You are currently browsing the category archive for the ‘Litteratur’ category.

Der kom lidt mere end 20 personer til “Store GURRE dag” i Gurre kirke søndag d. 10. november. Jeg synes det var temmelig skuffende. Men jeg tror, at det er en meget præcis illustration af danskernes interesse for vores kulturhistorie – eller mangel på samme! Jeg har tidligere skrevet et længere blogindlæg, som jeg kaldte “Alt om Gurre“. Det var selvfølgelig lidt hovmodigt, for jeg ved naturligvis ikke alt om Gurre. Det ved jeg godt og derfor glædede jeg mig til et lærerigt foredrag. Det gik ikke helt som forventet ….

Vivian Etting om Gurre slot – sagn og historie

Den meget smukke kirke i Gurre.

Den meget smukke kirke i Gurre.

Første foredragsholder skulle i følge programmet være Lone Hvass, men hun var blevet forhindret. I stedet havde Vivian Etting overtaget og det var jeg rigtig glad for. Ikke fordi, at jeg har noget imod Lone Hvass. Absolut ikke. Jeg kender hende ikke. Men Vivian Etting har efterhånden skrevet en håndfuld meget roste bøger om dansk historie og derfor var det selvfølgelig interessant at møde hende. Bogen om “Gurre slot – kongeborg og sagnskat” har hun skrevet i samarbejde med Lone Hvass og Charlotte Boje Andersen. Jeg har ikke læst bogen, men den står selvfølgelig på min ønskeliste.

Vivian Etting - museumsinspektør på Nationalmuseet.

Vivian Etting – museumsinspektør på Nationalmuseet.

Vivian Etting fortalte om de seneste udgravninger ved Gurre. Gennem mange år har man formodet, at det store beboelsestårn i midten af anlægget stammede fra 1100-tallet. I dag er man overbevidst om, at det først blev opført i begyndelsen af 1300-tallet. Hun fortalte også om alle de glaserede fliser og rester af kakkelovne som man har fundet omkring Gurre slotsruin – alt sammen vidnesbyrd om den kongelige luksus og standard som har præget stedet. For nogle få år siden skulle man lægge fjernvarmerør i Gurre. Vivian Etting fortalte hvordan man begyndte at grave vejen op og fandt Valdemar Atterdags brolagte vej blot en halv meter under asfalten. Selv om denne vej blev anlagt i 1300-tallet, så lå den fuldstændig fin og intakt under den moderne vej. Og det gør den stadig…..

Det var interessant, at høre om alle disse udgravninger og opdagelser. Det var interessant – men det blev desværre aldrig rigtig spændende og Vivian Etting fik aldrig tegnet et levende billede af Gurre. Det virkede faktisk som om, at hun var en lille smule uengageret.

Marianne Just om I.P. Jacobsen og Gurresange

Tidligere lektor Marianne Just begyndte med at fortælle, at hun netop havde læst I.P. Jacobsens Gurresange for første gang nogen sinde. Dernæst forklarede hun, at “når vi næsten ikke kender ham[I.P. Jacobsen] som lyriker, så skyldes det Georg Brandes …. Herefter redegjorde hun så for, hvorfor ingen kendte I.P. Jacobsens digte.

Jeg blev dybt chokeret. Tænk, at man skulle høre det. Og så fra en tidligere lektor. Jeg var lige ved at få et apoplektisk anfald!

Tidligere lektor Marianne Just.

Tidligere lektor Marianne Just.

Det er korrekt, at I.P. Jacobsen havde lidt svært ved at skabe interesse for sine digte. Der blev kun udgivet seks digte i hans levetid. Der er heller ingen tvivl om, at Georg Brandes manglende begejstring for hans evner hæmmede hans lyriske skaberkraft. Men året efter I.P. Jacobsens død i 1885 udkom alle hans digte i en samling med “Digte og udkast”. Dernæst fulgte en sand I.P. Jacobsen-epidemi, som bredte sig over hele Europa og sandelig også helt til USA. Derfor er det simpelthen noget sludder at sige, at vi ikke kender I.P. Jacobsen som lyriker. Tværtimod! Sandheden er jo den stik modsatte. Fra 1886 til 1920 var der 41 danske komponister som satte musik til 106 digte. Det viser selvfølgelig en hel del om, hvor meget disse digte blev læst og hvor umådelig populære de var. 

Jeg har næsten gået i gymnasiet to gange; jeg begyndte på matematisk linie på et gymnasium i Jylland. Men det gik faktisk ikke særlig godt. Så flyttede jeg til København og begyndte på et to-årigt studenterkursus, hvorfra jeg blev sproglig student. Begge steder læste vi flere digte af I.P. Jacobsen. Derfor troede jeg, at det var almindelig pensum i gymnasiet.

Både altertavlen og alterbordet er skabt af Per Kirkeby i 2003.

Både altertavlen og alterbordet er skabt af Per Kirkeby i 2003.

Da jeg gerne ville undersøge dette lidt nærmere, så lavede jeg en lille undersøgelse blandt mine venner på Facebook. Det vil sige, at blandt alle dem som svarede havde nogen gået på gymnasiet eller HF. Men der var også nogen som havde gået på Handelsskolen eller Teknisk Skole, hvor det litterære pensum ikke fylder så meget.

Der var 25 som besvarede min lille undersøgelse. 10 svarede, at de havde læst digte af I.P. Jacobsen enten på gymnasiet eller HF. Det er faktisk præcis 40%. Hvis vi så antager, at det kun er omkring halvdelen af disse personer, som har gået enten på gymnasiet eller HF, jamen, så er resultatet, at 80% af dem som har gået på enten gymnasiet eller HF har læst digte af I.P. Jacobsen. Derudover var der 4 som havde læst ALT af I.P. Jacobsen; alle hans romaner, alle hans noveller og alle hans digte. Og hvis vi tager mig selv med, så er det 5! Det vil sige, at knap 25% af alle dem som svarede har læst ALT af I.P. Jacobsen; og 40% af alle dem som har gået i enten gymnasiet eller HF har læst ALT af I.P. Jacobsen. Jeg er faktisk temmelig imponeret. Dette resultat er meget bedre end jeg havde regnet med og det beviser samtidig, at Marianne Just tager fuldstændig fejl. Quod erat demonstrandum!

Kirkerummet med de smukke lamper.

Kirkerummet med de smukke lamper.

Da Marianne Just havde fortalt om I.P. Jacobsen, kom turen til hans “Gurresange”. Det blev desværre kun til et temmelig overfladisk resumé. Det virkede som om, at hun famlede efter en eller anden mening i digtet – uden at finde noget som helst. Jeg må da indrømme, at jeg var temmelig skuffet.

Ja, jeg kendte I.P. Jacobsens Gurresange i forvejen. Selv om jeg ikke havde gjort det, så havde jeg dog forventet mere end bare en genfortælling af handlingen. Jeg havde forventet en lille smule analyse og fortolkning. Jeg havde forventet et forsøg på at forklare, hvad digtet egentlig handler om og hvorfor det har fascineret så mange mennesker. Men det blev desværre kun til et tamt forsøg, der ikke førte til noget som helst.

Ete Forchhammer om Schønberg og Gurrelieder

Ete Forchhammer har spillet kontrabas i Copenhagen Phil i mange år. Det gør hun ikke længere, men hun er stadig med til at arrangere deres kammerkoncerter – de såkaldte ½12 koncerter. I den forbindelse har jeg tidligere hørt Ete Forchhammer fortælle; hun er en meget levende og engageret fortæller, som har en meget stor viden om musikhistorie, musikvidenskab og alt andet med tilknytning til den klassiske musik. Når hun fortæller kan man tydeligt mærke hendes egen begejstring og kærlighed til musikken. Det var også helt tydeligt da hun fortalte om Arnold Schønberg og hans mesterværk “Gurrelieder”.

Ete Forchhammer.

Ete Forchhammer.

Arnold Schønberg begyndte at komponere musikken til Gurrelieder i år 1900, men værket blev først uropført i 1913. Det er altså 100 år siden i år, hvilket også var anledningen til dette arrangement i Gurre kirke.

Ete Forchhammer begyndte med at fortælle om Arnold Schønberg; han var autodidakt komponist, men derudover var han også billedkunstner og forfatter til en mængde aforismer. Dernæst fortalte hun om den musik, som man spillede i Wien, da Arnold Schønberg begyndte på Gurrelieder. Hun fortalte også om de komponister som inspirerede ham under arbejdet med hans mesterværk. Mens hun fortalte om alt dette, spillede hun korte uddrag af værker af Bach, Mozart, Beethoven, Wagner og Brahms. Disse uddrag brugte hun senere til at illustrere, hvor banebrydende, visionært og nyskabende Arnold Schønbergs Gurrelieder var. Det var selvfølgelig både interessant og relevant. Jeg tror desværre, at Ete Forchhammer havde lidt for høje forventninger til publikum. Jeg må i hvert fald indrømme, at jeg slet ikke har den nødvendige baggrund og musikalske viden til at forstå alt dette.

Gurre slotsruin.

Gurre slotsruin.

Når man skal formidle et emne som man virkelig brænder for og samtidig ved en hel masse om, så kan det være rigtig svært at begrænse sig. Det er et problem som jeg selv kender alt for godt. Det blev også et problem for Ete Forchhammer – tiden løb nemlig fra hende. Der var simpelthen ikke tid til det hele. Gang på gang erklærede hun, at vi skulle altså nå at høre det og det og det ….. og lidt senere måtte hun beklage, at vi måtte nøjes med lidt mindre. Hun måtte pille flere og flere punkter ud af programmet. Det var tydeligt, at hun selv var skuffet over, at hun ikke kunne nå alt det som hun gerne ville fortælle om og derfor blev denne del af foredraget mere og mere hektisk, stresset og forjaget – og derfor også en smule forvirret.

Det kostede 90 kr. at deltage i arrangementet. Var det pengene værd? Ja, det var. Det levede bestemt ikke op til mine forventninger, men jeg havde alligevel en rigtig hyggelig eftermiddag i Gurre kirke! Hvis man vil læse mere om Gurre, om kong Valdemar og hans vilde jagt, og hans forhold til Tovelille, så henviser jeg til mit eget indlæg: “Alt om Gurre“.

Hjem igen ….

Da jeg kom ned til bussen opdagede jeg, at der var 40 minutter til den næste bus. Men jeg har bestemt aldrig ventet 40 minutter på en bus. Aldrig nogen sinde. Jeg tog hørebøfferne på og så travede jeg i rask tempo mod Helsingør. Jeg må indrømme, at jeg var en smule bange for at blive kørt ned på den smalle og mørke landevej. Jeg havde selv mørkt tøj på og ingen reflekser. Til gengæld var jeg hverken bange for røvere eller overfaldsmænd. Jeg gik nemlig og sang hele vejen, og det kan med garanti holde selv de mest hårdkogte forbrydere på afstand.

Da jeg nåede til Montebello inde i Helsingør, smuttede jeg lige en tur i Fakta efter to liter mælk. Bussen kom få minutter efter at jeg kom ud fra Fakta og så tog jeg den resten af vejen til stationen. Jeg nåede at gå 3-4 km og det var en rigtig dejlig tur.

Gurre kirke i tusmørke.

Gurre kirke i tusmørke.

Jeg køber mange bøger; nogle måneder har jeg råd til at købe mange bøger. Andre gange har jeg ikke så mange penge og så må man jo nøjes med lidt færre. Men jeg køber nye bøger næsten hver måned. Hvis jeg ikke har råd til andet, så kan man altid finde et par antikvariske bøger som man gerne vil læse….. 

Men jeg synes det er ret besværligt at købe bøger; det er i hvert fald meget svært, at følge med i hvad der bliver udgivet af hvem. Nogen gange kan jeg næsten få det indtryk, at forlagene slet ikke vil sælge deres bøger. Det er selvfølgelig noget vrøvl, men hvorfor skal det være så besværligt at købe bøger? Bogbranchen må helt bestemt være Danmarks MINDST forbrugervenlige branche. 

Jeg prøver at følge med, men det er sandelig ikke nemt. Man kan selvfølgelig læse anmeldelser, men det er jo ikke alle bøger som bliver anmeldt hverken i aviserne eller rundt omkring på de forskellige internet sider. Hvis man skal følge med på denne måde, så er man jævnligt nødt til at besøge 15-20 forskellige sidder. Sikken en opgave! Man kan også besøge forlagenes hjemmesider; det kræver endnu en gang, at man besøger 15-20 forskellige hjemmesider – det kan godt virke som spild af tid, hvis man oplever at de fleste ikke er blevet opdateret meget længe. Men det er jo ikke alle forlag som udgiver nye bøger hver uge, så de fleste af disse besøg vil blot være spild af tid. De fleste steder kan man selvfølgelig tilmelde sig et nyhedsbrev….. so last century! Inden man får set sig om, så er man ved at drukne i overflødig og irrelevant information om børnebøger, legetøj og andre emner som man overhovedet ikke er interesseret i. I løbet af kort tid gider man ikke en gang at åbne disse nyhedsbreve længere. 

Hvad gør man så? En gang om ugen udgiver Politiken en liste med et udvalg af de nye bøger som avisen har fået tilsendt fra forlagene og de sidste par år har det været min vigtigste informationskilde om ny litteratur. 

Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor det skal være så svært; gang på gang finder jeg mig selv i den situation, at jeg pludselig falder over bøger som jeg har ønsket mig i flere år og opdager, at de blev udgivet for mange måneder siden. Og det er på trods af, at jeg virkelig gør en stor indsats for at følge med i de bøger som der bliver udgivet. Jeg kan ikke lade være med at overveje, hvor mange penge bogbranchen kunne tjene på mig, hvis de var lidt bedre til at informere mig om nye bøger. Og hvor mange penge kunne de mon tjene på alle de mange mennesker, som har mindre tid end mig til at holde sig opdateret? Bogbranchen har klaget og klynket over de hårde tider og det svigtende bogsalg lige så længe som jeg kan huske. Måske skulle man prøve at overveje sit eget ansvar! 

“Nye bøger”

For 15-20 år siden var alle de danske forlag fælles om at udgive et lille hæfte som kort og godt hed “Nye bøger”. Det blev udgivet én gang om år og fungerede som en oversigt over alle årets udgivelser: der stod forfatter, titel, pris, forlag og cirka 10-12 ord om indholdet. Det var supergenialt. Når man havde konsulteret dette lille hæfte, så var man rimelig sikker på, at man ikke var gået glip af noget vigtigt. Forlagene holdt desværre op med at udgive “Nye bøger” i 98 eller 99 – det skyldtes vist nok indbyrdes uenighed om fordeling af udgifterne. Det var torskedumt! “Nye bøger” var bogbranchens bedste reklame og jeg er helt sikker på, at udgifterne var ret begrænsede i forhold til det mersalg som det lille hæfte generede. 

Nu har jeg efterhånden brugt flere år på at ærgre mig over, at bogbranchen ikke prøver at gøre livet lidt lettere for deres kunder – bogbranchen burde skabe en platform, en moderne internetside, hvor man hurtigt og nemt kan få det samme overblik som i det hedengangne “Nye bøger”. Med de muligheder man finder på internettet i dag, så burde det være en ganske simpel opgave og det ville med garanti heller ikke koste mange kroner. I stedet kunne det blive endnu bedre end “Nye bøger”, da det ville være nemt at lave links til alle anmeldelser. 

Danmarks bedste bogportal

For nogen tid siden faldt jeg over www.bog.nu – her fandt jeg alt det som jeg har efterlyst. Og mere til, for der er også en nem og brugervenlig funktion til at søge efter bogpriser. Det er megagenialt – man går ind på hjemmesiden. Så kigger man i sidemenu og trykker på den kategori som man er interesseret i fx “Romaner og noveller”. Efter bare 2 tryk har man en fuldt opdateret oversigt over alle nye udgivelser – med links til både anmeldelser og alle aktuelle bogpriser. Det er nemt, overskueligt og superbrugervenligt. 

Jeg er lidt skuffet over, at det ikke er en samlet bogbranche som står bag dette initiativ; på den ene side er jeg selvfølgelig fuldstændig ligeglad. Men det havde været udtryk for et konstruktivt samarbejde, som tilmed havde været et positivt sundhedstegn i branchen. 

I stedet er det Forlagsgruppen Bindslev som har taget initiativ til den nye bogportal – en forlagsgruppe der består af 3 mindre forlag, som blev grundlagt i 2002. I forhold til den danske bogbranche kan man vist godt tillade sig at skrive, at det er et relativt ungt forlag. Men de har sandelig vist mere initiativ og handlekraft end de gamle hæderkronede firmaer. Måske var det ligefrem sundt for den danske bogbranche at få tilført noget ungt og frisk blod. 

Hurra, hurra, hurra for Bindslev og www.bog.nu – de har gjort mit liv SÅ meget nemmere. For mig er der slet ingen tvivl om, at www.bog.nu er Danmarks bedste bogportal. Sikken mange timer jeg kommer til at spare i fremtiden. Og det samme gælder selvfølgelig for alle andre bogelskere…………. 

Hjemme i boghulen.....

Hjemmehygge i boghulen…..

Anne-Marie Mai - professor i dansk litteratur

Anne-Marie Mai, professor i dansk litteratur ved Syddansk Universitet, har skrevet et anderledes og meget moderne bidrag til dansk litteraturhistorie. I stedet for at følge den traditionelle kronologiske struktur der fokuserer på perioder, ismer og forfattere, så tager Anne-Marie Mai udgangspunkt i de steder eller miljøer hvor litteraturen bliver skabt. Det kan hun gøre, fordi der er visse tidstypiske fællestræk ved disse steder – ved at bruge denne metode, får Anne-Marie Mai desværre også afsløret, at danske forfattere kommer fra bestemte miljøer, afhængig af deres tid. Jeg tror hun har ret, men synes det er en trist nyhed for det vidner jo ikke om nogen stor mangfoldighed – tværimod. Man får indtryk af en ret homogen gruppe……

I 1600-og 1700 tallet blev litteraturen primært skrevet og læst på slotte, herregårde og ved hoffet. Det er en vigtig pointe, at litteraturen bliver skabt, både hvor den bliver skrevet og hvor den bliver læst. I 1700-tallet bliver uddannelsessystemet udbygget, oplysningstiden sender nye impulser ud i samfundet og Sorø akademi bliver litteraturens nye hovedsæde i Danmark. Herefter følger en lang periode, hvor hovedparten af de danske forfattere har tilknytning til de danske præstegårde – men storbyens intelligentsia samles i de moderne klubber eller de mødes i byens førende saloner. Efter enevældens afskaffelse i 1848, grundlovens indførelse i 1849 og det moderne gennembrud i 1871 ændrer verden sig radikalt – bladhusene bliver den altdominerende faktor i det danske samfund og alle danske forfattere af betydning har tilknytning til aviserne.

Birgitte Thott

“Hvor litteraturen finder sted” fylder tre store bind. I en litteraturhistorisk sammenhæng er det ikke voldsomt, men det er ganske imponerende, når man husker, at der kun er én forfatter. Og det er helt tydeligt, at Anne-Marie Mai har masser af viden og gode historier, som hun gavmildt deler ud af. Jeg synes de mest interessante emner var Charlotte Dorothea Biehl – jeg vidste ikke så meget om hende, men nu synes jeg det er skammeligt, at vi ikke får en udgave af hendes samlede værker. Dem ville jeg meget gerne læse. Det var også utrolig spændende at læse om Sorø Akademi, men det mest spændende var Birgitte Thott(1610-1662) – en usædvanlig belæst, veluddannet og fascinerende kvinde, som oversatte Seneca og Epiktet til dansk. Hende ville jeg meget gerne læse meget mere om! 

Desværre synes jeg, at det er meget svært at læse “Hvor litteraturen finder sted”. Nogen steder er indholdet så komprimeret, at det er meget svært at følge med, hvis man ikke i forvejen har en del viden om emnet. Andre steder er det simpelthen rodet; fra Leonora Christina(1621-1698) springer vi direkte til Schack Staffeldt(1769-1826) – og det oven i købet som indledning til et kapitel om oplysningstiden, selv om hans debut falder sammen med romantikken. Det er to skridt frem og ét tilbage – det er litterær akrobatik, men det giver faktisk god mening. Det kræver bare, at læseren kan holde tungen lige i munden og fange forfatterens hensigt….. Og bedst som man tror, at man er midt i et kapitel om Sorø Akademi, så er man i stedet dybt nede i en analyse af Holbergs komedier. Eller midt i en udredning om Jens Schelderup Sneedorffs oplysningstanker.

Men det største problem er desværre sproget. Bind 1 og 2 er de værste – det er simpelthen ikke godt skrevet. Bind 3 er meget bedre – det føles næsten som om, at dette bind var skrevet af en helt anden forfatter. Eller som om, at forfatteren har haft mere tid. Eller kan man forestille sig, at der kun har været korrekturlæser på sidste bind?

Det er en stor gåde, hvorfor der er et billede af en lufthavn på omslaget!

Fx skriver Anne-Marie Mai(bd.1, s.278), at “Holberg ville utvivlsomt være en ihærdig internetsurfer….” Så slår min hjerne helt fra. Der burde jo have stået, at Holberg havde utvivlsomt været en ihærdig internetsurfer, hvis han havde levet i dag. Eller Holberg ville utvivlsomt have været……

Om Hærværk skriver Anne-Marie Mai(bd.3, s.122), at bogen handler om en journalistik der “lever mere og mere på kanten af avisen som en institution, der er underlagt ensidige forretningshensyn, de mest hensynsløse intriger og et kompromitterende venneri.” Hvad i alverden er det for et grimt ord?! Hvorfor ikke: “…. de mest hensynsløse intriger og kompromitterende venskaber”?!

Om litteraturvidenskaben i 1970erne skriver forfatteren(bd.3, s.285): “Havde universitetsmarxismen været forbandet for digtning og skønlitteratur, indeholdt 1970´erne også(…)en litterær strømning, der uden for litteraturkritikkens og forskningens søgelys eksperimenterede på livet løs.” Hvad i alverden betyder det? Jamen, det giver jo slet ikke mening! Der skulle naturligvis have stået: “Havde universitetsmarxismen været en forbandelser for digtning og skønlitteratur….”

Sidste eksempel(bd.3, s.341): “Efter firserdigternes insisteren på, at digtningen skulle lade læseren møde kunstværket som afsluttet værk og en særlig kunstnerisk diskurs, var Ejersbos projekt en litterær back to basis….” Det hedder “back to basics”.

Anne-Marie Mai har en masse spændende viden om litteraturhistorie – værket af fuld af både viden og gode historier. Men strukturen gør det til en stor udfordring at læse værket. Det er fair nok – man skal ikke være bange for udfordringer. Og det er helt bestemt lykkedes forfatteren at fortælle om alle de spændende steder “Hvor litteraturen finder sted” på en måde, så man får lyst til at læse meget mere. Men bogen er uanstændigt dårligt skrevet og det kan altså ikke undskyldes…….  i stedet kan man håbe på en omgang grundig redigering og korrekturlæsning inden næste oplag!

Bind 1 og 2 er udgivet i 2010. Bind 3 er udgivet i 2011 – alle på forlaget Gyldendal.

Jeg læser mange anmeldelser, fx i aviserne. Men de fleste anmeldelser er alt for korte – jeg bruger dem kun til at holde mig orienteret om de bøger der bliver udgivet. Men det er sjældent, at disse anmeldelser får mig til at læse bøger, som jeg ikke i forvejen har en slags kendskab til. Det kan fx være en ny bog fra en forfatter som jeg kender i forvejen. Eller oversættelse af en klassiker som jeg før har hørt om……

Man kan også læse anmeldelser i bogmagasinet – men disse anmeldelser er så korte, at det faktisk er misvisende at bruge betegnelsen “anmeldelse”. Reelt set er der kun tale om et kort handlingsresume. Det samme gælder litteratursiden.dk og mange andre bogsider på nettet. Deres anmeldelser er alt for korte og alt for overfladiske. Hvis anmelderen ikke kan redegøre for sin holdning, så er anmeldelsen ugyldig. Det samme gælder selvfølgelig de anmeldere som ligefrem er for dovne til at have en mening og nøjes med et kort resume. Jeg synes simpelthen at det er useriøst og det er næsten til grin, at betegne den slags som anmeldelser……..I følge den amerikanske litterat Harold Bloom, kan man ligefrem blive dum af at læse dumme bøger. Jeg tror det samme gælder dumme anmeldelser. Man bliver i hvert fald ikke klogere!

I mange år holdt jeg Weekendavisen, men den blev jeg også træt af. Deres litteratursektion var udmærket, men det var alt det andet….. Det irriterede mig, at jeg skulle have hele avisen, når jeg egentlig kun var interesseret i litteratursektionen. Og dertil var det jo kun den første litteratursektion hver måned som handlede om skønlitteratur. De andre uger var det primært faglitteratur. Der var et stort misforhold mellem den del jeg læste og hvor meget jeg egentlig betalte for.

Litteraturmagasinet “Standart” passer meget bedre til mig og mit temperament. Det bliver udgivet af Aarhus Universitet. Alle medlemmer af redaktionen er tilknyttet Litteraturhistorie ved universitetet og alle som skriver i bladet er vist nok uddannet inden for forskellige grene af litteraturstudiet.

“Standart” udkommer 4 gange om året og handler udelukkende om litteratur; det primære stof er anmeldelser og her bruger man den plads som er nødvendig. Hvis det er nødvendigt at bruge 2 store sider på at anmelde “Mercier og Camier” af Samuel Beckett, så bruger man 2 store sider. Jeg elsker det – det er lige præcis sådan nogle anmeldelser jeg elsker at læse; der skal selvfølgelig være et handlingsreferat, men dernæst skal der også være noget fortolkning; en bog som “Mercier og Camier” skal sættes ind i en litteraturhistorisk sammenhæng og endelig skal man have anmelderens personlige mening. Rundt omkring på nettet er der mange som tror, at det er nok at skrive om bogen var god eller dårlig. Nixen bixen – det er dybt useriøst. Jeg vil have en grundig redegørelse for HVORFOR anmelderen syntes at den var god eller dårlig.

Og det er netop hvad man får i “Standart”! Derfor er det et litteraturmagasin som udvider min horisont og faktisk får mig til at læse nye bøger. Det nyeste nummer udkom i sidste uge og indeholder blandt andet en anmeldelse af Judith Hermanns bog “Alice”. Det er efterhånden nogle måneder siden at denne bog udkom og den har været omtalt masser af steder – men aldrig på en måde som har fanget min interesse. Men i “Standart” har Steen Klitgaard Povlsen skrevet en utrolig spændende anmeldelse, som straks fangede mig og gav mig lyst til at læse bogen. Og jeg fik endnu mere lyst til at læse den, efter Simon Hastrups fængslende interview med forfatteren selv. Pludselig står “Alice” øverst på min bogliste.

Dernæst er der en bunke anmeldelser af tidens aktuelle forfattere: Svend Holm, Dy Plambeck, Torgny Lindgren, Annie Proulx, Margaret Atwood og mange flere. For første gang er hele Petrarcas digtcyklus “Canzoniere” oversat til dansk og den anmeldelse fylder selvfølgelig også en hel side. Ydermere bruger oversætteren hele 3 sider på at sætte Petrarca ind i en litteraturhistorisk sammenhæng og dernæst belyse hans betydning for moderne lyrik. Og det er overhovedet ikke en eneste side for meget.

Udover alle anmeldelserne er der også en mængde artikler af litterturvidenskabelig karakter. Det er rigtig guf for sådan en bogorm som mig, der aldrig selv har været på universitet, men alligevel er meget interesseret i alt den slags. Der er fx en artikel om, hvordan klimakrisen og den globale opvarmning påvirker litteraturen. Og Hans Boll-Johansen har skrevet en interessant artikel om forholdet mellem litteratur og gastronomi. Her er det en indre missionsk lammesteg som spiller en meget morsom og helt afgørende hovedrolle i kampen mellem puritanisme og hedonisme.

Endelig er der et stort tema om hvordan ideen om “Europa” optræder i litteraturen. Man starter med franskmændene, for “spørger man dem selv, så var det franskmændene, der i sin tid opfandt Europa“, skriver forfatteren. Man begynder altså med at undersøge hvordan vi forstår os selv. Dernæst fortsætter man med at redegøre for hvordan “Europa” optræder i amerikansk, russisk og arabisk litteratur. Det var rigtig spændende. “Standart” har altid et spændende tema om litteraturfortolkning, analyseteori, historie eller lignende. Og jeg elsker det…….

“Standart” er Danmarks bedste litteraturmagasin – det er det eneste blad jeg nogensinde har læst fra ende til anden uden at kede mig. Det er seriøs og professionel litteraturformidling, men uden at det bliver selvhøjtideligt eller indforstået. I aviserne får man nogen gange det indtryk, at anmeldernes hensigt først og fremmest er at promovere sig selv – så kommer litteraturen i anden række. Sådan er det ikke i “Standart”. “Standart” handler kun om litteratur. Det er dybt seriøst, men aldrig kedeligt.

Her kan man se en række af de gamle numre.

Søndag aften lancerede DR2 et nyt litteraturprogram med den finurlige titel Tekst-TV – “Det bliver anderledes, det bliver energisk og alt andet end støvet og højpandet. Tekst-TV er et musikalsk bogprogram.” Allerede ved denne  programerklæring får man en mistanke om, at det er lidt for smart og lidt for moderne. 

Per Kirkeby - Jeg er her endnu

Aftenens tema var “bøger om at blive forladt”. Programmet var centreret omkring to værker og det første var Ninkas samtalebog med Per Kirkeby: Jeg er her endnu. Den handler om hovedpersonens blodprop og tiden derefter da ægteskabet med Vibeke Windeløv gik i stykker……. men programmet handler slet ikke om bogen og man får ikke mere at vide om den. I stedet fungerer bogen udelukkende som baggrund for Milena Penkowa der fortæller om en gang hun blev forladt. Bogen tjener også som udgangspunkt for Milena Penkowa, der fortæller om sin egen “blodstyrtning”, da hendes karriere faldt fra hinanden…… man opdager ret hurtigt, at Tekst-TV er et overfladisk sladder-og sensationsprogram, maskeret som litteraturformidling. Det er særdeles uinteressant.

Siri Hustvedt - Sommeren uden mænd

Dernæst er der en læsegruppe som diskuterer “Sommeren uden mænd” af Siri Hustvedt. Det er fire helt almindelige mennesker som fortæller hvorfor de kan lide, eller ikke kan lide, bogen. Men vi får absolut intet at vide om bogen – overhovedet ingenting. Vi får heller ikke nogen seriøse eller uddybende forklaringer for deres holdninger. Denne del af programmet kører helt af sporet, da deltagerne begynder at anmelde hinandens personlighed i stedet for bogen….. hvad i alverden er meningen, spørger man sig selv.

Programmets to hoveddele bliver flettet ind mellem hinanden, afbrudt af korte og forstyrrende sekvenser med tilfældige mennesker, fanget på gader og stræder – alle disse personer nævner en yndlingsbog med relation til programmets tema; det er litterær namedropping og det er fuldstændig meningsløst. Det er i hvert fald misvisende at definere det som litteraturformidling.

For mange år siden var Isabella Miehe-Renard vært på DRs litteraturprogram og hendes styrke var en åbenlys læseglæde, personlig interesse og en smittende begejstring for bøger. Værten på Tekst-TV hedder Alberte Clement Meldal og hun er vist Isabella Miehe-Renards modsætning; hun er fuldstændig passiv og anonym, og hendes ansigt er nærmest stivnet i et kunstigt udtryk af påtaget opmærksomhed.

Tempoet og stilen på DR2s nye litteraturprogram virker inspireret af den hurtige og overfladiske zapperkultur. Men litteratur er jo det modsatte. Litteratur handler om fordybelse…..

Tekst-TV bliver sendt søndag aften kl.23,00, men jeg tror, at min nattesøvn er mere værd end dette program. Man kan selvfølgelig også se Tekst-TV på nettet, men det er spild af tid……..

“Gormenghast” er et mesterværk – et stort mesterværk!

Gormenghast - Titus Groan

Første bind har titel efter den ene hovedperson Titus Groan – den syvoghalvfjerdsenstyvende jarl af Gormenghast – og værket begynder den dag hovedpersonen bliver født. Den anden hovedperson er selve slottet Gormenghast – så stort og monstrøst, at slottets mange tårne ligner en bjergkæde. Vi er i en verden der ligger hinsides virkeligheden – en verden hvor den ene person på slottet er mere særpræget og original end den anden: fra deres nåder tvillingerne Cora og Clarice som ikke er helt rigtige i hovederne, grevinden af Gormenghast der altid har en flok tamme fugle på skuldrene og en hel flok hvide katte i hælene, så det ser ud som om at hun glider frem gennem et bølgende hvidt hav, til Irma Prunesquallor, doktorens forfængelige søster, der konsekvent må gentage alt hvad hun siger TO gange:

“Jeg sagde, Alfred, at jeg ikke er uden charme. Ej heller uden ynde eller intellekt. Hvordan kan det så være, at jeg aldrig bliver antastet? Hvorfor er der ikke nogen, der gør deres hoser grønne hos mig?”
“Taler du i økonomisk forstand?” spurgte doktoren.
“Jeg taler spirituelt, Alfred, som du udmærket godt ved. Hvad er det, andre har, og som jeg mangler?”
“Eller set fra den anden side,” sagde Prunesquallor, “hvad er det, de ikke har, og som du allerede har?”
“Jeg kan ikke følge dig, Alfred. Jeg sagde, jeg kan ikke følge dig.”
“Det er ellers lige nøjagtigt det , du gør,” sagde hendes broder, idet han strakte armene ud og flagrede med fingrene ” og jeg ville ønske, du ville holde op med det.”
“Men min holdning, Alfred. Har du ikke bemærket den? Hvad er det med dit køn – kan de ikke se, at jeg går nydeligt?”
“Måske er vi for spirituelle,” sagde doktor Prunesquallor.
“Men måden, jeg fører mig på! Alfred, fører mig.”
“Alt for pågående, sødeste æggesnaps, alt for pågående; du vælter fra side til side ned af livets kedsommelige landevej, disse dine hofter ruller, mens du går. Åh nej, min kære, måden, du fører dig på, skræmmer dem væk, det er hvad den gør. Du skræmmer dem fra vide og sans, Irma.”
Dette var for meget for hende.
“Du har aldrig troet på mig!” råbte hun, mens hun rejste sig fra bordet, og en forfærdelig rødmen gennemstrømmede hendes perfekte hud. “Men jeg kan godt sige dig” – hendes stemme steg til et skingrende skrig – “at jeg er en dame! Hvad tror du, jeg vil med mænd? Sådan nogle bæster! Jeg hader dem. Blinde, dumme, klodsede, skrækkelige, tunge, vulgære tingester, det er, hvad de er. Og du er en af dem!” skreg hun og pegede på sin broder, der med øjenbrynene en smule hævede fortsatte med sin tegning af strudsen dér, hvor han havde sluppet den.
“Og du er en af dem! Hører du efter, Alfred, en af dem!”

Greven og grevinden, grevens to søstre, en søn og en datter udgør den lille aristokratiske familie, og de fylder ikke meget på det gigantiske slot. Selv om der også er fyldt med tjenere, så er der områder af slottet hvor alle farer vild og ingen kan finde rundt. De fjerneste dele af slottet ligger simpelthen i ruiner. Og hvis man bliver glemt i et låst værelse i et fjernt hjørne af slottet, så er der ikke megen chance for, at man nogensinde bliver fundet igen…..

Hverdagen består af et utal af dybt meningsløse ritualer – det er et kvælende liv, hvor hovedpersonerne er værdiløse som mennesker. Deres eneste værdi og eksistensberettigelse ligger i deres deltagelse i disse tåbelige ritualer, samt en evig fortsættelse og håndhævelse af gammel skik og brug. Der er et skarpt hierarki på slottet, hvor alle kender deres plads……

…….og det er her spændingen begynder. Køkkendrengen Steerpike vil ikke acceptere sin plads i hierarkiet. Han gør oprør! Uden nogen form for samvittighed eller moralske skrupler, benytter han sig af lusk, mord, hærværk, manipulation og alt andet, for at nå til tops. Han er ikke nogen frihedshelt. Han kæmper kun for sig selv og han ønsker ikke at ændre noget – hans eneste mål er at tilrane sig alt magt på slottet… no matter what. Det en brutal, blodig kamp på liv og død, for alle på slottet. Han efterlader et kølvand af død, mord, blod, brand og ødelæggelse efter sig. Dermed indgår Steerpike i et eksklusivt selskab af litteraturhistoriens nederdrægtigste og mest skånselsløse skurke. Steerpike er simpelthen den skinbarlige ondskab.

I tredje bind – Titus Alene – er Titus Groan flygtet fra Gormenghast: “Hvor er han nu? Titus abdikatoren? Kom ud af skyggerne, forræder, og stå ved min hjernes vilde afgrund”, skriver Mervyn Peake i starten af dette bind – det er et fantastisk eksempel på det vilde og kraftfulde sprog som bærer hele bogen. Det har en styrke og en kraft, som man med god ret kan sammenligne med de stærkeste scene fra John Miltons “Paradise Lost”. Det er simpelthen berusende!

Titus forsøger at flygte og frigøre sig fra Gormenghast – det er en flygt som sprænger alle forestillingsrammer. Men han må erkende, at uanset hvor langt han kommer væk, så kan man ikke undslippe sin fortid. Nogen gange kan man tvivle på, hvad der er sandt og hvad der er fantasi, man kan tvivl på sig selv og sin egen hukommelse. Selv om tredje bind er voldsomt anderledes – også i sprog og stil – så er det på visse måder det mest interessante af de tre bind…. altså, når man lige har overvundet skuffelse over at tage afsked med livet på slottet.

Det var ikke meningen at Gormenghast skulle være en trilogi. Det skulle være et stort værk der fulgte  Titus Groan fra fødsel til død. Men Mervyn Peake led af den såkaldte sovesyge og blev også ramt af Parkinsons syge. 3. bind bærer tydeligt præg af disse helbredsproblemer: kapitlerne er kortfattede og stilen er nærmest fragmentarisk – heldigvis lykkedes det at gøre bindet færdig. Desværre nåede Mervyn Peake blot enkelte udkast til fjerde bind…. dengang forstod man ikke hans sygdom og derfor døde han på en lukket institution.

Mervyn Peake 1911 - 1968

Han blev født i 1911 i kina, hvor hans forældre var missionærer. Hans skolegang var delt mellem kina og England, som familien flyttede til i 1922. I 30erne begyndte han som billedkunstner og blev en succesrig illustrator. Da han begyndte at undervise i tegning i London, mødte han sin kone Maeve, som han blev gift med i 37. Han var soldat under 2. verdenskrig og blev krigsillustrator for de allierede; han var også med, da man indtog og befriede kz-lejren Belsen. Det kom han sig aldrig over.

Mervyn Peake var en vidunderlig excentrisk mand – Kim skotte skrev:

“Peake var efter alt at dømme et charmerende renæssancemenneske. Men handikappet af nogle ganske alvorlige problemer mht. at håndtere selv det mest dagligdags praktiske. (…) Han var typen, der brugte hele forskuddet på sin næste bog på juveler til fruen. Så kunne hun stå dér og funkle med børn og rumlende mave. I et nyt hus, de ikke var i nærheden af at have råd til. Han var typen, der købte en ny bil, men ikke anede, at man skulle have kørekort og tegne forsikringer. Da han blev indkaldt til hæren under blitzen, lykkedes det ham aldrig at gøre honnør med den rigtige hånd.”

Kafkas roman “Slottet” handler om landmåleren K. som kommer til en lille by der helt bogstavelig talt ligger in the middle of nowhere. Over den lille landsby ligger slottet som en skummel, monstrøs og utilgængelig realitet der dominerer hele befolkningen og fylder alle deres tanker. Jeg kan godt lide at forestille mig, at Mervyn Peake har læst Kafkas roman og ladet den være inspiration til hans gigantiske og åndsbeslægtede roman om slottet Gormenghast. Men det er desværre ikke sandsynligt….. “Slottet” blev ganske vist udgivet på tysk allerede i 1926 og igen i 1935, men først i 1946 blev den udgivet på engelsk – og første værk i trilogien – Titus Groan – er udgivet samme år.

Anmelder ved Information, Tonny Worm,  skrev, at man næsten turde kalde Gormenghast “den bedste fantasy-romanserie, der nogensinde er skabt.” Det er muligt han har ret – det er i hvert fald en fantastik historie, et rigtigt mesterværk, og jeg nød hver eneste side…..

Aksel Sandemose(1899-1965)

Aksel Sandemose er først og fremmest kendt for sine store psykologiske romaner og “En flygtning krydser sit spor” – hovedværket om janteloven. Desværre er der ikke ret mange som kender “En palmegrøn ø” og det er ærgerligt, for det er en særdeles underholdende sørøverhistorie fra kong Rhascall den Syttendes tid.

I det sydlige England var det almindelig næringsvej, at lokke skibene på grund og plyndre vragene. Eventuelle overlevende levede ikke så længe…. man ønskede ingen vidner. Kongen, ærkebiskoppen, godsejerne og bønderne delte rovet. Det vakte stor bekymring, da disse indtægter pludselig faldt. Da ærkebiskoppen af Roseberry undersøgte sagen, opdagede han, at det skyldtes nogle uhyggelige historier om de myrdede sømænd. Man sagde, at de vendte tilbage i mørke og regnfulde nætter for at tage hævn….. derfor var bønderne blevet bange og holdt sig indendøre når det blev mørkt.

Vi er i kolonitiden og skibene valfarter til den nye verden. Da et engelsk skib kaster anker ved en palmegrøn ø midt i Atlanten, viser det sig, at øen ikke er så øde og fredelig som de troede. Inden de når at reagere, bliver de angrebet med kanoner. Skibet synker og der er kun to som når at undslippe – den store, stærke Claes og drengen Eli. Efter nogle udmattende dage på havet, er de mere døde end levende, da det lykkes dem at slippe i land på en anden del af øen. De unge mænd slapper af under solen, svømmer i havet og nyder livet på deres paradisø – snart udvikler det sig til en historie som minder om “Den blå lagune” eller “Brokeback mountain”. Det er et meget ømt forhold der udvikler sig mellem de to mænd og Eli “ville nødig tænke på den dag, da der kom en kvinde og tog Claes fra ham“. Der er et stærkt homoerotisk element i denne bog og visse litteraturforskere har da også spekuleret i, hvordan det har relation til Sandemoses eget liv. Der er et stærkt og ubrydeligt venskab mellem de to mænd i bogen, men det er klart, at det er mere end det: de “giver pokker i køn” på deres paradisø, men “Strengt taget burde Eli have været en pige“, tænker Claes. Danmarks svar på Hemingway har simpelthen skrevet en homoerotisk sørøverhistorie.

De laver en snedig og modig plan – det bliver en dramatisk flugt, men det lykkes dem at slippe bort fra øen. Da de kommer til England, henvender de sig til kong Rhascall for at få støtte til at angribe de pirater som sænkede deres skib – og selvfølgelig er der også noget med en stor skat.  Kongen kaldes Rhascall den Syttende, da han netop er gift med den syttende kone… som går i evig frygt for, at hun ikke skal blive den sidste, og det er ikke uden grund. Kongen har allerede bestemt at indføre dødsstraf for dem som begynder at kalde ham den attende.

Kongen er omgivet af svindlere og bedragere – de værste er lige så slemme “som Josefs kone”. Han havde lært at være forsigtig og “sagde ikke hvad han tænkte – det havde han med kongelig fornuft vænnet sig af med for mange år siden“. Kongen mangler penge og han kunne egentlig godt tænke sig, at hente dem selv i den nye verden. Men han “blev bare så himmelråbende søsyg, og desuden påstod man, at vinen blev dårlig af at blive skvulpet. Det var kun portvin, der havde godt af en sørejse, og han kunne ikke fordrage portvin“.

Kongen håber på at indkassere en større piratskat og indvilliger derfor i at forsyne skibene med mandskab – en velkommen lejlighed til at tømme Londons overfyldte fængsler og samtidig slippe af med gadernes værste rakkerpak. Så følger et dramatisk eventyr under Atlanterhavets sydlige himmelstrøg, hvor kongens mænd, pirater, svindlere og bedragere jagter hinanden over bølgerne; sejlene smælder i vinden, kanonerne buldrer og de skiftes til at sænke hinandens skibe. Og hvordan dét hænger sammen med de myrdede sømænds hævn, skal ikke afsløres her…….

“En palmegrøn ø” er verdens bedste sørøverroman, men janteloven spøger også her. Det er en verden hvor mennesker “misunder hinanden alt” og “De får tilløb til krampe i fjæset, om du siger noget godt om et andet menneske – du kan se på deres øjne, hvordan de i hukommelsen leder efter noget giftigt at komme med….“. Hvorfor skulle de gøre verden lige så grå som den var?“, spørger Eli filosofisk. Hvis man ville være underfundig, så kunne man måske mene, at det var henvendt til forfatteren – og svaret ligger jo allerede i spørgsmålet. Det er ret genialt! Aksel Sandemose har ingen illusioner om hverken denne eller hin verden, men i denne bog beskriver han den med en humor og en løssluppen fantasi som ikke findes i hans andre værker. “En palmegrøn ø” er et mesterværk udi ironi, satire og skarp sarkasme. Den er spændende, morsom og særdeles underholdende.

Forfatteren Tom Buk-Swienty

I sin nye bog “Dommedag Als” afslører Tom Buk-Swienty, at efter krigen i 1864 tilbød kong Christian d. 9. at Danmark kunne komme ind under Tyskland. Denne nyhed har fyldt medierne hele dagen og det har været rigtig spændende. Der er flere som har kaldt Christian d. 9. for landsforræder – jeg synes det vidner om en manglende forståelse for, at verden var anderledes dengang. Jeg vil ikke forholde mig alt for skarpt til en sag som jeg ikke kender i detaljerne, men umiddelbart synes jeg det lyder som en form for solidaritet med Slesvig, Holstein, Lauenborg og Sønderjylland – derfor synes jeg godt man kan forsvare kongens initiativ. I dag er det selvfølgelig utænkeligt og ideen virker nærmest absurd. Men det er jo også 150 år siden.

Dagens bedste kommentar blev leveret af dagens vært på Deadline 17, journalist Jesper Larsen, som sagde, at : “det gør ondt at få at vide, at kongen ville give os til Tyskland, men det gør dog næsten mere ondt at tyskerne slet ikke ville have os.”

 

Herman Bang(1857-1912)

Jeg ærgrer mig voldsomt over Tom Buk-Swienty, som gang på gang har omtalt erobringen af Als, som det glemte slag! – og journalisterne har accepteret denne betegnelse.

Har alle glemt Herman Bang? Haabløse slægter? Tine? Jeg troede at Tine var nærmest obligatorisk læsning i gymnasiet og på mange andre uddannelser. Herman Bang blev født i Asserballe på Als i 1857, men familien flyttede/flygtede til Horsens under krigen i 1864. For Herman Bang var barndommen og opvæksten på Als en form for paradis og efter flytningen til Horsens blev han konfronteret med den kolde og ubarmhjertige virkelighed. Derfor står nederlaget ved Dybbøl og tabet af Als som centrale begivenheder i Herman Bangs forfatterskab.

Det er særlig tydeligt i bogen “Tine” som foregår på Als og netop beskriver rædselsnatten den 29. juni 1864, hvor tyskerne erobrede og hærgede den lille ø, mens beboerne forsøgte at flygte fra soldaternes brutalitet.

“Mennesker og Vogne og Dyr asede frem ved deres Fod som et Tog af forvirrede Skygger. Stemmer og Klager og Raab blev til Mimren under Kanonernes Larm. “

Tine søger tilflugt i kirken sammen med sine forældre. Fra kirketårnet stirrer de ud over øen og betragter den forfærdelige nat:

“… Huse brændte i Grunden med dunkel Flamme, som vilde den røde Ild rinde ned over Bakkernes Kamme. Og den tykke Luft, Luften over Landet i Brand, var fuld af Granater som af glødende og ilsomme Kloder, mens Lyden fra de Flygtendes Tros, Soldaterne Paa Flugt, Vognenes Raslen, de tusinde Vandreres Trin – naaede dem som den rappe Knitren af et Kæmpebaal.
Under sagte Jammer, med sammenknugede Hænder faldt Madam Bølling ned mod Lugens Aabning ved Siden af sin Mand.
- Det er Øen, der brænder, hviskede hun.”

“Tine” er et af de fineste og vigtigste mesterværker i dansk litteraturhistorie. Når Tom Buk-Swienty omtaler slaget ved Als som det glemte slag, så må det skyldes manglende kendskab til dansk skønlitteratur!

Alexandre Dumas store klassiker Greven af Monte Christo er en fantastisk bog. I mange år har min yndlingsroman været ”Krig og fred” af Tolstoj – i hvert fald når vi taler om de store, gamle klassikere. Og ”Forfængelighedens marked” af Thackeray var nummer 2. Men jeg tror at ”Greven af Monte Christo” har presset sig ind på en første plads. Allerede da jeg havde læst 6-700 sider var jeg klar til at begynde forfra, for at opleve det hele én gang til. Men bogen var alt for spændende og derfor var jeg selvfølgelig nødt til at fortsætte……

Fæstningen If

Den unge sømand Edmond Dantes ankommer med tremasteren ”Farao” til Marseille. Kaptajnen er død under rejsen, men han fører selv skibet sikkert i havn. Som et udtryk for sin anerkendelse gør skibsrederen Edmond Dantes til skibets nye kaptajn. Dagen efter fejrer han sin forlovelse med den skønne Mercedes – da han pludselig bliver anholdt af gendarmerne, anklaget for at være spion for Napoleon som sidder på Elba. På dette tidspunkt i frankrigs historie kan det næsten ikke blive mere alvorligt. Selv om han er uskyldig ender han i fæstningen If, som ligger på en klippeø uden for Marseille.

Her møder Edmond Dantes den gale abbed Faria og ved hans hjælp forstår han endelig, at han har været et offer for andres jalousi, misundelse, egenkærlighed, egoisme og smålighed; listen over menneskelig dårskaber er ganske omfattende. Efter 14 år lykkes det ham at flygte! Ved hjælp af en gigantisk skat forvandler han sig til Greven af Monte-Christo – et enestående eksempel på dannelse, elegance og god smag. Men bag det venlige smil og den imødekommende maske, planlægger han den grusomste og mest udspekulerede hævn over sine fjender. ”Greven af Monte-Christo” er først og fremmest en bog om had og hævn!

Da bogen begynder sidder Napoleon på Elba og Ludvig d. 18. sidder på tronen i Frankring, men fremtiden er usikker. Krigen mellem monarkisterne og republikanerne er nådesløs – ingen ved hvem der hersker i morgen. Mens Edmond Dantes er fange på If, vender Napoleon tilbage til Frankrig, hvor han forsøger at generobre magten. Han bliver endelig besejret ved Waterloo i 1815 og det lykkes Ludvig d. 18. at holde sig på tronen. I 1824 bliver han fulgt af kong Karl d. 10, som bliver styrtet ved julirevolutionen i 1830. Herefter overtager Louis-Philippe tronen, som han beholder til Februar revolutionen i 1848.

Det var svært at vide hvem man skulle støtte – og det kunne være skæbnesvangert at støtte den forkerte. Til gengæld kunne man svinge sig til tops, tjene en formue og blive adlet, hvis man havde held ved skæbnens roulette. Juristen og kommissæren de Villefort bliver kongelig prokurør i Paris – en stilling der svarer til offentlig anklager eller statsadvokat. Regnskabsføreren på ”Farao” bliver til Baron Danglars, en velanset og højt respekteret børsspekulant eller ”investeringsrådgiver”. Selv den fattige fiskeren Fernand Mondega bliver til greven af Morcerf. Man kunne nå højt op med en smule kynisme og lidt ærgerrighed. Man kunne få adgang til le beau monde i Paris – og det er i dette miljø roman fortsætter.

