Så er både jul og nytår overstået. Nytårsaften var Frank og jeg hjemme hos mine katte, som plejer at være meget bange for alt det larm og spektakel. I år forsøgte jeg med et råd som jeg havde fundet på nettet: høj musik! Siden Madame skrev et indlæg om Leonard Cohen, har hans CD “Dear Heather” ligger i mit anlæg og mine katte er vant til hans musik. Jeg spillede “Dear Heather” hele aftenen og jeg spillede ret højt. Ikke så højt at det generede naboerne, men højere end jeg egentlig selv bryder mig om det. Det virkede! Mine katte sov godt og trygt hele aftnen. På grund af den høje musik, virker larmen udenfor ikke så voldsom.
Det var en lidt kedelig nytårsaften og der var naturligvis ikke noget i tv. DR sendte fuldstændig det samme program som de sidste mange år. Konceptet synes at være: “Same procedure as every year.”
Der kommer flere og flere genudsendelser i DR og det er jo ikke kun nytårsaften. Hvor længe skal vi nøjes med Olsenbanden, Huset på Christianshavn og gamle afsnit af Barnaby eller andre engelske krimier?
Der er mange som bebrejder Kenneth Plummer for den katastrofale situation i DR. Jeg synes det er urimeligt. Da Kenneth Plummer overtog ledelsen af DR, fik han at vide, at der var et underskud på XXX millioner kroner. Kenneth Plummer vidste at det ville blive en hård og krævende opgave. Kort tid efter fik han at vide, at der manglede yderligere XXX millioner. Han nåede lige at sunde sig, før man fremlagde endnu et underskud på mange millioner. Hvis Plummer havde kendt de virkelig tal fra starten, så tror jeg slet ikke han havde påtaget sig denne opgave. Han havde vidst, at det var umuligt. Men ingen kendte omfanget af de økonomiske problemer i DR og det blev bare værre og værre. Der er overhovedet ingen overensstemmelse mellem virkeligheden og den opgave som Plummer overtog. Jeg forestiller mig, at han har fortrudt det mange gange siden. Men hvad skal han gøre nu? Skal han fortsætte med denne umulige opgave, selv om der er en stor chance for at det ikke lykkes? Eller skal han give op? Dermed har han virkelig skadet sin egen karriere og sit eget ry. Hvad pokker skal Kenneth Plummer gøre? Han er simpelthen fanget i en situation som er både umulig og urimelig. Før eller senere er politikerne nødt til at give DR flere penge. Spørgsmålet er bare om de vil gøre det nu eller vente indtil DR er fuldstændig ødelagt.
Derudover synes jeg, at DR skal være lidt mere kreative til at løse deres del af opgaven. Jeg vil ikke se flere genudsendelser. Men hvorfor genindfører de ikke gamle savnede programmer som Bogart/Filmland eller de mange litteratur programmer med Isabella Miehe-Renard? Jeg vil have Bestseller tilbage! Jeg vil også have Tv-køkkenet tilbage. Det virker måske lidt gammeldags, men det er jo en stor succes på BBC, hvor den ene stjernekok efter den anden indtager studiet. For mange år siden var Tv-køkkenet måske en god inspiration og hjælp til mange husmødre. Men verden er anderledes og i dag tror jeg, at mange ser den slags programmer som en form for afslappende underholdning.
Måske tager jeg fejl, men det kan da ikke koste mange penge at lave den slags programmer? Og jeg tror, at der er mange mennesker, som gerne vil se dem!

Det er naturligvis ikke hensigten, at byggeriet af DR-byen skal kvæle DR, og det er ærgerligt at dette projekt har medført så mange problemer for alle ansatte i DR. Det er et kedeligt skår i glæden. Men jeg synes ikke man skal fortryde dette byggeri, for jeg glæder mig som et lille barn til at opleve den nye koncertsal i DR-byen, som er tegnet af den franske arkitekt Jean Nouvel. Jeg er sikker på at jeg vil tage til mange koncerter, blot for at nyde den smukke sal. Jeg tror at den nye koncertsal bliver meget flottere og mere spændende end den nye opera.
1.nytårsdag var der masser af opera i fjernsynet. Om eftermiddagen sendte SVT Verdis skønne opera “Il Trovatore” eller “Troubaduren” som vi kalder den på dansk. Sigøjnerkvinden Azucena skal hævne hendes mor, som blev brændt på bålet af Grev di Luna. Den unge grev di Luna skal hævne, at hans bror blev kidnappet af sigøjnerne som spæd. Hele operaen handler om kampen og hadet mellem disse to personer. Dette had ødelægger deres liv og alle som kommer i kontakt med dem.
Operaen foregik på en olieboreplatform og det virkede mægtig godt. Scenografi var ikke blot en dekoration, men en henvisning til nutidens magtkampe, som også skulle understrege klassekampen mellem de stridende parter. Det var måske en smule søgt, men scenografien skabte en fantastisk stemning og mange flotte billeder. Det var en stor nydelse og man kan kun ærgre sig over, at man ikke er i besiddelse af et apparat der kan optage den slags.

Om aftenen viste DR2 Jules Massenet´s opera “Manon“, baseret på den fantastiske og berømte roman af Abbed Prevost. “Manon Lescaut” er en af de stærkeste og mest kendte femmes fatales i litteraturhistorien. Det er en meget spændende roman, men Massenets opera gik lidt for langsomt. Manon er ung, smuk og kompromisløs. Hun vil have både kærlighed og rigdom, luksus og overfladiske fornøjelser. Det er ikke Manon som er fordærvet og overfladisk – det er tiden og samfundet. Hvordan skulle hun undgå at blive smittet? Jeg er nok ikke Massenet-fan. “Manon” var på mange måder en smuk opera, men jeg synes der var for lidt spænding og dramatik både i musikken og handlingen. Der er bestemt mere kraft i Prevost´s gamle roman.
Det var Anna Netrebko som sang Manons parti. Den mandlige hovedperson, Chevalier des Grieux, blev sunget af Rolando Villazon. De har ofte optrådt sammen, blandet andet i Donizetti´s opera “Elskovsdrikken”, som jeg har skrevet om her.
Jeg følte mig rigtig forkælet 1. nytårsdag. Det var en lang og dejlig dag på sofaen foran fjernsynet. Den slags dage burde man have mange flere af!
Mit nytårsforsæt er at skrive kortere indlæg på min blog!

12 comments
Comments feed for this article
januar 4, 2008 at 6:53 am
sisterbonde
Jeg ved ikke rigtig om jeg vil give dig medhold i dit nytårsforsæt. For du kan jo ikke lave dem kortere og hvorfor skulle du? Men nogen gange (læs: mig) kan man godt blive kvalt, når man kommer ind til et langt indlæg. For der er så mange blogge man skal igennem og så er det jo nogen gange (læs: mig), at man sidder der bag skærmen i timer.
Flot og smukt indlæg – og yes – der er dælme for mange genudsendelser inkl. Frækkere end politiet tillader ;o)
januar 4, 2008 at 7:57 am
conny
Godt Nytår Jens.
Først vil jeg håbe, at du ikke overholder nytårsforsættet med at skrive kortere indlæg! Selvom det tager tid og måske kræver flere gennemlæsninger, så er dine lange indlæg absolut som de skal være.
Dernæst vil jeg give dig fuldstændig ret i beskrivelsen af Plummers situation. Jeg vil håbe for ham, at han ikke vidste, hvad han gik ind til. Det er jo en situation, man slet ikke troede kunne finde sted i den virkelige verden. Hvordan kan man som ansvarlig økonomileder ikke have styr på omkostningerne – eller i hvert fald råbe vagt i gevær noget før. Jeg fatter det ikke! Og det er så synd for DR og de ansatte. Og os som tv-forbrugere. Jeg er ikke sikker på, du har ret i at madprogrammer ikke koster mange penge. Min fornemmelse er at al egenproduktion er dyr. Ellers forstår jeg ikke, hvorfor de ikke producerer noget mere. Jeg er også træt af genudsendelser. Og da især af gamle danske film og serier!
januar 4, 2008 at 10:02 am
et cetera
Helt ærligt, Jens – hvad er det for et nytårsforsæt at have?!? Jeg protesterer på det kraftigste – vil du være så venlig, at fortsætte med at skrive dine inspirerende og oplysende indlæg – som har præcis den længde de skal have, til dét du formidler til så stor glæde for mange!
januar 4, 2008 at 11:43 am
Pernille
Altså Jens – længere indlæg betyder jo langt fra KEDELIGE indlæg!!!! Selvom du ikke skriver hver dag – så er man jo sikker på, at når du gør så er det spændende, godt skrevet, oplysende, dejligt at læse!
Kvalitet fremfor kvantitet må være devisen
Så jeg glæder mig til at læse alle – korte eller lange – 2008-indlæg!
januar 4, 2008 at 11:59 am
harning
Yes- så blev den gamlegummistøvle forvandlet til en sød marcipangris.
-Et indlæg, og dejligt langt – heldigvis for mig så holder de allerfleste nytårsforsæt ikke-så jeg satser stærkt på det også gør sig gældende for dit!
DR. har vi vel alle en mening om, jeg er helt klart af den opfattelse at det er en public service kanal og at den derfor burde agere som sådan. Dvs med oplysning, kunst, og kultur. Overvejende dansk men selvfølgelig også med oplysning om verdenen omkring os. Og vist kan det undre, at de ikke formår at producere programmer om fx. litteratur og kunst. Herrejemine det eneste der skal bruges er jo et par mennesker der gider tale om det og er gode til det (som dig fx.). For ikke at tale om den totale mangel på ordentlige debatprogrammer hvor såvel politikere, eksperter og borgere diskuterer – hvor svært og dyrt kan det være, ingen af dem skal jo have penge for det!
Og hvad med at købe nogle undervisningsprogrammer ind fra England og Sverige – de er jo allerede producerede – så hvor dyrt kan det være? Da ikke dyrere end ligegyldige amerikanske serier!
Hvad koncertsalen og operaen angår må jeg som gammel provinsbo melde pas. Jeg synes det er dybt forkasteligt at alt skal ligge i København. Punktum.
(medmindre provinsbeboerne fik et kulturtillæg bestående af gratis togbilleter, grattis hotelophold og hvis nødvendigt en fridag fra arbejde betalt af staten. – Koncert og operabiletter skal de naturligvis selv betale for…)
januar 4, 2008 at 4:03 pm
jensdrejer
Sister – Nemlig! Det tager lidt for lang tid at læse mine indlæg. Det andet problem er, at det tager virkelig også for lang tid at skrive dem. Derfor vil jeg forsøge at skrive lidt kortere.
Conny – Jeg tror lige netop du rammer problemet. Hvordan søren kunne det gå så galt med DR? Det er vi nok mange som ikke forstår. Jeg er glad for at du holder med mig i forhold til Plummer. Jeg har simpelthen så ondt af ham, hver gang han bliver hængt ud i medierne. Jeg tror at han er en meget stædig mand. Ellers var han skredet for lang tid siden … og jeg tror simpelthen ikke på, at det ville være muligt at finde en ny direktør for DR. Nu er sandheden om den dårlige økonomi i DR kommet frem og alle har indset, at det er en umulig opgave at få styr på DR, før politikerne er villige til at yde noget økonomisk hjælp.
et cetera – jeg lover, at mine indlæg ikke bliver kedeligere! Men jeg håber, at de bliver bare en lille bitte smule kortere. Jeg synes jo selv at det er mægtig spændende at skrive de indlæg, men det tager altså rigtig lang tid
Pernille – Nemlig, kvalitet frem for kvantitet! Og det vil jo stadig være sådan, at nogle indlæg bliver længere end andre. I virkeligheden er det jo slet ikke mig som bestemmer, hvor langt et indlæg skal være.
harning – Netop! Flere debatprogrammer osv, specielt i denne situation, hvor der skal spares. Til gengæld synes jeg så heller ikke, at politikerne bør bebrejde DR, at deres seertal er lavere end de stationer som sender en populær amerikansk film. Det må da lige som være det der er meningen med public service.
Ang. den sidste del af din kommentar: Vi er overhovedet ikke enige! Men det er en diskussion som jeg har været med til mange gange, for jeg har en tante som deler dine holdninger.
januar 4, 2008 at 4:19 pm
harning
Mener politikere og en public service kanal kun skal interessere sig for seertal
hvis de er = 0.
januar 5, 2008 at 1:05 am
jensdrejer
harning – Jeg havde ikke lige tænkt så meget over det, men jeg synes du har fuldstændig ret.
Og det er urimeligt, at DR skal kæmpe med de andre stationer om seertal. De andre stationer har ingen serviceaftaler som skal overholdes og derfor kan de sende populær underholdning hele dagen. Det kan DR jo ikke.
januar 7, 2008 at 1:36 pm
Lotte
Hvor er det skægt, at du er endt med at blive forfalden til ‘Dear Heather’
Jeg tilslutter mig hermed til hele din Plummer-analyse og kan konstatere at jeg vist ikke gik glip af det helt store på TV-fronten ved at gemme mig i en svensk skov…
januar 7, 2008 at 9:36 pm
jensdrejer
Jep, det er lidt sjovt, for jeg var virkelig dybt skuffet da jeg købte “Dear Heather”.
Jeg er nok lidt underlig med musik – når jeg har lagt en CD i anlægget, så kommer den ofte til at ligge der i mange uger eller måneder, før den bliver skiftet! Jeg formoder, at “Dear Heather” holder 4-5 uger endnu.
januar 7, 2008 at 10:22 pm
harning
Kom og leg med mig Jens.
januar 7, 2008 at 11:21 pm
jensdrejer
Jeg har simpelthen ikke tid – sorry! Jeg har lige skrevet en besked på din egen blog!