Alan Hollinghurst
Alan Hollinghurst fik et stort gennembrud med romanen “I skønhedens tjeneste”, som vandt The Man Booker Prize i 2004 og siden blev filmatiseret; alle personerne var – efter min ærlige mening! – dybt usympatiske og hele bogen var skrevet i en nærmest kuldslået tone. Det var absolut ikke en bog som jeg brød mig om. Nu er Hollinghurst tilbage med “Den lange afsked” – den er både langtrukken, forudsigelig og uoriginal; alligevel har den en vis eksistensberettigelse. Samtidig er personerne i denne bog beskrevet med både varme og sympati. Derfor er er det næsten en hyggelig bog at læse.
Romanen handler om den borgerlige familie Sawle og den adelige Valance, hvis skæbner knyttes sammen, da sønnerne møder hinanden på Cambridge i 1913. Det er tiden hvor Bloomsburygruppen er ved at skabe sig en position i det engelske kulturliv og de optræder da også i udkanten af romanen. Men stilen og handlingen emmer også af Bloomsbury…..
De to familiers fællesskæbne besegles, da Cecil Valance ankommer for at tilbringe en weekend hos George Sawle og hans familie. De er begge medlemmer af et hemmeligt Cambridge selskab, som er en klar henvisning til Cambridge Conversazione society, almindeligvis blot omtalt som “the Apostles“. Man dyrkede Platon, Sokrates, visdom, filosofi og klassiske græske dyder – også sodomi. Det gælder naturligvis også Georges og Cecil, som er meget mere end bare gode venner. De fleste fremtrædende medlemmer af Bloomsburygruppen, som fx James og hans bror Lytton Strachey, Leonard Woolf, John Maynard Keynes og E.M.Forster var naturligvis også medlemmer af the Apostles. Det betyder ikke, at de alle sammen var homoseksuelle – der var selvfølgelig undtagelser!
Første kapitel, hvor Cecil Valance præsenteres for familien Sawle i deres beskedne, men romantiske herskabshus, er beskrevet så man ikke kan lade være med at tænke på Virginia Woolfs “Mrs Dalloway” og hendes minder om fortidens romantiske selskaber på herresædet Bourton. Eller E.M.Forsters beskrivelse af familien Honeychurchs stille og tilbagetrukne privatliv hjemmet “Windy Corner” i “A Room with a View”. Alan Hollinghurst bliver gerne omtalt som en af Englands bedste stilister – jeg mener han er meget tæt på pastiche og epigoneri.
Men Hollinghurst bryder idyllen, når han fortæller hvordan der bliver kysset i krogene, hvordan tjenestefolkene snager og fruen i huset drikker for meget. Denne kyniske “afsløring” bliver meget skarp i et afsnit hvor Hollinghurst genskriver den berømte badescene fra “A Room with a View”; landsbypræsten mr. Beebe, hovedpersonens lillebror Freddy og den lækre George Emerson bader i en kølig skovsø – en scene som er meget erotisk og uden tvivl meget symbolsk. Men også meget morsom, da de nøgne mænd bliver opdaget af mrs. Honeychurch, Lucy og dennes forlovede. I Hollinghursts omskrivning bader George og Cecil i skovsøen, hvorefter der er rå sex i vandkanten, mens lillesøster Daphne traver rundt i skoven og leder efter dem……. Hollinghurst skriver det som E.M.Forster ikke kunne skrive i 1908. Men scenen er ligefrem inspireret af virkelige begivenheder:
Rupert Brooke
Rupert Brooke(1887-1915) blev en kendt engelsk digter, men primært berømt for sit smukke udseende. Alle uden undtagelse – både mænd og kvinder – forelskede sig i Rupert Brooke første gang de mødte ham. Han begyndte på Cambridge i 1908 og blev også valgt til “the Apostles”.
“If I should die, think only this of me;. That there’s some corner of a foreign field. That is for ever England”. Rupert Brooke
I 1911 forlod han King´s College og flyttede til Grantchester – en nærliggende landsby. Rupert Brooke og hans venner gik barfodede, de sov gerne udendørs, de tog på lange vandreture og sov i telte; det lyder måske meget uskyldigt, men man skal huske, at det er i årene umiddelbart efter Victoriatidens afslutning. Denne adfærd var et radikalt brud med borgerskabets konventioner. Rupert Brooke tilhørte generationen efter Bloomsburygruppen og deres idealer var en reaktion imod den ældre generations elitære kulturdyrkelse. Som et modtræk kaldte Virginia Woolf denne gruppe for “Neo-pagans” og efterhånden blev de kendt under dette navn. Det er helt naturligt, at der er en vis konkurrence mellem generationerne, men ofte er der selvfølgelig også en vis tiltrækning – derfor var der også flere parforhold som overskred kløften mellem de to grupper. Det gælder fx også Duncan Grant og David “Bunny” Garnett. Dette forhold forhindrede dog ikke Duncan Grant i at få en datter med Virginia Woolfs søster Vanessa. Det forhindrede heller ikke David “Bunny” Garnett i at gifte sig med sin elskers datter da hun blev 18………. Som prikken over i´et var Vanessa selvfølgelig også gift med Clive Bell.
En varm sommeraften var den 50-årige Cambridge don Goldsworthy Lowes Dickinson inviteret til middag hos Rupert Brooke i Granchester; han spadserede, men på grund af varmen fik han lyst til et køligt bad undervejs; jeg citerer fra Nigel Jones Rupert Brooke-biografi:
…… “Goldie” had stopped en route for a nude bathe. A puntload of young ladies happened along, and moored themselves between the unseen don, who had concealed himself in reeds, and his clothes. He was forced to wait while the party held a lengthy picnic, getting colder and colder and sinking deeper into the mud. He eventually arrived at the Old Cicarage caked in Granta ooze. A solicitous Brook hurried off for blankets and hot milk to restore his patron´s dignity and circulation”.
Det er helt klart, at Cecil Valance er inspireret af Rupert Brooke. De er nogenlunde jævnaldrene, de var begge så karismatiske at alle forelskede sig i dem, de blev begge kendte for nogle få digte og begge døde i forbindelse med første verdenskrig – hvorefter deres krigsdigte straks gjorde dem til legender; de to personer er så tæt på at være identiske, som de næsten kan være uden at være det!
En familiesaga
Daphne gifter sig ind i Valancefamilien, hvorefter romanen udvikler sig til en klassisk fortælling om en families storhed og fald, som vi kender det fra Thomas Mann “Huset Buddenbrook”, Joseph Rooth “Radetzky March”,”Gensyn med Brideshead” af Evelyn Waugh og mange flere. Skønt man roser Alan Hollinghurst for at være en stor stillist, så er det netop denne form som gør hans bog så pokkers forudsigelig…… Man kender historien fra disse store slægskrøniker. Stederne genkender man fra Bloomsburygruppens romaner. Personerne kender man også…… Alt i denne bog er genkendeligt og forudsigeligt! Og derudover er bogen 100 eller 200 sider for lang; man kan ikke lade være med at tænke, at “Den alt for lange afsked” måske havde været en mere passende titel!
Homoseksuel historie og udvikling
Men “Den lange afsked” har alligevel en vis eksistensberettigelse: den homoseksuelle Alan Hollinghurst giver homoseksualiteten en plads i den moderne litteratur. Skønt homoseksualitet efterhånden er lige så almindeligt og uinteressant som amen i kirken, så er det ikke et emne der fylder meget i moderne litteratur – i hvert fald ikke blandt tidens bedste og mest fremtrædende forfattere. I Virginia Woolfs roman om “Mrs Dalloway” er det et hemmeligt lesbisk kys en stjerneklar aften i en varm sommeraften som er romanens klimaks. I “Den lange afsked” er der et kys der ligner så meget, at det næsten virker som et déjà vu. Dette kys udgør bogens centrale tema….. i virkeligheden er der nærmest tale om to kys. Eller tre! Der er først og fremmest det kys, som Cecil Valance skriver et berømt digt om. Men handler digtet om det kys han udvekslede med Georges eller Daphne? Det er det store spørgsmål bogen igennem. Svaret er ikke vigtigt. Men de to kys symboliserer hhv. homoseksualitet og heteroseksualitet, og bogen viser hvor hårdt og konsekvent den ene fornægtes, skjules og undertrykkes, mens den anden vises frem og udstilles……
Michael Cunningham
Hollinghurst viser hvordan familien gør alt hvad de kan for at skjule og fortrænge sandheden om den store digter Cecil Valances seksualitet. På den måde viser Alan Hollinghurst, hvordan samfundet – her repræsenteret ved familien Valance – undertrykker den homoseksuelle. Men han viser også hvordan homoseksuelle har fået mere og mere frihed gennem tiden – men igen føles det uoriginalt, for det er jo præcis det samme tema Michael Cunnigham skrev om i mesterværket “Timerne”, som også er baseret på Virginia Woolfs “Mrs Dalloway”. Hollinghurst anlægger en anden vinkel og det er bestemt ikke uinteressant. Tværtimod – han viser samfundets undertrykkelse af de homoseksuelle på en meget original måde, som jeg er ret vild med. Historien er bare pakket inde i en form og et format der er så genkendeligt, at det næsten er banalt…….
