You are currently browsing the tag archive for the ‘cigaretter’ tag.

Jeg begyndte at ryge da jeg var 17. Når jeg tænker tilbage, så føles det som om, at jeg har forsøgt at holde op, lige siden jeg røg den første cigaret. Ofte forsøgte jeg at holde op et par gange om ugen – jeg overdriver ikke og det var en joke blandt alle mine venner. I perioder har de ligefrem tigget mig om at ryge – det var ikke fordi jeg blev træls eller aggressiv når jeg forsøgte at stoppe. Efterhånden gad de bare ikke at høre mere om det, og det kan jeg godt forstå. Alligevel har jeg altid sagt, at jeg ikke ville give op. Bare man ikke giver op, så skal det jo nok lykkes før eller siden – det har været mit motto i mange år.

Der var selvfølgelig også perioder hvor jeg ikke prøvede at stoppe – så røg jeg gerne 35 cigaretter om dagen. Jeg tror ikke man skal skære ned. Så får man bare endnu mere lyst til at ryge og samtidig synes man også, at man kan forsvare det, hvis man kun ryger 3-4 cigaretter om dagen. Næh, så tror jeg det er bedre at ryge alt det man kan, så man er ved at blive kvalt og virkelig HADER cigaretter, tobakshoste og alle de penge det koster. Jo, mere man ryger, jo større grund er der til at holde op.

De fleste gange prøvede jeg bare at stoppe – viljestyrke og alt det der. Men jeg har også prøvet forskellige former for nikotinerstatning – det gjorde ikke mig røgfri og jeg mener det er noget skidt, fordi man stadig indtager nikotin og dermed bliver holdt fast i afhængigheden. Det er selvfølgelig en anden slags afhængighed, men den er ikke bedre. Der er ikke meget pointe i, at udskifte én afhængighed med en anden.

Alle mine rygestop var en joke for alle mine venner. Men jeg gav ikke op. I stedet troede jeg på, at jeg lærte en lille smule hver gang – og jeg lærte, at det var slet ikke svært. Det sværre var at finde motivationen. Hvis det først lykkedes at finde motivationen, så var det ret nemt at holde op….. jeg begyndte faktisk at nyde det.

Opskriften på vellykket rygestop:

John Milton skriver i Paradise Lost: “The mind is a place of its own, and can in itself make a heaven of hell, and a hell of heaven“.

Det er præcis det der sker når man forsøger at holde op med at ryge. Der findes ikke abstinenser, men der sker lige præcis dét som man selv forventer. Hvis man forventer at man bliver hysterisk, så bliver man hysterisk. Hvis man forventer at man bliver aggressiv, så kan man være helt sikker på, at man bliver aggressiv. Jeg kom til et sted, hvor jeg fandt ud af, at det var nemmest at sove så meget som muligt de første dage, hvor kroppen renser ud, og det var jeg så fokuseret på, at jeg helt automatisk blev enormt træt når jeg holdt op.

Men det handler om indstilling og det handler om, hvordan man takler udfordringerne. Jeg oplevede også, at mit hjerte begyndte at slå hurtigere… så ville nogen gå i panik og tænke: fuck – nu får jeg abstinenser. I stedet smilede jeg og tænkte, “YES, det er fedt nok – min krop renser ud og jeg bliver sundere og sundere. Det er så dejligt……  nu går jeg ud og finder en gulerod i køleskabet!” 

Jeg gjorde mit rygestop til et sundhedstrip og fokuserede enormt meget på at spise sundt i de første dage. Jeg brugte alt min tid på at slappe af, sove og lave sund mad. Det var superfedt og man følte sig helt fyldt med energi efter sådan et par dage.

Tilbagefald:

Min succes blev også min udfordring. Det blev for nemt….. Hver eneste gang jeg var i byen eller hyggede mig med venner som røg, så begyndte jeg også selv at ryge igen. Jeg kunne jo bare holde op en gang mere…. det var jo så nemt. Mit problem var altså ikke at holde op med at ryge. Det var nemt nok. Mit problem var, at lade være med at begynde igen! Hver gang jeg faldt i vandet, så røg jeg straks 35 eller 40 cigaretter om dagen. Jeg røg så jeg var lige ved at blive kvalt….. Jo mere man føler at man er ved at blive kvalt, jo hurtigere finder man motivation til næste rygestop.

Men hvordan skulle det lykkes mig at holde helt op? Jeg overvejede længe hvordan jeg skulle klare denne udfordring. Jeg skulle i hvert fald ikke bruge nikotinprodukter i mit rygestop. Det var helt sikkert. Jeg ville heller ikke bruge apotekets rygestopkurser eller Stoplinien. Deres reklamer og deres information fortæller, at det er supersvært at holde op med at ryge; man får cigarettrang, abstinenser, nervøsitet, uro, dårligt humør og meget mere. På den måde skaber man en forventer blandt rygerne om, at det er svært at holde op med at ryge og så er det lige præcis sådan det bliver…… på den måde er apotekerne og sundhedstyrelsen med til at holde danskerne fast som rygere.

Først fortæller man rygerne hvor svært det er at holde op og bagefter fylder man dem med nikotinpræparater….. det er fuldstændig absurd. Begge dele er jo med til at fastholde folk i deres afhængighed.

Mine tanker blev bekræftet, da jeg tog på “Easyway rygestopkursus” med Mette Fønss. Her hørte jeg første gang om Allen Carrs berømte bog “Endelig ikke-ryger”. Den indeholdt alle de tanker, som jeg selv var kommet frem til. Mette Fønss lover rygestop eller pengene tilbage. Samtidig påstår hun, at det lykkes for 90% af deltagerne i hendes kurser at holde op med at ryge. Jeg stoppede ikke, men jeg fik heller ikke mine penge tilbage, da jeg ikke havde overholdt deres regler. Derfor tæller jeg med i statistikken for dem som er holdt op med at ryge på “Easyway rygestopkursus”. Jeg kender 5 andre som kan fortælle nøjagtigt den samme historie……. Derfor kan jeg garantere for, at deres succesrate er i hvert fald ikke 90% som de selv påstår. I stedet er det sådan, at ud af de mennesker jeg kender som har prøvet et “Easyway rygestopkursus”, så var 100% stadig rygere et halvt år senere.

Nogle uger efter dette kursus, faldt jeg over Allen Carrs bog – den var på tilbud til 10kr. Jeg blev lidt forbavset da jeg læste den: det gik op for mig, at Mette Fønss havde brugt de 5 timer som rygestopkurset varede, til at læse det meste af bogen højt…. og det kostede 3,000kr. Det er fuldstændig absurd – jeg er jo ikke analfabet og kan altså godt læse selv. Jeg må indrømme, at jeg følte mig lidt til grin…..

Endelig ikke-ryger:

Men jeg gav stadig ikke op. I stedet læste jeg Allen Carrs glimrende bog igen og igen og igen. Jeg hjernevaskede nærmest mig selv…. bogen giver masser af selvtillid og mod og lyst til at holde op med at ryge. Samtidig opsøgte jeg alt det information jeg kunne finde om hvor dårligt og usundt det er at ryge.

Der er rygere, som straks vil indvende, at der er også nogle fordele ved at ryge…. man slapper af, hygger sig og koncentrerer sig bedre! Jeg mener det er fup…. og det er lige meget. Hvis man vil holde op med at ryge, så er det en fordel at fokusere på alle de negative aspekter ved rygning. Jo mere man kan gøre det, jo nemmere bliver det. Det kan da godt ske, at nogen synes der er visse fordele ved at ryge. Nogen synes også det er hyggeligt. Men hvad kan man bruge det til? Absolut ingenting. Det er fuldstændig irrelevant, hvis man gerne vil holde op med at ryge.

Udover Allen Carrs udmærkede bog, så fandt jeg også hjemmesiden WhyQuit.com – den siger nogenlunde det samme som Allen Carr og nogenlunde det samme som jeg selv var kommet frem til. Men siden er fyldt med gode og motiverende artikler – derfor vil jeg gerne anbefale WhyQuit.com til alle som gerne vil holde op med at ryge.

På apotekernes rygestopkurser lærer man, at man skal planlægge og forberede sig på et rygestop. Sludder og vrøvl! Jeg siger lige som den romerske filosof Seneca: “Man skal aldrig udsætte en klog beslutning til det måske er for sent“. Derfor synes jeg, at man skal kaste sig ud i det dén dag man føler at man er motiveret… og det er lige meget hvad grunden er. Det er lige meget om man pludselig bare har lyst eller om man vil presse sig selv. Måske vil man bare forsøge, for at se om man kan holde en enkelt dag? Eller måske to? Jeg synes man skal give det en chance, hver eneste gang tanken om et rygestop melder sig….. man kan aldrig vide, hvornår man pludselig er midt i det rygestop som endelig lykkes. Og hvis det ikke lykkes, så har man stadig lært noget af det; man har lært, at man godt kan leve uden cigaretter. Hvis man først har lært, at man godt kan leve én dag uden cigaretter, så opdager de fleste, at man også kan leve to eller tre dage uden cigaretter. Og så må man jo bare prøve igen hurtigst muligt.

Jeg begyndte hver morgen med at læse et par artikler på WhyQuit.com og jeg sluttede hver aften med at læse et par sider i Allen Carrs bog. Jeg havde bogen med mig overalt og jeg læste i den hver gang jeg havde 5 minutter. Det kombinerede jeg med at skrive en slags dagbog. Jeg skrev om hvordan det gik, men fokuserede på fremskridtene. Jeg skrev også hvis jeg syntes at det var hårdt, men jeg huskede at fokusere på, at det snart ville blive anderledes og så skrev jeg om alle de fordele der ville blive. I virkeligheden skrev jeg nogenlunde det samme flere gange om dagen og flere dage i træk. 

Og så skal man lade være med at tænke på, hvordan man skal komme igennem dagen i morgen, næste uge eller næste måned. Man skal heller ikke tænker på fødselsdag, jul eller nytår. Man skal udelukkende tænke på i dag…. og hvis man synes det er svært at undvære cigaretterne, så skal man huske, at der er aldrig mere end nogle timer til man skal i seng og så lang tid kan man jo altid klare. Man kan bruge tiden på at gå en tur, lave en sund salat og spise den. Så kan man udsætte morgendagens udfordringer til man står foran dem…..Der er i hvert fald ingen grund til at bekymre sig på forhånd. I stedet skal man tænke på, hvor dejligt det bliver når man vågner op næste morgen og kan glæde sig over, at der allerede er gået én dag som ikke-ryger!

Sådan blev jeg røgfri og i dag er det 2 år siden at jeg har røget en cigaret.

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

VeggieToppen
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 111, der følger denne blog

%d bloggers like this: