Vegetarian snacks ved Torvehallerne

I al ubemærkethed har København fået et vegetarisk alternativ til byens mange pølsevogne – Vegetarian Snacks. Det er mere end et halvt år siden at den lille bod åbnede, men i løbet af disse måneder har den vist skiftet holdeplads igen og igen. Formodentlig er det derfor, at den ikke har fået meget opmærksomhed i vegetarmiljøet.

Jeg faldt tilfældigvis over den lille bod i går og jeg er ret begejstret: menuen består af pommes fritter og falafler, med 6 forskellige slags humus som dressing. Fra næste uge kan man også få veganske samosaer og senere kommer er også veganske pølser. Ejeren er meget optaget af, at alt skal være sundt og hjemmelavet uden fup. Derfor skræller de selv de mange kartofler. De sætter selv alle kikærterne i blød, koger dem og laver både falafler og humus.

Menukortet

Man kan vælge mellem 6 slags humus, der bruges som dip – desværre er der yoghurt i de 5 af dem. Det måtte jeg selvfølgelig kritisere. Jeg foreslog, at han måske kunne bruge sojafløde i stedet for og han virkede meget interesseret i at prøve. Jeg synes det er et udtryk for både engagement og ambitioner, at han er så lydhør overfor både kritik og konstruktive forslag.

Vegetarian snacks har nu endelig fået fast plads mellem de to torvehaller – hvor der også er masser af plads til at sidde og hygge sig, når solen begynder at skinne. I løbet af nærmeste fremtid kommer der en hjemmeside og inden for et par måneder bliver konceptet udvidet med en fastfood restaurant på Strøget. Endelig bliver der et fornuftigt vegetarisk alternativ til dem som vover sig ud i det vilde natteliv. Det ved jeg, at der er mange som har savnet.

Lidt kritik må der også til – jeg fik sådan et kræmmerhus med fritter, falafler og humus. Jeg synes ikke fritterne var så sprøde som forventet… og det blev i hvert fald ikke bedre, når der blev hældt flydende humus over. Næste gang foretrækker jeg vist nok, at få maden i en lille bakke……..

Alligevel er jeg ret begejstret og jeg håber, at Vegetarian snacks bliver en stor succes. For det første er det jo lige præcis sådan et sted vi har brug for i København. For det andet synes jeg, at ejeren virker utrolig engageret. Jeg håber, at alle vegetarer vil smutte forbi og støtte stedet. Og fortæl endelig jeres meninger om produkterne….. Jeg tror virkelig det er deres hensigt, at udvikle et produkt der er så godt og lækkert som overhovedet muligt, og derfor er de naturligvis glade for både ris, ros og evt. konstruktive forbedringsforslag.

 

About these ads