You are currently browsing the category archive for the 'Gay' category.
Julen er ikke gået som jeg havde planlagt, men det gør ikke noget.
Juleaften fik jeg stuvede ærter og gulerødder med en masse persille. Dertil kartofler, rødbeder og selleribøffer. Nej, det er ikke julemad, men det er en af mine livretter og hvorfor skulle man ikke spise sine livretter juleaften?! Derefter fik jeg risengrød. Det kan man nemlig sagtens lave på rismælk, sojamælk eller lign. Mine små dejlige misserne fik laksepaté og de nød det! De smaskede højt og spandt af velvære…….
Jeg havde bagt citron cookies og lavet havregrynskugler. Derudover havde jeg købt dadler, figner, chokolade og en masse forskellige nødder, som jeg hyggede mig med, mens jeg så “Mød mig på Cassiopeia” og “Mordet i Orientekspressen”. Det var da meget hyggeligt, men hvorfor er det altid sådan nogle gamle film de sender juleaften? Nu er det snart nytårsaften og det bliver meget værre. Jeg har tjekket programmet og det bliver en MEGET lang aften.
Den irske forfatter Colm Tóibín.
Efter de to film satte jeg mig med en bog af Colm Tóibín, som jeg ville læse færdig. “Mesteren” er en romanbiografi om den amerikanske forfatter Henry James. Den handler om, hvordan han hele livet undgår intimitet og tætte forhold med andre mennesker. Han holder andre mennesker på afstand og nøjes med at observere dem, mens han bruger sin tid på at læse og skrive. Colm Tóibín blev nomineret til Booker prisen for denne bog og har modtaget andre priser for den. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg synes om “Mesteren”, men den har i hvert fald givet mig lyst til at læse nogle bøger af Henry James. Jeg har nemlig ikke læst noget af ham og kender ham kun af omtale.
Colm Toibin er en besynderlig forfatter. Den første bog jeg læste af ham var “Nattens historie”. De første 100 sider handler om hovedpersonens barndom og opvækst i Argentina – det er ret sejt at komme igennem. Dernæst er den første halvdel af bogen et politisk drama, som handler om hvordan USA forsøger at styre den politiske udvikling i Sydamerika. Men midt i det hele skifter bogen fuldstændig retning og bliver til den bedste bøsseroman fra min tid. Jeg er fuldstændig vild med den – men det er som om at bogen består af to dele, der overhovedet ikke hænger sammen. Jeg tror de fleste redaktører ville sætte sig ned og sige: “Hør nu her! Du må altså finde ud af, om du vil skrive et politisk drama eller en bøsseroman”. Colm Toibin valgte at gøre begge dele og det virker! “Nattens historie” er uden tvivl den bedste bøsseroman der er skrevet i mange år.
“Blackwater fyrskib” er også en lidt underlig bog, hvor jeg føler at Colm Toibin leger med læserne. Hovedpersonen er Declan, som er ved at dø af AIDS. Jeg syntes det var en mærkelig uinteressant bog – indtil det gik op for mig, at Declan er hovedpersonen, men bogen handler slet ikke om ham. Den handler om de tre kvinder som passer ham: hans søster, mor og mormor. De tre kvinder kan ikke udstå hinanden og mødes kun fordi Declan er ved at dø. Samtidig bruger de ham som et redskab i kampen mod hinanden…luften er iskold imellem dem. De bagtaler hinanden og spydighederne flyver gennem luften som dødbringende pile. Det er en flot roman om svigt og bitterhed. Ikke nok med at de tre kvinder forsøger at såre hinanden, men deres bitterhed ødelægger også deres eget liv.
“Mesteren” skal også læses igen. Jeg har en fornemmelse af, at der gemmer sig meget mere mellem linjerne end jeg fangede i første læsning. Men det var en god bog og jeg var i det mindste i godt selskab hele julenat.
Miss Celine Benz - billedet er ikke fra fødselsdagen!
I går var der fødselsdag på Centralhjørnet. Men det var søndag, det var koldt og der var mange andre gode grunde til at blive hjemme. Jeg synes heller ikke det er sjovt når der er alt for mange mennesker og derfor har jeg kun været med til deres fødselsdag nogle få gange, selv om jeg har kommet på Centralhjørnet i mange år.
Men det er en af årets bedste fester og jeg kunne da ikke bare sidde hjemme. Min manglende beslutsomhed betød at jeg kom meget sent afsted og det var sikkert en fordel. Der er gratis fadøl fra 17-19, samt gratis pølsevogn lige uden for døren. Jeg kom først halv otte og selv om der sikkert allerede var mange som var gået, så tror jeg at der var dobbelt så mange mennesker som der egentlig er plads til. Det bryder jeg mig ikke om og jeg fortrød straks at jeg var kommet. Vi stod som sild i en tønde, men der var en særdeles opløftet stemning. Da jeg havde været der en halv time, fik jeg øje på nogen jeg kendte, som havde et bord bagest i lokalet, hvor jeg lige kunne presse mig ind. Da jeg var sluppet ud af den værste trængsel blev det straks meget sjovere.
Der er mange traditioner til Centralhjørnets fødselsdag. Det er blandt andet en gammel tradition at alle bartenderne er i drag. Det er altid morsomt, for de fleste bartendere går aldrig i drag – det er kun denne dag. Der kommer en professionel og laver deres makeup og de ser lige så forrygende ud, som den overdådige julepynt.
Hjørnets skønne strigler - Jette, Kisser og Pia.
Torsdag og søndag er der altid show på Centralhjørnet og på deres fødselsdag skiftes de alle til at optræde. Jeg kom midt i Miss Celine Benz´s forrygende Liva Weel-show. Det var fantastisk og der blev sunget med så taget var ved at lette. Derefter kom “Hjørnets strigler”, som bliver sammenlignet med Bakkesangerinderne. De er altid klædt i store kjoler og store hatte. De kan nogle usædvanlig uanstændige og uartige sange, og det er meget, meget morsomt. Som altid vakte de stor jubel og bragende bifald. Der var mange som optrådte og der var fællessang til den store guldmedalje – jeg er en lille smule hæs idag. Men det var en formidabel fest og jeg er glad for at jeg var med. Det er meget sjældent jeg tager på Centralhjørnet når der er show og det er lidt ærgerligt. Jeg burde gøre det noget oftere, men jeg synes at der kommer alt, alt, alt for mange mennesker. Men det er meget populært og jeg kan jo godt forstå at folk kommer. Det er morsomt og underholdende, og der er altid en fantastisk stemning.
Juletræ og masser af julepynt på Centralhjørnet.
I går var jeg til blogtræf med Donald, Marianne, Marianne, Lotte og Joan fra Rold. Vi mødtes på RizRaz, hvor vi fik frokost. Der blev snakket og det var rigtig hyggeligt.
Derefter slæbte jeg hele flokken på Centralhjørnet. Det er Københavns ældste bøsseværtshus, hvilket gør det til en attraktion i sig selv, men det er næppe noget som interesserer de fleste mennesker. Men det er med garanti også det mest julepyntede værtshus i København og dét er interessant. Der er julepynt overalt. Baren er pyntet, vinduerne er pyntet og det hænger ned fra loftet så de højeste gæster må dukke hovedet.
Da de andre var gået blev jeg endnu et par timer. Jeg mødte et par gamle venner som jeg ikke har set i flere år og det var vældig hyggeligt. Jeg talte også med Torben som ejer Centralhjørnet. Jeg var egentlig lidt bange for at jeg havde overdrevet, da jeg fortalte de andre at der var julepynt for 60-70.000 kr. Derfor spurgte jeg Torben, som fortalte, at faktisk var der julepynt for mellem 150-200.000kr. Det er helt vildt og det ser helt vildt ud. Det er så overdrevet at det er vulgært – men på en fuldstændig overvældende og fantastisk måde. Lotte beskrev det som hele Oxford Street presset sammen på 40 kvadratmeter – jeg synes det er en meget rammende beskrivelse. Og ligesom med Oxford Street, så valfarter folk ligefrem til Centralhjørnet for at se julepynten.
Det må vist være Rudolf.
Mens jeg sad i baren, kom der mange ind af døren, som havde set det fra gaden og bare lige skulle kigge ind. Det er meget, meget morsomt at se alle disse mennesker i ansigtet når de åbner døren. Folk bliver fuldstændig overvældede og deres ansigter lyser op i store smil. Mange kan heller ikke lade være med at grine, for det er virkelig ekstremt og man bliver straks grebet af den gode julestemning. Der er nogen som synes at det er for tidligt at pynte. Umiddelbart er jeg fuldstændig enig, men på Centralhjørnet hænger man julepynten op samme dag som der kommer julebryg og det synes jeg egentlig er meget passende.
Der var en rigtig god stemning, men det blev ikke alt for sent og jeg gik heldigvis hjem inden jeg begyndte at synge med på alle julesangene.
Tak til alle for en god dag og godt selskab. Jeg glæder mig til næste gang vi ses!
Jeg har ikke været så meget på bloggen i løbet af den sidste uge. Derfor synes jeg lige det er tid til en hurtig opdatering.
Onsdag i sidste uge var Frank og jeg i Det kongelige teater hvor vi så Don Juan af Mozart. Det var en meget utraditionel opsætning, hvor handlingen var flyttet til et moderne hotel og Don Juan optrådte som en løssluppen playboy. Publikum er meget delt i holdningen til traditionelle eller moderne opsætninger. Jeg kan godt lide begge dele. Men jeg synes at det må være en betingelse, at en moderne opsætning bidrager med nye fortolkningsmuligheder for operaen. Denne betingelse var fuldt opfyldt i denne festlige og muntre opsætning af Don Juan. I den traditionelle version forfører Don Juan både kvinder fra overklassen og en fattig bondepige. I den opførelse vi så i sidste uge, forførte han i stedet de rige gæster på hotellet og en fattig stuepige. Det har den vigtige funktion, at operaen bliver nutidig og dermed understreger at den lige så vel kunne foregå i vores tid. Operaen er skrevet i en anden tid, men de indre menneskelige dramaer er de samme og Don Juan er en psykologisk arketype, som altid har og altid vil eksistere – til stor frustration for alle kvinder. Han er fuldstændig kold og hjerteløs. Kvinderne ved det, men lader sig alligevel forføre og nærer en forestilling om at de kan ændre ham. Inderst inde drømmer de alle om at eje Don Juan.
Man forveksler ofte Casanova og Don Juan, hvilket er en stor fejl. Casanova elsker alle kvinder og kan se noget smukt og vidunderligt i alle de kvinder han møder. Men Don Juan er i bund og grund en ganske ubehagelig og kynisk person, der med største fornøjelse forfører gamle damer blot for sportens skyld og forlyster sig med ti unge piger på en enkelt nat, for det fylder jo så godt på listen over hans utallige erobringer. Don Juan er både udspekuleret og egoistisk. Han vil gøre hvad som helst for at få sex, lover hvad som helst og holder sig end ikke tilbage fra regulær voldtægt. Han dyrker kun sin egen egoisme, sin egen lyst og sin egen tilfredsstillelse. Don Juan er som en forførende Faust, en uimodståelig frister, en djævel. Alle mennesker har en længsel efter nydelse, sanselighed, erotik og kærlighed. Don Juan er en dygtig psykolog og udnytter denne indre drift når han forfører disse kvinder, der alle længes efter frigørelse fra pligterne og befrielse fra selvbeherskelsen for at overgive sig til deres drifter og lyster. Under en stor fest som Don Juan har arrangeret synger gæsterne en lovprisning af friheden, mens festen udvikler sig til ekstatisk løssluppenhed, der minder om et bakkantisk orgie.
Operaens tema er kampen mellem fornuften og lysten. Don Juan symboliserer lysten og friheden, mens den kedelige Don Ottavio står for pligten og fornuften. Jeg kunne også have skrevet den fri seksualitet kontra ægteskab og Freud havde brugt begreber som id og superego til at beskrive denne splittelse. Bizets opera Carmen handler om den samme konflikt, men her er det manden, Don José, der er fanget i fælden. Han skal vælge mellem den sexede, vilde, løsslupne Carmen og den dydige Michaëla. Både Carmen og Don Juan udnytter andre menneskers inderste længsel efter dyb og brændende kærlighed på den mest brutale og hensynsløse måde. Mozarts opera hedder “Don Giovanni” på italiensk og jeg har den i en indspilning med Sir Georg Solti som dirigent og Bryn Terfel som en formidabel Don Juan, der virker direkte farlig, ond og dæmonisk. Don Juan symboliserer friheden, men operaens slutning viser, at friheden altid har konsekvenser.
Det var en sjov og meget festlig aften i operaen. Der blev grinet meget og alle morede sig. Men jeg vil alligevel gerne kritisere en ting: De havde fjernet en af mine absolutte yndlingsarier, nemlig Don Ottavios smukke kærlighedsarie til Donna Anna:
Dalla sua pace la mia dipende;
quel che a lei piace vita mi rende,
quel che le incresce morte mi dà.
S`ella sospira, sospiro anchi`o
è mia quell`ira, quel pianto è mio!
E non ho bene s`ella non l´ha.
Og så på engelsk:
On her peace of mind my own depends;
her wishes are the breath of life to me,
her griefs stab me to the heart.
When she sighs, I sigh too,
I share her anger and her tears.
And there´s no joy for me if she has none.
Foto fra Det kongelige teater af Linn Sandholm. Det er Tuva Semmingsen som Zerlina og Michael Lindberg som en fantastisk morsom og komisk Masetto.
Lørdag var vi til Halloween i Tivoli. Mange mennesker synes det er lidt underligt at vi pludselig skal fejre halloween her i Danmark. Men det er et resultat af den amerikanske dominans på filmmarkedet og en stadig øget globalisering, og det tror jeg ikke at vi kan gøre noget ved. Sjældent har jeg oplevet så god en stemning i Tivoli. Der var naturligvis flot pyntet op med græskar, spindelvæv og lamper, og der var rigtig mange mennesker. Vi var til “Rock og rul” på Plænen, hvor Pjerrot, Harlekin, Columbine og en flok hekse dansede og sang en masse numre fra 50´erne. Det var simpelthen fantastisk og stemning var helt i top. Ungerne var vilde med heksene. Efter de havde optrådt på Plænen så vi heksene rundt omkring i Tivoli, hvor de snakkede med børnene og delte små smykker ud til pigerne. Jeg er ikke i tvivl om at heksene var et hit og jeg synes de var fantastiske.
Søndag var vi til Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival. Vi så filmen “A four letter word”. Vi havde valgt denne film, fordi vi syntes traileren var sjov. Vi havde forventet at det var en morsom, fræk teenage-komedie i stil med for eksempel American Pie. Det var det også, men filmen levede alligevel ikke op til vores forventninger. Filmen handlede om en masse forskellige unge mennesker, først og fremmest flotte unge bøsser i New York, som hverken kunne finde ud af sig selv eller hinanden. Som i alle andre film i denne genre drømte de både om sex og ægte kærlighed. Men vi blev på ingen måde engageret i personerne og var faktisk fuldstændig ligeglade om de fik hinanden eller ej. Vi havde det indtryk, at instruktøren ikke vidste hvad han selv ville. Ville han lave et hverdagsdrama eller en komedie? Problemet var måske, at han ikke selv vidste det. Flere steder virkede filmen også uprofessionel. Et enkelt eksempel: et brunstigt trekløver følges på en bøssebar eller natklub. I døren står de og poserer, mens deres kåde blikke glider hurtigt rundt og den ene udbryder:”Let the manhunt begin”. Så drejer kameraet mod baren, hvor der står seks mennesker og et øjeblik efter viser det sig, at trekløveret tilmed kender alle de andre gæster…eller i hvert fald de fleste. Det virker dybt utroværdigt. Hvis disse bøsser skulle på “manhunt” så havde de naturligvis valgt et andet sted, hvor der var mere “kød” at vælge imellem. Jeg undrer mig over, at instruktøren ikke har formået at skaffe nogle flere statister. Det burde vel ikke være så svært og det ville have løftet filmen en hel del. Selv om der var nogle gode grin undervejs, så var det alligevel en ganske banal og middelmådig film.
Nye kommentarer