Da Edmond Dantes undslipper fæstningen If, har han ingen illusioner om retssystemet i Frankrig, men han er også skuffet over gud, der ikke har sørget for retfærdighed og straf til synderne. Nu ser han sig selv som det redskab gud har manglet til at udføre sin straf. Edmond Dantes, alias greven af Monte-Christo, sørger for, at de gode bliver belønnet og de onde bliver straffet noget så grusomt og ubarmhjertigt…… det er særdeles tilfredsstillende at læse! Skruen strammes, mens deres egen ærgerrighed og forfængelighed driver dem direkte i grevens udspekulerede fælde. Man fryder sig, mens øjnene drøner ned over de mere end 1000 sider. Man læser og læser til man bliver helt ør og svimmel i hovedet. Det er umuligt at lægge bogen fra sig, før man er fuldstændig udmattet og rundtosset.

Men det går galt. Greven er fuldstændig besat af sin hævn, rammer alle omkring hans gamle fjender, leger med mennesker, som var han selv gud og som var de marionetter. Han er absolut blottet for empati og hensyn mod andre, og udvikler sig til en sadistisk og usympatisk bøddel. Efterhånden kan han ikke selv ignorere problemet – han forsvarer sig med biblen, hvor gud vil straffe efterkommerne i 4-5 slægtled. Da greven ser sig selv som guds redskab, mener han, at han selv har ret til at gøre det samme. Endelig dulmer greven sin egen samvittighed med, at han i det mindste har gjort en anden person lykkelig – dermed har han gjort én uselvisk gerning. På den måde forsøger Alexandre Dumas at retfærdiggøre greven, men det er for sent og det er ikke tilfredsstillende for læseren. . Regnestykker går ikke op for en moderne læser og den dårlige smag i munden bliver stadig værre og værre. Jeg tror forfatteren har haft meget svært ved at afslutte bogen og fastholde læserens sympati for greven, der gerne skulle bevare sin position som bogens helt.

Alexander Dumas d. ældre(1802-1870)

”Greven af Monte Christo” er en drønhamrende spændende bog. Det er sjældent jeg har læst en bog som fængslede mig så meget. Jeg kunne næsten ikke tænke på andet og det var næsten umuligt at løsrive sig fra denne fantastiske historie. Læseren kommer ud i alle det menneskelige følelsesregisters yderpunkter. Jeg blev virkelig dårlig og utilpas da jeg læste om den mest modbydelige og kyniske massevoldtægt. Alexandre Dumas havde ingen romantiske illusioner om de skruppelløse banditter som hærgede Italien i starten af 1800-tallet. Og jeg fik det endnu værre da jeg læste en frastødende scene om tortur af en gammel kvinde. Men der var også en del gode grin – Alexandre Dumas formår at svinge læseren fra det ene til det andet. Jeg tror det er derfor bogen er så tilfredsstillende at læse.

Et godt eksempel er mod bogens slutning, hvor Baron Danglars forsøger at flygte fra grevens hævn:

”Den Rejsende var Franskmand og brugte kun de faa italienske Ord, han kendte fra Koncertprogrammerne.
”Allegro,” raabte han til Postillonen, hver Gang de kørte op ad en Bakke
”Moderato,” hviskede han, naar det gik ned ad en Bakke.”

Det er en spændende bog, men også en meget klog og vis bog. Grevinden af Morcerf siger, at ”man bør dø der hvor man har været lykkelig”. Da jeg læste det, tænkte jeg, at så ville jeg gerne dø med ”Greven af Monte Christo” i hænderne…… bagefter kunne jeg selvfølgelig godt selv indse at det var meget dumt. Tænk om man døde midt i bogen…. det ville være særdeles ubelejligt!

 

Charles Baudelaire(1821-1867)

Jeg får læst en hel del bøger for tiden. I weekenden læste jeg “De udstødte” af Samuel Beckett og jeg er allerede begyndt på næste bog som er Jean Potocki “Manuskriptet fra Zaragoza”. Når folk ringer til mig og hører min stemme, er der mange som straks undskylder at de har vækket mig! Men jeg sover slet ikke – jeg læser! Man kan være meget, meget langt væk, når man er fordybet i en god bog. Nogen gange er man flere hundrede år og mange tusinde kilometer borte. Så kan det jo godt tage nogen tid at finde tilbage igen!

“Men vi ler ad de menneskers tåbelighed som forestiller sig, at synets materielle organ er tilstrækkeligt til at kunne læse”, siger Don Pedro de Uzeda i “Manuskriptet fra Zaragoza”. Don Pedro har ret! Der er nemlig masser af mennesker som ikke kan læse! Jeg har en gang læst om en undersøgelse som hævdede, at det skyldes manglende eller underudviklet fantasi. Jeg ved ikke om det er grunden, men det er muligt. Jeg har nemlig bemærket, at de samme mennesker ikke har nogen problemer med at læse økonomiske rapporter, politiske handlingsplaner o.lign.

Men skønlitteratur er noget helt andet og det er skam ikke nok at man kender alle bogstaverne i alfabetet; man må også have en vis forståelse for symbolik, poesi, psykologi, filosofi og meget andet. Nogen synes måske, at det lyder som en hel universitetsuddannelse, men det er slet ikke nødvendigt: det findes alt sammen inde i os selv. Empati, fantasi og interesse for andre mennesker, for “De forhorede, de fordrukne og alle dem på falderebet”, som Suzanne Brøgger skriver i Tone, er det løsen, som åbner porten til litteraturens verden. Her møder vi alle de marginaliserede eksistenser, de gale og de geniale. God litteratur fordrer rummelighed, tolerance og nysgerrighed. Vi udfordres til at identificeres os med de fortabte og de fordømte. Men litteraturen kræver også noget af os; den forudsætter, at vi tør overskride vores eget ego og for en stund opgive vores egen eksistens.

“Man bør altid være beruset. Alting beror paa det; det er den eneste opgave. For ikke at mærke Tidens skrækkelige Byrde, der knuser jeres Skuldre og knuger jer til Jorden, maa I beruse jer uden Ophør.

Men i hvad? I Vin, i Poesi, i Dyd – som I vil. Men berus jer. Og dersom det undertiden skulde hænde, paa et Slots Trappe, paa en Grøftekants grønne Græs, i jeres Stues tungsindige Ensomhed, at I vaagner,  og Rusen allerede er taget af eller helt forsvundet, spørg saa Vinden, Bølgen, Stjernen, Fuglen, Uret, alt det som flygter, alt det som sukker, alt det som rinder, alt det som synger, alt det som taler, spørg hvilken Time det er; og Vinden, Bølgen, Stjernen, Fuglen, Uret vil svare jer: “Det er Beruselsens Time! For ikke at blive Tidens mishandlede Trælle, saa berus jer; berus jer uafladeligt! I Vin, i Poesi, i Dyd – som I vil.”

Charles Baudelaire – Parisisk spleen.

Når jeg har læst 4-5 timer, eller endnu længere, så er jeg svimmel, beruset og udmattet – og jeg elsker det. Så tænder jeg for noget musik – for tiden er det en CD med den franske pianist David Fray som spiller nogle klaverstykker af Bach. Så sidder jeg helt stille og lytter til musikken, mens jeg tænker på det jeg har oplevet og forsøger at finde mig selv igen…..og så tænker jeg, at livet er værd at leve!

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 110, der følger denne blog

%d bloggers like this: