You are currently browsing the category archive for the 'Forfatterliv' category.
I mere end halvandet år har The Guardian kørt en meget spændende serie om forfatteres skriveværelser – Writers` rooms. Der er et billede af deres arbejdsplads, hvorefter forfatterne selv fortæller lidt om deres skriveværelse og deres arbejdsvaner.
Nogle af forfatterne er Martin Amis, Margaret Drabble, John Banville, Rose Tremain, Ian Rankin, Michael Holroyd, Hanif Kureishi, Alain de Botton, Siri Hustvedt, Jung Chang og mange, mange flere. Mange af dem har rigtig mange bøger. Andre har næsten ingen, men jeg bemærkede én ting som går igen: de har næsten alle en god lænestol, hvor man kan sidde og læse. Jeg tror de fleste forfattere er enige om, at det er lige så vigtigt at læse mange bøger som at skrive, hvis man ønsker at blive en god forfatter.
Det er nogle meget spændende artikler – specielt for sådan en wannabe-forfatter som mig. Selv om disse skriveværelser har mange lighedspunkter, så er der også stor forskel. Jeg er forbavset over, at mange af dem er så rodede. Andre er kolde, kedelige og uinspirerende. Mens jeg kiggede alle disse artikler igennem, blev jeg mere og mere glad for min stue, hvor jeg selv forsøger at skrive. Jeg tror ikke jeg kunne skrive to ord i nogen af de andres.
En af de få undtagelser er måske Colm Tóibín´s skriverum. Selv om der er bøger fra gulv til loft, så er det ret simpelt og enkelt, hvilket giver rummet en følelse af fred og ro. Der er plads til både tanker, drømme og fordybelse. Jeg synes det er det dejligste værelse jeg nogen sinde har set – og jeg ville selvfølgelig ønske at jeg havde lige så mange bøger. Men det har jeg ikke – endnu!
Colm Tóibín´s arbejdsværelse og boghule.
Ord under himlen - jeg står sammen med Tina Charlotte Møller m.fl. Fotograf: Sister Bonde
Klokken halv et mødte jeg alle de andre poeter i Kongens have. Jeg fandt straks Uschi, fik hilst på Lonni Krause og Tina Charlotte Møller, som jeg også kender fra blogland. Snart begav vi os ned til vores sted, hvor vi fik pakket ud og hængt skiltet op. Det blev ikke helt som jeg havde forestillet mig. Ideen var, at det skulle hænge i to heliumsballoner fra Tivoli, men skiltet var simpelthen for tungt – med mindre vi brugte 10 balloner til 80 kroner stykket. Nej, det ville altså være for dyrt og se alt for fjollet ud.
Inden vi nåede at begynde ankom Sister Bonde. Jeg var meget nervøs, men det hjalp faktisk, at der var nogen jeg kendte i forvejen. Først læste Uschi en novlle og så var det min tur. Jeg tror ikke at lytterne opdagede det, men jeg var virkelig så nervøs og anspændt, at jeg rystede over det hele. Jeg synes alligevel at det gik rimeligt. Men det var svært at vurdere, fordi jeg prøvede at koncentrere mig 100% om teksten. Jeg prøvede at holde øje med lytternes reaktion, men det var simpelthen mere end jeg kunne overskue, samtidig med at jeg læste. Bagefter fik jeg blomster og en lille gave fra Sister Bonde og Pernille. Det var virkelig en dejlig overraskelse og det var en rigtig smuk buket. Derefter skulle Sister videre og det var tid til næste oplæser. Vi havde nemlig fået selskab af en ung digter som hedder Jonathan. Jeg synes han var rigtig god i vores lille gruppe. Jonathan læste på en helt anden måde og det var en god kontrast til mig og Uschi.
Da Jonathan havde læst et par digte, kom der endnu en god overraskelse: Harning mødte op sammen med sin ældste søn. Jeg har ikke mødt harning før, men vi har jo skrevet en del samme over nettet, så det var også en spændende begivenhed.
Ord under himlen - med blomsterne fra Sister og Nille. Fotograf: Sister Bonde
Uschi læste endnu en novelle og jeg læste endnu en novelle. I mellemtiden havde vi desværre fået et problem. Der var ferniserings-picnic på skulpturen ved siden af os. Det var et ganske stort selskab og efter min mening meget uhøflige mennesker. De satte sig lige ved siden af os og direkte under vores skilt, hvor de snakkede og larmede. Meget uhøfligt og jeg blev virkelig forarget, da jeg aldrig selv kunne finde på at gøre sådan. Det var værst da jeg læste op, men alle påstod at de sagtens kunne høre. Måske var det værere for oplæseren end for lytterne. Vi overvejede ganske kort at flytte lidt væk, men efterhånden var vi også begyndt at snakke så meget, så vi bare opgav. Vi snakkede et stykke tid og havde det virkelig hyggeligt, inden vi beslutte at gå en tur i haven og lytte til nogen af de andre.
Men det blev ærlig talt ikke til så meget. Vi kom fra hinanden og det hele endte med at jeg sad i græsset sammen med harning og hendes søn. Vi havde så meget at snakke om, at vi slet ikke kunne stoppe igen. Jeg er sikker på at vi kunne have snakket i mange, mange timer og jeg håber vi får chancen en anden gang. Tina Charlotte Møller kom også og sluttede sig til selskabet. Det meget simpelthen utrolig hyggeligt.
Så blev der udtrukket tre præmier, der blev taget gruppebillede og derefter gik vi mod RizRaz. Jeg fulgtes med Tina gennem de myldrende gader og vi fik sandelig også snakket om lidt af hvert inden vi nåede restauranten. Rizraz er bestemt ikke en af mine favorit-restauranter. Tværtimod. Men det er nok et godt valg i sådan en anledning, for der er jo mad for alle. Og hvor kan man ellers være 70 mennesker!
Det begyndte hurtigt at tynde ud i selskabet. Jeg tror mange gik tidligt hjem fordi de var trætte, men der var vist også en del som fortsatte ud i det københavnske natteliv. Jeg ville meget gerne med. Det havde været en virkelig dejlig dag og jeg havde mødt så mange spændende mennesker, som jeg gerne ville have snakket meget mere med. Men jeg var simpelthen totalt smadret. I stedet valgte jeg at følge Tina til Hovedbanegården og tage bussen hjem derfra. Klokken var kun 9, men det havde været en lang og begivenhedsrig dag. Det var virkelig hyggeligt at være sammen med Tina og jeg tror at vi kunne have snakket i mange flere timer.
Det er lidt morsomt at møde alle disse mennesker som man kender fra blogland. Selv om man aldrig har mødt hinanden før, så er der ingen tvivl om en god kemi. Jeg oplevede det samme da jeg var til blogtræf i Hillerød. Dem man svinger med på nettet, svinger man åbenbart lige så godt med i det virkelige liv. Dét føles meget absurd lige når man mødes og står overfor et menneske som man aldrig har mødt før, men alligevel kender rigtig godt. Lynhurtigt overfører man det gode forhold fra cyberspace til virkelighedens verden.
I bussen sad jeg og tænkte på alle de mennesker jeg havde mødt, dem der havde lyttet og hvordan det hele var gået. Pludselig tænkte jeg, at måske havde der været flere som jeg kender fra blogland, der bare undlod at hilse på. Jeg kom til at tænke på en kvinde som satte sig meget stille og diskret bagest. Hun havde lidt fint, blond hår, fregner og lyst sommertøj i blide farver og en flot gylden sommerkulør i ansigtet. Jeg ved ikke hvorfor, men pludselig kom jeg til at tænke på, at det var med garanti Rasmine?????? Jeg har jo aldrig set eller mødt Rasmine. Måske tager jeg fejl, men hvis jeg har ret, så bliver jeg meget skuffet over at du ikke hilste på!
Jeg var virkelig smadret da jeg kom hjem. Jeg var træt, havde hovedpine og en smule feber, som sikkert skyldtes en lette solskoldning. Jeg havde været så nervøs, at jeg slet ikke kunne spise noget fredag. Jeg fik absolut intet. Nada. Fredag skulle jeg også lave skiltet, men det tog meget længere tid en forventet. Desværre kom jeg i gang lidt for sent, så jeg kom først i seng sent om natten og fik kun 4 timers søvn. På grund af disse problemer, var jeg ikke helt så frisk som jeg gerne ville have været. Det betød naturligvis også noget at jeg var ekstremt nervøs for at læse. Det har bestemt også taget en masse kræfter. Og jeg fik alt, alt for meget sol. Jeg burde have en hat, men i det mindste havde jeg rigeligt med tøj på. Ellers havde jeg sikkert fået det meget værre.
Men det var en rigtig dejlig dag i Kongens have. Jeg føler mig stadig glad og opstemt, at jeg næsten ikke ved hvordan jeg skal beskrive det. Det var på alle måder en helt fantastisk dag. Jeg tror nok, at jeg også skal med næste år. I mellemtiden håber jeg, at jeg kan skrive nogle nye noveller som er en hel del kortere. Mine tekster var simpelthen alt, alt for lange til sådan et arrangement. Ikke kun for lytterne, men bestemt også for mig der skulle læse op.
Resten af dagen skal jeg tusse rundt, rydde lidt op, slappe af og surfe lidt rundt i blogland. Der ligger nogle mails som skal besvares, men jeg er ikke sikker på at det bliver idag. Jeg er virkelig træt og har allermest lyst til at kravle i seng igen, men jeg duer simpelthen ikke til at sove midt på dagen. I stedet vil jeg bare slappe af, hygge mig og tænke på alle de fantastiske oplevelser jeg havde i går.
Sister Bonde tog en lille videofilm mens jeg læste op. Den giver et godt indtryk af den gode stemning og en lille smule af den ene novelle jeg læste. Jeg må indrømme, at jeg bliver en lille smule søsyg af at se på mig selv…..
Tusind tak til Sister for både billeder og videoen.
I sidste uge fik jeg mail fra en som hedder Uschi Tech, der også skal læse op i Kongens have på lørdag. Hun foreslog at vi skulle læse sammen. Jeg synes det var en god ide, så vi har dannet en lille støttegruppe. For nogle dage siden mødtes vi i Kongens have, og det var en meget sjov oplevelse, for vi løb ind i Lonni Krause og Lisbeth Heckmann som arrangerer “Ord under himlen“. Dem har jeg jo heller aldrig mødt før, men Lonni kunne kende mig fra billederne på min blog.
Jeg har lavet et kort – her kan man se hvor vi cirka står. Efterhånden er der over 100 tilmeldte oplæsere, så det er umuligt at sige præcis hvor der er plads. Men hvis man leder i det markerede område på kortet, så tror jeg ikke at det bliver svært at finde os. Vi har et meget opsigtsvækkende navneskilt. Det er bare SÅ vulgært – altså på den sjove måde. 
Vi læser op fra cirka klokken 13 – 16,30, lørdag d. 30. august 2008 i Kongens have.
Bagefter skal alle digtere og forfattere mødes ved Herkules Pavillonen, hvor årets forfatterpris skal uddeles. Derefter skal vi ud og spise sammen med de fleste af deltagerne. Jeg tror det bliver superhyggeligt og efterhånden er jeg faktisk begyndt at glæde mig. Det ser også ud til at vejret bliver rigtig godt – der er simpelthen alle muligheder for en rigtig dejlig dag i Kongens have. Faktisk er det en lille smule synd, at vi ikke bare skal sidde i græsset og spise i parken, når det hele er slut.
Ord under himlen 2008
Kongens have
Lørdag den 30. august
13,00 – 16,30
For lang tid siden sendte Lonni Krause mig en invitation til “Ord under himlen” og hun lokkede mig også til at deltage. Jeg ved ikke rigtig hvordan hun gjorde, men jeg sagde ja ………..og det har jeg naturligvis fortrudt lige siden.
Jeg har ofte læst op for venner og bekendte, og jeg er faktisk ret vild med at læse op. Men jeg læser helst noget som andre har skrevet. Denne gang skal jeg læse mine egne tekster og jeg skal læse op for fremmede mennesker. Det har jeg aldrig prøvet før og jeg synes at tanken er vildt skræmmende. Jeg tror virkelig at det kræver mod og selvtillid at stille sig op midt i Kongens have og begynde at læse højt. Jeg kan slet ikke se mig selv i den situation og jeg er overhovedet ikke sikker på at jeg er modig nok!
Men jeg har sagt ja og jeg skal nok komme. Jeg tager to korte noveller med, og hvis det går godt, læser jeg begge noveller to gange. Jeg tror at det tager cirka 15-20 minutter at læse hver novelle og det synes jeg er passende. Hverken for kort eller for langt. Ærlig talt, så synes jeg jo selv at det er to rigtige gode og spændende historier, så jeg håber naturligvis at det kommer til at gå rigtig godt.
Der er ingen faste pladser, men 93 digtere og forfattere læser op i hele Kongens have. Jeg formoder, at der bliver oplæsning fra hvert et hjørne og hver en krog i parken. Du kan læse meget mere på bloggen “Ord under himlen“, og Zoommagasin har skrevet en meget god artikel om arrangementet.
Det var meningen, at jeg bare skulle skrive alle mine novellerne om, inden de skal udgives. Men så nemt går det jo aldrig. Jeg er kørt fuldstændig fast i en dum og besværlig novelle. Det gik egentlig meget godt – indtil jeg nærmede mig slutningen. Novellen forgår i to dele, som flere gange skyder sig ind i hinanden. Da jeg skulle skrive slutningen på den første del, kunne jeg pludselig se at det slet ikke var godt nok. Jeg har kæmpet med det nogle dage, men det vil simpelthen ikke som jeg vil. Andre vil sikkert mene at det er godt nok som det er. Der står jo det der skal stå. Jaja, men det står på den forkerte måde! ….jeg har en ide, en forestilling eller en vision om noget som er meget bedre og endnu skarpere.
Derfor har jeg givet mig selv en læsepause. Det er lige som i Adam Oehlenschlägers digt “Guldhornene“: “De higer og søger i gamle bøger,…..” Jeg er ved at læse en stak bøger, som jeg håber kan give mig ny inspiration eller nye synsvinkler. Jeg har lige læst Stevenson “Dr. Jekyll og Mr. Hyde” og Christa Wolf “I live”. Jeg er næsten færdig med Dostojevskij “Det døde hus” og bagefter læser jeg Nick Hornby “Langt nede”. Det er første gang jeg skal læse Nick Hornby og jeg er en smule skeptisk. Jeg synes at filmen “High Fidelity”(med Iben Hjejle) er lidt kedelig og lidt middelmådig, men jeg kan enormt godt lide “Omkring en dreng”. Og efter Hornby? Jeg har en ide om endnu et par bøger som måske kan bruges til et eller andet, men så er det vist på tide at komme videre i teksten/novellen!
Jeg er virkelig frustreret over at jeg pludselig skal bruge så lang tid på en novelle som jeg faktisk troede var færdig. Men jeg er nok sådan en Kafka-agtig forfatter. Jeg kan sikkert bruge hele mit liv på at skrive nogle få bøger om igen og igen. Jeg retter og sletter uafbrudt – ligesom Franz Kafka. Han har skrevet tre romaner og en hel stak noveller, men hvis jeg husker ret, udgav han kun et par korte noveller mens han levede. Resten ligger som skitser og ufærdige tekster. Sådan kommer det vist også til at gå mig. Men hvis mine historier bare er halvt så gode som Kafkas, så er jeg egentlig meget godt tilfreds alligevel.
Franz Kafka 1883-1924
Det er sommer, vejret er dejligt, solen skinner og fuglene synger. Det ville være rart at sidde på altanen og læse – eller bare at åbne døren og nyde den blide forårsvind. Men det er fuldstændig umuligt. Nede i gården skriger ungerne, så jeg er ved at blive vanvittig. Okay, det kan man vel ikke forbyde dem og de skal da have lov til at lege. Men hvorfor skal de være ude til klokken er et eller halv to om natten? Hvornår laver de lektier? Hvordan holder de sig vågen hele dagen i skolen? Jeg forstår det simpelthen ikke. Men der er nok en meget logisk forklaring på at nogle børn klarer sig dårligt i skolen og ikke får en ordentlig uddannelse – og man kan nok ikke bortforklare alting med dårligt uddannede lærer, overfyldte klasser og nedslidte skoler.
Jeg forstår heller ikke, hvorfor alle mennesker pludselig skal skrue helt op for anlægget bare fordi solen skinner. Flere beboere har spillet meget højt de sidste par dage, men specielt en person har spillet så højt, at jeg har hørt en masse techno og fået genopfrisket en masse gamle sange med Kim Larsen – og denne person bor altså tre etager under mig. Jeg forstår overhovedet ikke, at man kan være så hensynsløs. Hvorfor er det nødvendigt at spille så højt? Hvorfor kan jeg ikke bare få lov til at nyde forårssolen i fred og ro?
Det er nogle af ulemperne ved at det igen er sommer. Folk larmer af helvede til. Og det er såmænd slemt nok resten af året. Uafbrudt kan man høre andre menneskers tv og der er hele tiden unger som skriger og skriger og skriger. Overalt er der mennesker som råber og skriger af hinanden. Hvorfor pokker kan folk ikke tale sammen? Hvorfor skal de råbe så højt? Og hvorfor skal de løbe og trampe op og ned af trappen? Hvorfor kan de ikke gå? Hvorfor får børnene lov til at lege ude på trappen, hvor larmen uafbrudt ruller op og ned gennem hele opgangen? Det er fuldstændig uanstændigt og hensynsløst.
Jeg skal naturligvis heller ikke glemme alle de forbandede knallerter. I timevis kører de unge mennesker rundt og rundt om legepladsen og vaskeriet. Det er fuldstændig meningsløst og meget generende for alle os der bor i ejendommen. Jeg forstår virkelig ikke at det skulle være morsomt.
Jeg er fuldstændig enig med Mrs Honeychurch i “A Room with a View“, da hun meget belærende og med opbydelse af al sin tålmodighed, må fortælle Lucys bror om livets forhold: “Yes Freddy, there´s a right sort of people and there´s a wrong sort of people.”
Jeg har min helt egen udlægning af den tale! “The right sort of people” er folk som er høflige og viser hensyn til andre mennesker. “The wrong sort of people” er alle dem som kun tænker på deres egne lyster og deres egne behov.
Jeg kan ikke tåle larm og spektakel. Jeg hader støj og jeg er utrolig intolerant over for den slags. Det er simpelthen det værste jeg ved. Jeg tænker ofte, at på et eller andet tidspunkt er jeg bare nødt til at flytte langt, langt ud på landet. Jeg kan virkelig ikke forestille mig, at jeg skal bo midt i Københavns larm og spektakel resten af mit liv. Jeg holder det simpelthen ikke ud…..