Tekniske problemer:
Det irriterer mig, når jeg læser om “et elskværdigt træ” i haven. Det er simpelthen noget sludder. Jeg har ikke set den engelske originaltekst, men jeg tør alligevel godt gætte på, at der står “a lovely tree”. Det burde have været oversat til “et smukt træ” – eller måske ligefrem “et yndigt træ”.
Men forfatteren laver selv en fejl, som næsten er endnu værre: på side 447 tager forfatteren Paul en taxa for at besøge Daphne Jacobs og bemærker i den anledning, at han ikke har kørt i taxa siden han fulgtes med selv samme Daphne Jacobs et helt år tidligere. Men på side 443 – altså blot 4 sider tidligere! – tager han en taxa efter et besøg hos Daphnes bror George Sawle. Inden for romanens ramme kan det være svært at afgøre hvor lang tid der går mellem de to besøg, men det er tydeligvis kun tale om få uger.
Det er sådan en fejl som en forfatter sagtens kan lave – man stirrer sig blind på sin egen tekst. Det er forståeligt. Men det er utilgiveligt, når det ikke bliver opdaget af redaktøren!
“Den lange afsked” er udgivet af forlaget Gyldendal i 2012.
23 kommentarer
Kommentar feed for denne artikel
august 8, 2012 at 17:52
Joanna
Spændende! Har du set filmatiseringen af “The hours”? Jeg synes ikke fokuset er på homoseksualitet men på 3 kvinder og deres skæbner der på trods af tid og forskellighed bliver flettet sammen på forunderligste vis. Jeg formoder handlingen lægger sig op ad bogen og også den er struktureret omkring kvinderne?
Det er en fantastisk film og jeg har nok set den 3. gange mindst.
Jeg bliver også svært irriteret over tekniske problemer af den slags og i filmscener lægger jeg altid mærke til den slags fejl fx tiden på døgnet, tøjet, håret .. det hedder i filmsprog continuity (http://en.wikipedia.org/wiki/Continuity_(fiction)). Jeg er ikke nogen rutineret læser men jeg ser nogen gange lignende fejl og så er spørgsmålet om jeg var ukoncentreret eller om der er tale om en decideret fejl. Well nobody’s Perfect
august 8, 2012 at 18:14
Jens
Joanna – ja, jeg var så heldig, at jeg læste “The Hours” allerede da den udkom, og det var vist cirka 10 år før den blev filmatiseret. Jeg havde læst bogen MANGE gange før jeg så filmen.
Fokus er 100% på homoseksualitet! 100%…. prøv at se den igen. Så vil du give mig ret, når du er opmærksom på det. Hvad er det som de tre kvinder har til fælles? Det er at de er lesbiske. Men de er nødt til at tackle deres følelser forskelligt, fordi de lever i forskellige tider. Men “The Hours” er en meget kompleks bog og det er faktisk UMULIGT at forstå den, hvis man ikke har læst “Mrs. Dalloway” eller set filmen. Alt hvad det er sker, hver evige eneste scene og langt de fleste af replikkerne, er nemlig en genspejling af “Mrs. Dalloway”. “The Hours” er simpelthen queer-theory i praksis.
Jeg har længe drømt om, at skrive et indlæg om “The Hours” – jeg er bare bange for, at det ville komme til at fylde lige så meget som 25 A4-sider og det er naturligvis alt for meget.
august 8, 2012 at 20:03
Joanna
Ethvert billede og følelse jeg erindrer fra filmen er gennemgået og stadigvæk kan jeg ikke drage nogen paralleller til det du skriver. Virginia Woolf får sin søster og børnene på besøg… hun er bange for tjenestefolkene… hun har en dejlig og forstående husbond… hun går en tur… hun arbejder på sin bog… hvori består forbindelsen til biseksualitet, såvel med kvinden, som læser bogen, som går sin vej på trods af en god ægtemand og en kærlig søn… og Mrs. Dalloway og hendes ven… som mistede sin mor, som gik sin vej … hmm… ja… de har gode mænd men de fungerer ikke i et forhold, er det forbindelsen?
august 8, 2012 at 21:16
Jens
Nej, Joanna – de er ikke biseksuelle. De er lesbiske. Alle kvinderne i “The Hours” er lesbiske. Det er et velkendt faktum, at Virginia Woolf var lesbisk. Hun havde ikke sex med sin mand – aldrig nogen sinde. Ikke én eneste gang. I stedet var hun tvunget til at leve i et heteroseksuelt ægteskab. Men hun kunne skrive om det…. symboliseret i det kys som de to unge piger i Virginia Woolfs roman “Mrs. Dalloway” udveksler i haven. Virginia Woolfs arbejdstitel til denne bog var “The Hours”.
Så nævner du Mrs. Dalloway og hendes ven som mistede sin mor. Men jeg er lidt i tvivl, om du har opdaget, at det er Laura Brown? Den mand som har AIDS og begår selvmord, er den samme lille dreng som vi følger i filmen. Laura Brown får en eksistentiel krise da hun kysser nabokonen, men i stedet for at begå selvmord som Virginia Woolf, så oplever hun en genfødsel – hun får et nyt liv, netop fordi at bogen “Mrs Dalloway” hjælper hende med at finde ud af hvem hun selv, dvs at hun er lesbisk. “Mrs Dalloway” er en lesbisk klassiker!
På den måde er hele bogen om lesbiskes(eller bare homoseksuelles) friheds udvikling, fra Virginia Woolf som er tvunget til at leve i et aseksuelt ægteskab, til Laura Brown som faktisk kan rejse sin vej og leve et nyt liv i frihed. Og her skal man bemærke, at det sker midt i halvtredserne….. på den måde er Virginia Woolf og hendes bog “Mrs. Dalloway” med til at give de lesbiske(og andre homoseksuelle) mod til at leve deres eget liv. Det er simpelthen det som er grunden til, at Mrs. Dalloway/Meryl Streep kan leve i et lesbisk forhold i New York.
Men så er der samtidig en pointe i, at hun stadig gør præcis de samme ting som Mrs. Dalloway i Virginia Woolfs bog umiddelbart efter første verdenskrig. På den måde viser Cunningham, at vi alle er mennesker som kæmper med de samme eksistentielle problemer.
Dernæst har Michael Cunningham taget ALLE personerne fra Virginia Woolfs roman og gjort dem homoseksuelle….. hver evige eneste en! Når man kender Virginia Woolfs roman lige så godt som mig, så er det utrolig morsomt at se alle de samme replikker gentaget i en helt ny kontekst, hvor alle personerne pludselig er homoseksuelle.
august 8, 2012 at 22:28
Joanna
Det er pinligt at temaet er gået totalt forbi mig! Jo, jo så meget fattede jeg, at det var Laura Browns søn
og jeg erindrer også nu at Virginia arbejder på The Hours. Men mange tak for gennemarbejdet svar som åbner nye sider op for mine øjne. Jeg er alligevel rystet over at historiens homoseksuelle aspekter forbipasserede mig i sådan en grad og omvendt…. Det er rigtigt mrs. Dalloway bor sammen med en kvinde men siden hvornår behøver man at have et forhold med hvad enten det er en kvinde eller mand man deler hjem med 
eller et kys mellem 2 kvinder er da noget så uskyldigt (på daværende tidspunkt langt fra)… Årsagen må findes i min opvækst, homoseksualitet har været naturligt i min familie så længe jeg erindrer. I min mormors butik, i indre by, kom Dorte hyppigt og drak kaffe i baglokalet. Dorte var vist også den første mand som fik en operation på rigshospitalet og vi besøgte hende da jeg var 7 år gammel. Efter folkeskolen var mit første arbejde for homoseksuelle. Nogen gange synes jeg at homoseksualitet gøres til et emne “just be” og samtidig ved jeg godt, at vi langt fra er, hvor vi bør være. Det er først nu at homoseksuelle kan blive viet. Jeg har bare været heldigt at få en opvækst hvor mennesker er ens uanset deres seksualitet, så derfor lægger jeg bare ikke noget i et kys eller… Hvad fik jeg så ud af filmen, en genial idé og en dejlig historie 
men jeg må vist se og få læst bogen 
august 9, 2012 at 08:19
Jens
Joanna – sikken en masse spændende oplevelser du har haft i din barndom.
