Operakoncerten nærmer sig…

Efterhånden er der flere som har rykket for en “reminder” og det ville da være rigtig ærgerligt hvis der er nogen som glemmer det. Det kongelig teater holder snart den årlige operakoncert og vi benytter os af chancen til at lave et kulturelt blogtræf. Jeg håber at vi bliver så mange som muligt. Alle er velkommen og jeg er sikker på at vi får en fantastisk dag.

Lørdag d. 15 august kl. 18.00

Vi mødes ved Rundetårn kl. 12.00

Koncerten slutter omkring klokken 21. Det er en lang dag, men jeg kan garanterer at den ikke bliver for lang. Tværtimod – når dagen er slut, ville man ønske at den varede et par timer længere. Sådan er det altid.

Men der er nogle ting man skal huske: masser af mad. Det er vigtigt, for det er mange timer og vi spiser flere gange. Man skal også huske masser af drikkevarer – alt efter smag. Rødvin, hvidvin eller hvad man nu har lyst til. Men husk også VAND. Det har regnet i nogle uger, men nu ser det ud til at metrologerne lover bedre vejr. Derfor skal man også huske solcreme. Det er også en rigtig god ide at huske en hat. Jeg har prøvet at være til operakoncert, hvor det var så varmt at vi var ved at dø af hedeslag.

Men det er alligevel blevet midt i august. Uanset hvor varmt det bliver, så er det altså ret koldt når solen går ned. Derfor skal man også huske en trøje. Det er noget som mange slet ikke tænker på – men jeg tør garantere at I fortryder det, hvis I ikke har en trøje med. Endelig skal man selvfølgelig også huske et tæppe. Der er sikkert nogen kan sidde sammen – hvis vi bliver 15 mennesker er det jo ikke nødvendigt med 15 tæpper. Nille har fået en plads hos mig og vi har i hvert fald plads til én mere. Måske to! Det må tiden vise.

Det er første gang at koncerten skal holdes ved Rosenborg, men dengang man holdt koncerten i Søndermarken blev vi altid siddende efter koncerten. Og det er der flere grunde til. Den praktiske: der er forskellige bud på hvor mange mennesker der kommer, men det er et sted mellem 60.000 – 75.000. Når de alle forsøger at forlade den samme park på én gang, så er der kaos. Det gider vi ikke at være med til. Men derudover er det også utrolig hyggeligt at sidde og snakke efter koncerten. Man er træt og glad – og så har man slet ikke lyst til at tage hjem igen.

Ofte har vi siddet et par timer – spist lidt mere mad og drukket det sidste vin. Jeg kan huske en enkelt koncert, hvor vi blev siddende til klokken var 2 om natten. Det er den bedste operakoncert jeg nogensinde har oplevet. Ofte kommer man til at snakke med en masse mennesker man slet ikke kender og så…… jamen, det er bare så hyggeligt.

Og for at undgå kedelige misforståelse: det handler om at dele og om at hygge sig sammen! Derfor skal man ikke bare tænke på sig selv. Man skal tage noget med som man kan dele med hele selskabet. Jeg håber at alle synes det dumt at jeg skriver dette, da det er en selvfølge. Men jeg skriver det fordi jeg har haft et par kedelige oplevelser, som jeg gerne vil undgå i fremtiden. Nogen gange har vi også delt lidt mad med dem som sidder ved siden af og nogen gange har vi fået selskab af mennesker som er kommet alene. Jamen – de skal jo også have noget at spise!

Jeg nægter at lave koordinerede madplaner! Det er en vigtig del af mit koncept og det udfordrer folks kreativitet. Men jeg vil gerne afsløre at jeg selv kommer med 3 eller 4 retter. Måske også lidt kage – det er nemlig lækkert i pausen eller efter koncerten, hvor man bare trænger til lidt lækkert. Bare sådan for hyggens skyld.

Der er ingen svarfrist, men jeg vil selvfølgelig gerne vide hvem der kommer. Så venter vi måske lige 5 minutter ved Rundetårn hvis nogen er forsinket. Men sikkert heller ikke mere end det, for jeg kender mig selv. Når dagen endelig kommer, så er jeg nærmest helt manisk for at komme af sted så tidligt som muligt. Det er jo vigtigt at vi får en rigtig god plads. Man kan læse mere i mit sidste indlæg om operakoncerten her.

Der er også nogle uskrevne regler omkring operakoncerten, som jeg lige vil nævne. Om eftermiddagen er der generalprøve – der er sikkert nogle som vil mene, at man får koncerten to gange. Men vi er endnu flere som er uenige. Om aftenen er de optrædende jo klædt om. Det er de ikke til generalprøven. Ofte er der også nogle overraskelser. Men der er nogen som kun kommer til generalprøven og nogen af dem prøver altid at tysse på os andre. Jeg synes det er uhøfligt og urimeligt. Om eftermiddagen skal der hygges. Til gengæld bliver man altså vældig upopulær, hvis man snakker under koncerten om aftenen. Der er lige så stille som i en koncertsal og nogen mennesker kan virkelig blive rasende hvis man ikke kan holde sin mund. Igen taler jeg af personlige erfaringer. Jeg må desværre indrømme, at øhhhh……. at der er sket det uheldige, at øhhhhh…. at jeg ved et beklageligt uheld har øhhhhh…. drukket…… nogen har givet mig et enkelt glas for meget. Eller måske var det en flaske? Det var rigtig tarveligt! På den anden side skal man huske at det er en lang dag. Én flaske rødvin rækker ikke ret langt. Det gør to flasker faktisk heller ikke, når man taler om en dag som varer i 9 timer.

Men jeg har ofte oplevet, når folk er med for første gang, så kommer de kun med en flaske rødvin. Det er sikkert også fint til en picnic som varer et par timer, men operakoncerten er jo noget andet.

Jeg håber at vi bliver rigtig mange og jeg glæder mig til at vi får en supergod dag sammen. Jeg glæder mig så meget, at jeg slet ikke kan vente og jeg ville ønske, at jeg skulle i gang med at lave mad med det samme.

Opdatering d.12/8-2009: Vi har besluttet at aflyse dette blogtræf, pga for få tilmeldinger. Det er selvfølgelig ærgerligt, men jeg er sikker på at vi alle finder på noget andet at bruge weekenden til.

Rossini – Tyrken i Italien

Lørdag aften var jeg i operaen, hvor jeg så “Tyrken i Italien” af Gioacchino Rossini. Det var en let og meget morsom komedie. Under hele forestillingen bølgede latter og begejstrede klapsalver gennem salen.

Henriette Bonde Hansen som Fiorilla.

Den gennemgående figur er digteren/liberatisten Prosdocimo, der skal finde på en handling til sin nye opera. Det går ikke særlig godt, før han får øje på en flok sigøjnere – der stjæler med arme og ben. Han tænker straks, at det kan fungere som en god start på operaen. Snart får han øje på flere og flere mennesker, som han kan bruge.

Selvom digteren er den gennemgående figur, så er Fiorilla hovedpersonen. Hun er så træt af sin gamle, kedelige ægtemand. Som hun siger i starten: “Det er da tåbeligt at man kun kan gifte sig én gang. Man keder sig og savner glæde i livet. Bien nøjes jo heller ikke med at elske en blomst.”

I det samme ankommer den tyrkiske playboy Selim på en ordentlig skude af en lystyacht. Allerede da Fiorilla ser ham på dækket, bliver hun så opstemt, at hun er nødt til at klamre sig vellystigt og ophidset til den nærmeste stripperstang. Selim går fra borde og de mødes – sådan helt tilfældigt. Fiorilla vil gerne vide hvor mange kvinder der er i hans harem – og om der eventuelt skulle være plads til én mere! Samtidig er Selim glad for at opdage, at de italienske kvinder er så imødekommende.

