You are currently browsing the tag archive for the ‘Alexander Shelley’ tag.

Charles Gounod – Romeo og Julie, Operaen på Holmen.

Peter Lodahl som Romeo. Foto: Mats Bäcker/DKT

Operaen begynder hos Capulet, Julies familie, som holder fest i anledning af karnevallet. Stemningen er lystig, løssluppen….. og lysten. Forklædt i maske og sorte englevinger sniger Romeo sig ind til festen, hvor han møder den skønne Julie og de forelsker sig i hinanden. Resten af første del er en uendelig udveksling af svulstige kærlighedserklæringer. Det var både kedeligt og trættende. Jeg er ikke særlig blodtørstig, men det var nærmest en lettelse da fjendskabet mellem de to familier, Capulet og Montague, bryder ud i lys lue og både Mercutio og Tybalt bliver myrdet – så skete der endelig noget.

Som straf for mordet på Tybalt, bliver Romeo forvist fra Verona. Præsten broder Lorenzo vil hjælpe det unge par og giver Julie en sovedrik der virker som et dårligt syretrip – det er helt i overensstemmelse med opsætningen, hvor Romeo fixer heroin på byens kirkegård, mens bilerne brænder og der flyder med murbrokker på scenen.  Forestillingens anden del har en nerve, spænding og intensitet som manglede i første del.

Efter første del kedede jeg mig så meget, at jeg var klar til at springe i havnen. Det var bestemt ikke de medvirkendes skyld: kapellet var i topform og jeg nød musikken, som måske er den vigtigste grund til at se forestillingen. Men der er også sangerne: Niels Jørgen Riis var dragende som Romeo og Inger Dam-Jensen var betagende som Julie. Der var en utrolig imponerende balance mellem de to store og kraftfulde stemmer som harmonerede perfekt. Og det samme gjaldt alle de andre medvirkende……..med en enkelt undtagelse!

Problemet var librettoen og handlingen som var uendelig langtrukken. Jeg var heller ikke særlig begejstret for opsætningen, som var spækket med dødssymbolik. Der var grave på scenen. Der er konstant nogen som bliver båret rundt i åbne kister. Under det meste af forestillingen ligger Hamlets kranie på scenen. Carpe Diem og No Future står der skrevet på væggene som grafitti. Al denne dødssymbolik er et stort memento mori – men det virker banalt. Selv den mest tungnemme og svagtseende blandt publikum har fanget pointen om, at man skal leve livet og elske mens man kan….alligevel bliver det gentaget til man når kvalmepunktet.

Men der er sandelig også nogle store og betagende højdepunkter. Et af dem er Julies store arie: je vieux vivre, jeg vil leve – en berusende arie om forventningsfuld livsglæde, som hun synger uden at bemærke skellettet som danser en grotesk dance macabre lige bag hende. Det var helt klart et af forestillingens højdepunkter.

Et andet højdepunkt er midt i Romeo og Julies store dødsscene. Pludselig kommer der en mur op hvor der står: det er stjernernes skyld. Romeo er ved at dø. Julie er ved at dø. Mercutio, Tybalt og mange andre er allerede døde….. det er stjernernes skyld. Det var et komisk højdepunkt midt i operaens dramatiske højdepunkt. Jeg synes det var ekstremt morsomt og grinede højt, selv om det virkede ganske upassende midt i den dramatiske dødsscene – og jeg bemærkede også at jeg var den eneste.  “Det er stjernernes skyld” er en henvisning til Shakespears drama, hvor han skriver i prologen at Romeo og Julie er “Starcrossed” eller “født under en uheldig stjerne” som der står i den danske oversættelse. Men hvor er det dog nemt at give de højere magter skylden for krig, mord og ulykke. Det er både nemt, bekvemt og menneskeligt – alt for menneskeligt. Min latter har nok mindet om den kyniske filosof der grinede, fordi det var så tragisk og sørgeligt. Selvfølgelig er det stjernernes skyld. Alting er stjernernes skyld……

Det største problem ved forestillingen var de mange effekter. Det var med stor spænding at vi så gulvet der blev løftet i starten, som havde saboteret premieren et par dage før. Dernede stod hele operakoret og bar 4 borde ud på scenen. Det var overflødigt og unødvendigt. Det havde jo ikke gjort nogen forskel, hvis de var kommet ind fra siderne. Det meste af tiden løber Romeo og julie rundt på scenen, forbundet af en tyk snor som bliver viklet rundt om alting – irriterende og ligegyldigt. De er forbundet af en skæbnetråd, men det virker bare banalt.

Der er masser at kritisere, men det er alligevel en utrolig flot forestilling på grund af kapellet og sangerne – særligt de to hovedpartier: Inger Dam-Jensen og Niels Jørgen Riis folder sig virkelig ud som Romeo og Julie, og de havde fortjent det flotte bifald efter forestillingen. Der er ingen tvivl om, at det var dem som hev succesen i hus, sammen med kapellet og den unge dirigent Alexander Shelley.

I Politiken skriver Thomas Michelsen, at “den bombastiske overlæsning” af effekter “kvæler fuldstændig historien”.

I Berlingske har Søren Kassebeer skrevet en særdeles begejstret anmeldelse, hvor han roser alt det som jeg ikke kunne lide. Men han gør det så flot og overbevisende, at jeg næsten får lyst til at se forestillingen igen.

Jeg er nok mest enig med Jakob Levinsen, som skriver i JyllandsPosten, at flosklerne myldrer “hurtigt frem på scenen”, men også at forestillingen er  “en musikalsk triumf”.

Endelig er der Gregers Dirckinck-Holmfeldt, der har skrevet en begejstret anmeldelse, men han bemærker også hvordan “vi skal have det hele ind med skeer”.

Niels Jørgen Riis og Sine Bundgaard. Foto – Mats Bäcker/DKT

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

VeggieToppen
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 111, der følger denne blog

%d bloggers like this: