Food inc. – et moderne mareridt

Netto - derfor!

Filmen “Food inc.” har fyldt meget i den offentlige debat de sidste par måneder. Jeg havde bestemt, at jeg ikke ville se den, da jeg synes, at jeg har set rigeligt med dyremishandling. Men Bente fik mig overtalt og det er jeg glad for. Dyremishandling er nemlig kun en meget lille del af filmen!

I stedet handler filmen en kunstig og unaturlig fødevarekultur, som er styret af de 5 store firmaer, som efterhånden sidder på hele det amerikanske fødevaremarked. Alting handler om at tjene så mange penge som muligt og derfor tager man hverken hensyn til dyr, mennesker eller natur. Resultatet er massiv og udbredt dyremishandling.

Alligevel forsøger disse gigantiske firmaer, at sælge deres produkter ved hjælp af en reklame, som giver forbrugerne en illusion om en gammeldags landbrugsidyl der ikke har eksisteret i 50 år. Virkeligheden handler om masseproduktion og fabrikslandbrug. Disse firmaer har en umådelig magt i det politiske system og de landmænd som gerne vil ud af disse forhold, er nærmest stavnsbundet af benhårde kontrakter.

Når vi har denne debat, så lyder spørgsmålet gang på gang, om vi overhovedet kan sammenligne denne problemstilling med danske forhold; selvfølgelig kan vi det! Der er ingen forskel! Tænk på alle sagerne om dyretransporter, hvor grisene drukner i deres egen afføring. Tænk på alle sagerne om grise med liggesår. Tænk på burhønsene – jeg forstår ikke at det er lovligt. Tænk på alle sagerne om kødfusk og alle salmonella epidemierne. Og stadig forsøger de danske landbrugsorganisationer, at sælge os en forestilling om hyggelig landbrugsidyl. Arla er vist det bedste eksempel på denne strategi her i landet. Dyreværnsforeningen Anima har lavet en lille, kort film som viser, hvordan danske køer ender livet på et slagteri i Århus og det er der i hvert fald ikke meget idyl over!

Landmændene forsøger ofte at bilde os ind, at de interesserer sig for dyrevelfærd. Men jeg kommer selv fra landet. I min fars og mine bedsteforældres generation var de langt fleste i min familie landmænd. Jeg ved godt hvad der foregår. De store landmænd er kun interesseret i dyrevelfærd på den måde, at det er dyrt at have syge dyr og de ønsker at øge profitten så meget som muligt. Det er deres eneste interesse i dyrevelfærd. Vi så det sidste år, da Anima havde lavet skjulte optagelser på flere minkfarme. Vi så hvordan alvorligt syge dyr fik lov til at ligge og lide i flere dage i deres små bure. I stedet for at forholde sig til kritikken og forbedre forholdene, så har Dansk pelsdyravlerforening efterfølgende anlagt sag mod TV2 som viste optagelser i fjernsynet. Det er fuldstændig lige som de amerikanske firmaer fungerer. Uanset hvor berettiget kritikken er, så fører enhver kritik altid til kostbare retssager og enorme erstatningskrav. På den måde forsøger de at lukke munden på alle kritikere. Der er ingen tvivl om min holdning til den sag. Jeg synes at Danmark skal forbyde både pelsavl og import – og alle pelsdyravlere skulle sættes i gabestok midt på Rådhuspladsen i København!

Men det er alt for nemt, at lægge hele skylden og ansvaret på politikerne, kapitalismen og de store multinationale selskaber. Forbrugerne har også et ansvar. Det har ikke fyldt særlig meget i den offentlige debat, men det fylder faktisk en hel del i filmen. Hvorfor er dette sådan et ømtåleligt og farligt emne?

Det hele handler om penge: landmændene vil tjene flere penge, firmaerne vil tjene flere penge og forbrugerne vil spare penge, så man har flere penge til andre ting. Det er fællesdans om guldkalven. Vi vil have discount! Vi synes maden er for dyr, men vi bruger gerne flere og flere penge på computere, fladskærme og modetøj. Alle ønsker kvantitet frem for kvalitet. Bare der er nok af det……. Det har nogle alvorlige konsekvenser for dyrene, naturen, miljøet og hele menneskeheden. Nogen gange kan jeg godt have det indtryk, at vi er ved at slå os selv ihjel og udrydde alt liv på kloden.

“Food inc.” har et afsnit som de kalder “The hidden costs”; når man kun køber de billigste fødevarer, så har det nogle voldsomme omkostninger i den anden ende. For den enkelte forbruger betyder det omkostninger i form af dårligt heldbred og udgifter til sygdom. Der er både fedme epidemi og diabetes epidemi….hvis det ikke er mere ærligt at tale om pandemier! Til forskel fra USA er det også et samfundsproblem i Danmark, hvor vi har et nogenlunde velfungerende sundhedsvæsen. På den måde bliver dårlige kostvaner en økonomisk belastning for samfundet. Det er også samfundet der skal betale for genopretning af ødelagt natur, havmiljø, vandløb og andre skader som de moderne landbrug gør på kloden.

Men filmens største styrke er det positive budskab: forbrugerne KAN gøre en forskel. Vi har et valg! Vi kan vælge økologisk og hvis vi absolut skal spise kød, så kan vi vælge at købe det fra mindre landbrug som garanterer en vis form for dyrevelfærd. Det koster lidt mere, men det er også meget sundere, hvis man nøjes med at spise det halve!

Jeg har det altid svært med folk som fortæller, at de ikke har råd til at købe økologisk – de samme personer har gerne råd til nye biler, nye køkkener, stor villa, sommerferie i Thailand, vinterferie i Østrig og weekend i Paris. Så kan man ikke påstå, at man ikke har råd! Vi må være ærlige og indrømme, at det er et spørgsmål om prioritering.

Jeg hører selv til dem som ikke har ret mange penge, så jeg kan godt forstå, at man vægrer sig lidt. Jeg tror simpelthen, at det er imod den menneskelige natur at købe en vare, når der ligger en anden ved siden af, som næsten er identisk og kun koster det halve.

Da jeg begyndte at købe økologisk, så var det kun småting. Jeg begyndte med gulerødder, for de koster næsten det samme om det er økologisk eller ej. Dernæst var det havregryn. Det syntes jeg min økonomi kunne klare og så havde jeg i hvert fald gjort en lille smule. Jeg har jo aldrig været i tvivl om alle fordelene ved økologi. I løbet af et par år købte jeg mere og mere, indtil jeg endelig tog skridtet fuldt ud; i dag tror jeg, at 95% af mine varer er økologiske.

Der er ingen tvivl om, at vi er nødt til at ændre vores adfærd, og jeg synes det er bedre at gøre lidt end at gøre ingenting!

Hvis man trykker på billedet herunder, så kommer man direkte til en side hvor man kan se hele filmen. Her skal vi ikke diskutere piratkopiering og lign. Det er en helt anden debat, men jeg kan forsikre alle om, at man ikke overtræder gældende lovgivning, da man hverken downloader eller distribuerer filmen.

God fornøjelse.

Kirsten Skaarup – og klimadebatten

Kirsten Skaarup

Kirsten Skaarup har skrevet et hav af vegetariske kogebøger og det har formentlig gjort hende til den mest kendte vegetar i Danmark. Hun skrev de første kogebøger i 70´erne – dengang var maden ikke helt så spændende, men vegetarmad har udviklet sig meget gennem årene. Da man begyndte at rejse ud i verden, rejste Kirsten Skaarup længere end de fleste – hun hentede inspiration til sine kogebøger i Mexico, Marokko, Thailand, Laos, Cambodia, Tibet og mange andre steder. Og hun bliver ved med at udvikle sig – jeg vil beskrive opskrifterne i hendes nyeste kogebog, som lækker gourmet-mad for vegetarer. Det er meget spændende og meget langt fra det lidt kedelige vegetarmad i 70`erne.

Kirsten Skaarups seneste kogebog har undertitlen ”grøn mad til en sårbar planet” – det er en såkaldt klimakogebog. Nu har hun også startet en blog som hedder “Kødfri fredag“, hvor hun opfordrer alle til at tage en ugentlig kødløs dag af hensyn til klimaet. Bloggen er fyldt med de lækreste opskrifter!

Jeg hører til dem som man kalder ”klima-skeptikere”. Det betyder, at jeg tvivler på en sammenhæng mellem klimaforandringerne og CO2-udslippet. Der er en grund til, at Grønland en gang blev kaldt Grønland. For endnu længere tid siden var England dækket af jungle, og der levede både løver og elefanter. Hvorfor skulle det ikke ske igen? Jeg vil bestemt ikke afvise en sammenhæng mellem CO2-udslippet og klimaforandringerne. Men jeg er skeptisk. Meget skeptisk! Hvorfor skulle der ikke være en naturlig forklaring på den globale opvarmning? Klimaet har jo altid udviklet sig. Middelalderen var nærmest én lang hedebølge og senere kom det man kalder ”den lille istid”. Derfor tror jeg at klimaforandringerne skyldes naturlige årsager, som vi ikke har nogen indflydelse på.

Henrik Svensmark

Klimaforsker og astrofysiker Henrik Svensmark forsker i kosmisk stråling, og han mener, at det er solens aktivitet der er afgørende for temperaturen og klimaet på jorden. Og han er bestemt ikke alene. Der er altså to teorier om årsagen til den globale opvarmning og det afgørende spørgsmål er, om temperaturen og klimaforandringerne følger solens aktivitet eller CO2-udslippet?

Henrik Svensmark fortæller, at der ikke har været nogen opvarmning af jorden i 10 år og det skyldes, at solaktiviteten har været faldende gennem hele denne periode. De sidste 2 år er solaktiviteten gået helt i stå og det har haft den konsekvens, at temperaturen på jorden faktisk er faldet gennem hele det sidste år – hvilket er et bevis for Henrik Svensmarks teori om sammenhængen mellem klimaforandringer og solaktivitet. Ifølge Christoffer Karoff, som er solfysiker, giver det stor mulighed for endnu en ”lille istid”. Det er desværre ikke noget der har været meget fokus på i medierne, men ”Viden om” har lavet en spændende udsendelse om det, som man kan se her. Programmet er fra den 1.december 2009 og hedder ”Solens stjerne”.

Hvorfor holder folk stædigt fast i teorien om en sammenhæng mellem CO2-udslip og klimaforandringer? Og hvorfor er der så meget modstand imod andre forklaringer? Fordi mange mennesker tjener penge på det: journalister, miljøforkæmpere, politikere, lobbyister mfl. Det er i hvert fald en af grundene! Men mange mennesker vil jo også gerne tro det. Det er jo lidt spændende. Og nogen mennesker har brug for noget at kæmpe for – eller imod. De har brug for en grund til at være imod systemet, politikerne, kapitalismen, erhvervslivet, osv. Måske handler det også om kedsomhed – i den eksistentialistiske betydning af ordet; Stephen King har skrevet en bog som hedder ”Dance Macabre”, hvori han redegør for, hvordan gyserfilm og katastrofefilm bliver populære, når det er fredstid. Og filmindustrien afspejler naturligvis samfundet. I 70´erne demonstrerede man imod atomkrig og oprustning. I 80´erne kæmpede man imod syreregn og i 90´erne var det hullet i ozonlaget som skabte katastrofestemning. Nu er det klimaforandringerne og den globale opvarmning – og bagefter bliver det noget andet. Det ligger i den menneskelige natur; vi vil gerne disse potentielle katastrofer – på samme måde, som vi gerne vil se alle disse katastrofefilm. Vi føler at vi lever, når trygheden sættes på spil og vores eksistens er truet. Det er en konsekvens af det moderne samfund, hvor man ikke kæmper dagligt for at overleve. Men vi har stadig brug for denne overlevelseskamp – og det bliver udnyttet af filmindustrien og kapitalismen. Den meget populære film ”The day after tomorrow” er totalt overdrevet og urealistisk. DMI lavede en temaside, som fortalte, at alle katastrofer i ”The Day after tomorrow” er umulige. Det kan ikke lade sig gøre – uanset hvor meget filmskaberne fortæller det modsatte. Al Gores film ”En ubekvem sandhed” er lige så urealistisk. Der er faktisk ikke meget forskel på de to katastrofefilm. ”En ubekvem sandhed” er lige så troværdig som ”Johannes åbenbaring” – og jeg mener, at Al Gore er en folkeforfører. Helt fra de tidligste tider har folk været fascineret af forestillinger om dystopi og verdens undergang. Der er intet nyt under solen. Enhver religion eller mytologi har sin egen syndflodsmyte, som man altid har brugt til at skræmme folk. Det er et ældgammelt tema med helt nye variationer.

Når jeg fortæller om min klimaskepsis, så er der mange mennesker som bliver enormt vrede. Hvis man ikke følger konsensus i klimadebatten, så er man en kætter og en forrædder. Der er mange som straks beskylder mig for at være ligeglad med klimaet, miljøet, naturen, dyrene, kloden, fremtiden, osv osv osv. Jeg er bøsse. Jeg skal ikke have børn eller børnebørn. Det er ikke mine efterkommere der skal overtage vores jord. På den måde kan jeg være fuldstændig, hamrende ligeglad med klodens fremtid.

The Day After Tomorrow

Men det er jeg ikke! Jeg synes det er både vigtigt og nødvendigt at vi passer på jorden, og vi har alle sammen et ansvar. Derfor bruger jeg ret mange penge på økologi, selv om jeg ikke har så mange – og dem jeg har, kunne jeg da sagtens bruge på noget andet. For eksempel blev min cykel stjålet i december, og jeg har svært ved at se, hvordan jeg skal få råd til en ny. Men vi er nødt til at stoppe forureningen af kloden. Derfor er jeg også tilhænger af, at man stopper CO2-udslippet. Jeg kender mange mennesker som har både børn og børnebørn, som ikke synes at de har råd til økologi – men de har råd til biler og rejser og mange andre ting. Fair nok – jeg vil ikke blande mig i hvordan andre mennesker lever eller hvordan de prioriterer deres økonomi! Men det er da ikke rimeligt, at de sammen mennesker kritiserer mine holdninger; jeg er veganer. Jeg køber fortrinsvis økologisk. Jeg har ikke bil og jeg rejser ingen steder. Det er yderst sjældent at jeg overhovedet kommer uden for København. Der er formodentlig ikke mange, der har så lavt et CO2-udslip som mit. Men det betyder åbenbart ingenting i klimadebatten. Er vi virkelig kommet dertil, hvor holdninger betyder mere end handling?

Min klimaskepsis vækker nogle utrolig stærke følelser i folk; klimakampen er følelsernes kamp – ikke fornuftens kamp. Vi har alle set billeder og indslag i nyhederne af isbjørne som er ved at drukne, fordi der er for langt mellem isflagerne hvor de kan hvile sig. Naturligvis er det synd at isbjørnene er truet af den globale opvarmning. Det kan vi alle blive enige om. Heldigvis har vi mennesker evnen til at føle medlidenhed – og det udnytter klimabevægelsen til at sætte fokus på deres egen sag. Gid de havde lige så meget empati og medlidenhed med dyrene i landbrugets stalde og på alle slagterierne!

Jonathan Safran Foer

I 2005 udgav FN’s Fødevare- og landbrugsorganisation(FAO) en rapport med titlen »Livestock’s Long Shadow«, hvor de måtte konkludere, at dyreproduktionen er skyld i næsten 20% af verdens samlede CO2-udslip. I 2008 fulgte en rapport fra Greenpeace der hedder ”Cool Farming: Climate impacts of agriculture and mitigation potential”, hvori man udregnede, at en bøf på 250g udleder lige så meget CO2 som en bil der kører 20km. Greenpeace konkluderede samtidig, at landbruget står for en tredjedel af verdens samlede udledning af drivhusgasser. Trods denne rapport anbefaler Greenpeace ikke en vegetarisk kost og det kan man jo godt undre sig over, når de gerne vil være forrest på barrikaderne i klimakampen. Det samme gælder naturligvis Al Gore! Den amerikanske forfatter Jonathan Safran Foer har netop udgivet en ny bog som hedder ”Om at spise dyr”. Det er en meget hård kritik af landbrugets dyreproduktion, men han forholder sig også til de konsekvenser som denne dyreprodution har på klimaet, naturen og miljøet. I den forbindelse skriver han: »En person, der spiser kød fra det industrielle landbrug, kan ikke kalde sig miljøforkæmper eller miljøbevidst uden at ordet miljøbeskyttelse mister ethvert betydningsindhold«.

På baggrund af de to nævnte rapporter, er det nok lidt svært at argumentere imod Jonathan Safran Foer. Der er ingen tvivl om, at kødproduktionen har mange negative konsekvenser for hele jorden. Men der er en helt simpel grund til, at miljøorganisationer som Greenpeace alligevel ikke anbefaler en vegetarisk kost – det tjener ikke deres formål! På den måde ville man jo give folk et personligt ansvar og det kan være farligt. Hvis man pludselig forventer at folk skal gøre en aktiv indsats, at de skal ændre adfærd og vaner, så vil mange miste interessen meget hurtigt. Man risikerer at miste støtte, tilhængere og opbakning i befolkningen. Det ved klimabevægelsen godt. Derfor er den vegetariske løsning så farlig. Og klimabevægelsens fremtid er altså vigtigere end klimaet. Den globale opvarmning er som en gave fra himlen, der har gjort Greenpeace mere populær end nogensinde før, og nu er de så bange for at miste medlemmer, at de ikke tør drage den eneste logiske konsekvens af deres egen rapport. Måske tør man formode, at ledelsen heller ikke selv ønsker at undvære deres røde bøffer!!!

Jorden - den blå planet

Der er opstået en hel folkebevægelse som samles til klimakoncerter og klimademonstrationer – det er sikkert meget hyggeligt. Og så kan man bagefter smykke sig med en moderne klimabevidsthed – det er lige så moderne, som den nyeste kollektion i modebutikkerne inde på strøget. ”Den, der har taget del i en demonstration, lægger sig om aftenen i sin seng med den forestilling, at han har udrettet noget, og selve dette forhindrer ham i at gøre det”, skriver Georg Brandes. Er det ikke netop problemet? Der har været koncerter for klimaet, som svinede helt vildt. Der har været kampagner hvor man skulle slukke lyset. Mange har i stedet tændt stearin-lys, som udleder endnu mere CO2. Alligevel mener folk bagefter at de har gjort noget! Georg Brandes taler om ”den tomme, selvsmagende protest” – og mere er der jo ikke. Man slukker lyset; og så sidder man der på sin flade røv og har det godt med sig selv og føler sig hellig, fordi man har de rigtige holdninger. Men det er jo kun en overfladisk demonstration; man har vist at man har de rigtige holdninger og man har vist sin støtte til klimabevægelsen – men man har absolut intet gjort for klimaet. Den moderne klimabevidsthed er mest til pynt – det stikker ikke så dybt. Man vil jo ikke undvære noget som helst og ingen ønsker at ændre adfærd eller vaner. Man vil have sine biler, fjernsyn, computere osv. Man vil rejse flere gange om året, shoppe som man plejer og spise sine røde bøffer i fred og ro. I sidste ende vinder bekvemmeligheden over bekymringen. Samtidig har man travlt med at fortælle andre hvad de skal gøre for klimaet; man har travlt med at lægge ansvaret fra sig og skubbe det over på politikerne og erhvervslederne – eller på naboerne.

Man møder den samme useriøsitet blandt mange af de virksomheder som tjener godt på klimakrisen. For eksempel vindmølleproducenterne. Lige nu er man ved at bygge en af verdens største havvindmølleparker tæt på Anholt. Men beboerne på Anholdt får ingen glæde af den vedvarende energi – de skal fortsat have deres strøm på den gammeldags måde. Det er nemlig for dyrt, at føre strømmen til den lille ø. Jeg synes det er absurd. Vindmølleindustrien tjener rigtig godt på denne klimakrise. Og samlet set ville havvindmølleparken stadig give et flot overskud – det ville måske bare blive en lille bitte smule mindre. Derfor synes jeg, at man burde bruge pengene og føre den miljøvenlige strøm til Anholt. Selv om det ikke er den billigste løsning, så kan det jo godt være den bedste løsning – for jorden, naturen og miljøet.

Forår ved Gurre slotsruin

Tendensen er klar og tydelig: overalt er der en markant uoverensstemmelse mellem handling og holdninger. Alle disse klimaforkæmpere hævder, at den globale opvarmning er en alvorlig trussel mod store dele af menneskeheden. Alligevel sætter de fleste deres egen bekvemmelighed over klimaet. Miljøorganisationerne tænker mest på medlemstal og popularitet. Og klimavenlige virksomheder sætter deres egen profit over alt andet.

Efter min mening er den globale opvarmning ikke den største trussel mod jorden – det er i stedet forurening, overforbrug, udryddelse af vilde dyr, fældning af regnskove, osv. Alligevel tror jeg, at vi også i fremtiden kan glæde os over en sund, grøn og bæredygtig jord. Men det forudsætter at vi virkelig ønsker det, at vi tager ansvaret på os og gør en seriøs indsats. Fremtiden er et fællesprojekt som involverer os alle.

”But when you see what´s right you´re too idle to do it. You told me once that we shall be judged by our intentions, not by our accomplishments. I thought it a grand remark. But we must intend to accomplish – not sit intending on a chair.” E.M.Forster – Where Angels Fear to Tread.

”Man må vide hvad man vil og at man vil.” Friedrich Nietzsche – Afgudernes ragnarok.

Franks fødselsdag

Frank havde fødselsdag i sidste uge og det var rigtig svært at finde nogle gode gaver til ham. Lige som alle andre moderne mennesker, så mangler han jo slet ingenting. Men jeg synes alligevel at det lykkedes. Jeg synes faktisk, at jeg fandt nogle utrolig gode gaver til ham.

Jeg har altid haft lidt svært ved at forstå, hvorfor folk har så meget imod plastikposer? Når de bliver brændt udvikler de to dråber vand og en smule varm luft. Det er i hvert fald ikke noget som skader miljøet. Jeg ved godt, at der også går noget energi til produktionen, men jeg bruger mine plastikposer i flere måneder af gangen, så det kan næppe være et problem.

Jeg har før skrevet om økologiske og biologisk nedbrydelige plastikposer: Men hvilke giftstoffer udvikler de, når de bliver brændt i et forbrændingsanlæg? Jeg har også lidt svært ved at se pointen i at de er biologisk nedbrydelige. Det virker som en lidt overflødig egenskab, for jeg smider bestemt ikke mine plastikposer ude i naturen.

Men jeg havde nok ikke lige tænkt på, at der er mange andre mennesker som er ligeglade, som smider deres poser overalt uden at tænke over det. Resultatet er skræmmende. Det havde jeg slet ikke tænkt på, før jeg så en række billeder, hvor man kan se hvor meget platiskposerne forurener og ødelægger naturen. Jeg vidste heller ikke, at plastikposerne ligefrem er en trussel mod mange vilde dyr. Det er virkelig nogle uhyggelige billeder, som du kan se her.

Der er jævnligt mennesker som taler om et forbud imod plastikposer. Men de taler meget lidt om alternativerne. Måske papirsposer? Det synes jeg er en rigtig dårlig ide, som sikkert vil belaste miljøet lige så meget. Indkøbsnet? Det er simpelthen urealistisk. Pernille har før fortalt, at Belgien har et pantsystem for plastikposer. Når det virker der, kan det vel også virke her. Men en nemmere løsning ville være, at sætte prisen op til 10kr for en plastikpose. Så kan man købe en pose når man lige mangler, men der er nok ikke mange som bare vil smide den ud igen, uden at tænke over det. Jeg tror at rigtig, rigtig mange mennesker frivilligt og meget hurtigt ville anskaffe sig et indkøbsnet.

Jeg fandt miljøvenlige indkøbsnet på umas.dk, og det var en del af Franks fødselsdaggave. Jeg købte naturligvis også et til mig selv. Bemærk lige hvor små og smarte de er. De fylder ingenting og de vejer ingenting. De er geniale at have i tasken. Jeg har efterhånden prøvet at bruge mit indkøbsnet nogle gange og jeg er virkelig imponeret over hvor meget der kan være i det. Uanset hvor meget jeg putter i, så føles det som om at det aldrig bliver fyldt. Det passer selvfølgelig ikke, men det er et udtryk for, at der kan være meget mere end man forestiller sig. Det er ret imponerende. Det er heller ikke tungt at bære, for man kan nemt have det på skuldren. Det er simpelthen fantastisk. Det er dog ikke så nemt at have på cyklen. Jeg skal vist have en cykelkurv. Det har jeg tænkt over længe. Jeg synes bare at det ser sådan lidt…….

Fabeldyr af Simon Maltha

Den anden gave fandt jeg hos Sister Bonde, der skrev om kunstneren Simon Maltha, som hun selv har nogle værker af. Jeg så flere figurer på hans egen hjemmeside og jeg blev helt vild med alle hans sjove fabeldyr. De er enormt charmerende og fyldt med personlighed. De ser lidt frække og skælmske ud, som om at de er klar til både ballade og narrestreger. Man kan simpelthen ikke lade være med at blive glad og i godt humør når man ser på dem. Jeg tænkte med det samme, at det var en god gave til Frank.

Det skulle være en overraskelse til ham, men der er jo langt til Odense, hvor Galleri ByArt sælger Simon Malthas keramik. Jeg ville gerne sikre mig, at de havde nogle ting hjemme, men jeg er ikke så god til at ringe til fremmede mennesker. Derfor var jeg nødt til at indvie Frank i planerne på forhånd, så han kunne hjælpe mig med det problem.

Vi havde en god tur til Odense og vi var meget spændte da vi kom til galleriet. Men fabeldyrene var lige så fantastiske som vi havde forestillet os og det var svært at vælge mellem alle de mange spændende og flotte figurer. Frank valgte en politisk korrekt and, som er både glad og tilfreds med sig selv, selv om den er mere end en lille smule overvægtig. Den har i hvert fald ingen problemer med selvtilliden. Måske er det en moderne fabel? Jeg må hellere indskyde, at det er min fortolkning af værket.

Der var mange andre sjove og fristende fabeldyr, og det er meget sandsynligt at vi kommer igen ved en anden lejlighed.

Simon Maltha var selv i galleriet og det var sjovt at møde ham. Han var et meget sympatisk og tiltalende menneske. Ja, det gælder jo ikke for alle kunstnere. Jeg har efterhånden mødt en del kunstnere og forfattere som var både arrogante, selvhøjtidelige og særdeles utiltalende. Det er skam helt almindeligt.

Jeg ville gerne have set mere i galleriet, men jeg fik desværre migræne lige efter at vi kom. Jeg har en meget slem form for migræne, hvor jeg fuldstændig mister synet. Jeg får lammelser i det meste af kroppen, kan næsten ikke tale og får problemer med at holde balancen. Det er før sket at jeg næsten er kommet kravlende hjem. Mange gange er jeg faldet over mine egne ben, så jeg har slået mig ganske forfærdeligt.

Jeg var lige ved at gå i panik, men det var heldigvis en mild omgang. Synet blev bedre efter 30-40 minutter. Jeg var svimmel og sveden løb af mig, men jeg slap for alle de andre symptomer. Bagefter havde jeg en voldsom hovedpine, men vi fortsatte alligevel til Den fynske landsby. Vi var meget trætte da vi kom hjem igen, men det havde faktisk været en ret god dag.