You are currently browsing the category archive for the ‘Litteratur’ category.
Anne-Marie Mai - professor i dansk litteratur
Anne-Marie Mai, professor i dansk litteratur ved Syddansk Universitet, har skrevet et anderledes og meget moderne bidrag til dansk litteraturhistorie. I stedet for at følge den traditionelle kronologiske struktur der fokuserer på perioder, ismer og forfattere, så tager Anne-Marie Mai udgangspunkt i de steder eller miljøer hvor litteraturen bliver skabt. Det kan hun gøre, fordi der er visse tidstypiske fællestræk ved disse steder – ved at bruge denne metode, får Anne-Marie Mai desværre også afsløret, at danske forfattere kommer fra bestemte miljøer, afhængig af deres tid. Jeg tror hun har ret, men synes det er en trist nyhed for det vidner jo ikke om nogen stor mangfoldighed – tværimod. Man får indtryk af en ret homogen gruppe……
I 1600-og 1700 tallet blev litteraturen primært skrevet og læst på slotte, herregårde og ved hoffet. Det er en vigtig pointe, at litteraturen bliver skabt, både hvor den bliver skrevet og hvor den bliver læst. I 1700-tallet bliver uddannelsessystemet udbygget, oplysningstiden sender nye impulser ud i samfundet og Sorø akademi bliver litteraturens nye hovedsæde i Danmark. Herefter følger en lang periode, hvor hovedparten af de danske forfattere har tilknytning til de danske præstegårde – men storbyens intelligentsia samles i de moderne klubber eller de mødes i byens førende saloner. Efter enevældens afskaffelse i 1848, grundlovens indførelse i 1849 og det moderne gennembrud i 1871 ændrer verden sig radikalt – bladhusene bliver den altdominerende faktor i det danske samfund og alle danske forfattere af betydning har tilknytning til aviserne.
Birgitte Thott
“Hvor litteraturen finder sted” fylder tre store bind. I en litteraturhistorisk sammenhæng er det ikke voldsomt, men det er ganske imponerende, når man husker, at der kun er én forfatter. Og det er helt tydeligt, at Anne-Marie Mai har masser af viden og gode historier, som hun gavmildt deler ud af. Jeg synes de mest interessante emner var Charlotte Dorothea Biehl – jeg vidste ikke så meget om hende, men nu synes jeg det er skammeligt, at vi ikke får en udgave af hendes samlede værker. Dem ville jeg meget gerne læse. Det var også utrolig spændende at læse om Sorø Akademi, men det mest spændende var Birgitte Thott(1610-1662) – en usædvanlig belæst, veluddannet og fascinerende kvinde, som oversatte Seneca og Epiktet til dansk. Hende ville jeg meget gerne læse meget mere om!
Desværre synes jeg, at det er meget svært at læse “Hvor litteraturen finder sted”. Nogen steder er indholdet så komprimeret, at det er meget svært at følge med, hvis man ikke i forvejen har en del viden om emnet. Andre steder er det simpelthen rodet; fra Leonora Christina(1621-1698) springer vi direkte til Schack Staffeldt(1769-1826) – og det oven i købet som indledning til et kapitel om oplysningstiden, selv om hans debut falder sammen med romantikken. Det er to skridt frem og ét tilbage – det er litterær akrobatik, men det giver faktisk god mening. Det kræver bare, at læseren kan holde tungen lige i munden og fange forfatterens hensigt….. Og bedst som man tror, at man er midt i et kapitel om Sorø Akademi, så er man i stedet dybt nede i en analyse af Holbergs komedier. Eller midt i en udredning om Jens Schelderup Sneedorffs oplysningstanker.
Men det største problem er desværre sproget. Bind 1 og 2 er de værste – det er simpelthen ikke godt skrevet. Bind 3 er meget bedre – det føles næsten som om, at dette bind var skrevet af en helt anden forfatter. Eller som om, at forfatteren har haft mere tid. Eller kan man forestille sig, at der kun har været korrekturlæser på sidste bind?
Det er en stor gåde, hvorfor der er et billede af en lufthavn på omslaget!
Fx skriver Anne-Marie Mai(bd.1, s.278), at “Holberg ville utvivlsomt være en ihærdig internetsurfer….” Så slår min hjerne helt fra. Der burde jo have stået, at Holberg havde utvivlsomt været en ihærdig internetsurfer, hvis han havde levet i dag. Eller Holberg ville utvivlsomt have været……
Om Hærværk skriver Anne-Marie Mai(bd.3, s.122), at bogen handler om en journalistik der “lever mere og mere på kanten af avisen som en institution, der er underlagt ensidige forretningshensyn, de mest hensynsløse intriger og et kompromitterende venneri.” Hvad i alverden er det for et grimt ord?! Hvorfor ikke: “…. de mest hensynsløse intriger og kompromitterende venskaber”?!
Om litteraturvidenskaben i 1970erne skriver forfatteren(bd.3, s.285): “Havde universitetsmarxismen været forbandet for digtning og skønlitteratur, indeholdt 1970´erne også(…)en litterær strømning, der uden for litteraturkritikkens og forskningens søgelys eksperimenterede på livet løs.” Hvad i alverden betyder det? Jamen, det giver jo slet ikke mening! Der skulle naturligvis have stået: “Havde universitetsmarxismen været en forbandelser for digtning og skønlitteratur….”
Sidste eksempel(bd.3, s.341): “Efter firserdigternes insisteren på, at digtningen skulle lade læseren møde kunstværket som afsluttet værk og en særlig kunstnerisk diskurs, var Ejersbos projekt en litterær back to basis….” Det hedder “back to basics”.