Imens er Fiorillas stakkels mand Don Geronio ved at blive skør af fortvivlelse og jalousi. Han aner ikke hvad han skal gøre ved sin unge, ustyrlige kone. Han er så fortvivlet, at håret står ud til alle sider. Han bliver sunget af den italienske sanger Alessandro Corbelli og han er et komisk stortalent. Hver gang han viste sig på scenen skreg publikum af grin. Desværre synes Fiorilla ikke om ham. Som hun siger: “Når man har sådan en ægtemand, så har man brug for mindst 1000 elskere.”

Selim tilbyder Don Geronio at købe Fiorilla – sådan gør man i Tyrkiet. Han vil betale så meget, at Don Geronio kan købe to nye koner. Men Don Geronio afviser hans tilbud, hvorefter Selim truer med at stjæle hende. Og sådan kunne operaen vel godt være endt…. hvis ikke lige det var på grund af Zaida. Hun var en af Selims yndlingsslavinder, indtil hun blev bagtalt af misundelige rivalinder og Selim dømte hende til døden for utroskab. Derefter måtte hun flygte til Italien, hvor hun har gemt sig blandt sigøjnerne. Men hun elsker ham stadig og da hun ser ham igen, prøver hun at genvinde hans kærlighed.

Det lykkes selvfølgelig og alt ender naturligvis som det skal. Selim vender tilbage til Tyrkiet med Zaida og Don Geronio får Fiorilla tilbage.

Selim holder fest.

Der var et stort og velfortjent bifald da tæppet faldt. Henriette Bonde-Hansen var fantastisk som Fiorilla – af en eller anden grund bliver hun bare bedre og bedre. Andrea Pellegrini var perfekt som den smukke, forsmåede slavepige Zaida og Alessandre Corbelli var helt utrolig morsom, som den tykke og mavesure ægtemand. Alle fik et flot bifald og der blev trampet gevaldigt i gulvet på alle balkonerne. Scenografien var også en storslået succes. Man havde flyttet operaen cirka 150 år frem i tiden, så den foregik i Napoli i 1950´erne. Det var ikke noget som på nogen måde påvirkede handlingen, men det gav forestillingen lidt mere kant. Havde den foregået i starten af 1800-tallet, havde vi blot oplevet at Fiorilla flirtede med friheden og tanken om en anden mand – det havde været en kysk og harmløs flirt. Nu troede man på, at hun faktisk kunne finde på at stikke af sammen med Selim og dermed blev operaen lidt “farligere”. Der var mere på spil for alle personerne.

Scenografien var meget flot og imponerende: “Havet er turkisblåt, stranden er banangul, himlen er dueblå…” Sådan præsenterer Det kongelige teater selv den strålende og farverige scenografi. Udover de konkrete steder som stranden og Fiorillas soveværelse, bestod scenografien af store abstrakte plader i skarpe pastelfarver, som gled hurtigt frem og tilbage over scenen, ind og ud mellem hinanden. Det var utrolig flot og skabte en fantastisk dynamik i forestillingen.

Det var en god aften og en meget vellykket forestilling. Handlingen var lidt tynd og midt i andet akt begyndte man at blive en smule træt og utålmodig. Men forestillingen havde en flot finale og alle var både glade og tilfredse da man kom ud fra teatret på Kongens Nytorv. Der var en del børn i teatret og jeg tror det var en god forestillingen både for børn og nybegyndere. Det var morsomt og Rossinis musik bliver aldrig kedelig eller ensformig. Det bobler og bruser muntert og lystigt fra start til slut. Man lader sig forføre og beruse….

Anmelderne har været utrolig enige om denne forestilling. De er alle meget begejstrede, men giver dog ikke topkarakter. Det skyldes nok at handlingen faktisk er lidt tynd og operaen virker en smule langtrukken midt i anden akt. Christine Christiansen skriver i Jyllandposten, at “Man griner, genkender sig selv – og føler sig fint underholdt hele aftenen.”

Gregers Dirckinck-Holmfeldt har skrevet en flot og meget begejstret anmeldelse til Børsen, hvori han kalder “Tyrken i Italien” for “en festforestilling af pjank og fiduser”. Han har fuldstændig ret!

I Information er Georg Metz også nogenlunde tilfreds, men mener dog at operaen er for lang og Det kongelige teater burde have beskåret den en smule.

I Politiken skriver Thomas Michelsen, at det hele er “bare flirt og fjolleri” – “ikke andet end pjat og pjank”. Han har fuldstændig ret og det er netop styrken i denne feelgood-komedie.

I Berlingske Tidende kommer Søren Kassebeer med verdens bedste forslag: “Tag en pause fra hverdagen og snup en tur i Rossinis kærlighedskarrusel! Det vil De ikke fortryde.”

Endelig update

Her har jeg cyklet 1000 gange da jeg var barn...

Det er længe siden at jeg har skrevet på bloggen. Det betyder ikke, at jeg ikke har noget at skrive om – tværtimod! Jeg har haft travlt og jeg har oplevet en masse. Først og fremmest har jeg været i jylland et par gange. Det er rimelig hårdt, når man skal op kl. 5 om morgenen, ud af døren kl. 6 og derefter sidde i offentlig transport 13 timer – det er inkl.hjemturen! Når besøget varer ca. 5 timer, betyder det at man er hjemme igen lidt efter midnat. Og så har man virkelig ondt i røven, ryggen, benene og resten af kroppen. Efter sådan en tur varer det lige et par dage, inden jeg føler mig helt frisk igen!

Den tyske tenor Jonas Kaufmann

Derudover har jeg været på nogle gode udflugter og jeg har været til koncert med den tyske tenor Jonas Kaufmann på Glyptoteket. Jonas Kaufmann sang lieder af Schubert, Schumann og Strauss. Det var en god koncert, men også en meget seriøs koncert. Jeg kunne godt få den tanke, at han ville lægge afstand til sine konkurrenter med dette program – hvor der ikke var én eneste opera-arie. Jonas Kaufmann har vist, at han kan håndtere det seriøse repertoire, men jeg ville da gerne have hørt ham synge nogle af de stykker, som efterhånden har gjort ham kendt som en af verdens allerbedste tenorer! Thomas Michelsen har skrevet en fantastisk anmeldelse i Politiken – jeg har aldrig før læst en anmeldelse der var så beruset og begejstret. Det er lidt vildt. Men det var virkelig en god koncert.

Så er det også grandprix-uge. Jeg synes det er en rigtig god ide, at man har valgt at lave to semifinaler og en finale på lørdag. Men jeg er imod alle former for jury – det burde udelukkende være tv-seerne som afgjorde hvem der skal vinde. Jeg har på forhånd hørt alle sangene på youtube og der er kun ganske få sange som jeg kan lide. Derfor sad jeg og zappede lidt rundt, mens jeg så semifinalen tirsdag.

Efter min mening har Sverige én af årets dårligste sange. Jeg er vild med opera, men jeg kan ikke udstå sådan noget opera-pop som Malena Ernman synger. Derudover er sceneshowet så pinligt, at jeg slet ikke kan holde ud at se på det. Jeg synes det er så pinligt og elendigt, at jeg får røde knopper – fuldstændig som når jeg hører Paul Potts eller Andrea Bocelli. De skulle alle sammen sendes ud på en øde ø……….

Finland ligger ret højt på min hitliste med Waldo´s People og “Lose Control”, men de var desværre ikke helt så overbevisende til semifinalen i tirsdags. Estland er en anden af mine favoritter. Deres sang minder lidt om Enya, men jeg kan vældig godt lide det. Jeg synes det er meget smukt.

