Fredag aften var jeg til fællesspisning på Frederiksberg, arrangeret af Dansk Vegetar Forening(DVF). Vi var omkring 12 personer – det var bestemt ikke så mange som forventet. Men det var superhyggeligt. Vi snakkede og grinede i mange timer. Det er lang tid siden – alt for lang tid siden – at jeg har hygget mig og grinet så meget.
Jeg kom med en stor skål vegansk kold kartoffelsalat og det er mit indtryk, at den var rimelig populær. Min egen favorit var Elines bønne spread – den var absolutely fabulous. Jeg tror, at jeg spiste 3 grovboller med bønne spread. Det er den lækreste og den mest cremede bønne spread jeg nogensinde har smagt. Man kan købe mange former for spreads eller smørepålæg; de kan inddeles i kategorier som hedder dårlig, dårligere, dårligst. Jeg synes desværre ikke, at der er nogen af dem som er rigtig gode.
Elines bønne spread er tusind gange bedre – mindst! Hun havde heldigvis lavet så meget, at der var et helt glas tilbage efter middagen – det fik jeg med hjem. Og jeg har faktisk ikke spist andet siden. Lørdag spiste jeg bønne spread på rugbrød. I går smuttede jeg ned til Irma og købte et rigtig godt brød – det var jo søndag! Jeg er virkelig vild med Elines bønnespread. Jeg har selvfølgelig også fået opskriften….
Opdateret et par måneder senere:
Nu har jeg prøvet opskriften nogle gange og ændret en smule i den:
2 dl tørrede hvide bønner
3 laurbærblade
20-30 hele peberkorn – gerne i forskellige farver
1 øko citron
et hjørne af en grøntsagsbouillonterning
1 spsk tamari
2 spsk olivenolie
½ dl neutral sojamælk eller sojafløde
De hvide bønner skal lægges i blød 10-12 timer. Derefter skal de koges 45-60 minutter sammen med laurbærblade, 10-12 hele peberkorn og en smule salt. Når de er færdige skal de køle helt af og laurbærblade og peberkorn fjernes.
Hæld bønnerne ned i en blender – eller en høj kande, hvis man bruger en stavblender lige som mig.
Tilsæt 2 spsk olivenolie, ½ dl neutral sojamælk eller sojafløde og 1 spsk tamari…. blend det godt sammen.
Derefter tilsættes hele peberkorn, citronsaft, en smule bouillonterning og salt lidt af gangen….. Smag på det undervejs og tilsæt mere af de forskellige ingredienser indtil smagen bliver perfekt. Jeg synes den skal have en god kraft smag af peber. Derfor bruger jeg vist omkring 10-15 peberkorn.


12 kommentarer
Comments feed for this article
oktober 22, 2012 at 14:46
Madame
Det lyder lækkert at dømme efter det, der er i – jeg har aldrig før hørt om bønnespread, men det er dejligt, når du udvider mit madunivers
oktober 22, 2012 at 17:48
Jens
Madame – bønnepaté, bønnepostej eller bønne spread – kært barn har mange navne. Jeg tror de fleste bruger disse betegnelser lidt i flæng. For mig afhænger det mest af konsistensen.
Men Elines bønne spread er helt bestemt den bedste bønnespread jeg nogensinde har smagt. Jeg har næsten ikke spist andet i to dage og nu er glasset snart tomt. Æv … men jeg glæder mig til jeg selv skal prøve Elines opskrift.
oktober 22, 2012 at 18:37
brittsol
Det lyder lækkert Jens det må jeg prøve.
oktober 22, 2012 at 19:44
Jens
Britt – det smager fuldstændig fantastisk. Jeg glæder mig til jeg selv skal prøve opskriften. Det er spændende om min bønne spread bliver lige så god som Elines!
oktober 22, 2012 at 22:42
conny
Det er dejligt at få gode ideer til sunde og anderledes mellem- og andre måltider!
oktober 23, 2012 at 11:30
Jens
Conny – jeg håber, at du kaster dig over opskriften. Jeg er nemlig helt sikker på, at du bliver ret vild med den …
oktober 25, 2012 at 18:43
Marie Louise
Hvide bønner? Er det lima bønner eller hvide bønner, der er i? (eller er du ikke sikker
?
oktober 25, 2012 at 19:42
Jens
Hej Marie Louise – Eline har sendt mig opskriften pr. mail og så har jeg bare kopieret den over på min blog. Så umiddelbart ved jeg ikke mere … bortset fra dit spørgsmål, for det spurgte jeg tilfældigvis om da vi spiste.
Jeg er ikke helt 100% sikker, men Limabønner er vist det samme som butterbeans? Hvis jeg husker ret, så er det kun i DK at der er nogen som bruger navnet Limabønner. Men – som allerede nævnt – jeg er ikke helt sikker.
Pointen er, at jeg spurgte Eline om hun havde brugt almindelige hvide bønner eller butterbeans, og svaret var: helt almindelige hvide bønner! Men jeg er da sikker på, at man godt kan bruger butterbeans i stedet for. Jeg har i hvert fald tænkt mig at prøve, for sådan nogle har jeg allerede i køkkenskabet. Derudover synes jeg også, at butterbeans har mere smag og en mere cremet konsistens. Det kan da kun blive godt……
oktober 26, 2012 at 18:06
Dorit
Gad vide, hvor mange hvide bønner, der skal til… har tænkt mig at prøve med 100 gr., det bliver en pæn portion, og det er det, jeg bruger i min artiskokcreme…
oktober 26, 2012 at 18:18
Jens
Hej Dorit – dét er et rigtig godt spørgsmål, og sjovt nok, så var det også det første jeg selv tænkte, da jeg så opskriften…
Men – som allerede nævnt tidligere – så står opskriften præcis som Eline har sendt den til mig. Eller sagt på en anden måde: jeg aner ikke hvor mange bønner der skal bruges. Det er nok meget typisk for folk som bruger en opskrift som de kender rigtig godt…. de bruger ikke præcise mål. Jeg ville nok bruge 1½ dl i tørret vægt – man skal jo ikke lave mere end man kan nå at spise. Og jeg er jo single….
oktober 27, 2012 at 22:31
Bente
Tak for deling, Jens. Det lyder som en opskrift, der også skal testes her hos os!
oktober 30, 2012 at 22:02
Jens
Held og lykke, Bente – jeg håber det bliver godt og så bliver I forhåbentlig lige så vild med opskriften som jeg selv er!