De higer og søger…

Det var meningen, at jeg bare skulle skrive alle mine novellerne om, inden de skal udgives. Men så nemt går det jo aldrig. Jeg er kørt fuldstændig fast i en dum og besværlig novelle. Det gik egentlig meget godt – indtil jeg nærmede mig slutningen. Novellen forgår i to dele, som flere gange skyder sig ind i hinanden. Da jeg skulle skrive slutningen på den første del, kunne jeg pludselig se at det slet ikke var godt nok. Jeg har kæmpet med det nogle dage, men det vil simpelthen ikke som jeg vil. Andre vil sikkert mene at det er godt nok som det er. Der står jo det der skal stå. Jaja, men det står på den forkerte måde! ….jeg har en ide, en forestilling eller en vision om noget som er meget bedre og endnu skarpere.

Derfor har jeg givet mig selv en læsepause. Det er lige som i Adam Oehlenschlägers digt “Guldhornene“: “De higer og søger i gamle bøger,…..” Jeg er ved at læse en stak bøger, som jeg håber kan give mig ny inspiration eller nye synsvinkler. Jeg har lige læst Stevenson “Dr. Jekyll og Mr. Hyde” og Christa Wolf “I live”. Jeg er næsten færdig med Dostojevskij “Det døde hus” og bagefter læser jeg Nick Hornby “Langt nede”. Det er første gang jeg skal læse Nick Hornby og jeg er en smule skeptisk. Jeg synes at filmen “High Fidelity”(med Iben Hjejle) er lidt kedelig og lidt middelmådig, men jeg kan enormt godt lide “Omkring en dreng”. Og efter Hornby? Jeg har en ide om endnu et par bøger som måske kan bruges til et eller andet, men så er det vist på tide at komme videre i teksten/novellen!

Jeg er virkelig frustreret over at jeg pludselig skal bruge så lang tid på en novelle som jeg faktisk troede var færdig. Men jeg er nok sådan en Kafka-agtig forfatter. Jeg kan sikkert bruge hele mit liv på at skrive nogle få bøger om igen og igen. Jeg retter og sletter uafbrudt – ligesom Franz Kafka. Han har skrevet tre romaner og en hel stak noveller, men hvis jeg husker ret, udgav han kun et par korte noveller mens han levede. Resten ligger som skitser og ufærdige tekster. Sådan kommer det vist også til at gå mig. Men hvis mine historier bare er halvt så gode som Kafkas, så er jeg egentlig meget godt tilfreds alligevel.

Franz Kafka 1883-1924

Det er sommer, vejret er dejligt, solen skinner og fuglene synger. Det ville være rart at sidde på altanen og læse – eller bare at åbne døren og nyde den blide forårsvind. Men det er fuldstændig umuligt. Nede i gården skriger ungerne, så jeg er ved at blive vanvittig. Okay, det kan man vel ikke forbyde dem og de skal da have lov til at lege. Men hvorfor skal de være ude til klokken er et eller halv to om natten? Hvornår laver de lektier? Hvordan holder de sig vågen hele dagen i skolen? Jeg forstår det simpelthen ikke. Men der er nok en meget logisk forklaring på at nogle børn klarer sig dårligt i skolen og ikke får en ordentlig uddannelse – og man kan nok ikke bortforklare alting med dårligt uddannede lærer, overfyldte klasser og nedslidte skoler.

Jeg forstår heller ikke, hvorfor alle mennesker pludselig skal skrue helt op for anlægget bare fordi solen skinner. Flere beboere har spillet meget højt de sidste par dage, men specielt en person har spillet så højt, at jeg har hørt en masse techno og fået genopfrisket en masse gamle sange med Kim Larsen – og denne person bor altså tre etager under mig. Jeg forstår overhovedet ikke, at man kan være så hensynsløs. Hvorfor er det nødvendigt at spille så højt? Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at nyde forårssolen i fred og ro?

Det er nogle af ulemperne ved at det igen er sommer. Folk larmer af helvede til. Og det er såmænd slemt nok resten af året. Uafbrudt kan man høre andre menneskers tv og der er hele tiden unger som skriger og skriger og skriger. Overalt er der mennesker som råber og skriger af hinanden. Hvorfor pokker kan folk ikke tale sammen? Hvorfor skal de råbe så højt? Og hvorfor skal de løbe og trampe op og ned af trappen? Hvorfor kan de ikke gå? Hvorfor får børnene lov til at lege ude på trappen, hvor larmen uafbrudt ruller op og ned gennem hele opgangen? Det er fuldstændig uanstændigt og hensynsløst.

Jeg skal naturligvis heller ikke glemme alle de forbandede knallerter. I timevis kører de unge mennesker rundt og rundt om legepladsen og vaskeriet. Det er fuldstændig meningsløst og meget generende for alle os der bor i ejendommen. Jeg forstår virkelig ikke at det skulle være morsomt.

Jeg er fuldstændig enig med Mrs Honeychurch i “A Room with a View“, da hun meget belærende og med opbydelse af al sin tålmodighed, må fortælle Lucys bror om livets forhold: “Yes Freddy, there´s a right sort of people and there´s a wrong sort of people.”

Jeg har min helt egen udlægning af den tale! “The right sort of people” er folk som er høflige og viser hensyn til andre mennesker. “The wrong sort of people” er alle dem som kun tænker på deres egne lyster og deres egne behov.

Jeg kan ikke tåle larm og spektakel. Jeg hader støj og jeg er utrolig intolerant over for den slags. Det er simpelthen det værste jeg ved. Jeg tænker ofte, at på et eller andet tidspunkt er jeg bare nødt til at flytte langt, langt ud på landet. Jeg kan virkelig ikke forestille mig, at jeg skal bo midt i Københavns larm og spektakel resten af mit liv. Jeg holder det simpelthen ikke ud…..