Men det er jo fuldstændig lige meget, for det er vist allerede afgjort – jeg er 100% sikker på at Norge vinder. Det er virkelig en god sang; den er simpel, original og fantastisk. Alexander Rybak er dødhamrende charmerende og danserne er geniale – jeg er vild med deres show! Jeg har sikkert hørt denne sang 100 gange og den bliver staddig bedre og bedre!

I følge Ladbrokes.com får Sverige, Malta, Armenien, Bosnien og Herzegovinia, Storbritanien, Island, Frankrig og Tyskland en bedre placering end Danmark. Men det tror jeg simpelthen ikke på. Det er mange år siden, at jeg har troet på en dansk sang, men i år forventer jeg, at Danmark følger lige i hælene på Norge……..

Skal man klappe?

Rued Langgaard - komponist og organist i Ribe domkirke.

Da jeg i fredags var til koncert i DR´s nye koncerthus, spillede de “Vier letzte lieder” af Richard Strauss. Allerede efter den første sang begyndte en del af publikum at klappe. Det var et mindretal, men dog et stort mindretal. Dirigenten, Christoph Poppen, slog straks ud med armen i en afværgende gestus – men det reagerede publikum da ikke på. For det første klapper man ikke mellem satserne i et samlet værk. Det forstyrrer værkets enhed og kontinuitet. For det andet er det dybt uforskammet at man ikke respekterer dirigenten.

Til gengæld bliver det forventet, at man altid klapper efter en forestilling – det gælder både i Operaen og i byens forskellige koncertsale. Jeg ved at der er en del mennesker som mener, at man bør klappe, fordi alle de medvirkende har ydet det bedste som de formår. Hvordan kan jeg vide, at alle har ydet det bedste? Det har jeg da ingen garanti for. Derudover er det heller ikke altid, at det bedste er godt nok. Det ville jo være det samme, som hvis man helt automatisk var forpligtet til at elske alle de bøger man havde læst – og enhver kan nok være enig med mig i, at det lyder selvfølgelig fuldstændig absurd.

Derfor mener jeg heller ikke at man er forpligtet til at klappe, når man går i operaen. Jeg mener ikke engang, at man er forpligtet til at se hele forestillingen, hvis man ikke bryder sig om den. I visse tilfælde, synes jeg det er i orden, at man går midt under en forestilling. Af hensyn til alle andre, bør man naturligvis vente til pausen. På den anden side har man betalt for sin billet og kan man ikke lide forestillingen, så er det da urimeligt, at man skulle være tvunget til at se det hele. Har man mulighed for at liste ud af salen, så er det helt i orden med mig.

Men jeg ved ikke, om jeg kunne få mig selv til at gå midt under en forestilling. Sikkert ikke. Jeg har kun oplevet en enkelt gang hvor jeg virkelig havde lyst til det. For nogen år siden opførte Det Kongelige Teater Rued Langgaards opera “Antikrist“, som handler om at vi lever i en dekadent og undergangstruet verden, fordi menneskene har vendt sig fra gud. Ifølge Rued Langgaard skal vi vælge mellem Gud, kærlighed og fred på jorden – eller Antikrist, krig, ufred, anarkisme og sikker fortabelse. Der er ikke plads til andre muligheder i Rued Langgaards absurde og forkvaklede tankegang. Hele værket er baseret på en ekstrem og fanatisk form for kristendom, og det er svært at forstå, hvorfor Det Kongelige Teater valgte at sætte denne latterlige opera op. Jeg kogte mere og mere indvendigt, mens jeg var ved at blive kvalt i min egen galde. Jeg fik sådan en dårlig smag i munden, at jeg havde lyst til at spytte.

Jeg blev siddende indtil dirigenten havde slået den sidste tone af, men jeg stormede ud af salen før han nåede at sænke armene, mens jeg bandede og svovlede. Det var en af de aftener, hvor jeg gerne havde set hele København oplyst af brandende kirker. Jeg er sikker på, at alle de medvirkende havde ydet deres yderste. Men jeg følte mig på ingen måde forpligtet til at klappe af en forestilling, som på alle måder var mig imod.

Mendelsohn, Strauss og Nina Stemme

Fredag aften var jeg til min første koncert i det nye koncerthus, som er tegnet af den franske arkitekt Jean Nouvel. Det var en blandet oplevelse.

Det nye koncerthus ligger som en stor og tung blå legoklods i udkanten af DR-byen. Jeg var fyldt med store forventninger, da jeg nærmede mig indgangen og endelig kom ind i foyeren. Her blev man mødt af nøgne, grå betonvægge og gulve, som gav en meget rå og kuldslået atmosfære. Mange steder var der stadig spånplader, stikkontakterne hang ud af væggene og rundt omkring havde håndværkerne efterladt deres trappestiger. På et eller andet tidspunkt bliver håndværkerne vel færdige, men jeg kan ikke forestille mig, at det nogensinde bliver et rart sted at opholde sig. Det lignede en gammel, nedlagt fabriksbygning – og de meget høje og lange rulletrapper mindede om et trist, åndsforladt indkøbscenter, hvor folk står og glor tomt ud i luften, mens de lader sig transportere fra den ene etage til den anden. Heldigvis var foyeren fyldt med glade mennesker og en munter summen af forventningsfulde stemmer – det løftede stemningen i de triste og deprimerende omgivelser.

Heldigvis går man ikke i koncerthuset for at stå og glane i foyeren eller for at hænge i baren. Vi fortsatte op i koncertsalen og det var en helt anden oplevelse. Den er utrolig smuk og der er en dejlig, varm stemning. Man føler sig næsten som det lille barn i moders mave – her er der varmt og trygt og godt. Man føler sig helt salig og omsluttet af uendelig velvære, så man aldrig har lyst til at forlade salen igen. Men også her var der tegn på, at bygningen endnu ikke er færdig. Der stod stadig en trappestige i kongelogen – som dog blev flyttet i pausen.

Koncerten var først og fremmest en fødselsdagskoncert for Felix Mendelsohn(1809-1847) som i år ville være blevet 200 år. Derfor begyndte koncerten med hans ouverture, Hebriderne. Jaja……. Men det var jo ikke derfor vi alle havde købt billet. Næh, det var selvfølgelig for at høre Richard Strauss(1864-1949) “Vier Letzte Lieder” med den smukke svenske sopran Nina Stemme. Det er noget af det smukkeste og mest gribende musik man kan forestille sig. Richard Strauss har ikke selv valgt denne titel og sangene er ikke engang tænkt som en cyklus. Men Strauss døde kort tid efter at han havde skrevet disse sange og derfor valgte hans forlægger at udgive dem samlet under den titel. Det virker helt naturligt og meget passende, da teksterne af Hermann Hesse og Joseph von Eichendorff netop handler om døden og afskeden med livet.

Den meget smukke Nina Stemme sang med en varm og flot stemme. Alligevel levede det ikke op til mine forventninger. Det løftede sig ikke. Det svulmede ikke. Jeg er helt enig med Politikens anmelder Thomas Michelsen, når han skriver at magien manglede. Men jeg tror ikke at det var Nina Stemmes skyld. Jeg tror heller ikke at det var orkestret. Siden den første koncert i det nye koncerthus, har der været en massiv kritik af lyden og akustikken. Lars Mathiasen fra firmaet VM acoustics har i Politiken forklaret, at efterklangen er 1,6 sekunder – hvillket er perfekt til radiooptagelser. Men for en koncertsal er det ideelle 2,4 sekunder. Dermed mener han, at DR ikke har bygget en koncertsal, men et lydstudie.

Jeg skal ikke kunne sige om han har ret. Da Nina Stemme havde sunget de fire lieder, sang hun den tredje sang igen – denne gang vendt mod publikum bag orkestret. Hvilket har medført, at alle anmelderne efterfølgende har overvejet om det overhovedet er en god ide med at have pladser hele vejen rundt om orkestret. Endelig svulmede musikken og fyldte hele rummet. Var det mon fordi, at sopranens stemme først skulle ramme bagvæggen, før den blev kastet tilbage mod os der sad foran orkestret? Gav det netop sopranens stemme den efterklang på 2,4 sekunder, som i følge Lars Mathiasen er det perfekte for en koncertsal? Jeg ved det ikke, men lyden var helt bestemt bedst under dette ekstranummer.

Jeg har fundet en video, hvor Nina Stemme synger den tredje sang fra “Vier letzte lieder” – det er fuldstændig overvældende og berusende. Her er der netop den magi, som jeg ikke oplevede til koncerten i fredags. På denne video er hun ovenikøbet meget, meget bedre end den meget berømte udgave med Elisabeth Schwarzkopf, som jeg har på CD.

Efter pausen spillede de Mendelsohns symfoni nr. 3 – den skotske. Den er inspireret af en rejse til skotland, samt Walter Scotts romaner. Jeg ved ikke hvad der skete – men pludselig brusede orkestret, det svulmede og bølgede gennem hele salen. Der var så meget energi, at den tyske dirigent Christoph Poppen stod og hoppede op og ned, mens han svingede med armene. Det var vildt og berusende. Jeg havde ikke købt min billet fordi jeg ville høre Mendelsohn, men der er ingen tvivl om, at dette var aftenens højdepunkt. Jeg er igen helt enig med Thomas Michelsen, når han skriver, at “’Den Skotske’ satte et flot punktum for en aften, hvor Strauss’ ’Vier letzte’ ellers på forhånd havde lignet højdepunktet.”

I Jyllandsposten er Christine Christiansen fuldstændig uenig og det samme gælder Søren Schauser i Berlingske Tidende!

Operakoncert og blogtræf

I mange år har Det kongelige teater åbnet sæsonen med en stor operakoncert. Først var det i Frederiksberg have, men der var slet ikke plads nok og derfor blev koncerten snart flyttet til Søndermarken. For nogle år siden blev den så flyttet til Fælledparken. Af forskellige grunde har jeg aldrig været med til operakoncerterne i Fælledparken, men før det har jeg nok været til 12 eller 13 operakoncerter. Deromkring!

I år bliver der ingen operakoncert og jeg er dybt, dybt skuffet. Der kommer en forestilling, men det bliver en blanding af både opera, ballet og skuespil. Det kongelige teater kalder det selv for “en storstilet samlet event“. Jeg er fuldstændig ligeglad. Jeg er hverken til ballet eller skuespil. Samtidig bliver forestillingen flyttet til Eksercerpladsen ved Rosenborg slot. Der kan jo ikke være mange mennesker! Resten kan se forestillingen på en storskærm i Kongens have! Jeg synes det er en usædvanlig dårlig ide! Det er jo ikke det samme som at sidde sammen med 60-70.000 mennesker og se det på scenen!

Alligevel vil jeg foreslå, at vi laver et blogtræf og følges til forestillingen:

LØRDAG DEN 15. AUGUST, KL.18!

VI MØDES VED RUNDETÅRN KL.12!

Der er sikkert nogen som synes at det er alt for tideligt. Men det er det slet ikke. For det første er der mange som kommer allerede tideligt om morgenen. For det andet plejer dagen faktisk at gå alt for hurtigt. Vi skal jo spise frokost, snakke og hygge os. Selvfølgelig er der et tidspunkt midt på dagen hvor tiden går lidt langsomt. Men bagefter plejer alle at være enige om, at det slet ikke er for lang tid at vente, for det plejer at være megahyggeligt. Derudover handler det jo også om at få en god plads. Jeg håber selvfølgelig at vi kommer ind på Eksercerpladsen! Hvis der allerede er fyldt kl.12, så får vi i hvert fald en god plads foran storskærmen i Kongens have.

Hvert år er der nogen af dem jeg skal følges med, som protesterer mod at komme så tideligt. Det er naturligvis kun dem som aldrig har været med før. Alle andre glæder sig til de hyggelige timer. Og jeg vil straks gøre opmærksom på, at jeg bryder mig ikke om folk som kommer senere, mens vi andre skal bruge hele dagen på at holde gode pladser. Jeg synes det er usolidarisk. Efter min mening er der kun to gode grunde til at komme senere: den ene gælder alle dem som skal arbejde. Den anden grund er lang rejsetid. Hvis folk kommer fra Fyn eller Jylland, så kan jeg godt forstå at de ikke vil stå op klokken 5 om morgenen for at være i København kl. 12! Så er de også alt for trætte når de kommer frem og det er jo ikke sjovt.

Denne dag er maden mindst lige så vigtig som forestillingen! Vi skal hygge os og vi skal have masser af god mad. Men her har jeg igen en lille regel som jeg insister på at fortsætte: jeg nægter at koordinere hvem der laver hvad! Det er fuldstændig overflødigt. Hvert år er de fleste utrolig kreative og vi plejer at få det lækreste luksusmad! Og sådan skal det netop være denne dag! Kun det bedste er godt nok. Og der skal være rigeligt af det, for vi plejer at spise mange gange  – man skal jo huske, at det er mange timer. Vi spiser frokost midt på dagen. Så spiser vi måske lidt inden koncerten og ofte spiser vi igen noget i pausen midt på aftenen. Og det er skam ikke det samme vi spiser. I pausen er det lækkert med noget helt andet – for eksempel pølsebrød, sandwich eller lign. Jeg ved godt hvad jeg har med, men det skal være en hemmelighed og en overraskelse, hæhæ! Men jeg tør garantere, at det bliver superlækkert.

Naturligvis er der ingen regler uden undtagelse – det gælder også denne. Jeg håber at en eller to vil melde sig til at lave kartoffelsalat. Ellers tror jeg nemlig ikke at der er nogen kartoffelsalat! De fleste vil hellere lave et eller andet spændende, som de kan imponere alle andre med. Jeg synes selvfølgelig at det er en supergod ide – men vi kan ikke holde frokost uden kold kartoffelsalat. Og her vil jeg gerne afsløre, at jeg selv kommer med en vegansk karfoffelsalat. Men det er naturligvis kun en lille del af det mad jeg tager med!

Endelig har jeg et lille foreslag: Jeg håber selvfølgelig at der er mange som har lyst til at være med. Måske også nogen fra Fyn eller Jylland? Måske også fra Norge, Sverige eller Belgien? Men jeg synes at de skal være fritaget for at komme med mad. De skal rejse langt og det koster jo også. Derfor synes jeg at alle vi andre skal sørge for maden.

Der er måske også nogen som synes at de ikke har tid til at lave mad. Eller at de ikke er så gode til det. Så foreslår jeg at de kommer med for eksempel ost. Eller frugt. En pose slik er faktisk heller ikke en dårlig ide sådan en lang dag. Eller nødder! En kage er også en god ide. Jaja, det lyder underligt, specielt hvis det er en varm sommerdag med hedebølge. Første gang en af mine venner kom med en kage blev jeg faktisk lidt overrasket – men det viste sig alligevel, at det var et rigtigt godt initiativ, som alle var meget glade for. Der er mange muligheder og vi kan slet ikke få nok!

Jeg håber at der er mange som vil med og det er naturligvis ment som en invitation til alle som læser dette indlæg – også gerne nye bloggere. Operakoncerten plejer at være årets begivenhed, som jeg glæder mig til i flere måneder. Jeg bruger mange timer på at planlægge maden og jeg laver mad i flere dage inden koncerten! På selve dagen kommer jeg slæbende med mad, vin, vand, tæpper og alt muligt andet, så jeg er fuldstændig smadret når jeg endelig kommer frem! Det er den eneste dag, hvor jeg frivilligt SPRINGER ud af sengen klokken 7 om morgenen og slet ikke kan få tiden til at gå før jeg skal afsted. Men jeg elsker det og jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at det som sædvanligt bliver en helt utrolig og fantastisk dejlig dag!

Man kan læse mere om forestillingen her!

Vincens Steensen-Leth er død

Kammerherre og godsejer Vincens Steensen-Leth

Koncerten på Glyptoteket fredag aften, blev indledt med en trist nyhed – dagen inden døde hofjægermester og kammerherre Vincens Steensen-Leth fra Steensgård gods på Langeland. Hans Edvard Nørregård-Nielsen holdt en flot mindetale og det skyldes at han var med til at arrangere koncerterne på Glyptoteket. Mellem venner var han kendt som Bo – jeg har desværre aldrig mødt ham, men jeg ved at han var et utrolig spændende menneske, som jeg meget gerne ville have mødt. For mange år siden var han gode venner med forfattere som Frank Jæger, Thorkild Bjørnvig og Tom Kristensen. Dertil var han gift med den kendte forfatter Bodil Steensen-Leth. Men Vincens Steensen-Leth er vist mest kendt for de berømte koncerter i Stoense Kirke, hvor han gang på gang har præsenteret ukendte talenter – som få år senere er blevet verdensstjerner. Han havde en virkelig imponerende evne til at opdage stjernerne før alle andre. Hvordan lykkedes det for Vincens Steensen-Leth at lokke alle disse mennesker til Langeland? Fordi han kendte utrolig mange mennesker inden for den klassiske musik, som alle havde en enorm respekt for ham. Når kunstnerne én gang havde givet koncert i Stoense, kom de gerne tilbage – sikkert også fristet af det smukke Langeland og det gode selskab på Stensgård, hvor man hyggede sig efter koncerterne. Jeg har det indtryk, at her levede man af kunst og kultur.

Vincens Steensen-Leth elskede opera og klassisk musik – og han havde visioner. Han drømte om et operahus og en operafestival på Langeland. Jeg forstår ikke at det ikke lykkedes, men det skyldtes manglende politisk opbakning. Det var meget dumt. Med Steensen-Leths utrolige forbindelser er jeg sikker på at det var blevet en succes. I forvejen ligger mange af verdens største og mest berømte operafestivaller langt ude på landet og hvor er der smukkere end på Langeland? “I hvilket andet operahus kan man i pausen gå gennem en park ned til åbent vand og nyde en dansk sommeraften i ren natur?”, spurgte han selv, uforstående overfor politikernes manglende opbakning. Det var netop ved Stengade strand, ikke langt fra hverken Steensgård gods eller Tranekær slot, at Adam Oehlenschläger skrev “Der er et yndigt land, det står med brede bøge, nær salten østerstrand.” Jeg har været ved Stengade strand og der står bøgetræerne virkelig og spejler sig i vandet. Jeg er fuldstændig sikker på, at Steensen-Leths mange forbindelser og den smukke natur kunne have lokket rigtig mange mennesker til operafestival på Langeland. Og hvor ville jeg gerne selv have oplevet det.

I stedet brugte han sine forbindelser til at hjælpe Glyptoteket med at arrangere deres koncerter. I sin mindetale fortalte Nørregård-Nielsen, at disse koncerter slet ikke havde været mulige uden Steensen-Leth. Heldigvis er der allerede lavet aftaler for et stykke tid. Det gælder formodentlig også for koncerterne i Stoense kirke, som jeg desværre endnu ikke selv har oplevet. I 30 år har Vincens Steensen-Leth arrangeret disse berømte koncerter, hvor verdensstjernerne kommer fra nær og fjern, men heldigvis har jeg forstået at hans datter Charlotte og hendes mand Thomas Bernt Henriksen fortsætter traditionen.

Vincens Steensen-Leth blev kun 72 år og det er meget trist at han ikke skulle leve længere. Når jeg hører folk fortælle om Steensen-Leth er det altid med den dybeste respekt, beundring og fascination. Jeg er overbevidst om, at hans venner er taknemmelige for de år som de har kendt ham.

Der er meget flotte nekrologer i både Fyns Amts avis og Fyns Stiftstidende, der skriver om “Operaelskeren på Langeland.”

Alban Berg – Wozzeck

“Wozzeck” er en barsk, grum og underlig absurd opera. Han er gal, hun er gal og de er alle sammen bindegale. Alt er sort. Alt er ondt. Der er ingen lyspunkter og den eneste udvej er vejen til helvede.

“Wozzeck” er baseret på en virkelig hændelse i Leipzig. I 1821 myrdede Johann Christian Woyzeck sin kæreste på grund af jalousi. Woyzeck blev hængt, men sagen førte til en diskussion om hvor vidt han var tilregnelig i gerningsøjeblikket og derfor også om straffen overhovedet var rimelig. Det var usædvanlige overvejelser på den tid. Georg Büchner skrev udkastet til sit skuespil – Woyzeck – i 1830. Da Alban Berg så stykket i starten af 1920´erne blev han så fascineret, at han straks begyndte at skrive sin berømte opera. Ved en skrivefejl kom både operaen og hovedpersonen til at hedde “Wozzeck”.

Wozzeck arbejder hos en Kaptajn, men de kommer ikke særlig godt ud af det med hinanden. “Gode mennesker gør alting langsomt”, hævder Kaptajnen. Men Wozzeck skynder sig og på den måde bliver der alt for meget tid til overs. Kaptajnen bliver helt fortvivlet ved tanken om alle de ekstra minutter og timer som han pludselig skal disponere over.

Derudover tjener Wozzeck lidt ekstra hos en videnskabsmand, der bruger ham til sine eksperimenter. Wozzeck er reduceret til et forsøgsdyr. Det virker måske lidt komisk – men denne opera er ingen komedie. Det er dybt seriøst!

Bengt-Ola Morgny og Sten Byriel kunne have meget morsomme som Kaptajnen og videnskabsmanden, hvis ikke det var fordi at denne opera er dybt alvorlig. De to absurde og gale mennesker dyrker deres fortravlede handlinger, som både er meningsløse og ubetydelige. Den eneste mening er den overdrevne betydning, som de selv tillægger dem. Deres handlinger har ingen betydning for andre mennesker, men deres indbildskhed forhindrer dem i at erkende deres egen overflødighed og indre tomhed. De kritiserer Wozzeck og hævder at han tænker for meget. Det skyldes formodentligt at de ikke forstår ham. Det er en skam, for han er den eneste som taler fornuftigt. Alt hvad de andre siger er kun sludder og vrøvl.

John Lundgren som Wozzeck.

Wozzeck afleverer alt hvad han tjener til kæresten Marie og hendes lille søn, der spilles af Carl Philip Levin. De lever i den yderste fattigdom. Elendigheden gør Marie desperat og noget ustabil. Hun er ikke ligefrem det man kalder en velfungerende mor og hendes humørsvingninger gør sønnen både utryg og angst. De triste dage slæber sig af sted og afbrydes kun af skænderierne og udvekslingen af skrappe spydigheder med nabokonen. Det er en trist tilværelse og den eneste glæde blandt alle disse fortabte eksistenser er druk og hor! Der bliver drukket godt igennem, mens sønnen gennem sig under sengen. Men det er en kunstig og en falsk munterhed. Det er en eskapisme, en kortvarig flugt fra deres fattigdom og deres elendighed. Det gælder også seksualiteten. Marie har en affære med en grov og vulgær tambourmajor. Sønnen er bange for ham og gemmer sig under bordet når han besøger Marie. Det var meget lidt diskret og jeg tror at Carl Philip Levin ved mere om sex end det er normalt i den alder – meget mere end han burde vide. Men det er blot en smule underholdning, som ikke koster noget – sikkert den eneste underholdning som de har råd til. Det er blot nogle få øjeblikkes verdensflugt, hvor de kan glemme smerten, tungsindet og fortvivlelsen.

Wozzeck får flere og flere spydige bemærkninger og antydninger om Maries utroskab. Både kaptajnen og videnskabsmanden håner ham for den utro kæreste og den uægte søn – er det overhovedet hans søn? Da han endelig opdager sandheden om hendes forhold til tambourmajoren, falder hans verden sammen. Han bliver skuffet og bitter. Herefter begynder han at slynge om sig med kyniske kommentarer. Når de fattige morer sig og drikker sig fra sans og samling, kigger Wozzeck desillusioneret på dem: “Dans, dans I kun – snart kommer djævelen og tager jer”, siger han. Da nabokonen klager over sine sko, svarer Wozzeck, at “man kan sagtens gå barfodet til helvede”.

I starten har Wozzeck en vision om flammer der rækker fra jorden og helt op til himlen, mens basunerne kommer nærmere. Denne dommedagsvision bliver mere og mere påtrængende, indtil solen endelig farves rød som blod. Da er Wozzeck blevet så desperat, at han slår Marie ihjel og bagefter drukner han selv, da han vil vaske blodet af sig.

Derefter står sønnen helt alene tilbage i verden. Wozzeck var den eneste som drengen havde tillid til, den eneste som viste ham ømhed og interesse. Denne dreng er måske den mest trøstesløse og fortabte person, jeg nogensinde har set i en opera eller læst om i en bog.

John Lundgren var fantastisk som Wozzeck. Fra starten er han den eneste fornuftige person i operaen. Han er samvittighedsfuld og betænksom. Wozzeck er et godt menneske. Han er den mest normale person i denne absurde verden, men tilværelsen og omstændighederne gør ham gal. Han bliver mere og mere sindssyg og psykotisk gennem hele forestillingen. John Lundgren gjorde det rigtig godt og jeg forestille mig, at han må være mere end almindeligt udmattet når han kommer hjem fra operaen.

Wozzeck - Ylva Khilberg og Carl Philip Levin

Ylva Khilberg var også fantastisk som Marie. Hun synger altid godt og man forstod hendes desperation. Men det var alligevel svært at have egentlig medlidenhed med hende.

Scenografien var genial. Intet mindre! Gulvet, loftet og væggene var beklædt med kolde hvide fliser. Men bagvæggen kunne skubbes til side og give et billede af Wozzecks drømme og fantasier. To gange så det ud som om at Marie gik på bagvæggen – hendes krop stod i en vinkel på 90 grader ud fra væggen. Åbenbart var den illusion lavet med hjælp af store spejle. Det var meget flot og imponerende.

Jeg kan ikke helt finde ud af hvad jeg mener om forestillingen. Den var spændende – men den var sandelig også sort og deprimerende. Jeg har aldrig oplevet noget der var så sort! Det var ret voldsomt.

Der var nogle stykker som udvandrede undervejs, men det er vist helt normalt til Wozzeck. Da forestillingen sluttede var bifaldet lidt tamt og der var kun en fremkaldelse. Jeg tror ikke det nødvendigvis skyldes manglende begejstring fra publikum. Jeg tror det skyldtes, at det var en hård opera og så varede den 1 time og 40 minutter – uden pause. Det er lang tid at sidde og dertil var det en opera som krævede meget opmærksomhed. Derfor tror jeg simpelthen bare at folk var trætte. Sådan havde jeg det i hvert fald selv.

Anmelderne er ikke i tvivl om hvad de mener. De kaster om sig med hjerter, stjerner og store ord. I Politiken kalder Thomas Michelsen “Wozzeck” for en gyseropera og et psykodrama, og lover at den “med garanti vil tage toppen af julestemningen”.

Søren Kassebeer giver 6 stjerner i Berlingske tidende og kalder operaen et “proletarisk mareridt”.

Jakob Levinsen giver 6 stjerner i Jyllandsposten og skriver at “Keith Warners iscenesættelse er så god, at det gør ondt.”

I Kristeligt Dagblad kalder Mikael Garnæs Wozzeck “formidabel”, men advarer også om at den “spolerer al julestemning”. Han mener heller ikke det er en opera man skal opsøge, hvis man har “tendes til vinterdepression”.

I Information kalder Georg Metz operaen for “Den skinbarlige gru” og Gregers Dirckinck-Holmfeldt kalder det en opera “fuld af undergang”.

Alban Bergs atonale tolvtonemusik var ikke så underlig som jeg havde forventet. Jeg synes faktisk det var ret smukt og det passede fint til operaen. Det var kun sjældent at det ligefrem blev melodiøst, men det var dog musik. Jeg tror ikke at det er en opera som jeg har lyst til at høre hjemme, men jeg var alligevel ret imponeret. Derfor slutter jeg dette indlæg med et stykke musik fra “Wozzeck”.

Julius Drake og Sergei Leiferkus

Den engelske pianist Julius Drake

Jeg var så heldig, at jeg blev inviteret til koncert på Glyptoteket fredag aften, med pianisten Julius Drake og den russiske basbaryton Sergei Leiferkus. Julius Drake spiller klaver på alle CD´erne med min yndlingstenor Ian Bostridge, så det var fantastisk, at jeg fik mulighed for at høre ham i virkeligheden. Sergei Leiferkus har jeg aldrig hørt før, men han er ganske kendt og derfor har jeg naturligvis hørt en masse om ham. Mine forventninger var selvfølgelig skruet helt i top!

Programmet var sange af Tchaikovsky, Rachmaninov og Musorgsky. Man kan godt kalde det for et ret voldsomt og dramatisk program. Første gang jeg nogen sinde hørte lieder, var jeg ved at kede mig til døde. Det var simpelthen skrækkelig kedeligt. Senere har jeg forstået, at lieder kan være enormt spændende, men det kræver altså en virkelig god sanger – og det var/er Leiferkus. Jeg ville dog ønske at jeg havde kendt nogle af sangene i forvejen, så jeg kunne have fulgt mere med i hans fremførelse,  i stedet for at sidde og følge med i teksten.

Jeg var især begejstret for Musorgsky´s “Songs and Dances of Death”, som består af 4 sange. Den sidste handler om soldaterne som kæmper mod hinanden, indtil døden kommer og erklærer, at han er den endelige sejrherre, som vinder over dem alle. Det var en fantastisk og barsk allegori – fremført med en voldsom kraft af Leiferkus. Han har en utrolig stor stemme; den var næsten for stor til festsalen på Glyptoteket.

Leiferkus forstod virkelig at fange folks opmærksomhed. Det var lidt morsomt at tænke på Andras Schiff, der spillede i Tivolis koncertsal i august – han blev så vred over publikums uafbrudte hosten, at han afbrød koncerten og forlod scenen. Selv om vi nu er i december, hvor det er hostesæson, var der ikke én eneste som hostede i aftes. Det var virkelig imponerende.

Den russiske basbaryton Sergei Leiferkus

Efter koncerten var der en eksklusiv buffet i salen nedenunder. For en gangs skyld var det ikke så fedt at være veganer – og hvis sandheden skal frem, så snød jeg en lille smule. Der var nogle små skåle med ris a la mande og jeg var simpelthen nødt til at smage. Jeg var dog ikke særlig imponeret, så jeg ville ønske at jeg ikke havde gjort det.

Da Julius Drake og Sergei Leiferkus havde klædt om, kom de ned og blandede sig med det lille selskab. Det blev desværre aftenens antiklimaks: jeg stod og talte med nogle andre, da Julius Drake kom og forærede min gode veninde Anna sine blomster og hilste på alle dem hun stod sammen med. Øv – tænk at jeg gik glip af det. Jeg har også fortrudt, at jeg ikke havde taget en CD med, for at få hans autograf på den. Jeg havde overvejet det, men jeg syntes det var for pinligt og alt for påtrængende. Men det har jeg altså fortrudt og hvis jeg nogensinde får chancen igen, så håber jeg, at jeg er lidt mere modig. Anna tilbød at præsentere mig, men jeg er jo alt for genert………

Det var en god koncert og en utrolig hyggelig aften – jeg blev helt deprimeret da jeg kom hjem til mig selv. Det var lidt trist efter den aften og alle de mange indtryk. Så lavede jeg en kande the og smed mig på sofaen sammen med store mis, hvor vi lå og hørte hele Glucks opera “Orfeus og Eurydike”.

Carmina Burana

Pianisten Jens Elvekjær

Torsdag var jeg til koncert i Radiohusets Koncertsal – som fremover hedder “Musikkonservatoriets Koncertsal”. Det er et både langt og træls navn, men det kan vel ikke være anderledes!

Første del var Herman D. Koppel´s klaverkoncert nr. 3, med Jens Elvekjær som solist. Jeg har ikke hørt koncerten før, men jeg var meget begejstret. Det var spændende, afvekslende og dramatisk.

Anden del var Carmina Burana af Carl Off, og det var naturligvis for at opleve dette berømte værk, at jeg havde købt billet. Jeg er vild med Carmina Burana, som sikkert er det mest kendte klassiske værk der findes – det bruges alle steder, for eks til mange fodboldkampe. Så vidt jeg husker blev det også brugt til X-faktor på DR. Og det er ikke uden grund. Musikken er dramatisk og storslået, men teksten er også passende til den slags begivenheder, da den netop handler om at Lykkens gudinde, Fortuna, er verdens hersker. Derudover handler Carmina Burana om sex, druk, spil og endnu mere sex.

Jeg er sikker på at alle kender den første sang i Carmina Burana, men de kender ikke teksten og det er jeg simpelthen nødt til at gøre noget ved. Den danske oversættelse er af Volmer Dissing.

Jeg har været så heldig at finde en video med Berliner Philharmonikerne og den berømte dirigenten Simon Rattle.

O, Fortuna
Velut luna
statu variabilis,
semper crescis
aut decrescis;
vita detestabilis
nunc obdurat, et tunc curat
ludo mentis aciem,
egestatem,
potestatem
dissolvit ut glaciem.

Sors immanis
et inanis,
rota tu volubilis,
status malus,
vana salus
semper dissolubilis,
obumbrata
et velata,
michi quoque niteris;
nunc per ludum
dorsum nudum
fero tui sceleris.

Sors salutis
et virtutis,
michi nunc contraria.
Est affectus,
et defectus
semper in angaria.
Hac in hora,
sine mora,
corde pulsum tangite;
quod per sortem
sternit fortem,
mecum omnes plangite!

——————-

Falsk er Lykken
hul i ryggen
månen lig i trofasthed
nyet skinner, næ oprinder,
idel ubestandighed.
Snart befaler
helveds kvaler,
snart regerer paradis;
armod, plage,
gode dage
svinder bort som vårens is.

Lykken ender,
vinden vender,
hjulet om sin akse går.
Sygdom farer,
sundhed varer,
indtil vi får sot og sår.
Halvt beskygget
ubetrygget,
er mig lykken huld i dag;
men i morgen
rider sorgen
bister på min nøgne bag.

Nu har Lykken
vendt mig ryggen,
hun som var mig nys så huld.
Hun forlod mig,
blev imod mig
altid falsk og svigefuld.
Ræk mig, venner,
eders hænder,
føl, hvor hjertet dunker her.
Skæbnen slog mig
og bedrog mig,
græder med mig én og hver.

Carmina Burana er latin og betyder “Sange fra Beuren”. Teksterne blev fundet i et tysk kloster i 1803, men de er nedskrevet i 1200-tallet på latin og gammeltysk. Carl Orff fandt manuskriptet ved et tilfælde i 1934. Han udvalgte nogle af teksterne og inddelte dem i afsnit. Det første afsnit handler om lykken, hvor koret også synger: “Forrådt af Skæbnen klager jeg,/fra øjet tåren falder./De gaver Lykken skænked mig,/hun nu tilbagekalder./Har du mange hovedhår,/trives fremtidsmodet,/oftest dog en lod du får/uden hår på hovedet./(…)Lykkens hjul i cirkel går,/i dybet ned jeg tvinges;/andre Lykkens tinde når/til tops en konge svinges.”

Det næste afsnit er det spirende forår og derfor synes jeg at Carmina Burana er et stykke som bør opføres om foråret. Teksterne beskriver hvordan isen smelter og våren “tryller/lyse glæder frem på ny; blomsters mylder/engen fylder,/himlen stråler uden sky.” Det er simpelthen den smukkest forårshyldest – men sammen med foråret, begynder alle også at længes efter kærlighed og erotik, og pigerne køber rød farve til kinderne, for at friste de unge mænd: “Se herhen,/unge mænd./Lad mig jer behage./”

Den danske baryton Morten Frank Larsen

Der var fuldt orkester, 130 sangere fra DR Koncertkoret, DR Børnekoret og Kammerkoret Camerata. Endvidere sang den smukke sopran Ditte Højgaard Andersen og tenoren Gert Henning-Jensen. Jeg synes det er lang tiden siden at han har været så forrygende. Men aftenens stjerne var uden tvivl barytonen Morten Frank Larsen. Jeg har aldrig hørt ham før, hvilket sikkert skyldes, at han fortrinsvis optræder i Wien og Berlin. Snart skal han også synge på Metropolitan i New York(artikel her), hvor operadiva Renée Fleming skal synge i Richard Strauss` “Arabella“, men har gjort det til en betingelse, at det bliver sammen med Morten Frank Larsen. Han var absolut fantastisk. Hans stemme havde en fantastisk fylde og en flot mørk klang. Han er en stor, maskulin sanger, der ser meget, meget godt ud. Samtidig  var han meget levende og dramatisk, uden at det på nogen måde virkede påtaget eller kunstigt. Morten Frank Larsen er strøget direkte til tops på min hitliste!

Næste afsnit i Carmina Burana foregår på kroen og her lever man særdeles lystigt og løssluppent. De spiller hele dagen, til de må gå nøgne hjem om aftenen. Imens drikker de, så man bliver helt svimmel ved tanken. Den næste video er fra det vilde liv på kroen. Jeg ved ikke hvem barytonen er, men jeg er ikke imponeret. Han har ikke Morten Frank Larsen´s sans for dramatik, men virker i stedet dybt teatralsk. 2,30 minutter inde i videoen begynder “Den stegte svanes sang”. Den stakkels svane synger om, hvordan han før var søens pryd, men nu hænger han på spydet og snart skal han bæres ind til krogæster. Og imens synger koret: “Stakkel, stakkel,/sort at skue/og brændt og branket  stærkt.” I videoen er det den flotte, sorte tenor Lawrence Brownlee som synger. Jeg kender ham ikke, men han er absolut fantastisk. Jeg kan overhovedet ikke forestille mig, at det kan gøres bedre. Efter 7,20 minutter begynder den sang, som vel nok må være en af verdens bedst drukviser – og den tekst følger nedenfor. Selv om den er lidt lang, så er den pragtfuld, at jeg er nødt til at have den med. Det er umuligt ikke at more sig over, at disse frække og vovede tekster er fundet i et kloster.