Anne-Marie Mai har en masse spændende viden om litteraturhistorie – værket af fuld af både viden og gode historier. Men strukturen gør det til en stor udfordring at læse værket. Det er fair nok – man skal ikke være bange for udfordringer. Og det er helt bestemt lykkedes forfatteren at fortælle om alle de spændende steder “Hvor litteraturen finder sted” på en måde, så man får lyst til at læse meget mere. Men bogen er uanstændigt dårligt skrevet og det kan altså ikke undskyldes……. i stedet kan man håbe på en omgang grundig redigering og korrekturlæsning inden næste oplag!
Bind 1 og 2 er udgivet i 2010. Bind 3 er udgivet i 2011 – alle på forlaget Gyldendal.
Jeg læser mange anmeldelser, fx i aviserne. Men de fleste anmeldelser er alt for korte – jeg bruger dem kun til at holde mig orienteret om de bøger der bliver udgivet. Men det er sjældent, at disse anmeldelser får mig til at læse bøger, som jeg ikke i forvejen har en slags kendskab til. Det kan fx være en ny bog fra en forfatter som jeg kender i forvejen. Eller oversættelse af en klassiker som jeg før har hørt om……
Man kan også læse anmeldelser i bogmagasinet – men disse anmeldelser er så korte, at det faktisk er misvisende at bruge betegnelsen “anmeldelse”. Reelt set er der kun tale om et kort handlingsresume. Det samme gælder litteratursiden.dk og mange andre bogsider på nettet. Deres anmeldelser er alt for korte og alt for overfladiske. Hvis anmelderen ikke kan redegøre for sin holdning, så er anmeldelsen ugyldig. Det samme gælder selvfølgelig de anmeldere som ligefrem er for dovne til at have en mening og nøjes med et kort resume. Jeg synes simpelthen at det er useriøst og det er næsten til grin, at betegne den slags som anmeldelser……..I følge den amerikanske litterat Harold Bloom, kan man ligefrem blive dum af at læse dumme bøger. Jeg tror det samme gælder dumme anmeldelser. Man bliver i hvert fald ikke klogere!
I mange år holdt jeg Weekendavisen, men den blev jeg også træt af. Deres litteratursektion var udmærket, men det var alt det andet….. Det irriterede mig, at jeg skulle have hele avisen, når jeg egentlig kun var interesseret i litteratursektionen. Og dertil var det jo kun den første litteratursektion hver måned som handlede om skønlitteratur. De andre uger var det primært faglitteratur. Der var et stort misforhold mellem den del jeg læste og hvor meget jeg egentlig betalte for.
Litteraturmagasinet “Standart” passer meget bedre til mig og mit temperament. Det bliver udgivet af Aarhus Universitet. Alle medlemmer af redaktionen er tilknyttet Litteraturhistorie ved universitetet og alle som skriver i bladet er vist nok uddannet inden for forskellige grene af litteraturstudiet.
“Standart” udkommer 4 gange om året og handler udelukkende om litteratur; det primære stof er anmeldelser og her bruger man den plads som er nødvendig. Hvis det er nødvendigt at bruge 2 store sider på at anmelde “Mercier og Camier” af Samuel Beckett, så bruger man 2 store sider. Jeg elsker det – det er lige præcis sådan nogle anmeldelser jeg elsker at læse; der skal selvfølgelig være et handlingsreferat, men dernæst skal der også være noget fortolkning; en bog som “Mercier og Camier” skal sættes ind i en litteraturhistorisk sammenhæng og endelig skal man have anmelderens personlige mening. Rundt omkring på nettet er der mange som tror, at det er nok at skrive om bogen var god eller dårlig. Nixen bixen – det er dybt useriøst. Jeg vil have en grundig redegørelse for HVORFOR anmelderen syntes at den var god eller dårlig.
Og det er netop hvad man får i “Standart”! Derfor er det et litteraturmagasin som udvider min horisont og faktisk får mig til at læse nye bøger. Det nyeste nummer udkom i sidste uge og indeholder blandt andet en anmeldelse af Judith Hermanns bog “Alice”. Det er efterhånden nogle måneder siden at denne bog udkom og den har været omtalt masser af steder – men aldrig på en måde som har fanget min interesse. Men i “Standart” har Steen Klitgaard Povlsen skrevet en utrolig spændende anmeldelse, som straks fangede mig og gav mig lyst til at læse bogen. Og jeg fik endnu mere lyst til at læse den, efter Simon Hastrups fængslende interview med forfatteren selv. Pludselig står “Alice” øverst på min bogliste.
Dernæst er der en bunke anmeldelser af tidens aktuelle forfattere: Svend Holm, Dy Plambeck, Torgny Lindgren, Annie Proulx, Margaret Atwood og mange flere. For første gang er hele Petrarcas digtcyklus “Canzoniere” oversat til dansk og den anmeldelse fylder selvfølgelig også en hel side. Ydermere bruger oversætteren hele 3 sider på at sætte Petrarca ind i en litteraturhistorisk sammenhæng og dernæst belyse hans betydning for moderne lyrik. Og det er overhovedet ikke en eneste side for meget.
Udover alle anmeldelserne er der også en mængde artikler af litterturvidenskabelig karakter. Det er rigtig guf for sådan en bogorm som mig, der aldrig selv har været på universitet, men alligevel er meget interesseret i alt den slags. Der er fx en artikel om, hvordan klimakrisen og den globale opvarmning påvirker litteraturen. Og Hans Boll-Johansen har skrevet en interessant artikel om forholdet mellem litteratur og gastronomi. Her er det en indre missionsk lammesteg som spiller en meget morsom og helt afgørende hovedrolle i kampen mellem puritanisme og hedonisme.
