Søndag var jeg til sæsonens første ½12 koncert; disse kammerkoncerter plejer at blive holdt på Designmuseum Danmark i Bredgade, men de er efterhånden blevet så populære, at der ikke længere er plads nok. Derfor har man flyttet koncerterne til Carl Nielsen Foyeren i Konservatoriets Koncertsal – jeg synes det er en stor forbedring. Der var meget smukt i den gamle sal på Designmuseet; men der er alligevel mere plads, mere lys, mere rummelighed og en bedre lyd i det nye lokale – og der var vist fyldt til den sidste plads. Jo, det er ikke nogen overdrivelse, når man påstår at disse koncerter er meget populære.  

Disse koncerter bliver altid præsenteret af en af de kendte studieværter fra P2; de fortæller lidt om værkerne og komponisterne, og de har altid lommerne fulde af gode historier. Denne gang var det Carsten Wiedemann, som begyndte med at fortælle om den stakkels unge César Franck der ikke levede op til sin fars store ambitioner. Det skabte en masse konflikter i mellem dem, som kulminerede den dag hans far fandt en af Francks kompositioner, der var dedikeret til en ung dame “Til minde om behagelige stunder” … farmand blev så vred, at han rev værket i stumper og stykker lige foran den rasende komponist. Derefter forlod den unge kunstner farens hus og han vendte aldrig tilbage. I stedet flyttede han ind hos den unge dames familie og to år senere blev de gift; det var i revolutionsåret 1848. For at komme til kirken måtte de kravle over de revolutionæres barrikader, hvorfra de blev fulgt af hurraråb og lykønskninger. 

Andreas Orlowitz

Koncertens første værk var César Francks violinsonate i A-dur, som var en bryllupsgave til hans gode ven Eugène Ysaÿe. Det blev spillet af Elisabeth Westenholz på klaver og Andreas Orlowitz på violin. Elisabeth Westenholz er nærmest en institution i det danske musikliv – det skyldes selvfølgelig at hun er en meget dygtig kunstner, men også at hun er en særdeles aktiv kunstner. Andreas Orlowitz er en fantastisk violinist; jeg har hørt ham nogle gange – han virker altid meget jordnær og 100% fokuseret på musikken. Her er ingen dårlige manerer og han er ingen posør. Samtidig ser han drønhamrende godt ud. Jeg synes simpelthen, at han bliver flottere og flottere hver eneste gang jeg ser ham! 

Dernæst fulgte en sonate af Francis Poulenc, spillet af Hanne Mulvad på klaver og Kristina Ersson på fløjte. Det var et utrolig smukt nummer som fik mig til at tænke på, at jeg faktisk har alt for lidt fløjtemusik i min egen CD-samling. 

Efter pausen fulgte tre værker for cello og klaver; det første var “Trois Morceaux” skrevet af den kvindelige komponist Nadia Boulanger – det var uden diskussion et af koncertens højdepunkter. Musikken var meget spændende, moderne og udfordrende. Jeg var helt elektrisk da vi nåede til tredje sats “Vite et nerveusement rythmé” – hurtig og nervøs rytme. 

Dernæst fulgte en håndfuld små stykker af Robert Schumann – man kan vel ikke rigtig diskutere Schumann?! Det er smukt, melankolsk og melodisk. Men det er også lidt tamt og kedeligt. I hvert fald når man lige har hørt Boulanger. 

Cellist Richard Krug

Den næste komponist var russiske Rodion Shchedrin – der blev spillet to værker og jeg har sjældent hørt noget lignende. Det var supermoderne, meget avantgarde, lidenskabeligt og – ja, nærmest ophidsende. Det var meget temperamentsfuldt – flere gange kunne jeg ikke lade være med at tænke: stakkels, stakkels cello. Men sikken musik! Jeg var fuldstændig ekstatisk! Jeg var så vild med disse to stykker, at jeg gik direkte hjem og bestilte en CD på Amazon med musik af Shchedrin. Jeg er simpelthen nødt til at høre noget mere af hans musik. 

De tre foregående værker blev spillet af Richard Krug på cello – det er mit indtryk, at han efterhånden er ved at få sin helt egen lille fanklub; det skyldes primært, at han spiller helt fænomenalt. Men det skyldes selvfølgelig også, at han er en rigtig charmerende superhunk. Han spillede sammen med Eriko Makimura på klaver. Hun optrådte i en sort kreation med gyldne blomster og en stor sløjfe på brystet. Hun lignede en rigtig verdensstjerne og hun spillede lige sådan! Efter hendes imponerende indsats på klaveret havde hun stadig overskud til at smile skælmsk til publikum efter den sidste tone, hvorved hun naturligvis også viste, at hun selv havde moret sig. 

Det sidste værk var en sonate af Rossini, spillet af Jeanine Markley på violin, Robert Vadasz på violin, Steffen Helmuth på cello og Troels Nielsen på kontrabas. Det var meget smukt og en perfekt afslutning på en meget vellykket koncert. 

Næste kammerkoncert er søndag den 11. november 11,30. 

PS: Jeg tog en del billeder til koncerten, men kameraet i min mobiltelefon er desværre ikke særlig godt – de fleste af billederne er simpelthen fuldstændig elendige. Jeg har også et digitalkamera, men det er endnu værre. Jeg håber, at jeg snart får råd til en ny mobil … 

½12 koncert i Carl Nielsen Foyeren

About these ads