Skal man klappe?

Rued Langgaard - komponist og organist i Ribe domkirke.

Da jeg i fredags var til koncert i DR´s nye koncerthus, spillede de “Vier letzte lieder” af Richard Strauss. Allerede efter den første sang begyndte en del af publikum at klappe. Det var et mindretal, men dog et stort mindretal. Dirigenten, Christoph Poppen, slog straks ud med armen i en afværgende gestus – men det reagerede publikum da ikke på. For det første klapper man ikke mellem satserne i et samlet værk. Det forstyrrer værkets enhed og kontinuitet. For det andet er det dybt uforskammet at man ikke respekterer dirigenten.

Til gengæld bliver det forventet, at man altid klapper efter en forestilling – det gælder både i Operaen og i byens forskellige koncertsale. Jeg ved at der er en del mennesker som mener, at man bør klappe, fordi alle de medvirkende har ydet det bedste som de formår. Hvordan kan jeg vide, at alle har ydet det bedste? Det har jeg da ingen garanti for. Derudover er det heller ikke altid, at det bedste er godt nok. Det ville jo være det samme, som hvis man helt automatisk var forpligtet til at elske alle de bøger man havde læst – og enhver kan nok være enig med mig i, at det lyder selvfølgelig fuldstændig absurd.

Derfor mener jeg heller ikke at man er forpligtet til at klappe, når man går i operaen. Jeg mener ikke engang, at man er forpligtet til at se hele forestillingen, hvis man ikke bryder sig om den. I visse tilfælde, synes jeg det er i orden, at man går midt under en forestilling. Af hensyn til alle andre, bør man naturligvis vente til pausen. På den anden side har man betalt for sin billet og kan man ikke lide forestillingen, så er det da urimeligt, at man skulle være tvunget til at se det hele. Har man mulighed for at liste ud af salen, så er det helt i orden med mig.

Men jeg ved ikke, om jeg kunne få mig selv til at gå midt under en forestilling. Sikkert ikke. Jeg har kun oplevet en enkelt gang hvor jeg virkelig havde lyst til det. For nogen år siden opførte Det Kongelige Teater Rued Langgaards opera “Antikrist“, som handler om at vi lever i en dekadent og undergangstruet verden, fordi menneskene har vendt sig fra gud. Ifølge Rued Langgaard skal vi vælge mellem Gud, kærlighed og fred på jorden – eller Antikrist, krig, ufred, anarkisme og sikker fortabelse. Der er ikke plads til andre muligheder i Rued Langgaards absurde og forkvaklede tankegang. Hele værket er baseret på en ekstrem og fanatisk form for kristendom, og det er svært at forstå, hvorfor Det Kongelige Teater valgte at sætte denne latterlige opera op. Jeg kogte mere og mere indvendigt, mens jeg var ved at blive kvalt i min egen galde. Jeg fik sådan en dårlig smag i munden, at jeg havde lyst til at spytte.

Jeg blev siddende indtil dirigenten havde slået den sidste tone af, men jeg stormede ud af salen før han nåede at sænke armene, mens jeg bandede og svovlede. Det var en af de aftener, hvor jeg gerne havde set hele København oplyst af brandende kirker. Jeg er sikker på, at alle de medvirkende havde ydet deres yderste. Men jeg følte mig på ingen måde forpligtet til at klappe af en forestilling, som på alle måder var mig imod.

Mendelsohn, Strauss og Nina Stemme

Fredag aften var jeg til min første koncert i det nye koncerthus, som er tegnet af den franske arkitekt Jean Nouvel. Det var en blandet oplevelse.

Det nye koncerthus ligger som en stor og tung blå legoklods i udkanten af DR-byen. Jeg var fyldt med store forventninger, da jeg nærmede mig indgangen og endelig kom ind i foyeren. Her blev man mødt af nøgne, grå betonvægge og gulve, som gav en meget rå og kuldslået atmosfære. Mange steder var der stadig spånplader, stikkontakterne hang ud af væggene og rundt omkring havde håndværkerne efterladt deres trappestiger. På et eller andet tidspunkt bliver håndværkerne vel færdige, men jeg kan ikke forestille mig, at det nogensinde bliver et rart sted at opholde sig. Det lignede en gammel, nedlagt fabriksbygning – og de meget høje og lange rulletrapper mindede om et trist, åndsforladt indkøbscenter, hvor folk står og glor tomt ud i luften, mens de lader sig transportere fra den ene etage til den anden. Heldigvis var foyeren fyldt med glade mennesker og en munter summen af forventningsfulde stemmer – det løftede stemningen i de triste og deprimerende omgivelser.

Heldigvis går man ikke i koncerthuset for at stå og glane i foyeren eller for at hænge i baren. Vi fortsatte op i koncertsalen og det var en helt anden oplevelse. Den er utrolig smuk og der er en dejlig, varm stemning. Man føler sig næsten som det lille barn i moders mave – her er der varmt og trygt og godt. Man føler sig helt salig og omsluttet af uendelig velvære, så man aldrig har lyst til at forlade salen igen. Men også her var der tegn på, at bygningen endnu ikke er færdig. Der stod stadig en trappestige i kongelogen – som dog blev flyttet i pausen.

Koncerten var først og fremmest en fødselsdagskoncert for Felix Mendelsohn(1809-1847) som i år ville være blevet 200 år. Derfor begyndte koncerten med hans ouverture, Hebriderne. Jaja……. Men det var jo ikke derfor vi alle havde købt billet. Næh, det var selvfølgelig for at høre Richard Strauss(1864-1949) “Vier Letzte Lieder” med den smukke svenske sopran Nina Stemme. Det er noget af det smukkeste og mest gribende musik man kan forestille sig. Richard Strauss har ikke selv valgt denne titel og sangene er ikke engang tænkt som en cyklus. Men Strauss døde kort tid efter at han havde skrevet disse sange og derfor valgte hans forlægger at udgive dem samlet under den titel. Det virker helt naturligt og meget passende, da teksterne af Hermann Hesse og Joseph von Eichendorff netop handler om døden og afskeden med livet.

Den meget smukke Nina Stemme sang med en varm og flot stemme. Alligevel levede det ikke op til mine forventninger. Det løftede sig ikke. Det svulmede ikke. Jeg er helt enig med Politikens anmelder Thomas Michelsen, når han skriver at magien manglede. Men jeg tror ikke at det var Nina Stemmes skyld. Jeg tror heller ikke at det var orkestret. Siden den første koncert i det nye koncerthus, har der været en massiv kritik af lyden og akustikken. Lars Mathiasen fra firmaet VM acoustics har i Politiken forklaret, at efterklangen er 1,6 sekunder – hvillket er perfekt til radiooptagelser. Men for en koncertsal er det ideelle 2,4 sekunder. Dermed mener han, at DR ikke har bygget en koncertsal, men et lydstudie.

Jeg skal ikke kunne sige om han har ret. Da Nina Stemme havde sunget de fire lieder, sang hun den tredje sang igen – denne gang vendt mod publikum bag orkestret. Hvilket har medført, at alle anmelderne efterfølgende har overvejet om det overhovedet er en god ide med at have pladser hele vejen rundt om orkestret. Endelig svulmede musikken og fyldte hele rummet. Var det mon fordi, at sopranens stemme først skulle ramme bagvæggen, før den blev kastet tilbage mod os der sad foran orkestret? Gav det netop sopranens stemme den efterklang på 2,4 sekunder, som i følge Lars Mathiasen er det perfekte for en koncertsal? Jeg ved det ikke, men lyden var helt bestemt bedst under dette ekstranummer.

Jeg har fundet en video, hvor Nina Stemme synger den tredje sang fra “Vier letzte lieder” – det er fuldstændig overvældende og berusende. Her er der netop den magi, som jeg ikke oplevede til koncerten i fredags. På denne video er hun ovenikøbet meget, meget bedre end den meget berømte udgave med Elisabeth Schwarzkopf, som jeg har på CD.

Efter pausen spillede de Mendelsohns symfoni nr. 3 – den skotske. Den er inspireret af en rejse til skotland, samt Walter Scotts romaner. Jeg ved ikke hvad der skete – men pludselig brusede orkestret, det svulmede og bølgede gennem hele salen. Der var så meget energi, at den tyske dirigent Christoph Poppen stod og hoppede op og ned, mens han svingede med armene. Det var vildt og berusende. Jeg havde ikke købt min billet fordi jeg ville høre Mendelsohn, men der er ingen tvivl om, at dette var aftenens højdepunkt. Jeg er igen helt enig med Thomas Michelsen, når han skriver, at “’Den Skotske’ satte et flot punktum for en aften, hvor Strauss’ ’Vier letzte’ ellers på forhånd havde lignet højdepunktet.”

I Jyllandsposten er Christine Christiansen fuldstændig uenig og det samme gælder Søren Schauser i Berlingske Tidende!

Vincens Steensen-Leth er død

Kammerherre og godsejer Vincens Steensen-Leth

Koncerten på Glyptoteket fredag aften, blev indledt med en trist nyhed – dagen inden døde hofjægermester og kammerherre Vincens Steensen-Leth fra Steensgård gods på Langeland. Hans Edvard Nørregård-Nielsen holdt en flot mindetale og det skyldes at han var med til at arrangere koncerterne på Glyptoteket. Mellem venner var han kendt som Bo – jeg har desværre aldrig mødt ham, men jeg ved at han var et utrolig spændende menneske, som jeg meget gerne ville have mødt. For mange år siden var han gode venner med forfattere som Frank Jæger, Thorkild Bjørnvig og Tom Kristensen. Dertil var han gift med den kendte forfatter Bodil Steensen-Leth. Men Vincens Steensen-Leth er vist mest kendt for de berømte koncerter i Stoense Kirke, hvor han gang på gang har præsenteret ukendte talenter – som få år senere er blevet verdensstjerner. Han havde en virkelig imponerende evne til at opdage stjernerne før alle andre. Hvordan lykkedes det for Vincens Steensen-Leth at lokke alle disse mennesker til Langeland? Fordi han kendte utrolig mange mennesker inden for den klassiske musik, som alle havde en enorm respekt for ham. Når kunstnerne én gang havde givet koncert i Stoense, kom de gerne tilbage – sikkert også fristet af det smukke Langeland og det gode selskab på Stensgård, hvor man hyggede sig efter koncerterne. Jeg har det indtryk, at her levede man af kunst og kultur.

Vincens Steensen-Leth elskede opera og klassisk musik – og han havde visioner. Han drømte om et operahus og en operafestival på Langeland. Jeg forstår ikke at det ikke lykkedes, men det skyldtes manglende politisk opbakning. Det var meget dumt. Med Steensen-Leths utrolige forbindelser er jeg sikker på at det var blevet en succes. I forvejen ligger mange af verdens største og mest berømte operafestivaller langt ude på landet og hvor er der smukkere end på Langeland? “I hvilket andet operahus kan man i pausen gå gennem en park ned til åbent vand og nyde en dansk sommeraften i ren natur?”, spurgte han selv, uforstående overfor politikernes manglende opbakning. Det var netop ved Stengade strand, ikke langt fra hverken Steensgård gods eller Tranekær slot, at Adam Oehlenschläger skrev “Der er et yndigt land, det står med brede bøge, nær salten østerstrand.” Jeg har været ved Stengade strand og der står bøgetræerne virkelig og spejler sig i vandet. Jeg er fuldstændig sikker på, at Steensen-Leths mange forbindelser og den smukke natur kunne have lokket rigtig mange mennesker til operafestival på Langeland. Og hvor ville jeg gerne selv have oplevet det.

I stedet brugte han sine forbindelser til at hjælpe Glyptoteket med at arrangere deres koncerter. I sin mindetale fortalte Nørregård-Nielsen, at disse koncerter slet ikke havde været mulige uden Steensen-Leth. Heldigvis er der allerede lavet aftaler for et stykke tid. Det gælder formodentlig også for koncerterne i Stoense kirke, som jeg desværre endnu ikke selv har oplevet. I 30 år har Vincens Steensen-Leth arrangeret disse berømte koncerter, hvor verdensstjernerne kommer fra nær og fjern, men heldigvis har jeg forstået at hans datter Charlotte og hendes mand Thomas Bernt Henriksen fortsætter traditionen.

Vincens Steensen-Leth blev kun 72 år og det er meget trist at han ikke skulle leve længere. Når jeg hører folk fortælle om Steensen-Leth er det altid med den dybeste respekt, beundring og fascination. Jeg er overbevidst om, at hans venner er taknemmelige for de år som de har kendt ham.

Der er meget flotte nekrologer i både Fyns Amts avis og Fyns Stiftstidende, der skriver om “Operaelskeren på Langeland.”

Ysaÿe kvartetten på Glyptoteket

Fredag var jeg til koncert på Glyptoteket med den franske strygekvartet “Quatuor Ysaÿe”. Kvartetten er opkaldt efter den belgiske violinist, dirigent og komponist Eugène Ysaÿe, som blev kaldt “The king of the violin”. Hans bror var pianist og ligeledes komponist.

Det var en fantastisk koncert. Første del var et stykke af Mozart. Det var selvfølgelig ganske nydeligt, men altså…det var også lidt søvndyssende. Anden del var Béla Bartok og det var meget mere spændende. Musikken var mere levende og udfordrende. Men den havde naturligvis heller ikke den samme skønhed som Mozart.

Den franske strygekvartet "Quatuor Ysaÿe"

Tredje del var Antonín Dvorák´s strygekvartet i F-dur, opus 96, kaldet “den amerikanske”. Først her forstod man hvor fantastisk koncerten var bygget op. Mozart var smukt og Béla Bartók var næsten som Mozarts antitese. Endelig kom Dvorák som en syntese af de to første. Det var simpelthen genialt. Stykket af Dvorák var lige så smukt som Mozart, men var samtidig lige så udfordrende og spændende som Bartók. Finalen kender jeg rigtig godt, men jeg kan ikke huske hvorfra. Enten er det fra en film som jeg virkelig har set mange gange. Ellers er det fra en tv-serie som jeg følger med i. Sandsynligvis en engelsk krimi – en eller anden dag opdager jeg det sikkert. Stykket var helt fantastisk og det er røget direkte ind på ønskesedlen.

Koncerten sluttede med et ekstranummer af Brahms. Jeg kan godt lide Brahms, men jeg synes alligevel at det var af et antiklimaks. Det var den mest perfekte koncert jeg nogensinde har oplevet og der burde slet ikke have været mere.

Efterfølgende var der “forfriskninger” i vinterhaven – hvor var det koldt. De skulle have bygget en tropehave i stedet for!

En fantastisk koncert fredag aften. Lørdag frokost i “Den grønne kælder” og efterfølgende blogtræf - det har simpelthen været den bedste weekend!

Julius Drake og Sergei Leiferkus

Den engelske pianist Julius Drake

Jeg var så heldig, at jeg blev inviteret til koncert på Glyptoteket fredag aften, med pianisten Julius Drake og den russiske basbaryton Sergei Leiferkus. Julius Drake spiller klaver på alle CD´erne med min yndlingstenor Ian Bostridge, så det var fantastisk, at jeg fik mulighed for at høre ham i virkeligheden. Sergei Leiferkus har jeg aldrig hørt før, men han er ganske kendt og derfor har jeg naturligvis hørt en masse om ham. Mine forventninger var selvfølgelig skruet helt i top!

Programmet var sange af Tchaikovsky, Rachmaninov og Musorgsky. Man kan godt kalde det for et ret voldsomt og dramatisk program. Første gang jeg nogen sinde hørte lieder, var jeg ved at kede mig til døde. Det var simpelthen skrækkelig kedeligt. Senere har jeg forstået, at lieder kan være enormt spændende, men det kræver altså en virkelig god sanger – og det var/er Leiferkus. Jeg ville dog ønske at jeg havde kendt nogle af sangene i forvejen, så jeg kunne have fulgt mere med i hans fremførelse,  i stedet for at sidde og følge med i teksten.

Jeg var især begejstret for Musorgsky´s “Songs and Dances of Death”, som består af 4 sange. Den sidste handler om soldaterne som kæmper mod hinanden, indtil døden kommer og erklærer, at han er den endelige sejrherre, som vinder over dem alle. Det var en fantastisk og barsk allegori – fremført med en voldsom kraft af Leiferkus. Han har en utrolig stor stemme; den var næsten for stor til festsalen på Glyptoteket.

Leiferkus forstod virkelig at fange folks opmærksomhed. Det var lidt morsomt at tænke på Andras Schiff, der spillede i Tivolis koncertsal i august – han blev så vred over publikums uafbrudte hosten, at han afbrød koncerten og forlod scenen. Selv om vi nu er i december, hvor det er hostesæson, var der ikke én eneste som hostede i aftes. Det var virkelig imponerende.

Den russiske basbaryton Sergei Leiferkus

Efter koncerten var der en eksklusiv buffet i salen nedenunder. For en gangs skyld var det ikke så fedt at være veganer – og hvis sandheden skal frem, så snød jeg en lille smule. Der var nogle små skåle med ris a la mande og jeg var simpelthen nødt til at smage. Jeg var dog ikke særlig imponeret, så jeg ville ønske at jeg ikke havde gjort det.

Da Julius Drake og Sergei Leiferkus havde klædt om, kom de ned og blandede sig med det lille selskab. Det blev desværre aftenens antiklimaks: jeg stod og talte med nogle andre, da Julius Drake kom og forærede min gode veninde Anna sine blomster og hilste på alle dem hun stod sammen med. Øv – tænk at jeg gik glip af det. Jeg har også fortrudt, at jeg ikke havde taget en CD med, for at få hans autograf på den. Jeg havde overvejet det, men jeg syntes det var for pinligt og alt for påtrængende. Men det har jeg altså fortrudt og hvis jeg nogensinde får chancen igen, så håber jeg, at jeg er lidt mere modig. Anna tilbød at præsentere mig, men jeg er jo alt for genert………

Det var en god koncert og en utrolig hyggelig aften – jeg blev helt deprimeret da jeg kom hjem til mig selv. Det var lidt trist efter den aften og alle de mange indtryk. Så lavede jeg en kande the og smed mig på sofaen sammen med store mis, hvor vi lå og hørte hele Glucks opera “Orfeus og Eurydike”.

Gustavo Dudamel

Dirigenten Gustavo Dudamel fra Venezuela

I aften sender DR2 en temaaften om dirigenter. Det meste kommer til at handle om den unge dirigent Gustavo Dudamel, som har en usædvanlig spændende historie.

Hele historien starter, da Gustavo Dudamel begynder at spille violin ved en af Venezuelas mange musikskoler, der er kendt  som “El Sistema”. Navnet leder straks tankerne hen på et eller andet mørkt, diktatorisk system, men efter min mening er dette “System” et af verdens største mirakler. Hele ideen er at redde fattige børn fra slumkvarterne i Venezuela og gøre dem til musikere i verdensklasse. Systemet blev skabt af økonomen José Antonio Abreu. Det startede i 1975 og indtil nu har “Systemet” haft mere end 400.000 elever. I dag er der 250.000 elever fordelt på 220 ungdomsorkestre over hele landet og staten betaler alle udgifterne. Når eleverne melder sig til musikskolen, får de straks et instrument. Det er ikke til låns – de får det. Det er deres. Og så begynder de straks at spille Beethoven og Tjajkovskij – ambitionerne er store og det er måske grunden til “Systemets” enorme succes. Hele grundlaget er troen på at alle mennesker kan lære at spille musik og der er ingen som siger til disse børn at de ikke kan eller at noget er for svært. På den måde opbygger man deres selvtillid og resultatet taler for sig selv. De øver seks dage om ugen, fire timer af gangen. Disse unge mennesker har i hvert fald ikke tid til at hænge på gaden, lave ballade og rode sig ud i kriminalitet.

“Our first goal is not to create professional musicians,” explains Xavier Moreno, secretary of Fesojiv(El Sistema). “Our goal is to rescue the children.” På Gustavo Dudamel´s hjemmeside, kan man blandt andet læse om Lennar Acosta der var arresteret 9 gange for væbnet røveri og handel med stoffer, før han kom i kontakt med “Systemet”. I dag spiller han klarinet i “Caracas Youth Orchestra” og underviser på konservatoriet. Da Edicson Ruiz var 8 år, arbejdede han deltid i et supermarked, for at hjælpe med familiens indkomst. Men han begyndte også på en af landets utallige musikskoler og som 17-årig blev han den yngste bassist nogensinde i Berliner Philharmonikerne.

“El Sistema” er en god investering for Venezuela. Det hjælper de unge, reducerer kriminaliteten og efterhånden sender Venezuela en jævn strøm at fantastiske musikere ud i verden. I 2006 skrev The Guardian en meget spændende artikel om El Sistema. Det er en fuldstændig trøstesløs historie om fattigdom, kriminalitet, bandekrige og forældreløse børn – men “El Sistema” giver mange af disse børn nye muligheder i livet.

Gustavo Dudamel er den mest kendte elev fra Venezuelas ungdomsorkestre. Han begyndte at spille violin da han var 5. Da han var 13 begyndte han at dirigere og da han var 18 blev han udnævnt til musikchef for “The Simon Bolivar Youth Orchestra“, som er det orkester der samler alle de bedste musikere fra de mange ungdomsorkestre. De gav koncerter i flere lande og Dudamel begyndte at vinde flere store dirigentkonkurrencer. Siden er det gået med fuld fart mod stjernerne. I 2006 blev han udnævnt til chefdirigent for Göteborg Symfoni Orkester og i 2009 overtager han pladsen som musikchef for Los Angeles Philharmonic Orchestra – da er han 28 år. Men han beholder stadig sin plads ved orkestret i Venezuela, som han ikke vil undvære, da han nærmest betragter medlemmerne som sin familie.

I løbet af de sidste par år, har Gustavo Dudamel også indspillet en række CD´ere, både med “The Simon Bolivar Youth Orchestra” og “Los Angeles Philharmonic”.

Jeg så første gange Gustavo Dudamel, da “60 minutes” lavede et portræt af ham, og jeg blev dybt fascineret. Han har en utrolig energi og lidenskab når han dirigerer. Der er ingen tvivl om, at han er en ny slags dirigent – han er meget uhøjtidelig og jordnær. Efterhånden har jeg set ham flere gange og jeg har det indtryk, at han virkelig har det enormt sjovt når han dirigerer. Han er i musikken og det er tydeligt at han elsker det. Gustavo Dudamel er simpelthen fantastisk og jeg glæder mig utrolig meget til at se programmet i aften. Der er mange videoer med Dudamel på youtube, men jeg har fundet en som fokuserer meget på ham selv, så man virkelig kan se hans enorme engagement og hans kærlighed til musikken. Gustavo Dudamel og “The Simon Bolivar Youth Orchestra” har en livlig og frisk energi, som lyder meget anderledes – uden at jeg kan definere hvad det egentlig betyder.

På videoen er det Shostakovich´s symfoni nr. 10, 2.sats. Hvis man ser godt efter, kan man godt se at musikerne er meget unge. Mange af dem er stadig teenagere og de ældste er midt i tyverne. Det er fuldstændig uforståeligt, at de kan spille et værk der er så svært og kompliceret – og samtidig gøre det så utrolig godt.

Carmina Burana

Pianisten Jens Elvekjær

Torsdag var jeg til koncert i Radiohusets Koncertsal – som fremover hedder “Musikkonservatoriets Koncertsal”. Det er et både langt og træls navn, men det kan vel ikke være anderledes!

Første del var Herman D. Koppel´s klaverkoncert nr. 3, med Jens Elvekjær som solist. Jeg har ikke hørt koncerten før, men jeg var meget begejstret. Det var spændende, afvekslende og dramatisk.

Anden del var Carmina Burana af Carl Off, og det var naturligvis for at opleve dette berømte værk, at jeg havde købt billet. Jeg er vild med Carmina Burana, som sikkert er det mest kendte klassiske værk der findes – det bruges alle steder, for eks til mange fodboldkampe. Så vidt jeg husker blev det også brugt til X-faktor på DR. Og det er ikke uden grund. Musikken er dramatisk og storslået, men teksten er også passende til den slags begivenheder, da den netop handler om at Lykkens gudinde, Fortuna, er verdens hersker. Derudover handler Carmina Burana om sex, druk, spil og endnu mere sex.

Jeg er sikker på at alle kender den første sang i Carmina Burana, men de kender ikke teksten og det er jeg simpelthen nødt til at gøre noget ved. Den danske oversættelse er af Volmer Dissing.

Jeg har været så heldig at finde en video med Berliner Philharmonikerne og den berømte dirigenten Simon Rattle.

O, Fortuna
Velut luna
statu variabilis,
semper crescis
aut decrescis;
vita detestabilis
nunc obdurat, et tunc curat
ludo mentis aciem,
egestatem,
potestatem
dissolvit ut glaciem.

Sors immanis
et inanis,
rota tu volubilis,
status malus,
vana salus
semper dissolubilis,
obumbrata
et velata,
michi quoque niteris;
nunc per ludum
dorsum nudum
fero tui sceleris.

Sors salutis
et virtutis,
michi nunc contraria.
Est affectus,
et defectus
semper in angaria.
Hac in hora,
sine mora,
corde pulsum tangite;
quod per sortem
sternit fortem,
mecum omnes plangite!

——————-

Falsk er Lykken
hul i ryggen
månen lig i trofasthed
nyet skinner, næ oprinder,
idel ubestandighed.
Snart befaler
helveds kvaler,
snart regerer paradis;
armod, plage,
gode dage
svinder bort som vårens is.

Lykken ender,
vinden vender,
hjulet om sin akse går.
Sygdom farer,
sundhed varer,
indtil vi får sot og sår.
Halvt beskygget
ubetrygget,
er mig lykken huld i dag;
men i morgen
rider sorgen
bister på min nøgne bag.

Nu har Lykken
vendt mig ryggen,
hun som var mig nys så huld.
Hun forlod mig,
blev imod mig
altid falsk og svigefuld.
Ræk mig, venner,
eders hænder,
føl, hvor hjertet dunker her.
Skæbnen slog mig
og bedrog mig,
græder med mig én og hver.

Carmina Burana er latin og betyder “Sange fra Beuren”. Teksterne blev fundet i et tysk kloster i 1803, men de er nedskrevet i 1200-tallet på latin og gammeltysk. Carl Orff fandt manuskriptet ved et tilfælde i 1934. Han udvalgte nogle af teksterne og inddelte dem i afsnit. Det første afsnit handler om lykken, hvor koret også synger: “Forrådt af Skæbnen klager jeg,/fra øjet tåren falder./De gaver Lykken skænked mig,/hun nu tilbagekalder./Har du mange hovedhår,/trives fremtidsmodet,/oftest dog en lod du får/uden hår på hovedet./(…)Lykkens hjul i cirkel går,/i dybet ned jeg tvinges;/andre Lykkens tinde når/til tops en konge svinges.”

Det næste afsnit er det spirende forår og derfor synes jeg at Carmina Burana er et stykke som bør opføres om foråret. Teksterne beskriver hvordan isen smelter og våren “tryller/lyse glæder frem på ny; blomsters mylder/engen fylder,/himlen stråler uden sky.” Det er simpelthen den smukkest forårshyldest – men sammen med foråret, begynder alle også at længes efter kærlighed og erotik, og pigerne køber rød farve til kinderne, for at friste de unge mænd: “Se herhen,/unge mænd./Lad mig jer behage./”

Den danske baryton Morten Frank Larsen

Der var fuldt orkester, 130 sangere fra DR Koncertkoret, DR Børnekoret og Kammerkoret Camerata. Endvidere sang den smukke sopran Ditte Højgaard Andersen og tenoren Gert Henning-Jensen. Jeg synes det er lang tiden siden at han har været så forrygende. Men aftenens stjerne var uden tvivl barytonen Morten Frank Larsen. Jeg har aldrig hørt ham før, hvilket sikkert skyldes, at han fortrinsvis optræder i Wien og Berlin. Snart skal han også synge på Metropolitan i New York(artikel her), hvor operadiva Renée Fleming skal synge i Richard Strauss` “Arabella“, men har gjort det til en betingelse, at det bliver sammen med Morten Frank Larsen. Han var absolut fantastisk. Hans stemme havde en fantastisk fylde og en flot mørk klang. Han er en stor, maskulin sanger, der ser meget, meget godt ud. Samtidig  var han meget levende og dramatisk, uden at det på nogen måde virkede påtaget eller kunstigt. Morten Frank Larsen er strøget direkte til tops på min hitliste!

Næste afsnit i Carmina Burana foregår på kroen og her lever man særdeles lystigt og løssluppent. De spiller hele dagen, til de må gå nøgne hjem om aftenen. Imens drikker de, så man bliver helt svimmel ved tanken. Den næste video er fra det vilde liv på kroen. Jeg ved ikke hvem barytonen er, men jeg er ikke imponeret. Han har ikke Morten Frank Larsen´s sans for dramatik, men virker i stedet dybt teatralsk. 2,30 minutter inde i videoen begynder “Den stegte svanes sang”. Den stakkels svane synger om, hvordan han før var søens pryd, men nu hænger han på spydet og snart skal han bæres ind til krogæster. Og imens synger koret: “Stakkel, stakkel,/sort at skue/og brændt og branket  stærkt.” I videoen er det den flotte, sorte tenor Lawrence Brownlee som synger. Jeg kender ham ikke, men han er absolut fantastisk. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig, at det kan gøres bedre. Efter 7,20 minutter begynder den sang, som vel nok må være en af verdens bedst drukviser – og den tekst følger nedenfor. Selv om den er lidt lang, så er den pragtfuld, at jeg er nødt til at have den med. Det er umuligt ikke at more sig over, at disse frække og vovede tekster er fundet i et kloster.

In taberna quando sumus,
non curamus quid sit humus,
sed ad ludum properamus,
cui semper insudamus.
quid agatur in taberna
ubi nummus est pincerna,
hoc est opus ut quaeratur;
si quid loquar, audiatur.

