Da jeg var barn indførte moderne og ansvarlige forældre, at deres børn kun måtte få fredagsslik – i dag tror jeg, at dette er indført i de fleste danske familier. Men hvordan er det gået med salget af sodavand, sukker og slik i løbet af de sidste 25 – 30 år? Det stiger og stiger og stiger……. efter min mening har indførelsen af “fredagsslik” en stor del af ansvaret for denne udvikling.

Når man indfører “fredagsslik” så etablerer man samtidig en meget stærk sammenhæng mellem hygge og slik. Når det er fredag, så skal vi rigtig hygge os og have det rigtig rart, mens vi spiser slik….. Det er noget man kan se frem til og glæde sig til hele ugen…… På den måde skaber man en stærk forventning, hvor man bygger slik op til at være noget meget særligt og lækkert og attråværdigt. Man skaber en sult eller en hunger efter slik. Hver eneste gang børnene kommer forbi en slikreol fuld af ting som de ikke må få, så bliver savnet, længslen og hungeren forstærket.

På et eller andet tidspunkt skal denne hunger selvfølgelig tilfredsstilles og det sker lige så snart disse børn bliver til unge mennesker og begynder at tjene deres egne penge. Jeg synes det er helt naturligt, og det burde ikke overraske nogen at de unge mennesker har et særdeles voldsomt forbrug af søde sager. Pludselig kan de tilfredsstille et behov som er bygget op og forstærket gennem mange, mange år……. et behov som er skabt af deres forældre!

Hvad ville der ske, hvis man i stedet erstattede slik, sukker og sodavand med sunde alternativer?

Hvad ville der ske, hvis man i stedet sagde: På fredag skal vi rigtig hygge os. Så køber vi en ananas, vindruer og nødder! Vi køber nogle tørrede figner og nogle hasselnødder!

Så ville man gøre frugt til noget spændende og attråværdigt. Det ville med garanti også øge folks lyst til at spise mere frugt i hverdagene og det ville være særdeles gavnligt i et samfund, hvor mange mennesker sjældent får 600 g frugt og grønt om dagen, og mange børn og unge får aldrig frisk frugt. 

Desværre er der mange som beklager sig over, at frugt er alt for dyrt – men det er noget sludder. En bakke vindruer koster mellem 15 og 25 kroner. En ananas koster mellem 20 – 25 kroner. Der er ingen som undlader at købe matadormix, selv om det koster omtrent det samme. Hvis folk virkelig ikke havde pengene, så ville salget af slik, sukker og sodavand ikke blive ved med at stige…. og det samme gælder forresten alkohol. Når man ser statistikkerne over unge menneskers – og alle andres! – alkoholforbrug, så kan man tydeligt se, at det er i hvert fald ikke her man sparer! Det fremkalder sjældent rynker i panden, når folk skal give 60 eller 80 kroner for en flaske rødvin… man skal jo have lov til at hygge sig og have det lidt godt. Men 3 kroner for et æble? Nej, det er jo næsten uanstændigt.

Det passer simpelthen ikke, når folk påstår, at de ikke har råd til at købe frugt og grønt. Det er udelukkende et spørgsmål om fornuftig prioritering…. og sunde vaner. Jeg tror vi kunne vinde meget, hvis vi fik indført frugt og nødder som et accepteret, fristende og lækkert alternativ til dessert, fredagsslik og lign.

Vindruer og cashewnødder er sundt og LÆKKERT fredagsslik

About these ads