Johannes Brahms (1833-1897)
I starten af februar afholder Sjællands Symfoniorkester Brahms Festival; Johannes Brahms er en af de komponister som jeg kender mindst til; alligevel har jeg selvfølgelig hørt nogle af hans værker rundt omkring til forskellige koncerter.
Brahms blev tidligt udnævnt til at være Beethovens efterfølger. Jeg kan godt se det musikalske slægtsskab, men jeg synes alligevel der er stor forskel på de to komponister – meget stor forskel. Beethovens musik er ofte så storladent, svulstigt og pompøst, at det næsten er kvalmende. Han manglede simpelthen selvbeherskelse. Og det er netop denne selvbeherskelse som Johannes Brahms har perfektioneret. Beethoven er meget ofte overspillet – Brahms er ofte underspillet. Det giver en intensitet og en stærk inderlighed i hans musik; men også en lethed og en elegance, som jeg er rigtig vild med.
Jeg tror de fleste kender Brahms “Ungarnsk dans nr. 5” – et forrygende, festligt og muntert værk. Kunne man forestille sig, at Beethoven havde komponeret sådan et værk? Nixen bixen. Det var han alt for selvhøjtidelig til!
Hver gang jeg er til en koncert hvor de spiller Brahms, så bliver jeg fuldstændig beruset og tænker: “Wow, det er fantastisk…… ham må jeg lære at kende!” Men det er desværre aldrig blevet til mere end tanken…… nu får jeg ENDELIG chancen for at indhente noget af det forsømte med denne Brahms Festival.
1. februar; symfoni nr. 1 og klaverkoncert nr. 2 med pianist Martin Helmchen.
4. februar; klaverkoncert nr. 1 og symfoni nr. 3 med pianist Lars Vogt som solist.
8. februar; symfoni nr. 2 og violinkoncert med Vadim Repin.
11. februar; symfoni nr. 4 og dobbeltkoncert med både violinist Vadim Repin og den fantastiske danske cellist Andreas Brantelid.
NB: på ovenstående links kan man høre uddrag fra alle værkerne.
20 kommentarer
Kommentar feed for denne artikel
januar 18, 2012 at 13:21
Hans Skaarup
Kære Jens.
Jeg er stor beundrer af alle dine spændende tanker og gode opskrifter, men det du her skriver om Beethoven er noget af det værste vrøvl, som jeg længe har hørt. Jeg må naturligvis respektere, at det er din oplevelse, men at du bruger dit eget niveau til at bedømme en af historiens betydeligste komponister på en så negativ måde. Det må jeg reagere på. Der rækker dit ellers betydelige format ikke!
Det forhindrer imidlertid ikke at jeg fremover vil glæde mig til dine mangesidige tanker.
Med venlig hilsen
Hans Skaarup
januar 18, 2012 at 14:29
Jens
Hej Hans – tak for både ris og ros. Jeg er faktisk glad for begge dele….. det er ikke nogen nyhed her på bloggen, at jeg har det lidt svært med Beethoven. Der var en gang jeg elskede hans store symfonier – i dag kan jeg næsten ikke holde det ud. Sådan har vi jo alle vore sympatier, antipatier og idiosynkrasier – og de er ikke altid logiske. Det er heller ikke altid, at de er helt rimelige….. Ikke desto mindre, så foretrækker jeg Brahms for Beethoven!
Dernæst så mener jeg ikke, at man kan være lige vild med alle komponister. De er lige så forskellige som alle andre mennesker….. fx var Brahms ikke særlig vild med Liszt. Det vil du formodentlig ikke kritisere ham for? Det giver god mening for mig; Liszt og Beethoven er så forskellige som nat og dag. Det er to vidt forskellige temperamenter. Derfor mener jeg det er logisk, at deres værker appellerer til forskellige mennesker…… Brahms var vild med Beethoven og derfor er det næsten forudsigeligt, at han må have indvendinger mod Liszt. De er så forskellige, at man ikke kan være lige så fan af dem begge to. Jeg får næsten lyst til at citere Sherlock Holmes: “Det er elementær psykologi, min kære Watson.” Men modsat Brahms, så foretrækker jeg Liszt.
Du skriver, at det er “det værste vrøvl” du længe har hørt. Jeg synes det er lidt ærgerligt, at du ikke samtidig fortæller, hvorfor du selv er så begejstret for Beethoven. Det ville jeg da være rigtig glad for, så alle andre læsere også bliver præsentere for en anden mening end min.
Mvh Jens.
januar 18, 2012 at 17:27
Per Henriksen
Hej Jens !
Mærkeligt . Jeg har det næsten som dig med Brahms. Selv om det var noget af det første klassiske musik jeg næsten stiftede bekendtskab med.Jeg var med gymnasiet til en koncert i Ålborg hvor selveste Yehudi Menuhin var solist i Brahms violinkoncert! den har jeg selvfølgelig hørt af den grund en masse gange , men dengang var det ikke lettilgængelig musik for mig. Siden gik Brahms i glemmebogen for vidunderlige Mozart og medicinmanden Bach. Nu er det faktisk sådan at jeg føler at noglei komponister og nogle “kommer til mig” med en vis alder. Jeg tror Brahms er lige om hjørnet igen. Jeg har tilfældigvis hørt 4. sats af 1. symfoni en gang i radioen og det er jo fantastisk musik – gennnem gennem komponeret så vidt jeg kan bedømme – det vil jeg helt sikker høre mere af. Beethoven tjahh — en del bulder og brag men måske er han i virkeligheden bedre i de små værker for få instrumenter eller et enkelt – jeg tænker på klaver eller kvartetter osv. End han er i symfonierne – de taler ikke til mig som tidligere. hvor jeg næsten græd med ham i Eroica ! Mange hilsner fra Per og fornøjelse i Tivoli hvis du får billet !
januar 18, 2012 at 18:38
Jens
Hej Per – du har rigtig mange gode pointer og jeg er meget enig med dig i dem alle sammen.
Først og fremmest så ændrer vi naturligvis smag gennem årene. Beethoven var min første yndlingskomponist; da jeg var yngre elskede jeg hans store, brusende symfonier – det er lige præcis dette pompøse brus, som jeg slet ikke kan holde ud i dag. Men Beethoven har skrevet utrolig meget musik…… som du også pointerer. Jeg foretrækker selv de mindre værker for klaver eller kvartetter. Men det betyder på ingen måde, at jeg prøver at minimere Beethovens geni. Absolut ikke. Der er ikke mange komponister der kunne jonglere med så stort et orkester og samtidig skabe sådan en harmoni. Det kræver naturligvis sin mester og måske var Beethoven den største på dette felt.
Jeg kan forestille mig, at man kan blive fuldstændig beruset og bjergtaget af Brahms violinkoncert når man er så ung at man stadig går i gymnasiet – og når det samtidig er spillet af en virtuos som Menuhin. Jeg synes den lille historie viser, hvor vigtigt det er, at alle elever i gymnasiet får muligheden for at blive introduceret til – og opleve! – klassisk musik på højt niveau.
Jeg har billet til de første to koncerter i festivallen. Nu overvejer jeg, om jeg også skal købe til de to sidste eller ej….. jeg har saftsusme lyst, men det bliver en travl måned.
Mvh Jens.
januar 18, 2012 at 23:13
Jan
Ingen OVER Mozart, ingen ved siden af Mozart men mange under Mozart. Så har jeg vist gjort min mening om klassisk musik klar
….men sådan er det jo – næsten da – alligevel ikke, vel ?
Der er mange gode komponister og vi har hver i sær vores favoritter…..men jeg mner faktiskt, at Mozart er den absolut bedste af dem alle i alle hans forskellige arter af musik. Det meste af hans musik er så melodiøst og let og frydefuldt og alligevel så eksperimenterende og revolutionerende, så man har svært at forestille sig, at alt det musik er lavet af en og samme mand.
Jeg er helt klart til Barok-musik…eller perioden fra 1600 til start af 1800-tallet. Ihvertfald når det gælder klassisk musik. Og så er der lige en håndfuld senere italienske opera-folk (Verdi, Puccini o.s.v.) der også er med. Sjovt nok kan jeg også lide Strauss’ernes musik.
Når man lige tænker den opremsning igennem, så er det nok musik i den lette og festlige genre.
Og måske er det så ikke så underligt, at Beatles, Queen og Beach Boys også er blandt mine favoritter.
Alt sammen let, virtuost, sprudlende….min mening.
Ellers har 1800-tallets og 1900 tallets musik altid for mig været tungt, dystert…..og kedeligt.
Men smag og behag er jo heldigvis forskelligt og heldigvis kan vi jo hver i sær selv vælge at lytte eller lade være.
Det er jo lidt det samme, som med kunst. Det jeg kan lide, kan du ikke lide og omvendt.
Og definitionen på (god eller dårlig) kunst er jo, at det er den øjebliklige betragter, der afgør om det er (god eller dårlig) kunst.
Rigtig god fornøjelse med din “Brahms-turné”.
januar 19, 2012 at 13:24
Jens
Jan – ………. nu ved jeg næsten ikke om jeg tør skrive det….. men….. jeg synes Mozart er kedelig. Ja, undskyld!
Jeg var i operaen for et par dage siden(indlæg følger snarest), hvor jeg mødte en håndfuld gamle venner og vi talte netop om Mozart. Og vi var ret enige. Jeg synes det er morsomt, at der er “mode” i den slags. Men Mozart er ikke rigtig populær i min generation. Vi foretrækker Wagner…….
Og så har jeg selvfølgelig alligevel et par Mozart favoritter; Lucio Silla er en fantastisk opera. Og Idomeneo….. men det er nok fordi, at jeg så denne opera i en fantastisk opsætning for et par år siden. Men Mozarts hovedværker er selvfølgelig – for mig! – hans requiem og Don Giovanni. Udover disse 4 værker, så er jeg ikke Mozartfan.
Men vi har vist en fælles interesse for musik i den lette genre; jeg elsker at grine og derfor har jeg et særlig ømt punkt for de gamle belcanto-komedier.
Jeg er glad for at smag og behag er forskelligt. For mig er “kunst” kun halvdelen af oplevelsen…. den anden halvdel er at snakke om det bagefter. Jeg synes nemlig det er utrolig spændende at snakke om, hvorfor den ene kan lide dit og hvorfor den anden foretrækker dat. Det fortæller nogen om hvem vi er som mennesker…… derfor kan man lære ret meget om hinanden, når man diskuterer den slags.
januar 19, 2012 at 15:44
Jan
Dit citat:” …Jeg var i operaen for et par dage siden(indlæg følger snarest), hvor jeg mødte en håndfuld gamle venner og vi talte netop om Mozart. Og vi var ret enige. Jeg synes det er morsomt, at der er “mode” i den slags. Men Mozart er ikke rigtig populær i min generation. Vi foretrækker Wagner.”
Hvor gamle er I i DIN generation ?
Mode ? Jeg ved sgutte rigtig med det, joh – måske hos nogle som f.eks. efter filmen “Amadeus” kom frem i 1984-1985, men personligt har jeg lige netop haft Mozart “med hjemmefra” endda i 2 generationer. Min morfar var helt pjattet med ham og det var min mor også, så måske ligger det bare i generne hos mig
.
Wagner – uha-uha siger jeg bare
125 kg’s “Jomfuer” ved navn Brynhilde i panser og plade og som er (for) lang tid om (endelig) at dø…..men det er jo det her med smag og behag 
Men rigtigt, at man kan lære en masse om hinanden når man diskuterer, men det er ikke altid, at det så også siger noget om, hvordan vi er som mennesker. Det er der vist for mange historiske beviser for ikke hænger sammen
januar 21, 2012 at 16:27
Jens
Jan – undskyld at jeg først svarer nu.
For en del år siden var jeg ude at drikke kaffe med Kasper Holten. Det var ham som bemærkede, at “vores” generation er mere til Wagner end Mozart. Det tænkte jeg lidt over og efterfølgende måtte jeg give ham ret….. “Vores” generation er i 30erne, haha…….
Din Wagnerkommentar viser netop forskellen. Jeg tror nemlig der er rigtig mange som får de samme associationer til Wagner som dig. Men i den generation som ligger mellem mig og Kasper Holten, kan vi slet ikke få Wagner nok. Og vi forbinder absolut ikke Wagner med 125 kg´s jomfruer, haahahaha……. Jeg har set “Tristan og Isolde” tre gange i løbet af de sidst 2-3 år. Jeg har bare været så betaget, at jeg slet ikke har kunnet skrive om den.
Jeg er dog ikke helt enig med dig i det sidste; jeg mener at man kan lære meget om hinanden, når man diskuterer kunst og kultur. Som bekendt var Hitler stor fan af Wagner. Hvis vi nu laver et lille tankeeksperiment og spørger Hitler, hvad det er han godt lide ved Wagner, så ville han måske svare; de uforsonlige helte, som ikke går på kompromis. Tanken om at man har en skæbne som skal fuldbyrdes. Dyrkelsen af de nordiske rødder….
Kort sagt; man kan finde en masse i Wagners værker, som Hitler kunne forholde sig til. Emner som er i harmoni med Hitlers forståelse af sig selv og hans mission.
Men de ting jeg sætter pris på hos Wagner er nogle helt andre ting; jeg ser blandt andet et spændende tema om konflikten mellem individ og samfund. Og en anden konflikt mellem fornuft og følelse. Hvor samfundet måske repræsenterer fornuften og individet derfor får problemer med at realiserer sine følelser…. eller noget i den retning. Der er så meget jeg ikke forstår i Wagners værker og det er lige præcis derfor jeg synes det er så spændende.
januar 20, 2012 at 09:55
Kong Mor
Åh hvor vidunderligt! Måtte vente lang tid med at kommentere fordi jeg skulle jo lige høre færdig
Tak for link!!
Og nej den slags underlødig muzak ville Beethoven aldrig give sig i lag med! Brahms er jo næsten en pop-dreng!!
januar 21, 2012 at 16:30
Jens
Kong Mor – jeg synes nemlig også det er vidunderligt og jeg glæder mig forfærdelig meget til Brahmsfestivallen. Sikken en masse fantastisk musik jeg skal høre……..
januar 20, 2012 at 19:39
Maria
Kære Jens. Jeg kan virkelig godt lide, når folk danner sig en personlig mening om ting – det viser i min optik bare, at man lader sig selv konfrontere med verden og tager stilling til den.
Det er altid spændende at høre om folks opfattelse af musik. Og jeg synes, at din opfattelse af Brahms og Beethoven er særligt interessant, da jeg nok kunne finde mange, der mener præcis det modsatte.
Som den hyperromantiske sjæl, jeg er, genkender jeg i høj grad din glæde for Brahms, og jeg elsker især hans små værker – det er som om, han får et endnu mere intenst stemningsbillede frem i dem.
Derimod er jeg ikke på særlig godt bølgelængde med komponister som Mozart og Haydn – især hvis jeg selv skal spille værker af dem. Jeg har den dybeste respekt for de kunstnere, der virkelig formår at mestre den tidlige wienerklassiske genre.
Jeg glæder mig til at høre Brahms i februar. Måske ses vi!
Lys og varme, Maria
januar 21, 2012 at 16:41
Jens
Hej Maria – jajaja! Jeg er helt enig med dig. Jeg er også vild med folk som tør danne deres egen mening – folk som har mod til at mene noget. Selvfølgelig kan ALLE mennesker ikke være lige vild med ALLE klassiske komponister og ALLE deres værker. Når folk siger, at de ELSKER alle former for klassisk musik, så er det enten fordi de egentlig ikke har lyttet eller fordi de har hørt så lidt, at de egentlig ikke har noget at sammenligne med.
Men det skal absolut ikke forstås sådan, at jeg forsøger at definere hvilke komponister der er gode og hvilke der ikke er. Absolut ikke. Det er jeg slet ikke kompetent til….. og jeg synes faktisk heller ikke det er interessant. For mig handler det udelukkende om smag og behag – og den er som bekendt altid forskellig. Derfor skal det heller ikke være en diskussion, hvor man når man bliver enig om hvad der er rigtig og hvad der er forkert – det interesserer mig overhovedet ikke. For mig er det mere interessant med en diskurs, hvor det ikke er konklusionen, men meningsudvekslingen som er interessant.
Men først og fremmest handler det om modet til at have en fri og personlig mening. Det er så trist, når folk er bange for at have deres egen mening.
Det kunne være rigtig hyggeligt, hvis vi ses til Brahms Festival i februar.
Mvh Jens.
januar 20, 2012 at 21:08
havehyrden
Det var da ganske sjovt at læse andre personers kommentarer til dit indlæg, smag og behag er godt nok meget forskelligt. Jeg har ikke lige en stor kærlighed til den ene eller den anden kunstner, mere til melodierne eller operastykkerne. Brams kender jeg kun lidt til og som du skriver, så er det nogle af de kendt stykker, f.eks Ungarsk dans, som er meget smuk. Men jeg er nu især glad for tjajkovskij som er meget dramatisk i sit udtryk og sådan noget elsker jeg.
Jeg vil glæde mig til dine anmeldelser af de koncerter du nævner
januar 21, 2012 at 16:48
Jens
Havehyrden – jeg synes det er morsomt, at du heller ikke kender så meget til Brahms, for jeg ved jo, at du også hører meget klassisk musik. Jeg fristes til at spørge, om Brahms lever en tilværelse en lille smule i skyggen af de store navne i den klassiske musik?
Tjajkovskij har skrevet et værk som hedder “Pathetique” – som betyder “følelsesfuldt”. For mig er det overdrevet følelsesfuldt og det gælder for de fleste af hans værker. Han er absolut ikke på min hitliste.
NB: jeg er selvfølgelig sikker på, at du kender Pathetique. Jeg brugte det bare på den måde for at illustrere mit eget forhold til Tjajkovskij. Ikke for at være belærende! Tværtimod – jeg er sikker på at du forstår min pointe, fordi jeg er sikker på, at du kender værket.
januar 21, 2012 at 18:14
havehyrden
Jeg tager ikke noget du skrive ilde op………..;-) Belærende er du aldrig!
om ikke andet så er det et uhyre smukt stykke.
Men jeg har nok en anden til gang til det klassiske end du. Jeg bemærker nogle gange ikke lige komponistens navn (og så er det godt at gemalen gør), så jeg kender en masse stykker blot ved navn eller først når jeg lytter til den igen. Jeg har sikkert hørt en masse Brahms, man glemt at det var ham der skrev melodien, og sådan er det med mange af de stykker jeg hører. Udtagen Tjajkovski og Wagner, som er så dejlige dramatiske og bombastiske, og som jeg kan huske en del stykker fra dem. Stykker som Ravels Bolero, elsker jeg også af samme årsag. Drama. Hvis der ikke er lidt drama, ja så kan det klassiske godt kede mig. Misforstå mig ikke, jeg kan rigtig godt lide stille stykker, for drama er ikke nødvendigvis kun de “voldsomme” og voluminøse melodier. Det er fornemmelsen af noget der ulmer under overfladen. det har mange stykker rent faktisk. Eneste stykke jeg lige kan komme i tanke om er Aram Khachaturians adagio fra Spartacus. Måske ikke det bedste eksempel, og dog
januar 21, 2012 at 23:24
Jens
Havehyrden – når du skriver sådan, så tror jeg egentligt, at du er bedre til at huske end mig. Tænk at du kan huske værkernes navne…. wow! Gid det var mig. Og hvis der endelig er et navn jeg kan huske, så lykkes det mig som regel at parre navnet med en forkert komponist, hahaha…….
Derfor tjekker jeg som regel altid sådan noget, inden jeg skriver det på bloggen. Det er simpelthen nødvendigt.
Stykket i din video er okay. Alligevel er det ikke sådan noget der kommer på min hitliste – der mangler stadig noget. Det er for pænt. For smukt. Der mangler noget temperament. Nogle trommer. Selv når musikken når klimaks virker det meget behersket og kultiveret. Jeg synes der mangler ægte vildskab! Det er meget smukt…. men også lidt tamt! Sorry!
januar 23, 2012 at 11:35
Donald
Jeg forstår udmærket hvad du skriver om Beethoven, og kunne ikke lade være med at smile, da jeg læste kommentar fra Hans Skaarup (er det en radio-chef eller tidligere radio-chef?) – og han forsvarer jo Beethoven som en politiker ville gøre det, og ikke som en fact-finder ville foretrække at gøre det.
Allerførst må jeg fortælle at jeg (og flere andre i min omgangskreds) var vildt fascineret af Beethovens Sonate Pathetique for klaver, som indspillet på Deutsche Grammophone af Wilhelm Kempff, og efter nogen tid også sammes indspilninger af de senere sonater. Det er nemlig ikke uvæsentligt hvem der spiller: man kan fremdrage dette eller hint aspekt mere eller mindre. Men både jeg og min broder var ved at dø af grin over Appassionata – jo, den er flot, og Beethoven selv sagde, at her var den bedste eller største sonate, men her bruger han en satstype/akkordtype, hvor han “graver i klaveret” og det er simpelthen grotesk i mine øjne, det er det stadig efter så mange år. For nu lige at give perspektiv på det, så er sidstesatsen af Appassionata http://www.youtube.com/watch?v=xz7usUEPWsc en evighedsmaskine, perpetuum mobile, af den fineste slags, den er så æterisk og smuk, så man lissom tilgiver den første sats’ vanvittige heavyMetal som udslag af et ønske om at skabe et udtryk.
Måske har de (passagerne i 1.sats) virket bedre på datidens klaverer, som ikke giver høreskader i de dybe registre, men formentlig har lydt som slagtøj, bækkener, der rasler, en slags teatertorden. Nej det tror jeg forresten ikke at de har, men Beethoven hørte jo ikke så godt på det tidspunkt og har måske forestillet sig noget lyd af en anden verden.
Det er ikke eneste sted, hvor Beethoven brager løs, men lad det nu ligge, og lad os se på den anden side: om Beethoven har skrevet noget, der svarer til Ungarske Danse. Hvad med hans Eccosaise i Es dur? Der er sonatesatser, som er søde og morsomme, der er udsættelser af Skotske Folkesange, variationer, Wellington, Fidelio, Für Elise. Man forbavses, når man ser, hvor mange forskellige stemninger Beethoven har komponeret sig igennem. Det nærmeste en Ungarsk dans, jeg kan komme i tanke om, er sidstesatsen fra violinkoncerten, men det er nu ikke det bedste exempel, der er sikkert andre, som er sjovere.
Jeg kender andre, som synes at Beethoven er underlig.
Men tilbage står, at hvis man lufter tanker af denne slags om brag og vold i musikken, så rammer man nogle andres følelser på en måde der afføder reaktioner og “off-topic” diskussioner. Jeg er vred på Wagner fordi han larmer og ikke forstår, hvad hans holdning afføder rent politisk, og fordi han stjæler harmonisk udtryk fra Chopin uden dennes sans for form – og så videre. Og fordi Wagners nodepapir (uden nodelininer) blev brugt til manuskriptpapir af en vis Hitler. Men den slags udfald kommer man ikke langt med.
Så glemmer man musikkens funktion som middel til menneskeligt samvær, kommunikation, om man vil, et bevis på at jeg ikke er alene i et univers af fremmede.
januar 29, 2012 at 16:18
Jens
Hej Donald – undskyld, at der er gået så lang tid uden at jeg har besvaret din kommentar.
Jeg er meget glad for Hans Skaarups kommentar, for det er vigtigt for mig, at min mening ikke står som nogen absolut sandhed – eller som et udtryk for god smag. Det er bare min mening. Jeg vil selvfølgelig kæmper for at jeg har ret, men er også glad for at andre er uenige. Det er jo netop derfor, at jeg ofte linker til de rigtige anmeldere! Det skulle gerne give en masse nuaner…….
Jeg har selv nogle af Beethovens sonater på CD, som jeg er meget glad for. Jeg har lavet nogle generaliseringer over Beethoven – når man generaliserer, så kan det naturligvis ikke dække alt. Sådan er det altid. Og måske gælder det i særlig grad for en komponist der er så alsidig som Beethoven. Alligevel ændrer det ikke mit overordnede indtryk……. og det skyldes måske, at jeg ser hans symfonier som helt centralt i hans karriere.
Jeg synes ikke Beethoven er underlig. Jeg synes han er svulstig. På en eller anden måde, så bliver det altid for meget…… synes jeg!
Jeg har altså heller ikke skrevet noget om “brag og vold”. Men det er muligt at jeg har skrevet noget om “bulder og brag”. Jeg synes nemlig det er en meget passende beskrivelse af klimakset i mange af hans symfonier. Alligevel har jeg altid sådan en fornemmelse af, at det er meget forstil. Det har været Beethovens hensigt at imponere. Men jeg har ikke haft følelserne med. Det er ikke ærligt engagement. Jeg havde noget været lidt mere forsonligt stemt, hvis der havde været lidt mere vold i hans musik…..
februar 5, 2012 at 19:19
Donald
Åh nej – det er rigtigt Jens, vold, det var min tilføjelse, det er, hvad jeg tænker, når jeg hører pianister brage løs på introduktionen af Sonata Appassionata. Jeg synes det somme tider lyder som om pianister begår vold på instrumentet!
Og underlig, det var mit udtryk, et forsøg på at beskrive min og andres reaktion på nogle af Beethovens overraskende satser. Til gengæld synes jeg ikke at Beethoven skriver musik som er forstillende, prætenderer et-eller-andet. Hans vilje til at skrive musik, der hylder folkets kamp mod dikatorer kommer tydeligst til udtryk i Fidelio, operaen.
Tak for svaret! det gør ikke noget at det tog lang tid, jeg skrev at du gerne måtte slette kommentaren, for den er jo sådan en lidt speciel vinkel på musik og passede måske ikke ind i dine tanker. Men nu står den der
februar 5, 2012 at 21:32
Jens
Næh, Donald – jeg er jo rigtig glad for alle kommentarer; derfor kunne jeg da aldrig finde på at slette den. Heller ikke selv om vi har forskellige holdninger til Beethoven og klassisk musik generelt.
Tværtimod synes jeg netop det er vigtigt, at der er forskellige holdninger. Det ændrer ikke min mening – i hvert fald ikke i dette tilfælde – men det giver nuancer til diskussionen. Jeg synes det er vigtigt, for det er jo kun subjektive holdninger. Derfor er det vigtigt, at der ikke bare er en enkelt holdning som pludselig fremstår som den ultimative sandhed….. og sådan kunne det jo hurtigt gå, hvis der ikke var nogen som turde fortælle, at de var uenige med mig.