Quidam ludunt,
quidam bibunt,
quidam indiscrete vivunt.
sed in ludo qui morantur,
ex his quidam denudantur,
quidam ibi vestiuntur,
quidam saccis induuntur;
ibi nullus timet mortem,
sed pro Baccho mittunt sortem.

Primo pro nummata vini;
ex hac bibunt libertini;
semel bibunt pro captivis,
post haec bibunt ter pro vivis,
quater pro Christianis cunctis,
quinquies pro fidelibus defunctis,
sexies pro sororibus vanis,
septies pro militibus silvanis.
octies pro fratribus perversis,
nonies pro monachis dispersis,
decies pro navigantibus,
undecies pro discordantibus,
duodecies pro paenitentibus,
tredecies pro iter agentibus.

Tam pro papa quam pro rege
bibunt omnes sine lege.
Bibit hera, bibit herus,
bibit miles, bibit clerus,
bibit ille, bibit illa,
bibit servus cum ancilla,
bibit velox, bibit piger,
bibit albus, bibit niger,
bibit constans, bibit vagus,
bibit rudis, bibit magus,
Bibit pauper et aegrotus,
bibit exul et ignotus,
bibit puer, bibit canus,
bibit praesul et decanus,
bibit soror, bibit frater,
bibit anus, bibit mater,
bibit ista, bibit ille,
bibunt centum, bibunt mille.

Parum sescentae nummatae
durant cum immoderate
bibunt omnes sine meta,
quamvis bibant mente laeta;
sic nos rodunt omnes gentes,
et sic erimus egentes.
qui nos rodunt confundantur
et cum iustis non scribantur.

———————-

Her på kroen hos hinanden
gir vi verdens jammer fanden,
kiler straks på terningspillet,
vi får aldrig lysten stillet.
Vin er det, hvorom vi spiller,
vin hver gang en terning triller.
Kom, hvis I har lyst at høre,
hvilket liv på kro vi fører.

Nogle spiller, nogle drikker,
nogle under bordet ligger.
De, hvem det er ilde gået,
bliver indtil skjorten flået;
én tar tøj på, han har vundet,
én har sække om sig bundet;
vinens gud forjager sorgen,
døden kommer først i morgen.

Først en skål, som det sig sømmer,
for det vinfad, vi nu tømmer.
Så en skål for dem i spjældet,
tre udbringes almenvellet,
fire for al kristenheden,
fem for dem, der vandred heden,
seks for piger med slemme lyster,
syv for hver undløben kryster.

Otte for alle perverse fyre,
ni for de munke, ingen kan styre,
ti for dem, hvem bølgen bærer,
elve for alle trættekære
tolv for mænd som inderlig angre,
tretten for tøsene som blev svangre.
Skål for konge, skål for pave,
skål for høje, skål for lave.

Vældigt drikker mand som kvinde,
drikker vært med samt værtinde,
drikker karlen med soldaten,
drikker pigen med prælaten,
drikker raske, drikker sløve,
drikker blinde mænd med døve,
drikker lamme, drikker stumme,
drikker vise, drikker dumme.
Drikker degn og musikanter,
drikker fuglefri drabanter,
drikker oldinge og knægte,
drikker elskovsbørn med ægte,
drikker søster, drikker broder,
drikker bedstemor og moder,
drikker fyrsten, drikker lusen,
drikker hundred, drikker tusind.

Sekshundred fade kan ikke
række, når alle vil drikke
uden mål og uden grænse,
uden verdens dom at ænse.
Sådan vi i vanry kommer,
sådan får vi tomme lommer.
Lad bagtalerne beskæmmes,
deres navne evig glemmes.

Efter sådan en fordrukken og amoralsk tekst, kan man dårligt forstille sig at det kan blive værre – eller bedre! – men i de sidste sange er det erotik, sex og liderlighed det handler om. Det er ganske saftigt: Drengekoret synger: “Å-å-å/sødt jeg brænde må,/ungdomsfrisk i blodet svulmer/elskovs vilde trå.” Barytonen er lidt mere direkte og synger: “Kun det håb jeg lever i:/hendes kærlighed at nyde,/hendes jomfrusegl at bryde.” De er alle fuldstændig besat af deres seksuelle lyster. Endelig kommer sopranen med sit glansnummer, Dulcissime. Jeg har efterhånden hørt Carmina Burana i mange udgaver og dette nummer er ligesom et kardinalpunkt for mig. Det er her sopranen overgiver sig til sine lyster og synger: “Du dejligste,/helt jeg undergir mig dig.” Det skal kommer blidt, men stærkt, og vokse som om hun svulmer af uhæmmet lyst og hengiver sig til den mest ultimative seksuelle nydelse. Men jeg har hørt udgaver, hvor sopranen giver den lidt for meget, så hun nærmest skriger som om at det gør ondt på hende. Ditte Højgaard Andersen gjorde det rigtig fint. Dette stykke, hvor seksualiteten og lysten er i centrum, er musikalsk set et af de allermest spændende i Carmina Burana og derfor er jeg nødt til at lægge en video mere, selv om det måske er lidt meget. Desværre er det fra en anden koncert og kvaliteten er ikke helt så god.

