You are currently browsing the category archive for the ‘Opera’ category.
Søndag aften så/hørte jeg Bizets opera Perlefiskerne i Tivoli, hvor den blev opført som koncertant – dvs. uden kulisser, kostumer, osv. I stedet blev den opført som koncert og det var en stor succes. Det har den fordel, at man kan fokusere på sangen og musikken – ikke på handlingen og dramaet! Koncerten blev også sendt i radioen – og så vil mange måske mene, at man lige så godt kunne sidde hjemme i sin egen sofa og høre koncerten…. Jeg synes det er godt, at man har mulighed for at høre koncerten i radioen, men der er intet som kan konkurrere med lyden og nærværet i en koncertsal.
Den eksotiske opera
Københavns bombardement 1807
I september 1807 stjal englænderne den danske flåde og lagde hovedstaden i ruiner med 3 døgns granatregn – Danmark var helt i knæ efter Københavns bombardement og på den måde blev vi tvunget til at alliere os med Frankrig i Napoleonskrigene. Denne alliance førte til et sviende dansk nederlag under fredsforhandlingerne ved Wienerkongressen i 1814, hvor Danmark måtte afstå Norge til Sverige. Det er naturligvis denne ydmygelse som fører til både tre-års krigen 1848-1851 og den 2. slesvigske krig, hvor Danmark lider det katastrofale nederlag ved Dybbøl og siden mister hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg i fredsforhandlingerne. Trods sejren i tre-årskrigen, så har danskerne lært lektien – der er farligt ude i den store verden.
“Hvad udad tabes, skal indad vindes”, sagde Dalgas - og så gik han i gang med at opdyrke den jyske hede, mens andre tørlagde Lammefjorden. Kulturlivet vendte udlandet ryggen og fokuserede primært på den danske natur, den danske historie og den glorværdige fortid. Nok var Danmark fuldstændig kastreret, men vi havde dog været en stormagt og det var vi ikke klar til at glemme. “Minderne har man da lov at ha`”, som Liva Weel sang mange år senere.
Georges Bizet (1838-1875)
Nationalromantikken blomstrede og danskerne havde fuldstændig lukket sig inde i sin egen osteklokke. Det var denne tendens som Georg Brandes protesterede imod med sin kulturradikalisme – mens danskerne udelukkende interesserede sig for sig selv, så rejste resten af Europa ud i verden for at opsøge og undersøge det fremmede og det eksotiske. Det har også sat sig tydelige spor i tidens operaproduktion; Turandot foregår i Kina, Madame Butterfly foregår i Japan, Carmen foregår i Spanien, Aida foregår i Ægypten og “Pigen fra vesten” foregår i det eksotiske Amerika – den nye verden, som man sagde dengang.
Perlefiskerne – Les Pêcheurs de Perles – skulle oprindeligt have foregået i Mexico, men Georges Bizet(1838-1875) valgte at flytte handlingen til Ceylon, det nuværende Sri Lanka.
Handlingen
Barndomsvennerne Zurga og Nadir har opgivet kærligheden, efter at de har været forelsket i den samme kvinde, Leila.
Nu er det mange år senere og Zurga bliver valgt til landsbyens konge. Nadir har været ude i verden, men han vender tilbage og de genoptager deres gamle venskab.
Så oprander natten hvor de skal fiske efter perler. Brahmanpræsten fører en kysk og tilsløret præstinde op på en høj klippe, hvorfra hun en bøn til guderne og en velsignelse til fiskerne ud på havet. Nadir genkender straks hendes stemme – det er Leila, hans ungdomskærlighed. Han opsøger hende og da hun også genkender ham, så kaster de sig over hinanden og hun svigter sit kyskhedsløfte.
De bliver opdaget af Kong Zurga, som dømmer dem til døden – de skal brændes på bålet. Zurga har åbenbart ingen problemer med at straffe sin bedste ven og sin gamle flamme. Men i aller sidste øjeblik bemærker han Leilas guldhalskæde. Den har han selv foræret til en ukendt person som en gang har reddet ham fra døden – denne redningsmand/kvinde må altså være Leila.
Zurga har lige dømt Leila og Nadir til døden, men nu er han nødt til at redde dem igen. Han råber, at landsbyen brænder….. det er lidt uklart om det brænder eller ej. Men i hvert fald styrter alle af sted for at redde hvad reddes kan, hvorefter han selv kan redde Leila og Nadir fra bålets flammer……
Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht
Jeg synes denne handling afslører problemet med mange af disse eksotiske operaer…… det er særdeles uinteressant og uvedkommende. I sin anmeldelse på Berlingske skriver Søren Schauser ligefrem, at det er “verdens tåbeligste handling“. Jeg skal bestemt ikke sige ham imod……
Perlefiskerne er en opera i 3 akter og mellem hvert akt fortalte Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht om handlingen – Henrik Engelbrecht er en af danmarks absolut bedste operaformidlere. Når han optræder med charme, selvtillid og lækkert hår, så kan han fortælle om enhver opera, så man nærmest er tryllebundet. Han har en umådelig viden om opera og han formidler denne viden med stor entusiasme og energi – men også med en ironiske distance, som altid gør ham til en særdeles underholdende fortæller. Efter Henrik Engelbrechts korte gennemgang af handlingen, så kunne man bare læne sig tilbage i sædet og nyde sangen og musikken!
Sangerne, kor og orkester
Brahmanpræsten Nourabad blev sunget ganske udmærket af bassen Aleksandar Stefanoski.
Dernæst var det vores egen Palle Knudsen som kong Zurga. Jeg har altid været ret vild med Palle Knudsen – og det er jeg stadigvæk. Han har en flot og moden barytonstemme, som vi desværre hører alt for lidt på vores egen opera.
Den amerikanske stjernetenor Lawrence Brownlee
Aftenens hovedperson var uden nogen diskussion den amerikanske tenor Lawrence Brownlee – han har en usædvanlig og bemærkelsesværdig ren, klar og lys stemme. Salen var næsten fyldt – jeg så kun nogle få ledige pladser på balkonen – og der er ingen tvivl om, at hovedparten var kommet for at høre Lawrence Brownlee.
Leila blev sunget af Christel Elisabeth Smith, som jeg aldrig har hørt før. Hun havde en volumen som fuldstændig overdøvede alle andre – jamen, det var helt vildt. Sikken en stemme. Desværre havde det også den bivirkning, at de andre sangere næsten virkede lidt svage i stemmerne. Det var lidt ærgerligt. Christel Elisabeth Smith havde en helt utrolig stor, svulmende og klar stemme – men der var også en tendens til, at hendes stemme kunne blive en smule skinger på de højeste toner. Det var dog kun i første akt – derefter fandt hun balancen. Når hun gik ned i de dybe toner, så fik hendes stemme en meget smuk og varm glød. Christel Elisabeth Smith er en ung sanger, men jeg tror hun bliver helt fænomenal – jeg er virkelig imponeret over den store spændvidde i hendes stemme.
Den norske sopran Christel Elisabeth Smith
Tivolis Symfoniorkester spillede med masser af energi – der var de smukkeste solostykker fra Toke Møldrup på cello, samt to af fløjterne. Det var nogle af koncertens højdepunkter. Og så er der Harry Teahan på paukerne – jeg tror Harry er forelsket i sine pauker. Jeg har været til rigtig mange koncerter med Sjællands/Tivolis Symfoniorkester, men jeg har aldrig set Harry sidde stille så meget som to sekunder. Når han ikke selv spiller, så bruger han tiden på at nusse paukerne….. der er åbenbart altid en skrue der skal løsnes eller strammes. Paukerne skal også tørres af med en klud adskillige gange under en koncert……. og så skal alle skruerne igen løsnes og strammes! Jeg synes det ligner ægte kærlighed og jeg er altid dybt imponeret, når jeg ser Harrys kæmpestore engagement.
Endelig var der DRs store koncertkor, som sang med en kraft og en energi som jeg sjældent har oplevet. Jeg sad flere gange og ærgrede mig over at jeg ikke havde taget min teaterkikkert med – men det gør man jo ikke til en koncert. Jeg tror alle sangerne gav sig 100% og der er slet ingen tvivl om, at de fortjener en stor del af æren for koncertens succes. Det var virkelig en stor fornøjelse.
Det var en formidabel koncert – gang på gang bragede ekstatiske klapsalver gennem salen. Det var vist sådan en aften hvor alle medvirkende er totalt toptunet, lige fra en sprudlende musikchef, til dirigenten Yves Abel, solisterne, koret og alle musikerne i Tivolis Symfoniorkester.
Tivolis koncertsal
Det lille engelske landsby Loxford er ramt af sædernes hastige forfald, selv om byens mange Hyacinth Bucket-kloner fører en indædt og uforsonlig kamp mod både lyster og laster. Det bliver helt tydeligt, da byens honoratiores mødes hos Lady Billows for at beslutte, hvem der er værdig til at blive kåret som byens majdronning – det skal være en ung pige som er uden den mindst plet på ry eller rygte. Men én pige har en kæreste, en anden har kysset naboens dreng og en tredje går med kjoler der er så korte, at hun viser ankler! Den fortvivlede komite må langt om længe indse, at der findes ikke én eneste ulastelig ung pige i Loxford. Ikke én eneste!
Johanne Bock som den skønne Florence Pike. Foto: Natascha Thiara Rydvald og DKT.
Så får man den brilliante ide, at kåre en majkonge i stedet for og valget er ikke svært: Albert Herring bor stadig hjemme hos sin mor og arbejder hele dagen i hendes lille købmandsbutik. Han har aldrig haft en kæreste eller kysset en pige. Albert bliver kronet som majkonge og modtager 25 pund i guld som præmie. Alle er begejstrede – undtagen Albert. Han er træt af sin dominerende mor der forhindrer ham i at leve og nu bliver han oven i købet belønnet for sit triste og meningsløse liv – det er dråben som får bægret til at flyde over.
For at lave sjov med Albert Herring, har hans venner hældt nogle få dråber alkohol i hans saftevand til majfesten. Det giver ham endelig mod til at gøre oprør; han tager til den nærmeste by, hvor han drikker en masse øl på et værtshus. Så drikker han et stort glas rom, derefter noget whisky og noget gin – og så bliver han smidt ud. Så finder han et nyt værtshus, men her vil man heller ikke servere mere for ham og så kommer han op at slås!
Da han genforenes med sin mor og resten af borgerne i Loxford, bliver de forfærdede over hans eventyr. Men Albert Herring sværger, at fremover vil han leve sit eget liv på sine egne præmisser……. Da forestillingen slutter er der oven i købet udsigt til romantik for Albert Herring.
Sangerne:
Gisela Stille som miss Wordsworth. Foto: Natascha Thiara Rydvald og DKT
Gert Henning-Jensen er et meget forudsigeligt valg til rollen som Albert Herring – måske lidt for forudsigeligt. Det var næsten banalt. Alligevel må man indrømme, at han gjorde det supergodt. Han sang fantastisk og sprang rundt på scenen som kun Gert Henning-Jensen kan gøre det. Ylva Kihlberg var sprudlende som den stramtandede Lady Billows og Gisela Stille var helt fantastisk som den nervøse skabsalkoholiker, lærerinden Miss Wordsworth. Men det var Johanne Bock der løb med opmærksomheden, som Lady Billows stressede og konstant kæderygende hushjælp, der har svært ved at undertrykke sine erotiske lyster efter fruen. Mens Loxfords velgørenheds komité leder efter en værdig og dydig majdronning, så kæmper de alle med deres egne laster og småborgerlighedens hykleri bliver udstillet til publikums morskab og fornøjelse. Folk morede sig og der blev grinet i hele salen. Alligevel virkede forestillingen lidt for lang og publikums latter lød en smule træt. Måske fordi historien var lidt for slidt og lidt for genkendelig? Måske fordi det hele var lidt for forudsigeligt?
Musikken:
Benjamin Brittens musik var fantastisk – den virkede meget friskere, dynamisk og vedkommende end historien på scenen. Der var kun 13 musikere i orkestergraven, men der var en særpræget energi i musikken, som balancerede lige på kanten til det atonale. Der var den største samling af trommer, som jeg nogensinde har set på Det kongelige teater og de blev sandelig brugt! Musikken var meget moderne og jeg var super, super, supervild med det. Trods en stor indsats fra alle sangere, så kæmpede de med en både slidt og forudsigelig historie, og en libretto som virkede passé. Jeg tror det var musikerne fra Det kongelige kapel og deres indsats, som gjorde at det alligevel blev en rimelig flot og vellykket forestilling.
Gert Henning-Jensen som Albert Herring. Foto: DKT og Natascha Thiara Rydvald
I går offentliggjorde Det kongelige teater programmet for sæson 2012-2013. I forbindelse med offentliggørelsen udtalte teaterchef Erik Jacobsen, at publikum på ingen måde ville mærke noget til krisen. Men den kommende sæson indeholder kun 8 opsætninger og det er oven i købet inklusive 3 genopsætninger og en børneopera. Dermed bliver det den mindste sæson jeg nogen sinde kan huske. Derfor er det næsten krænkende, når Erik Jacobsen påstår, at publikum ikke vil bemærke krisen. Vi er jo ikke dumme…..
Erik Jacobsen - direktør for Det kongelige teater
Når det er sagt, så synes jeg faktisk, det er et utrolig flot og intelligent program – den økonomiske situation taget i betragtning!
Sæsonen åbner med en dramatiseret iscenesættelse af Händels Messias – det er absolut ikke noget for mig og jeg har lidt svært ved at se pointen. Messias er jo et oratorium. Hvorfor skal det absolut presses ind i en ramme, hvor det ikke passer? Jeg kunne måske forstå det, hvis det var et sjældent opført værk, som kunne trække en masse publikum på grund af nyhedsværdien. Men det er jo ikke tilfældet – tværtimod. Hvert eneste år er der talrige muligheder for at høre Messias i juletiden….. jeg synes det havde været bedre, at bruge operaens begrænsede midler på at sætte en rigtig opera op i stedet for!
Senere kan man opleve Rossinis Semiramis; det er en dramatisk historie, der næsten forløber som en parallel til myten om Ødipus. Jeg er i forvejen ret vild med Rossini og når der står i programmet, at Semiramis rummer noget af hans allerbedste musik, så er det en forestilling som jeg glæder mig usædvanlig meget til.
Så følger Janaceks opera “Den fiffige lille ræv” – en forestilling for hele familien. Den handler om en skovfoged som finder en lille ræveunge ude i skoven og tager den med hjem for at pleje den, men ræveungen har lidt svært ved at tilpasse sig menneskenes verden. Jeg synes det lyder som en rigtig sød og charmerende historie. Jeg kender vist ikke noget af Janaceks musik, men jeg tror dette er en god lejlighed til at lave om på det.
Program for sæson 12/13
Senere følger så en rigtig gyseropera af Krzysztof Penderecki, der har skrevet filmmusikken til både Eksorcisten og Ondskabens hotel. Historien foregår i 1643, hvor en priorinde har seksuelle fantasier om en præst – og så ender det med, at han blive brændt på bålet, fordi hun ikke kan styre sine lyster. Gys og sex og begær og religiøst vanvid – jeg synes det lyder helt vildt spændende! Det bliver i hvert fald noget helt ud over det sædvanlige!
Sæsonens sidste nyopsætning bliver Puccinis “Il Trittico” – tre små enaktere. Jeg kender kun Gianni Schicchi, som er en rigtig morsom komedie. Denne opera indeholder en af verdens smukkeste og mest kendte arier: O mio babbino caro. Jeg har aldrig set Gianni Schicchi i virkeligheden, så det er endnu en oplevelse som jeg glæder mig til. Jeg glæder mig selvfølgelig også til at se de to andre stykker: Kappen og Søster Angelica.
Derudover kan man gense “Madame Butterfly”, Carmen og Tannhäuser – tre af de flotteste og mest populære opsætninger fra de sidste par år. Som de fleste faste operagæster, har jeg et lidt anstrengt forhold til Carmen. Ouverturen og 3-4 af de store arier er så misbrugt i medierne og det moderne kulturliv, at de er fuldstændig banaliseret. Man kan ikke lade være med at tænke – årh nej, det magter jeg simpelthen ikke at høre igen. Derfor er det ikke en opera, som trækker mange af de faste operagæster – men det er lidt ærgerligt, for det jo en ret god opera, men en masse flot musik. Til gengæld er Carmen en forestilling, som tiltrækker mange af de gæster som kun sjældent kommer operaen og det samme gælder “Madame Butterfly”.
På den måde synes jeg, at man har sammensat et rigtig flot program, som egentlig rummer noget for enhver smag. Der er en lille håndfuld ekstremt spændende nyopsætninger. Alle de faste operagæster – dem som kun ser de nye opsætninger – har virkelig noget at glæde sig til. Men der er også tre opsætninger, som allerede er publikumsfavoritter – folk som ikke har set dem får en chance mere. Og alle os andre? Jo, jeg tror man har valgt tre forestillinger, som mange faste operagæster også gerne vil se igen!
Det kongelige kapel på gamle scene.
Der er ikke så mange sorte operasangere. Jeg kan faktisk kun huske to – Barbara Hendricks og Jessye Norman.
Tenor Lawrence Brownlee
For et par år siden faldt jeg over en video på youtube med Lawrence Brownlee. Den gang var der vist ikke mange som havde hørt om ham i Danmark, men han er strøget til himmels som en raket og nævnes i dag sammen med de største stjerner. Sidste sommer gav han koncert i Tivoli og jeg er sikker på at der bliver udsolgt, når han vender tilbage om et par måneder. Lawrence Brownlee har en usædvanlig smuk og varm stemme, som vist kan forføre de fleste.
Og nu er jeg så faldet over Vuyani Mlinde – jeg ved ikke rigtig hvad han ligner. Jeg er bange for at fornærme nogen, hvis jeg prøver at beskrive ham, så jeg vil nøjes med at skrive, at han ligner i hvert fald ikke en traditionel operasanger. Og så begynder han at synge……. wow. Det er måske den smukkeste basbaryton jeg nogensinde har hørt. Sikken en stor og kraftfuld stemme……… Jeg har ikke hørt om ham før; han er så “ny” at der ikke engang står noget om ham på wikipedia. Men jeg tror og håber, at Vuyani Mlinde får en fantastisk karriere. Jeg vil i hvert fald gerne høre meget mere til hans flotte stemme.
Historien om den spanske adelsmand og kvindeforfører Don Juan er mange hundrede år gammel, men den blev kendt i hele Europa via Molières komedie “Don Juan”. Det er også den der ligger til grund for Mozarts opera, men librettoen er skrevet på italiensk og derfor hedder den “Don Giovanni”. I operaen bliver hovedpersonen heller ikke tiltalt eller omtalt som andet en Don Giovanni – derfor synes jeg det er ret meningsløst, at Den Jyske Opera kalder deres forestilling for Don Juan.
Handlingen:
Operaen begynder med at Don Giovanni voldtager Donna Anna og dræber hendes far. Da han flygter fra gerningsstedet løber han ind i en fremmed – og tydeligvis – ulykkelig kvinde. Don Giovanni pønser allerede på nye slyngelstreger og endnu en forførelse, da han opdager – oh skræk! – at det er hans egen kone Donna Elvira. Nu må han igen bruge alle sine lumske tricks for at undslippe…….. Så løber han ind i et bryllup; bondepigen Zerlina skal giftes med sin Masetto. Mens Don Giovannis tjener Leporello håndterer Masetto, forfører han selv Zerlina: Là ci darem la mano – tag min hånd og følg med mig til mit slot. Der bliver vi gift og du siger ja til mig…. synger slynglen forførende.
Don G - foto: Den Jyske Opera og Anders Bach
Men den rasende og forsmåede hustru Donna Elvira er lige i hælene på ham, fast besluttet på at forpurre alle hans lumske planer. Også den hævntørstige Donna Anna og hendes forlovede Don Ottavio er på sporet af ham. Nu får han også den bedragede Masetto og hans kammerater på nakken. Skruen strammes om Don G. Men hans stærkeste modstander er Donna Annas far, den dræbte kommandant, som truer Don Giovanni fra graven. Slutscenen rummer hele hovedpersonens storhed og den er grunden til vores fascination af denne karakter – selv om han bliver truet med al helvedes bål og brand, så nægter Don G. at angre sine synder. Han er ikke en kujon der svigter sig selv, når det brænder på – i stedet er han tro mod sig selv og sine egne principper. Derfor slutter forestillingen med, at Don G. bliver opslugt af helvedes flammer…….
…..bortset fra, at sådan går det ikke helt i denne opsætning. Jo, helvedes flammer er der skam. Men der er ingen stengæst; kommandantens statue er erstattet af et par øjne på bagvæggen. Jeg synes det var både skuffende og tamt. Og i den store dramatiske slutscene er det alle Don Giovannis modstandere som myrder ham, alle dem som han selv har snydt og bedraget – det er ren nemesis. Men det betyder også, at man har reduceret det store skæbnedrama til en banalitet. Derfor koster de sidste 30 sekunder af denne forestilling halvdelen af stjernerne!
Sangerne:
Jørn Pedersen var en glimrende Don G. med sorte læderbukser, svingende rød velourkappe og brystet besat med sølvbroderi – en rigtig dekadent og ekstravagant døgenigt. En samvittighedsløs slyngel, som man godt kan forstå at pigerne faldt for.
Luciano Miotto var en vittig, skælmsk og charmerende Leporello. I dag kan det være svært at forstå, hvorfor Mozarts operaer var så farlige, at flere blev censureret; men her har vi en tjener som synger, at han er træt af at være tjener for andre – han vil selv være adelsmand. Samtidig er han dybt ironisk og sarkastisk mod sine herskaber – han er simpelthen dybt uforskammet. Men han slipper afsted med det fordi han ikke er dum – tværtimod. Dermed udfordrer Leporello – og Mozart! – tidens normer og samfundsindretning.
Don Giovanni og Donna Elvira - Foto: Den Jyske Opera og Anders Bach
Sune Hjerrild sang partiet som Don Ottavio og det var nok en af forestillings største katastrofer. Da ham kom på scenen i et absurd kostume der gjorde ham tromletyk, og samtidig lignede en spradebasse med det hvide pudder i ansigtet, den besynderlige frisure og den sorte skønhedsplet, klukkede folk lystigt af grin. Han så fuldstændig latterlig ud……. hvis man havde formået at gøre Don Ottavio til en komisk figur, så havde det sikkert virket som en sjov ide. Men sådan var det ikke. Don Ottavio er Don Giovannis diamentrale modsætning – han er seriøs, oprigtig og inderlig i sin kærlighed til Donna Anna. Derfor virker hans kostume som et totalt latterligt og umotiveret stilbrud.
Men jeg nød Don Ottavios store arie – Dalla sua pace; efter min mening, den smukkest kærlighedssang der nogen sinde er skrevet og det er uanset om man taler om opera, operette, musical, pop eller rockmusik. Dalla sua pace er så smuk, at den altid griber mig om hjertet: min sjælefred afhænger af hendes/ det som glæder hende, gør mig levende/ det som sårer hende, dræber mig./ Når hun sukker, sukker jeg/ jeg føler al hendes vrede og alle hendes tårer er mine/ jeg følger ingen glæde, hvis hun ikke føler glæde…….
Men det var uden tvivl kvindernes aften; Ann-Helen Moen var fantastisk som Donna Anna og Kari Postma var pragtfuld som Donna Elvira. De havde begge nogle fantastiske arier, hvor publikum sad som var de tryllebundet. Men aftenens stjerne var Vibeke Kristensen som Zerlina – hun sang med en meget ren og klar stemme. Samtidig havde hun sådan en kraft og fylde i stemmen, at hun virkelig fyldte hele salen med de mest strålende arier og brillante triller.
Scenografi:
Scenografien bestod udelukkende af en videoprojektion, der forestillede en gammel, smuk barokhave, forskellige slotssale, torvet i en pittoresk italiensk landsby og lignende idyler. Man kan godt få den tanke, at det er lidt for nemt og lidt for simpelt……. men så skal man nok lige tænke tilbage på alle de gamle bagtæpper og sidestykker; det var bestemt ikke dem alle der var lige vellykkede. Jeg er faktisk meget begejstret for de nye muligheder og synes at denne videoprojektion var ret flot. Enkelheden gjorde også, at det udelukkende var sangerne og handlingen der var i fokus – ikke rekvisitter og udstyr – og det var slet ikke så dårligt.
Alligevel var denne scenografi måske lidt for enkel. I sidste scene står der et stort bord midt på scenen, hvor Don G. spiser middag. Det var ret enkelt, men dette bord gav alligevel hele scenen en helt anden fylde og dybde. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad man kunne have opnået med et enkelt træ eller en enkel sofa i nogle af de andre scener.
Turne:
Alt i alt var det en ganske flot og vellykket forestilling. Jeg har vist set Don Giovanni 5 eller 6 gange; men Ann-Helen Moen, Kari Postma og Vibeke Kristensen sang så pragtfuldt i aftes, at det muligvis er denne forestilling jeg har nydt mest.
Forestillingen spiller endnu en forestilling på Kongens Nytorv i aften d. 23. februar, hvorefter den fortsætter på turne til Albertslund, Hillerød, Aalborg, Herning, Viborg, Randers og mange flere steder.
Donna Anna og Don Ottavio - foto: Den Jyske Opera og fotograf Anders Bach
I går havde Det kongelige teater repremiere på David Radoks iscenesættelse af La Traviata – en af operahistoriens bedste værker og en af Verdis største succeser. Premieren i Venedig i 1853 var ganske vist ikke særlig vellykket; publikum skreg af grin, da den særdeles omfangsrige sopran skulle foregive at dø af svindsot i sidste akt. Verdi brugte et år på at rette i værket og i 1854 fik La Traviata verdenspremiere endnu en gang – denne gang med en helt ny besætning. Det blev en stor succes og siden har La Traviata været elsket af publikum over hele jorden.
La Traviata er baseret på Alexandre Dumas skandaleroman “Kameliadamen”, som igen er baseret på hans egen ungdomsforelskelse i den berømte kurtisane Marie Duplessis. Henrik Engelbrecht har skrevet en spændende artikel om baggrundshistorien, som man kan læse HER.
Peter Lodahl synger partiet som Alfredo.
Handlingen:
Alfredo forelsker sig i den feterede kurtisane Violetta – og hun forelsker sig i ham. Hun forlader sit ekstravagante luksusliv og alle elskerne i Paris, for at leve sammen med sin nye elsker. Men Alfredo har en søster som gerne vil giftes. Hendes familie har desværre hørt, at Alfredo lever sammen med en berygtet kurtisane, hvilket stopper alle bryllupsplaner. Deres far, den gamle Germont, opsøger Violetta og fortæller hende om familiens problemer. Violetta kan straks identificere sig med den unge piges drømme om kærlighed og lykke. Violetta føler, at hendes egen lykke er ufortjent og frygter at den ikke vil vare; hun ved, at hendes dage er talte, da hun lider af tuberkulose – derfor lykkedes det for den gamle Germont, at overtale Violetta til at forlade Alfredo. Hun har solgt alle sine smykker og alle sine egendele for at finansiere deres samliv. Nu har hun ikke andre muligheder end at vende tilbage til Paris og sine gamle elskere. Såret kærlighed er det værste der findes og Alfredo tager en grusom hævn. Da hun bliver syg, svigter både venner og elskere hende. Men de to elskende genforenes inden Violetta dør. Hun er både ludfattig og dødssyg da Alfredo genfinder hende, men de forsones og derfor dør hun lykkelig…….
Sangerne:
Dirigent Marcello Mottadelli
Alfredo blev sunget af operaens nye stjernetenor Peter Lodahl, og Violetta blev sunget af Anne Margrethe Dahl. Deres stemmer har begge en dejlig varm, blød og rund klang, som skabte en helt utrolig harmoni mellem dem. Jeg har efterhånden set La Traviata en masse gange, men denne gang har helt sikkert den bedste og det skyldtes uden tvivl samspillet mellem de to hovedpersoner – det var simpelthen magisk. Jeg har selv La Traviata i en indspilning med Angela Gheorghiu og Frank Lopardo; særligt Gheorghiu er meget skinger…. næsten skrigende. Peter Lodahl og Anne Margrethe Dahl var 100 gange bedre. Anne Margrethe Dahl lavede nogle fænomenale koloraturtriller; det rislede ned af nakken, da hun sang “Follie! Follie!“. Anne Margrethe Dahl er en fantastisk sanger – en af de bedste på Det kongelige teater. Men jeg tror aldrig hun har været så god som i går – jeg har i hvert fald ikke hørt det. Jeg havde den samme oplevelse når Peter Lodahl sang; jeg smeltede simpelthen da han sang “Un dì felice“. Det var et af forestillingens højdepunkter!
Palle Knudsen skulle have sunget den gamle Germont, men var desværre blevet syg. I stedet havde man fået fat i Nicola de Michele. Jeg var selvfølgelig lidt skuffet, for jeg havde glædet mig til Palle Knudsen. Men Nicola de Michele ligner faktisk Peter Lodahl – derfor fungerede de ret godt som far og søn. Det var næsten et ekstra plus til aftenens forestilling.
Koret var også i topform. Sjældent har jeg oplevet sådan et brus fra det store operakor.
Dirigenten var Marcello Mottadelli; på min egen indspilning er Solti dirigent, men jeg synes ofte tempoet er både forceret og eksalteret – nærmest febrilt. Det kan der selvfølgelig være en god pointe i, men jeg synes alligevel det virker lidt hysterisk. Marcello Mottadelli satte et tempo der var dynamisk, men også let, elegant og boblende. Mange kalder La Traviata for en champagneopera og det er ikke blot fordi at de drikker en masse champagne – det er også fordi musikken er munter og boblende. Man kan godt blive sådan lidt ør i hovedet, som om at man selv havde drukket champagne. Hvem får ikke lyst til at danse, når de hører “Brindisi“, La Traviatas berømte drikkevise?
Scenografien:
Anne Margrethe Dahl som Violetta. Foto: DKT og Miklos Szabo.
Scenografien var lavet af Lars-Åke Thessmann og den var lige så vellykket som resten af forestillingen. Første akt foregår i Violettas store elegante palæ, med udsigt over Paris. Vi ser både Eiffeltårnet og Sacré Coeur mod den mørkeblå nattehimmel. I anden akt afviger scenografen fra traditionerne; i stedet for at flytte på landet, flytter de elskende ud til et strandpalæ. Sand og klitter vælter ind af døre og vinduer, mens bølgerne vugger blidt i solen udenfor. Da Violetta dør i sidste akt, er vi atter tilbage i Paris, men hendes værelse er tomt. Fortidens pragt er forsvundet. Gulvet er brækket op; brændt eller solgt? Da tågen uden for vinduerne letter, ser man, at der kun er en armslængde til nabohuset. Da hun forsones med Alfredo fortrænger minderne om deres lykke de tunge, grå ejendomme uden for vinduerne og bølgerne skyller igen imod dem. Men deres ønsker og længsler kan ikke fortrænge virkeligheden. Snart synker Violetta igen sammen, bølgerne og den blå himmel forsvinder som dug for solen. Skæbnen er uforsonlig……….
Kritik:
La Traviata er simpelthen en usædvanlig flot og vellykket forestilling. Jeg tror alle gav alt hvad de kunne; både solister, kor, dirigent og orkester – og resultatet var derefter. Sjældent har jeg nydt en opera så meget……. det var total nydelse fra start til slut. Faktisk fandt jeg kun to ting som jeg gerne vil kritisere; for det første røg Peter Lodahl/Alfredo merskumspibe. Det var dybt utroværdigt – han var slet ikke en type som røg pibe. Hvis han absolut skulle ryge, så skulle det være en cigaret. Dernæst er jeg nødt til at klage over Peter Lodahls undertøj. Jaja, Peter Lodahl er en utrolig flot og charmerende mand – også i undertøj. Men stilmæssigt har man lagt forestillingen omkring 1910-1912. Sådan cirka. Den gang gik mænd altså ikke med sort undertøj. Det tror jeg først man begyndte at gøre i 60erne eller 70erne. Selvfølgelig er det kun en detalje; alligevel virker det som et irriterende stilbrud. Derfor håber jeg, at Peter Lodahl skifter undertøj inden næste forestilling…………….. 
Anne Margrethe Dahl som Violetta og Peter Lodahl som Alfredo. Foto: DKT og Miklos Szabo.
I dag har ledelsen på Det kongelige teater offentliggjort præcis hvor mange og hvilke ansatte der bliver afskediget. I alt skal 81 stillinger spares væk; det kan primært ske ved planlagte pensioneringer, almindelig kontraktudløb, nedlæggelse af ubesatte stillinger og frivillig afgang. Derfor er der kun 12 ansatte som får en decideret fyreseddel…..kun 12!
Kulturslagter Uffe Elbæk svinger sparekniven......
Det får ligefrem Politiken til at bruge ordet “nådigt” i deres artikel…….man spørger sig selv, om det er en dårlig joke? Det viser, at ledelsen på Det kongelige teater har været rigtig gode til at manipulere med medierne. Det er virkelig spin i højt gear. Ved hjælp af medierne er det lykkedes at fremstille denne skandale som en succes: der er kun 12 som fyres! Man kan bare undre sig over, at journalisterne ikke kan gennemskue denne manøvre. Det er næsten skandaløst……..
Faktum er jo, at operakoret stadig bliver reduceret fra 56 til 40 medlemmer – det var præcis den katastrofe som mange prøvede at undgå. Det er fuldstændig underordnet, hvor mange der direkte bliver fyret og hvor mange der går på pension eller andet. Operakoret er stadig reduceret med 25% og nu har Danmark et af verdens mindste operakor. Det er ikke længere et mareridt som man kan vågne fra – det er virkelighed.
Det er ret imponerende, at det er lykkedes ledelsen på Det kongelige teater, at fjerne fokus fra denne massakre. Operakoret er lige blevet slagtet og der er tilsyneladende ingen som har opdaget det. Det ville faktisk være lidt komisk, hvis det ikke var så tragisk!
Og hvem har ansvaret for denne situation? Teaterchef Erik Jacobsen har en del af ansvaret – jeg synes ikke han har været særlig god til at støtte kunstnerne i deres kamp for at undgå disse besparelser. På den anden side har det måske givet ham en strategisk fordel i forhandlingerne med kulturministeriet, at han har holdt sig ude af den offentlige debat. Men bag ham står kulturminister Uffe Elbæk selvfølgelig med det overordnede ansvar; som kulturminister er det hans opgave at sikre et bredt og velfungerende kulturliv på et højt niveau i Danmark. Men den opgave har han svigtet, ved at pålægge Det kongelige teater en besparelse på 100 millioner kroner.
Uffe Elbæk vil sikkert fastholde, at der ikke er flere penge. Han vil sikkert også hævde, at han har gjort alt hvad han kunne for at undgå denne situation. Jeg tror desværre, at vi er mange som stiller spørgsmålstegn til hans engagement og hans vilje i denne sag. Hans berømte Marshall-plan har simpelthen skabt et tillidsproblem, der har ramt ham selv i nakken som en boomerang. Allerede før han blev kulturminister, havde Uffe Elbæk jo afsløret en hensigt om at skære i tilskuddet til den klassiske musik, for at favorisere den rytmiske musik i stedet for. Første halvdel af planen er nu gennemført; så bliver det spændende at se, hvem der slipper for besparelser…. eller måske ligefrem får hævet deres tilskud!
Heldigvis er det ikke et klynkekor – det kongelige operakor giver ikke bare op! I stedet vil de kæmpe for, at Det kongelige teater igen får et stærkt og fuldtalligt operakor i verdensklasse, fortæller operasanger Søren Hossy til Politiken.
Jeg synes det er megasejt, og jeg håber, at der er rigtig mange som vil støtte dem……
"Man bytter da ikke en fin gammel stradivarius for en flot violinkasse" - Lone Koppel
Lige for tiden er DONG ved at opføre Danmarks største havmøllepark ved Anholt; når havmølleparken bliver færdig vil den bestå af 111 havvindmøller som tilsammen kan levere 400 MW. Men det får man ingen glæde af på Anholt – det er nemlig alt for dyrt, at føre strømmen ind til den lille ø. Det er lidt svært at forstå, når politikerne hævder, at de kæmper for miljøet og vil sænke CO2-udslippet. Dette eksempel viser, at når det kommer til stykket, så tænker politikerne kun på pengene……. men det forhindrer dem naturligvis ikke i at bruge milliarder på at holde møder, hvor de kan SNAKKE om hvor vigtigt det er at sænke CO2-udslippet og stoppe den globale opvarmning.
Kulturminister Uffe Elbæk
Det er fuldstændig det samme på Det kongelige teater – politikerne snakker om hvor vigtig kunst- og kulturlivet er for Danmark, men det er bare ord – tomme ord, som ikke betyder noget som helst. De forstår slet ikke hvad det betyder. Politikerne interesserer sig kun for penge – og for at blive genvalgt ved det næste valg. I disse dage hører man masser af politikere udtale, at vi er midt i en alvorlig krise og derfor må det kongelige teater også spare. Det skyldes helt utrolig uvidenhed – alle som kender forholdene ved, at det kongelige teater har sparet og sparet og sparet. Hvis man sparer mere, så giver det slet ikke mening at have en opera.
Da Mærsk McKinney Møller forærede os en ny opera, lovede politikerne samtidig at sikre driften. Man regnede og regnede, og indgik nogle kompromisser om hvor mange musikere, hvor mange sangere og hvor meget administrativt personale der var brug for i den nye opera. Men lige siden har der været nedskæringer hvert eneste år. Udgifterne til bygninger er øget med 30 millioner bare i løbet af de sidste 4 år. Samtidig er det offentlige tilskud faldet med 60 millioner. Sammenlagt betyder det, at operaens rådighedsbeløb er faldet med 90 millioner kroner. I 2010 blev der fyret 30 medarbejdere. I 2011 blev der fyret 25. Man har sænket antallet af både opsætninger og forestillinger. Samtidig er billetterne steget med 113% på 4 år……. man har virkelig gjort hvad man kunne, for at få økonomien til at hænge sammen. Alligevel er økonomien i huset er så presset, at der er en instruktør, som i år har valgt, at han selv betaler for de ekstra violinister som er nødvendige for at gennemføre den forestilling som han er ansat til at sætte op. En anden instruktør arbejder simpelthen gratis. Fra at være en opera i verdensklasse, er den kongelige opera efterhånden forvandlet til The Beggars Opera, en ludfattig Tiggeropera.
Operaen på Holmen
Trods disse forhold skal der igen spares på Det kongelige teater – denne gang skal de spare 100 millioner kroner over de næste 4 år. Det er 25 millioner om året…… Det betyder, at operakoret bliver reduceret fra 56 til 40 medlemmer. Hvis det sker, så mister operaen sin værdi – det vil simpelthen ikke lyde godt. Og hvorfor skal man gå i operaen, hvis det ikke lyder godt??? Scenekunstnerne er så desperate, at de har skrevet et åbent brev til hr. Møller, hvor de beder om flere penge. Desværre cementerer det blot rygterne om det kongelige teater som en Tiggeropera.
Først og fremmest skyldes denne kedelige situation en kulturminister som ikke har noget forhold til hverken kunst eller kultur. Som om det ikke var slemt nok, så er manden heller ikke politiker – men nu sidder han pludselig som kulturminister og så bliver det tydeligt, at han er dybt inkompetent. Det er simpelthen en farce, der minder lidt for meget om Den politiske kandestøber. Uffe Elbæk er bare verdensmester i store ord, varm luft og selviscenesættelse – hverken mere eller mindre! Problemet er blot, at dette er ikke en holbergsk komedie. Dette er den benhårde virkelighed og kulturministerens manglende kulturforståelse gør ham til en trussel mod Det kongelige teater, Operaen, balletten og alle landets symfoniorkestre.
I lørdags var jeg til støttekoncert – eller demonstration – på det kongelige teater. Operakoret og det kongelige kapel gav en koncert, hvor de spillede kendte korværker som Fangekoret fra Nabucco, Triumfmarchen fra Aida og mange flere. Mellem numrene var der protesttaler fra operasanger Lone Koppel, forfatter Knud Romer, skuespiller Henrik Jandorf, kongelig balletdanser Alexander Stegger og den nye operachef Keith Warner, som fortalte, at han følte det som om at man havde inviteret ham med på et luksuskrydstogt og da han var kommet ombord fik han at vide, at skibet var Titanic. Tonny Landy var konferencier og fortalte en lille historie fra 2. verdenskrig; dengang var økonomien så presset i England, at regeringen ville spare på kulturen. Winston Churchill protestede: “Jamen, hvad kæmper vi så for”, spurgte han forarget.
Georg Metz fortalte om kong Frederik d. 6. – som i følge Georg Metz ikke havde trængt sig på, da vorherre uddelte forstandens gaver. Efter statsbankerotten i 1813 ville statsmændene også annullere alt støtte til kunst og kulturliv. “Bare fordi vi er fattige, behøver vi jo ikke at være dumme”, svarede kongen……
“Men kunsten er jo bare elitens legeplads. Der er mange flere som er vilde med dans……”, sluttede Georg Metz – det var naturligvis sarkasme. Men sjovt nok, så var det netop disse uintelligente synspunkter som Ole Birk Olesen gjorde sig til talsmand for, da han deltog i Deadline søndag aften, sammen med Anita Bay Bundegaard og Claes Kastholm.
Ole Birk Olesen er idiot
Ole Birk Olesen(fra Liberal Alliance) foreslog, at det kongelige teater bare kan øge billetprisen med 41kr. Det er jo mennesker med udmærket løn som Uffe Ellemann, Anita Bay Bundegaard og Claes Kastholm der kommer i operaen: “Det er jo ikke folk på kontanthjælp der typisk går i operaen”, sagde han. Men det viser hans manglende forståelse og alle hans fordomme. Det viser også, at han ikke selv kommer der. Hvis han gjorde det, så ville han vide, at det er alle mennesker som kommer i Operaen. Operaen er ikke bare for eliten – den største gruppe er helt almindelige mennesker, som er folkeskolelære, gymnasielærer, bibliotekarer, mv. Men der kommer sandelig også mange “fattige” mennesker. Jeg har selv betydeligt færre penge end fattige Carina, men jeg prioriterer operaen meget højt……. til gengæld har jeg ikke været på ferie siden år 2000. Jeg ryger ikke, jeg drikker ikke alkohol og jeg går ikke i byen. Jeg har valgt, at jeg hellere ville bruge mine penge på opera og klassiske koncerter – men nu har jeg snart heller ikke råd til det længere.
Det er virkelig alle samfundsgrupper som kommer i operaen, men selvfølgelig er de svageste samfundsgrupper dem som fylder mindst. Men Ole Birk Olesen laver en kæmpefejl, når han fortolker det som manglende lyst og interesse…….. i stedet kunne det jo skyldes de skyhøje billetpriser. Samtidig med at Det kongelige teater skal spare yderligere 100 millioner, så står der i den nye aftale, at teatret også skal række ud efter nye grupper. Men det er jo fuldstændig meningsløst, hvis man først saboterer det kunstneriske niveau og dernæst sætter prisen op, så de/vi slet ikke har råd til at komme der.
Søren Pind er også gået ind i kampen for det kongelige teater. Det kommenterede Ole Birk Olesen ved at sige, at “Søren Pind kan jo godt selv lide at besmykke sig med sådan en fin titel som en der går i operaen”. Sarkasmen er tydelig…… og nedladende. Ikke bare over for Søren Pind – næh, det er en sarkasme som rammer alle der går i operaen. Hvorefter Ole Birk Olesen meget nedladende gør opmærksom på, at opera er underholdning og absolut ikke andet…… da Anita Bay Bundegaard forsøger at protestere, afviser Ole Birk Olesen hendes forklaring som “åndssnobberi”.
………..og det er netop problemet. Det er de kulturløse som går til kamp mod det de ikke selv forstår – det skal smadres og ødelægges! Vi er midt i en blodig kulturkamp og lige nu fører vandalerne. De er ved at smadre et mangfoldigt kulturliv, som det har taget mange år og kostet mange penge at bygge op. Vi har brug for skoler, for uddannelse, sygehuse og læger – men vi har også brug for kultur. Hvad nytter det, at man har job, uddannelse og godt helbred, hvis man hensmægter af mangel på livskvalitet? Uden kulturen, uden Det kongelige teater, uden operaen, så bliver Danmark et fattigere samfund. Man behøver bestemt ikke at tilhøre eliten, for at kunne nyde og glæde sig over en fantastisk opera…….
Protestkoncert og demonstration på Det kongelige teater
Mandag aften(12/12) var jeg til premiere i Operaen. Allerede i døren kunne man mærke, at det ikke var en helt almindelig premiere. Folk havde virkelig fået det pæne tøj på og der vrimlede med kendte mennesker: prins Henrik og selveste hr. Møller, grevinde Cath Danneskiold-Samsøe, Pernille Sams, Uffe Ellemann-Jensen, Marie Carmen Koppel og mange, mange flere; der var en meget spændt og forventningsfuld stemning blandt alle disse mennesker, der var kommet for at opleve den verdensberømte operasanger José Cura i Cavalleria Rusticana og Bajadser.
Cavalleria Rusticana
Programmet bestod af to enaktere og den første var Cavalleria Rusticana – et rigtigt jalousidrama. Den frække Lola har scoret Turridu. Eller også har han scoret hende. Det kommer nok an på synsvinklen. Der er bare lige det problem, at hun er gift og han er kæreste med Santuzza. Ikke nok med det, men Santuzza har været i seng med han, ud fra en forventning om at de skulle giftes. Nu føler hun sig både svigtet og uren….. Hun er så rasende, at hun sladrer til Lolas mand, som myrder Turridu.
José Cura og Irene Theorin. Foto - DKT
Det lyder dramatisk, men dramaturgisk set er Cavalleria Rusticana en fiasko. Der går en halv time inden der sker noget som helst og det er altså meget i en enakter som varer fem kvarter. Da Lolas mand opdager at hun har været ham utro med Turridu, brøler han som en såret tyr, at han vil slå rivalen ihjel – hvorefter der kommer et langt og meget romantisk mellemspil. Det hænger simpelthen ikke sammen og på den måde bliver der aldrig bygget op til et klimaks. Operaen fungerer simpelthen ikke som historie.
Men jeg tror heller ikke det er hensigten fra komponisten Pietro Mascagni og hans to librettister Giovanni Targioni-Tozzetti og Guido Menasci. I stedet har det været deres hensigt at skrive den mest italienske opera man kan forestille sig – og det er lykkedes. Operaen rummer alle de forestillinger man har om Italien; den foregår på en plads foran en kirke, hvor befolkningen driver rundt mellem hinanden og sludrer inden de skal til messe. Forrest på scenen står en Jomfru Maria-statue, som Santuzza beder til. Der er også et stort koroptrin fra messen. Der er jalousidramaet. Der er Turridus kærlige farvelarie til sin mor. Og endelig er der en forrygende hyldestarie til vinen……. alle disse ingredienser er bundet sammen af det smukkeste og det mest fantastiske musik.
Bajadser
Efter pausen fulgte endnu en enakter, Leoncavallos Bajadser. Scenografen Mia Stensgaard har lavet en lille genistreg; scenen er den samme. Vi er stadig på pladsen foran kirken. Men tiden er en anden. Kirken er bombet. Pladsen er smadret. Der slidte og flåede amerikanske flag på pladsen. Nu er vi i tiden umiddelbart efter anden verdenskrig.
José Cura
Men endnu en gang er det et rigtig drama om kærlighed og jalousi. Tonio gør tilnærmelser til den unge, smukke Nedda, men bliver afvist. Hun er nemlig forelsket i en anden. Og desværre er hun allerede gift med en helt tredje. Den forsmåede Tonio sladrer til Neddas mand, der bliver rasende af jalousi.
Endnu en gang er det en opera som er rodfæstet dybt i den italienske kultur. Tonio, Nedda og hendes mand Canio tilhører en rejsende teatertrup. Om aftenen skal de opføre et teaterstykke i bedste comedia dell`arte tradition. Udklædt som Pjerrot, Harlekin og Columbine udfører de et drama som er en nøjagtig kopi af virkeligheden. Som de to handlinger når et skæringspunkt, bliver dramaet afsluttet på scenen, hvor det skrækslagne publikum langsomt forstår, at virkeligheden har indhentet og overhalet dramaet.
Cavalleria Rusticana udmærker sig på musikken, mens Bajadser udmærker sig dramatisk – spændingen bliver mere og mere intens og nervepirrende. Scenografien understreger dramatikken og kostumerne er fantastiske. Kasper Holtens instruktion er både perfekt og forførende. Bajadser har alt hvad man kan ønske sig af en forrygende opera! Anden verdenskrig er forbi og Europa er smadret, men folk elsker stadig med en glødende kærlighed……
José Cura
José Cura var naturligvis aftenens hovedperson. Det var ham utvivlsomt ham som folk var kommet for at høre og jeg tror, at han levede op til folks forventninger. Han er en fantastisk sanger med et stor, voluminøs og blød stemme. På den anden side synes jeg, at vores egne sangere var fuldstændig lige så gode. Hanne Fischer var en fræk og usympatisk Lola. Irene Theorin var rørende Santuzza, der både sang og spillede, så man forstod hvorfor hun afslørede de to slyngler. Sine Bundgaard var simpelthen forførende som den kokette Nedda i Bajadser og Palle Knudsen var perfekt i rollen som hendes elsker Silvio. Man forstår simpelthen ikke, hvorfor Nedda tøver og er så længe om at sige ja, da Silvio vil flygte med hende……
Alt i alt var det en superflot forestilling og en god aften i operaen.
Bajadser. Foto - DKT
Tirsdag aften var jeg til premiere på Mozarts opera “Cosí fan tutte”.
Guglielmo og Ferrando praler med at deres forlovede er de mest trofaste piger i hele verden. Don Alfonso morer sig over deres naivitet….. : “Er de ikke af kød og blod? Spiser de ikke? Bærer de ikke klæder? Er de kvinder eller gudinder?” Don Alfonso hævder, at kvinders troskab er lige som fugl Fønix. Alle siger at den findes, men ingen har set den…….
Peter Lodahl og Palle Knudsen. Foto: Per Morten Abrahamsen/DKT
Drengene tror stadig på deres kærester og indgår et væddemål. Guglielmo og Ferrando lader som om at de drager i krig – Fiordiligi og Dorabella er ude af sig selv. Den ene truer med at dolke sig og den anden vil springe ud af vinduet. Snart vender drengene tilbage, forklædt som kavalerer fra et fremmed land….. og trods modstand, så varer det ikke længe før de holder hver sin pige i armene. Dvs at det er faktisk kameratens pige de holder i armene…. og de nøjes selvfølgelig ikke med det. Hvorefter begge mænd er helt ude af sig selv af fortvivlelse over de lumske og forræderiske kvinder.
Così fan tutte er en af de mest tåbelige og åndssvage operaer der findes – den er så forudsigelig, at der ikke er det mindste gran spænding tilbage. Selvfølgelig går kvinderne i fælden. Det er klart fra den allerførste replik. Men det er mindst lige så forudsigeligt, at Don Alfonso kommer og løser konflikterne, så alt alligevel ender i fryd og gammen. Budskabet er, at man aldrig skal tage kærligheden for givet….. det er næsten lidt for banalt i 2011. Det behøver man jo ikke gå i operaen for at opdage. Operaen slutter med ordene: “Den er lykkelig som ler når andre græder……” Jaja, det er da en mulighed. En mere sandsynlig mulighed er dog, at vedkommende er idiot; enten forstår han slet ikke hvad der foregår eller han er typen som ikke tager noget som helst alvorligt.
Men jeg har også et problem med hele tanken bag denne opera. “Così fan tutte” betyder “sådan gør alle” – kvinder! Det ender da også med at kvinderne må angre deres utroskab og deres svaghed. Men ingen stiller mændene til ansvar for at arrangere denne fælde….. der er heller ingen som stiller spørgsmålstegn ved mænds troskab. Næh, ingen forventer den samme troskab af mænd; men der er heller ingen som opfatter dette som en karakterbrist eller et moralsk problem. Dét krænker mine moralbegreber.
Jeg kedede mig hvert eneste minut, fuldstændig som jeg har gjort de tre andre gange jeg har set Così fan tutte. Hvorfor købte jeg så billet? For det første kan man jo blive overrasket over en ny opsætning. Jeg har oplevet masser af eksempler på fantastiske instruktører der har skabt vidunderlige forestillinger på ganske banale operaer. For det andet bliver man ældre og alle mennesker ændrer smag gennem tiden…. derfor skulle den have en chance mere. For det tredje var det jo nogle af den kongelige operas bedste sangere i de fire hovedpartier; Palle Knudsen, Peter Lodahl, Elisabeth Jansson og Inger Dam-Jensen. Man skal heller ikke glemme Johan Reuter som Don Alfonso eller Lina Johnsson som stuepigen Despina – sidstnævnte var nok forestillingens mest sympatiske karakter. Faktisk den eneste som jeg egentlig brød mig om……
Inger Dam-Jensen er jo altid fantastisk – altid! Hun har en smuk, klar, perlende stemme, som man aldrig kan få nok af. Peter Lodahl er en af de nyere sangere som jeg ikke har hørt så tit, men alle kritikerne er vilde med ham. Det gælder også undertegnede……. Peter Lodahl havde en fantastisk arie midt i første akt. Han sang så fantastisk og så forførende, at jeg glemte alt om den fjollede historie. Denne ene arie var så berusende, at det næsten var alle pengene værd. Palle Knudsen har været en af mine favoritter fra han begyndte at synge i operaen……. Han synger fantastisk. Men instruktøren har ønsket at udstille ham som en rigtig klam og selvglad Don Juan, og det lykkedes lidt for godt – han var lidt for smart, lidt for kæk, lidt for selvglad. Det var både klamt og kvalmende. Der er en scene hvor han smider jakken og danser halvnøgen rundt på scenen. Det er sikkert meningen at det skal være morsomt, men det blev kun vulgært, pinligt og meget teatralsk. Palle Knudsen er en supergod sanger, men jeg tror, at jeg foretrækker ham i de mere seriøse roller……….. Udover at forestillingens fire stjerner alle er sublime sangere, så fungerede de også som en perfekt helhed, hvor ingen faldt igennem og ingen skyggede for andre.
Nogle rækker bag mig sad der en hel gymnasieklasse – der er ingen tvivl om, at de kedede sig lige så meget som mig. Det gælder vist også de tre unge par der sad foran mig. Men gang på gang lød en forsigtig, dæmpet latter gennem salen – jeg forstår det ikke. Men anmelderne er også meget begejstrede:
I Politiken skriver Thomas Michelsen, at “Blændende sangere redder Mozart-klassiker“.
I Berlingske har Søren Kassebeer skrevet en meget begejstret anmeldelse.
Jakob Levinsen er lige så begejstret i JP, hvor han skriver at det er en “sprælsk og stram opsætning”.
Gregers Dirckinck-Holmfeldt skriver at forestillingen “kører på høj komik” og “musikken bærer mod stormfulde højder”.
Così fan tutte. Foto: Per Morten Abrahamsen/DKT
Nye kommentarer