Blogtræf i Hillerød

I går var jeg til mit første blogtræf. Jeg mødtes med Pernille og Sister Bonde på Hillerød station. Vi var “flere” som var en smule nervøse for at møde så mange fremmede mennesker – men så kunne vi gå samlet til det store blogtræf. Jeg havde glædet mig til at møde netop de to, for det er måske de bloggere som jeg kender bedst. Sister Bonde var vist den første blogger som jeg begyndte at skrive lidt sammen med. Og Nille er nok den som jeg har skrevet mest med privat. Det er sådan nogle mennesker som er med til at gøre det hele lidt sjovere.

Først kørte vi til Frederiksborg slot. Jeg tror det var godt at vi gik på Frederiksborg slot, i stedet for at sidde og være selskabelige fra starten. I virkeligheden kender vi jo hinanden ret godt, så det var meget sjovere at få en god oplevelse sammen. Og det fik vi bestemt! Det var spændende at se slottet og portrætsamlingen. Det mest spændende billede var et selvportræt af Michael Kvium. Generelt er jeg vild med alt hvad han laver. Jeg synes han er fantastisk. Men hans selvportræt var noget helt særligt.

Michael Kvium: Selvportræt som Eckersbergs Thorvaldsen, 2001

Billedet er sjovt fordi det er en spejling af Christoffer Vilhelm Eckersbergs portræt af Bertel Thorvaldsen. På Eckersbergs portræt kan man se en frise af Bertel Thorvaldsen i baggrunden. Frisen på Michael Kviums billede ligner hans eget værk. Kvium sidder på en stol som ligner den stol Thorvaldsen sidder på. Man skal også bemærke Michael Kviums fingre. Er det ikke et eller andet djævletegn? Måske betyder det, at han vil holde traditionen og Eckersberg på afstand? Og hvad betyder den sorte næse? Jeg tror det er en henvisning til hans egne værker, hvor han måske opfatter sig selv om en sort klovn, en kunster med en sort humør. På en eller anden måde synes jeg at det er en meget god beskrivelse af hans egen rolle i den danske kunstverden.

C.W.Eckersberg: Portræt af Bertel Thorvaldsen 1814

Men der er endnu en spejling i billedet. Bag Michael Kvium hænger et billede af Francis Bacon. For nogle år siden så jeg en flot udstilling af Francis Bacon på Louisiana. Det er en af de bedste udstillinger jeg nogen sinde har set. Man blev virkelig dybt påvirket af hans ofte uhyggelige og desperate billeder. Francis Bacon har lavet mange “portrætter af paver” og de er alle mere eller mindre skræmmende og uhyggelige. Det er sådan et billedet Michael Kvium bruger i sit selvportræt. Klik på alle billederne for at se dem i stor størrelse, hvis det er nødvendigt. Jeg tror at billedet herunder er identisk med det som hænger bag Michael Kvium.

Francis Bacon: Study for portrait VII, 1953

Det sjove ved denne konstellation er, at også Francis Bacons billede er en spejling. Det er nemlig en spejling eller en nyfortolkning af et billede af Diego Velasquez, af Pave Innocens X.

Diego Velázquez: Pave Innocens X, 1650

Med udgangspunkt i billedet af Velazquez har Francis Bacon lavet rigtig mange af disse pave-portrætter. Men en anden vigtig inspirationskilde er filmen “The Battleship Potemkin”. Francis Bacon havde nogle meget sadomachochistiske tendenser og han var vist ret vild med blod. Jeg er ret vild med hans billeder, men jeg synes at han er/var et meget uhyggeligt menneske. Efter min mening var Francis Bacon psykopat. Portrætfilmen om Francis Bacon “Love is the Devil” er måske en af de mest uhyggelige og ubehagelige film jeg nogensinde har set.

Stilbillede fra "The Battleship Potemkin" af Sergei Eisenstein, 1925

Ved at kombinere Velazquez´s billede af Pave Innocens X  og dette stilbillede fra “Potemkin”, har Francis Bacon skabt en lang række skræmmende portrætter. Efter min mening er mange af disse portrætter meget bedre end Edvard Munchs berømte billede “Skriget”. Francis Bacons billeder rummer en mere intens desperation og en meget stærkere rædsel.

Francis Bacon: Study after Velazquez´s Portrait of Pope Innocent X, 1953

Billedet ved siden af, er efter min mening et af de bedste pave-portrætter. Jeg synes det er et meget uhyggeligt og hjerteknugende billede. Paven sidder helt stille, mens hænderne knuger om armlænet, og han skriger og skriger som var han lammet af rædsel. Billedet udtrykker en virkelig intens desperation. Det er som om at han er lukket inde, som om at han er fanget i tilværelsens fysiske rum. Den fysiske begrænsning fylder ham med en eksistentiel eller klaustrofobisk angst.

Velazquez har malet Pave Innocens X som han så ud. Måske har Francis Bacon malet Paven som han havde det indeni. Og måske var det sådan Francis Bacon selv havde det. Måske har vi det alle sådan en gang i mellem. Jeg synes det er meget uhyggeligt. Måske har det været Francis Bacons intention at afsløre den desperation, det kaos og det indre sammenbrud som vi alle – selv en pave – kan skjule bag en rolig og værdig selvbeherskelse.

Jeg ved ikke hvad det betyder for Michael Kviums billede, men det er spændende at forestille sig de mange muligheder. Hvorfor er billedet af Francis Bacon med på hans selvportræt? Måske føler han sig lige så fastlåst som paven på Bacons billede. Måske føler Kvium sig bundet af kunstens traditioner. Eller måske føler han også at hans liv befinder sig et sted mellem de to fremstillinger af Pave Innocens X.

Efter turen på Frederiksborg slot, mødte vi alle de andre på La Belle Vie i Hillerød. Det var en hyggelig cafe med en flot udsigt til slottet. Vi spiste godt og jeg er mere end tilfreds. Det er altså en af ulemperne ved at være veganer. Det er ikke altid nemt at få mad på en almindelig cafe eller restaurant. Men La Belle Vie havde en vegetarburger på menukortet og den blev lynhurtigt lavet om til en veganerburger. Burgeren var lavet med en kartoffelbøf. Mayonnaisen erstattede de bare med noget tomatsalsa eller måske var det hjemmelavet ketchup. Det var superlækkert.

Der blev snakket meget og det var superhyggeligt. Jeg var meget træt da jeg kom hjem. Men jeg havde det som Sifka beskrev i sit indlæg. Da hun kom hjem, beskrev hun sig selv som “indvendig smilende”. Jeg tænkte umiddelbart at det var en rigtig god beskrivelse, for hvordan jeg også selv havde det. Men det er faktisk ikke helt rigtigt, for jeg går jo også og smiler udvendigt, hver gang jeg tænker på hvor hyggeligt det var i går.

Tusind tak for en dejlig dag til alle som var med: Sifka, Valdemarsro, Donald, Uffe, Nille, Sister Bonde, Husejer, Anne og Madame, som tog initiativet til dette møde. Jeg håber at vi alle mødes en anden gang.

Dronningens fødselsdag

I går var det dronningens fødselsdag og det skulle naturligvis fejres. Når jeg har mulighed for det, så tager jeg ind til Amalienborg slot for at vinke. Det var også planen i går, men en eller anden er ikke så god til at komme ud af sengen… For at undgå misforståelser må jeg hellere indrømme, at det er mig! Derfor lavede vi en hurtig ændring i planen. Jeg vidste nemlig, at dronningen skulle genåbne Rosenborg slot klokken 14,30 efter en større renovering. Der blev spillet musik mens vi ventede og tiden gik forholdsvis hurtigt.

Endelig kørte “Store krone” gennem porten med Dronning Margrethe og Prins Henrik. Dronningen stod ud og forsvandt lynhurtigt ind på slottet. Jeg ville ønske, at hun kunne lære lidt af Mary og Alexandra. De kommer ofte hen til publikum og hilser på et par mennesker. Hvis de ikke gør det, så vender de sig altid og bruger lige nogle minutter på at vinke, så alle kan få et godt billede. Det synes jeg er meget betænksomt og hensynsfuldt, når folk er mødt op og har brugt deres tid på at stå og vente. Jeg er ked af at mit billede blev så dårligt, men det var svært at vinke og fotografere samtidig. Og det var absolut nødvendigt at gøre begge dele. Naturligvis skulle der vinkes på fødselsdagen og jeg havde jo også lovet at vinke for Sister Bonde.

Næste år bliver det igen Amalienborg, for jeg savnede de mange mennesker og den gode stemning – og jeg vil også råbe hurra! Det gjorde man ikke ved Rosenborg slot.

Nu skal man ikke tro for meget om mit forhold til kongehuset, for det er egentlig lidt kompliceret. Jeg synes kongehuset er lidt absurd. De er de eneste mennesker her i landet, som overhovedet ikke har nogen rettigheder. De har ikke religionsfrihed, de har ikke stemmeret, de har ikke ytringsfrihed – og de har overhovedet ikke noget privatliv. Jeg synes problemet er meget konkret lige for tiden, hvor regeringen har gjort det fuldstændig klart, at det er dem som beslutter om kronprins Frederik må tage til OL eller ej. Jeg synes at de alle skal boycotte OL i Beijing, men det er jo ikke pointen. Pointen er, at medlemmerne af kongehuset overhovedet ikke har nogen frihed eller ret til at bestemme over deres eget liv. De bliver uafbrudt overvåget og bevogtet, og de er på alle måder umyndiggjort. Vores dronning kan ikke engang holde sin nytårstale uden at den først skal godkendes i statsministeriet. Nogen vil mene, at de får en god betaling for deres stilling i det danske samfund. Men jeg er ikke sikker på, at det faktisk er pengene værd. Jeg har stor respekt for disse mennesker, men jeg tror ikke at det er så morsomt at være medlem af et moderne kongehus i et moderne samfund. Kan vi overhovedet være bekendt at have et kongehus? Er deres vilkår ikke en krænkelse af de internationale menneskerettigheder?

Hvis man forestiller sig, at Kronprinsen beslutter at han ikke vil være konge, så tror jeg at vi må tage monarkiet op til revurdering. Andre mennesker siger, at tronen bare går videre til den næste i arvefølgen. Men jeg er ikke sikker på, at det ville gå så nemt. Jeg tror det ville skabe en voldsom offentlig debat og jeg forestiller mig, at det ville blive nødvendigt med en folkeafstemning. I så fald er jeg ikke sikker på hvad jeg ville stemme. Jeg er dansker. Men jeg oplever egentlig mig selv som europæer. Mit liv er et produkt af den europæiske udvikling, lige fra de gamle grækeres filosofi til den franske revolution. Hvad er det som gør mig til dansker? Hvilke symboler er entydigt danske? Kongehuset er et af de vigtigste danske symboler. På den måde har de en funktion, som jeg slet ikke tror at vi kan vurdere eller erstatte. Kongehuset kan samle befolkningen og det synes jeg at de gør meget godt. I en tid hvor vi alle orienterer os mere og mere mod en global verden og et internationalt samfund, så repræsenterer Kongehuset vores traditioner og vores historie. Kongehuset er vores rødder og derfor har vi brug for dem.

Derudover tror jeg at kongehuset er en god forretning. Mange mennesker kritiserer deres apanage og hævder at de lever et liv i luksus som eksklusive bistandsklienter. I betragtning af deres rolle i det danske samfund, så synes jeg at de lever meget beskedent. De skal repræsentere Danmark, vi forventer at de skal komme i store, flotte biler og altid være passende klædt så vi kan være stolte af dem. Men de skal også selv betale for tjenestefolk, indvendig vedligeholdse af slotte, biler og meget mere. I betragtning af deres udgifter, så har de sandelig ikke nogen stor indtægt. Det er dyrt at leve efter en standart, som lever op til vores forventninger. Men ikke nok med det: for nogle år siden så jeg en opgørelse, som viste, at det danske kongehus via deres repræsentation af det danske erhvervsliv i udlandet tjener mere ind til landet end de koster. Meget, meget mere. Jeg ved ikke hvordan man laver sådan en udregning, men jeg tror på resultatet.

Jeg har bestemt intet imod medlemmerne af kongehuset, men jeg har et kompliceret og uafklaret forhold til deres vilkår. Hele deres stilling er afhængig af deres popularitet i befolkningen. Det må altså være en stor belastning. Jeg tror at vi har brug for kongehuset, men jeg ved ikke hvordan jeg ville forholde mig, hvis der kom en seriøs debat om monarkiets fremtid.

Efter Rosenborg slot, spiste vi naturligvis en god frokost i Den grønne kælder. Derfra fortsatte vi til Galleri Faurschou, hvor der for tiden er en udstilling med Nina Sten-Knudsen, som jeg er ret vild med. Der er en stille, indestængt desperation i hendes værker, som er virkelig fascinerende. Der er også en dybde som minder mig om uendeligheden og hendes billeder har sådan en kraft og styrke, at jeg føler det som om jeg bliver suget ind i evigheden. Det er en meget overvældende oplevelse. Jeg elsker hendes billeder og jeg ville ønske, at jeg havde råd til sådan et billede. Der er et spændende interview med Nina Sten-Knudsen på kopenhagen.dk, hvor man også kan se alle billederne fra udstillingen.

Derefter gik vi tilbage gennem Bredgade, hvor vi kom forbi Galleri Asbæk og så nogle flotte billeder af Bent Holstein, der er en anden af mine favoritter fra kunstens verden. Længere fremme kom vi forbi Galleri Nakke Hage, hvor vi så nogle billeder, som vi var nødt til at gå ind og se lidt nærmere på. Det var en ung kunstner som hedder Jesper Skov Madsen. Jeg er egentlig et meget gammeldags og traditionelt mennesker, så dette er umiddelbart ikke lige min stil. Jeg blev selv forbavset over, at hans værker fangede mig så stærkt. Han er vanvittig dygtig. Det er fuldstændig umulig at forstå, at Jesper Skov Madsen er autodidakt. Jeg har overhovedet ikke forstand på kunst, men jeg synes han har et enestående talent. Hans værker er sjove, flotte, spændende og virkelig dybt originale. Jeg er helt vild med ham og jeg må have et af hans fantastiske billede. På hans hjemmeside har jeg fundet et billede som jeg seriøst har forelsket mig i – jeg må bare have det. Jeg er nødt til at købe det….men suk – det har jeg jo slet ikke råd til.

Inden vi hentede cyklerne ved nørreport, gik vi over gammeltorv, for det er jo en af de store fornøjelser ved Dronningens fødselsdag. Jeg er nemlig fuldstændig vild med guldæblerne og dem skal man da altid se. Det er jo ikke så tit at man har chancen.

