You are currently browsing the category archive for the 'Vegetar' category.
Jeg bliver så glad, når medierne har positivt fokus på at være veganer. Det er altså ikke helt så morsomt, når vi oplever det modsatte.
Sidste år lavede Pernille Aalund og Qtv på Kanal 4 et spændende eksperiment: 10 kvinder skulle på 10 uger prøve 10 forskellige slankekure. En prøvede med tarmskylning og bodywrap. En drak slankethe. En brugte elektroder. En prøvede med slankehypnose og en anden med slanketanker. Markedet for slankekure er enormt og resultaterne svingede meget. Marie Løye Balle var på veganerkur og hun vandt med et suverænt og overbevisende vægttab på 16 kg. Der var vist ingen veganere, som var forbavsede – hvem har nogensinde hørt om en overvægtig veganer?
Tirsdag lavede Pernille Aalund og Qtv en opfølgning. De ville se hvordan det gik med alle deltagerne et år efter. Nogen holdt sig stadig under den gamle vægt, men der var også flere som havde taget det meste på igen. Og det er netop problemet med slankekure – hvis man bagefter vender tilbage til de gamle vaner og den gamle livsstil, så bliver resultatet naturligvis det samme. Det burde ikke overraske nogen.
Marie Løye Balle havde holdt fast i veganerkuren og derfor havde hun tabt sig endnu mere. Hvis jeg husker ret, var hun den eneste som kunne prale af yderligere vægttab. Ialt havde hun tabt sig 30 kg og hun havde fået det perfekt BMI-tal. Desværre var hun blevet så optaget af sit vægttab, at hun gerne ville tabe yderligere 10 kg, og det kan bestemt ikke være sundt. Det var der heldigvis også en del fokus på i programmet. Endvidere var hun begyndt at spise fisk og kylling. Det synes jeg naturligvis er drønhamrende ærgerligt og jeg ville ønske at slankekonsulenten fra slankeklub.dk havde vist hende “Meet your Meat” og den flotte, men barske film “Earthlings“, med Joaquin Phoenix som speaker og musik af Moby – begge er kendte veganere.
En af deltagerne havde levet efter principperne i Thorbjörg Hafsteinsdóttir og Oscar Umahro Cadogan´s “sundhedsrevolutionen“. Det var ikke gået så godt, sikkert fordi at hun efter programmet sidste år, var vendt tilbage til mange af de gamle vaner. Senere kom Morten og Ninka Mauritson i studiet, for at diskutere kritikken af deres bøger om en “Kernesund familie“. Der er mange af deres ideer som jeg ikke er enige med dem i, men der er også noget af kritikken som undrer mig. Der er blandt andet mange ernæringseksperter som kritiserer deres advarsler mod komælk. Det undrer mig utrolig meget, for veganere drikker jo heller ikke komælk, men det bliver vi jo ikke kritiseret for. Tværtimod skriver sundhedsstyrelsen på deres hjemmeside: “En vegansk kost kan udmærket dække kroppens behov for calcium, hvis kosten regelmæssigt indeholder fødevarer, der er rige på calcium.”
Kvinder ammer deres børn, og på samme måde er komælk naturligvis til kalve. Der er ingen dyr som drikker mælk når de bliver voksne. I mange asiatiske lande er det heller ikke normalt og de har ikke vores problemer med knogleskørhed. Derfor kan jeg ikke forstå, at der er nogen som mener at vi ligefrem har brug for det og at det er sundhedsskadeligt at lade være med at drikke mælk. Det er simpelthen absurd. Jeg har lige læst en spændende artikel om nogle forskere, som har fundet ud af at mælk burde give både diarré og tarmsmerter. Grunden til at vi kan tåle mælk, skyldes en genmutation for 10.000 år siden. For mig er det endnu et bevis for, at vi ikke har brug for det. Jeg kan godt forstå, at ernæringseksperterne anbefalede mælk “i gamle dage” hvor vi måske ikke levede så sundt – men vi lever generelt meget sundere i dag og vi kan sagtens få dækket vores kalk-behov på en anden måde, som jeg tror er meget sundere. For eksempel ved at spise grønkål, spinat, broccoli, rosiner, havregryn osv. Der er flere gode forslag på Dansk Vegetarforenings hjemmeside.
Jeg synes der var alt for lidt fokus på sundheden i Qtv. Veganerkuren blev udenlukkende omtalt som en slankekur og det ærgrede mig. Der er mange sundhedsmæssige fordele ved at være veganer. Det oplevede byggematadoren Henrik Nielsen, der havde type 2 diabetes. Både han og konen Susanne Nielsen kom med i et forskningsprojekt, hvor de skulle leve af veganerkost i 12 uger. Byggematadoren var ikke begejstret, men fruen insisterede. Deres forhøjede kolesteroltal faldt til det normale. Henrik Nielsens behov for insulin blev halveret og han tabte samtidig 15 kg på de 12 uger. Bagefter fortalte Henrik Nielsen til Frederiksborg Amts Avis: “Nu har jeg slåsset med slankekure de sidste 20 år og har haft diabetes i otte år. Der er ingen tvivl om, at det virker, og jeg kan kun anbefale det.” Man kan læse hele artiklen her.
Men at være veganer handler om mere end slankekur og sundhed. Jeg behøver sikkert ikke at nævne fordelene for dyrene og nøjes med at henvise til de to film som jeg allerede har nævnt ovenfor. Men det handler også om at beskytte jorden og havene mod forurening. Det handler om at beskytte vores drikkevand og regnskovene. Det mindsker både energiforbruget og CO2-udslippet. Sidst, men ikke mindst, giver det mere mad til en verden hvor folk sulter og lider under fødevarekrisen.
Alt det kan man se mere om i videoen herunder. Det er en af de bedste og smukkeste videoer jeg nogen sinde har set. Det er total feelgood og jeg er vild med den. Tryk på billedet – så åbner videoen i et ny vindue.
1. november er den internationale veganerdag. Det skal selvfølgelig markeres med et indlæg på bloggen og man kan læse meget mere på hjemmesiden – World Vegan Day.
Hvis man er veganer eller vegetar i Danmark, så kender man helt sikkert Kirsten Skaarup. Hun har udgivet et hav af vegetariske kogebøger og for nogle uger siden kom der endnu én; den hedder: “Det kærlige køkken“. Der er lavet en utrolig flot hjemmeside til den nye kogebog, samt en spændende video, hvor Kirsten Skaarup fortæller om sine holdninger til global opvarmning, økologi, klimaproblemer, forurening og meget mere. Videoen er krydret med flotte og fristende billeder af lækkert mad og der er heldigvis også et par spændende opskrifter på hjemmesiden.
Har man lyst til mere så bliver de danske veganer blogs bare bedre og bedre – her kan man finde masser af gode opskrifter. Jeg ville ønske, at jeg havde tid til at prøve dem alle sammen, men det er fuldstændig umuligt. De fire blogs herunder, er med garanti de bedste og mest inspirerende veganer blogs på dansk.
I videoen nævner Kirsten Skaarup, at danskerne spiser så meget kød, at det belaster hele kloden. Det blev bekræftet af Verdensnaturfonden, som i denne uge udgav en ny rapport der hævder, at hvis hele verdens befolkning levede som de fleste gør i Danmark, så ville vi have brug for tre kloder. Verdensnaturfonden skriver i deres pressemeddelelse, at “Den danske menu må ændres“. Problemet er, at man kan dyrke 10.000 kg kartofler på én hektar jord, men der kan kun produceres 82 kg kød. Man kan også forklare det på den måde, at der anvendes 5kg vegetabilsk protein(majs, bønner, korn og lign) til at producere 1kg kyllingekød. Derfor ville det gavne hele verden, hvis der var flere vegetarer og veganere – der ville simpelthen være mad til mange flere mennesker. Men selv en enkelt kødløs dag om ugen gør en stor forskel.
I de seneste måneder har vi været så optaget af finanskrisen, at vi har glemt alt om den globale fødevarekrise – men folk sulter stadig og vi har en stor del af ansvaret. “Den rige mands ko spiser den fattige mands korn” – som Gandi sagde. Dermed presser vi prisen op, så de fattige ikke har råd til at betale for korn – men vi er egentlig ret ligeglade, om vi betaler 25 eller 26 kroner for et brød ved bageren. Det betyder intet for os – men i andre dele af verden har denne prisforskel alvorlige konsekvenser.
Konservative talsmænd har givet det økologiske landbrug, biobrændsel og vores manglende lyst til at acceptere gensplejset mad, skylden for den globale fødevarekrise. I søndagsavisen(uge 18) skrev journalisten Jens Aagaard ligefrem: “Regeringen vil redde verden fra sult med gensplejset mad. Danskerne siger nej.” Hvis ikke jeg var sådan et venligt menneske, så ville jeg nok mene at Jens Aagaard var idiot. For det første er det fuldstændig uacceptabelt, at han på den måde beskriver danskerne som egoister – der er næppe andre, som giver så mange penge til velgørenhed og ulandshjælp som danskerne. For det andet er der mange andre og bedre måder at modvirke den globale fødevarekrise på. Naturligvis skal vi have mere økologisk landbrug og vi skal fortsat undgå genmodificerede fødevarer – ingen af delene skaber sult i verden. Problemet skal findes et helt andet sted.
De seneste års højkonjunktur og forbrugsfest har haft nogle triste konsekvenser for den fattige del af verden. Tænk på hvor meget der er bygget i Danmark de sidste 10 år – tænk på hvor meget København og andre storbyer er vokset de sidste 50 år. Og tænk så på hvor meget landbrugsjord der er forsvundet…. Det er egentlig ikke noget problem for os danskere, for vi køber naturligvis bare korn og andre fødevarer i udlandet – vi har jo råd til det. “Vi kan købe hele verden”, som finansministeren sagde for et par år siden. Men derved presser vi priserne op, sådan at befolkningen i de fattige lande sælger alle deres landbrugsprodukter til os og ikke selv har råd til noget af det. Det er simpelthen ikke rimeligt.
Regeringen har også forstået problemet og derfor har de givet tilladelse til at landmændende pløjer brakmarkerne op. Mange steder pløjer man også fredede naturområder og det har naturligvis nogle katastrofale konsekvenser for de vilde dyr. Og samtidig udstykker vi den gode landbrugsjord til nye parcelhuse – og til flere nye golfbaner! For nyligt hørte jeg om en ny golfbane på Djursland – hvis jeg husker ret, fyldte den 200 hektar. Jeg ville gerne vide hvor mange fødevarer man kunne have dyrket på det areal. I Jammerbugt kommune er der 4 golfbaner til 40.000 indbyggere. Jeg har intet mod golfbaner, men det her er simpelthen absurd og det har nogle forfærdelige konsekvenser. Vi bruger vores landbrugsjord til golfbaner og imens brænder de regnskoven i sydamerika, for at få plads til at dyrke endnu flere sojabønner, som blandt andet bruges til danske svin og kyllinger.
Jeg har også set et tv-program om fødevarekrisen i Asien. Problemet er ikke blot, at vi køber deres landbrugsvarer. Men flere og flere risbønder sælger også deres marker til firmaer, som vil bygge store hoteller til rige turister. Der er også flere og flere danske og europæiske fabrikker som flytter deres produktion til østen – de er sikkert med til at øge levestandarten i landet, men igen bygger de på god landbrugsjord. Det sker over hele kloden og jeg er overbevidst om, at det er den største grund til den globale fødevarekrise. Vi bliver flere og flere mennesker, som skal leve af mindre og mindre jord. Enhver kan jo sige sig selv at det er en katastrofekurs. Mens en tredjedel af verdens befolkning sulter, så bygger vi golfbaner og parcelhuse på vores udmærkede landbrugsjord – er det virkelig ok?
Vi er nødt til at droppe vores angst for højhuse. Jeg ved godt, at der også er mange veganere og vegetarer, som drømmer om at bo i små økologiske landsbyer, hvor man dyrker sine egne grønsager. Jeg synes det lyder hyggeligt og jeg kunne da også godt tænke mig at bo sådan et sted. Men det nytter simpelthen ikke! Vi har simpelthen ikke plads til at alle skal bo i hus med egen have – selv om flere og flere desværre har råd til at leve på denne måde. I stedet er vi nødt til at bygge højere – meget højere. Lad bare det indre København stå i fred, men resten af byen burde vi vælte og bygge dobbelt så høj – mindst. Sikke meget jord det ville frigøre. Hvis vi kunne halvere Københavns areal, kunne vi frigøre en masse jord til både landbrug og naturarealer. Først og fremmest burde vi fokusere på at gøre byerne højere – og så burde det være forbudt at lave flere udstykninger til nyt byggeri i al fremtid – uanset hvor, hvordan og hvorfor.
Verdens første “Veggie Pride” blev holdt i Paris i 2001. Navnet er ikke tilfældigt og de lægger ikke skjul på at deres inspiration er Gay Pride Parade. Den 18. maj 2008 blev den første “Veggie Pride Parade” holdt i New York. Der var mange mennesker til priden og bagefter var der musik i en park. Det ser både hyggeligt og festligt ud. Sådan en pride ville jeg gerne med til – tror jeg nok. Sandheden er, at jeg har aldrig været med til en parade eller en demonstration. Jeg har det nok ikke så godt med at udstille mig selv på den måde. Lidt ærgerligt, for jeg er sikker på at det er sjovt at være med. Men jeg vil enormt gerne være tilskuer…
Der var selvfølgelig alle de slogans, som man forventer at se blandt vegetarer og veganere. Men der var også stor fokus på klimaforandringer, CO-2 og global opvarmning. Der er en meget klar tendens til at overse forholdet mellem landbrugets kødproduktion og den globale opvarmning. Det er nævnt i regeringens CO2-plan “1 ton mindre” og der har været en del avisartikler om det. Men det har ikke vakt nogen form for debat. Jeg har det indtryk, at folk ikke vil vide noget om det og derfor overser de alle disse artikler. “Informationscenter for miljø og sundhed” har skrevet om forholdet mellem kød og udledningen af CO-2, men de nævner overhovedet ikke noget om miljø-fordelene ved en vegetarisk eller vegansk kost. Det kan jeg altså godt undre mig over. Greenpeace er mere klar i deres udmelding og erkender at det ville hjælpe miljøet, naturen og klimaet hvis flere var vegetarer. Den korte forklaring er, at produktionen af en bøf på 250g forurener lige så meget som at køre 20km i bil. Den lidt længere forklaring kan man finde i denne kronik fra Information, hvor Jeremy Rifkin også forklarer hvordan kødproduktionen er den hovedansvarlige for den nuværende globale fødevarekrise. Hans udgangspunkt er en rapport fra FN´s Fødevare og-Landbrugsorganisation, FAO, som behandler alle disse forhold. Men lige som det danske “Informationscenter for miljø og sundhed” nævner FAO overhovedet ikke fordelene ved en vegetarisk livsstil. Det er underligt. Hvorfor er det sådan et tabu? Hvorfor er det noget som man slet ikke kan tale om?
Den bedste redegørelse for alle disse problem får man ved at læse denne artikel fra engelske “Vegan Society“, om forholdet mellem kødproduktion og klima. Det er ganske tankevækkende….
I mange vegetarforeninger verden over, sidder man og undrer sig over Al Gore. Han påstår selv at han vil gøre hvad som helst for at redde jorden. Mange vegetarforeninger har opfordret ham til at blive vegetar eller veganer – men det vil han åbenbart ikke. Han hævder at han vil gøre alt, men han vil ikke ændre på den vane som er allermest skadelig for klimaet. Det kan man sikkert ikke bebrejde ham, men så skal han ikke påstå at han vil gøre alt for at redde jorden. I virkeligheden tror jeg ikke han vil gøre ret meget – men han tjener en pokkers masse penge på et image som miljøforkæmper. Jeg synes han er en stor hykler, som burde have en mere realistisk selverkendelse. Han har ophøjet sig selv til at være miljø-martyr, men alligevel er han ikke andet end en dygtig og udspekuleret forretningsmand.
Næh, så er der mere gang i Taiwan, hvor 1 million mennesker – inklusive miljøministeren – har svoret at blive vegetarer for at sænke udslippet af Co2. Jeg synes det er ret imponerende.
Som veganer kan det være svært at købe slik – der er mælk i halvdelen og gelatine i resten. Det er naturligvis en overdrivelse, for man kan da godt få slik som er vegansk. Men der er virkelig ikke meget at vælge i mellem. Jeg er ikke hellig og jeg skal gerne indrømme, at fra tid til anden har jeg da spist en pose matadormix eller et marcipanbrød. Men jeg er ikke vild med det. Jeg vil jo helst have at det skal være vegansk. Urtekram er et firma, som i mange år har lavet alle mulige slags økologiske og vegetariske fødevarer – også slik. For nogle uger siden sendte de flere slags nyt økologisk slik på markedet, men der var gelatine i det hele. Det var en stor skuffelse for alle vegetarer og veganere. Og jeg var så vild med deres økologiske lakridsmus, som de altså ikke laver mere.
Derfor besluttede jeg, at jeg ville prøve at købe slik på internettet. På VeganEssentials.com fandt jeg alt hvad hjertet kunne begære og mere til. Ud over at alt er vegansk, så er det meste også økologisk. Jeg startede med at trykke på alt det jeg gerne ville have og lynhurtigt havde jeg købt for over 500kr. Så gik jeg lige i gang med at slette igen! Jeg endte med at købe for 147kr. Jeg havde ikke råd til alt det jeg gerne ville have, så for at spare købte jeg kun en af hver slags – så må vi skære det hele over og dele det. Jeg indrømmer, at på billedet mangler der allerede et stykke chokolade og to af de små runde “Almond butter cups” i sølvpapir. Jeg ved ikke rigtig om det er dyrt? Måske. Men på den anden side spiser vi jo ikke meget slik. Så er der naturligvis fragten og det blev 92kr. Det er da ikke billigt, men hvis man vil have den slags specialvarer, så må man jo betale hvad det koster, uden at pive! Firmaet fraskriver sig ethvert ansvar, hvis varerne ikke kommer frem. Det gjorde mig lidt nervøs, men jeg modtog pakken i løbet af to eller tre dage.

Søndag aften havde Frank og jeg arrangeret en rigtig hyggeaften. Først fik vi burgere, med masser af salat, agurk, tomat, rødløg, ketchup, dressing af sojayoughurt og speltburgere fra Nutana. Dertil fik vi smoothies af frosne hindbær, bananer, friskpresset appelsinsaft og lidt sojamælk – alt var økologisk, undtagen burgerbollerne. Og det var virkelig lækkert. Bagefter lavede vi te og så fik vi slik, tørrede figner, friske dadler og nødder, mens vi så partilederrunden på DR. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene om alle de politikere, men jeg synes at Reimer Bo afbrød dem for meget og stoppede alle de gode diskussioner. Det blev aldrig rigtig til noget og det var lidt ærgerligt.
Slikket smagte meget, meget godt og vi er enige om, at det er det bedste slik vi nogensinde har fået. Måske smager økologisk slik bedre, fordi der ikke er nogen kunstige tilsætningsstoffer i. Der er kun en enkelt slags, som vi ikke er så vilde med. Resten er en stor succes og vi er meget begejstrede – men vi har naturligvis ikke spist det hele. Der er stadigvæk slik nok til et par hyggelige aftener foran en god film i fjernsynet. Nu har vi prøvet at købe veganer slik på nettet og vi vil bestemt gøre det igen. Det er hensigten, at vi vil bestille en ordentlig omgang slik til jul.

Dette er det første billede på bloggen af mine dejlige og højtelskede katte, som selvfølgelig skulle hjælpe med at pakke kassen op. Jeg skal lige tilføje, at kassen ser ret stor ud, men det er ikke slik det hele. Det meste var faktisk nogle ækle skumfiduser, som de havde brugt som fyld. Da misserne ville lege med dem og bed i dem, blev de til noget ulækkert klister. Så den fornøjelse måtte jeg desværre tage fra dem.
Mine katte er 6 år. De er brødre og jeg har haft dem siden de var helt små. De hedder Tom og Loke, men det er de da fuldstændige ligeglade med og jeg kalder dem aldrig andet end storebror og lillebror.
De er meget forskellige. Storebror, som jeg holder ved på billedet, er den mest selvstændige og han kan være ret reserveret. Jeg tror at han gerne vil være veganer lige som mig. Når jeg er i køkkenet, har jeg stort besvær med at holde ham fra gryderne. Mens jeg laver mad, går han altid og gnider sig op af mine ben og gør sig lækker, mens han piver og tigger. Det er da meget hyggeligt, men det er faktisk ikke nemt at lave mad på den måde. Hans livretter er pasta, kogt broccoli og kogte kartofler. Han elsker når han får et lille stykke kartoffel, men han bliver sur, hvis jeg har glemt at putte salt i vandet. Så kigger han bebrejdende op på mig før han spiser det. En gang var jeg gået fra en gryde med nykogte kartofler, som skulle køle af, inden jeg skulle bruge dem til kartoffelsalat. De var helt varme, så jeg troede ikke han ville røre dem. Men jeg blev klogere. Der gik ikke mange minutter, før storebror kom travende ind i stuen med en hel kartoffel i munden. Stakkels kat. Han må da have brændt sig. Den anden dag havde jeg købt noget hot chilipesto, som jeg blandede med noget sojafløde og brugte til pastasauce. Jeg havde hældt maden op på min tallerken, da jeg lige skulle på toilettet. Det tog med garanti ikke mere end to sekunder, men da jeg kom tilbage var han ved at spise min mad – og han havde travlt, for han vidste jo godt, at jeg snart kom og tog den fra ham. Maden var så HOT at jeg slet ikke kunne spise det. Stakkels kat, hvorfor lærer han ikke at holde sig fra min mad? Jeg synes at jeg er ret god til at passe på maden, men en gang i mellem går det alligevel galt.
Lillebror er helt anderledes og han kan ikke lide mit mad. Lillebror er så kælen, at jeg gerne vil kalde ham direkte påtrængende. Jeg får sjældent lov at læse en bog, uden at han skal ligge på mine lår og det bedste han ved er når vi skal i seng. Selv om Frank og jeg har været kærester i næsten 1½ år, så har jeg kun sovet hos ham 2-3 gange. Jeg kan ikke lide at være væk fra mine katte og siden jeg fik dem, er det kun sket én eneste gang, at jeg har været hjemmefra i mere end 12 timer. Det var en enkelt overnatning hos familien i Jylland. Men jeg bryder mig ikke om det og Frank synes heller ikke det er sjovt, at jeg springer ud af sengen og drøner ud af døren lige så snart vi vågner, uden at spise morgenmad eller gå i bad eller noget som helst. Så det har vi opgivet.
Når lillebror og jeg går i seng, så skal der nusses. Det tager mindst 15-20 minuter, hvor han vender og drejer sig i alle mulige stillinger. Han kaster sig ind mod min krop, mens jeg nusser ham på hovedet og på maven. Så vender han sig om, så vi ligger og kigger hinanden dybt ind i øjnene, mens jeg stryger ham over pelsen og hans små poter pløjer gennem luften. Hvis jeg ikke bruger begge hænder, så skubber han anklagende til den “dovne” hånd med snuden. Han finder sig ikke i noget! Når jeg vil sove, må jeg trække begge hænder ned under dynen – ellers bliver han ved med at skubbe til hænderne for at blive nusset lidt mere. Om vinteren, når jeg sover med pyjamas, får han lov til at komme ned under dynen, hvor han plejer at falde i søvn, mens han ligger tæt op af min mave. For et par uger siden kom han for at vække mig, men det var for tidligt og jeg ville ikke op. Så fik han lov til at komme ned under dynen, hvor jeg håbede at han snart ville falde i søvn – det virker som regel. Han spandt højlydt, gned sig mod mit ansigt og drejede flere gange rundt om sig selv af begejstring. Men pludselig stod han så underligt stille. Han spandt stadig, men pludselig hørte jeg en underlig lyd: der gik kun et øjeblik, før det gik op for mig, at han stod og pissede på mig! Han pissede simpelthen på mig og der var absolut ingen tvivl om at han nød det! Jeg var lynhurtig til at skubbe katten til side, kaste dynen på gulvet og flå lagnet af sengen inden det trængte ned til madrassen. Øv, det er den eneste gang at en af dem har lavet “ulykker”. Nu får han aldrig lov at komme ned under dynen mere. Jeg stoler ikke på ham. Og det er han ret sur over! Om natten kæmper han hårdt for at komme ned under dynen og jeg kan se hvordan halen bliver stor og tyk af arrigskab, når det ikke lykkes for ham. Han spinder, trækker i dynen med kløerne og gnider snuden mod min næse – han er meget ihærdig og gør alt hvad han kan for at finde en lille sprække hvor han kan smutte ind under dynen. Han er utrolig sød og kærlig, men jeg skal ikke risikere noget og holder på min dyne. Når han endelig giver op, så kaster han sig ind mod min mave og spinder. Så lægger jeg armen om ham og så sover vi!
Men det sker at jeg vågner i løbet af natten. Det er ofte fordi at storebror sidder på kanten af sengen og kigger på mig. Han ser så sød ud, men det er ikke rart at sove når der er nogen som kigger på én – heller ikke selv om det er min dejlige kat. Jeg vågner også jævnligt, fordi jeg har problemer med at trække vejret. Så er det fordi at jeg sover på maven og lillebror ligger og sover på min ryg.
Jeg elsker de dejlige misser!
I dag den 1. november er den internationale veganerdag. Jeg havde egentlig forestillet mig, at Frank og jeg skulle lave en rigtig god middag og bagefter hygge os med veganske pandekager med tofu-is. Men han er desværre optaget til anden side, så…. I stedet spiste vi i “Den grønne kælder” tirsdag aften. Det var en impulsiv beslutning og vi havde ikke bestilt bord. Det bekymrede mig en smule – men ikke Frank. Som han sagde var det jo en almindelig tirsdag, det var sidst på måneden og det var ret koldt. Men “Den grønne kælder” er byens bedste vegetarrestaurant og et meget populært sted. Vi fik ganske vist et bord, men det var det eneste ledige. Lige så snart nogen rejste sig og gik, lige så hurtigt kom der andre gæster til. Jeg kender mange mennesker som kommer der jævnligt, som hverken er vegetar eller veganer. Men det er svært ikke at sætte pris på god mad og derfor kommer folk igen og igen.
“Den grønne kælder” er et lille, rart og hyggeligt sted, og der var en fantastisk munter og varm stemning blandt gæsterne. Folk bliver altid glade når de får god mad og det gør man altid i “Den grønne kælder”. Menukortet bliver skiftet hver mandag og så har de et lidt specielt system; alle retter er inddelt efter kolde salater og varme retter. Dem kan man så kombinere som man vil. Prisen afhænger ikke af hvad man vælger, men af hvor mange retter man bestiller. Jeg synes det er enormt smart. Frank og jeg bestilte begge 2 varme retter + 2 salater og humus og brød. Jeg valgte en fantastisk bønnesalat og en rødbedesalat med gulerod … som jeg ikke var sådan rigtig vild med. Så fik jeg en lækker 7-korns risotto og tofudeller med ris og chutney. Sidstnævnte var min absolutte favorit. Inklusiv en økologisk saft kostede hele herligheden 155kr pr person. Hvor pokker får man sund, økologisk mad, god stemning og god betjening til den pris? Restauranten ejes af Hanne Kristjansen og gid hun dog ville udgive en kogebog. Det har jeg ønsket i mange år og jeg er sikker på at det ville blive et stort hit.
Se billeder fra “Den grønne kælder”: Her findes lykken!

Der er mange mennesker som ikke ved hvad forskellen er på en veganer og en vegetar. Jeg plejer at sige, at en vegetar spiser ikke døde dyr og en veganer spiser slet ikke noget der kommer fra dyr overhovedet. Jeg synes det er en nem måde at sige det på, men man kan se en mere udførlig forklaring hos Dansk vegetarforening.
Noget af det som konstant skaber forvirring, er spørgsmålet om fisk: spiser en vegetar fisk? Svaret er naturligvis NEJ, og jeg bliver gal, når jeg møder mennesker som påstår at de er vegetarer men spiser fisk. Hvorfor det, vil mange spørge. Kan du ikke bare blande dig udenom? Svaret er nej, det kan jeg faktisk ikke. Disse mennesker forårsager en masse forvirring og skaber mange problemer for mange mennesker. Jeg har ofte prøvet at jeg skulle ud at spise hos mennesker, som vidste at jeg var vegetar. Når jeg kommer har værten eller værtinden lavet en menu til de andre gæster og en menu med fisk specielt til mig – fordi de tror at vegetarer spiser fisk. Jeg ved ikke om det er mest ubehageligt for mig eller for værten/værtinden. Naturligvis opdager den betænksomme vært/værtinde altid, at jeg ikke reagerer med den glæde og begejstring som de havde ventet. De forstår det ikke og så bliver de selvfølgelig skuffede. Men når de har brugt både tid og energi på at lave mad specielt til mig, så kan jeg simpelthen ikke sige, at jeg ikke spiser fisk. Jeg kan bare ikke få mig selv til det. Og jeg kan slet ikke lide fisk, hvilket gør det endnu værre for mig at skulle spise det. Når jeg ikke gør opmærksom på denne fejltagelse, bidrager jeg naturligvis endnu mere til forvirringen og det er ikke så heldigt. Men jeg ved simpelthen ikke hvordan jeg skal håndtere sådan en situation på en fornuftig måde. Efter at jeg er blevet veganer, siger jeg helst nej tak til middagsinvitationer, da jeg ikke synes at andre skal have problemer med mine særprægede madvaner. Jeg ved jo godt, at det ikke er så nemt at lave mad til en veganer når man ikke er vant til det og jeg er jo ikke blevet veganer for at genere andre mennesker. På den måde undgår jeg også, at der er nogen som serverer fisk for mig!
Herunder lægger jeg en video af Steven the vegan, som forklarer hvad en veganer spiser. Og jeg kan på forhånd afsløre, at fisk er IKKE på menuen.

I går, mandag den 1. oktober, var det international vegetardag. I den anledning har European Vegetarian Union lavet en quiz, som er lidt morsom. Jeg fik desværre kun 12 rigtige ud af 20 mulige. Øv. Tryk her!
Jeg er ikke så hurtig, men jeg synes alligevel at dagen skal fejres med lidt mere underholdning, så her er en tegnefilm om at være vegetar eller veganer. Jeg har set filmen nogle gange, men den er alligevel rigtig sjov og jeg griner stadig af den.
Efterhånden er der vist flere økologiske bagere i København. Men for nyligt opdagede jeg, at en af dem nærmest er en vegansk bager. Naturbageriet bruger slet ikke æg og de bruger kun mælk i nogle få af deres kager. Alle deres brød og langt de fleste af deres mange økologiske kager er faktisk veganske.

De økologiske kager på billedet er nogle af mine favoritter: To store runde havrekager, en marcipan-medalje og to romkugler. Mums. Det er simpelthen så lækkert, at jeg slet ikke kan beskrive det. Man er nødt til at smage det selv! En anden favorit er gulerodskagen, men jeg kunne jo ikke købe hele butikken, bare fordi jeg gerne ville tage et billede til bloggen. Desværre, det var simpelthen bare blevet alt for dyrt… Men jeg havde nok spist det uden de store problemer….hæhæ….
Når man er veganer, er det næsten umuligt at købe noget som helst hos en bager. Men selv om man er veganer, kan man da godt have lyst til en god kage. Derfor er jeg virkelig glad for at jeg har fundet en økologisk og vegansk bager. I løbet af de sidste uger har jeg nok været der alt for ofte, men jeg kan slet ikke få nok af deres lækre brød og alle deres spændende kager. Specielt deres speltbrød er virkelig en oplevelse, som jeg gerne vil anbefale. De har flere forskellige slags speltbrød, men jeg er ret vild med dem alle sammen.
Når man handler hos en økologisk bager, så har det en masse fordele for naturen og miljøet. Grundvand bliver ikke forurenet og vilde dyr bliver ikke forgiftet af kemikalier og sprøjtemidler på markerne. For nyligt hørte jeg en pige som sagde, at hun gik meget ind for dyrevelfærd, men hun ville ikke købe økologisk, for hun var da ligeglad med alle insekterne på markerne, for de kunne jo alligevel ikke føle noget som helst. Hun glemmer at naturen er et meget fint økosystem, hvor alle dyr har deres egne funktioner og opgaver. Mange insekter hjælper med at bestøve frugt, blomster og andre afgrøder. Mange fugle lever af insekter. Om foråret fanger fuglene insekter og bringer dem med hjem til deres unger i rederne. Det smager nok forfærdeligt og det kan bestemt ikke være sundt, hvis insekterne først er skyllet i gift. Denne piges holdning til økologi, vidner om en katastrofal mangel på forståelse for naturen.
Der er også en masse fordele for helbredet ved at købe vegansk brød og kage. Man undgår kolesterol og jeg er absolut sikker på, at det er sundere end at spise kolesterol-sænkende medicin. Blandt andet fordi, at meget medicin har bivirkninger. Endvidere undgår man alt det usunde fedt, som er med til at give blandt andet hjerte-kar-sygdomme. Når man køber økologisk, beskytter man naturligvis også sin egen krop mod en masse giftstoffer.
Vi er moderne mennesker i en moderne verden. Vi vil gerne købe økologisk og gøre noget godt for både naturen og klimaet. Vi vil også gerne leve sundt og gøre noget godt for vores egen krop. Til gengæld vil vi overhovedet ikke acceptere at gå på kompromis med hverken smag eller kvalitet. Men det behøver man jo heller ikke, når der findes et helt fantastisk sted som Naturbageriet. Jeg er sikker på at de på alle måder kan tilfredsstille selv de mest kritiske forbrugere med de største forventninger.
Naturbageriet har tre butikker i København og jeg håber at der med tiden kommer mange flere. Jeg ville i hvert fald synes det var utrolig fedt, hvis byens bedste bager havde en forretning lige rundt om hjørnet. Man kan finde adresserne på deres egen hjemmeside: Naturbageriet.
Sidste weekend var helt fantastisk. Det er godt nok et par dage siden, men jeg har ikke haft tid til at skrive om den før nu.
Fredag spiste Frank og jeg frokost i “Den Grønne Kælder”, som er Københavns bedste vegetarrestaurant. Sandsynligvis er det Danmarks bedste vegetarrestaurant. Jeg har kommet der siden stedet lå i Klareboderne og jeg elsker det. Det er en restaurant hvor jeg føler mig godt tilpas, lige så snart jeg træder ind af døren.

Det er altid spændende at komme en tur i “Den Grønne Kælder”. De ændrer nemlig menu-kortet hver mandag, så der er altid et væld af nye og spændende retter at vælge imellem. Når maden bliver serveret bugner tallerkenerne af sunde, sprøde og farvestrålende grøntsager. 80% af alle deres varer er økologiske, så det kan simpelthen ikke blive sundere.

“Den Grønne Kælder” er et stille, roligt, hyggeligt og upretentiøst sted. Når jeg går derfra, så føler jeg mig simpelthen lykkelig. Det lyder måske lidt højspændt, men det er virkelig sandt. Jeg føler mig glad, sund, mæt og fyldt med både velbehag og energi. Hvis jeg føler mig lidt vintertræt eller hvis batterierne bare er blevet lidt flade, så hjælper det altid med en tur i “Den Grønne Kælder”.
Når man er vegetar eller veganer, så er det ikke altid så nemt at gå ud og spise. Der er jo ikke ret mange steder at vælge imellem. Men bare jeg altid har “Den Grønne Kælder” så skal jeg ikke klage. Jeg har skrevet mere om Den Grønne kælder i dette indlæg: International veganerdag.
Den Grønne Kælder
Pilestræde 48
1112 København K
Tlf: 33 93 01 40
Bagefter gik vi til Perchs Thehandel, hvor jeg altid køber min the. Det er så dejligt at komme ind i den gamle butik og mærke alle de mange dufte som kildrer en i næsen.

Lørdag aften gik vi tidligt i seng. Søndag stod vi tidligt op, for vi skulle jo se prinsesse Isabellas barnedåb i fjernsynet.
Solen skinnede og vejret var dejlig lunt. Derfor besluttede vi at cykle en tur til Ikea. Jeg skulle bare købe nogle flere thekopper. Men vejret var så dejligt, at jeg lokkede Frank til at fortsætte og så kørte vi til Frederiksdal. Det var en dejlig tur. Det er et skønt sted og det er ikke uden grund, at så mange digtere fra 1800-tallet har lovprist Frederiksdal i deres værker. Frank lokkede mig ud at sejle kano på Mølleåen. Det har jeg aldrig prøvet før, men det er bestemt ikke sidste gang. Det var både sjovt og hyggeligt.
Det har været en fantastisk dejlig weekend.

Jeg er veganer og bliver ofte mødt med fordomme når jeg fortæller dette til andre mennesker. Ofte må jeg høre, at som vegetar eller veganer mangler man calcium, proteiner og meget mere. Men det er blot gamle fordomme. I dag viser mange undersøgelser, at vegetarer og veganere lever mange flere år end andre mennesker, simpelthen fordi de lever sundere.
Alligevel kender jeg stadig mange mennesker som påstår, at veganere og vegetarer altid ser underernærede, sultne, usunde og trætte ud. Det er endnu et udtryk for forældede fordomme…og måske lidt smålig ønsketænkning. Første bud i Janteloven lyder jo som bekendt:”Du skal ikke tro at du er noget”. Tredje bud lyder:”Du skal ikke tro du er klogere end os”.
Sandheden er, at mange sunde, flotte, sexede, veltrænede og muskuløse mennesker er enten vegetar og veganer. Heldigvis gør den amerikanske dyreretsforening PETA en masse for at ændre disse kedelige og slidte fordomme. Hvert år afholder PETA en konkurrence om “World´s Sexiest Vegetarian Celebrity”.

Jeg stemte på Joanna Lumley, fordi hun ser godt ud. Hun er total lækker…og så er jeg naturligvis vild med “Absolutely Fabulous”. Bemærk teksten på hendes badge:”Ban live animal export”. Yesssssssssss!

Næste stemme gik til Joaquin Phoenix. For det første er han da ret lækker og det er jo simpelthen det som hele konkurrencen handler om. Men han har også lagt stemme til en virkelig flot film som hedder Earthlings. Musikken er lavet af Moby og du kan se hele filmen her: Earthlings. Hvis du klikker på linket, så starter filmen af sig selv. God fornøjelse!
Advarsel: filmen er utrolig flot, men den er også barsk og uegnet for folk med sarte nerver.

Sidste stemme gik til Martin Shaw, fordi min kæreste er vild med at se “Dommer John Deed” på Tv Charlie. Men det var naturligvis noget for noget: til gengæld måtte han så stemme på én af mine favoritter.
Desværre er konkurrencen allerede slut, men her under kan du se mere om vinderne og alle de mange nominerede. Som hvert år er der mange navne som jeg blev forbavset over at se på denne spændende liste.
“World´s Sexiest Vegetarian Celebrity”.
Der er nok mange som vil synes at sådan en konkurrence er lidt tåbelig. Jeg synes at den er utrolig vigtig i kampen mod de mange fordomme som en vegetar eller en veganer ofte bliver mødt med. Hvem vil påstå at de tre celebrieties herover ser trætte, sløve, underernærede eller usunde ud?











Nye kommentarer