Jeg skriver og skriver og skriver. Jeg har ikke skrevet noget i 4 eller 5 måneder. Af en eller anden grund har jeg simpelthen ikke kunnet koncentrere mig om det. Men nu er jeg i gang og det går fantastisk godt. jeg er fuldstændig opslugt af det og jeg kan slet ikke tænke på andet.
Det er også grunden til, at jeg ikke kommer rundt i blogland for tiden og der kommer heller ikke nogle indlæg på bloggen. Jeg kalder det ikke en blogpause, for jeg ved ikke hvornår jeg skriver noget igen. Måske bliver det i morgen, måske i næste uge eller næste måned. Det må tiden vise.
Det går så godt at jeg simpelthen er nødt til at holde skrivepause. Jeg har ikke lyst, men det er absolut nødvendigt. Min lejlighed trænger til rengøring og jeg trænger til at få noget mad – efterhånden kan jeg slet ikke huske hvornår jeg har fået andet end havregryn. Det kan man jo ikke leve af, men jeg har været så optaget, at jeg slet ikke har haft lyst til mad og jeg har ikke en gang følt mig sulten. Efterhånden føler kæresten sig vist også en smule forsømt. Det skal der også lige gøres noget ved.
Det er omkring 12 år siden, at jeg begyndte at skrive. Min første historie var en roman, som jeg kaldte “Katarina”. Den blev sendt til en masse forlag og jeg fik afslag fra dem alle. Så skrev jeg den om og sendte den endnu en gang rundt, men resultatet var stadig det samme. Jeg syntes dog stadig selv, at det var en god historie og derfor ville jeg ikke opgive den. Endelig tænkte jeg, at den måske ville være bedre som en novelle. Så skrev jeg den om endnu engang og begyndte at arbejde på en novellesamling. Det betyder, at jeg har arbejdet på “Katarina” i 12 år. Det er meget, meget længe og mange kan ikke forstå det, men ofte har der været lange pauser i arbejdet. Heldigvis kan jeg se, hvordan denne novelle stadig bliver bedre og bedre hver gang jeg skriver den om.
Katarina og hendes søster Nana, er vokset op i et fattigt arbejderhjem, hvor solen ikke havde “en chance for at trænge gennem de beskidte vinduer og videre ind i de små trange værelser. Lyset faldt kun som en mat og plumret, grå tåge over støvet og de visnede blomster i vindueskarmen.” Det var en hård og brutal opvækst, uden nogen tryghed eller kærlighed. Som begrundelse for et af mine mange afslag, skrev den litterære konsulent, at beskrivelsen af dette miljø var dybt utroværdigt. Det var alt for hårdt, brutalt og voldeligt. Jeg blev virkelig gal og skrev til forlaget. Det skal man ikke gøre, men alligevel har jeg aldrig fortrudt det. Deres konsulent er tydeligvis vokset op i et andet miljø og kan slet ikke forestille sig det hjem som Katarina kommer fra. Jeg mener at det gør konsulenten særdeles inkompetent, hvis vedkommende mangler fantasi eller forståelse for dette miljø. Jeg kan godt forstå, at det ikke er behageligt at læse. Det er bestemt heller ikke meningen. Men jeg er selv vokset op i et hjem, hvor det var vigtigere at min far havde penge til sine øl end at familien fik mad på bordet. Derfor er der ingen som skal fortælle mig, at det er utroværdigt. Jeg kender dette miljø særdeles godt og kunne sagtens have beskrevet det meget værre end jeg faktisk har gjort. Det skal ikke forståes sådan at jeg skriver selvbiografisk. Det gør jeg ikke. Men alle forfattere trækker vel på forhold som de kender, og hvis man skal skrive godt, mener jeg, at man er nødt til at investere noget af sig selv.
Som voksen lever Katarina i et forhold til en mand der hedder Martin. Det er det dårligste forhold man overhovedet kan forestille sig. Martin er Katarinas modsætning. Han er selvsikker og meget dominerende. Han misbruger og udnytter hende. Dette forhold er i virkeligheden lige så brutalt og undertrykkende som hendes barndom. Alene hans selvsikkerhed gør hende usikker og nervøs, og derfor har hun ikke en chance for at forsvare sig. Hun gør hvad hun kan for at slippe ud af dette forhold, men hun er ikke stærk nok. Katarina bliver mere og mere ødelagt i dette forhold. Hun lider af en voldsom livsangst, mangler selvtillid og indre styrke. Livets magt og uheldige omstændigheder har kastet hende ind i nogle onde cirkler, som hun ikke har kræfter til at bryde og det truer med at kvæle hende. På alle måder kæmper hun mod sårene og skrammerne fra barndommen. Katarinas kamp for at frigøre sig fra Martin, er i virkeligheden en kamp for at frigøre sig fra den negative sociale arv fra hendes opvækst. Spørgsmålet er naturligvis, om hun har været dømt og fortabt fra starten? Eller vil det lykkes hende at undslippe fortidens snærende bånd, inden hendes liv er fuldstændig ødelagt? Hele hendes eksistens er blevet til et ubehageligt og angstfyldt mareridt, som hverken slipper hende dag eller nat!
Det efterfølgende uddrag er fra midt i novellen. Katarina skal møde sin søster Nana på en café. På vejen vælter hun på sin cykel.
Katarina træder lettere forpustet ind på cafeen og ser sig hurtigt omkring. Hun ser straks at Nana endnu ikke er kommet. Så går hun lidt forlegent alene rundt i cafeen. Hun sniger sig langs væggene for ikke at blive bemærket og hun er omsider heldig at finde sig et ledigt bord bagest i lokalet.
Der er en voldsom larm af klirrende kopper, tallerkner, bestik og glas. Maskinerne bag baren puster og hvæser, de mange fremmede mennesker omkring hende snakker og ler, så der er en summen og en snurren af mange stemmer i hele rummet. Katarina sidder uroligt på stolen og kan ligesom ikke falde til ro mellem de mange mennesker, deres ansigter og deres blikke. Der er nogen som smiler til Katarina. Men de ser straks at de har taget fejl, at de alligevel ikke kender hende og derefter smiler de ikke længere til hende.
Så kommmer Nana endelig forbi vinduet og straks efter træder hun ind i cafeen. Katarina rejser sig halvt op fra stolen og vinker diskret efter hende, men Nana ser hende slet ikke. I stedet lader hun blikket svæve ud over alle de andre gæster. Mange af dem vender sig og stirrer beundrende på hendes lange, slanke krop, på den blomstrede sommerkjole og det mørke hår, der falder tungt ned over hendes skuldre som brusende bølger. De kan ikke lade være at stirre på Nana og de kan slet ikke få nok af hende, tænker Katarina, mens et let ubehag skyller gennem hendes egen krop.
-Har du bestilt noget, spørger Nana, da hun endelig opdager Katarina. Hun ryster på hovedet. Så går Nana selv op til baren. Hun vender hurtigt tilbage med en flaske rødvin og to glas som hun straks fylder.
-Har du det godt, spørger hun.
-Ja, svarer Katarina.
-Du ser lidt bleg ud.
-Hvordan har du det selv, spørger Katarina afværgende.
-Jeg har det fint, svarer Nana og løfter sit glas. Hun drikker og bagefter smiler hun til Katarina. Katarina sidder uroligt på stolen og undgår Nanas blik ved at betragte de mange mennesker der sidder omkring dem. Så læner Nana sig alvorligt og bekymret ind over bordet og ser undersøgende på hende.
-Er du sikker på at du har det godt?
-Jeg har været ude for en ulykke, svarer Katarina.
-En ulykke, spørger Nana uroligt.
-Ja, jeg kom kørende på min cykel og væltede foran en bil. Jeg ved slet ikke hvordan det gik til. Jeg slog hovedet og mistede bevidstheden.
-Det lyder væmmeligt, siger Nana.
-Var bilen ikke standset eller var jeg kommet under den, så var jeg blevet smadret. Der ville have været blod over det hele, masser af blod og smadret kød og knuste knogler.
-Jeg tåler ikke at høre om den slags, afbryder Nana hende skarpt.
-Så havde jeg været død, siger Katarina stille og alvorligt.
-Jeg vil ikke høre mere om det, siger Nana med en høj og skinger stemme.
-Jeg er ikke bange for at dø, svarer Katarina roligt.
-Hvad er der galt med dig? Hvorfor bliver du ved med at tale om det? Du må jo være syg, siger Nana bebrejdende.
-Men jeg kunne jo være død, siger Katarina og ser alvorligt på hende.
-Ti så stille, forlanger Nana, der skete jo ingenting, så jeg forstår virkelig ikke at du bliver ved. Du er frisk og rask og der er jo slet ikke sket dig noget, siger hun. Men Katarina tænker stadig på den død som kunne være blevet hendes. Og som hun slet ikke ville. Nej, hun vil ikke dø på den måde, ikke sådan. Ikke noget med blod og ulykker, ingen hæslige skrig og nysgerrige tilskuere. Men en stille død. Sådan en som ikke kommer andre mennesker ved. En død som kun er min, tænker hun, tænker Katarina.
-Jeg må straks skynde mig videre, siger Nana og rejser sig.
-Allerede?
-Ja. Og du trænger vist til at hvile dig. Du er noget anspændt og det er da kun helt naturligt efter den uhyggelige oplevelse, siger Nana, inden hun vender sig og forsvinder ud af døren. Derefter sidder Katarina alene tilbage, overladt til sig selv. Hun kender ingen. Det er tydeligt for enhver som ser hende. Hun sidder og skiller sig ud.
Hvis man har fulgt med på min blog gennem længere tid, så ved man, at jeg forsøger mig udi det litterære. Jeg har skrevet en novellesamling og arbejder på en roman. For nogen tid siden fik jeg novellesamlingen tilbage fra Gyldendal med et afslag. Tidligere har jeg også fået et afslag fra Borgens forlag. Det er jeg naturligvis skuffet over, men jeg er sikker på, at forlagene har haft gode grunde til at afvise mit manuskript. Novellesamlinger sælger generelt dårligt og dertil er jeg et fuldstændig ukendt navn. En anden grund kan være, at jeg hverken skriver spændingsromaner eller kriminalhistorier.
Jeg skriver om mennesker, om helt almindelige mennesker med helt almindelige problemer. Jeg skriver om deres forhold til sig selv og hinanden – eller mangel på samme. Det er dét som interesser mig. Selv om det ikke er i spændingsgenren, så er det bestemt heller ikke kedeligt. Jeg er meget glad for mine noveller og meget stolt af det jeg har skrevet. Derfor har jeg besluttet, at jeg selv vil udgive min bog. Det er en ide som har fristet mig længe og nu er beslutningen endelig taget. Jeg synes det er meget spændende, at jeg selv er ansvarlig for hele processen og jeg glæder mig til bogen udkommer. Det bliver forhåbentlig til foråret.
Mange kloge og forstandige mennesker vil sikkert mene at det er en tåbelig beslutning. Jeg er naturligvis klar over, at der er mange ulemper ved denne fremgangsmåde. Mange mennesker vil ikke læse bøger, som ikke er udgivet af de store, etablerede forlag. Jeg får sandsynligvis heller ingen anmeldelser i aviserne og har ikke mulighed for senere at søge støtte ved Statens Kunstfond. Jeg har overvejet alle disse ulemper, men jeg synes alligevel det er så spændende, at jeg tror jeg har truffet den rigtige beslutning.
Nu er jeg ved at skrive alle novellerne igennem endnu en gang. Jeg har allerede skrevet dem igennem så mange, mange gange, at jeg efterhånden er lidt træt af dem. Men det er vigtigt for mig, at jeg er helt sikker på, at der ikke er noget som helst jeg kan gøre bedre og derfor bliver jeg ved indtil alt er fuldstændig perfekt. Hvis det er nødvendigt at skrive en novelle om hundrede gange mere, så gør jeg det! Jeg accepterer hverken dovenskab eller sjusk. Hver eneste sætning skal vendes og drejes til den lyder fuldstændig rigtig. Alt skal være perfekt – eller i hvert fald så perfekt som jeg kan gøre det. Selv om det er lidt anstrengende at skrive det hele igennem igen, så er det også på mange måder et dejligt gensyn og heldigvis er der mange steder hvor jeg standser op og tænker, at det var alligevel godt skrevet!
Den første novelle i samlingen hedder “Den første mand”. Når jeg skriver, giver jeg gerne mig selv en lille opgave. I dette tilfælde var udfordringen, at skrive om en mands liv, fra hans fødsel til hans død. Det første udkast var meget banalt – sådan er det med alt hvad jeg skriver. Når jeg er kommet så langt, så begynder jeg at fortolke og analysere det jeg har skrevet og så viser det sig altid, at der ligger en anden og mere spændende historie gemt under den første tekst. Næste opgave er at få denne historie frem og det er denne del af arbejdsprocessen som jeg synes er mest spændende. Nu skal jeg finde ud af, hvad det egentlig er for en historie jeg har skrevet. Resultatet blev en novelle med mange symboler og der er vist mange måder at fortolke den på. Jeg synes det er en virkelig god og vellykket historie, som jeg er meget glad for.
Noget af det sværeste for mig, er at skrive om sex. Da jeg begyndte at skrive for mange år siden, forsøgte jeg helt at undgå sex i mine tekster. Men jeg forstod snart, at det virkede underligt. Mine personer var ligesom amputerede, som var de kun halve mennesker. Sex er en vigtig del af livet og derfor er det også nødvendigt at skrive om det. Da jeg endelig forsøgte at skrive om sex, forstod jeg pludselig, at sex er et meget spændende symbolsk udtryk for menneskers forhold til sig selv og hinanden. Man kan skrive om sex på mange måder. Et sted i “Øst for paradis” skriver Steinbeck: “…de gik i seng sammen og var meget lykkelige…” Det er et eksempel på hvor kort og genialt det kan skrives. Når jeg skriver om sex, må det for alt i verden ikke blive vulgært. Hvis det bare er sex, så er det ligegyldigt og overflødigt. Når jeg skriver om sex, så skal det have en funktion i teksten. Det skal fortælle noget vigtigt om personerne, om deres følelser og deres indre psykologiske forhold.
Det følgende er et uddrag fra “Den første mand”. Hovedpersonen, Adam, er på et mørkt og skummelt værtshus, hvor han har mødt Irene, som er en stor og fyldig kvinde. De sidder ved siden af hinanden midt i baren, omgivet af mange fremmede mennesker.
Så læner hun sig mod ham og lægger sit hoved tungt på hans skulder.
-Lad være med det, udbryder han overrasket.
-Her er så koldt, svarer hun.
-Sæt dig op, siger han og skubber til hende. Han er fuldstændig uforberedt, da hun med en hurtig og uventet bevægelse griber efter ham og i det samme slynger sine arme omkring ham.
-Jeg fryser, siger hun med dirrende stemme og trykker ham hårdt mod sine spændte bryster.
-Hold om mig, mærk hvordan jeg ryster af kulde, hvisker hun til ham, mens han føler hvordan hendes enorme krop skælver mod hans. Hun puster og stønner af anstrengelse, mens hun prøver at kysse ham med sine fugtige, røde læber. Idet han kæmper sig fri og atter skubber hende fra sig, ser han en trækning af ærgrelse flyve som en hurtig og mørk skygge over hendes ansigt.
-Er det fordi jeg er gammel, spøger hun udfordrende. Adam betragter hende længe, inden han endelig ryster på hovedet.
-Jeg har skam også været ung, siger hun hæst, jeg har haft flere elskere end du drømmer om og jeg har ikke så lidt erfaring med mænd.
Adam tvivler ikke på hende, men det frister ham ikke. Hendes gentagne tilnærmelser og alle hendes tålmodige bestræbelser virker kun trættende på ham.
-Fjols, udbryder hun skuffet og ser på ham med et misfornøjet blik. Hendes mund er som fortrukket til gråd, som havde han gjort hende fortræd.
Jeg har i dag fået afslag fra Gyldendal. De ønsker IKKE at udgive min novellesamling. Det første jeg gjorde da jeg havde læst brevet var at spise en hel plade økologisk chokolade fra Irma. Det hjalp ikke! Så overvejede jeg at finde et mørkt og skummelt værtshus hvor jeg kunne drukne min skuffelse. Men jeg har i stedet tændt en mængde fyrfadslys, sat Mozarts Don Giovanni på anlægget og lavet en kande god the. Nu sidder jeg her foran computeren og prøver at skrive lidt om alle de forvirrede tanker og følelser som myldrer rundt mellem hinanden.
Jeg er naturligvis meget nedtrykt og skuffet. Alligevel er det ikke så slemt som da jeg fik det sidste afslag fra Borgens forlag. Dét slog mig fuldstændig ud, manuskriptet blev lagt væk og det varede mange måneder før jeg var klar til at sende det videre. Når jeg reagerer lidt mere behersket denne gang, så er det ikke tilfældigt.
I mellemtiden har jeg nemlig overvejet at udgive bogen selv. Jeg blev helt opstemt, da jeg første gang seriøst overvejede denne mulighed. Men da det kom til stykket havde jeg ikke modet og sendte manuskriptet til Gyldendal. Siden jeg sendte det, har jeg alligevel været i tvivl om det var det rigtige og tanken om at udgive min egen novellesamling blev ved med at spøge i mit hoved. Nu er manuskriptet så kommet tilbage og jeg har taget en vigtig beslutning: selv om jeg indtil videre kun har sendt det til Borgen og Gyldendal, så vil jeg ikke sende det til flere forlag. Jeg vil udgive det selv og jeg kan mærke, at jeg har det godt med denne beslutning.
Jeg er nemlig meget, meget stolt af min novellesamling. På en eller anden måde betyder dét altså meget mere end hvad en forlagskonsulent mener. Nu skal jeg have udgivet og afsluttet denne novellesamling, så jeg kan komme videre og fokusere 100% procent på den roman som jeg nu arbejder på. Jeg tror at det vil give mig en stor tilfredsstillelse af få denne bog udgivet, uanset om jeg kan sælge den eller ej.
Jeg håber at min novellesamling kan udkomme i februar eller deromkring. Jeg har jo ikke pengene lige nu og her, så der skal først spares lidt op. I mellemtiden vil jeg så overveje om jeg skal udgive bogen på forlaget BoD eller Underskoven eller et af de andre nye, moderne forlag. Der er mange spørgsmål som skal afgøres, inden jeg beslutter hvordan jeg kommer videre.
Nye kommentarer