You are currently browsing the category archive for the ‘økologi’ category.
Af hensyn til naturen, miljøet og klimaet, bør man ikke købe varer som er transporteret fra den anden ende af kloden. Det ved alle. Men samtidig bliver vi igen og igen opfordret til at købe mere “fair trade”, for at støtte udviklingen i de fattigste lande. Hvordan er det lige at det harmonerer med klima-udfordringen? “Fair trade” er jo netop varer som er transporteret meget langt. Og hvis det er okay at købe “fair trade” så er det vel også okay at købe alt andet, som er transporteret lige så langt? Hvis vi ikke køber disse varer, så tjener de ingen penge i de fattige lande som ligger meget langt væk fra Danmark.
Forleden var jeg i en helsekost i København, hvor alt er økologisk og miljøvenligt. Jeg købte en plastikpose til mine varer. Den var også økologisk, hvilket betyder at den er nedbrydelig i naturen. Umiddelbart lyder det måske som en god ide. Indtil man tænker lidt over det!
De plastikposer som vi køber i butikkerne, bliver til to dråber vand og en smule varme, når de bliver brændt på et forbrændingsanlæg. Hvad mon den økologiske plastikpose udvikler af giftstoffer? Jeg ved det ikke! Men jeg synes det er fuldstændig ligegyldigt at den er biologisk nedbrydelig, for jeg kunne da aldrig drømme om at smide en plastikpose i naturen. Er økologi blevet så moderne, at man har glemt fornuften?
Hvis man har læst mit indlæg om “Det økologiske valg” eller man er vant til at følge med på min blog, så ved man godt at jeg på alle måder støtter økologien. Men det er ikke altid nemt at være en bevidst forbruger i et globaliseret samfund. Der er alt for mange faktorer man skal tage hensyn til. Derfor køber jeg ananas og bananer fra Sydamerika uden at få dårlig samvittighed. Jeg køber the fra Indien og økologisk rørsukker fra … jeg ved faktisk ikke hvor det kommer fra.
Jeg har altid min taske med mig og den bruger jeg, når jeg køber ind. Tasken er lavet af økologisk hamp og købt hos Rawganique. Jeg er utrolig glad for denne taske. Jeg synes den er virkelig flot, den har en perfekt størrelse og der er rigeligt med lommer. I en af disse lommer har jeg altid en plastikpose, som jeg bruger når jeg har købt mere end der kan være i tasken. Jeg passer godt på plastikposen og bruger den igen og igen. Mine plastikposer holder cirka 6 måneder. Jeg tror faktisk, at dette er mere miljøvenligt, end at købe økologiske plastikposer fra helsekosten. Men den købte jeg jo også kun, fordi jeg for en gangs skyld ikke havde min taske med mig.
Man kan se min egen taske i indlægget om “Turen til Gurre“.

Som veganer kan det være svært at købe slik – der er mælk i halvdelen og gelatine i resten. Det er naturligvis en overdrivelse, for man kan da godt få slik som er vegansk. Men der er virkelig ikke meget at vælge i mellem. Jeg er ikke hellig og jeg skal gerne indrømme, at fra tid til anden har jeg da spist en pose matadormix eller et marcipanbrød. Men jeg er ikke vild med det. Jeg vil jo helst have at det skal være vegansk. Urtekram er et firma, som i mange år har lavet alle mulige slags økologiske og vegetariske fødevarer – også slik. For nogle uger siden sendte de flere slags nyt økologisk slik på markedet, men der var gelatine i det hele. Det var en stor skuffelse for alle vegetarer og veganere. Og jeg var så vild med deres økologiske lakridsmus, som de altså ikke laver mere.
Derfor besluttede jeg, at jeg ville prøve at købe slik på internettet. På VeganEssentials.com fandt jeg alt hvad hjertet kunne begære og mere til. Ud over at alt er vegansk, så er det meste også økologisk. Jeg startede med at trykke på alt det jeg gerne ville have og lynhurtigt havde jeg købt for over 500kr. Så gik jeg lige i gang med at slette igen! Jeg endte med at købe for 147kr. Jeg havde ikke råd til alt det jeg gerne ville have, så for at spare købte jeg kun en af hver slags – så må vi skære det hele over og dele det. Jeg indrømmer, at på billedet mangler der allerede et stykke chokolade og to af de små runde “Almond butter cups” i sølvpapir. Jeg ved ikke rigtig om det er dyrt? Måske. Men på den anden side spiser vi jo ikke meget slik. Så er der naturligvis fragten og det blev 92kr. Det er da ikke billigt, men hvis man vil have den slags specialvarer, så må man jo betale hvad det koster, uden at pive! Firmaet fraskriver sig ethvert ansvar, hvis varerne ikke kommer frem. Det gjorde mig lidt nervøs, men jeg modtog pakken i løbet af to eller tre dage.

Søndag aften havde Frank og jeg arrangeret en rigtig hyggeaften. Først fik vi burgere, med masser af salat, agurk, tomat, rødløg, ketchup, dressing af sojayoughurt og speltburgere fra Nutana. Dertil fik vi smoothies af frosne hindbær, bananer, friskpresset appelsinsaft og lidt sojamælk – alt var økologisk, undtagen burgerbollerne. Og det var virkelig lækkert. Bagefter lavede vi te og så fik vi slik, tørrede figner, friske dadler og nødder, mens vi så partilederrunden på DR. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene om alle de politikere, men jeg synes at Reimer Bo afbrød dem for meget og stoppede alle de gode diskussioner. Det blev aldrig rigtig til noget og det var lidt ærgerligt.
Slikket smagte meget, meget godt og vi er enige om, at det er det bedste slik vi nogensinde har fået. Måske smager økologisk slik bedre, fordi der ikke er nogen kunstige tilsætningsstoffer i. Der er kun en enkelt slags, som vi ikke er så vilde med. Resten er en stor succes og vi er meget begejstrede – men vi har naturligvis ikke spist det hele. Der er stadigvæk slik nok til et par hyggelige aftener foran en god film i fjernsynet. Nu har vi prøvet at købe veganer slik på nettet og vi vil bestemt gøre det igen. Det er hensigten, at vi vil bestille en ordentlig omgang slik til jul.

Dette er det første billede på bloggen af mine dejlige og højtelskede katte, som selvfølgelig skulle hjælpe med at pakke kassen op. Jeg skal lige tilføje, at kassen ser ret stor ud, men det er ikke slik det hele. Det meste var faktisk nogle ækle skumfiduser, som de havde brugt som fyld. Da misserne ville lege med dem og bed i dem, blev de til noget ulækkert klister. Så den fornøjelse måtte jeg desværre tage fra dem.
Mine katte er 6 år. De er brødre og jeg har haft dem siden de var helt små. De hedder Tom og Loke, men det er de da fuldstændige ligeglade med og jeg kalder dem aldrig andet end storebror og lillebror.
De er meget forskellige. Storebror, som jeg holder ved på billedet, er den mest selvstændige og han kan være ret reserveret. Jeg tror at han gerne vil være veganer lige som mig. Når jeg er i køkkenet, har jeg stort besvær med at holde ham fra gryderne. Mens jeg laver mad, går han altid og gnider sig op af mine ben og gør sig lækker, mens han piver og tigger. Det er da meget hyggeligt, men det er faktisk ikke nemt at lave mad på den måde. Hans livretter er pasta, kogt broccoli og kogte kartofler. Han elsker når han får et lille stykke kartoffel, men han bliver sur, hvis jeg har glemt at putte salt i vandet. Så kigger han bebrejdende op på mig før han spiser det. En gang var jeg gået fra en gryde med nykogte kartofler, som skulle køle af, inden jeg skulle bruge dem til kartoffelsalat. De var helt varme, så jeg troede ikke han ville røre dem. Men jeg blev klogere. Der gik ikke mange minutter, før storebror kom travende ind i stuen med en hel kartoffel i munden. Stakkels kat. Han må da have brændt sig. Den anden dag havde jeg købt noget hot chilipesto, som jeg blandede med noget sojafløde og brugte til pastasauce. Jeg havde hældt maden op på min tallerken, da jeg lige skulle på toilettet. Det tog med garanti ikke mere end to sekunder, men da jeg kom tilbage var han ved at spise min mad – og han havde travlt, for han vidste jo godt, at jeg snart kom og tog den fra ham. Maden var så HOT at jeg slet ikke kunne spise det. Stakkels kat, hvorfor lærer han ikke at holde sig fra min mad? Jeg synes at jeg er ret god til at passe på maden, men en gang i mellem går det alligevel galt.
Lillebror er helt anderledes og han kan ikke lide mit mad. Lillebror er så kælen, at jeg gerne vil kalde ham direkte påtrængende. Jeg får sjældent lov at læse en bog, uden at han skal ligge på mine lår og det bedste han ved er når vi skal i seng. Selv om Frank og jeg har været kærester i næsten 1½ år, så har jeg kun sovet hos ham 2-3 gange. Jeg kan ikke lide at være væk fra mine katte og siden jeg fik dem, er det kun sket én eneste gang, at jeg har været hjemmefra i mere end 12 timer. Det var en enkelt overnatning hos familien i Jylland. Men jeg bryder mig ikke om det og Frank synes heller ikke det er sjovt, at jeg springer ud af sengen og drøner ud af døren lige så snart vi vågner, uden at spise morgenmad eller gå i bad eller noget som helst. Så det har vi opgivet.
Når lillebror og jeg går i seng, så skal der nusses. Det tager mindst 15-20 minuter, hvor han vender og drejer sig i alle mulige stillinger. Han kaster sig ind mod min krop, mens jeg nusser ham på hovedet og på maven. Så vender han sig om, så vi ligger og kigger hinanden dybt ind i øjnene, mens jeg stryger ham over pelsen og hans små poter pløjer gennem luften. Hvis jeg ikke bruger begge hænder, så skubber han anklagende til den “dovne” hånd med snuden. Han finder sig ikke i noget! Når jeg vil sove, må jeg trække begge hænder ned under dynen – ellers bliver han ved med at skubbe til hænderne for at blive nusset lidt mere. Om vinteren, når jeg sover med pyjamas, får han lov til at komme ned under dynen, hvor han plejer at falde i søvn, mens han ligger tæt op af min mave. For et par uger siden kom han for at vække mig, men det var for tidligt og jeg ville ikke op. Så fik han lov til at komme ned under dynen, hvor jeg håbede at han snart ville falde i søvn – det virker som regel. Han spandt højlydt, gned sig mod mit ansigt og drejede flere gange rundt om sig selv af begejstring. Men pludselig stod han så underligt stille. Han spandt stadig, men pludselig hørte jeg en underlig lyd: der gik kun et øjeblik, før det gik op for mig, at han stod og pissede på mig! Han pissede simpelthen på mig og der var absolut ingen tvivl om at han nød det! Jeg var lynhurtig til at skubbe katten til side, kaste dynen på gulvet og flå lagnet af sengen inden det trængte ned til madrassen. Øv, det er den eneste gang at en af dem har lavet “ulykker”. Nu får han aldrig lov at komme ned under dynen mere. Jeg stoler ikke på ham. Og det er han ret sur over! Om natten kæmper han hårdt for at komme ned under dynen og jeg kan se hvordan halen bliver stor og tyk af arrigskab, når det ikke lykkes for ham. Han spinder, trækker i dynen med kløerne og gnider snuden mod min næse – han er meget ihærdig og gør alt hvad han kan for at finde en lille sprække hvor han kan smutte ind under dynen. Han er utrolig sød og kærlig, men jeg skal ikke risikere noget og holder på min dyne. Når han endelig giver op, så kaster han sig ind mod min mave og spinder. Så lægger jeg armen om ham og så sover vi!
Men det sker at jeg vågner i løbet af natten. Det er ofte fordi at storebror sidder på kanten af sengen og kigger på mig. Han ser så sød ud, men det er ikke rart at sove når der er nogen som kigger på én – heller ikke selv om det er min dejlige kat. Jeg vågner også jævnligt, fordi jeg har problemer med at trække vejret. Så er det fordi at jeg sover på maven og lillebror ligger og sover på min ryg.
Jeg elsker de dejlige misser!
I dag den 1. november er den internationale veganerdag. Jeg havde egentlig forestillet mig, at Frank og jeg skulle lave en rigtig god middag og bagefter hygge os med veganske pandekager med tofu-is. Men han er desværre optaget til anden side, så…. I stedet spiste vi i “Den grønne kælder” tirsdag aften. Det var en impulsiv beslutning og vi havde ikke bestilt bord. Det bekymrede mig en smule – men ikke Frank. Som han sagde var det jo en almindelig tirsdag, det var sidst på måneden og det var ret koldt. Men “Den grønne kælder” er byens bedste vegetarrestaurant og et meget populært sted. Vi fik ganske vist et bord, men det var det eneste ledige. Lige så snart nogen rejste sig og gik, lige så hurtigt kom der andre gæster til. Jeg kender mange mennesker som kommer der jævnligt, som hverken er vegetar eller veganer. Men det er svært ikke at sætte pris på god mad og derfor kommer folk igen og igen.
“Den grønne kælder” er et lille, rart og hyggeligt sted, og der var en fantastisk munter og varm stemning blandt gæsterne. Folk bliver altid glade når de får god mad og det gør man altid i “Den grønne kælder”. Menukortet bliver skiftet hver mandag og så har de et lidt specielt system; alle retter er inddelt efter kolde salater og varme retter. Dem kan man så kombinere som man vil. Prisen afhænger ikke af hvad man vælger, men af hvor mange retter man bestiller. Jeg synes det er enormt smart. Frank og jeg bestilte begge 2 varme retter + 2 salater og humus og brød. Jeg valgte en fantastisk bønnesalat og en rødbedesalat med gulerod … som jeg ikke var sådan rigtig vild med. Så fik jeg en lækker 7-korns risotto og tofudeller med ris og chutney. Sidstnævnte var min absolutte favorit. Inklusiv en økologisk saft kostede hele herligheden 155kr pr person. Hvor pokker får man sund, økologisk mad, god stemning og god betjening til den pris? Restauranten ejes af Hanne Kristjansen og gid hun dog ville udgive en kogebog. Det har jeg ønsket i mange år og jeg er sikker på at det ville blive et stort hit.
Se billeder fra “Den grønne kælder”: Her findes lykken!

Der er mange mennesker som ikke ved hvad forskellen er på en veganer og en vegetar. Jeg plejer at sige, at en vegetar spiser ikke døde dyr og en veganer spiser slet ikke noget der kommer fra dyr overhovedet. Jeg synes det er en nem måde at sige det på, men man kan se en mere udførlig forklaring hos Dansk vegetarforening.
Noget af det som konstant skaber forvirring, er spørgsmålet om fisk: spiser en vegetar fisk? Svaret er naturligvis NEJ, og jeg bliver gal, når jeg møder mennesker som påstår at de er vegetarer men spiser fisk. Hvorfor det, vil mange spørge. Kan du ikke bare blande dig udenom? Svaret er nej, det kan jeg faktisk ikke. Disse mennesker forårsager en masse forvirring og skaber mange problemer for mange mennesker. Jeg har ofte prøvet at jeg skulle ud at spise hos mennesker, som vidste at jeg var vegetar. Når jeg kommer har værten eller værtinden lavet en menu til de andre gæster og en menu med fisk specielt til mig – fordi de tror at vegetarer spiser fisk. Jeg ved ikke om det er mest ubehageligt for mig eller for værten/værtinden. Naturligvis opdager den betænksomme vært/værtinde altid, at jeg ikke reagerer med den glæde og begejstring som de havde ventet. De forstår det ikke og så bliver de selvfølgelig skuffede. Men når de har brugt både tid og energi på at lave mad specielt til mig, så kan jeg simpelthen ikke sige, at jeg ikke spiser fisk. Jeg kan bare ikke få mig selv til det. Og jeg kan slet ikke lide fisk, hvilket gør det endnu værre for mig at skulle spise det. Når jeg ikke gør opmærksom på denne fejltagelse, bidrager jeg naturligvis endnu mere til forvirringen og det er ikke så heldigt. Men jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal håndtere sådan en situation på en fornuftig måde. Efter at jeg er blevet veganer, siger jeg helst nej tak til middagsinvitationer, da jeg ikke synes at andre skal have problemer med mine særprægede madvaner. Jeg ved jo godt, at det ikke er så nemt at lave mad til en veganer når man ikke er vant til det og jeg er jo ikke blevet veganer for at genere andre mennesker. På den måde undgår jeg også, at der er nogen som serverer fisk for mig!
Herunder lægger jeg en video af Steven the vegan, som forklarer hvad en veganer spiser. Og jeg kan på forhånd afsløre, at fisk er IKKE på menuen.
Næsten alt hvad jeg køber er økologisk. Det gælder ikke kun mad, men også tøj, tasker, sko mv. Derfor har jeg lidt svært ved at forstå mange af de undskyldninger som folk bruger, når de prøver at forklare hvorfor de ikke køber økologisk. Mange mennesker påstår at de ikke har råd til det. Der er også mange mennesker som påstår, at de ikke har råd til at købe frugt og grønsager.
Men det forstår jeg simpelthen ikke. Vi danskere har aldrig været så rige som vi er i dag. Alle har fået samtalekøkkener, udestuer, nye badeværelser, nye biler, fladskærme, computere osv. Hvert eneste år har alle råd til at rejse på sommerferie, skiferie og flere storbyferier. Vi har heller aldrig før brugt så mange penge på Gucci, Prada, Versace og alle de andre dyre mærkervarer. Og hver måned bruger vi formuer på ugeblade og smarte livsstilsmagasiner. Alligevel er det altså for dyrt at købe økologisk frugt og grønt? Okay, hvad er det lige som jeg ikke forstår???
I stedet for at spise sundt, så foretrækker mange at bruge deres penge på statussymboler og når de køber ind vil de hellere have kvantitet frem for kvalitet. Bare indkøbsvognen er fuld, så er det da fuldstændig lige meget hvad der er i den! Så ser man lige den ene indkøbsvogn efter den anden på vej mod kassen i supermarkedet, højt belæsset med cola, chips, slik, chokolade, skinkesalater, lørdagskyllinger, pommes frites osv. Men der er ingen vitaminer, ingen proteiner, ingen fibre og ingen mineraler i disse varer. Der er absolut intet sundt og ingen næring i disse produkter – intet af alt det som kroppen virkelig har brug for. Mange af disse varer er fyldt med tilsætningsstoffer, smagsforstærkere og E-numre, hvoraf mange er mistænkt for at være direkte skadelige. Det er også grunden til at vi danskere gennemsnitligt spiser 6 kg kemikalier om året og det er da klart at det må have nogle konsekvenser. For mange mennesker er resultatet: allergi, astma, dårlig søvn, stress, træthed osv. Alligevel vælger mange mennesker stadig disse produkter frem for at købe frisk frugt og grønt. Og mange synes stadigvæk at det er for dyrt at købe økologi.
Selvfølgelig er det ikke alle danskere som er blevet milionærer i løbet af de sidste 3-4 år. Det er jeg for eksempel ikke. Jeg hører virkelig til dem som ikke har ret mange penge. Men det forhindrer mig ikke i at leve næsten 100% økologisk. Det er kun muligt, fordi jeg samtidig sparer på noget andet: jeg har lovet mig selv, at jeg aldrig mere vil købe slik, cola, chips osv. Det overholder jeg – næsten! Vi danskere bruger sindssygt mange penge på den slags. Disse penge bruger jeg nu på sundhed.
I starten syntes jeg også at det var meget dyrt at købe økologisk. Jeg kunne ikke overskue de økonomiske konsekvenser og syntes egentlig ikke at jeg havde råd til det. Derfor startede jeg lidt efter lidt. Noget kan man jo altid ændre. Jeg begyndte med økologisk havregryn og gulerødder, som ikke koster meget mere end de almindelige. Lidt efter begyndte jeg at købe økologisk pasta, ris, mel osv. Efterhånden blev det til mere og mere økologi i indkøbsposen.

Faktisk tror jeg at den største hindring for bedre sundhed og helbred ofte skyldes traditionel vanetænkning. Når Frank og jeg er inde i byen, så er vi ofte en tur hos “Joe & the juice” i Magasin. Det koster 35kr for en halv liter friskpresset juice som er virkelig lækker og smækfyldt med sunde vitaminer. Jeg har hørt mange som synes at det er for dyrt. I Netto kan man jo købe en hel liter juice for 5kr. Men de samme mennesker synes det er ok at give 50kr for en fadøl i Nyhavn. De fleste mennesker synes også at det er ok at give 25 eller 30kr for 1½ liter cola, som kun består af sukker, kemikalier og vand. Og det er helt normalt at give 25kr for en pose Matadormix. Mange mennesker betaler også gerne 25kr for en pose chips uden at de overhovedet tænker over prisen. Det er helt normalt. Ærlig talt, hvem synes at det lyder klogt eller fornuftigt? Nej, det er ikke for dyrt at leve sundt. Men vi er bare alt for vant til at prioritere forkert. Hvis vi synes at det er for dyrt at betale 25kr for 4 økologiske pærer, så burde vi overveje i forhold til hvad.
Dette indlæg er egentlig en kommentar til to fantastiske indlæg på Madames huskeblog. Det første indlæg handlede om det økologiske valg. Det andet indlæg handlede om en ny bog af forfatter Ninka-Bernadette Mauritson som hedder “Kernesund familie – sådan!”. Bogen beskriver de uheldige konsekvenser af vores livsstil og fortæller hvordan denne familie ændrede deres dårlige vaner. Bemærk, at efter indlægget på Madames blog er der links til to meget spændende artikler.

Lene Hansson har lavet nogle programmer på TV3 om det samme emne, som hed “Du er hvad du spiser”. Da jeg er veganer er jeg bestemt ikke overvægtig og jeg får meget mere end 600g frugt og grønt hver dag, så jeg tilhører bestemt ikke målgruppen for dette program. Men jeg synes det var nogle meget inspirerende programmer og jeg er vild med Lene Hansson. Jeg så alle programmerne og alle genudsendelserne. Jeg er overbevidst om, at Lene Hansson har gjort mere for folkesundheden her i landet end alle sundhedsstyrelsens meget dyre oplysningskampagner. Jeg tror naturligvis ikke på hendes tarmskylninger eller hendes syre/base-teori. Men “Du er hvad du spiser” og det kan ikke siges ofte nok. Hvor er det ærgerligt at de ikke laver flere programmer med Lene Hansson.

Efterhånden er der vist flere økologiske bagere i København. Men for nyligt opdagede jeg, at en af dem nærmest er en vegansk bager. Naturbageriet bruger slet ikke æg og de bruger kun mælk i nogle få af deres kager. Alle deres brød og langt de fleste af deres mange økologiske kager er faktisk veganske.

De økologiske kager på billedet er nogle af mine favoritter: To store runde havrekager, en marcipan-medalje og to romkugler. Mums. Det er simpelthen så lækkert, at jeg slet ikke kan beskrive det. Man er nødt til at smage det selv! En anden favorit er gulerodskagen, men jeg kunne jo ikke købe hele butikken, bare fordi jeg gerne ville tage et billede til bloggen. Desværre, det var simpelthen bare blevet alt for dyrt… Men jeg havde nok spist det uden de store problemer….hæhæ….
Når man er veganer, er det næsten umuligt at købe noget som helst hos en bager. Men selv om man er veganer, kan man da godt have lyst til en god kage. Derfor er jeg virkelig glad for at jeg har fundet en økologisk og vegansk bager. I løbet af de sidste uger har jeg nok været der alt for ofte, men jeg kan slet ikke få nok af deres lækre brød og alle deres spændende kager. Specielt deres speltbrød er virkelig en oplevelse, som jeg gerne vil anbefale. De har flere forskellige slags speltbrød, men jeg er ret vild med dem alle sammen.
Når man handler hos en økologisk bager, så har det en masse fordele for naturen og miljøet. Grundvand bliver ikke forurenet og vilde dyr bliver ikke forgiftet af kemikalier og sprøjtemidler på markerne. For nyligt hørte jeg en pige som sagde, at hun gik meget ind for dyrevelfærd, men hun ville ikke købe økologisk, for hun var da ligeglad med alle insekterne på markerne, for de kunne jo alligevel ikke føle noget som helst. Hun glemmer at naturen er et meget fint økosystem, hvor alle dyr har deres egne funktioner og opgaver. Mange insekter hjælper med at bestøve frugt, blomster og andre afgrøder. Mange fugle lever af insekter. Om foråret fanger fuglene insekter og bringer dem med hjem til deres unger i rederne. Det smager nok forfærdeligt og det kan bestemt ikke være sundt, hvis insekterne først er skyllet i gift. Denne piges holdning til økologi, vidner om en katastrofal mangel på forståelse for naturen.
Der er også en masse fordele for helbredet ved at købe vegansk brød og kage. Man undgår kolesterol og jeg er absolut sikker på, at det er sundere end at spise kolesterol-sænkende medicin. Blandt andet fordi, at meget medicin har bivirkninger. Endvidere undgår man alt det usunde fedt, som er med til at give blandt andet hjerte-kar-sygdomme. Når man køber økologisk, beskytter man naturligvis også sin egen krop mod en masse giftstoffer.
Vi er moderne mennesker i en moderne verden. Vi vil gerne købe økologisk og gøre noget godt for både naturen og klimaet. Vi vil også gerne leve sundt og gøre noget godt for vores egen krop. Til gengæld vil vi overhovedet ikke acceptere at gå på kompromis med hverken smag eller kvalitet. Men det behøver man jo heller ikke, når der findes et helt fantastisk sted som Naturbageriet. Jeg er sikker på at de på alle måder kan tilfredsstille selv de mest kritiske forbrugere med de største forventninger.
Naturbageriet har tre butikker i København og jeg håber at der med tiden kommer mange flere. Jeg ville i hvert fald synes det var utrolig fedt, hvis byens bedste bager havde en forretning lige rundt om hjørnet. Man kan finde adresserne på deres egen hjemmeside: Naturbageriet.
Den gang da økologi var et nyt fænomen, diskuterede man ivrigt om de økologiske gulerødder smagte bedre end de almindelige – eller ej. Det var en ligegyldig og overflødig diskussion, for økologi er meget mere alvorligt end som så. For mig er det overhovedet ikke et spørgsmål om smag.
For mig handler det først og fremmest om sundhed og helbred. Vi lever i en tid hvor flere og flere lider af allergi. Mange børn fødes med misdannede kønsorganer og unge mænds sædkvalitet er helt i bund. For nyligt kunne man læse i aviserne, at vi danskere i gennemsnit indtager 6 kg kemikalier om året. Mon ikke der er en sammenhæng? 6 Kg kemikalier og tilsætningsstoffer er rigtig meget og det må nødvendigvis have nogle konsekvenser.
Dernæst er der naturen. I sig selv virker det uhyggeligt at tænke på hvor mange giftstoffer der på forskellig vis bliver ledt ud i naturen hvert år, hvor det ødelægger livet for både flora og fauna, inden det ender nede i grundvandet. Tænk også på de mange dyr, harer, agerhøns, fasaner og mange flere, som lever på markerne med deres unger … mon de bryder sig om sådan en omgang giftigt og stinkende brusebad? Det er så giftigt, at landmanden skal være pakket ind i beskyttelsesdragt når han arbejder med disse kemikalier.
Men der gror meget andet end korn, ror og grøntsager på markerne. Også bomuld. Derfor er vores tøjvalg også et økologisk valg. Alene på bomuldsmarkerne i USA bruges der hvert år 140 millioner kg pesticider. På verdensplan bruges hele 25% af verdens samlede forbrug af pesticider på bomuldsmarkerne, som udgør meget mindre end 25% af verdens samlede landbrugsareal. Det betyder, at specielt vores tøjvalg har en stor betydning for vores eget helbred og naturens tilstand.


Rawganique er et firma fra Canada, der sælger økologisk tøj som er lavet af hamp, hør og bomuld. Det meste er lavet af hamp. Før i tiden blev hamp brugt til alt. Det meste tøj blev lavet af hamp. Olien blev brugt til lamper. Man brugte hamp til at lave papir. Derudover er det utrolig sundt at spise og hampolie indeholder både omega-3 og omega-6. Hamp kan simpelthen bruges til alt og det er meget nemt at dyrke. Planten er så stærk, at man hverken skal bruge pesticider eller ukrudtsmiddel. Det er fuldstændig unødvendigt. I et mildt klima kan man høste hamp to gange om året, da hamp gror meget hurtigt, eller man kan plante og høste hampen efter de almindelige afgrøder. Samtidig er fibrene fra hamp så stærke, at økologisk hamptøj skulle holde 8-10 gange så lang tid som almindeligt tøj. Det lyder utroligt, men tænk bare på almindeligt arbejdstøj, Kanvas. Det er den hollandske form for ordet Cannabis, som er den latinske betegnelse for hamp eller hash.
Jeg har efterhånden købt en del økologisk tøj hos Rawganique og jeg er vild med det. Jeg synes deres økotøj er utrolig flot og det er meget lækkert at have på. Siden jeg opdagede Rawganique(som betyder: RAW(vegan), orGANic, unIQUE) har jeg købt alt mit tøj her. I starten var det da lidt svært at finde den rigtige størrelse og jeg var nødt til at bruge et målebånd. Det tager lidt tid, men det er da ikke noget problem. Det er meget nemt at bestille fra deres hjemmeside og har man problemer, så er deres kunde service meget hjælpsom. Desværre er forsendelsen rimelig dyr og så skal der betales told og moms når pakken kommer til Danmark. Det er ikke billigt, men jeg er så glad for mit økologiske tøj, at jeg synes det er alle pengene værd. Og på den anden side, så er det jo ikke nær så dyrt som mange af de dyre modemærker og dem køber mange mennesker uden at beklage sig over prisen. Lige nu går jeg og venter på en rygsæk og mine første par sko fra Rawganique. Jeg glæder mig rigtig meget til at modtage den næste pakke. Hvis jeg havde råd, så ville jeg købe ALT hvad de har hos Rawganique. Min ønskeseddel er simpelthen uendelig.


Hampen bliver dyrket i Rumænien og andre steder i østeuropa. Derefter bliver det transporteret til Kina hvor det meste af det bliver syet. Så bliver det fragtet til Rawganiques varehuse i USA eller Canada og endelig bliver det så fløjet til forbrugeren. Kritiske røster ville straks kommentere den miljømæssige konsekvens af alt den transport. Og de har naturligvis ret, det kan ikke benægtes. Alligevel mener jeg stadig det er fornuftigt at købe økotøj fra Rawganique, da alt andet tøj i dag produceres på samme måde. Fordelen ved økotøj er stadig, at en masse marker ikke bliver forurenet med kemikalier og giftstoffer, som dræber både flora og fauna. Arbejderne arbejder heller ikke med giftstoffer som truer deres helbred, da stoffet ikke bliver bleget og kun bliver farvet med økologiske farvestoffer. Det mener jeg også er en fordel for min hud, min krop og mit helbred. Der er rigtig mange gode grunde til at vælge økologisk tøj fra Rawganique og i dag vil jeg ikke bruge andet.
Det er desværre forbudt af dyrke hamp herhjemme, da det er et forbudt rusmiddel. Jeg synes det er tåbeligt. Jeg har aldrig røget hash, men jeg kender mange som ryger eller har røget det. Ingen af dem har problemer. Til gengæld kender jeg ufatteligt mange mennesker som har alkoholproblemer, med dårligt helbred, dårlig økonomi og ødelagte familieforhold til følge. Og efterhånden kender jeg også en del mennesker som er døde af at ryge cigaretter. Jeg er ikke ekspert på dette område, men jeg tillader mig alligevel at konkludere, at både cigaretter og alkohol er meget farligere end hash. Dermed vil jeg ikke påstå at det er sundt at ryge hash, men ulemperne ved at nogle ryger hash, er så små, at jeg synes det er et tåbeligt argument for at forbyde hamp, som faktisk har så mange andre anvendelsesmuligheder. Derfor er jeg tilhænger af at frigøre hashen, så vi kan dyrke hamp på de danske marker.

Her er linket til hjemmesiden: Rawganique.
Afslutningsvis vil jeg anbefale to artikler fra Rawganique´s Ezine: “Rawganique Convergence” og “The Simple Life IS the Good Life“. Her kan man læse om de meget spændende mennesker bag Rawganique og deres facinerende liv på deres lille landsted Deermeadows, som ligger på Denman Island i Georgia strædet i Canada. De er rå veganere og lever naturligvis økologisk. De får kun strøm fra solpaneler og en vindmølle. De bruger ikke shampoo, deo, parfume og sæbe. De tager kun brusebad udendørs, de har ikke varmt vand og eneste varmekilde er en varmeblæser, som kun bruges få dage om året. Læs selv artiklerne, hvor de fortæller meget mere om deres spændende livsstil.
Jens Drejer.
Sidste weekend var helt fantastisk. Det er godt nok et par dage siden, men jeg har ikke haft tid til at skrive om den før nu.
Fredag spiste Frank og jeg frokost i “Den Grønne Kælder”, som er Københavns bedste vegetarrestaurant. Sandsynligvis er det Danmarks bedste vegetarrestaurant. Jeg har kommet der siden stedet lå i Klareboderne og jeg elsker det. Det er en restaurant hvor jeg føler mig godt tilpas, lige så snart jeg træder ind af døren.

Det er altid spændende at komme en tur i “Den Grønne Kælder”. De ændrer nemlig menu-kortet hver mandag, så der er altid et væld af nye og spændende retter at vælge imellem. Når maden bliver serveret bugner tallerkenerne af sunde, sprøde og farvestrålende grøntsager. 80% af alle deres varer er økologiske, så det kan simpelthen ikke blive sundere.

“Den Grønne Kælder” er et stille, roligt, hyggeligt og upretentiøst sted. Når jeg går derfra, så føler jeg mig simpelthen lykkelig. Det lyder måske lidt højspændt, men det er virkelig sandt. Jeg føler mig glad, sund, mæt og fyldt med både velbehag og energi. Hvis jeg føler mig lidt vintertræt eller hvis batterierne bare er blevet lidt flade, så hjælper det altid med en tur i “Den Grønne Kælder”.
Når man er vegetar eller veganer, så er det ikke altid så nemt at gå ud og spise. Der er jo ikke ret mange steder at vælge imellem. Men bare jeg altid har “Den Grønne Kælder” så skal jeg ikke klage. Jeg har skrevet mere om Den Grønne kælder i dette indlæg: International veganerdag.
Den Grønne Kælder
Pilestræde 48
1112 København K
Tlf: 33 93 01 40
Bagefter gik vi til Perchs Thehandel, hvor jeg altid køber min the. Det er så dejligt at komme ind i den gamle butik og mærke alle de mange dufte som kildrer en i næsen.

Lørdag aften gik vi tidligt i seng. Søndag stod vi tidligt op, for vi skulle jo se prinsesse Isabellas barnedåb i fjernsynet.
Solen skinnede og vejret var dejlig lunt. Derfor besluttede vi at cykle en tur til Ikea. Jeg skulle bare købe nogle flere thekopper. Men vejret var så dejligt, at jeg lokkede Frank til at fortsætte og så kørte vi til Frederiksdal. Det var en dejlig tur. Det er et skønt sted og det er ikke uden grund, at så mange digtere fra 1800-tallet har lovprist Frederiksdal i deres værker. Frank lokkede mig ud at sejle kano på Mølleåen. Det har jeg aldrig prøvet før, men det er bestemt ikke sidste gang. Det var både sjovt og hyggeligt.
Det har været en fantastisk dejlig weekend.


Nye kommentarer