Jeg tror der er rigtig mange som ikke har opdaget hvad “The Hours” egentlig handler om, og det er jo også derfor jeg gerne vil skrive om den. Det skyldes selvfølgelig også, at Michael Cunningham ikke har udpenslet emnet, men efter min mening er det også bogens væsentligste styrke. På den måde gør han jo alle hovedpersonerne til mennesker, rigtige mennesker, som vi alle kan identificere os med.
Det er en helt vidunderlig bog, som jeg har læst masser af gange både på dansk og engelsk. Og så er det et af de tilfælde, hvor filmen er præcis lige så god og vellykket som bogen……. “The Hours” er på alle måder et mesterværk!
august 9, 2012 at 09:01
Joanna
Genialt!
jeg glæder mig til at læse mere om The Hours 
og jeg vil følge dit råd og læse Mrs. Dalloway inden jeg læser din afhandling. Du kan sagtens regne med at jeg vender tilbage hvis den er for kompliceret 
Jeg synes godt nok Orlando var svær og det tog et halvt år at tygge den igennem. A room of ones own var meget lettere at læse 
august 9, 2012 at 18:53
Jens
Joanna – hvis du vil slippe for at læse “Mrs. Dalloway”, så findes der en helt fænomenal filmatisering med Vanessa Redgrave i hovedrollen.
august 9, 2012 at 18:58
Jens
Joanna – håber stadig du følger med, for jeg har saftsusme lige fundet hele filmen på youtube! Det er en fuldstændig vidunderlig film…… hvis du har “The Hours” på DVD, så bør du se dem lige efter hinanden. Så vil du snart genkende alle scenerne og alle replikkerne.
august 9, 2012 at 21:33
Joanna
Jeg er skam lige her
Godt fundet! Tænk at man nu også lægger film på YouTube i fuld format, det vidste jeg slet ikke. De må have fået clearet rettighederne ellers kunne det ikke lade sig gøre. Jeg vil straks se filmen og hvis jeg ikke når The Hoors i dag, så bliver det i weekenden. Jeg vil stadig gerne læse bogen men det må blive på et andet tidspunkt… nu starter filmen og jeg glæder mig til at se den 
august 9, 2012 at 22:41
Jens
Joanna – enjoy!
august 8, 2012 at 18:40
Jan D.
For satan Jens, – hvor er det en nydelse at læse dine indlæg om litteratur og musik i almindelighed og især dette i særdeleshed. Det er en simpelthen en sproglig nydelse, den måde du behandler sproget og skriver på. Og ja – du må meget gerne skrive et 25 A4-siders indlæg om \”The Hours\” .
Jeg tror ikke, at jeg kommer til at læse den her bog – der ligger alt for mange andre og venter på hylderne her – og det er jo næsten heller ikke nødvendigt med det pragtfulde resumé du giver her .
Jeg har ikke nogen andre kommentarer til indlægget andet end at det er en nydelse at læse…..simpelthen. Det må bare ud.
august 8, 2012 at 19:04
Jens
TAK, Jan – jeg kan slet ikke fortælle dig, hvor glad jeg bliver når jeg får sådan en kommentar.
The Hours er et fænomenalt mesterværk. Efter min mening er det simpelthen den bedste bog der er skrevet i 1990erne. Der er så mange lag i bogen, at man kan blive helt svimmel når man forsøger at få det hele til at hænge sammen. Men den ligger faktisk i stakken af bøger som jeg gerne vil skrive om. Jeg tror bare, at jeg har brug for lidt tid til at samle mod, for det bliver altså en stor opgave! Men bestemt også en spændende opgave!
august 8, 2012 at 20:36
livetleker
De siste årene har jeg begynt å høre bøker som lydbøker. Det gjør at jeg får lest mer enn jeg ellers ville. Lydboklytting foregår jo parallelt med papirlesing. Jeg har det som Jan D herover: Det er en stabel bøker som venter, – og da effektiviserer jeg litt. Selv om jeg ikke har problemer verken med å forstå eller konversere på engelsk, har jeg slitt litt med å lese skjønnlitteratur på engelk. Det er noe med å få inn stemning og følelser så fullstendig som jeg ønsker. Noe glipper. Men i sommer har jeg hørt et par lydbøker på engelsk, og det er en ganske annen sak. Oppleserne har vært så gode, at de har løftet teksten for meg, slik at det har fungert helt fantastisk. Og nå kommer poenget: Jeg vil lese om denne avskjeden, på lydbok, på originalspråket. Thv er satt på saken.
Din bokanmeldelse nådde altså fram til denne leseren også. Takk for det!
august 8, 2012 at 21:24
Jens
Hege – tror du ikke at bogen bliver oversat til norsk? Eller foretrækker du bare originalsproget?
Uanset hvad, så håber jeg at du nyder lydbogen når Thv finder den til dig!
Jeg kender naturligvis også problemet, lige som dig og Jan, at der ligger en hel stak bøger og venter. Men det kan vel ikke være anderledes, når man er en læsehest. Uanset hvor mange man får læst, så bliver stakken jo ved med at vokse og vokse og vokse, hahaha……
august 10, 2012 at 08:21
havehyrden
Hold da op, det var langt….og det er positivt ment. Jeg har dog måtte dele det op og læse din anmeldelse over et par dage. Men det var spændende og også din diskussion med Joanna om The Hour. Jeg må indrømme at jeg lige som hende, ikke lige så at alle 3 kvinder skulle være lesbiske. Men nu var jeg ikke den helt store fan af den film, så jeg har måske ikke fulgt helt godt med. Nu kan jeg bestemt se den igen, i et andet lys.
Og som jeg skriver dette viser de en Oprah udsendelse om den homoseksuelle Mike Scisco fra en lille by i USA i 1987. Oprah var i byen dette år og igen i 2010 hvor man ser om byen og menneskerne har ændret holdning til Homoseksuelle. I 1987 var der nærmest lynch stemning i studiet over Mike, nogle borgere i byen var så rasende på ham, råbte og skreg om at man skulle beskytte deres børn mod “folk som ham”. Virkelig rystende at se. Specielt en person var meget ubehagelig i sin retorik mod Mike og hele hans familie. Da Oprah vender tilbage i 2012 er stemningen helt anderledes, gudskelov kan man vist sige, bortset fra sidst nævnte person. Hans retorik er noget mere afdæmpet, men det skinner tydeligt igennem at homoseksuelle ikke er “rigtige” mennesker. Mike er på daværende tidspunkt død, af AIDS.
Jeg tror nu ikke at Hollinghust står øverst på min liste over bøger jeg må læse. Men det har været spændende at læse om din forståelse af bogen og sammenligning med andre forfattere. Meget spændende! Tak for det…
august 11, 2012 at 08:13
Jens
Havehyrden – jeg tror der er rigtig mange som ikke har opdaget hvad The Hours egentlig handler om. Jeg kan egentlig godt forstå det, for det er en MEGET kompleks bog/film – og, som jeg tidligere har skrevet, så er man altså nødt til at kende “Mrs. Dalloway” for at forstå det meste.
Det lyder som et meget spændende program med Oprah; det er dejligt, at der også sker udvikling og fremskridt i sådan en lille by i USA.
august 11, 2012 at 09:43
livetleker
Nå har jeg noe å glede meg til, Jens. The hours har jeg sett tidligere, men nå skal jeg ta ditt råd, og se dem begge. Vi har også oppdaget at hele filmer kan ligge på YouTube. Jeg tror særlig det er litt gamle BBC-produksjoner. Akkurat så generøse er nok BBC. Om dette er en produksjon fra dem, fikk jeg ikke med meg, – men det kunne ligne.
august 12, 2012 at 10:18
Jens
God fornøjelse, Hege – “Mrs Dalloway” er en fantastisk film, og jeg er helt sikker på, at du vil nyde den. Jeg er også helt sikker på, at du vil opleve “The Hours” på en helt anden måde bagefter.
august 26, 2012 at 20:13
Bjarne S.
Helt enig i de tidligere kommentarer, det er en virkelig velformuleret og velargumenteret kritik. Alligevel er jeg ikke enig i konklusionen: Jeg synes, det er en langt bedre roman, end du gør;-) Bl.a. undrer det mig, at du helt ser bort fra humoren, både den som er, om jeg så må sige, indbygget i strukturen og handlingens forløb, og den som opstår i de enkelte situationer. Den opstår fx også i sammenstødet mellem det, du kalder pastiche, og så det, som dette sprog her bliver brugt til, først og fremmest til at fortælle den ellers skjulte homoseksuelle historie…
I øvrigt har jeg læst romanen i originaludgaven, og det glæder mig at kunne fortælle, at der ikke er tale om en taxa-fejl fra forfatterens side: i det ene tilfælde (besøget hos George) kører Paul i en “minicab”, i det andet (besøget hos Daphne) i en taxa – begge dele er hyrevogne, men der er tale om to forskelligt organiserede systemer med hver deres sæt associationer (og oversætteren burde have beholdt minicab’en!).
Det elskværdige træ har jeg derimod ikke kunnet lokalisere, så jeg ville blive glad for at få at vide, hvor det befinder sig – for mig lyder det nemlig tværtimod som et udtryk, som både giver mening, og som A.H. sagtens kunne finde på;-)
august 27, 2012 at 12:08
Jens
Hej Bjarne – tak for din interessante kommentar. Jeg er jo glad for, at det ikke er AH som har lavet en dum taxafejl; jeg kan da godt forstå, at oversætteren vælger at oversætte både ordet “taxa” og “minicab” til taxa – det er bare ærgerligt, at hun ikke har opdaget, at det faktisk skaber nogle andre problemer i teksten.
Jeg kan ikke huske hvor der står “et elskværdigt træ” og jeg har desværre smidt mine noter ud. Det er lidt ærgerligt, for jeg kunne jo vældig godt tænke mig at vide, hvad der står på engelsk!
Men humor??? Hvor? Hvordan? Nej, spøg til side! Jeg må bare indrømme, at hvis der er nogen humor i AH`s bøger, så har jeg aldrig opdaget det. Jeg vil bestemt ikke afvise at du har ret. Jeg nøjes bare med at konkludere, at det må være en meget subtil humor som er gået fuldstændig hen over hovedet på mig. Hvis jeg havde været lidt mere begejstret for AH, så havde jeg måske kastet mig over bogen endnu en gang, for at læse bogen med din kommentar i baghovedet. Men jeg er desværre ikke nogen stor Hollinghurst-fan, så….
august 27, 2012 at 14:11
Bjarne S.
Jeg hørte AH læse to afsnit af første del højt på Louisiana i fredags, og jeg kan fortælle, at folk grinede højt! Jeg indrømmer, at jeg selv blev lidt overrasket, for den slapstick-agtige humor har jeg faktisk heller ikke rigtig haft øje for. Mere sådan noget som sammenstødet mellem stil og indhold (homosex på Henry-Jamesk fx), og det, at dén biografi om Cecil Valance, der faktisk kommer tættest på, hvad vi som læsere ved fra første del, skrives af romanens mest upålidelige person (Paul) via den næsten demente George.
Det er en skam med noterne, men så må jeg jo i gang med at læse romanen igen, så jeg selv kan finde det fordømte træ;-)
august 27, 2012 at 16:39
Jens
Bjarne – du skriver, at folk grinede da AH læste højt på Louisiana. Jeg kan overhovedet ikke forstå det, men det viser måske bare, at humor egentlig er meget individuelt. Det er da også lidt ærgerligt at jeg ikke forstår AH´s humor, for jeg er nemlig ret vild med bøger som får mig til at grine.
God fornøjelse med næste gennemlæsning. Jeg er glad for, at det ikke er mig. Men jeg har selv mange bøger, som jeg har læst igen og igen og igen. Gode bøger bør altid læses flere gange!