You are currently browsing the category archive for the 'Bøger' category.
I mere end halvandet år har The Guardian kørt en meget spændende serie om forfatteres skriveværelser – Writers` rooms. Der er et billede af deres arbejdsplads, hvorefter forfatterne selv fortæller lidt om deres skriveværelse og deres arbejdsvaner.
Nogle af forfatterne er Martin Amis, Margaret Drabble, John Banville, Rose Tremain, Ian Rankin, Michael Holroyd, Hanif Kureishi, Alain de Botton, Siri Hustvedt, Jung Chang og mange, mange flere. Mange af dem har rigtig mange bøger. Andre har næsten ingen, men jeg bemærkede én ting som går igen: de har næsten alle en god lænestol, hvor man kan sidde og læse. Jeg tror de fleste forfattere er enige om, at det er lige så vigtigt at læse mange bøger som at skrive, hvis man ønsker at blive en god forfatter.
Det er nogle meget spændende artikler – specielt for sådan en wannabe-forfatter som mig. Selv om disse skriveværelser har mange lighedspunkter, så er der også stor forskel. Jeg er forbavset over, at mange af dem er så rodede. Andre er kolde, kedelige og uinspirerende. Mens jeg kiggede alle disse artikler igennem, blev jeg mere og mere glad for min stue, hvor jeg selv forsøger at skrive. Jeg tror ikke jeg kunne skrive to ord i nogen af de andres.
En af de få undtagelser er måske Colm Tóibín´s skriverum. Selv om der er bøger fra gulv til loft, så er det ret simpelt og enkelt, hvilket giver rummet en følelse af fred og ro. Der er plads til både tanker, drømme og fordybelse. Jeg synes det er det dejligste værelse jeg nogen sinde har set – og jeg ville selvfølgelig ønske at jeg havde lige så mange bøger. Men det har jeg ikke – endnu!
Colm Tóibín´s arbejdsværelse og boghule.
Julen er ikke gået som jeg havde planlagt, men det gør ikke noget.
Juleaften fik jeg stuvede ærter og gulerødder med en masse persille. Dertil kartofler, rødbeder og selleribøffer. Nej, det er ikke julemad, men det er en af mine livretter og hvorfor skulle man ikke spise sine livretter juleaften?! Derefter fik jeg risengrød. Det kan man nemlig sagtens lave på rismælk, sojamælk eller lign. Mine små dejlige misserne fik laksepaté og de nød det! De smaskede højt og spandt af velvære…….
Jeg havde bagt citron cookies og lavet havregrynskugler. Derudover havde jeg købt dadler, figner, chokolade og en masse forskellige nødder, som jeg hyggede mig med, mens jeg så “Mød mig på Cassiopeia” og “Mordet i Orientekspressen”. Det var da meget hyggeligt, men hvorfor er det altid sådan nogle gamle film de sender juleaften? Nu er det snart nytårsaften og det bliver meget værre. Jeg har tjekket programmet og det bliver en MEGET lang aften.
Den irske forfatter Colm Tóibín.
Efter de to film satte jeg mig med en bog af Colm Tóibín, som jeg ville læse færdig. “Mesteren” er en romanbiografi om den amerikanske forfatter Henry James. Den handler om, hvordan han hele livet undgår intimitet og tætte forhold med andre mennesker. Han holder andre mennesker på afstand og nøjes med at observere dem, mens han bruger sin tid på at læse og skrive. Colm Tóibín blev nomineret til Booker prisen for denne bog og har modtaget andre priser for den. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg synes om “Mesteren”, men den har i hvert fald givet mig lyst til at læse nogle bøger af Henry James. Jeg har nemlig ikke læst noget af ham og kender ham kun af omtale.
Colm Toibin er en besynderlig forfatter. Den første bog jeg læste af ham var “Nattens historie”. De første 100 sider handler om hovedpersonens barndom og opvækst i Argentina – det er ret sejt at komme igennem. Dernæst er den første halvdel af bogen et politisk drama, som handler om hvordan USA forsøger at styre den politiske udvikling i Sydamerika. Men midt i det hele skifter bogen fuldstændig retning og bliver til den bedste bøsseroman fra min tid. Jeg er fuldstændig vild med den – men det er som om at bogen består af to dele, der overhovedet ikke hænger sammen. Jeg tror de fleste redaktører ville sætte sig ned og sige: “Hør nu her! Du må altså finde ud af, om du vil skrive et politisk drama eller en bøsseroman”. Colm Toibin valgte at gøre begge dele og det virker! “Nattens historie” er uden tvivl den bedste bøsseroman der er skrevet i mange år.
“Blackwater fyrskib” er også en lidt underlig bog, hvor jeg føler at Colm Toibin leger med læserne. Hovedpersonen er Declan, som er ved at dø af AIDS. Jeg syntes det var en mærkelig uinteressant bog – indtil det gik op for mig, at Declan er hovedpersonen, men bogen handler slet ikke om ham. Den handler om de tre kvinder som passer ham: hans søster, mor og mormor. De tre kvinder kan ikke udstå hinanden og mødes kun fordi Declan er ved at dø. Samtidig bruger de ham som et redskab i kampen mod hinanden…luften er iskold imellem dem. De bagtaler hinanden og spydighederne flyver gennem luften som dødbringende pile. Det er en flot roman om svigt og bitterhed. Ikke nok med at de tre kvinder forsøger at såre hinanden, men deres bitterhed ødelægger også deres eget liv.
“Mesteren” skal også læses igen. Jeg har en fornemmelse af, at der gemmer sig meget mere mellem linjerne end jeg fangede i første læsning. Men det var en god bog og jeg var i det mindste i godt selskab hele julenat.
Johnny Depp
For nyligt sad jeg og zappede på tv´et, da jeg kom forbi et interview, hvor en journalist spurgte Johnny Depp om han var romantisk. -Jeg har set “Wuthering Heights” mindst ti gange, svarede han.
Bare fordi man har set en romantisk film, betyder det jo ikke at man selv er romantisk. Heller ikke selv om man har set den ti gange. Jeg har ikke set filmen, men jeg har læst bogen mange gange og kan overhovedet ikke forstå hvorfor denne bog regnes for en af de mest romantiske bøger i litteraturhistorien. Hver gang jeg møder mennesker som hævder, at det er en af de mest romantiske bøger der findes, så læser jeg “Stormfulde højder” endnu en gang. Jeg har sikkert læst bogen otte eller ti gange – og jeg har stadig ikke forstået det. Jeg kender ikke andre bøger, der indeholder så meget ondskab og had. Jeg bliver virkelig dårlig af at læse den og det er endnu aldrig lykkedes mig at læse den uden et par dages pause undervejs. Alligevel synes jeg, at det er en helt fantastisk roman.
Emily Brontë`s berømte klassiker “Stormfulde højder” er en rammefortælling, hvor tjenestepigen Nelly Dean fortæller den uhyggelige historie om familierne Earnshaw og Linton. “Wuthering Heights” er navnet på Earnshaws gård, som ligger ensomt ude på heden, mellem bakker og bjerge. Historien begynder da gamle Mr. Earnshaw kommer hjem fra marked i Liverpool med den lille Heathcliff. Mr. Earnshaw ved intet om ham, men han var fattig og sulten, og han så så elendig ud, at Mr. Earnshaw ikke bare kunne overlade ham til sin egen skæbne.
Det skaber straks nogle konflikter i det lille hjem. Heathcliff bliver som en ny søn i familien, men børnene Catherine og Hindley har lidt svært ved at vænne sig til den nye bror. Nu skal de pludselig dele forældrenes kærlighed og opmærksomhed. Det skaber jalousi og modvilje. Efterhånden bliver Catherine dog hans sammensvorne. De leger sammen på heden, hvor de udvikler et tæt forhold til hinanden.
Hindley bliver sendt på universitetet, men vender hjem da forældrene dør tre år senere. Han overtager gården sammen med sin kone, der dør efter at hun har født en søn. Da hun dør, begynder han at drikke. For hver skuffelse Hindley oplever, bliver han stadig mere vred og bitter over livet. Han hævner alle sine skuffelser på Heathcliff, der bliver degraderet til staldkarl, og det bliver på alle måder gjort klart for ham, at han ikke længere er en del af familien. Han bliver uafbrudt mishandlet, ydmyget og nedværdiget. Heathcliff og Cathy flygter fra de mere og mere utålelige forhold på gården, hvor Hindley hærger sammen med sine drukvenner. De bruger mere og mere tid sammen og strejfer rundt ude på heden.
Emily Brontë 1818-1848
I nærheden ligger den lidt flottere ejendom “Thruscross Grange”. De to børn, Isabella og Edgar Linton, er pæne og velopdragne, en voldsom kontrast til Cathy og Heathcliff. Han mærker straks deres foragt, da de en dag bliver fanget i haven til “The Grange”. Her tror man først at de er tyve: “…slynglen ser ellers skummel ud; ville det ikke være en barmhjertighedsgerning at hænge ham med det samme, inden han for alvor gør noget galt”, spørger de sig selv. “Åh, hvor er han væmmelig! Lad ham komme ned i kælderen”, udbryder datteren Isabella da hun ser ham. Cathy bliver snart genkendt som den stakkels pige fra “Wuthering Heights”, der bliver forsømt af sin elendige bror. Hun får straks deres sympati og bliver forkælet, mens Heathcliff brutalt bliver smidt ud. Cathy bliver fast gæst på The Grange og Heathcliff er klar over sin konkurrence. Han forsøger at vinde deres accept og anerkendelse, men hver gang bliver han ydmyget og latterliggjort. Han vasker sig og prøver at se pæn ud, for at blive accepteret i de andres selskab. Men da Hindley ser ham får han et anfald: “Skrub af med dig, din lille vagabond! Skal du prøve på at spille modeherre, hvad? Lad mig få fat i dine friserede lokker, så skal vi se, om jeg ikke kan trække dem lidt længere!”
