Jeg har altid haft det lidt svært med Milan Kundera; hvis jeg skulle karakterisere hans romaner, så ville jeg beskrive dem som handlingsløse, monotone, kuldslåede og anæmiske – men jeg må også indrømme, at jeg altid bliver grebet af hans romaner, uden at jeg helt forstår hvorfor.
Det er helt anderledes med hans essays, hvor han skriver om litteratur, opera og klassisk musik; han har læst en imponerende mængde bøger og har en tilsvarende imponerende hukommelse. Det mærker man tydeligt, når han fortæller om yndlingsforfattere som fx Kafka, Rabelais, Cervantes, Musil, Gombrowitz og Tolstoj. Eller komponister som Stravinskij og Janacek. Men tonen er fuldstændig anderledes fra hans romaner; Milan Kunderas essays er fulde af lidenskab, glødende passion og brændende engagement.
Heinrich Steffens(1773 – 1845)
Den unge Heinrich Steffens blev sendt til Tyskland for at studere geologi og mineralogi – det virker som et klogt og fornuftigt valg i tråd med oplysningstidens tanker. Men han mødte også de førende tyske romantikere, brødrene Schlegel, digterne Tieck og Novalis, og filosoffen Schelling, der inspirerede ham med tanker om naturens ånd og kunstens ophøjede geni. I 1802 vender han tilbage til København, hvor han forelæser på Elers kollegium – et foredrag der skulle handle om geologi, men i virkeligheden var en introduktion til romantikkens ideer. Oehlenschläger, brødrene Ørsted og resten af det københavnske borgerskab stimlede sammen til disse forelæsninger, som blev startskuddet til den danske guldalder.
Da Heinrich Steffens døde i 1845, skrev hans fætter Grundtvig en nekrolog, hvori han kaldte Steffens for “Lynildsmanden” – det tænker jeg på, hver eneste gang jeg læser Milan Kunderas essays, for han er også sådan en flammende lynildsmand. Milan Kundera skriver så begejstret, at man slet ikke kan undgå at blive smittet. Der er en utrolig rigdom i hans bøger, skrevet med ægte lidenskab. Man bliver præsenteret for en masse spændende forfattere, men Kundera undersøger også litteraturens eksistentielle gåder, reflekterer over litteraturens væsen og præsenterer nye tanker, nye fortolkninger for læserne. Bagefter er man straks klar til at kaster sig over alle disse forfattere og alle disse bøger. Blandt de nye forfattere som jeg blev præsenteret for i “Et møde” er Malaparte – som jeg vist aldrig har hørt om før. Kundera skriver om hans to værker “Huden” og “Kaput”. Sidstnævnte er oversat til dansk og den vil jeg snarest muligt kaste mig over…… forhåbentlig er der også nogen som oversætter “Huden”. Det ville jeg sætte stor pris på!
Så kan man spørge, om det overhovedet er interessant at læse “Et møde”, hvis man ikke har læst alle disse bøger som Milan Kundera skriver om? Absolut ja! Først og fremmest er bogen en reflektion over litteraturens væsen, menneskets forhold til kulturen og livets grundvilkår. Milan Kundera funderer over hvordan disse forhold hænger sammen, hvorfor og hvordan man kan bruge kulturen – men samtidig giver han også læseren en umådelig lyst til at drage på opdagelsesrejse i litteraturens verden.
Udgivet på Gyldendal 2012.
Milan Kundera
6 kommentarer
Comments feed for this article
maj 15, 2012 at 19:05
Rasmine
Det lyder så mystisk, at jeg ligefrem kunne begynde at overveje at læse bogen!
maj 16, 2012 at 06:39
Jens
Rasmine – det er jo – som altid – et spørgsmål om smag og behag. Men jeg er virkelig vild med Milan Kunderas essays; ikke bare denne, men også de tidligere essaysamlinger: Tæppet, Romankunsten og De forrådte testamenter. Han har en formidabel evne til at jonglere med 5 eller 10 forfattere, og derved beskrive deres individuelle egenskaber på meget spændende måde. Kundera er en fantastisk litteraturformidler……
maj 15, 2012 at 21:06
Jacob Jensen
Hej Jens
Jeg synes lige, at jeg vil fortælle, at Malapartes “Kaput” faktisk er oversat til dansk. Den er udgivet på forlaget Vandkunsten, og skulle man få lyst til at købe den, er den til salg på deres hjemmeside her: http://www.forlagetvandkunsten.dk/110441/
Tak for en god blog.
Mvh. Jacob
maj 16, 2012 at 06:58
Jens
Hej Jacob – du er simpelthen dagens mand! Og samtidig er det vist lidt pinligt, at jeg ikke en gang tjekkede om bogen var oversat til dansk……. men nu kan jeg forsikre dig om, at den bliver købt snarest muligt. Jeg glæder mig til at læse Malaparte; tusind tak for tippet.
Og så må jeg hellere lige ændre lidt i mit indlæg…..
Mvh Jens.
maj 16, 2012 at 15:32
Anonym
Kære Jens Drejer, forleden havde jeg en verbal boksekamp med en ven: Jeg havde lånt ham een af mine yndlingslæsninger, Forrådte Testamenter, og ventede, efter han havde læst den, at blive mødt med begejstring. Istedet var min ven knotten over Kunderas tone: “Han er negativ. Dogmatisk. Han bare kritiserer. Hvorfor skal han absolut pådutte andre sine holdninger. Lad musik være musik. Stravinsky være Stravinsky. Hemmingway fatter han jo ikke. En omgang surt ævl!”
Hvor er jeg glad for at der er andre (dig) der oplever i Kunderas essyas en glød og et engagement, som jeg aldrig helt har kunne finde i romanerne. Jeg tror, der er flere bøjede end ubøjede papirhjørner i min udgave af Forrådte Testamenter, ha!
Venlig hilsen
Maria Speyer
maj 16, 2012 at 15:59
Jens
Hej Maria – sikken en omgang. Det fremgår vist meget tydeligt, at din ven bryder sig overhovedet ikke om Milan Kundera, hahahaha…..Jeg har lidt svært ved at forstå hans bedømmelse og hans mening – men sådan er det jo. Vi er alle forskellige. Det betyder, at vi også læser og fortolker forskelligt. Men nogen gange er det jo også derfor, at det er så spændende at diskutere kunst og kultur.
Jeg kan godt forstå, at du har lavet æselører i dine bøger; jeg har overvejet at bruge en overstregningstusch næste gang jeg læser hans essays, for der er nemlig så mange geniale pointer, som jeg gerne ville kunne finde igen….. altså uden at jeg er nødt til at læse hele bogen hver eneste gang.
Mvh Jens.