Hele teksten svulmer af lyst og længsel – længsel efter foråret, længsel efter druk og løssluppenhed, længsel efter kærlighed og erotik. Carmina Burana handler om livsbegær og en voldsom, uhæmmet livslyst. Det kommer også til udtryk i Carl Orff´s musik, der er lidenskabelig, svulmende, kraftfuld, voldsom og fuld af liv. Det er virkelig noget af det bedste musik der findes. Hele vejen igennem er musikken i Carmina Burana fyldt med lyst, vellyst og lystighed, blandet med stor og munter humor.

Dirigenten Leif Segerstam

Jakob Levinsen har anmeldt koncerten i Jyllands-posten og han er ikke helt tilfreds. Jeg synes det var en forrygende koncert, men Jakob Levinsen har ret: der var lidt problemer. Selv om jeg ikke er musikkyndig, så kunne jeg ikke undgå at bemærke, at der var nogle satser hvor dirigenten Leif Segerstam forcerede tempoet for meget. Tempoet og rytmen svinger meget i Carmina Burana. Nogle satser er meget bløde og langsomme, hvilket skaber en fantastisk dynamik, når der veksles med hurtige satser. Men der var nogen satser, hvor dirigenten satte tempoet så højt, at det ikke lød helt godt. Jeg overvejede om dirigenten simpelthen skulle bevise, at han selv kunne følge med. Jeg kan ikke rigtig se andre grunde. Men alt i alt var det en fantastisk koncert, som fik stående, bragende og langvarigt bifald. Og jeg glæder mig allerede til næste gang, jeg får chancen for at høre dette fantastiske værk.

Søren Schauser har skrevet en spændende anmeldelse i Berlingske Tidende, hvor han først anmelder klaverkoncerten med en elegant henvisning til Tom Kristensen. Hele anmeldelsen er ret flot og interessant at læse. Overskriften lyder “Alle elsker Carmina”, men det er ganske tydeligt, at det i hvert fald ikke gælder Henrik Friis, der har anmeldt koncerten i Politiken. Jeg må indrømme, at jeg synes han udtrykker nogle overraskende og besynderlig holdninger til Carmina Burana, som han ligefrem beskriver med ordet “tåkrummende”.

Shostakovich: Cello sonate

Som jeg skrev for et par dage siden, er Anne Gastinel mit store, nye idol. Jeg har fundet meget mere musik med hende på nettet og det mest spændende er uden tvivl Shostakovich`s “Cello sonate”.

Jeg ELSKER det. Det er simpelthen det mest spændende og pirrende musik jeg nogen sinde har hørt. Det overrasker mig, for jeg har aldrig været særlig begejstret for Shostakovich. Jeg opfatter ham som lidt for moderne og lidt for avanceret – men jeg har nok aldrig hørt særlig meget af hans musik…. Hans cello sonate er helt vild. Den er fyldt med sprudlende energi og et fyrigt temperament.

Da jeg havde hørt stykket et par gange på youtube, skyndte jeg mig ned for at købe det på CD. Desværre har Anne Gastinel ikke indspillet det, men jeg fik i stedet en indspilning med Han-Na Chang. I følge den altid kompetente og alvidende ekspedient i “Axel Klassisk” på Bülowsvej, skulle det være den bedste indspilning der findes. Hele CD´en er ret god, men 2. sats i cello sonaten er helt sikkert det bedste. Den bliver pt spillet 2-3 gange i timen og jeg kan slet ikke få nok af det….

Anne Gastinel

Anne Gastinel

Nogen gange kan jeg godt få nok af store, brusende orkesterværker. Nogen gange trænger man bare til noget som er mere jordnært. For nyligt købte jeg en fantastisk CD med cello suiter af Johann Sebastian Bach.

Det er med en fransk cellist som hedder Anne Gastinel  – og hun er eneste medvirkende. Hun er meget kendt i Frankrig og det giver hende nogle privilegier: på denne CD spiller hun på en cello som er lavet i 1690, da Johan Sebastian Bach kun var 5 år.

Jeg synes det er utrolig smukt. Der er en fantastisk inderlighed i celloens mørke, dirrende toner, som både er stærk og brændende. Jeg er meget, meget vild med denne CD – forøvrigt også med Anne Gastinel. Hun er da total lækker!

Da jeg havde hørt musikken, søgte jeg lidt på nettet og fandt ud af, at denne CD har været “Ugens CD” på P2. Jeg hører desværre aldrig radio – og jeg går sikkert glip af en hel masse. Men P2 har lavet en meget flot og spændende præsentation af Anne Gastinel, som jeg gerne vil henvise til.

Pladeselskabet har også lavet en flot præsentations-video på youtube. Jeg synes det er fantastisk, at flere klassiske pladeselskaber er begyndt at præsentere deres musik på denne måde. Anne Gastinel fortæller selv lidt om musikken. Det er på fransk og det forstår jeg selvfølgelig ikke meget af. Men det gør ikke noget, for fransk er et utrolig smukt sprog – og der er jo stadig mest musik i videoen.