You are currently browsing the tag archive for the ‘anmeldelse’ tag.
Chopins nocturner er ikke bare Chopins nocturner; når man hører dem spillet i virkeligheden, så lyder de altid forskelligt. Ikke bare fordi at den ene aften er forskellige fra den anden, men også fordi at alle pianister har deres egen stil og fortolker værkerne på deres egen måde. Selv om noderne er de samme, så vil der altid være små variationer som gør en stor forskel. Det mærkede jeg meget tydeligt søndag aften, hvor Andrej Gavrilov gav koncert i Tivolis koncertsal.
Chopins nocturner
Andrej Gavrilov begyndte med at spille 9 af Chopins 21 nocturner; nocturner betyder “nattestykker”. Det er stille og indadvendt musik, med en helt fantastisk evne til at fremkalde indre billeder af varme, franske nætter med måneskin, glitrende stjerner, sværmeri, længsel, melankoli – og ensomhed. Det var så smukt, at mit hjerte smeltede igen og igen og igen…..
Cover til Maria João Pires berømte indspilning af Chopins nocturner
For mange år siden købte jeg Chopins nocturner i en fabelagtig indspilning med Maria João Pires; de første seks måneder kørte denne CD næsten i døgndrift. Jeg kunne slet ikke få nok – derfor kender jeg Chopins nocturner særdeles godt. Men Andrej Gavrilov spillede helt anderledes end Maria João Pires; Pires har et blidere anslag og har primært fokus på de romantiske og sværmeriske aspekter af Chopins musik. Gavrilov har en skarpere stil og når man hører hans fortolkning, så bliver man mere opmærksom på det temperament og den lidenskab som også raser i mange af Chopins nocturner. Man kan sige, at Gavrilov trækker kontrasterne skarpere op…. Der er både tordenvejr, kaskader af sommerregn og rasende lidenskaber i disse vidunderlige nocturner.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg foretrækker Gavrilovs nocturner frem for Pires. Jeg er så betaget, at jeg ligefrem overvejer, om det er på tide at købe en ny indspilning af Chopins nocturner……
Prokofiev – Romeo og Julie
Andrej Gavrilov
Efter pausen skulle Andrej Gavrilov spille to klaversonater af Prokofiev – og det havde jeg glædet mig til. For det første er jeg ret vild med Prokofiev og for det andet, så er det vist en af de første gange i mit liv, at jeg er til en koncert hvor jeg kender alt hvad der bliver spillet.
Men så annoncerede Tivolis musikchef, at der var en lille ændring i programmet – Andrej Gavrilov ønskede at spille fire satser fra Prokofievs “Romeo og Julie” i stedet for den første klaversonate. Jeg havde glædet mig til klaversonaten, men jeg synes alligevel, at det var et godt valg. Det gav lidt mere variation i programmet og viste samtidig en anden side af Prokofiev. Noget af musikken fra “Romeo og Julie” er selvfølgelig hamrende romantisk, men i anden sats fik klaveret virkelig nogle bank….. og når man så kommer til den fjerde sats – The Dance of the Knights – så kan man jo næsten ikke sidde stille. Jeg ligger et link i bunden af dette indlæg, hvor man kan høre denne sats spillet af Evgeny Kissin. Det er fortryllende musik, som man næsten ikke kan få ud af hovedet igen.
Prokofiev – klaversonate nr. 8
Sergej Prokofiev skrev 10 klaversonater; sonate 6, 7 og 8 blev skrevet under 2. verdenskrig og kaldes derfor “krigssonaterne”. Jeg har alle disse klaversonater i en indspilning med Barbara Nissman – en indspilning som jeg har været rigtig glad for. Men endnu en gang var der virkelig stor forskel mellem de to pianisters fortolkninger.
Cover til Barbara Nissmans CD med Prokofievs klaversonater
Andej Gavrilov spillede også dette værk mere kraftfuldt end jeg er vant til – men det var også mere blødt og inderligt i de stille og dæmpede passager. Anden sats begynder meget melodisk, men udvikler sig til en fin og drømmeagtig stemning, som næsten minder om Chopins nocturner.
Endnu en gang måtte jeg indse, at jeg klart foretrak Andrej Gavrilov frem for den CD som jeg er vant til. Gavrilov spillede med større dybde, flere kontraster, flere farver og mere lidenskab end Barbara Nissman. Under koncerten sad jeg og tænkte, at det er simpelthen ikke det samme musik, som jeg har derhjemme på CD…. det er måske de samme noder, men derudover havde de ikke meget til fælles.
Efter et stormende bifald udbrød Gavrilov pludselig, at han ikke kunne bære at slutte med de triste og mørke toner fra den 8. klaversonate. “Nu lever vi i et nyt århundrede”, sagde han – hvorefter han gav et lille ekstra nummer. Jeg hørte desværre ikke hvad det var.
Efter koncerten skulle Gavrilov interviewes af Tivolis musikchef Henrik Engelbrecht. Det skulle kun vare 5-7 minutter. Men det gik helt galt…. Gavrilov fortalte, at når man spillede klassisk musik, skulle det ikke være en fortolkning, men en “transmission”. Han prøvede at illustrere forskellen ved at spille lidt fra Tjajkovskijs 1. klaverkoncert. Men da han først kom i gang med at fortælle om Tjajkovskij, så var han slet ikke til at stoppe igen. Hvis Henrik Engelbrecht ikke havde grebet ind, så tror jeg at Gavrilov havde spillet hele koncerten. Det var meget elegant, da musikchefen diplomatisk foreslog, at de skulle gå tilbage til stolene og fortsatte der – og da de havde sat sig ned, skyndte han sig at sige tak for i aften. På daværende tidspunkt havde det korte interview så også varet mere end 20 minutter.
Det var en supergod aften og en fantastisk koncert med en meget spændende kunstner…. det er altid fascinerende at møde kunstnere som virkelig brænder for det de laver, og det var præcis sådan en kunstner vi mødte både under koncerten og da han senere fortalte om klassisk musik, Tjajkovskij og hans 1. klaverkoncert. Gavrilov spillede en masse af mit yndlingsmusik og han spillede det bedre end jeg nogensinde har hørt det før. Så kan man vist ikke ønske sig mere…… .
Fredag aften var jeg til årets første koncert i Tivolis koncertssal – ikke den første koncert i salen, men den første som jeg hørte. Freiburger Barockorchester blev dannet i 1985 af en gruppe musikstuderende, men de gav først deres debutkoncert efter to års øvelse og fordybelse i den musik som de ønskede skulle være deres hovedfokus: tidlig klassisk musik spillet på originalinstrumenter.
Johann Sebastian Bach (1685-1750)
Første værk var Johann Sebastian Bachs Brandenburgkoncert nr. 1; bortset fra cellisten og cembalisten stod alle musikerne op. Det gav en spændende dynamik og en god energi i musikken. Derudover lød det fuldstændig lige så godt, som på den CD jeg har med Claudio Abbado som dirigent – dermed har jeg selvfølgelig også sagt, at det nok var en lille smule kedeligt. Man går jo ikke til koncert, for at høre noget som man lige så godt kunne have hørt derhjemme.
Næste værk var den femte Brandenburgkoncert, som begyndte i samme stil – men så nåede vi til den store cembalosolo. Den blev spillet med en fabelagtig virtuositet og det føltes som om at den bare blev ved og ved og ved…. den var formodentlig ikke væsentlig længere end på min CD, men jeg sad med en følelse af, at det var første gang jeg rigtig hørte den. Der var en magi i musikken, som næsten var hypnotisk; man sad næsten og glemte sig selv – og det kan jo være ganske rart en gang i mellem.
Efter pause blev anden halvleg indledt med Bachs Orkestersuite nr. 1, som jeg ikke kendte i forvejen. Det var umiskendeligt barok og umiskendeligt Bach; det var pragtfuld musik fyldt med en munter og legesyg livsglæde.
Dernæst fulgte den tredje Brandenburg koncert…. Der var 7 musikere til den 5. Brandenburg koncert. Men der var 11 musikere til den 3. Den slags bemærker man selvfølgelig ikke når man lytter til en CD. Jeg har heller ikke tidligere bemærket, hvor forskellige Brandenburg koncerterne faktisk er. Den 3. Brandenburg koncert er en strygerkoncert… med cembalo. Det har jeg jo aldrig bemærket før. Det er derfor man skal gå til koncert; man lærer noget nyt og man hører musikken på en anden måde.
Jeg har været ret vild med Brandenburg koncerterne i mange år, men efter denne koncert har jeg også fået en stor beundring for komponisten Bach. Måske er jeg ovenikøbet begyndt at få øje på geniet…… Cembalosoloen i den 5. Brandenburg koncert var aftenens højdepunkt, men jeg var meget fascineret af cembaloet gennem hele koncerten. Jeg tror næsten, at jeg er blevet cembalofan – og det har jeg i hvert fald aldrig været før. Det skyldes vist en usædvanlig dygtig cembalist! Gang på gang ærgrede jeg mig over, at der stod et nodestativ i vejen, så jeg desværre ikke kunne se hans hænder mens han spillede.
Som tidligere nævnt var jeg ikke så vild med aftenens første værk – jeg tror, at musikerne lige skulle varmes op. Det gælder måske også instrumenterne – og måske kan man sige det samme om publikum. Koncerten blev bedre og bedre, jo længere vi kom i programmet; samtidig blev bifaldet højere og højere indtil det nåede et ekstatisk niveau, hvor publikum både klappede og trampede i gulvet af begejstring…. Og de gode mennesker fra Freiburger Barockorchester havde sandelig fortjent det; det meste af koncerten sad jeg og ønskede, at de aldrig ville stoppe igen….
Freiburger Barockorchester
Fredag aften var jeg til koncert med Sjællands Symfoniorkester; det er alt for lang tid siden sidst, så det var rigtig godt at være tilbage i det gamle radiohus.
Aftenens første værk var Christian Frederik Emil Hornemanns Gurresuite; Hornemann skrev oprindeligt musikken til Drachmanns skuespil “Gurre”, men begge dele er glemt i dag. I følge programmet er det moderne publikum ikke gået glip af noget som helst – tværtimod. Hornemann skabte en suite af forspillet til de forskellige akter; denne suite spilles stadig og det var en meget fin åbning til fredagens koncert.
Christian Kluxen
Aftenens dirigent var den unge Christian Kluxen, som dirigerede med masser af udtryk og energi. Det var næsten ærgerligt, at man kun så ham fra ryggen. Når jeg en gang i mellem fik et glimt af hans ansigt fra siden, så bemærkede jeg en stærk intensitet og en stor koncentration i hans blik – men jeg bemærkede også, at hans øjne lyste af glæde og fornøjelse ved musikken. Han var klædt i sin halvlange sorte frakke, men hvis man var opmærksom, så så man at den var foret med blodrødt silkestof. Det var egentlig et meget passende symbol på den lidenskab som Christian Kluxen viste på dirigentpodiet.
Sjællands Symfoniorkester spillede også med masser af energi og overskud, og det er mit indtryk, at der var et virkelig velfungerende samspil mellem dirigent og orkester. Dette samspil og denne kemi gav publikum en fantastisk koncert og en rigtig god aften.
Cosmic dancer
Aftenens højdepunkt var uropførelsen af et nyt værk af den unge komponist Benjamin de Murashkin – jeg er vild med hans navn. Jeg ved ikke om den unge mand har russiske rødder, men det lyder som en hovedperson fra en roman af Dostojevskij. Ikke Tolstoj, ikke Tjekhov og heller ikke Turgenjev – men Dostojevskij. Hvis man har læst Dostojevskij, så ved man, at hans hovedpersoner er mystiske og gådefulde – og ofte mere end blot en lille smule halvgale.
Benjamin de Murashkin
Værket er inspiret af indisk filosofi, hvor guden Shiva ofte fremstilles som den kosmiske danser, der ødelægger den gamle verden, for at forberede grunden til en ny. Da jeg læste dette blev jeg straks en smule skeptisk… i 70erne var der mange musikere som fandt deres inspiration i den indiske filosofi, men efterhånden virker det som en gammel og meget slidt kliche. Samtidig forestillede jeg mig straks noget med lange, dvælende toner som glider langsomt over i hinanden. Den stil er jeg ikke så vild med….
Murashkin har også fundet inspiration i billeder ude fra rummet, taget af det store Hubbleteleskop – endnu en gang forestillede jeg mig straks lange, dvælende toner, som man også kender det fra meditationsmusik. Jeg synes den slags musik er dødkedeligt, monotont, tamt og blodfattigt. Det er simpelthen totalt fantasiløst!
Endelig har han brugt målinger af rumklangstiden i et indisk tempel – men så bliver det alt for elitært til mig. Det skal man vist have en længerevarende uddannelse for at forstå.
Værket begyndte med lange, dvælende toner – præcis som jeg havde forventet. Det var desværre meget forudsigeligt. Men jeg tror faktisk, at Benjamin de Murashkin måske ville forstå min pointe. Han brugte nemlig disse toner som et musikalsk symbol på en livstræt og døende verden. På den måde beskrev han 3 galakser som langsomt blev trukket ind i en kollision. Shiva danser, mens galakserne kolliderer og en ny verden opstår. Jeg fortolker det som en meget flot, musikalsk beskrivelse af globaliseringen. På den måde har Murashkin formået at fortælle en meget vigtig historie om vores egen verden og den tid vi selv lever i. Det er fuldstændig genialt og jeg er dybt fascineret.
Christian Schmiedescamp
Og det var absolut ikke kedeligt! Orkestret fik virkelig lov til at folde sig ud. Der var masser af saft og kraft, tempo og temperament i værket. Cosmic dancer er skrevet som en basunkoncert, hvor basunen spiller partiet som guden Shiva. I værkets første del har basunen mange spændende og – i hvert fald for mig – nye og anderledes udtryk. Her bygger komponisten op til anden del, til skabelsen, hvor basunen har nogle af de smukkeste og mest forførende passager, som er fulde af melodiøse udtryk – noget som jeg ofte savner i den nyere musik. Jeg tror, at mange komponister er bange for det melodiøse princip, men jeg forstår ikke hvorfor. Og det gælder heldigvis ikke Murashkin!
Aftenens solist var Christian Schmiedescamp på basun. Han er solobasunist i Sjællands Symfoniorkester, men optræder også som dirigent i flere forskellige sammenhænge, blandt andet med ungdomssymfoniorkestret DUSIKA. Jeg er ret vild med mennesker som brænder for noget og alle disse projekter vidner alle om hans store passion for den klassiske musik. Dette engagement mærkede man også under koncerten; jeg tror at værket var en stor teknisk udfordring, som krævede både koncentration og energi. På et tidspunkt ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde min teaterkikkert med, for jeg ville da godt lige have tjekket om Christian Schmiedescamp faktisk var lige så koksrød i hovedet som det så ud til på afstand. Men trods denne afstand så var det ikke til at undgå at se gløden i hans blik og glæden i hans ansigt, mens han spillede.
Cosmic dancer var en stor succes og fik et bragende bifald. Det er et værk som jeg vil glæde mig til at høre igen en anden gang. Hvis det var indspillet på CD, så er der ingen tvivl om, at jeg ville gå ud og købe det i morgen!
Sibelius – symfoni nr. 5
Koncerten sluttede med Sibelius 5. symfoni, men jeg må indrømme, at det ikke rigtig fangede mig. Selvfølgelig sad jeg med et stort saligt smil under det storslåede klimaks i slutningen af første sats og igen under den forrygende finale. Alligevel kunne Sibelius ikke rigtig fastholde min opmærksom efter Murashkins kosmiske danser.
I løbet af de senere år har en hård og ubarmhjertig kulturbøddel draget rundt i Europa; operahuse er blevet lukket, mange kor og store, anerkendte orkestre er blevet nedlagt. Gang på gang har de moderne medier spurgt: har den klassiske musik overhovedet nogen fremtid? Nogen gange kan man godt blive lidt utilpas, når man overvejer svaret på det spørgsmål…… men så oplever man mennesker som Christian Schmiedescamp, Christian Kluxen og Benjamin de Murashkin – unge mennesker der brænder af passion for den klassiske musik – og så er man slet ikke bekymret mere. Så længe der findes mennesker som dem, så længe skal den klassiske musik nok overleve!
I går var jeg til ½12 koncert med Sjællands Symfoniorkester – årets sidste kammerkoncert.
Anton Reicha (1770-1836)
Koncerten begyndte med en blæserkvintet af Anton Reicha, som var en af pionerene inden for denne genre – han skrev selv mere end 20 blæserkvintetter, og de var et tilløbsstykke i begyndelsen af 1800-tallet. Disse blæserinstrumenter er forholdsvis mørke i tonerne, men særligt fløjte og klarinet sørgede for en rigtig fin balancen, så musikken aldrig blev tung eller skummel – tværtimod. Reichas blæserkvintet var både livlig og munter. Det er præcis sådan noget musik som jeg elsker på det tidspunkt på af dagen.
Og man kan sige det samme om Jacques Iberts blæserkvintet “Trois pièces brève” som er skrevet godt 100 år senere. Det er muntert, livligt og dynamisk musik, som gør mig i godt humør resten af dagen.
Efter pausen fulgte tre små symfonier af Mozart. Jeg tror det er første gang jeg har hørt hans første symfoni fra 1764. Jeg synes ikke man kan kalde dette værk for stor kunst – ikke når man sammenligner med andre komponister. Eller de værker som Mozart selv skrev senere. Og dog – hvis man husker, at Mozart kun var 7 eller 8 år gammel da han skrev denne symfoni, så er det jo slet ikke til at forstå. Selv om visse passager er lidt tunge og – tillader jeg mig at skrive – lidt ubehjælpsomme, så er der bestemt også elementer af geni.
Alle værkerne blev præsenteret af Claus Johansen, som er kendt fra utallige programmer om klassisk musik på Danmarks Radio. Claus Johansen er en enestående formidler af klassisk musik, som altid formår at blande fakta og oplysning med en passende mængde anekdoter og sjove historier. Der var en særdeles munter stemning i salen og publikum fik mere end et enkelt godt grin med sig hjem.
Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791)
Claus Johansen fortalte blandt andet om baggrunden for symfoni nr. 36, som Mozart skrev i 1783, da han opholdt sig hos grev Thun i Linz. Den gang havde en rig greve naturligvis sit eget kammerorkester og grev Thun ville gerne høre nogle af Mozarts symfonier. Desværre havde Mozart slet ingen noder i sin bagage … men Mozart manglede hverken initiativ eller gode ideer, så han kastede sig straks over en ny komposition, som skulle blive til symfoni nr. 36. Imens sad den gamle hr. Mozart hjemme i Wien og var bekymret. Derfor skrev han et brev med gode råd til den unge komponist, som Claus Johansen læste et uddrag fra – jeg citerer efter hukommelsen: “Det er ikke let for orkestret, sådan som du komponerer. Jeg ved hvordan du er. Det er for hårdt for musikerne. Det er også hårdt, at holde et symfoniorkester vågen hele aftenen. Derfor må du sørge for at holde dem i godt humør. Du må sige noget morsomt til dem. Så kan det også være, at de opfører sig ordentligt… “ Det var et godt råd fra den gamle hr. Mozart til den unge komponist. Måske kan andre komponister også bruge det.
Jeg ELSKER disse kammerkoncerter med Sjællands Symfoniorkester. Man får en masse gode historier, man griner og nyder en masse fantastisk musik. Jamen, hvad kan man ønske sig mere???
Næste kammerkoncert bliver søndag d. 27. januar klokken 11,30 i Carl Nielsen-foyeren til musikkonservatoriets koncertsal, Julius Thomsens gade 1, Frederiksberg. Billetprisen er 90 kr.
Torsdag aften var jeg til koncert med Sjællands Symfoniorkester.
Dvorák og Beethoven
Første værk var Antonín Dvoráks blæserserenade – jeg var desværre ikke særlig begejstret. De 12 musikere spillede med stor engagement og flere havde også nogle flotte solopassager. Alligevel blev det aldrig rigtig spændende. To oboer, to klarinetter, to fagotter, en kontrafagot og tre horn, ledsaget af en cello og en kontrabas – det er altså meget mørkt og tungt. Trods musikernes indsats, så blev musikken aldrig rigtig levende. I stedet blev helheden næsten gumpetung. Den kunne ikke rigtig få luft under vingerne…
Pianisten Dejan Lazic
Alligevel var jeg skam glad for at høre værket. Når jeg går til koncert, så er det jo også fordi jeg gerne vil præsenteres for musik som jeg ikke kender i forvejen. Nogen gange kan man lide det – andre gange kan man ikke. Og nogen gange ombestemmer man sig, hvis man hører værket igen. Jeg synes, at Dvoráks blæserserenade var dødkedelig og end ikke guddommelig medvirken kunne redde værket; fagotspiller Signe Haugland indledte koncerten med at præsentere publikum for gud – i hvert fald Signe Hauglands egen gud, som er den finske dirigent Osmo Vänskä, der selv spillede klarinet i blæserserenaden.
Fløjtenist Kristina Ersson
Under indledningen fortalte Signe Haugland også, at Beethovens 3. klaverkoncert er det mest spillede klassiske værk i Danmark efter Elvira Madigan. Med Osmo Vänskä på dirigentpodiet, og den kroatiske pianist Dejan Lazic ved flyglet, fik vi en helt sublim oplevelse. Jeg blev fuldstændig forført allerede fra de første muntre toner – og jeg var vist ikke den eneste. Det er mit indtryk, at publikum næsten var tryllebundet. I den langsomme og dæmpede anden sats, hvor pianisten og orkestret spillede helt piano, kunne man nærmest mærke publikums spænding, mens de ventede på den næste tone … og den næste … og den næste. Det var en pragtfuld oplevelse og jeg er dybt imponeret af Dejan Lazic – jeg var så heldig at sidde hvor jeg kunne se hans hænder. Sikken en oplevelse!
Efter pausen modtog fløjtenist Kristina Ersson Sydbanks musikpris på 50.000 kr, som anerkendelse for hendes arbejde og hendes indsats i Sjællands Symfoniorkester. Men the show must go on, som man siger – jeg synes egentlig det var lidt synd for hende. Hvis det var mig, så er jeg sikker på, at jeg ikke kunne have spillet noget som helst bagefter.
Bartok – koncert for orkester
Béla Bartók (1881-1945)
Sidste punkt på aftenens program var Béla Bartoks “Koncert for orkester”, som har fået denne titel, fordi mange af orkestrets instrumenter har soloer. Jeg synes det er et meget mystisk og gådefuldt værk: i 1940 forlod Béla Bartok hjemlandet Ungarn på grund af nazificeringen og den truende verdenskrig – som så mange andre fik han asyl i USA. Her gav han koncerter og arbejdede som musikforsker. Men i tre år skrev han næsten intet … I 1943 slap hans forskningsmidler op og fremtiden var usikker. Via gode venners mellemkomst fik han en bestilling fra dirigenten Serge Koussevitzky – han skulle skrive en symfoni til the Boston Symphony Orchestra, som skulle dedikeres til mindet om Koussevitzkys kone. På det tidspunkt var Bartok selv blevet syg – han havde fået kræft, men det vidste han ikke endnu. Trods sygdommen lykkedes det ham at skrive hele dette værk på bare 1½ måned. Værket blev uropført 1. december 1944 og året efter døde komponisten.
“Koncert for orkester” er altså skrevet på baggrund af anden verdenskrig. Det er skrevet til minde om Koussevitzkys afdøde kone, af en komponist der selv var ved at dø af kræft – jeg synes ikke man er melodramatisk, hvis man siger at “Koncert for orkester” er en slags “dødens værk”. Men det forunderlige er, at det alligevel er et meget stærkt og kraftfuldt værk. Det er sensuelt, potent, muntert og legesygt – på alle måder et værk som er fyldt med livskraft. Vi ved alle, at tordenvejr opstår når koldt og varmt vejr mødes, hvorved der dannes en enorm energi. Det er vist næsten det samme der sker i Bartóks “Koncert for orkester”, hvor konfrontationen mellem livet og døden skaber værkets kraft og energi. Det er dybt fascinerende at tænke på …
Selv om jeg ikke var så vild med Dvoráks blæserserenade, så var det en utrolig flot koncert. Jeg blev fuldstændig beruset af Beethovens flotte klaverkoncert og Bartóks koncert kan jeg slet ikke få ud af hovedet igen …
Torsdag aften var jeg til sæsonens sidste koncert i Tivolis koncertsal, og det var et brag af en finalekoncert – Tivolis symfoniorkester spillede Mahlers 5. symfoni med Vasilij Petrenko som dirigent.
Den smukke russiske dirigent Vasilij Petrenko.
Første sats var desværre ikke så vellykket – Petrenko virkede meget uengageret og jeg fik nærmest en følelse af, at han holdt orkesteret tilbage. Resultatet var slapt og ufokuseret. Det virkede heldigvis som om at han vågnede op til 2. sats, og herefter blev det en formidabel koncert med mange højdepunkter.
I dag har jeg lyttet til tre andre fortolkninger for at skrive dette indlæg; jeg har set en video på youtube med Daniel Barenboim som dirigent, en video med Leonard Bernstein og endelig har jeg hørt min egen CD med Simon Rattle. Hvis man ser bort fra første sats, så synes jeg, at Petrenko og Tivolis Symfoniorkester gjorde det bedre end de tre andre. Ikke bare lidt bedre, men MEGET bedre!
I anden sats har strygerne et meget smukt stykke, som næsten blev helt valseagtigt i Petrenkos fortolkning – sådan er det ikke hos de tre andre. Mod slutningen af anden sats kommer bækkenerne med et par store, ekstatiske brag; det er lidt tamt hos både Barenboim og Bernstein – i hvert fald når man har oplevet samme stykke i Tivolis koncertsal. Her blev de to bækkener knaldet sammen så det lød som en gylden eksplosion i et ekstatisk klimaks.
Der er mange kontraster i Mahlers symfonier; det er derfor, at hans musik er så spændende. Men jeg synes det er karakteristisk for denne opførelse, at dirigenten fremhævede disse kontraster; der var mere kraft i paukerne, stortrommen og alle messingblæserne end der er i de tre andre fortolkninger, som jeg tidligere har nævnt.
Det største højdepunkt – for mig! – var det stykke hvor strygerne spiller pizzicato; det vil sige at de knipser på strengene. Først er det bare en cello og en bratsch, som spiller helt blidt og dæmpet; så kommer resten af celloerne…. og resten af bratscherne. Langsomt og forsigtigt stiger kraften og intensiteten. Så begynder kontrabasserne….. og endelig kommer alle violinerne! Man bliver fuldstændig beruset, når musikken fra alle disse strygere bruser ud over salen. Man får simpelthen gelé i knæene…..
Smukke Alma Mahler(1879-1964) fotograferet i 1909.
Fjerde sats – adagiettoen – skulle være Mahlers mest kendte musik; Gustav Mahler skrev denne sats som en kærlighedsang til hustruen Alma Mahler. Mange kender musikken fra Viscontis “Døden i Venedig” – som jeg ikke selv har set. Desværre har jeg det lidt svært med bogen og derfor har jeg aldrig haft lyst til at se filmen. Men Mahlers adagietto blev også brugt til Robert Kennedys begravelse i 1968. Normalt spiller man denne adagietto på cirka 10 minutter. Jeg ved, at der var nogen i salen som tog tid og i følge dem brugte Petrenko hele 14 minutter – jeg nød hvert eneste minut. Og det gjorde resten af publikum vist også. Tivolis koncertsal var næsten fuld og applausen var fuldstændig ekstatisk efter koncerten.
Sommeren er forbi nu og den er nærmest fløjet af sted………
Det var en utrolig flot afslutning på en helt suveræn sæson i Tivoli. Aldrig har jeg tilbragt så mange aftener i Tivoli…… det skyldes til dels, at jeg har købt årskort til Tivoli. Men det har jeg haft før. For nogle år siden havde jeg årskort i to år – men jeg brugte det aldrig og derfor stoppede jeg.
Der er så mange der kritiserer udviklingen i Tivoli. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal mene….. overordnet set er det nok et emne, som jeg slet ikke har nogen holdning til.………..med mindre vi indsnævrer emnet en smule og holder os til Tivolis koncertsal. Tivolis Symfoniorkester bliver bare bedre og bedre, og det samme gælder programmet i koncertsalen. Nu rykker orkestret lidt nordpå til vinterresidensen i Radiohusets gamle koncertsal og næste gang de giver koncert hedder de igen “Sjællands Symfoniorkester“. Der venter masser af spændende koncerter i den kommende sæson.
Selv om jeg ikke er et sommermenneske, så er jeg alligevel en smule vemodig over at tage afsked med denne sommer. Det er vist den bedste sommer jeg nogensinde har haft. Jeg har fået et par gode middage i Tivoli og jeg har hørt en masse fantastiske koncerter. Jeg bliver vist nødt til at indrømme, at jeg allerede glæder mig til næste år……………..
Det lille forlag Sisyfos har netop udgivet det andet værk i rækken af Thomas Bernhards 5 selvbiografiske romaner. I det første værk “Årsagen. En antydning” blev vi introduceret til både Salzburg og det gymnasium, hvor hovedpersonen – meget mod sin egen vilje – var blevet anbragt, begge dele beskrevet med lede, væmmelse og rasende foragt.
Fortsættelsen hedder “Kælderen. En unddragelse” – vi er tilbage i Salzburg, men nu vælger hovedpersonen at gå i den modsatte retning. Ikke bare en anden retning, men den modsatte retning, som han gentagende gange slår fast. En morgen er han på vej til gymnasiet og så beslutter han simpelthen at vende om….. det er først mod slutning af bogen, at vi får mulighed for at regne og så opdager man, at hovedpersonen på dette tidspunkt kun er 14 år. Jeg tror ikke, at man kan sammenligne dette gymnasium med et moderne dansk gymnasium. I stedet er der vist tale om en form for højere mellemskole.
I stedet for at gå til gymnasiet som han plejer, så vender hovedpersonen rundt og går i stedet til arbejdsformidlingen, hvor han forlanger at få en læreplads. Sagsbehandleren giver ham flere anstændige tilbud, men han helmer ikke, før han har fået en læreplads i Scherzhauserfeldkvarteret – rædselskvarteret i Salzburg.
Han bliver ansat som lærling i Podlahas kælderbutik, et sted der samtidig fungerer som café, værtshus og samlingsplads i kvarteret. Her møder han et bredt udvalg af Scherzhauserfeldkvarterets “ulykkesmennesker der lever i armod og fortvivlelse“. Scherzhauserfeldkvarteret er “Salzburgs beskidte plet som hele byen skammer sig over når den bliver mindet om den, en eneste stor beskidt plet af fattigdom og dermed bestående af sult, forbrydelse og skidt.”
“Befolkningen i Salzburg betragtede generelt Scherzhauserfeldkvarteret som en lejr for spedalske, nøjagtig som beboerne selv, eller betragtede kvarteret som en straffelejr, nøjagtig som beboerne selv, eller som en dødsdom, nøjagtig som beboerne selv. Her sygnede livet hen og var vel ikke muligt som andet end en uafbrudt dødsproces(…)”.
Beboerne “eksisterede med den dødeligt fortvivledes dødelige intensitet og flygtede, mænd som kvinder, skiftevis ind i sygehuse, galeanstalter og fængsler.“
“De havde tidligt lært at hade og i Scherzhauserfeldkvarteret udviklet hadet over for alt og alle til det højeste. Had avler had, og som alt andet hadede de hinanden, uafbrudt og indtil den totale udmattelse. Og deres udmattelsestilstande var kun et middel til selvdestruktion, i disse udmattelsestilstande grublede de sig frem til ny elendighed og nye sygdomme og nye forbrydelser. De flygtede fra den ene elendighed til den anden, fra den ene ulykke til den anden, ind i en stadig dybere og mere håbløs ulykke, og den ene rev altid den anden med sig. “
Men her oplever hovedpersonen, at han kan være nyttig og det gør en forskel – en umådelig forskel. Han havde spildt mange år i det forhadte gymnasium, men han kender også nytteløsheden fra hjemmet, hvor der bor 9 mennesker i 3 små værelser; fra tidlig morgen arbejder bedstefaren på sit såkaldte hovedværk, som han har skrevet på i mere end fire årtier. I kælderen arbejder onkelen med sine opfindelser og hele huset ryster jævnligt, når hans forsøg eksploderer. Og alle lejlighedens 9 beboere skal forsørges af hovedpersonens formynder – et nedsættende pseudonym for “far”.
Thomas Bernhard (1931-1989)
I Podlahas kælderbutik i Scherzhauser-feldkvarteret finder hovedpersonen endelig virkeligheden, realiteternes verden og en mening med livet, som giver ham ny livslyst. Tonen skifter fra mol til dur, da han også begynder at modtage sangundervisning – en ny begyndelse der vidner om et pludselig mentalt overskud. Jeg har læst alle de seks bøger af Thomas Bernhard, som indtil videre er oversat til dansk, men “Kælderen” er den eneste som skifter til denne lyse og optimistiske tone. Det ender selvfølgelig med en katastrofe og et nyt nederlag, men uden at forfatteren vender tilbage til den gamle tilstand af eksplosivt raseri. I stedet er det tydeligt, at årene i Podlahas kælder har givet ham en ny selvbevidsthed og tro på fremtiden.
Den østrigske forfatter Thomas Bernhard er en af de mest rasende forfattere der nogen sinde har eksisteret. Hver eneste bog er som en mægtig eksplosion af vrede og afsindigt raseri – men altid skrevet med stor sproglig og rytmisk sans. Der er en stor befrielse i Thomas Bernhards uhæmmede og ærlige raseri. Det kan næsten have en katarsiseffekt på læseren. I denne bog nåede raseriet ikke de tidligere titaniske højder og det er jeg nok en en lille smule skuffet over. Derfor synes jeg ikke, at “Kælderen” er en af hans bedste bøger. Alligevel er det selvfølgelig et must-read for alle dedikerede Thomas Bernhard-fans og jeg glæder mig til til næste bog…….
Udgivet af forlaget Sisyfos i 2012.
Austin Sloper ønsker at “lære noget interessant og at udrette noget nyttigt” – derfor bliver han læge. Han gifter sig med en smuk ung kvinde; de får en søn, som dør da han er tre år. To år senere får de en datter, men konen dør kort tid efter fødselen: “Af en mand at være, hvis levevej det var at holde folk i live, havde han bestemt ikke klaret det ret godt, hvad hans egen familie angik“, skriver Henry James med karakteristisk humor og ironi.
Nu er doktor Sloper blevet enkemand med “et barn af et køn, der i doktorens øjne gjorde det stakkels barn til en utilstrækkelig erstatning for hans begrædte førstefødte, som han havde lovet sig selv at gøre en betydningsfuld mand ud af(…)”. Selv om doktor Sloper “i en vis udstrækning var, hvad man kalder kvindelæge, var hans private agtelse for det mere komplicerede køn ikke overdrevent høj“.
Alligevel er det denne datter – Catherine Sloper – som er historiens hovedperson: “Hun var et sundt, velvoksent barn uden det mindste spor af sin mors skønhed. Hun var ikke grim; hun havde blot et almindeligt, kedeligt, blidt ansigt(…), og på trods af, at hun var en rig arving, var der aldrig nogen sinde nogen, der havde tænkt på at betragte hende som attraktiv“. “Catherine var så afgjort ikke begavet. Hun var ikke opvakt, hvad det boglige angik, og faktisk heller ikke på anden måde.” I stedet var hun lidt af en ædedolk, som brugte alle sine lommepenge på flødekager. “Doktor Sloper ville gerne have været stolt af sin datter, men der var ikke noget at være stolt af hos stakkels Catherine. Der var selvfølgelig heller ikke noget at skamme sig over, men det var ikke nok for doktoren…. “
Den fornuftige doktor trøster sig med, at han i det mindste ikke har nogen grund til at være bange for at miste hende – mod alle odds møder hun alligevel den smukke Morris Townsend. Alle bemærker hvor godt han ser ud. Catherine synes han er både åndfuld og klog. Nogen mener at han er “lidt for klog“. Selv doktor Sloper må indrømme, at Morris Townsend “ser usædvanlig godt ud“. Alligevel konkluderer doktoren snart, at Morris Townsend er en døgenigt, en ødeland og en lykkeridder – herefter gør han alt hvad han kan, for at forpurre det unge pars ægteskabsplaner.
På den anden side er der Mrs. Penniman – doktorens søster – som støtter det unge par. Hun blev tidligt enke, hvorefter hun flyttede ind hos familien Sloper på Washington square: “Doktoren havde ikke foreslået Mrs. Penniman at bo hos ham i al fremtid; han havde antydet, at hun kunne betragte hans hjem som et fristed, mens hun så sig omkring efter nogle umøblerede værelser. Det var uvist, om Mrs. Penniman nogen sinde iværksatte en eftersøgning af nogle umøblerede værelser, men det er et ubestridt faktum, at hun aldrig fandt et. Hun slog sig ned hos sin bror og tog aldrig af sted igen…” “Mrs. Penniman var en høj, tynd, lys og noget falmet kvinde (…) Hun var romantisk; hun var følsom; hun nærede en lidenskab for små hemmeligheder og mysterier – en meget uskyldig lidenskab, for hendes hemmeligheder havde hidtil været lige så ubrugelige som rådne æg. Hun var ikke fuldstændig pålidelig, men denne skavank havde ikke de store konsekvenser, for hun havde aldrig haft noget at skjule.” Det skal dog vise sig, at hendes egenskaber får skæbnesvangre konsekvenser for andre…….
Humor og ironi
Som det fremgår af ovenstående citater, er bogen skrevet med masser af humor, ironi og syrlig sarkasme. Henry James er så grænseoverskridende grov og uforskammet i beskrivelsen af sine egne personer, at man ikke kan lade være med at more sig. Det er politisk ukorrekt humor i højeste potens. Men langsomt strammes skruen – for at misbruge en anden af Henry James titler.
“Washington square” er absolut ingen komedie; det er heller ikke nogen simpel eller banal kærlighedshistorie.
Henry James (1843-1916)
Historien udvikler sig til et grumt skæbnedrama; er Morris Townsend virkelig forelsket i Catherine? Eller er han en lykkeridder, som kun vil have fingre i hendes betydelige arv? Doktor Sloper og Mrs. Penniman kæmper en ubarmhjertig kamp for at påvirke Cathrine og afgøre hendes skæbne. På den måde viser Henry James, hvordan Catherine er splittet mellem den maskuline fornuft og den kvindelige romantik. Men det er også en usædvanlig modbydelig historien om, hvordan stakkels Catherine bliver et hjælpeløst offer i en hensynsløs magtkamp. På den måde forvandler Henry James en rimelig simpel kærlighedshistorie til et djævelsk skæbnedrama og bag den brede facade, bag den store balkon og den hvide marmortrapper, forvandler han det idylliske hjem på “Washington square” til en drabelig kampplads for et skæbnesvangert familiedrama.
Vild med Henry James
Jeg læste “Washington square” første gang for 5-6 måneder siden. Straks efter måtte jeg læse den igen, for at undersøge om Morris Townsend var en svindler eller ej – efter første læsning var jeg nemlig ikke sikker. Nu har jeg læst bogen endnu en gang for at skrive dette indlæg. Og det er bestemt ikke sidste gang! “Washington square” er skrevet med en formidabel humor, en blændende ironi og sproglig ekvilibrisme som gør mig helt beruset. Samtidig er historien et fascinerende og gådefuldt psykologisk drama, der har så mange nuancer, at det er en historie som man kan læse igen og igen og igen.
“Washington square” er udgivet af forlaget Bahnhof i 2009.
Men den 4. august 1987 gik jeg altså ned ad Via Moscova, forbi S.Angelo, gennem Giardini Pubblici, over Via Palestro, ind i Via Marina; over Via Senato og Via della Spiga gennem Via Gesù og et stykke ned ad Via Monte Napoleone og op på Via Alessandro Manzoni, hvorfra jeg så nåede Piazza della Scala og derfra til pladsen foran katedralen. Inde i Katedralen satte jeg mig ned, løsnede mine skos snørrebånd og vidste så pludselig, som jeg stadig den dag i dag kan genkalde mig, ikke længere, hvor jeg befandt mig. Af al kraft forsøgte jeg at rekonstruere de sidste dages forløb og den rejse, der havde bragt mig hertil, men jeg kunne faktisk ikke sige, om jeg stadig befandt mig i de levendes verden eller allerede et andet sted. Det hjalp ikke på min lammede hukommelse, at jeg klatrede op til katedralens øverste galleri og derfra, trods min svimlende højdeskræk og den dis, som slørede udsigten, tog byen, der nu forekom mig fuldkommen fremmed, i øjesyn. Der hvor navnet Milano skulle være dukket op, mærkede jeg nu ikke andet end min egen magtesløshed.
Ovenstående citat er et meget præcist koncentrat af hele denne besynderlige og usædvanlige roman. “Højde. Skræk.” består af fire afsnit med tre hovedpersoner; de rejser alle frem og tilbage over alperne, og krydser bestandigt hinandens spor:
I første afsnit følger vi Henri Beyle, bedre kendt som den franske forfatter Stendhal, der primært bliver husket for de to store romaner “Hoffet i Parma” og “Rødt og sort”. Vi møder den unge Henri Beyle da han er soldat i Napoleons hær; derefter følger vi hans liv og hans kærlighedsaffærer, indtil han dør af et apoplektisk anfald i 1842.
I næste afsnit optræder forfatteren selv som hovedperson. Litteraturhistorikeren W.G. Sebald er født i Bayern, men boede det meste af livet i Norwich i England, hvor han underviste i sprog og litteratur ved universitetet. Vi følger ham da han rejser fra England til Wien, videre til Venedig og derfra til Milano og Verona…. I Limone ved Gardasøen mister han sit pas og han får et nyt i Milano, hvor han også bliver overfaldet af tyveknægte. Et andet sted følger en hvid hund efter ham gennem halvdelen af byens gader. I Verona ser han Pisanellos fresko over Pellegrini-kapellet og i Padua ser han nogle af Giottos fresker – det er præcis lige så kedeligt, som når folk kommer hjem fra ferie og absolut skal fortælle lange historier om deres oplevelser, mens man selv sidder og tænker; hvad i alverden rager det mig……
Tredje afsnit handler om Kafka, som rejser fra Prag til Wien, for at deltage i en kongres. Derfra rejser han til Venedig og videre til Verona. I Riva tager han ophold på en vandkuranstalt, hvor han forelsker sig i en af de andre patienter.
I bogens sidste afsnit rejser Sebald tilbage til sin barndoms by i alperne; han finder sit barndomshjem, hvor der nu er hotel, og indlogerer sig i familiens daværende dagligstue. Fra dette udgangspunkt fortæller han med pedantisk nidkærhed om sine barndomserindringer og alle landsbytosserne; han fortæller om søstrene Babett og Bina som i årevis driver en lille café uden at der nogensinde kommer én eneste gæst. Han fortæller om værten i værtshuset Engelwirt der dør af et sår, som han pådrog sig fra en cigar da han var en ung mand. Og den excentriske opfinder som drømmer om at bygge en skovprædikestol i en af skoven højeste graner, hvorfra præsten en gang om året skal prædike for skovens træer. Det er side op og side ned om det kedelige hverdagsliv i en lille by i alperne, hvor der ikke sker noget som helst. Ikke det mindste. Absolut ingenting! Det er gabende kedsommeligt og minder mig om min salig bedstemor, når hun fortalte lange historier om folk man ikke kendte og heller ikke havde lyst til at kende……
Vaginafeber
“Højde. Skræk.” er en bog som kræver tålmodighed, fokus, koncentration og opmærksomhed. Men langsomt opdager man, at bogen også rummer en anden historie: “Småting, vi overser, afgør alt!“, skriver Sebald.
Alle disse rastløse og nervøse rejsende lider alle af svimmelhed, kvalme og hallucinationer. Sebald fortæller ikke om oprindelsen til hans egne lidelser – den forklaring skal man finde i de små intermezzoer. Henri Beyle forfølger de kvinder han elsker, men ikke kan få. Kafka er endelig sluppet ud af forlovelsen med Felice Bauer; nu opholder han sig på en vandkuranstalt, hvor han får kolde afvaskninger flere gange om dagen. Når forfatteren – i denne sammenhæng! – skriver om “en sygdom, der kun kan helbredes i sengen“, så forstår man pludselig, at alle deres nervøse lidelser har rod i sexuallivet – og det gælder alle bogens hovedpersoner.
Kuren er angivet og det lyder jo meget nemt. Men hvorfor er det så alligevel så svært?
Franz Kafka(1883-1924)
Sebald genfortæller Kafkas historie om jægeren Gracchus fra Schwarzwald, som dør, da han jagter en gemse og styrter ned fra en klippe. Da færgemanden, som skal fragte Gracchus fra de levendes til de dødes verden, er uopmærksom, mister de retningen og sejler rundt i tre år, inden skibet glider ind i Rivas lille havn…. Riva! Hvor Kafka selv befinder sig, efter sin langvarige og mislykkede forlovelse med Felice Bauer! Det er tydeligvis en allegorisk fortælling, hvor jægeren Gracchus optræder som Kafkas alter ego.
Der optræder også en jæger i forfatterens barndomserindringer – jægeren Hans Schlag kunne sidde i byens krostue til langt ud på natten, men den tavse mand sad altid alene og talte aldrig med nogen. En aften opdagede den unge forfatterspire jægeren, som havde sex med den skønne serveringspige Romana ude i brændeskuret. Næste dag fandt man den døde jæger, som var faldet ned i en dyb kløft. For at gøre parallellen helt klar, så har han ovenikøbet en tatovering af et skib på den ene overarm.
Efterhånden er det ret tydeligt, at disse kløfter er sexsymboler – så forstår man pludselig også, hvorfor alle hovedpersonerne rejser rundt i alperne, som er lutter bjerge og kløfter! Det er ikke nødvendigt at hedde Freud til efternavn for at gennemskue, at når Sebald skriver om topografi så mener han egentlig anatomi – kvindelig anatomi. Man forstår også, at det er deres sexdrift som driver alle disse ensomme og rastløse mennesker afsted. Man begynder også at ane, at forfatterens højdeskræk er en metafor for sexangst. Men hvorfra stammer denne angst?
Efter en særdeles promiskuøs ungdom, må Henri Beyle resten af livet kæmpe med syfilis. Kafka bryder en lang forlovelse med Felice Bauer, da han er bange for at blive fanget og kvalt i ægteskabet. Vi får også historien om skørtejægeren Casanova, som tilbringer et par år Venedigs fængsler, som straf for sin ustyrlige libido. Endelig er der jægeren Hans Schlag; hans historie har skabt en stærk forbindelse med sex og død, hvilket tydeligvis har været traumatisk for den unge Sebald.
Forfatterens “Højde. Skræk.” består altså af to elementer: først en stærk sexdrift og dernæst angsten for konsekvenserne: kønssygdomme, ægteskab, fængsel eller død. Man forstår jo godt, at konflikten mellem disse modsatrettede drifter giver både svimmelhed, kvalme, nervøsitet og hallucinationer!
Det var en rigtig træls og kedsommelig opgave at læse “Højde. Skræk.”. Jeg må indrømme, at jeg ligefrem hadede hver eneste side. Men da jeg nåede til slutningen og kunne begynde at samle brikkerne i dette puslespil, så blev jeg så fascineret, at jeg var nødt til at læse bogen igen; og pludselig blev det en fantastisk oplevelse. Pludselig var det tydeligt, hvor meget symbolik der var hele vejen igennem og derfor fik alting en ny og dybere betydning. Jeg glæder mig til at læse bogen endnu en gang, for der er med garanti meget, som jeg ikke har forstået endnu.
Exit Sebald
“Højde. Skræk.” er Sebalds første roman som oprindeligt udkom i 1990, men det er hans sidste bog på dansk. Tidligere er udgivet “Austerlitz”, “Saturns ringe” og “De udvandrede”. Forfatteren døde efter en bilulykke i 2001, så der kommer desværre ikke flere bøger……
Der er lige et par kommentarer til Judyta Preis og Jørgen Herman Monrads oversættelse; de skriver at liget af jægeren Schlag blev “underkastet en autopsi.” Arghhh – det hedder altså en obduktion på dansk. Dernæst skriver de i efterskriftet, at han “ved et tilfælde” får nøglerne til sit gamle børneværelse, da han indlogerer sig i gæstgiveriet. Et tilfælde? Arghhh – jeg synes ikke kan kalde det et tilfælde, når han helt bevidst går ind i sit gamle barndomshjem og HELT BEVIDST beder om et værelse på første sal med udsigt til gaden – præcis hvor deres egen lejlighed lå dengang. Endelig skriver de, at der er tale om voldtægt mellem jægeren og serveringspigen Romana, men det er der absolut IKKE belæg for i teksten. Jeg ville nærmest sige tværtimod. Der kunne lige så vel være tale om et længerevarende – men hemmeligt! – forhold.
Udgivet på forlaget Tiderne skifter, 2012.
W.G. Sebald(1944-2001)
“Den sande mester viser sig først i begrænsningen“, skrev Goethe. Det kunne jeg ikke lade være med at tænke på i aftes, da jeg sad i Tivolis koncertsal, hvor Toke Møldrup og Yaron Kohlberg spillede værker for cello og klaver af Beethoven.
Yaron Kohlberg
Som jeg tidligere har skrevet, så er jeg ikke særlig vild med Beethovens store, pompøse, brusende og svulstige symfonier – jeg synes det er for meget. Jeg har det meget bedre med hans kammermusik, men det er stadig et lidt anstrengt forhold. Jeg ved ikke om det blot skyldes uforenlige temperamenter eller om det måske er mig der mangler forståelse for Beethovens musik. Derfor har jeg ligefrem overvejet om parterapi måske kunne være vejen frem……
Møldrup og Kohlberg begyndte med to cello sonater; jeg elsker cellomusik og Toke Møldrup er en fantastisk dygtig musiker. Men ofte har jeg den følelse, at Beethovens musik er skrevet mere med hovedet end med hjertet – det er meget alvorlig og behersket musik. Der er mange højdepunkter og ikke så lidt humor – men det virker igen som en fortænkt og intellektuel humor. Der er selvfølgelig ingen tvivl om at det er flot musik, men det ramte mig ikke i hjertet.
Efter pausen spillede duoen Beethovens “12 variationer over Ein Mädchen oder Weibchen” fra Mozarts Tryllefløjten. Det er meget morsomt at opleve, hvor virtuost Beethoven kan vende og dreje det kendte tema; men det virker stadig som en intellektuel tankeleg.
Sidste værk var Beethovens sonate for cello og klaver nr. 1 og så var der pludselig magi på scenen(se videoen i bunden) – det er et fantastisk værk, som tydeligvis er skrevet med en helt anden løssluppen passion og lidenskab; når man er lige ved at smelte af de sprøde, vibrerende cellotoner, så løber pianistens fingre over tangenterne i et tempo, så man er lige ved at juble af fryd. Der er ingen tvivl om, at dette nummer var koncertens absolutte højdepunkt.
Toke Møldrup
Tivolis koncertsal var næsten helt fuld; der var en lang, lang kø foran indgangen og da koncerten begyndte var der saftsusme ikke mange ledige pladser tilbage. Det er meget usædvanligt til en årskortkoncert, men jeg er slet ikke i tvivl om årsagen…… den unge israelske pianist Yaron Kohlberg er vist ikke særlig kendte i Danmark. Men det er Toke Møldrup og jeg er helt sikker på, at det primært var ham folk var kommet for at høre; i mange år har Andreas Brantelid været den ukronede cellokonge i Danmark, men Toke Møldrup er efterhånden ved at indhente ham. Jeg er bestemt ikke klog nok til at afgøre hvem af dem der er den bedste cellist; jeg tror også, at de er begge er så dygtige, at det ville være unfair, hvis man prøvede. I stedet synes jeg man skal nøjes med at konstatere, at de har forskellige styrker.
Toke Møldrup er solocellist i Tivolis og Sjællands Symfoniorkester, men jeg synes det var en rigtig god oplevelse, at se og høre ham på scenen, hvor han kun spillede sammen med en pianist. Man har chancen igen torsdag d. 16. august kl. 19,30, når Møldrup og Kolhberg giver endnu en koncert i Tivoli; her vil de spille de resterende af Beethovens værker for cello og klaver. Jeg tror man skal komme tidligt, hvis man ikke ønsker en plads på sidste række, for der er tydeligvis rigtig mange mennesker som gerne vil opleve den unge cellostjerne i Tivoli.
…..og det kan jeg godt forstå! Jeg giver 5 stjerner for den første af Møldrup og Kohlbergs Beethovenkoncerter!
Nye kommentarer