Hans eneste fælle er Cathy, men i sidste ende svigter hun ham også. Hun gifter sig med den pæne og velhavende Edgar Linton fra “The Grange”. Men det som krænker Heathcliff mest, er omstændighederne. Inden brylluppet, overhører han en samtale mellem Nelly Dean og Cathy: “Jeg passer ikke mere til at være gift med Edgar Linton end til at være i himlen, og hvis den slyngel derinde ikke havde ladet Heathcliff synke så dybt, så havde jeg aldrig tænkt på det. Nu ville det være en nedværdigelse for mig at gifte mig med Heathcliff; han skal aldrig få at vide, at jeg elsker ham; men det gør jeg…” Det er en ny ydmygelse, fra den side hvor han mindst havde ventet det. Heathcliff forsvinder uden at Cathy bemærker det og det varer lang tid inden de ser ham igen.
Cathy har et utal af dårlige egenskaber. Hun er umoden, lunefuld, herskesyg, letsindig, tankeløs og særdeles hovmodig. Hun er egoistisk og samvittighedsløs. Hun tænker kun på sig selv og har en barnlig forestilling om, at alle mennesker lever for at opfylde hendes ønsker og tilfredsstille alle hendes behov. Efter forældrenes død, har hun ikke fået nogen opdragelse, men har passet sig selv sammen med Heathcliff, der var mere end villig til at opfylde alle hendes ønsker. Cathy er et udtryk for tidens romantiske forestillinger om det frie og lykkelige naturbarn. Men hun er også et udtryk for romantikkens splittelse mellem natur og kultur. I virkeligheden formår hun aldrig at vælge mellem Edgar og Heathcliff. Hun har en forestilling om, at hun kan gifte sig med Edgar, mens Heathcliff stadig skal være hendes kammerat eller soulmate. Edgar og Heathcliff repræsenterer to forskellige livsformer: livet på “Wurthering Heights” og “The Grange”; natur og kultur. Hendes opdragelse eller forfængelighed vil have Edgar, The Grange og Edgars penge. Hun vil være frue på “The Grange”. Men hendes sjæl vil have Heathcliff. Hun er splittet mellem fornuften og følelserne. Det er en farlig kamp i hendes indre, som bliver mere og mere skæbnesvanger. Hun bliver gift med Edgar og føder en datter. Men hun bliver også mere og mere psykisk ustabil og utilregnelig. Til sidst kommer splittelsen så vidt, at hun ikke selv ved om hun er på The Grange eller Wuthering Heights.
Inden Cathy bliver fuldstændig vanvittig, vender Heathcliff tilbage som var han “Den store Gatsby“. Vi får ikke at vide hvor længe han har været borte, hvor han har været eller hvad han har lavet, men han er blevet særdeles velhavende. Nu kommer han lige som Gatsby, for at vinde den kvinde tilbage, der har giftet sig med en anden. Men det er meget mere end det. I virkeligheden kæmper han for sit eget liv. Hans selvrespekt er afhængig af de andres anerkendelse og han er nødt til at vinde Cathys respekt.
Den tyske filosof Axel Honneth
Den tyske filosof Axel Honneth har udviklet sin filosofi ud fra Hegels tanker om anerkendelsen som den betydeligste faktor i menneskets udvikling. Ifølge Honneth er anerkendelsen absolut nødvendig for dannelsesprocessen, for at udvikle et positivt selvforhold, som han kalder det. Axel Honneth skriver i “Kamp for anerkendelse”: “Den intersubjektive anerkendelse(…)er forudsætningen for, at man kan etablere et vellykket forhold til sig selv.” Denne anerkendelse skal findes på tre niveauer og han skriver, at “…individets subjektive autonomi vokser ved hvert stadium af gensidig respekt.”
Det første niveau er intimsfæren, dvs familien. Her kommer anerkendelsen til udtryk i form af kærlighed og omsorg. Men det er klart, at Heathcliff aldrig har oplevet nogen af delene. Den gamle Mr. Earnshaw beskyttede ham, men efter hans død har Heathcliff ikke oplevet andet end en uendelig række af grove krænkelser. Den eneste som respekterede ham og holdt af ham, var Cathy, indtil hun også svigtede ham. Derfor har hendes svigt naturligvis haft en katastrofal betydning for ham.
Det andet niveau er retten. Alle mennesker har brug for at vide, at de bliver betragtet som individer med samme rettigheder som alle andre, som et symbol på at de er ligeværdige. Men da den gamle Earnshaw dør, bliver Heathcliff degraderet til staldkarl og får ikke længere lov til at blive undervist sammen med Cathy. På den måde bliver det gjort klart for ham, at han har overhovedet INGEN rettigheder: “…stadig strengt arbejde fra tidlig morgen til sen aften havde sløvet den interesse, han engang havde næret for at skaffe sig kundskaber og al hans kærlighed til bøger og lærdom. Den følelse af overlegenhed, som havde præget ham i hans barndom, og som skyldtes den gamle Mr. Earnshaws forkærlighed, var forsvundet. Han kæmpede længe for at holde sig på højde med Catherine i hendes læsning, og det var med tavs og bitter sorg, at han opgav det; men han opgav det fuldstændigt. Hans ydre fremtræden gik samme vej. Hans gang blev ludende, og hans blik skulende….”
Det tredje niveau er samfundets anerkendelse, som kommer til udtryk i solidaritet. Men Heathcliff møder ingen solidaritet, heller ikke fra de andre ansatte på gården. Tværtimod mødes han med skadefryd og ondskab, da han bliver degraderet og forvist fra familiens kreds.
I stedet for anerkendelse, mødes han på alle tre niveauer med anerkendelsens modsætning, som er ringeagt og krænkelse. De gør alt for at ydmyge og håne ham. Et barn kan ikke vokse op med denne undertrykkelse og blive et vellykket individ. Ifølge Axel Honneth er konsekvensen, “at man kombineret med en social skamfølelse mister tilliden til sig selv og verden, hvilket påvirker ethvert praktisk samkvem med andre mennesker, også på det fysiske plan”.
Men det betyder også, at “…ringeagtserfaringen bliver det motiv, der udløser en kamp om anerkendelse.” Heathcliff prøvede at gøre sig pæn for at opnå deres anerkendelse, men blev mødt med hån. Han kæmpede for at følge med Cathys uddannelse, men blev tvunget til at opgive, på grund af det hårde arbejde. Og Cathy giftede sig med Edgar, fordi Heathcliff var fattig. Nu ønsker han ikke bare anerkendelse og værdighed, men også hævn over sine fjender. Han vinder kampen mod Hindley og overtager “Wurthering Heights”. Han kæmper også med Edgar om Cathys kærlighed – men Cathy dør!
Da bliver alle hans følelser til ondskab. Han er vred og bitter. Der er ikke længere nogen gevinst og ondskaben bliver sit eget mål. Alt handler om hans hævn. Han kender kun én glæde og det er glæde ved at gøre andre ondt. Han bruger alle som små ubetydelige brikker i sit eget sindssyge spil om hævn. Ved hjælp af nogle onde og udspekulerede planer, lykkes det for Heathcliff at overtage både “Wuthering Heights” og “Thruscross Grange”. Da Hindley, Cathy, Edgar og Isabella dør, lykkes det ham at blive værge for deres børn. Da alle hans fjender er døde, fortsætter han med at hævne sig på deres børn. Hadet, vreden og ondskaben breder sig som en pest mellem alle de mennesker, som Heathcliff formår at ødelægge med sin grusomme hævn. Hans hævn er nøjagtig den samme nedværdigelse som ham selv blev udsat for. Ingen af dem får nogen undervisning. I stedet skal de alle arbejde og opleve den ydmygelse som han selv led så meget under.
Det udvikler sig til ren sadisme. Lars Fr. H. Svendsen skriver i “Ondskabens filosofi”: “Jeg tror, at sadisme bedst kan forstås ud fra en hegeliansk anerkendelsesmodel. Sadisten ønsker anerkendelse som subjekt.” Jeg tilføjer, at sadisten ikke blot ønsker anerkendelse som et subjekt, men som et ligeværdigt subjekt.
Heathcliff er en psykopat, der slet ikke noget forhold til andres smerte, angst eller følelser. Og han har ingen samvittighed. Axel Honneth skriver, at “Det socialt ignorerede individs reaktion er, at det forsøger at ødelægge den andens besiddelse”. I dette tilfælde også deres lykke og livsglæde. Han er nødt til at ødelægge alt omkring sig. Han ønsker evig hævn, for sine egne lidelser og alle andre skal lide som ham. Det er en syg logik, men det er det eneste som giver hans liv en smule mening. På “Wuthering Heights” går tiden med at forbande og hade hinanden. De er alle nødt til at låse dørene til deres egne soveværelser om natten, for at være sikre på at de ikke bliver myrdet mens de sover.
Heathcliff er i familie med en anden romanfigur fra samme periode, nemlig monstret fra Mary Shelley´s roman “Frankenstein“. “Stormfulde højder” er skrevet i 1847 og “Frankenstein” i 1818. Videnskabsmanden doktor Frankenstein har skabt et monster af døde mennesker og giver monsteret liv. Overalt søger monstret venlighed og anerkendelse, men bliver mødt med rædsel, ondskab og fjendtlighed. Derfor beder han Frankenstein om at skabe endnu et monster, så han kan få en ledsager: “Hvis jeg ikke får nogen at knytte mig til og ingen kærlighed, må had og ondskab blive min lod; en andens kærlighed vil fjerne grunden til mine forbrydelser(…) Mine laster er børn af en påtvunget ensomhed som jeg afskyr…”
Men Frankenstein vil ikke hjælpe ham, da han frygter monsteret og hans kraft. Som hævn dræber monstret Frankensteins familie og venner. Senere i bogen forklarer monsteret sine gerninger: “Engang havde jeg et falsk håb om at mødes med væsner der, idet de undskyldte min ydre form, ville elske mig for de strålende karaktertræk som jeg var i stand til at udvikle. Jeg næredes ved høje tanker om ære og hengivenhed. Men nu har forbrydelsen sat mig under det nedrigste dyr. Ingen skyld, ingen ulykke, ingen ondskab, ingen elendighed vil kunne sammenlignes med min.(…) …mens jeg ødelagde hans håb, tilfredsstillede jeg ikke mine egne begær. De sled og brændte for altid i mig; jeg begærede stadig kærlighed og venskab, og jeg blev stadig vraget(…) Jeg, den ulykkelige og forladte, er et misfoster, som skal hånes og sparkes og trampes ned. Selv nu kommer mit blod i kog ved erindringen om denne uretfærdighed. “
Heathcliff har den samme verdenserfaring som Frankensteins monster. Konsekvenserne er de samme og de er lige grusomme. Men vi forstår deres smerte og deres kamp for anerkendelse. Det er sikkert grunden til at mange læser “Stormfulde højder” som en romantisk bog, og betragter Heathcliff som en romantisk helt. Men det er fuldstændig urimeligt.
Da Isabella bliver forelsket i Heathcliff, prøver Cathy at tale hende til fornuft: “Det er, fordi du aldeles ikke kender hans karakter, at du har kunnet drømme den drøm, barn. Tro ikke, at han skjuler godhed og kærlighed under sit barske ydre! Han er ikke nogen usleben diamant, han er en vild, ubarmhjertig, grusom mand.” Men Cathys advarsel har ingen virkning. Isabella hævder stadig, at “Mr. Heathcliff er ikke ond, han har et ærligt og trofast sind…..” Heathcliff udnytter hendes illusioner og gifter sig med hende. Men det er blot en del af hans onde og udspekulerede hævnplaner. Han har overhovedet ingen respekt for hende: “Hun så en romanhelt i mig og ventede ubegrænset overbærenhed og ridderlig kærlighed. Jeg har svært ved at betragte hende om et fornuftigt væsen, i den grad er hun fremturet i at danne sig mærkværdige begreber om min karakter.” Jeg vil tillade mig at sige det samme om alle læsere, der mener at Heathcliff er en romantisk helt.
En af mine store favoritter - psykologen og forfatteren Alice Miller.
I “Ondskabens filosofi” skriver Lars Fr. H. Svendsen: “I Hitlerforskningen ser vi en række årsager blive trukket frem, som forholdet til faderen i barndommen, det senere kærlighedsforhold til niecen Geli Raubal eller mindreværdskomplekser på grund af fysiske defekter(…) Hvilke årsager, der henvises til, afhænger af, hvilke videnskaber der undersøger sagen. Det kan handle om alt fra gener og kemi til sociale forhold og politiske ideologier.(…) Jeg mener ikke, at de videnskabelige forklaringer er illegitime, men at de kun har en begrænset gyldighed. Vores forsøg på at bortforklare det onde, på at rationalisere det, lykkes ikke fuldt ud.” En af de forfattere som han indirekte henviser til, kunne være den schweiziske psykolog Alice Miller der har skrevet 13 bøger om konsekvenserne af forskellige former for svigt og overgreb i barndommen. Hun beskriver igen og igen, hvordan ringeagt samt fysisk og psykisk undertrykkelse skader børn, så de får meget svært ved at få et godt liv. I mindst to af hendes mange spændende bøger – “Tavshedsmurens fald” og mere udførligt i “I begyndelsen var opdragelsen” – har hun analyseret og fortolket Hitlers liv. Der er ingen tvivl om, at Hitlers barndom og opvækst er en forudsætning for alle hans onde gerninger. Alice Miller benægter eller bortforklarer på ingen måde Hitlers ondskab. Lars Fr. H. Svendsen skriver: “at hvis vi ikke kan sige, at Hitler var ond, så mangler ordet “ondskab” al mening”. Det gælder også Heathcliff. Han er en psykopat, der knuser alt. Han myrder både dyr og mennesker, og driver sine fjender til den yderste elendighed, uden nogen form for medlidenhed eller medfølelse. Historien om Heathcliff er lige så uhyggelig, som den gotiske gyser om “Frankenstein”. Heathcliff er et psykologisk og litterært mesterstykke og det er fuldstændig uforståeligt, at en ung præstedatter som Emily Brontë, har kunnet skabe denne person. Uanset hvad man mener om Heathcliff, så er han ikke en romantisk helt.
Der er endnu et aspekt, som gør “Stormfulde højder” til en roman, der hyldes som en romantisk klassiker. Efter døden strejfer Cathy og Heathcliff rundt på heden som genfærd. Nogen læsere glemmer at det er litteratur og danner sig nogle urimelige forestillinger om hvad evig kærlighed er. Jeg synes det er meget uhyggeligt, at folk bliver betaget af denne forestilling om evig kærlighed. Det er en absurd og – efter min mening – uhyggelig fascination af døden, som jeg finder ganske bizar. Nogle af de urimeligste og farligste vrangforestillinger i vores verden, skyldes at mennesker ikke kan kende forskel på fiktion og virkelighed. Evig kærlighed slutter ved døden.
Nick Hornby har skrevet en fantastisk roman om fire mennesker der vil begå selvmord. Det er en utrolig morsom og underholdende bog.
De mødes tilfældigt nytårsaften på taget af Toppers House. Her står de nærmest i kø ved kanten, mens de diskuterer hvem der skal springe først og venter utålmodigt på at det bliver deres egen tur. Det er meget absurd – og meget morsomt. “Langt nede” er en af de sjoveste og mest absurde bøger jeg nogen sinde har læst.
De fire personer er meget forskellige. Den velformulerede Martin Sharp var en populær morgentv-vært, som ødelagde sin karriere da han havde sex med en mindreårig pige, præcis 115 dage før hun fyldte 16. Det kostede ham tre måneder i fængsel, samt karriere, ægteskab og samkvem med børnene. Hans liv er ødelagt og han har ikke længere noget at leve for.
JJ er en høj og flot ung mand, med læderjakke, sorte forvaskede jeans og Rod Stewart-hår. Han er radmager, hvid som et spøgelse og en ivrig læsehest, der gerne slynger om sig med litterære henvisninger. Men først og fremmest er han en rockmusiker, som mistede alle sine fremtidshåb da hans band blev opløst – samtidig skred kæresten fra ham, da hun opdagede at han aldrig ville blive berømt. Siden har han arbejdet som pizzabud og levet fra dag til dag – som om at livet allerede var slut.
Maureen er en midaldrende kvinde, som ifølge JJ lignede “en eller andens rengøringskone”. Hun har en søn, der er så handicappet at han hverken kan bevæge sig eller kommunikere. Hun passer ham hele døgnet og det “får én til at dø indeni, så man til sidst også helst vil dø udenpå”, fortæller Maureen. Hun er katolik og møder kun andre mennesker i den lokale kirke. Hun lever i sin egen indskrænkede verden, fyldt med underlig og absurde fordomme. Hendes afgrundsdybe uvidenhed og hendes grænseløse naivitet giver anledning til meget morskab i bogen:
“Hvad JJ angår, så kendte jeg ham selvfølgelig ikke, men jeg overvejede, om han måske var homoseksuel, på grund af det lange hår og fordi han talte med en amerikansk accent, for det er især i USA, at mændene er bøsser, ikke? Jeg ved godt, at det ikke var amerikanerne, der opfandt det. Det gjorde grækerne, siger de. Men det var amerikanerne, der gjorde det moderne igen. At være bøsse er lidt ligesom De Olympiske Lege. Det uddøde i oldtiden, men blev genopfundet i det 20. århundrede. Bortset fra det, så ved jeg ikke ret meget om bøsser, men jeg gik ud fra, at de alle måtte være ulykkelige og ønskede at begå selvmord.”
Den engelske forfatter Nick Hornby
Den sidste person er Jess. Hun er 18 år, senpunker, vild og uregerlig. Hun tager stoffer, drikker for meget og kaster jævnligt op i uheldige situationer. Hun bander uafbrudt og kan dårligt åbne munden uden at fornærme de andre. Hun er uafbrudt spydig og sarkastisk, og har en usædvanlig veludviklet evne til at sige de forkerte ting i de forkerte situationer – og det er naturligvis utrolig morsomt.
Jess er blevet svigtet af sin kæreste, men det er slet ikke grunden til hendes selvmordsplaner. Næh, hun vil begå selvmord fordi han ikke vil forklare, hvorfor han slog op med hende. De andre synes at Jess er alt for ung til at begå selvmord og de kan slet ikke acceptere hendes begrundelse. Det virker alt for useriøst – og hun har jo ikke brug for at begå selvmord, hvis hun kan få den ønskede forklaring. Derfor begiver de sig alle ud i Londons natteliv for at lede efter den unge fyr. Dét er starten på deres gruppe. Pludselig er de bundet til hinanden og de aftaler at udsætte deres selvmord nogle uger.
De fire personer skiftes til at fortælle historien. Nogen gange overlapper historierne hinanden og virker som korrektioner. Andre gange fortæller de om deres egne forhold eller om deres indre tanker. Jeg har hørt, at man sammenligner Nick Hornby med standup-comedy og det er måske ikke helt forkert. Han rammer tidens stil, med et godt tempo og skarpe replikker. Visse scener er nok lidt for platte. Men det er ligegyldigt i forhold til resten af historien, som virkelig er fantastisk velskrevet og særdeles underholdende.
De fire personer bliver ved med at mødes, men det er bestemt ikke en almindelig støttegruppe. Fra starten er det fuldstændig klart at de ikke kan lide hinanden og der opstår uafbrudt konflikter i den lille gruppe. Det er ofte Martin, som bliver offer for Jess aggressioner:
“Hun har lige spyttet mig i ansigtet”, sagde jeg. “Hvad slags venskab skal det forestille?”
“Åh, hold dog op med at være sådan et pattebarn,” sagde Jess. “Alle mine venner spytter da også på mig. Det tager jeg da ikke personligt.”
“Men det burde du måske gøre. Måske burde du overveje den mulighed, at dine venner mener noget med det, når de spytter på dig?”
Jess udstødte et fnys. “Hvis jeg tog det alvorligt, ville jeg ikke have nogen venner tilbage.”
Det er naturligvis meget morsomt! Men det giver også et hint om, at hendes problemer måske er dybere end hun selv er klar over. Sådan deler Nick Hornby hele tiden små sandheder ud til den opmærksomme læser, og det bliver snart en meget alvorlig historie.
For at undgå nogle af disse evindelige konflikter, foreslår JJ, at de skal læse nogle bøger. Efter nogle lange diskussioner beslutter de at begynde med forfattere som har begået selvmord. Jess er nok den som er mindst begejstrede for projektet:
“Fuck! Ja, I skulle fandeme selv prøve at læse alle de bøger af folk, der har begået selvmord! Vi begyndte med Virginia Woolf, og jeg læste to sider i en bog om et eller andet dybt åndssvagt fyrtårn, men det var nok til, at jeg ved, hvorfor Virginia Woolf begik selvmord; hun begik selvmord, fordi ingen kunne forstå et ord af det, hun skrev. Man behøver sgu bare at læse en enkelt sætning for at kunne se det. Jeg kunne på en måde godt identificere mig lidt med hende, for sådan har folk det også somme tider med det, jeg siger, men hendes fejl var at offentliggøre det på tryk.”
Hvis man lige griber Virginia Woolf´s geniale bog “Til fyret” i sin veludrustede bogreol og læser de første to sider, så forstår man straks problemet. De første to sider handler om drengen James: “Havde der været en økse i nærheden, en ildrager eller et eller andet våben, som kunne have flænset hul i hans faders bryst og dræbt ham lige på stedet, så ville James have grebet det. Så voldsomme var de følelser, som Mr. Ramsay vakte til live i sine børns sind ved sin blotte tilstedeværelse.”
Der er en indlysende grund til at Jess ikke bryder sig om at læse dette. Hendes reaktion er både en afvisning af bogen og en fornægtelse af hendes egne problemer. Det er en helt almindelig forsvarsmekanisme. Hun prøver at beskytte sig selv mod den indsigt eller selvforståelse, som bogen kunne give hende, da hun ikke aner hvordan hun skal håndtere denne erkendelse.
Jess kommer fra en dysfunktionel familie og det er hendes største problem. Hendes mor har “ladet sit ansigt dø” og hun er lige så fraværende i bogen som i Jess liv. Faren viser ingen forståelse eller interesse for andre mennesker. “Jeg vil ikke virke, som om jeg ikke har sympati for projektet”, siger han, da han endelig bliver involveret for at hjælpe Jess. Dén udtalelse er meget afslørende. Det hele handler om hvordan han virker og der er ingen ærlig interesse. Jess forsøger på mange måder at fange deres opmærksomhed. Hendes forsøg bliver mere og mere desperate – men det er tydeligt at de ikke er interesseret. På et tidspunkt betaler hendes far Martin Sharp for at være hendes barnepige – velvidende at han er dømt for sex med en mindreårig. Man undrer sig… Men det er alligevel en utvetydig erkendelse af at Jess har brug for hjælp – han gider bare ikke selv at forholde sig til hendes problemer. Der er ingen tvivl om at hendes far har dårlig samvittighed – ikke så meget at det ændrer hans adfærd, men nok til at Jess kan udnytte hans dårlige samvittighed på den groveste måde.
“Selvfølgelig kan jeg forklare, hvorfor jeg ville hoppe ud fra taget af et højhus. Jeg er jo ikke idiot. Jeg kan godt forklare det, for det var ikke uforklarligt: Det var en logisk beslutning, et resultat af rationel tænkning”, siger Martin. På den måde kan de alle forklare hvorfor de ville begå selvmord. Men lidt efter lidt bliver en masse illusioner brudt ned. De får ny selverkendelse og forstår endelig, at deres problemer stikker lidt dybere. Jess må indse, at hun ikke ønskede at begå selvmord på grund af en tilfældig kæreste som svigtede hende. Og Martin må erkende, at hans problemer ikke begyndte da han dyrkede sex med en mindreårig pige. Dét var blot endnu et symtom på alle hans problemer og den foreløbige kulmination på en lang mental nedtur. Inderst inde kæmper de alle en ubevidst kamp mod ensomhed, meningsløshed og tomhed. De er alle faret vild i livet, lige som hovedpersonen i Dante´s “Den guddommelige komedie”. Jeg synes, at det er en fantastisk flot beskrivelse af en eksistentialistisk krise:
Midtvejs på vores vandring gennem livet
befandt jeg mig i mørke, dybe skove,
forvildet fra den vej jeg burde følge.
Hvor tungt og plagsomt er det sted at skildre:
så vildt og ufremkommeligt at tanken
genføder frygten som jeg dengang følte!
Selv døden er vel næppe mere bitter;
De fire hovedpersoner i “Langt nede” befinder sig i samme situation, men langsomt begynder de at erkende disse eksistentielle problemer. Martin har levet en særdeles løssluppen og udsvævende livsstil. Han føler skyld både over for familien og på grund af sin egen forspildte eksistens. Men han har skjult disse følelser for sig selv, ved at projiceret dem over på familien. Han har nogle illusioner som skal brydes ned, før han endelig indser, at hele hans adfærd er en desperat reaktion på en eksistens og en tilværelse der føles som en tom og meningsløs byrde. Maureen har begået en synd, som hun på alle måder har forsøgt at sone lige siden. Hun bærer på en stor skyld, men nu er byrden endelig blevet for tung. Som katolik har hun naturligvis også problemer med selvmord, men hun prøver at forsvare sig mod denne skyldfølelse:
“Og hvorfor bliver det egentlig betragtet som den største synd af dem alle? Vi har jo hele livet fået at vide, at vi vil komme et vidunderligt sted hen, når vi skal herfra: Og det eneste, man gør, er at prøve at nå frem lidt hurtigere end de andre. Måske er det syndige ved det, at man prøver at springe over i køen?”
Deres vigtigste problem er en identitetskrise: Ingen af dem ønsker at være den de er. Martin fortolker sit forhold til den mindreårige pige, som det ultimative bevis for at han er “et dumt røvhul”. Men det er Jess som er mest bevidst om dette problem: “Jeg havde den uhyggelige følelse, man får, når man indser, at man er den, man er, og vil blive ved med at være det, og at det er der bare ikke noget at gøre ved.” Man kan prøve at forandre sig, men snart “ligger man igen og brækker sig uden for et lortediskotek og prøver at komme i slagsmål med folk. Min far kan ikke forstå, hvorfor jeg har valgt at være sådan, men sandheden er, at det ikke er noget man vælger, og det er dét der kan give én lyst til at begå selvmord. Når jeg prøver at forestille mig et liv, hvor jeg ikke ligger og brækker mig uden for lortediskoteker, kan jeg ikke; jeg får slet ikke noget billede frem. Det her er den jeg er; det er min stemme, min krop, mit liv.”
Hvis man ikke kan leve med sig selv, så bliver livet umuligt, og det er netop deres virkelige problem. De har alle forsøgt at undslippe ansvaret for deres eget liv ved hjælp af alkohol, stoffer og sex. Maureen har forsøgt at leve en anden persons liv, for at undslippe sit eget. Hun har forsøgt at realisere en eksistens der slet ikke er hendes – det er virkelig absurd. Og JJ har levet i et fremtidshåb, som var en livsflugt, da ethvert håb er et værn med livet som leves nu og her. Efterhånden må de alle indse, at de selv har skabt alle deres problemer, i et desperat forsøg på at undslippe livet. Men eksistensen kræver at blive realiseret – som Sartre og Kierkegaard ville have sagt. Derfor har de alle konkluderet, at selvmordet er deres sidste udvej. Det er den sidste mulighed for at undslippe ansvaret for deres egen eksistens.
Umiddelbart virker slutningen noget tam. Man føler sig ikke mæt og tilfreds. Jeg var ærligt talt lidt skuffet, lige som mange anmeldere og mange læsere der har skrevet om bogen på internettet.
Langt nede - af Nick Hornby
Men jeg har læst bogen to gange og efter den anden læsning synes jeg at slutningen er perfekt. Jeg grinede lidt mindre, men jeg forstod lidt mere og bogen var faktisk endnu bedre. Og det er jo min kvalitetstest. JA – der er forskel på litteratur. Der findes god litteratur og dårlig litteratur. Nogle bøger og nogle forfattere er bare bedre end andre. Hvis en bog skuffer anden gang man læser den, så har det bare været god underholdning – og det er jo også fint nok. Men hvis bogen bliver bedre og bedre hver gang man læser den, så er det kvalitet. Der er bøger som man kan læse igen og igen. Jeg har flere bøger, som jeg har læst mere end ti gange, og de bliver stadig mere og mere spændende hver gang jeg læser dem.
Jeg synes virkelig at Nick Hornby har fundet den rigtige slutning til denne bog. Det er igen fuldstændig lige som Dante i “Den guddommelige komedie”. Han må gennem både skærsilden og helvede for at finde tilbage til livet. Det er den eksistentialistiske krise, som giver dem ny selverkendelse, en ny livsforståelse og nyt livsmod. De har endelig taget deres eksistens på sig og dermed har de også opdaget en masse nye muligheder. Jeg synes det er en meget troværdig og realistisk slutning. Forskellen på at leve eller at dø, er ikke problemernes størrelse. Det afgørende er bevidstheden, måden man forholder sig til problemerne og sin egen eksistens på.
Albert Camus skriver i “Sisyfos myten”, at “Der findes kun ét virkeligt alvorligt filosofisk problem: selvmordet. At afgøre, om livet er værd at leve eller ej, er at besvare filosofiens grundspørgsmål.” Han skriver også, at “alle normale mennesker på et eller andet tidspunkt har overvejet at tage sig af dage”. Derfor bør man huske hvorfor man lever. Det var helt afgørende for de fire personer i Nick Hornbys roman, at de fandt nogle helt konkrete grunde til at leve – som JJ der pludselig indså, at han “havde ikke engang fået læst Martin Chuzzlewit…” Jeg har læst den geniale bog af Charles Dickens og jeg synes det er et rigtig godt argument: Man bør helt bestemt læse Martin Chuzzlewit før man dør. Og selvfølgelig også alle de andre fantastiske bøger af Dickens. Jeg tror det er vigtigt at vi husker hvorfor vi lever og alt det vi glæder os til. Det er vores livsforsikring. Jeg har en masse bøger som jeg skal læse og jeg skal både se og høre en masse opera. Derfor!
Det var meningen, at jeg bare skulle skrive alle mine novellerne om, inden de skal udgives. Men så nemt går det jo aldrig. Jeg er kørt fuldstændig fast i en dum og besværlig novelle. Det gik egentlig meget godt – indtil jeg nærmede mig slutningen. Novellen forgår i to dele, som flere gange skyder sig ind i hinanden. Da jeg skulle skrive slutningen på den første del, kunne jeg pludselig se at det slet ikke var godt nok. Jeg har kæmpet med det nogle dage, men det vil simpelthen ikke som jeg vil. Andre vil sikkert mene at det er godt nok som det er. Der står jo det der skal stå. Jaja, men det står på den forkerte måde! ….jeg har en ide, en forestilling eller en vision om noget som er meget bedre og endnu skarpere.
Derfor har jeg givet mig selv en læsepause. Det er lige som i Adam Oehlenschlägers digt “Guldhornene“: “De higer og søger i gamle bøger,…..” Jeg er ved at læse en stak bøger, som jeg håber kan give mig ny inspiration eller nye synsvinkler. Jeg har lige læst Stevenson “Dr. Jekyll og Mr. Hyde” og Christa Wolf “I live”. Jeg er næsten færdig med Dostojevskij “Det døde hus” og bagefter læser jeg Nick Hornby “Langt nede”. Det er første gang jeg skal læse Nick Hornby og jeg er en smule skeptisk. Jeg synes at filmen “High Fidelity”(med Iben Hjejle) er lidt kedelig og lidt middelmådig, men jeg kan enormt godt lide “Omkring en dreng”. Og efter Hornby? Jeg har en ide om endnu et par bøger som måske kan bruges til et eller andet, men så er det vist på tide at komme videre i teksten/novellen!
Jeg er virkelig frustreret over at jeg pludselig skal bruge så lang tid på en novelle som jeg faktisk troede var færdig. Men jeg er nok sådan en Kafka-agtig forfatter. Jeg kan sikkert bruge hele mit liv på at skrive nogle få bøger om igen og igen. Jeg retter og sletter uafbrudt – ligesom Franz Kafka. Han har skrevet tre romaner og en hel stak noveller, men hvis jeg husker ret, udgav han kun et par korte noveller mens han levede. Resten ligger som skitser og ufærdige tekster. Sådan kommer det vist også til at gå mig. Men hvis mine historier bare er halvt så gode som Kafkas, så er jeg egentlig meget godt tilfreds alligevel.
Franz Kafka 1883-1924
Det er sommer, vejret er dejligt, solen skinner og fuglene synger. Det ville være rart at sidde på altanen og læse – eller bare at åbne døren og nyde den blide forårsvind. Men det er fuldstændig umuligt. Nede i gården skriger ungerne, så jeg er ved at blive vanvittig. Okay, det kan man vel ikke forbyde dem og de skal da have lov til at lege. Men hvorfor skal de være ude til klokken er et eller halv to om natten? Hvornår laver de lektier? Hvordan holder de sig vågen hele dagen i skolen? Jeg forstår det simpelthen ikke. Men der er nok en meget logisk forklaring på at nogle børn klarer sig dårligt i skolen og ikke får en ordentlig uddannelse – og man kan nok ikke bortforklare alting med dårligt uddannede lærer, overfyldte klasser og nedslidte skoler.
Jeg forstår heller ikke, hvorfor alle mennesker pludselig skal skrue helt op for anlægget bare fordi solen skinner. Flere beboere har spillet meget højt de sidste par dage, men specielt en person har spillet så højt, at jeg har hørt en masse techno og fået genopfrisket en masse gamle sange med Kim Larsen – og denne person bor altså tre etager under mig. Jeg forstår overhovedet ikke, at man kan være så hensynsløs. Hvorfor er det nødvendigt at spille så højt? Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at nyde forårssolen i fred og ro?
Det er nogle af ulemperne ved at det igen er sommer. Folk larmer af helvede til. Og det er såmænd slemt nok resten af året. Uafbrudt kan man høre andre menneskers tv og der er hele tiden unger som skriger og skriger og skriger. Overalt er der mennesker som råber og skriger af hinanden. Hvorfor pokker kan folk ikke tale sammen? Hvorfor skal de råbe så højt? Og hvorfor skal de løbe og trampe op og ned af trappen? Hvorfor kan de ikke gå? Hvorfor får børnene lov til at lege ude på trappen, hvor larmen uafbrudt ruller op og ned gennem hele opgangen? Det er fuldstændig uanstændigt og hensynsløst.
Jeg skal naturligvis heller ikke glemme alle de forbandede knallerter. I timevis kører de unge mennesker rundt og rundt om legepladsen og vaskeriet. Det er fuldstændig meningsløst og meget generende for alle os der bor i ejendommen. Jeg forstår virkelig ikke at det skulle være morsomt.
Jeg er fuldstændig enig med Mrs Honeychurch i “A Room with a View“, da hun meget belærende og med opbydelse af al sin tålmodighed, må fortælle Lucys bror om livets forhold: “Yes Freddy, there´s a right sort of people and there´s a wrong sort of people.”
Jeg har min helt egen udlægning af den tale! “The right sort of people” er folk som er høflige og viser hensyn til andre mennesker. “The wrong sort of people” er alle dem som kun tænker på deres egne lyster og deres egne behov.
Jeg kan ikke tåle larm og spektakel. Jeg hader støj og jeg er utrolig intolerant over for den slags. Det er simpelthen det værste jeg ved. Jeg tænker ofte, at på et eller andet tidspunkt er jeg bare nødt til at flytte langt, langt ud på landet. Jeg kan virkelig ikke forestille mig, at jeg skal bo midt i Københavns larm og spektakel resten af mit liv. Jeg holder det simpelthen ikke ud…..
Jeg har netop læst “Chouanerne. En revolutionsroman.” af Honoré de Balzac. Han er en af mine yndlingsforfattere og han skuffede mig ikke. Chouanerne er en af de mest spændende romaner jeg nogen sinde har læst og jeg fløj simpelthen igennem den. Starten var lidt svær, fordi oversættelsen fungerede dårligt. Men allerede efter 10 sider var historien så spændende, at jeg ikke tænkte mere på det.
Bogen foregår i Bretagne i 1799, hvor republikkens soldater, “de blå”, kæmper for at overvinde chouanerne, en oprørsgruppe som ledes af flygtede monarkister. Men det er kun rammen, for dette er en roman om både krig og kærlighed.
Romanen bliver rigtig spændende, da fire fremmede mennesker mødes i en lille landsbykro. De er alle på vej ind i den farlige krigszone, hvor chouanerne og “de blå” kæmper mod hinanden. Disse fire fremmede betragter hinanden med uro og mistænksomhed, og stemningen er noget trykket mens de spiser frokost sammen. Mme du Gua Saint-Cyr og hendes voksne søn ser mistroisk på den unge og smukke Mlle de Verneuil og hendes tjenestepige Francine, som er ledsaget af den skumle Corentin. De bærer alle navne på aristokrater, som de andre ved er myrdet under den franske revolution. Der er virkelig grund til at være på vagt. Hvis de ikke er dem som de udgiver sig for at være, hvem er de så? Og hvorfor er de på vej ind i det urolige Bretagne? Hvem er på hvilken side? Mlle de Verneuil er ledsaget af en eskorte af soldater. Er de med for at bevogte hende eller for at beskytte hende? Stemningen er knugende og anspændt mens de alle prøver at afsløre hvem der er venner og hvem der er fjender.
Under frokosten kommer oberst Hulot pludselig for at arrestere den unge M. de Gua, som han mistænker for at være oprørslederen Markis de Montauran. Mlle de Verneuil forhindrer hans arrestation ved at fremvise et hemmeligt dokument, som giver hende ret til at befale over alle øvrighedspersoner. Så skulle man tro at sagen var klar. Hun må høre til republikanerne! Men hun bruger dette dokument til at frelse den unge mand. Hvad betyder det? Hvilken side er hun på? Og hvad med den unge mand? Hører han virkelig til chouanerne eller er det en uretfærdig anklage?
Honoré de Balzac 1799-1850
Alt dette er kun begyndelsen, men jeg vil ikke fortælle mere om handlingen og dermed ødelægge spændingen for andre læsere. Historien bliver mere og mere nervepirrende og sindsoprivende igennem hele bogen. Hvert eneste kapitel er fyldt med den mest intense, hårrejsende og rædselsvækkende spænding. Bogen bliver på intet tidspunkt slap eller kedelig, og jeg ville ikke undvære én eneste side i dette geniale mesterværk. På grund af den fængslende kærlighedshistorie bliver bogen sammenlignet med “Romeo og Julie” og det er bestemt ikke uden grund! Romanen handler om, hvordan mennesker og store følelser bliver knust i krigen, som gør alle mennesker umenneskelige, kyniske og barbariske. De bliver grebet af krigens blodrus, som vækker deres hævntørst og gør dem alle til mordere. Vanviddet sejrer over fornuften, retfærdigheden og alle former for menneskelighed, indtil selv den mest uskyldige ender som krigens viljesløse redskab. Selv om man kender sin verdenshistorie, er det helt frem til den allersidste side fuldstændig umuligt at forudsige hvem der vinder denne omgang. Men set ud fra et menneskeligt synspunkt, er der ingen vindere – kun tabere.
I indledningen til “To byer” skrev Charles Dickens: “Det var den bedste af alle tider, det var den værste af alle tider.” Trods det dobbelttydige i denne karakteristik, så er det en meget rammende beskrivelse af den franske revolution. Det var en tid med de værste uhyrligheder som man overhovedet kan forestille sig, men under slagordet “Frihed, lighed og broderskab” kæmpede de for nogle tanker og nogle idealer, som danner grundlaget for den frie og demokratiske verden, som vi lever i i dag. Alt dette tænkte jeg overhovedet ikke på da jeg læste bogen. Det var der slet ikke tid til. Bogen var så spændende at jeg bare drønede igennem side efter side…
Honoré de Balzac er en fantastisk forfatter. Jeg ved, at mange litterater foretrækker Gustave Flaubert for Balzac, men jeg har det omvendt. Balzac er en af de forfattere som jeg sætter allermest pris på. Har han nogensinde skrevet en dårlig bog? Okay, jeg må indrømme, at jeg er ikke vild med hans “Skæmtsomme historier”. Jeg synes den er plat! Og “De tretten” er faktisk lidt svag. Men derudover har han skrevet en uendelig lang række af fantastiske mesterværker. Chouanerne er en af dem!
Eric Danielsen har skrevet en bog om Honoré de Balzac der hedder “Guldets satan”. Det er en glimrende bog, hvis man ønsker en hurtig og let introduktion til Balzac. Eric Danielsen skriver meget spændende, men de mange store billeder fylder vel omkring halvdelen af bogens 244 sider. Så kan man selv regne ud hvor meget der er tilbage! Det er simpelthen alt for lidt til en forfatter af Balzacs format. Ud over at han skrev omkring 100 store romaner, så levede han også et utrolig spændende liv.
Der findes en utrolig flot dansk hjemmeside om Balzac. Den er virkelig spændende, men hver eneste gang jeg er på siden går min browser ned. Det er ærgerligt – men det skyldes måske at jeg bruger Firefox.
I 2007 modtog Cormac McCarthy Pulitzerprisen for sin roman “Vejen”, der foregår 10 år efter verdens undergang. Vi ved ikke hvad der er sket, men det betyder intet. Efter verdens undergang nytter det ikke at placere et ansvar og yderligere spekulationer er overflødige. Herefter gælder kun om at overleve.
De to hovedpersoner kaldes blot Drengen og Manden. Far og søn er nogle af de sidste som stædigt kæmper for at overleve. Drengens mor kunne ikke leve med håbløsheden efter verdens undergang og derfor begik hun selvmord. Jorden er hærget af voldsomme ildebrande og langt ude i horisonten brænder de sidste skove stadig. Asken falder fra himlen, vandet i floderne er sort og himlens tunge, grå skyer blokerer for solen. Dagene er indhyllet i tusmørke og nætterne er bælgravende sorte, mens der stadig bliver mere og mere koldt på hele jorden.
Bogen følger Drengens og Mandens lange, farefulde rejse mod kysten. Som læser føler man at alle deres anstrengelser er forgæves og frygter at de er på vej mod død og undergang. Det er svært at forestille sig andre muligheder i denne håbløse verden. Men de forestiller sig, at der venter dem en eller anden form for redning. De tror og håber. Uden tro og håb var de fortabte – det er bogens pointe.
De leder uafbrudt efter mad, men det er allerede 10 år efter apokalypsen og der er ikke meget mad tilbage. Nogle gange finder de lidt dåsemad – resten af tiden sulter de. Men den største fare er andre mennesker. Det er alles kamp mod alle i denne verden, hvor barbariske voldspsykopater overalt spreder skræk og rædsel. De er som rovdyr og deres sadistiske brutalitet er grænseløs. De vilde bander fanger de sidste mennesker som var det kvæg. Mennesker er snart det eneste spiselige der er tilbage og denne kolde, dystre ødemark er hærget af kannibalisme.
“Vejen” er en eksistentialistisk roman og de er uafbrudt konfronteret med det mest ultimative af livets grundvilkår: døden! Cormac McCarthy er helt inde ved kernen af livets mest basale hensigt: kampen for at overleve fra dag til dag i en verden hvor kun den stærkeste overlever. De er alle styret af mistro og en velbegrundet angst for fremmede mennesker, der som udgangspunkt altid er fjender. De sidste mennesker i denne verden skjuler sig for hinanden i de dystre spøgelsesbyer, hvor husene står som sodsværtede ruiner. Overalt ligger ligene spredt omkring dem, som triste vidnesbyrd om menneskelig brutalitet. Her lider alle illusioner om humanisme og menneskelighed det endegyldige nederlag.
Som læser føler man et foruroligende ubehag, der skyldes en snigende erkendelse af, at dette er en allegori over USA – det er vores egen verden, og den er præcis lige så rå og ubarmhjertig som Cormac McCarthy beskriver den. De overlevende kæmper stadig om olie og selv efter verdens undergang er olie lig med magt – og dem der har magten er fuldstændig nådesløse mod de svage i denne ødelagte verden. Cormac McCarthy beskriver den moderne tilværelse som en gold ødemark, der er hærget af alle former for menneskelig grusomhed.
Cormac McCathy´s sidste roman var “Ikke et land for gamle mænd”. Den er netop filmatiseret af brødrene Coen. Jeg har ikke læst bogen, som ifølge anmelderne er særdeles voldelig og brutal. “No Country for old men” var nomineret til 8 Oscars og vandt 4 priser, blandt andet for bedste instruktion og bedste film.
“Vejen” er også en barsk og brutal roman. Den er et mareridt, som nemt kan blive til en særdeles blodig og brutal film, kun egnet for folk med stærke nerver. Men Cormac McCarthy underspiller brutaliteten i bogen. Han antyder grusomheden og i kort glimt bliver vi konfronteret med ondskaben. Men dette er ikke en handlingsmættet spændingsroman. Cormac McCarthy skriver i en dæmpet tone og sådan skaber han en dyster stemning af håbløshed, som gør romanen fuldstændig hjerteknugende, mens handlingen glider stille og roligt af sted i en trist og melankolsk rytme gennem bogens 260 sider. Den er hurtig og nem at læse – men bestemt ikke nem at glemme igen.
Cormac McCarthy har fået de bedste og de flotteste anmeldelser for denne roman. “Det kræver sin mand at skrive om livet efter verdens undergang, og denne mand er Cormac McCarthy”, skriver Niels Lillelund i Jyllandsposten. Kim Skotte fra Politiken kalder bogen “fuldstændig enestående” og Michael Bach Henriksen skriver i Kristeligt dagblad, at det er “en gådefuld fabel med stærke sproglige billeder, der jager læserens drømme, efter “Vejen” er til ende”. Rasmus Axelsen fra Metroxpress synes, at “”Vejen” er en stærk og skræmmende roman” og Peter Borberg skriver i Fyens Stiftstidende, at bogen “indeholder det sjældne litterære potentiale, der kan mærke en læser for livet…” I Information skriver Tonny Worm, at “det er en udsøgt litterær fornøjelse og en skræmmende oplevelse at læse Vejen.”
