Søndag aften var jeg til koncert i Tivolis koncertsal. Inden koncerten spiste jeg middag sammen med en god ven – Lise – hos Den skaldede kok i Tivoli.
På Tivolis hjemmeside kan man bruge deres spiseguide til at søge efter restauranter, hvor man kan få vegetarmad – det er faktisk ret nemt. Men pas på – man kan hurtigt blive skuffet. Den første restaurant på listen er fx “A Hereford Beefstouw“, men når man tjekker deres menukort, så opdager man hurtigt, at det eneste vegetariske i restauranten er deres salatbar….. og det gør mig ekstremt vred. Jeg synes simpelthen det er enormt uforskammet at reklamere med vegetarmad, når man ikke kan tilbyde andet end en salatbar. Hvorfor tror nogen mennesker, at vegetarer – og veganere! – lever af salat?! Andre mennesker kan ikke blive mæt af en omgang salat. Hvorfor er der så mange der tror, at vegetarer og veganere er anderledes?
Det samme gælder “Færgekroen” som man også finder under restauranter der reklamerer med vegetarmad – her kan man få en kartoffelmad. Jeg synes det er ekstremt uforskammet……….. hvis man ikke kan servere andet end en kartoffelmad, så bør man simpelthen ikke reklamere med, at man har vegetarmad.
Lise og jeg besluttede at spise hos “Den skaldede kok“, da jeg havde set, at der var flere vegetarretter på menukortet – men jeg er jo ikke vegetar. Jeg er veganer! I dag er der mange restauranter som har en eller to vegetarretter på menukortet – det skal man selvfølgelig være glad for. Men der er en stadig større andel af vegetarerne som bliver veganere. I dag tror jeg det er et pænt stykke over halvdelen som er veganere, men vi bliver flere og flere…… derfor ville det være smart, hvis alle restauranter i stedet valgte at have en veganerret på menukortet. På den måde kan man fordoble kundepotentialet – og samtidig gøre en masse mennesker glade!
Jeg skrev til restauranten i forvejen, som lovede, at de nok skulle veganisere deres vegetarretter – og jeg blev bestemt ikke skuffet.
Hovedretten var “Kartoffel-ærte krebinetter med dagens grønt og tomatsalat med basilikum” – dagens grønt dækkede i dette tilfælde over en smule selleri skåret i små tern. Det kunne nok godt have været lidt mere spændende….. men jeg må indrømme, at det hele smagte supergodt. Tomatsalaten var helt enkel, men alligevel ret lækker. Det samme gælder selleriternene. De to store kartoffel-ærte krebinetter var enormt velsmagende og godt krydrede.
Dernæst var der dessert – de havde en frugtsalat med råcreme og revet chokolade. Jeg fik en frugtsalat uden tilbehør – jeg havde egentlig regnet med at der ville være revet chokolade på, men desværre var der smør i deres chokolade. Never mind – frugtsalaten var enormt god, så jeg savnede ikke noget. I virkeligheden synes jeg bare det var enormt flot, at kokken lige havde tjekket indholdet i chokoladen. Dét synes jeg var rigtig god service. Der var noget saft i bunden – jeg tror det var en marinade. Men det er muligt jeg tager fejl – måske var det bare lidt appelsinsaft. I så tilfælde har det været en meget sød appelsinsaft.
På menukortet er der en grøn salat blandt forretterne. Der er også en porre-kartoffelsuppe – den er formodentlig ikke vegansk, men den kan hurtigt veganiseres. Fløde er sandsynligvis det eneste animalske i suppen, men det kan jo sagtens undværes. Vi havde ikke bestilt forret, men jeg vil gerne lige nævne muligheden.
Hvis man skal en tur i Tivoli og gerne vil nyde en rigtig lækker to-eller tre-retters menu, så anbefaler jeg “Den skaldede kok”. Maden var rigtig god og deres service var formidabel lige fra jeg skrev til dem for at spørge om mulighederne for at få vegansk mad. I døren blev vi modtaget af en meget venlig og smilende tjener. Derefter blev vi vist på plads af en anden tjener der var mindst lige så venlig og det samme gælder den kvindelige tjener som serverede for os. Hun var meget venlig, imødekommende og hjælpsom.
Alt i alt var det en fantastisk oplevelse og jeg vil meget gerne spise hos “Den skaldede kok” en anden gang.




6 kommentarer
Comments feed for this article
juli 4, 2012 at 07:45
Madame
Det lyder superlækkert – tak for anbefalingen af restaurant Den skaldede kok! Dejligt at det var muligt på forhånd at få restauranten til at veganisere deres vegetarretter
juli 4, 2012 at 10:15
Jens
Madame – det var superlækkert! Og sikken en dag – først en god middag og bagefter en fantastisk koncert i koncertsalen. Det var virkelig en god aften…..
juli 4, 2012 at 20:25
sidney
Lyder sgu godt. tror du at man skal ringe i forvejen hver gang for at få deres mad derinde veganiseret ? kunne jo være man skulle i tivoli til sommer og så er det jo godt at vide man kan få noget derinde.
juli 4, 2012 at 21:42
Jens
Hej Sidney – jeg tror bare de veganiserer deres hovedret ved at fjerne æg fra krebinetterne, så det burde vist ikke være noget problem. På den anden side, så tror jeg det er en god ide at ringe eller skrive i forvejen, bare for en sikkerheds skyld.
Men der er skam også muligheder for en eksklusiv vegansk middag i Tivoli, hvis man skal være impulsiv. Jeg har også spist i Tivoli i aften og det var en fantastisk oplevelse – men det skriver jeg først om på fredag!
juli 4, 2012 at 22:47
Søren
Spiste i Grøften i dag, hvor der ingen problemer var med at få dagens vegetarret – risotto med svampe og trøffelsauce – veganiseret. Smagte super godt. Friske jordbær med balsamico og frisk mynte til dessert. Alt sammen rigtig lækkert. Og super service fra vores tjener. Kan jeg klart anbefale.
juli 4, 2012 at 22:59
Jens
Wow, Søren – det lyder helt utrolig lækkert. Jeg har også spist i Tivoli i dag, så nu er der vist ikke råd til mere luksus i denne måned. Men det lyder helt vildt lækkert, så jeg vil nok lige overveje, om jeg har råd til en tur i Grøften i august.
Mon man kan være så heldig, at dagens ret stadig er risotto med svampe og trøffelsauce i august? Det er sikkert ikke godt at vide, men man har jo lov til at håbe. Tusind tak for din anbefaling!