg håber at alle de andre bliver hjemme, så jeg får de bedste billetter. Det lyder måske lidt tarveligt, men alle håber jo på de bedste billetter. Alligevel er der altid en meget god stemning i køen mens man venter. Der bliver snakket opera og fortalt sjove historie. Man taler med en masse fremmede mennesker og det er altid en hyggelig oplevelse. Derfor glæder jeg mig næsten lige så meget til at stå i kø, som til forestillingen i aften.

Det økologiske dilemma

Af hensyn til naturen, miljøet og klimaet, bør man ikke købe varer som er transporteret fra den anden ende af kloden. Det ved alle. Men samtidig bliver vi igen og igen opfordret til at købe mere “fair trade”, for at støtte udviklingen i de fattigste lande. Hvordan er det lige at det harmonerer med klima-udfordringen? “Fair trade” er jo netop varer som er transporteret meget langt. Og hvis det er okay at købe “fair trade” så er det vel også okay at købe alt andet, som er transporteret lige så langt? Hvis vi ikke køber disse varer, så tjener de ingen penge i de fattige lande som ligger meget langt væk fra Danmark.

Forleden var jeg i en helsekost i København, hvor alt er økologisk og miljøvenligt. Jeg købte en plastikpose til mine varer. Den var også økologisk, hvilket betyder at den er nedbrydelig i naturen. Umiddelbart lyder det måske som en god ide. Indtil man tænker lidt over det!

De plastikposer som vi køber i butikkerne, bliver til to dråber vand og en smule varme, når de bliver brændt på et forbrændingsanlæg. Hvad mon den økologiske plastikpose udvikler af giftstoffer? Jeg ved det ikke! Men jeg synes det er fuldstændig ligegyldigt at den er biologisk nedbrydelig, for jeg kunne da aldrig drømme om at smide en plastikpose i naturen. Er økologi blevet så moderne, at man har glemt fornuften?

Hvis man har læst mit indlæg om “Det økologiske valg” eller man er vant til at følge med på min blog, så ved man godt at jeg på alle måder støtter økologien. Men det er ikke altid nemt at være en bevidst forbruger i et globaliseret samfund. Der er alt for mange faktorer man skal tage hensyn til. Derfor køber jeg ananas og bananer fra Sydamerika uden at få dårlig samvittighed. Jeg køber the fra Indien og økologisk rørsukker fra … jeg ved faktisk ikke hvor det kommer fra.

Jeg har altid min taske med mig og den bruger jeg, når jeg køber ind. Tasken er lavet af økologisk hamp og købt hos Rawganique. Jeg er utrolig glad for denne taske. Jeg synes den er virkelig flot, den har en perfekt størrelse og der er rigeligt med lommer. I en af disse lommer har jeg altid en plastikpose, som jeg bruger når jeg har købt mere end der kan være i tasken. Jeg passer godt på plastikposen og bruger den igen og igen. Mine plastikposer holder cirka 6 måneder. Jeg tror faktisk, at dette er mere miljøvenligt, end at købe økologiske plastikposer fra helsekosten. Men den købte jeg jo også kun, fordi jeg for en gangs skyld ikke havde min taske med mig.

Man kan se min egen taske i indlægget om “Turen til Gurre“.

Charles Dickens – Et juleeventyr

Charles Dickens: Et juleeventyr.

Hvert år i december læser jeg “Et juleeventyr” af Charles Dickens(1812-1870). Det er en af mine juletraditioner og “Et juleeventyr” er perfekt til de fire søndage i advent. Der er ganske vist fem afsnit, men det sidste er så kort, at man sagtens kan læse de to sidste afsnit sammen, den sidste søndag i advent. “Et juleeventyr” er også yderst velegnet til højtlæsning, hvis man har nogen at læse højt for.

Mange mener at Charles Dickens er mørk og dyster – og sentimental. Det er måske sandt nok, men de fleste overser desværre, at han også er meget morsom. Jeg har selv temmelig dårlig erfaring med at læse Dickens udenfor mine egne vægge. Jeg husker en togtur, hvor jeg uheldigvis var i gang med at læse “Dombey og søn”. Jeg fik det værste grineanfald. Det var så forfærdelig pinligt og jeg måtte simpelthen lægge bogen væk. Resten af turen sad jeg og gloede ud af vinduet, men hver gang jeg kom til at tænke på bogen, begyndte jeg straks at grine igen. Dickens er en vanvittig morsom forfatter!

Det er en af grundene til, at jeg mener han er verdens bedste forfatter. Jeg havde nok hellere set at det var Virginia Woolf, Sartre, Kafka, Tolstoj eller en helt anden – en mere udfordrende forfatter. Men nej! Ingen kan skrive som Charles Dickens! Når man læser hans bøger, så kommer man gennem alle menneskelige følelser – man griner, man græder og man gyser. Hans bøger er utrolig spændende, han har en fantastisk fantasi og der er ikke mange som har skrevet så meget som han har.

Charles Dickens 1812-1870

“Et juleeventyr” begynder den 24. december. Hovedpersonen Ebenezer Scrooge passer sit arbejde på kontoret, mens skriveren Bob Cratchit sidder og fryser på sin plads i et hjørne. Ebenezers søstersøn kommer på besøg, for at invitere ham til at fejre jul hos ham og hans kone dagen efter. Men Ebenezer snerrer af ham og afviser alt det julepjat. “Hvis det stod til mig”, sagde Scrooge forbitret, “skulde hver Tosse, der gaar omkring med “glædelig Jul” på sine Læber, koges sammen med sin egen Budding og begraves med en Pæl af Kristtorn gennem Hjertet, skulde han!” Senere kommer to mænd som samler ind til de fattige, men de får også en hård velkomst. Der er jo både fængsler og fattighuse, og så mener Ebenezer Scrooge, at han via sin skat har betalt nok til de fattige. Jo, Ebenezer Scrooge er en hård mand.

Om aftenen bliver han opsøgt af genfærdet af sin gamle afdøde partner, Jakob Marley. Jakob Marley fortæller ham, at han snart vil få besøg af tre genfærd. “Den svundne juls genfærd” viser Ebenezer hvordan hans liv har været, og vi forstår, at der er en grund til at han er blevet så sur og vrissen og misantropisk. Scrooges ulykke stammer fra hans barndom. Der ligger mange skuffelser bag, meget sorg og smerte, som han forsøger at fortrænge. Derfor er det svært ikke at få ondt af Ebenezer Scrooge. Så kommer “Den nuværende juls genfærd”, som viser ham, hvor hård og ubarmhjertig han er. Gang på gang bliver han af genfærdet konfronteret med sin egen urimelige ubarmhjertighed, så han endelig begynder at skamme sig over sig selv. Scrooge erkender hvor fattig han er, trods alle hans mange penge. Men han lever uden venner eller familie, uden glæder eller fornøjelser i livet og uden nogen bekvemmeligheder. Det er i sandhed et usselt liv. Siden følger “Den kommende juls genfærd” hvor han bliver konfronteret med sin egen død. Endelig forstår han, at han har ødelagt og spildt sit eget liv, mens han har arbejdet og kæmpet for at spare så mange penge sammen som muligt. Nu forstår han, at disse penge er fuldstændig værdiløse når han dør.

“Et juleeventyr” har et meget stærkt og vigtigt budskab. Jeg synes, at det er meget vigtigere end Juleevangeliet, som jeg overhovedet ikke kan bruge til noget som helst. Men “Et juleeventyr” handler om os alle sammen, om vores virkelighed og den verden vi lever i her og nu. Den handler om at erkende konsekvenserne af vores handlinger, om at nyde livet mens vi har det, og drage omsorg for hinanden. Se dét er efter min mening et rigtigt jule eventyr, for både børn og voksne! Mange synes sikkert ikke at det er en rigtig julebog, men jeg synes at det er en af de bedste julebøger der findes.

Her kan man besøge Dickens selskabet i Danmark.

Her kan man læse eller printe “Et juleeventyr” på engelsk.

Og endelig, så kan man downloade “Et juleeventyr” læst op på engelsk, og høre den på sin Ipod eller en anden mp3-afspiller.

I dagens anledning, slutter jeg dette indlæg med noget julemusik. Det bliver Westlife og The Cranberries med en utrolig smuk version af “The Little Drummer Boy”.