Endelig er der et stort tema om hvordan ideen om “Europa” optræder i litteraturen. Man starter med franskmændene, for “spørger man dem selv, så var det franskmændene, der i sin tid opfandt Europa“, skriver forfatteren. Man begynder altså med at undersøge hvordan vi forstår os selv. Dernæst fortsætter man med at redegøre for hvordan “Europa” optræder i amerikansk, russisk og arabisk litteratur. Det var rigtig spændende. “Standart” har altid et spændende tema om litteraturfortolkning, analyseteori, historie eller lignende. Og jeg elsker det…….
“Standart” er Danmarks bedste litteraturmagasin – det er det eneste blad jeg nogensinde har læst fra ende til anden uden at kede mig. Det er seriøs og professionel litteraturformidling, men uden at det bliver selvhøjtideligt eller indforstået. I aviserne får man nogen gange det indtryk, at anmeldernes hensigt først og fremmest er at promovere sig selv – så kommer litteraturen i anden række. Sådan er det ikke i “Standart”. “Standart” handler kun om litteratur. Det er dybt seriøst, men aldrig kedeligt.
Her kan man se en række af de gamle numre.
Søndag aften lancerede DR2 et nyt litteraturprogram med den finurlige titel Tekst-TV – “Det bliver anderledes, det bliver energisk og alt andet end støvet og højpandet. Tekst-TV er et musikalsk bogprogram.” Allerede ved denne programerklæring får man en mistanke om, at det er lidt for smart og lidt for moderne.
Per Kirkeby - Jeg er her endnu
Aftenens tema var “bøger om at blive forladt”. Programmet var centreret omkring to værker og det første var Ninkas samtalebog med Per Kirkeby: Jeg er her endnu. Den handler om hovedpersonens blodprop og tiden derefter da ægteskabet med Vibeke Windeløv gik i stykker……. men programmet handler slet ikke om bogen og man får ikke mere at vide om den. I stedet fungerer bogen udelukkende som baggrund for Milena Penkowa der fortæller om en gang hun blev forladt. Bogen tjener også som udgangspunkt for Milena Penkowa, der fortæller om sin egen “blodstyrtning”, da hendes karriere faldt fra hinanden…… man opdager ret hurtigt, at Tekst-TV er et overfladisk sladder-og sensationsprogram, maskeret som litteraturformidling. Det er særdeles uinteressant.
Siri Hustvedt - Sommeren uden mænd
Dernæst er der en læsegruppe som diskuterer “Sommeren uden mænd” af Siri Hustvedt. Det er fire helt almindelige mennesker som fortæller hvorfor de kan lide, eller ikke kan lide, bogen. Men vi får absolut intet at vide om bogen – overhovedet ingenting. Vi får heller ikke nogen seriøse eller uddybende forklaringer for deres holdninger. Denne del af programmet kører helt af sporet, da deltagerne begynder at anmelde hinandens personlighed i stedet for bogen….. hvad i alverden er meningen, spørger man sig selv.
Programmets to hoveddele bliver flettet ind mellem hinanden, afbrudt af korte og forstyrrende sekvenser med tilfældige mennesker, fanget på gader og stræder – alle disse personer nævner en yndlingsbog med relation til programmets tema; det er litterær namedropping og det er fuldstændig meningsløst. Det er i hvert fald misvisende at definere det som litteraturformidling.
For mange år siden var Isabella Miehe-Renard vært på DRs litteraturprogram og hendes styrke var en åbenlys læseglæde, personlig interesse og en smittende begejstring for bøger. Værten på Tekst-TV hedder Alberte Clement Meldal og hun er vist Isabella Miehe-Renards modsætning; hun er fuldstændig passiv og anonym, og hendes ansigt er nærmest stivnet i et kunstigt udtryk af påtaget opmærksomhed.
Tempoet og stilen på DR2s nye litteraturprogram virker inspireret af den hurtige og overfladiske zapperkultur. Men litteratur er jo det modsatte. Litteratur handler om fordybelse…..
Tekst-TV bliver sendt søndag aften kl.23,00, men jeg tror, at min nattesøvn er mere værd end dette program. Man kan selvfølgelig også se Tekst-TV på nettet, men det er spild af tid……..
“Gormenghast” er et mesterværk – et stort mesterværk!
Gormenghast - Titus Groan
Første bind har titel efter den ene hovedperson Titus Groan – den syvoghalvfjerdsenstyvende jarl af Gormenghast – og værket begynder den dag hovedpersonen bliver født. Den anden hovedperson er selve slottet Gormenghast – så stort og monstrøst, at slottets mange tårne ligner en bjergkæde. Vi er i en verden der ligger hinsides virkeligheden – en verden hvor den ene person på slottet er mere særpræget og original end den anden: fra deres nåder tvillingerne Cora og Clarice som ikke er helt rigtige i hovederne, grevinden af Gormenghast der altid har en flok tamme fugle på skuldrene og en hel flok hvide katte i hælene, så det ser ud som om at hun glider frem gennem et bølgende hvidt hav, til Irma Prunesquallor, doktorens forfængelige søster, der konsekvent må gentage alt hvad hun siger TO gange:
“Jeg sagde, Alfred, at jeg ikke er uden charme. Ej heller uden ynde eller intellekt. Hvordan kan det så være, at jeg aldrig bliver antastet? Hvorfor er der ikke nogen, der gør deres hoser grønne hos mig?”
“Taler du i økonomisk forstand?” spurgte doktoren.
“Jeg taler spirituelt, Alfred, som du udmærket godt ved. Hvad er det, andre har, og som jeg mangler?”
“Eller set fra den anden side,” sagde Prunesquallor, “hvad er det, de ikke har, og som du allerede har?”
“Jeg kan ikke følge dig, Alfred. Jeg sagde, jeg kan ikke følge dig.”
“Det er ellers lige nøjagtigt det , du gør,” sagde hendes broder, idet han strakte armene ud og flagrede med fingrene ” og jeg ville ønske, du ville holde op med det.”
“Men min holdning, Alfred. Har du ikke bemærket den? Hvad er det med dit køn – kan de ikke se, at jeg går nydeligt?”
“Måske er vi for spirituelle,” sagde doktor Prunesquallor.
“Men måden, jeg fører mig på! Alfred, fører mig.”
“Alt for pågående, sødeste æggesnaps, alt for pågående; du vælter fra side til side ned af livets kedsommelige landevej, disse dine hofter ruller, mens du går. Åh nej, min kære, måden, du fører dig på, skræmmer dem væk, det er hvad den gør. Du skræmmer dem fra vide og sans, Irma.”
Dette var for meget for hende.
“Du har aldrig troet på mig!” råbte hun, mens hun rejste sig fra bordet, og en forfærdelig rødmen gennemstrømmede hendes perfekte hud. “Men jeg kan godt sige dig” – hendes stemme steg til et skingrende skrig – “at jeg er en dame! Hvad tror du, jeg vil med mænd? Sådan nogle bæster! Jeg hader dem. Blinde, dumme, klodsede, skrækkelige, tunge, vulgære tingester, det er, hvad de er. Og du er en af dem!” skreg hun og pegede på sin broder, der med øjenbrynene en smule hævede fortsatte med sin tegning af strudsen dér, hvor han havde sluppet den.
“Og du er en af dem! Hører du efter, Alfred, en af dem!”
Greven og grevinden, grevens to søstre, en søn og en datter udgør den lille aristokratiske familie, og de fylder ikke meget på det gigantiske slot. Selv om der også er fyldt med tjenere, så er der områder af slottet hvor alle farer vild og ingen kan finde rundt. De fjerneste dele af slottet ligger simpelthen i ruiner. Og hvis man bliver glemt i et låst værelse i et fjernt hjørne af slottet, så er der ikke megen chance for, at man nogensinde bliver fundet igen…..
Hverdagen består af et utal af dybt meningsløse ritualer – det er et kvælende liv, hvor hovedpersonerne er værdiløse som mennesker. Deres eneste værdi og eksistensberettigelse ligger i deres deltagelse i disse tåbelige ritualer, samt en evig fortsættelse og håndhævelse af gammel skik og brug. Der er et skarpt hierarki på slottet, hvor alle kender deres plads……
…….og det er her spændingen begynder. Køkkendrengen Steerpike vil ikke acceptere sin plads i hierarkiet. Han gør oprør! Uden nogen form for samvittighed eller moralske skrupler, benytter han sig af lusk, mord, hærværk, manipulation og alt andet, for at nå til tops. Han er ikke nogen frihedshelt. Han kæmper kun for sig selv og han ønsker ikke at ændre noget – hans eneste mål er at tilrane sig alt magt på slottet… no matter what. Det en brutal, blodig kamp på liv og død, for alle på slottet. Han efterlader et kølvand af død, mord, blod, brand og ødelæggelse efter sig. Dermed indgår Steerpike i et eksklusivt selskab af litteraturhistoriens nederdrægtigste og mest skånselsløse skurke. Steerpike er simpelthen den skinbarlige ondskab.
I tredje bind – Titus Alene – er Titus Groan flygtet fra Gormenghast: “Hvor er han nu? Titus abdikatoren? Kom ud af skyggerne, forræder, og stå ved min hjernes vilde afgrund”, skriver Mervyn Peake i starten af dette bind – det er et fantastisk eksempel på det vilde og kraftfulde sprog som bærer hele bogen. Det har en styrke og en kraft, som man med god ret kan sammenligne med de stærkeste scene fra John Miltons “Paradise Lost”. Det er simpelthen berusende!
Titus forsøger at flygte og frigøre sig fra Gormenghast – det er en flygt som sprænger alle forestillingsrammer. Men han må erkende, at uanset hvor langt han kommer væk, så kan man ikke undslippe sin fortid. Nogen gange kan man tvivle på, hvad der er sandt og hvad der er fantasi, man kan tvivl på sig selv og sin egen hukommelse. Selv om tredje bind er voldsomt anderledes – også i sprog og stil – så er det på visse måder det mest interessante af de tre bind…. altså, når man lige har overvundet skuffelse over at tage afsked med livet på slottet.
Det var ikke meningen at Gormenghast skulle være en trilogi. Det skulle være et stort værk der fulgte Titus Groan fra fødsel til død. Men Mervyn Peake led af den såkaldte sovesyge og blev også ramt af Parkinsons syge. 3. bind bærer tydeligt præg af disse helbredsproblemer: kapitlerne er kortfattede og stilen er nærmest fragmentarisk – heldigvis lykkedes det at gøre bindet færdig. Desværre nåede Mervyn Peake blot enkelte udkast til fjerde bind…. dengang forstod man ikke hans sygdom og derfor døde han på en lukket institution.
Mervyn Peake 1911 - 1968
Han blev født i 1911 i kina, hvor hans forældre var missionærer. Hans skolegang var delt mellem kina og England, som familien flyttede til i 1922. I 30erne begyndte han som billedkunstner og blev en succesrig illustrator. Da han begyndte at undervise i tegning i London, mødte han sin kone Maeve, som han blev gift med i 37. Han var soldat under 2. verdenskrig og blev krigsillustrator for de allierede; han var også med, da man indtog og befriede kz-lejren Belsen. Det kom han sig aldrig over.