Om aftenen skulle vi have set “Stranger than fiction” som jeg købte på DVD på nogle uger siden. Jeg synes den lyder enormt spændende og jeg ville gerne have set filmen da den kom i biograften sidste år. Men jeg bryder mig ikke om at gå i biografen. Lyden er alt for høj, billedet er alt for stort og de mange mennesker forstyrrer og larmer alt for meget omkring mig. Jeg kan slet ikke holde det ud. Hvis jeg endelig skal i biografen, så skal det være en eftermiddagsforestilling. Der er sådan en rar, hyggeligt og intim stemning til forestillingerne om eftermiddagen, men der er jo stadig den voldsomme lyd og den store skærm, og jeg kan simpelthen ikke holde det ud. Jeg føler det nærmest som mental voldtægt. Jeg har ikke været i biografen siden jeg så “Polarekspressen” og det er efterhånden nogle år siden. Men da vi kom hjem, var vi simpelthen alt for trætte, så vi må vente med at se filmen til en anden gang. Men det havde jo også været en fantastisk dag og vi var mere end mættede af gode oplevelser.

Herunder er det traileren til filmen “Stranger than fiction”.

Turen til Gurre.

Vejret var rigtig dejligt i søndags. Derfor skulle Frank og jeg, lige som alle andre, ud at nyde solen og alle skovens smukke efterårsfarver. Frank havde en bil til rådighed nogle dage og derfor ville vi tage på en længere udflugt til den slags steder, hvor vi ikke normalt kommer. Vi havde bestemt os for Rudolph Tegners museum ved Dronningmølle i nordsjælland. Jeg har været der flere gange og synes det er et utrolig fantastisk sted. Jeg er dybt fascineret af museet der ligger som en kolossal bunker midt i det barske hedelandskab, hvor de slyngede stier snoer sig op over bakkerne og gennem den flotte skulpturpark. Frank har aldrig været der og jeg havde glædet mig til at vise ham stedet, men da jeg skulle tjekke kørevejledning, opdagede jeg at de allerede havde vinterlukket.

I stedet valgte vi at køre til Kronborg slot. Det er også et flot sted og jeg har ikke været der i mange år. Desværre valgte vi at køre af Strandvejen. Det var dumt! Vi sad i bilen og sneglede os af sted, mens cyklisterne drønede forbi os og vi ønskede at vi selv havde taget cyklerne som vi plejer. På den anden side var vi med garanti aldrig nået helt til Helsingør på den måde!

Men vi fik alligevel set en masse af Rudolph Tegner. På vej til Kronborg kom vi forbi “Danserindebrønden” og nede på havnen, hvor vi parkerede, står “Herakles og Hydraen”. Da vi gik op til Kronborg kom vi også forbi Hamlet og Ofelia. Rudolph Tegner var en meget spændende kunstner. Jeg er normalt ikke meget interesseret i skulpturer. Jeg synes de fleste er lidt kedelige og de siger mig ikke så meget. Men det er anderledes med Rudolph Tegner. Hans skulpturer er fyldte med rå kraft og storladne følelser. Det har sikkert været for meget for samtiden og er måske en af grundene til at han ikke var særlig populær. En anden grund var sikkert, at hans tendens til at tænke stort har forkommet mange mennesker at være noget prætentiøs og udansk. Hans største værk er “Livets port”, som han havde forestillet sig skulle være indgang til Fælledparken, men det blev desværre aldrig realiseret. Og det er simpelthen drønhamrende ærgerligt! Dette storslåede monument var blevet Københavns største hovedattraktion. Jeg kan så glimrende forstille mig alle de mennesker der ville nyde at sidde på trapperne og hygge sig i solen, mens turisterne strømmede til for at tage billeder. Jeg tænker tit på, at vi kan stadig opføre det, det er jo ikke for sent – og hvor ville vi alle være stolte af dette storslåede værk af en spændende dansk kunstner. Men der er nok ingen som vil betale for det. Og sidst men ikke mindst, er der jo en flok sure røvhuller som er imod alting og altid protesterer højlydt, når en kunstner eller en arkitekt tillader sig at have visioner. “Livets port” er mere spændende end Eiffeltårnet, Frihedsgudinden og Jørn Utzons operahus i Sydney, og den ville blive mindst lige så berømt. Rudolph Tegner havde evnen til at tænke stort og modigt, men vi har hverken evnen til at forstå hans tanke eller modet til at realisere den. Det er simpelthen skammeligt!

Man kan se flere af hans værker hos “Rudolph Tegners Museums Venner”.

Mig og Hamlet i Helsingør

Vi gik en tur omkring Kronborg, men vi var ikke inde på slottet. Det var godt nok koldt, men vi ville alligevel hellere nyde solen og det gode vejr udendørs. Fra Kronborg fortsatte vi mod Fredensborg slot. Der har jeg aldrig været, så vi havde planlagt at vi ville gå en tur i parken. På vejen kørte vi forbi Gurre slotsruin, som var turens højdepunkt for mig. Jeg har været der flere gange og jeg elsker Gurre. Intet sted emmer af historie, romantik og gamle sagn som Gurre. Skønt det ligger næsten helt ubemærket og overset, så er det for mig noget nær Danmarkshistoriens midtpunkt. De ældste dele af Gurre slot blev bygget i 1100-tallet. Da Valdemar Atterdag(ca. 1320-1375) var konge(fra 1340) udbyggede han slottet til et borganlæg og det var her han helst opholdt sig. Valdemar Atterdag er kendt for sin talemåde: “Lad blot Gud beholde sit himmerige, hvis jeg må beholde mit Gurre.” Derfor skal han hver nat jage hvileløst med sine mænd og hunde gennem egnen. Det er måske forståeligt, at denne talemåde har virket stødende på mange mennesker, i en tid hvor anstændige mennesker dydigt stræbte efter en plads i himmeriget som det højeste mål i livet. Man har formodentlig ment at hans talemåde var blasfemisk.

Ved Kvæld, ved Nat,
I Skov, i Krat
Jægerne fare.
Hornene klinge, Hundene gø,
Hør Ekko svare
Fra Gurre Sø!
Af Sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde Jagt!

I Bøg, i Eg,
Til Hornets Leg
Uglerne tude,
Sæden paa Marken trampe vi ned,
Lad alt bebude
Vort tunge Fjed!
Af Sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde jagt!

Vi storme vildt,
Vi fange snildt
Dyret i Hule.
Vogt dig, du Bonde! Dørene stæng,
Lad Barnet skjule
Sig ræd i Seng!
Af Sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde jagt!

Sagnet om Kong Valdemar Atterdag har inspireret mange digtere. Det mest kendte værk er “Gurresange” af I.P.Jacobsen, som senere er sat i musik af Arnold Schönberg. Men ovenstående digt er fra det bedste værk jeg kender – den romantiske komedie “Syvsoverdag” af Johan Ludvig Heiberg. Komedien handler kort fortalt om to unge søskende Anna og Balthasar, som løber væk sammen. Balthasar vil flygte fra deres kedelige formynder hr Max, og Anna er forelsket i en digter som hun vil opsøge – og han er taget til Gurre. Da de ankommer er de trætte efter turen og falder i søvn under nogle buske. Mens de sover stiger Gurre op af jorden i al sin fordums glans og da de atter vågner, opdager de, at de har hver sin plads ved kong Valdemars hof. Her møder Anna også sin digter, der er skjald ved hoffet. På den måde kommer de alle til at spille hver sin rolle i sagnet om Kong Valdemar. Det er en komedie i tidens og Heibergs lette stil, men de to historier er altså skruet mægtig godt sammen. Som enhver lystig vaudeville ender alt naturligvis som det skal. Tove og hendes forheksede amulet spiller også en vigtig rolle i Heibergs vaudeville, men i dag ved man, at Tove var Valdemar den Stores elskerinde og hun har overhovedet ingen forbindelse til hverken Valdemar Atterdag eller Gurre slot. Men gennem mange år har man uheldigvis blandet de to historier sammen.

Efterfølgende har både Dronning Margrethe den 1. og Erik af Pommern boet på Gurre, mens de regerede. Skov-og naturstyrelsen har udgivet en folder om Gurre slotsruin, hvor man kan læse meget mere.