In taberna quando sumus,
non curamus quid sit humus,
sed ad ludum properamus,
cui semper insudamus.
quid agatur in taberna
ubi nummus est pincerna,
hoc est opus ut quaeratur;
si quid loquar, audiatur.

Quidam ludunt,
quidam bibunt,
quidam indiscrete vivunt.
sed in ludo qui morantur,
ex his quidam denudantur,
quidam ibi vestiuntur,
quidam saccis induuntur;
ibi nullus timet mortem,
sed pro Baccho mittunt sortem.

Primo pro nummata vini;
ex hac bibunt libertini;
semel bibunt pro captivis,
post haec bibunt ter pro vivis,
quater pro Christianis cunctis,
quinquies pro fidelibus defunctis,
sexies pro sororibus vanis,
septies pro militibus silvanis.
octies pro fratribus perversis,
nonies pro monachis dispersis,
decies pro navigantibus,
undecies pro discordantibus,
duodecies pro paenitentibus,
tredecies pro iter agentibus.

Tam pro papa quam pro rege
bibunt omnes sine lege.
Bibit hera, bibit herus,
bibit miles, bibit clerus,
bibit ille, bibit illa,
bibit servus cum ancilla,
bibit velox, bibit piger,
bibit albus, bibit niger,
bibit constans, bibit vagus,
bibit rudis, bibit magus,
Bibit pauper et aegrotus,
bibit exul et ignotus,
bibit puer, bibit canus,
bibit praesul et decanus,
bibit soror, bibit frater,
bibit anus, bibit mater,
bibit ista, bibit ille,
bibunt centum, bibunt mille.

Parum sescentae nummatae
durant cum immoderate
bibunt omnes sine meta,
quamvis bibant mente laeta;
sic nos rodunt omnes gentes,
et sic erimus egentes.
qui nos rodunt confundantur
et cum iustis non scribantur.

———————-

Her på kroen hos hinanden
gir vi verdens jammer fanden,
kiler straks på terningspillet,
vi får aldrig lysten stillet.
Vin er det, hvorom vi spiller,
vin hver gang en terning triller.
Kom, hvis I har lyst at høre,
hvilket liv på kro vi fører.

Nogle spiller, nogle drikker,
nogle under bordet ligger.
De, hvem det er ilde gået,
bliver indtil skjorten flået;
én tar tøj på, han har vundet,
én har sække om sig bundet;
vinens gud forjager sorgen,
døden kommer først i morgen.

Først en skål, som det sig sømmer,
for det vinfad, vi nu tømmer.
Så en skål for dem i spjældet,
tre udbringes almenvellet,
fire for al kristenheden,
fem for dem, der vandred heden,
seks for piger med slemme lyster,
syv for hver undløben kryster.

Otte for alle perverse fyre,
ni for de munke, ingen kan styre,
ti for dem, hvem bølgen bærer,
elve for alle trættekære
tolv for mænd som inderlig angre,
tretten for tøsene som blev svangre.
Skål for konge, skål for pave,
skål for høje, skål for lave.

Vældigt drikker mand som kvinde,
drikker vært med samt værtinde,
drikker karlen med soldaten,
drikker pigen med prælaten,
drikker raske, drikker sløve,
drikker blinde mænd med døve,
drikker lamme, drikker stumme,
drikker vise, drikker dumme.
Drikker degn og musikanter,
drikker fuglefri drabanter,
drikker oldinge og knægte,
drikker elskovsbørn med ægte,
drikker søster, drikker broder,
drikker bedstemor og moder,
drikker fyrsten, drikker lusen,
drikker hundred, drikker tusind.

Sekshundred fade kan ikke
række, når alle vil drikke
uden mål og uden grænse,
uden verdens dom at ænse.
Sådan vi i vanry kommer,
sådan får vi tomme lommer.
Lad bagtalerne beskæmmes,
deres navne evig glemmes.

Efter sådan en fordrukken og amoralsk tekst, kan man dårligt forstille sig at det kan blive værre – eller bedre! – men i de sidste sange er det erotik, sex og liderlighed det handler om. Det er ganske saftigt: Drengekoret synger: “Å-å-å/sødt jeg brænde må,/ungdomsfrisk i blodet svulmer/elskovs vilde trå.” Barytonen er lidt mere direkte og synger: “Kun det håb jeg lever i:/hendes kærlighed at nyde,/hendes jomfrusegl at bryde.” De er alle fuldstændig besat af deres seksuelle lyster. Endelig kommer sopranen med sit glansnummer, Dulcissime. Jeg har efterhånden hørt Carmina Burana i mange udgaver og dette nummer er ligesom et kardinalpunkt for mig. Det er her sopranen overgiver sig til sine lyster og synger: “Du dejligste,/helt jeg undergir mig dig.” Det skal kommer blidt, men stærkt, og vokse som om hun svulmer af uhæmmet lyst og hengiver sig til den mest ultimative seksuelle nydelse. Men jeg har hørt udgaver, hvor sopranen giver den lidt for meget, så hun nærmest skriger som om at det gør ondt på hende. Ditte Højgaard Andersen gjorde det rigtig fint. Dette stykke, hvor seksualiteten og lysten er i centrum, er musikalsk set et af de allermest spændende i Carmina Burana og derfor er jeg nødt til at lægge en video mere, selv om det måske er lidt meget. Desværre er det fra en anden koncert og kvaliteten er ikke helt så god.

Hele teksten svulmer af lyst og længsel – længsel efter foråret, længsel efter druk og løssluppenhed, længsel efter kærlighed og erotik. Carmina Burana handler om livsbegær og en voldsom, uhæmmet livslyst. Det kommer også til udtryk i Carl Orff´s musik, der er lidenskabelig, svulmende, kraftfuld, voldsom og fuld af liv. Det er virkelig noget af det bedste musik der findes. Hele vejen igennem er musikken i Carmina Burana fyldt med lyst, vellyst og lystighed, blandet med stor og munter humor.

Dirigenten Leif Segerstam

Jakob Levinsen har anmeldt koncerten i Jyllands-posten og han er ikke helt tilfreds. Jeg synes det var en forrygende koncert, men Jakob Levinsen har ret: der var lidt problemer. Selv om jeg ikke er musikkyndig, så kunne jeg ikke undgå at bemærke, at der var nogle satser hvor dirigenten Leif Segerstam forcerede tempoet for meget. Tempoet og rytmen svinger meget i Carmina Burana. Nogle satser er meget bløde og langsomme, hvilket skaber en fantastisk dynamik, når der veksles med hurtige satser. Men der var nogen satser, hvor dirigenten satte tempoet så højt, at det ikke lød helt godt. Jeg overvejede om dirigenten simpelthen skulle bevise, at han selv kunne følge med. Jeg kan ikke rigtig se andre grunde. Men alt i alt var det en fantastisk koncert, som fik stående, bragende og langvarigt bifald. Og jeg glæder mig allerede til næste gang, jeg får chancen for at høre dette fantastiske værk.

Søren Schauser har skrevet en spændende anmeldelse i Berlingske Tidende, hvor han først anmelder klaverkoncerten med en elegant henvisning til Tom Kristensen. Hele anmeldelsen er ret flot og interessant at læse. Overskriften lyder “Alle elsker Carmina”, men det er ganske tydeligt, at det i hvert fald ikke gælder Henrik Friis, der har anmeldt koncerten i Politiken. Jeg må indrømme, at jeg synes han udtrykker nogle overraskende og besynderlig holdninger til Carmina Burana, som han ligefrem beskriver med ordet “tåkrummende”.