Mervyn Peake var en vidunderlig excentrisk mand – Kim skotte skrev:
“Peake var efter alt at dømme et charmerende renæssancemenneske. Men handikappet af nogle ganske alvorlige problemer mht. at håndtere selv det mest dagligdags praktiske. (…) Han var typen, der brugte hele forskuddet på sin næste bog på juveler til fruen. Så kunne hun stå dér og funkle med børn og rumlende mave. I et nyt hus, de ikke var i nærheden af at have råd til. Han var typen, der købte en ny bil, men ikke anede, at man skulle have kørekort og tegne forsikringer. Da han blev indkaldt til hæren under blitzen, lykkedes det ham aldrig at gøre honnør med den rigtige hånd.”
Kafkas roman “Slottet” handler om landmåleren K. som kommer til en lille by der helt bogstavelig talt ligger in the middle of nowhere. Over den lille landsby ligger slottet som en skummel, monstrøs og utilgængelig realitet der dominerer hele befolkningen og fylder alle deres tanker. Jeg kan godt lide at forestille mig, at Mervyn Peake har læst Kafkas roman og ladet den være inspiration til hans gigantiske og åndsbeslægtede roman om slottet Gormenghast. Men det er desværre ikke sandsynligt….. “Slottet” blev ganske vist udgivet på tysk allerede i 1926 og igen i 1935, men først i 1946 blev den udgivet på engelsk – og første værk i trilogien – Titus Groan – er udgivet samme år.
Anmelder ved Information, Tonny Worm, skrev, at man næsten turde kalde Gormenghast “den bedste fantasy-romanserie, der nogensinde er skabt.” Det er muligt han har ret – det er i hvert fald en fantastik historie, et rigtigt mesterværk, og jeg nød hver eneste side…..
Aksel Sandemose(1899-1965)
Aksel Sandemose er først og fremmest kendt for sine store psykologiske romaner og “En flygtning krydser sit spor” – hovedværket om janteloven. Desværre er der ikke ret mange som kender “En palmegrøn ø” og det er ærgerligt, for det er en særdeles underholdende sørøverhistorie fra kong Rhascall den Syttendes tid.
I det sydlige England var det almindelig næringsvej, at lokke skibene på grund og plyndre vragene. Eventuelle overlevende levede ikke så længe…. man ønskede ingen vidner. Kongen, ærkebiskoppen, godsejerne og bønderne delte rovet. Det vakte stor bekymring, da disse indtægter pludselig faldt. Da ærkebiskoppen af Roseberry undersøgte sagen, opdagede han, at det skyldtes nogle uhyggelige historier om de myrdede sømænd. Man sagde, at de vendte tilbage i mørke og regnfulde nætter for at tage hævn….. derfor var bønderne blevet bange og holdt sig indendøre når det blev mørkt.
Vi er i kolonitiden og skibene valfarter til den nye verden. Da et engelsk skib kaster anker ved en palmegrøn ø midt i Atlanten, viser det sig, at øen ikke er så øde og fredelig som de troede. Inden de når at reagere, bliver de angrebet med kanoner. Skibet synker og der er kun to som når at undslippe – den store, stærke Claes og drengen Eli. Efter nogle udmattende dage på havet, er de mere døde end levende, da det lykkes dem at slippe i land på en anden del af øen. De unge mænd slapper af under solen, svømmer i havet og nyder livet på deres paradisø – snart udvikler det sig til en historie som minder om “Den blå lagune” eller “Brokeback mountain”. Det er et meget ømt forhold der udvikler sig mellem de to mænd og Eli “ville nødig tænke på den dag, da der kom en kvinde og tog Claes fra ham“. Der er et stærkt homoerotisk element i denne bog og visse litteraturforskere har da også spekuleret i, hvordan det har relation til Sandemoses eget liv. Der er et stærkt og ubrydeligt venskab mellem de to mænd i bogen, men det er klart, at det er mere end det: de “giver pokker i køn” på deres paradisø, men “Strengt taget burde Eli have været en pige“, tænker Claes. Danmarks svar på Hemingway har simpelthen skrevet en homoerotisk sørøverhistorie.
De laver en snedig og modig plan – det bliver en dramatisk flugt, men det lykkes dem at slippe bort fra øen. Da de kommer til England, henvender de sig til kong Rhascall for at få støtte til at angribe de pirater som sænkede deres skib – og selvfølgelig er der også noget med en stor skat. Kongen kaldes Rhascall den Syttende, da han netop er gift med den syttende kone… som går i evig frygt for, at hun ikke skal blive den sidste, og det er ikke uden grund. Kongen har allerede bestemt at indføre dødsstraf for dem som begynder at kalde ham den attende.
Kongen er omgivet af svindlere og bedragere – de værste er lige så slemme “som Josefs kone”. Han havde lært at være forsigtig og “sagde ikke hvad han tænkte – det havde han med kongelig fornuft vænnet sig af med for mange år siden“. Kongen mangler penge og han kunne egentlig godt tænke sig, at hente dem selv i den nye verden. Men han “blev bare så himmelråbende søsyg, og desuden påstod man, at vinen blev dårlig af at blive skvulpet. Det var kun portvin, der havde godt af en sørejse, og han kunne ikke fordrage portvin“.
Kongen håber på at indkassere en større piratskat og indvilliger derfor i at forsyne skibene med mandskab – en velkommen lejlighed til at tømme Londons overfyldte fængsler og samtidig slippe af med gadernes værste rakkerpak. Så følger et dramatisk eventyr under Atlanterhavets sydlige himmelstrøg, hvor kongens mænd, pirater, svindlere og bedragere jagter hinanden over bølgerne; sejlene smælder i vinden, kanonerne buldrer og de skiftes til at sænke hinandens skibe. Og hvordan dét hænger sammen med de myrdede sømænds hævn, skal ikke afsløres her…….
“En palmegrøn ø” er verdens bedste sørøverroman, men janteloven spøger også her. Det er en verden hvor mennesker “misunder hinanden alt” og “De får tilløb til krampe i fjæset, om du siger noget godt om et andet menneske – du kan se på deres øjne, hvordan de i hukommelsen leder efter noget giftigt at komme med….“. “Hvorfor skulle de gøre verden lige så grå som den var?“, spørger Eli filosofisk. Hvis man ville være underfundig, så kunne man måske mene, at det var henvendt til forfatteren – og svaret ligger jo allerede i spørgsmålet. Det er ret genialt! Aksel Sandemose har ingen illusioner om hverken denne eller hin verden, men i denne bog beskriver han den med en humor og en løssluppen fantasi som ikke findes i hans andre værker. “En palmegrøn ø” er et mesterværk udi ironi, satire og skarp sarkasme. Den er spændende, morsom og særdeles underholdende.
I sidste måned begyndte jeg en bogkonkurrence og det var min tanke, at den skulle gentages en gang om måneden. I mellemtiden har jeg bemærket hvordan andre arrangerer “give-aways” – jeg kan konstatere, at det ofte fungerer sådan, at hvis man ønsker at deltage, så er kravet, at man skal hverve nye læsere til den pågældende blog. Det er en form for selvpromovering som jeg absolut ikke bryder mig om. Hvis jeg skal være meget diplomatisk, så vil jeg betegne det som usympatisk markedsføring.
Min dagsorden var en helt anden; jeg ville egentlig bare lave en lille sjov bogkonkurrence, fordi jeg selv er vild med bogkonkurrencer og samtidig har jeg altid været vild med at forære andre mennesker bøger – jeg synes det er en god måde at dele sine yndlingsbøger med andre mennesker. Det er selvfølgelig ikke alle mennesker som bliver glad for en bog, men i en bogkonkurrence kan man jo selv vælge om man vil deltage. Umiddelbart syntes jeg at det var rigtig smart og en supergod måde for mig, at tilfredsstille mine egne lyster på.
Men det er også vigtigt at finde sin egen stil som blogger; efter at jeg har været opmærksom på hvordan andre bloggere arrangerer disse “give-aways”, så må jeg indse, at det ikke er noget for mig. Det er en bloggerstil, som jeg slet ikke ønsker at blive associeret med og derfor har jeg simpelthen mistet lysten.
Jeg beklager over for alle jer, som syntes at det var en sjov ide; trods min tidligere udmelding, så kommer der ikke flere bogkonkurrencer.
Mercier og Camier
Så er det endelig blevet tid til at afsløre vinderen. For der er faktisk en klokkeklar vinder og det er Manja Hansen, som gættede, at jeg læste:
Samuel Beckett: Mercier og Camier.
Der var flere som gættede på Samuel Beckett – jeg ærgrede mig gul og grøn over, at I ikke lige slog hans navn op på Arnold Busck eller en anden dansk internetboghandel. Så havde I straks opdaget, at “Mercier og Camier” er den eneste roman der er udgivet af Beckett i uendelig lang tid. Det var selvfølgelig ingen garanti for at det var det rigtige svar, men det var i hvert fald et godt bud.
Og bogen var så genial, at der helt sikker kommer et indlæg om den på et eller andet tidspunkt i fremtiden. Nu skal den lige ligge lidt og så glæder jeg mig til at læse den igen.
Tusind tak for alle jeres gode og spændende svar. Jeg synes det var enormt sjovt og derfor bliver denne bogkonkurrence fast indslag den første i hver måned. Så håber jeg at I – og mange flere – har lyst til at være med igen!
Til lykke til Manja!
PS: Manja du har vist skrevet forkert, da du skrev din emailadresse. Jeg har prøvet at sende dig en mail, men fik den tilbage. Derfor vil jeg bede dig om at sende mig en mail med din adresse, så jeg kan sende præmien. Du finder min emailadresse nederst i sidemenuen…. alternativt kan du også bare smide en ny kommentar til dette indlæg. Du er selvfølgelig også velkommen til at sende mig en besked via Facebook. 
“Siden Adams dage har næppe nogen ulykke forekommet i denne verden, uden at en kvinde har stået bag. Så længe vor familie har eksisteret(og det er næsten siden Adams tid – så gammel, fornem og berømmelig er, som alle ved, slægten Barry), har kvinder spillet en mægtig rolle for vor slægts historie”.
W.M.Thackeray - Barry Lyndon
Sådan indledes bogen, som i følge forfatteren og forordet er,
“Erindringer, nedskrevet af
Barry Lyndon, Esq.
fra kongeriget Irland
indeholdende
en beretning om hans forbløffende eventyr,
ulykke og hans lidelser i Hans afdøde preussiske
Majestæts tjeneste; hans ophold ved en række
af Europas hoffer; hans ægteskab
og pragtfulde residenser i England og Irland;
og de grufulde
forfølgelser, konspirationer og forsmædelser,
han har været udsat for.”
William Makepeace Thackeray er en af Englands og hele verdens bedste og skarpeste satirikere. Historien om Barry Lyndon er utrolig morsom og underholdende, men den er ej blot til lyst. For det første blotter den en særlig mennesketype og for det andet bliver historien ret grum.
Du kan vinde bogen i min nye bogkonkurrence. Forhåbentlig er der rigtig mange som har lyst til at deltage – både faste læsere og nye læsere på min blog. Alle er velkomne til at være med. Jo flere der gider, jo sjovere synes jeg det er… og så kan det jo være at konkurrencen fortsætter en anden gang.
Hvis du vil vinde den fantastiske historie om “Barry Lyndon”, så skal du bare gætte hvilken bog jeg er i gang med at læse. Der er selvfølgelig også et par ledetråde, men jeg må advare om, at jeg forbeholder mig ret til at være både kryptisk og en smule vildledende…… Bogen er skrevet af en irlænder – hvilket egentlig er en sandhed med modifikationer. Til gengæld er der absolut ingen tvivl om at manden var bindegal. Forfatteren levede i det tyvende århundrede og bogen er skrevet cirka midt i hans liv. Den forholdsvis lille roman er ikke et af hans hovedværker…..
Regler:
For at vinde skal man gætte både forfatter og titel. Der er flere svarmuligheder som umiddelbart kan være lige gode. Men jeg læser altså kun én bog af gangen – det kræver held at gætte den rigtige og sådan synes jeg det skal være! Man skal bare skrive svaret i en kommentar herunder. Jeg trækker lod mellem alle rigtige svar. Man må skrive alle de kommentarer man vil, men bordet fanger når man har lagt sit første gæt.
Konkurrencen slutter næste søndag klokken 12,00.
Alan Bennett – En kongelig læser.
Dronning Elisabeth II
Sidste sommer faldt jeg tilfældigt over ”En kongelig læser”, mens jeg gik og snusede hos Arnold Busck. Jeg bladrede lidt i den og nåede kun at læse 2½ linje før jeg indså, at jeg straks var nødt til at købe bogen. Det er en lille bog på 124 sider og jeg nåede at læse ¼ på vej hjem i bussen. Det var slet ikke meningen – jeg skulle jo bare skimme et par sider. Derfor begyndte jeg helt forfra da jeg kom hjem og jeg læste hele bogen på et par timer, mens jeg grinede og grinede og grinede. Det er en fantastisk og usædvanlig morsom bog. Siden har jeg læst den yderligere et par gange og den er stadig fantastisk.
”Det var hundenes skyld. De havde fine fornemmelser og ville normalt være gået op af hovedtrappen, hvor en livrist plejede at lukke dem ind, når de have været i haven. Men i dag for de af en eller anden grund galpende hen ad terrassen og tumlede atter hovedkulds ned ad trappen og rundt om hjørnet, hvor hun kunne høre dem gø af et eller andet i en af gårdene. Det var City of Westminsters bogbus…..”
Hovedpersonen er dronningen Elisabeth II. Hun går ind i bogbussen for at undskylde for hundenes larm, men så synes hun også at hun er nødt til at låne noget – blot for at være høflig.
”…..hun lod blikket glide rundt på de fyldte reoler og trak tiden ud.
”Kan man låne en bog? Man har ikke noget lånerkort.”
”Det er ikke noget problem,” sagde mr. Hutchings.
”Man er pensionist,” sagde dronningen uden helt at vide, om det betød noget.
”Deres majestæt kan låne op til seks bøger.”
”Seks? Ih, du forbarmende!”
Men hun ved stadig ikke hvad hun skal låne og ser sig omkring.
”Så fik hun øje på et navn hun kendte, på en hylde med temmelig slidte bind.
”Ivy Compton-Burnett! Den må jeg læse.” Hun tog bogen og gav den til mr. Hutchings, så han kunne stemple den.
”Åh, hvor dejligt!” sagde hun og trykkede den ikke særligt overbevisende ind til sig, inden hun åbnede den. ”Jaså. Sidste den var udlånt var i 1989.”
”Hun er ikke nogen populær forfatter, Deres majestæt.”
”Det kan man da undre sig over. Jeg har adlet hende.”
Mr. Hutchings undlod at sige, at det ikke nødvendigvis var vejen til publikums hjerte.”
Dronning Elisabeth bliver ikke begejstret for bogen, men hun er verdens mest pligtopfyldende menneske – det er i hvert fald bogen udgangspunkt, som er ret essentiel for historien. Derfor læser dronningen pligtskyldigt bogen fra ende til anden. Da hun skal aflevere den kommer hun imidlertid i samme situation som sidst: hun føler at hun er nødt til at låne noget. Men denne gang er hun så heldig, at det er en bog som virkelig fanger hendes interesse. Og så sker ulykken: dronningen bliver en rigtig læsehest. Hun må have flere bøger, flere og flere bøger. Hun kan slet ikke få nok.
I bogbussen har hun mødt Norman Seakins, en tynd, rødblond ung mand som er opvasker i køkkenet og har ”en tendens til at lade sin læsning bestemme af om forfatteren var bøsse eller ej.”. Dronningen forstår ikke hvad han laver i køkkenet, for han er tydeligvis en meget begavet ung mand, siger hun til adjudanten, da hun ønsker at han skal forfremmes. ”Han er ikke lækker nok,” sagde adjudanten, men det var til kabinetssekretæren, ikke til dronningen.”
Seakins bliver hendes private håndlanger og deres forhold er særdeles velfungerende, da han har et ganske afslappet forhold til hende. Det er hun ikke vant til. Men grunden er ikke særlig smigrende: ”Vel var hun dronning, men hun var også en gammel dame, og eftersom Normans introduktion til arbejdslivet var gået via et plejehjem i Tyneside, lod han sig ikke skræmme af gamle damer. ”
Dronning Elisabeth d. 2.
Hun er besat af sine bøger og læser alle steder. Selv til den traditionsrige åbning af parlamentet tager hun sin bog med i kareten: ”Hun var blevet ret god til at læse og vinke samtidig; fidusen lå i at holde bogen under vinduesniveau og hele tiden fokusere på den , ikke på menneskemængden.”
Også på andre måder begynder verdens mest pligtopfyldende kvinde at slække på standarten: ”Grundsten blev lagt med mindre elan, og de få skibe der var at søsætte, lod hun i al hast løbe af stablen, som om de var legetøjsbåde på en sø, for der var altid en bog der ventede.”
Når hun flytter mellem de forskellige kongelige residenser er det nærmest som bagage; ”det vigtigste stykke, det var indiskutabelt, men ikke desto mindre bagage. På en måde forløb denne valfarten mere smertefrit end tidligere, fordi hovedpersonen for det meste sad med næsen i en bog. Hun satte sig ind i bilen foran Buckingham Palace og steg ud på Windsor Castle uden på noget tidspunkt at have fjernet blikket fra kaptajn Crouchback under hans invasion af Kreta. Hun fløj til Skotland og nød Tristram Shandys(under tiden stærkt irriterende) selskab, og når han begyndte at kede hende, var Trollope(Anthony) altid lige i nærheden. Det gjorde hende alt i alt til en smidig og fordringsløs rejsende.”
Men denne interesse giver en del problemer: ”Hun var ganske vist ikke altid så punktlig som hun havde været og en ventende bil med en mere og mere pirrelig hertug på bagsædet under markisen i slotsgården var ikke noget særsyn”
Det kommer også til udtryk i hendes påklædning: ”…hun bar den samme broche to gange for eksempel, eller havde de samme pumps på to dage i træk. Sandheden var, at Hendes Majestæt ikke længere gik særlig meget op i det,…..”
Alle mener at dronningens interesse er et problem; ikke nok med at hun altid taler om bøger, men hun begynder også at give folk bøger – ministrene, den kongelige familie, hoffolkene – og bagefter kan hun finde på at stille spørgsmål for at tjekke om de har læst dem. Efterhånden bliver hoffet bekymret for hendes helbred; før var hun så pligtopfyldende og nu kan de snart ikke kende hende mere. De mener at hendes adfærdsændring må skyldes alderdom, begyndende forfald eller senilitet – formentlig også alzheimers. Bøger er skam ikke nogen ufarlig lidenskab…..
Alan Bennett
”En kongelig læser” er en genial bog, som er værd at læse uanset om man er royalist eller republikaner. Udover at den er ekstremt morsom, så er det også en satire over det moderne monarki, som er et skuespil, hvor alle har deres roller som skal spilles – og der er panik, hvis nogen begynder at improvisere eller overskrider den stramme etikette. Derudover gør Alan Bennett grin med det intrigante hof og de smådumme politikere. Men det er altid på en pæn og anstændig måde. Det er spidsfindig satire, som aldrig bliver vulgær eller grovkornet. Men bag satiren er der også en alvor, for bogen handler også om en moderne dronning, der ikke har mange chancer for også at være et selvstændigt menneske. Via sin læsning bliver hun mere og mere bevidst om sig selv, sine egne behov og sine egne meninger – og det ændrer hendes liv.
Men først og fremmest er ”En kongelig læser” en genial bog om at elske bøger. Enhver læsehest eller bogorm vil genkende sig selv og identificere sig med dronningen efter nogle ganske få sider!
Forfatteren Tom Buk-Swienty
I sin nye bog “Dommedag Als” afslører Tom Buk-Swienty, at efter krigen i 1864 tilbød kong Christian d. 9. at Danmark kunne komme ind under Tyskland. Denne nyhed har fyldt medierne hele dagen og det har været rigtig spændende. Der er flere som har kaldt Christian d. 9. for landsforræder – jeg synes det vidner om en manglende forståelse for, at verden var anderledes dengang. Jeg vil ikke forholde mig alt for skarpt til en sag som jeg ikke kender i detaljerne, men umiddelbart synes jeg det lyder som en form for solidaritet med Slesvig, Holstein, Lauenborg og Sønderjylland – derfor synes jeg godt man kan forsvare kongens initiativ. I dag er det selvfølgelig utænkeligt og ideen virker nærmest absurd. Men det er jo også 150 år siden.
Dagens bedste kommentar blev leveret af dagens vært på Deadline 17, journalist Jesper Larsen, som sagde, at : “det gør ondt at få at vide, at kongen ville give os til Tyskland, men det gør dog næsten mere ondt at tyskerne slet ikke ville have os.”
Herman Bang(1857-1912)
Jeg ærgrer mig voldsomt over Tom Buk-Swienty, som gang på gang har omtalt erobringen af Als, som det glemte slag! – og journalisterne har accepteret denne betegnelse.
Har alle glemt Herman Bang? Haabløse slægter? Tine? Jeg troede at Tine var nærmest obligatorisk læsning i gymnasiet og på mange andre uddannelser. Herman Bang blev født i Asserballe på Als i 1857, men familien flyttede/flygtede til Horsens under krigen i 1864. For Herman Bang var barndommen og opvæksten på Als en form for paradis og efter flytningen til Horsens blev han konfronteret med den kolde og ubarmhjertige virkelighed. Derfor står nederlaget ved Dybbøl og tabet af Als som centrale begivenheder i Herman Bangs forfatterskab.
Det er særlig tydeligt i bogen “Tine” som foregår på Als og netop beskriver rædselsnatten den 29. juni 1864, hvor tyskerne erobrede og hærgede den lille ø, mens beboerne forsøgte at flygte fra soldaternes brutalitet.
“Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under Kanonernes Larm. “
Tine søger tilflugt i kirken sammen med sine forældre. Fra kirketårnet stirrer de ud over øen og betragter den forfærdelige nat:
“… Huse brændte i Grunden med dunkel Flamme, som vilde den røde Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af glødende og ilsomme Kloder, mens Lyden fra de Flygtendes Tros, Soldaterne Paa Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres Trin – naaede dem som den rappe Knitren af et Kæmpebaal.
Under sagte Jammer, med sammenknugede Hænder faldt Madam Bølling ned mod Lugens Aabning ved Siden af sin Mand.
- Det er Øen, der brænder, hviskede hun.”
“Tine” er et af de fineste og vigtigste mesterværker i dansk litteraturhistorie. Når Tom Buk-Swienty omtaler slaget ved Als som det glemte slag, så må det skyldes manglende kendskab til dansk skønlitteratur!
Nye kommentarer