Den tjekkiske komponist Antonín Dvorák er mest kendt for orkestermusik, først og fremmest for hans “Slaviske danse” og hans symfoni “Fra den nye verden”. Han skrev også 10 operaer. Det er der mange mennesker som ikke ved, men nu spiller hans opera “Rusalka” på det kongelige teater.

Rusalka er en vandnymfe og handlingen er meget tæt på eventyret om “Den lille havfrue” af H.C.Andersen. Men operaen er også påvirket af lokale eventyr. “Rusalka” er meget mere grum end “Den lille havfrue” og den barske slutning har absolut intet til fælles med H.C.Andersen.

Rusalka har forelsket sig i en prins og derfor indgår hun en pagt med den lede og skumle heks Jezibaba, fantastisk spillet og sunget af Susanne Resmark. Heksen hjælper hende af med fiskehalen og i stedet får hun to ben, så hun endelig kan slippe op af vandets kolde mørke dyb, op i lyset og ind i menneskenes verden. Der møder hun prinsen, som også forelsker sig i hende. I enhver djævlepagt er der visse ubehagelige klausuler. Pagten med heksen har gjort Rusalka stum. Derfor kan hun ikke udtrykke sin kærlighed for prinsen, der kun oplever hende som kold. Prinsen og Rusalka er både fremmede og usikre overfor hinanden. De kommer fra hver sin verden: det er overklassen og underklassen der mødes, som to fremmede kulturer. Hun er den mytologiske naturkraft og han er det civiliserede menneske. De repræsenterer den freudianske konflikt mellem drifterne og intellektet, fornuften og følelserne. Derfor forstår de ikke hinanden og det kan ikke undre nogen, at deres forhold snart går i stykker.

Første akt foregår ved den skovsø, hvor Rusalka bor med sine søstre og sin far, søtrolden. Heksen bor i et lille hus ved skovsøens bred, hvor der også står en høj udspringsvippe. Det er bestemt ikke kønt. Anden akt foregår i et rum på prinsens slot, som er beklædt med lyst fyrretræ. Der hænger et hjortehoved over døren, der står bænke langs væggene og midt i rummet står en sort brændeovn. Alle ved hoffet er klædt som bønder fra 50´erne – eller sådan noget lignende. Det er virkelig grimt og smagløst!

Da prinsen svigter Rusalka, bliver hun udstødt af menneskenes verden. På grund af djævlepagten hviler der en forbandelse over hende, som forhindrer at hun kan vende tilbage til sin far og sine søstre i skovsøen. Derfor er hun fanget i et ingenmandsland. Scenografien i tredje akt ligner baren på Edvard Hoppers berømte maleri “Nighthawks“, med den tilføjelse, at denne bar ligger ved en havnemole. Det fik mig til at tænke på den franske havneby Marseilles, som før i tiden havde ry for at være en by hvor man kunne forsvinde. Rusalka lever sammen med en flok kuldsejlede eksistenser, fortabte ludere og forkvaklede mænd der blot længes efter død og glemsel. De lever alle som levende døde - som zombier. Fra at være en uskyldig vandnymfe, er Rusalka blevet en farlig sirene som lokker fordømte mænd i den sikre og kolde død.

Jeg havde naturligvis glædet mig til en aften i operaen, men jeg blev meget skuffet. Kapellet var godt og musikken var god. Dvorak er jo ikke nogen dårlig komponist. Egentlig er det også en god og spændende historie. Men librettoen og handlingen er alt for slap. Ethvert tilløb til spænding og dramatik blev gang på gang bremset og ødelagt af lange og romantiske naturbetragtninger. Et enkelt eksempel: Efter at Rusalka er havnet blandt de levende døde, vil hendes søstre redde hende fra forbandelsen, ved at klippe deres lange hår af og forære det til heksen. Mens de rækker deres hår frem mod hende, synger de om at sankthansormene lyser i deres hår, når de danser i måneskin mellem træerne. Det er fuldstændig ligegyldigt og det tager en evighed – mindst! Gang på gang bliver handlingen bremset på denne måde. Jeg synes det var trættende og forstyrrende.

Anmelderne har været begejstrede, med visse forbehold. Men jeg synes det var en kedelig opera. Problemet er en slap libretto og en dødsyg scenografi. Det var ikke en dårlig opera - men jeg kedede mig! Det er bestemt ikke en forestilling som jeg har lyst til at se en gang til. Man kan ikke være heldig hver gang og det er trods alt meget lang tid siden, at jeg har set en opera som jeg ikke kunne lide.

Jakob Levinsen har skrevet en rigtig god og nuanceret anmeldelse i Jyllandsposten, selv om jeg ikke deler hans ønske om at få instruktøren Richard Jones tilbage til København så hurtigt som muligt.

I “Dagbladet Arbejderen” hævder anmelderen, at “Rusalka” handler om “stofskiftet mellem mennesker og jord”. Jeg har overhovedet ingen ide om hvad det betyder, men jeg undrer mig over, at de ikke har fokus på den klassekonflikt som man aner i operaen. Jeg synes det er spændende, så det ville jeg gerne have læst et kvalificeret indlæg om.

Flot og spændende anmeldelse fra Søren Schauser i Berlingske.

Den mest begejstrede anmeldelse er nok fra Fyens Stiftstidende.

Thomas Michelsen har - som altid - skrevet en god og interessant anmeldelse i Politiken.

Og sidst men ikke mindst: Gregers Dirckinck-Holmfeld