Der er kun én eneste negativ anmeldelse og det er Nanna Goul i Berlingske tidende. Da hun beskriver den rå og brutale vold i bogen, skriver hun, at “Det ville være cool, hvis det var meningen, at det skulle være sjovt. Det er det bare ikke.”
Nej, “Vejen” er bestemt ikke sjov! Livet er ikke for sjov og døden er ikke noget at grine af. Jeg er uenig med Nanna Goul i ALT hvad hun skriver om denne roman. Jeg synes det er et flot, fascinerende og tankevækkende mesterværk!
Den lille landsby Cranford er domineret af enker og gammeljomfruer, som mener, “at det at være en mand var det samme som at være vulgær.” Damerne lykønsker hinanden for at de er undsluppet ægteskabet, for “En mand er sådan i vejen i et hjem!” Det er naturligvis et meget praktisk synspunkt, når man ikke selv har en mand og ingen udsigt til at få én. Miss Pole mener, “at det afslørede en stor medfødt godtroenhed hos en kvinde, hvis hun ikke kunne holde sig fri af ægteskab.” Miss Matty har et lidt mere nuanceret syn på forholdene: “Ganske vist var ægteskab en risikabel sag” men hun anså alligevel “en ægtemand for at være det bedste værn mod tyve, røvere og genfærd…”
Historien bliver fortalt af Mary Smith, som ofte besøger Cranford, hvor hun bor hos søstrene Jenkyns. Den ældste søster “gik med halsklæde og en lille hat, der lignede en jockey-hue, og gav i det hele taget indtryk af at være en kvinde med en stærk karakter, selv om hun ville have foragtet den nymodens idé om, at kvinder skulle være ligeværdige med mænd. Ligeværdige! Hun vidste, at kvinderne var de overlegne.”
Elisabeth Gaskell 1810-1865
Man skal være meget humorforladt, hvis man kan lade være med at more sig over damerne i Cranford. Det er en fornøjelse af læse denne bog og møde alle disse usædvanlige og særprægede mennesker. Elisabeth Gaskell har en fantastisk humor og bogen er særdeles underholdende. Men bag denne humor er “Cranford” en alvorlig historie om fattigdom og afsavn. Dette er socialrealisme. De fleste af disse kvinder er fattige, men Elisabeth Gaskell beskriver denne fattigdom uden at udstille den. Samfundets normer og kvindernes egne forestillinger om sømmelighed, forhindrer dem i at forsørge sig selv og forbedre deres stilling i livet. På den måde er “Cranford” en trist historie om enlige kvinders vilkår i midten af 1800-tallet. Deres liv er præget af beskedenhed og nøjsomhed, og de kæmper en tapper kamp for at holde skindet på næsen. En stor del af bogen handler om deres mange mærkelige måder at spare penge på. De udviser alle en imponerende og beundringsværdig opfindsomhed udi denne gamle og ædle kunst. Man er enige om at det er både “vulgært og prangende” at bruge penge og “elegant mådehold” anses for at være en dyd. Når det nu ikke kan være anderledes, så nytter det ikke noget at klynke. Man vælger sine idealer efter forholdene. Hvis de “spadserede til eller fra et selskab, var det fordi aftenen var så smuk eller luften så forfriskende, og ikke fordi bærestole var dyre at leje.”
Cranford
Elisabeth Gaskell fortæller om Cranford med stor forståelse og respekt for disse kvinder. De udfylder hver dag timerne med overflødige visitter, banale rutiner og kedelige gøremål. De lever efter strenge og besynderlige regler for adfærd og sømmelighed, der er så absurde, at man griner hjerteligt gennem det meste af bogen. Men gang på gang udfordrer de tidens strenge moral og overskrider samfundets forestillinger om takt og tone, når de forsøger at hjælpe gode venner eller fremmede mennesker i nød.
“Cranford” er den mest berømte roman af Elisabeth Gaskell. Den udkom som føljeton i 1851-53 i tidsskriftet Household Words, som var redigeret af Charles Dickens. På mange måder er “Cranford” en satire over viktoriatidens forhold, men det er også en roman som udfordrede tidens normer. Nogle læsere vil sikkert beklage sig over tempoet og spændingsniveauet – det er ikke imponerende! Men underholdningsværdien er i top og jeg synes det er en genial roman.
Charles Dickens: Et juleeventyr.
Hvert år i december læser jeg “Et juleeventyr” af Charles Dickens(1812-1870). Det er en af mine juletraditioner og “Et juleeventyr” er perfekt til de fire søndage i advent. Der er ganske vist fem afsnit, men det sidste er så kort, at man sagtens kan læse de to sidste afsnit sammen, den sidste søndag i advent. “Et juleeventyr” er også yderst velegnet til højtlæsning, hvis man har nogen at læse højt for.
Mange mener at Charles Dickens er mørk og dyster – og sentimental. Det er måske sandt nok, men de fleste overser desværre, at han også er meget morsom. Jeg har selv temmelig dårlig erfaring med at læse Dickens udenfor mine egne vægge. Jeg husker en togtur, hvor jeg uheldigvis var i gang med at læse “Dombey og søn”. Jeg fik det værste grineanfald. Det var så forfærdelig pinligt og jeg måtte simpelthen lægge bogen væk. Resten af turen sad jeg og gloede ud af vinduet, men hver gang jeg kom til at tænke på bogen, begyndte jeg straks at grine igen. Dickens er en vanvittig morsom forfatter!
Det er en af grundene til, at jeg mener han er verdens bedste forfatter. Jeg havde nok hellere set at det var Virginia Woolf, Sartre, Kafka, Tolstoj eller en helt anden – en mere udfordrende forfatter. Men nej! Ingen kan skrive som Charles Dickens! Når man læser hans bøger, så kommer man gennem alle menneskelige følelser – man griner, man græder og man gyser. Hans bøger er utrolig spændende, han har en fantastisk fantasi og der er ikke mange som har skrevet så meget som han har.
Charles Dickens 1812-1870
“Et juleeventyr” begynder den 24. december. Hovedpersonen Ebenezer Scrooge passer sit arbejde på kontoret, mens skriveren Bob Cratchit sidder og fryser på sin plads i et hjørne. Ebenezers søstersøn kommer på besøg, for at invitere ham til at fejre jul hos ham og hans kone dagen efter. Men Ebenezer snerrer af ham og afviser alt det julepjat. “Hvis det stod til mig”, sagde Scrooge forbitret, “skulde hver Tosse, der gaar omkring med “glædelig Jul” på sine Læber, koges sammen med sin egen Budding og begraves med en Pæl af Kristtorn gennem Hjertet, skulde han!” Senere kommer to mænd som samler ind til de fattige, men de får også en hård velkomst. Der er jo både fængsler og fattighuse, og så mener Ebenezer Scrooge, at han via sin skat har betalt nok til de fattige. Jo, Ebenezer Scrooge er en hård mand.
Om aftenen bliver han opsøgt af genfærdet af sin gamle afdøde partner, Jakob Marley. Jakob Marley fortæller ham, at han snart vil få besøg af tre genfærd. “Den svundne juls genfærd” viser Ebenezer hvordan hans liv har været, og vi forstår, at der er en grund til at han er blevet så sur og vrissen og misantropisk. Scrooges ulykke stammer fra hans barndom. Der ligger mange skuffelser bag, meget sorg og smerte, som han forsøger at fortrænge. Derfor er det svært ikke at få ondt af Ebenezer Scrooge. Så kommer “Den nuværende juls genfærd”, som viser ham, hvor hård og ubarmhjertig han er. Gang på gang bliver han af genfærdet konfronteret med sin egen urimelige ubarmhjertighed, så han endelig begynder at skamme sig over sig selv. Scrooge erkender hvor fattig han er, trods alle hans mange penge. Men han lever uden venner eller familie, uden glæder eller fornøjelser i livet og uden nogen bekvemmeligheder. Det er i sandhed et usselt liv. Siden følger “Den kommende juls genfærd” hvor han bliver konfronteret med sin egen død. Endelig forstår han, at han har ødelagt og spildt sit eget liv, mens han har arbejdet og kæmpet for at spare så mange penge sammen som muligt. Nu forstår han, at disse penge er fuldstændig værdiløse når han dør.
“Et juleeventyr” har et meget stærkt og vigtigt budskab. Jeg synes, at det er meget vigtigere end Juleevangeliet, som jeg overhovedet ikke kan bruge til noget som helst. Men “Et juleeventyr” handler om os alle sammen, om vores virkelighed og den verden vi lever i her og nu. Den handler om at erkende konsekvenserne af vores handlinger, om at nyde livet mens vi har det, og drage omsorg for hinanden. Se dét er efter min mening et rigtigt jule eventyr, for både børn og voksne! Mange synes sikkert ikke at det er en rigtig julebog, men jeg synes at det er en af de bedste julebøger der findes.
Her kan man besøge Dickens selskabet i Danmark.
Her kan man læse eller printe “Et juleeventyr” på engelsk.
Og endelig, så kan man downloade “Et juleeventyr” læst op på engelsk, og høre den på sin Ipod eller en anden mp3-afspiller.
I dagens anledning, slutter jeg dette indlæg med noget julemusik. Det bliver Westlife og The Cranberries med en utrolig smuk version af “The Little Drummer Boy”.
Kjell Askildsen: En pludselig frigørende tanke.
Den norske forfatter Kjell Askildsen debuterede i 1953. Forlaget Per Kofod introducerede ham i Danmark i 1989 med “En pludselig frigørende tanke”, som er en samling af noveller fra hele hans forfatterskab.
De to første noveller handler om ungdommens første forelskelse og den første erotiske oplevelse. Derfra bliver hovedpersonerne ældre, deres forhold ændrer sig og de får andre problemer at kæmpe med. Snart er det ægteskabet som er problemet og senere alderdom og ensomhed.
Som man kommer gennem novellerne, bliver Kjell Askildsen mere og mere syrlig. Han er fuldstændig desillusioneret og har et virkelig sort menneskesyn. Men på grund af den skarpe pen, bliver det også mere og mere morsomt. Det hele når et fantastisk højdepunkt i den sidste del af bogen, som handler om “Thomas F´s sidste optegnelser til almenheden.”
Kjell Askildsen
Novellerne handler om hverdagen, om helt almindelige mennesker og deres forhold til hinanden. Et vigtigt tema er afstanden og den manglende forståelse mellem børn og forældre. Et andet tema er tomheden og den tavse kamp mellem ægtefolk der ikke formåer at kommunikere med hinanden. De kæmper alle mod en indre tomhed, der fylder dem med en stille, tung angst. Kvinderne længes efter noget andet end det ægteskab som ofte er blevet en kamp om at vinde eller at tabe magten i forholdet. Mændene er indestængte, stive og udtryksløse af frygt for at afsløre deres indre svagheder. De kæmper for at bevare magten i ægteskabet og holde på deres tvivlsomme selvrespekt, mens kvinderne kæmper en hård kamp for en smule frihed og selvstændighed.
I novellen om “Ingrid Langbakke”, har manden været nødt til at bortforpagte jorden og tage et job langt borte, så han kommer kun hjem i weekenden. Derfor føler han sig utilstrækkelig og det sårer hans forfængelighed, da Ingrid fortæller at hun gerne vil have et job. På hver sin måde kæmper de begge mod en indre følelse af værdiløshed. Men de kan ikke tale med hinanden og den manglende forståelse skaber en afgrund af angst og mistillid imellem dem. Han bliver både brutal og voldelig, i et desperat forsøg på at undertrykke sin egen afmagt og sin nagende mindreværdsfølelse. Det er en meget ubehagelig og deprimerende historie, som knuger én om hjertet.
Den næste historie om “Carl Lange” er ikke mindre ubehagelig. Den 48-årige oversætter bliver mistænkt i en sag om voldtægt af en mindreårig pige. Han bliver paranoid og føler at alene mistanken er en fornedrelse. Hver gang han forsøger at forsvare sig, gør han sig mere og mere latterlig. Han roder sig ud i de mest desperate og absurde forsøg på at rense sig for mistanke – og det har hver gang den modsatte effekt. Historien bliver mere og mere absurd, som den skrider frem. Lige som Josef K. i Processen af Franz Kafka, er Carl Lange fuldstændig magtesløs. Men midt i alt det ubehagelige, så er denne groteske historie også virkelig morsom.
“Verden er ikke, hvad den har været. For eksempel tager det længere tid at leve nu. Jeg er godt oppe i firserne, det er for lidt. Jeg er alt for rask, selv om jeg ikke har noget særligt at være rask for. Men livet vil ikke give slip på mig. Den, der ikke har noget at leve for, har ikke noget at dø for. Måske er det derfor”.
Sådan indleder Thomas F. sine optegnelser til almenheden. Det er både absurd og meget komisk. Som hele novellen skrider frem, bliver hans kyniske, forbitrede og desillusionerede livsbetragtninger uafbrudt bedre og bedre – og sjovere og sjovere. Thomas F. lever alene i en lille lejlighed. Han ser ikke andre mennesker end dem der går forbi ude på gaden. To gange om ugen får han varer fra en lille købmandsbutik. De bliver bragt af konen fra butikken, som stiller varerne lige inden for døren, så de ikke behøver at tale sammen. Ellers lever han et stille, ensomt og isoleret liv efter at konen er død.
“Da min kone levede, tænkte jeg, at når hun dør, vil jeg få bedre plads. Tænk bare på alt hendes undertøj, tænkte jeg, det fylder tre kommodeskuffer, der kan jeg få plads til kobbermønterne i en, tændstikæskerne i en anden og korkpropperne i den tredje. Sådan som det er nu, tænkte jeg, er det jo bare noget rod alt sammen.
Så døde hun da også, det er længe siden, hun var et krævende menneske, men fred være med hende, omsider gav hun mig fred. Jeg tømte skuffer og hylder og skabe for det, hun havde efterladt sig, der blev en masse tom plads, mere end jeg kunne bruge. Og det, der er tomt, er tomt. Så jeg slog et par skabe i stykker. Men dermed sad jeg jo bare tilbage med et endnu tommere rum, i stedet for to tomme skabe. Det var ret ubetænksomt gjort, men det er som sagt længe siden, jeg var yngre dengang”.
En dag kommer hans søn Carl på besøg. Han kommer for at hente morens sjal, som han vil forære til sin kone. Men Thomas må fortælle ham at han har smidt det ud. Det bliver sønnen mægtig vred over.
“Han var blevet temmelig rød i hovedet efterhånden, det slog mig pludselig, at han måske havde svagt hjerte, han var jo trods alt tres år, og for at undgå en eventuel ulykke sagde jeg, at jeg var ked af det med sjalet, og at hvis han var kommet noget før, ville han have fået alt, hvad hans mor havde efterladt sig. Det synes jeg stadig var meget forsonlig sagt, men han blev bare endnu rødere i ansigtet. “Mener du, at du har smidt det hele ud?” råbte han. “Alt,” svarede jeg. (…) “Så har jeg ikke noget at bestille her i huset”, råbte han, han havde lagt sig en råben til, der kunne tyde på, at hans kone var blevet døv, selv har jeg en meget god hørelse, nogle gange er det direkte plagsomt, enkelte lyde er blevet meget stærkere, end de var før, desuden er der kommet nogle helt nye til, fra trykluftbor og den slags, jeg ville ikke have noget imod at være lidt døv. “Jeg kan godt høre, hvad du siger,” sagde jeg, “men jeg kan ikke se, hvad du får ud af det.” Så gik han endelig, det var på høje tid, ellers havde jeg måske tabt tålmodigheden. Jeg har ganske vist mere tålmodighed, end jeg havde før, det er vel alderen, gamle mennesker er nødt til at tåle meget.”
Nogle gange søger han ud i byen for at møde andre mennesker, men trods hans mange ihærdige anstrengelser, går det sjældent som planlagt og det lykkes ham næsten aldrig at komme til at tale med nogen. Til gengæld gør han sig mange overvejelser over tiden og byens udvikling. Han har åbenbart slet ingen omgang med sine børn, men ved et tilfælde møder han en dag sin datter Maria på gaden.
“Maria”, sagde jeg, “er det virkelig dig, hvor ser du godt ud.” “Ja, jeg drikker urin og spiser råkost,” svarede hun. Så måtte jeg le, det var længe siden sidst, tænk at jeg havde en datter med humor, en lidt fræk humor oven i købet, hvem skulle have troet det, det var et godt øjeblik. Men jeg tog fejl, at man aldrig bliver gammel nok til at befri sig for sine illusioner. Min datter fik et måbende udtryk i ansigtet, og det var, som om hendes blik døde. “Du gør nar af mig,” sagde hun, “men du skulle bare vide.” “Jeg syntes, du sagde urin,” svarede jeg, som sandt var. “Urin, ja, jeg er blevet som et andet menneske.” Det tvivlede jeg ikke på, det var logisk, man kan da umuligt være det samme menneske før og efter, at man er begyndt at drikke urin. “Ja ja,” sagde jeg forsonligt, jeg ville snakke om noget andet, måske ligefrem noget rart, man kan aldrig vide. Så så jeg, at hun havde ring på, og jeg sagde: “Og du er gift, ser jeg.” Hun så på ringen. “Nå den,” sagde hun, “den har jeg bare for at holde nærgående mænd på afstand.” Det måtte da være en spøg, jeg regnede hurtigt ud, at hun måtte være mindst femoghalvtreds år, og så godt så hun heller ikke ud. Så jeg lo igen, for anden gang i lang tid, og det til og med midt på et fortov. “Hvad ler du af,” sagde hun. “Jeg tror, jeg begynder at blive gammel,” svarede jeg, da det gik op for mig, at jeg havde taget fejl endnu en gang. “Så det er altså sådan, man gør nu for tiden.” Det svarede hun ikke på, så jeg ved det ikke, men jeg antager og håber, at min datter ikke er særlig repræsentativ. Men hvorfor har jeg fået sådan nogle børn. Hvorfor.
“Thomas F´s optegnelser til almenheden” er afgjort det sjoveste i hele bogen. Det er næsten et helt fyrværkeri af absurditeter. Jeg har ikke skrevet så meget om dette afsnit, da jeg synes at dette spændende og dybt fascinerende værk skal have lov til at tale for sig selv. Jeg har naturligvis kun citeret en lille del af disse optegnelser. Der er meget mere og hele bogen er en fantastisk nydelse. Man kan undre sig over, at denne forfatter aldrig har fået nordisk råds litteraturpris.
Efterfølgende er der udgivet endnu to bøger af Kjell Askildsen: “Et stort, øde landskab” og “Hundene i Thessaloniki”.
Nye kommentarer