Da jeg blev veganer for nogle år siden, anede jeg ikke, hvad jeg skulle spise på rugbrød – derfor holdt jeg fuldstændig op med at spise rugbrød. Der er jo masser af andre muligheder; man kan spise salat – eventuelt med et par deller til. Eller pitabrød. Eller sandwich….

Bønnepostej af sojabønner

Men nu har jeg opdaget, hvor mange fantastiske muligheder der er for at spise vegansk rugbrød. Man kan købe en masse forskellige smørrepålæg; der er Tartex – jeg elskede det da jeg smagte det første gang. I dag synes jeg, at det er alt for fedt og ulækkert. Så er der også det tyske mærke Streich – det har aldrig været en favorit. Endelig kan man købe en masse forskellige slags pålæg lavet af tofu, gluten, grøntsager eller lign. Noget af det smager meget vegetarisk… andet smager næsten lige som kød. Så er der nogen som straks vil pointere, at det er underligt, at en veganer spiser noget der smager som kød….. jajaja…… jeg er ligeglad. Jeg synes det meste smager grimt, men jeg er ret vild med tofupålæg fra Viana, så det køber jeg fra Tyskland 1-2 gange om året.

Men efterhånden er der også en bunke favoritter og jeg er igen blevet vild med at spise rugbrød; først er der nogle klassikere – rugbrød med kartoffelskiver, tomat eller avocado. Så er der dellerne; rugbrød med bulgurdeller eller selleribøf med rødkål. Hummus med rødbeder er også lækkert. Og så er der min bønnepostej. Det er super, superlækkert!

2 dl sojabønner
1 løg
1½ spsk olivenolie
1 spsk tamari
saft af 1 citron
1 fed hvidløg
salt
garam masala
muskatnød

Sæt sojabønnerne i blød 8 timer. Skift vandet og kog dem i 45 minutter. 

Når bønnerne er blevet kolde skal de blendes sammen med resten; måske skal der tilsættes en smule vand, for at få den optimale konsistens. Men det er jo forskelligt hvor fast eller hvor blød man synes den skal være. Smag bønnepostejen til med salt, garam masala og muskatnød……

Hver eneste gang jeg spiser et stykke rugbrød med bønnepostej, så tænker jeg på, at jeg er superglad for at være veganer. Jeg har aldrig i mit liv fået så god og lækker mad. Aldrig nogen sinde!

Kartoffel med rødløg og vegansk mayo, selleribøf med rødkål og bønnepostej med rødbeder

About these ads