Bjarke Ingels og Den lille havfrue

Den lille havfrue på Langelinje. Skabt af Edvard Eriksen, 1913.

Jeg har stor respekt for Bjarke Ingels, som har tegnet VM-husene og VM-bjerget i Ørestaden. Han er en fantastisk arkitekt og jeg ville ønske, at jeg havde råd til at bo i en af de lejligheder han har tegnet. Nu skal han sammen med sit eget arkitektfirma BIG bygge et nyt bibliotek i Kasakhstan og det ser utrolig flot og spændende ud.

Bjarke Ingels er også hovedmand bag det danske bidrag til Verdensudstillingen EXPO i Kina i 2010. Som alle sikkert ved, er det “Den lille havfrue” der skal sendes til Shanghai, hvor hun skal udstilles i den danske pavillion. Her skal hun stå i et vandbassin. På Langelinje bliver der i stedet opstillet en videoinstallation af den kinesiske kunstner Ai Weiwei, som viser Den lille havfrues rejse.

Jeg er meget i mod dette projekt. Jeg synes det er at gøre grin med alle vores turister – det er uforskammet og hensynsløst. Rygterne vil vide, at mange turister bliver skuffede når de ser “Den lille havfrue”. Jeg er dog overbevist om, at de bliver mere skuffede hvis hun slet ikke er der. Tænk hvis jeg rejste til Paris og så havde de fjernet Eifel-tårnet. Eller hvis jeg rejste til Pisa og de fjernet det skæve tårn. Mange af de turister som kommer til København, de kommer langvejs fra. Mange kommer fra USA, Kina eller Japan. Og det er formodentlig de færreste som kommer flere gange. Så må det være en utrolig skuffelse, at den største turistattraktion mangler.

Derudover er der simpelthen noget galt med hele ideen om, at hun skal sidde inde i en pavillion i et vandbassin. “Den lille havfrue” hører jo til ude på havet og ikke inde i et kunstigt miljø. Det er der man bør se hende. Kunstneren Edvard Eriksen har skabt hende til Langelinje. For et par år siden, så jeg et gammelt interview med Asger jorn, hvor de blandt andet talte om “Den lille havfrue”. Asger Jorn fortalte, at man slet ikke bør se “Den lille havfrue” sådan en hyggelig solskinsdag – så er hun jo bare en kedelig stenskulptur. Næh, i stedet bør man se “Den lille havfrue” en dag hvor det rigtigt stormer og blæsten pisker vandet op, så bølgerne slår ind over hende. Så bliver hun levende, selv om hun stadig sidder fuldstændig rolig og urokkelig på sin sten.

Jeg plejer ikke at gå tur når det rigtig stormer, men jeg tror faktisk at Asger Jorn har ret. En eller anden dag må jeg trodse stormen og tage til Langelinje for at se det. Jeg er ret sikker på, at det er et fantastisk syn.

Der er måske en politisk tanke bag Bjarke Ingels´ ide; “Kæmp for alt hvad du har kært, dø om så det gælder” – står der i den gamle frihedssang. “Den lille havfrue” kæmpede også for sin sag – hun kæmpede for sin kærlighed og døde for det hun troede på. Det er egentlig ganske godt tænkt – og man kan dårligt forestille sig, at de kinesiske myndigheder kan protestere over det. Alligevel synes jeg stadig, at det er en rigtig dårlig ide, at sende “Den lille havfrue” til Kina. Hvis man absolut skal sende et af den slags nationale klenodier, så havde det været en bedre ide at sende “Frihedsstøtten” fra 1792.

Frihedsstøtten, bygget 1792-1797.

Et forsvar for HT-terminalen på rådhuspladsen

HT-terminalen på rådhuspladsen

Alle kender den sorte HT-terminal på Rådhuspladsen og alle har en mening om den – sædvanligvis en meget negativ mening. Siden den blev opført i 1995 har det nærmest været en folkesport at håne og nedgøre denne bygning. Sådan er det ALTID når der bliver bygget noget nyt i København. Men de fleste mennesker afviser bygningen uden at se på den, uden at forholde sig til den. Det sker nærmest helt automatisk – og det er selvfølgelig også nemmest på den måde!

HT-terminalen er tegnet af firmaet “KHR arkitekter” og det er en af de mest geniale, imponerende og gennemtænkte bygninger i København. Terminalen bliver kritiseret for at være for sort, for stor og for høj – der er faktisk alting galt med den. Mange mener at HT-terminalen er for dominerende. Men det er jo et spørgsmål om hvordan man ser på det. Når man står midt på Rådhuspladsen, så står man jo ikke ligefrem og beundrer terminalen. Næh, man vender sig i stedet mod Københavns rådhus. HT-terminalen er IKKE dominerende og den stjæler ikke fokus fra rådhuset. Terminalen konkurrer ikke om den dramatiske eller arkitektoniske hovedrolle på rådhuspladsen. Og det er netop derfor at HT-terminalen er så genial. Uanset hvordan man betragter HT-terminalen, så leder den synet og opmærksomheden tilbage mod Martin Nyrops rådhus.

Når man ser gennem vestporten, rettes blikket direkte mod rådhuset

Det gælder også når man står i busområdet bag terminalen. Hvis man lukker øjnene op og betragter rådhuset herfra, så vil man straks bemærke, hvordan HT-terminalen næsten fungerer som en billedramme, der retter fokus mod udvalgte punkter på rådhuset. Udvalgte punkter bliver indrammet som var det kunstværker og på den måde giver HT-terminalen mulighed for at opleve rådhuset på en ny måde. Dette vidner om at terminalen er bygget med en helt exceptionel præcision. Det kan man også se, når man bemærker hvordan terminalen flugter med linjerne i rådhusets tag, så de to bygninger nærmest indgår i en symbiose og bliver til én bygninger. Der er ingen ornamenter eller udsmykning på HT-terminalen, men de to bygninger smelter nærmest sammen. Der er et fantastisk samspil mellem de to bygninger. Når man står ved busserne, ser det nærmest ud som om at ornamentikken fra rådhuset sidder på HT-terminalen. Det er en slags synsbedrag eller visuelt snyderi – det er virkelig smukt og genialt tænkt.

Denne bygninger er virkelig kunst på et meget højt plan. Det er et mesterværk og jeg bliver så imponeret, hver gang jeg ser på det. Men det kræver jo at man lukker øjnene op og betragter den, i stedet for bare at få forbi, som de fleste mennesker gør. Det kræver både opmærksomhed og interesse.

Farven bliver også kritiseret, men farven er perfekt. Det er måske den eneste farve som passer på Rådhuspladsen i København, hvor man hele tiden skal tage hensyn til alle de andre bygninger. Man er nødt til at bygge en terminal som ikke saboterer pladsen eller stjæler opmærksomheden fra rådhuset. Jeg kan dårligt forestille mig, at man kunne bygge en terminal som havde fået en bedre modtagelse. Uanset hvad man lavede, så ville folk være utilfredse.

Der er også nogen som påstår at terminalen er for stor og for høj. Jeg synes det er et besynderligt argument, da alle de andre bygninger er mindst dobbelt så høje. Men igen er højden ingen tilfældighed. Den er udregnet meget nøje, for at få linjerne til at flugte med linjerne i rådhuset. Men der er endnu en vigtig detalje: den har netop præcis den højde som gør, at man ikke kan se busserne når man står øverst på rådhusets trappe. Hvilket betyder at terminalen giver en oplevelse af ro på rådhuspladsen. Havde terminalen været blot en anelse lavere, så kunne alle se busserne når de kom ud af døren og stod på trappen foran rådhuset. Nu fungerer terminalen som en skærm mod alt den trafik og uro der er i busområdet og det er selvfølgelig terminalens vigtigste funktion.

Jeg har naturligvis mødt mange mennesker som afskyede denne bygning og hver gang jeg har fået chancen, så har jeg slæbt dem ind på rådhuspladsen for at de skulle se terminalen som jeg ser den. Jeg har siddet på værtshus og revet fremmede folk ned af deres barstole for at vise dem HT-terminalen med mine øjne. Jeg tror at jeg har givet mange mennesker et nyt syn på HT-terminalen og det håber jeg også at gøre med dette indlæg.

Tag ind på rådhuspladsen og se terminalen endnu engang. Det er et af de flotteste stykker arkitektur i København, som snart forsvinder.