You are currently browsing the tag archive for the ‘Det Kongelige Teater’ tag.
Det lille engelske landsby Loxford er ramt af sædernes hastige forfald, selv om byens mange Hyacinth Bucket-kloner fører en indædt og uforsonlig kamp mod både lyster og laster. Det bliver helt tydeligt, da byens honoratiores mødes hos Lady Billows for at beslutte, hvem der er værdig til at blive kåret som byens majdronning – det skal være en ung pige som er uden den mindst plet på ry eller rygte. Men én pige har en kæreste, en anden har kysset naboens dreng og en tredje går med kjoler der er så korte, at hun viser ankler! Den fortvivlede komite må langt om længe indse, at der findes ikke én eneste ulastelig ung pige i Loxford. Ikke én eneste!
Johanne Bock som den skønne Florence Pike. Foto: Natascha Thiara Rydvald og DKT.
Så får man den brilliante ide, at kåre en majkonge i stedet for og valget er ikke svært: Albert Herring bor stadig hjemme hos sin mor og arbejder hele dagen i hendes lille købmandsbutik. Han har aldrig haft en kæreste eller kysset en pige. Albert bliver kronet som majkonge og modtager 25 pund i guld som præmie. Alle er begejstrede – undtagen Albert. Han er træt af sin dominerende mor der forhindrer ham i at leve og nu bliver han oven i købet belønnet for sit triste og meningsløse liv – det er dråben som får bægret til at flyde over.
For at lave sjov med Albert Herring, har hans venner hældt nogle få dråber alkohol i hans saftevand til majfesten. Det giver ham endelig mod til at gøre oprør; han tager til den nærmeste by, hvor han drikker en masse øl på et værtshus. Så drikker han et stort glas rom, derefter noget whisky og noget gin – og så bliver han smidt ud. Så finder han et nyt værtshus, men her vil man heller ikke servere mere for ham og så kommer han op at slås!
Da han genforenes med sin mor og resten af borgerne i Loxford, bliver de forfærdede over hans eventyr. Men Albert Herring sværger, at fremover vil han leve sit eget liv på sine egne præmisser……. Da forestillingen slutter er der oven i købet udsigt til romantik for Albert Herring.
Sangerne:
Gisela Stille som miss Wordsworth. Foto: Natascha Thiara Rydvald og DKT
Gert Henning-Jensen er et meget forudsigeligt valg til rollen som Albert Herring – måske lidt for forudsigeligt. Det var næsten banalt. Alligevel må man indrømme, at han gjorde det supergodt. Han sang fantastisk og sprang rundt på scenen som kun Gert Henning-Jensen kan gøre det. Ylva Kihlberg var sprudlende som den stramtandede Lady Billows og Gisela Stille var helt fantastisk som den nervøse skabsalkoholiker, lærerinden Miss Wordsworth. Men det var Johanne Bock der løb med opmærksomheden, som Lady Billows stressede og konstant kæderygende hushjælp, der har svært ved at undertrykke sine erotiske lyster efter fruen. Mens Loxfords velgørenheds komité leder efter en værdig og dydig majdronning, så kæmper de alle med deres egne laster og småborgerlighedens hykleri bliver udstillet til publikums morskab og fornøjelse. Folk morede sig og der blev grinet i hele salen. Alligevel virkede forestillingen lidt for lang og publikums latter lød en smule træt. Måske fordi historien var lidt for slidt og lidt for genkendelig? Måske fordi det hele var lidt for forudsigeligt?
Musikken:
Benjamin Brittens musik var fantastisk – den virkede meget friskere, dynamisk og vedkommende end historien på scenen. Der var kun 13 musikere i orkestergraven, men der var en særpræget energi i musikken, som balancerede lige på kanten til det atonale. Der var den største samling af trommer, som jeg nogensinde har set på Det kongelige teater og de blev sandelig brugt! Musikken var meget moderne og jeg var super, super, supervild med det. Trods en stor indsats fra alle sangere, så kæmpede de med en både slidt og forudsigelig historie, og en libretto som virkede passé. Jeg tror det var musikerne fra Det kongelige kapel og deres indsats, som gjorde at det alligevel blev en rimelig flot og vellykket forestilling.
Gert Henning-Jensen som Albert Herring. Foto: DKT og Natascha Thiara Rydvald
I går offentliggjorde Det kongelige teater programmet for sæson 2012-2013. I forbindelse med offentliggørelsen udtalte teaterchef Erik Jacobsen, at publikum på ingen måde ville mærke noget til krisen. Men den kommende sæson indeholder kun 8 opsætninger og det er oven i købet inklusive 3 genopsætninger og en børneopera. Dermed bliver det den mindste sæson jeg nogen sinde kan huske. Derfor er det næsten krænkende, når Erik Jacobsen påstår, at publikum ikke vil bemærke krisen. Vi er jo ikke dumme…..
Erik Jacobsen - direktør for Det kongelige teater
Når det er sagt, så synes jeg faktisk, det er et utrolig flot og intelligent program – den økonomiske situation taget i betragtning!
Sæsonen åbner med en dramatiseret iscenesættelse af Händels Messias – det er absolut ikke noget for mig og jeg har lidt svært ved at se pointen. Messias er jo et oratorium. Hvorfor skal det absolut presses ind i en ramme, hvor det ikke passer? Jeg kunne måske forstå det, hvis det var et sjældent opført værk, som kunne trække en masse publikum på grund af nyhedsværdien. Men det er jo ikke tilfældet – tværtimod. Hvert eneste år er der talrige muligheder for at høre Messias i juletiden….. jeg synes det havde været bedre, at bruge operaens begrænsede midler på at sætte en rigtig opera op i stedet for!
Senere kan man opleve Rossinis Semiramis; det er en dramatisk historie, der næsten forløber som en parallel til myten om Ødipus. Jeg er i forvejen ret vild med Rossini og når der står i programmet, at Semiramis rummer noget af hans allerbedste musik, så er det en forestilling som jeg glæder mig usædvanlig meget til.
Så følger Janaceks opera “Den fiffige lille ræv” – en forestilling for hele familien. Den handler om en skovfoged som finder en lille ræveunge ude i skoven og tager den med hjem for at pleje den, men ræveungen har lidt svært ved at tilpasse sig menneskenes verden. Jeg synes det lyder som en rigtig sød og charmerende historie. Jeg kender vist ikke noget af Janaceks musik, men jeg tror dette er en god lejlighed til at lave om på det.
Program for sæson 12/13
Senere følger så en rigtig gyseropera af Krzysztof Penderecki, der har skrevet filmmusikken til både Eksorcisten og Ondskabens hotel. Historien foregår i 1643, hvor en priorinde har seksuelle fantasier om en præst – og så ender det med, at han blive brændt på bålet, fordi hun ikke kan styre sine lyster. Gys og sex og begær og religiøst vanvid – jeg synes det lyder helt vildt spændende! Det bliver i hvert fald noget helt ud over det sædvanlige!
Sæsonens sidste nyopsætning bliver Puccinis “Il Trittico” – tre små enaktere. Jeg kender kun Gianni Schicchi, som er en rigtig morsom komedie. Denne opera indeholder en af verdens smukkeste og mest kendte arier: O mio babbino caro. Jeg har aldrig set Gianni Schicchi i virkeligheden, så det er endnu en oplevelse som jeg glæder mig til. Jeg glæder mig selvfølgelig også til at se de to andre stykker: Kappen og Søster Angelica.
Derudover kan man gense “Madame Butterfly”, Carmen og Tannhäuser – tre af de flotteste og mest populære opsætninger fra de sidste par år. Som de fleste faste operagæster, har jeg et lidt anstrengt forhold til Carmen. Ouverturen og 3-4 af de store arier er så misbrugt i medierne og det moderne kulturliv, at de er fuldstændig banaliseret. Man kan ikke lade være med at tænke – årh nej, det magter jeg simpelthen ikke at høre igen. Derfor er det ikke en opera, som trækker mange af de faste operagæster – men det er lidt ærgerligt, for det jo en ret god opera, men en masse flot musik. Til gengæld er Carmen en forestilling, som tiltrækker mange af de gæster som kun sjældent kommer operaen og det samme gælder “Madame Butterfly”.
På den måde synes jeg, at man har sammensat et rigtig flot program, som egentlig rummer noget for enhver smag. Der er en lille håndfuld ekstremt spændende nyopsætninger. Alle de faste operagæster – dem som kun ser de nye opsætninger – har virkelig noget at glæde sig til. Men der er også tre opsætninger, som allerede er publikumsfavoritter – folk som ikke har set dem får en chance mere. Og alle os andre? Jo, jeg tror man har valgt tre forestillinger, som mange faste operagæster også gerne vil se igen!
Det kongelige kapel på gamle scene.
I går havde Det kongelige teater repremiere på David Radoks iscenesættelse af La Traviata – en af operahistoriens bedste værker og en af Verdis største succeser. Premieren i Venedig i 1853 var ganske vist ikke særlig vellykket; publikum skreg af grin, da den særdeles omfangsrige sopran skulle foregive at dø af svindsot i sidste akt. Verdi brugte et år på at rette i værket og i 1854 fik La Traviata verdenspremiere endnu en gang – denne gang med en helt ny besætning. Det blev en stor succes og siden har La Traviata været elsket af publikum over hele jorden.
La Traviata er baseret på Alexandre Dumas skandaleroman “Kameliadamen”, som igen er baseret på hans egen ungdomsforelskelse i den berømte kurtisane Marie Duplessis. Henrik Engelbrecht har skrevet en spændende artikel om baggrundshistorien, som man kan læse HER.
Peter Lodahl synger partiet som Alfredo.
Handlingen:
Alfredo forelsker sig i den feterede kurtisane Violetta – og hun forelsker sig i ham. Hun forlader sit ekstravagante luksusliv og alle elskerne i Paris, for at leve sammen med sin nye elsker. Men Alfredo har en søster som gerne vil giftes. Hendes familie har desværre hørt, at Alfredo lever sammen med en berygtet kurtisane, hvilket stopper alle bryllupsplaner. Deres far, den gamle Germont, opsøger Violetta og fortæller hende om familiens problemer. Violetta kan straks identificere sig med den unge piges drømme om kærlighed og lykke. Violetta føler, at hendes egen lykke er ufortjent og frygter at den ikke vil vare; hun ved, at hendes dage er talte, da hun lider af tuberkulose – derfor lykkedes det for den gamle Germont, at overtale Violetta til at forlade Alfredo. Hun har solgt alle sine smykker og alle sine egendele for at finansiere deres samliv. Nu har hun ikke andre muligheder end at vende tilbage til Paris og sine gamle elskere. Såret kærlighed er det værste der findes og Alfredo tager en grusom hævn. Da hun bliver syg, svigter både venner og elskere hende. Men de to elskende genforenes inden Violetta dør. Hun er både ludfattig og dødssyg da Alfredo genfinder hende, men de forsones og derfor dør hun lykkelig…….
Sangerne:
Dirigent Marcello Mottadelli
Alfredo blev sunget af operaens nye stjernetenor Peter Lodahl, og Violetta blev sunget af Anne Margrethe Dahl. Deres stemmer har begge en dejlig varm, blød og rund klang, som skabte en helt utrolig harmoni mellem dem. Jeg har efterhånden set La Traviata en masse gange, men denne gang har helt sikkert den bedste og det skyldtes uden tvivl samspillet mellem de to hovedpersoner – det var simpelthen magisk. Jeg har selv La Traviata i en indspilning med Angela Gheorghiu og Frank Lopardo; særligt Gheorghiu er meget skinger…. næsten skrigende. Peter Lodahl og Anne Margrethe Dahl var 100 gange bedre. Anne Margrethe Dahl lavede nogle fænomenale koloraturtriller; det rislede ned af nakken, da hun sang “Follie! Follie!“. Anne Margrethe Dahl er en fantastisk sanger – en af de bedste på Det kongelige teater. Men jeg tror aldrig hun har været så god som i går – jeg har i hvert fald ikke hørt det. Jeg havde den samme oplevelse når Peter Lodahl sang; jeg smeltede simpelthen da han sang “Un dì felice“. Det var et af forestillingens højdepunkter!
Palle Knudsen skulle have sunget den gamle Germont, men var desværre blevet syg. I stedet havde man fået fat i Nicola de Michele. Jeg var selvfølgelig lidt skuffet, for jeg havde glædet mig til Palle Knudsen. Men Nicola de Michele ligner faktisk Peter Lodahl – derfor fungerede de ret godt som far og søn. Det var næsten et ekstra plus til aftenens forestilling.
Koret var også i topform. Sjældent har jeg oplevet sådan et brus fra det store operakor.
Dirigenten var Marcello Mottadelli; på min egen indspilning er Solti dirigent, men jeg synes ofte tempoet er både forceret og eksalteret – nærmest febrilt. Det kan der selvfølgelig være en god pointe i, men jeg synes alligevel det virker lidt hysterisk. Marcello Mottadelli satte et tempo der var dynamisk, men også let, elegant og boblende. Mange kalder La Traviata for en champagneopera og det er ikke blot fordi at de drikker en masse champagne – det er også fordi musikken er munter og boblende. Man kan godt blive sådan lidt ør i hovedet, som om at man selv havde drukket champagne. Hvem får ikke lyst til at danse, når de hører “Brindisi“, La Traviatas berømte drikkevise?
Scenografien:
Anne Margrethe Dahl som Violetta. Foto: DKT og Miklos Szabo.
Scenografien var lavet af Lars-Åke Thessmann og den var lige så vellykket som resten af forestillingen. Første akt foregår i Violettas store elegante palæ, med udsigt over Paris. Vi ser både Eiffeltårnet og Sacré Coeur mod den mørkeblå nattehimmel. I anden akt afviger scenografen fra traditionerne; i stedet for at flytte på landet, flytter de elskende ud til et strandpalæ. Sand og klitter vælter ind af døre og vinduer, mens bølgerne vugger blidt i solen udenfor. Da Violetta dør i sidste akt, er vi atter tilbage i Paris, men hendes værelse er tomt. Fortidens pragt er forsvundet. Gulvet er brækket op; brændt eller solgt? Da tågen uden for vinduerne letter, ser man, at der kun er en armslængde til nabohuset. Da hun forsones med Alfredo fortrænger minderne om deres lykke de tunge, grå ejendomme uden for vinduerne og bølgerne skyller igen imod dem. Men deres ønsker og længsler kan ikke fortrænge virkeligheden. Snart synker Violetta igen sammen, bølgerne og den blå himmel forsvinder som dug for solen. Skæbnen er uforsonlig……….
Kritik:
La Traviata er simpelthen en usædvanlig flot og vellykket forestilling. Jeg tror alle gav alt hvad de kunne; både solister, kor, dirigent og orkester – og resultatet var derefter. Sjældent har jeg nydt en opera så meget……. det var total nydelse fra start til slut. Faktisk fandt jeg kun to ting som jeg gerne vil kritisere; for det første røg Peter Lodahl/Alfredo merskumspibe. Det var dybt utroværdigt – han var slet ikke en type som røg pibe. Hvis han absolut skulle ryge, så skulle det være en cigaret. Dernæst er jeg nødt til at klage over Peter Lodahls undertøj. Jaja, Peter Lodahl er en utrolig flot og charmerende mand – også i undertøj. Men stilmæssigt har man lagt forestillingen omkring 1910-1912. Sådan cirka. Den gang gik mænd altså ikke med sort undertøj. Det tror jeg først man begyndte at gøre i 60erne eller 70erne. Selvfølgelig er det kun en detalje; alligevel virker det som et irriterende stilbrud. Derfor håber jeg, at Peter Lodahl skifter undertøj inden næste forestilling…………….. 
Anne Margrethe Dahl som Violetta og Peter Lodahl som Alfredo. Foto: DKT og Miklos Szabo.
I dag har ledelsen på Det kongelige teater offentliggjort præcis hvor mange og hvilke ansatte der bliver afskediget. I alt skal 81 stillinger spares væk; det kan primært ske ved planlagte pensioneringer, almindelig kontraktudløb, nedlæggelse af ubesatte stillinger og frivillig afgang. Derfor er der kun 12 ansatte som får en decideret fyreseddel…..kun 12!
Kulturslagter Uffe Elbæk svinger sparekniven......
Det får ligefrem Politiken til at bruge ordet “nådigt” i deres artikel…….man spørger sig selv, om det er en dårlig joke? Det viser, at ledelsen på Det kongelige teater har været rigtig gode til at manipulere med medierne. Det er virkelig spin i højt gear. Ved hjælp af medierne er det lykkedes at fremstille denne skandale som en succes: der er kun 12 som fyres! Man kan bare undre sig over, at journalisterne ikke kan gennemskue denne manøvre. Det er næsten skandaløst……..
Faktum er jo, at operakoret stadig bliver reduceret fra 56 til 40 medlemmer – det var præcis den katastrofe som mange prøvede at undgå. Det er fuldstændig underordnet, hvor mange der direkte bliver fyret og hvor mange der går på pension eller andet. Operakoret er stadig reduceret med 25% og nu har Danmark et af verdens mindste operakor. Det er ikke længere et mareridt som man kan vågne fra – det er virkelighed.
Det er ret imponerende, at det er lykkedes ledelsen på Det kongelige teater, at fjerne fokus fra denne massakre. Operakoret er lige blevet slagtet og der er tilsyneladende ingen som har opdaget det. Det ville faktisk være lidt komisk, hvis det ikke var så tragisk!
Og hvem har ansvaret for denne situation? Teaterchef Erik Jacobsen har en del af ansvaret – jeg synes ikke han har været særlig god til at støtte kunstnerne i deres kamp for at undgå disse besparelser. På den anden side har det måske givet ham en strategisk fordel i forhandlingerne med kulturministeriet, at han har holdt sig ude af den offentlige debat. Men bag ham står kulturminister Uffe Elbæk selvfølgelig med det overordnede ansvar; som kulturminister er det hans opgave at sikre et bredt og velfungerende kulturliv på et højt niveau i Danmark. Men den opgave har han svigtet, ved at pålægge Det kongelige teater en besparelse på 100 millioner kroner.
Uffe Elbæk vil sikkert fastholde, at der ikke er flere penge. Han vil sikkert også hævde, at han har gjort alt hvad han kunne for at undgå denne situation. Jeg tror desværre, at vi er mange som stiller spørgsmålstegn til hans engagement og hans vilje i denne sag. Hans berømte Marshall-plan har simpelthen skabt et tillidsproblem, der har ramt ham selv i nakken som en boomerang. Allerede før han blev kulturminister, havde Uffe Elbæk jo afsløret en hensigt om at skære i tilskuddet til den klassiske musik, for at favorisere den rytmiske musik i stedet for. Første halvdel af planen er nu gennemført; så bliver det spændende at se, hvem der slipper for besparelser…. eller måske ligefrem får hævet deres tilskud!
Heldigvis er det ikke et klynkekor – det kongelige operakor giver ikke bare op! I stedet vil de kæmpe for, at Det kongelige teater igen får et stærkt og fuldtalligt operakor i verdensklasse, fortæller operasanger Søren Hossy til Politiken.
Jeg synes det er megasejt, og jeg håber, at der er rigtig mange som vil støtte dem……
"Man bytter da ikke en fin gammel stradivarius for en flot violinkasse" - Lone Koppel
Lige for tiden er DONG ved at opføre Danmarks største havmøllepark ved Anholt; når havmølleparken bliver færdig vil den bestå af 111 havvindmøller som tilsammen kan levere 400 MW. Men det får man ingen glæde af på Anholt – det er nemlig alt for dyrt, at føre strømmen ind til den lille ø. Det er lidt svært at forstå, når politikerne hævder, at de kæmper for miljøet og vil sænke CO2-udslippet. Dette eksempel viser, at når det kommer til stykket, så tænker politikerne kun på pengene……. men det forhindrer dem naturligvis ikke i at bruge milliarder på at holde møder, hvor de kan SNAKKE om hvor vigtigt det er at sænke CO2-udslippet og stoppe den globale opvarmning.
Kulturminister Uffe Elbæk
Det er fuldstændig det samme på Det kongelige teater – politikerne snakker om hvor vigtig kunst- og kulturlivet er for Danmark, men det er bare ord – tomme ord, som ikke betyder noget som helst. De forstår slet ikke hvad det betyder. Politikerne interesserer sig kun for penge – og for at blive genvalgt ved det næste valg. I disse dage hører man masser af politikere udtale, at vi er midt i en alvorlig krise og derfor må det kongelige teater også spare. Det skyldes helt utrolig uvidenhed – alle som kender forholdene ved, at det kongelige teater har sparet og sparet og sparet. Hvis man sparer mere, så giver det slet ikke mening at have en opera.
Da Mærsk McKinney Møller forærede os en ny opera, lovede politikerne samtidig at sikre driften. Man regnede og regnede, og indgik nogle kompromisser om hvor mange musikere, hvor mange sangere og hvor meget administrativt personale der var brug for i den nye opera. Men lige siden har der været nedskæringer hvert eneste år. Udgifterne til bygninger er øget med 30 millioner bare i løbet af de sidste 4 år. Samtidig er det offentlige tilskud faldet med 60 millioner. Sammenlagt betyder det, at operaens rådighedsbeløb er faldet med 90 millioner kroner. I 2010 blev der fyret 30 medarbejdere. I 2011 blev der fyret 25. Man har sænket antallet af både opsætninger og forestillinger. Samtidig er billetterne steget med 113% på 4 år……. man har virkelig gjort hvad man kunne, for at få økonomien til at hænge sammen. Alligevel er økonomien i huset er så presset, at der er en instruktør, som i år har valgt, at han selv betaler for de ekstra violinister som er nødvendige for at gennemføre den forestilling som han er ansat til at sætte op. En anden instruktør arbejder simpelthen gratis. Fra at være en opera i verdensklasse, er den kongelige opera efterhånden forvandlet til The Beggars Opera, en ludfattig Tiggeropera.
Operaen på Holmen
Trods disse forhold skal der igen spares på Det kongelige teater – denne gang skal de spare 100 millioner kroner over de næste 4 år. Det er 25 millioner om året…… Det betyder, at operakoret bliver reduceret fra 56 til 40 medlemmer. Hvis det sker, så mister operaen sin værdi – det vil simpelthen ikke lyde godt. Og hvorfor skal man gå i operaen, hvis det ikke lyder godt??? Scenekunstnerne er så desperate, at de har skrevet et åbent brev til hr. Møller, hvor de beder om flere penge. Desværre cementerer det blot rygterne om det kongelige teater som en Tiggeropera.
Først og fremmest skyldes denne kedelige situation en kulturminister som ikke har noget forhold til hverken kunst eller kultur. Som om det ikke var slemt nok, så er manden heller ikke politiker – men nu sidder han pludselig som kulturminister og så bliver det tydeligt, at han er dybt inkompetent. Det er simpelthen en farce, der minder lidt for meget om Den politiske kandestøber. Uffe Elbæk er bare verdensmester i store ord, varm luft og selviscenesættelse – hverken mere eller mindre! Problemet er blot, at dette er ikke en holbergsk komedie. Dette er den benhårde virkelighed og kulturministerens manglende kulturforståelse gør ham til en trussel mod Det kongelige teater, Operaen, balletten og alle landets symfoniorkestre.
I lørdags var jeg til støttekoncert – eller demonstration – på det kongelige teater. Operakoret og det kongelige kapel gav en koncert, hvor de spillede kendte korværker som Fangekoret fra Nabucco, Triumfmarchen fra Aida og mange flere. Mellem numrene var der protesttaler fra operasanger Lone Koppel, forfatter Knud Romer, skuespiller Henrik Jandorf, kongelig balletdanser Alexander Stegger og den nye operachef Keith Warner, som fortalte, at han følte det som om at man havde inviteret ham med på et luksuskrydstogt og da han var kommet ombord fik han at vide, at skibet var Titanic. Tonny Landy var konferencier og fortalte en lille historie fra 2. verdenskrig; dengang var økonomien så presset i England, at regeringen ville spare på kulturen. Winston Churchill protestede: “Jamen, hvad kæmper vi så for”, spurgte han forarget.
Georg Metz fortalte om kong Frederik d. 6. – som i følge Georg Metz ikke havde trængt sig på, da vorherre uddelte forstandens gaver. Efter statsbankerotten i 1813 ville statsmændene også annullere alt støtte til kunst og kulturliv. “Bare fordi vi er fattige, behøver vi jo ikke at være dumme”, svarede kongen……
“Men kunsten er jo bare elitens legeplads. Der er mange flere som er vilde med dans……”, sluttede Georg Metz – det var naturligvis sarkasme. Men sjovt nok, så var det netop disse uintelligente synspunkter som Ole Birk Olesen gjorde sig til talsmand for, da han deltog i Deadline søndag aften, sammen med Anita Bay Bundegaard og Claes Kastholm.
Ole Birk Olesen er idiot
Ole Birk Olesen(fra Liberal Alliance) foreslog, at det kongelige teater bare kan øge billetprisen med 41kr. Det er jo mennesker med udmærket løn som Uffe Ellemann, Anita Bay Bundegaard og Claes Kastholm der kommer i operaen: “Det er jo ikke folk på kontanthjælp der typisk går i operaen”, sagde han. Men det viser hans manglende forståelse og alle hans fordomme. Det viser også, at han ikke selv kommer der. Hvis han gjorde det, så ville han vide, at det er alle mennesker som kommer i Operaen. Operaen er ikke bare for eliten – den største gruppe er helt almindelige mennesker, som er folkeskolelære, gymnasielærer, bibliotekarer, mv. Men der kommer sandelig også mange “fattige” mennesker. Jeg har selv betydeligt færre penge end fattige Carina, men jeg prioriterer operaen meget højt……. til gengæld har jeg ikke været på ferie siden år 2000. Jeg ryger ikke, jeg drikker ikke alkohol og jeg går ikke i byen. Jeg har valgt, at jeg hellere ville bruge mine penge på opera og klassiske koncerter – men nu har jeg snart heller ikke råd til det længere.
Det er virkelig alle samfundsgrupper som kommer i operaen, men selvfølgelig er de svageste samfundsgrupper dem som fylder mindst. Men Ole Birk Olesen laver en kæmpefejl, når han fortolker det som manglende lyst og interesse…….. i stedet kunne det jo skyldes de skyhøje billetpriser. Samtidig med at Det kongelige teater skal spare yderligere 100 millioner, så står der i den nye aftale, at teatret også skal række ud efter nye grupper. Men det er jo fuldstændig meningsløst, hvis man først saboterer det kunstneriske niveau og dernæst sætter prisen op, så de/vi slet ikke har råd til at komme der.
Søren Pind er også gået ind i kampen for det kongelige teater. Det kommenterede Ole Birk Olesen ved at sige, at “Søren Pind kan jo godt selv lide at besmykke sig med sådan en fin titel som en der går i operaen”. Sarkasmen er tydelig…… og nedladende. Ikke bare over for Søren Pind – næh, det er en sarkasme som rammer alle der går i operaen. Hvorefter Ole Birk Olesen meget nedladende gør opmærksom på, at opera er underholdning og absolut ikke andet…… da Anita Bay Bundegaard forsøger at protestere, afviser Ole Birk Olesen hendes forklaring som “åndssnobberi”.
………..og det er netop problemet. Det er de kulturløse som går til kamp mod det de ikke selv forstår – det skal smadres og ødelægges! Vi er midt i en blodig kulturkamp og lige nu fører vandalerne. De er ved at smadre et mangfoldigt kulturliv, som det har taget mange år og kostet mange penge at bygge op. Vi har brug for skoler, for uddannelse, sygehuse og læger – men vi har også brug for kultur. Hvad nytter det, at man har job, uddannelse og godt helbred, hvis man hensmægter af mangel på livskvalitet? Uden kulturen, uden Det kongelige teater, uden operaen, så bliver Danmark et fattigere samfund. Man behøver bestemt ikke at tilhøre eliten, for at kunne nyde og glæde sig over en fantastisk opera…….
Protestkoncert og demonstration på Det kongelige teater
Tirsdag aften var jeg til premiere på Mozarts opera “Cosí fan tutte”.
Guglielmo og Ferrando praler med at deres forlovede er de mest trofaste piger i hele verden. Don Alfonso morer sig over deres naivitet….. : “Er de ikke af kød og blod? Spiser de ikke? Bærer de ikke klæder? Er de kvinder eller gudinder?” Don Alfonso hævder, at kvinders troskab er lige som fugl Fønix. Alle siger at den findes, men ingen har set den…….
Peter Lodahl og Palle Knudsen. Foto: Per Morten Abrahamsen/DKT
Drengene tror stadig på deres kærester og indgår et væddemål. Guglielmo og Ferrando lader som om at de drager i krig – Fiordiligi og Dorabella er ude af sig selv. Den ene truer med at dolke sig og den anden vil springe ud af vinduet. Snart vender drengene tilbage, forklædt som kavalerer fra et fremmed land….. og trods modstand, så varer det ikke længe før de holder hver sin pige i armene. Dvs at det er faktisk kameratens pige de holder i armene…. og de nøjes selvfølgelig ikke med det. Hvorefter begge mænd er helt ude af sig selv af fortvivlelse over de lumske og forræderiske kvinder.
Così fan tutte er en af de mest tåbelige og åndssvage operaer der findes – den er så forudsigelig, at der ikke er det mindste gran spænding tilbage. Selvfølgelig går kvinderne i fælden. Det er klart fra den allerførste replik. Men det er mindst lige så forudsigeligt, at Don Alfonso kommer og løser konflikterne, så alt alligevel ender i fryd og gammen. Budskabet er, at man aldrig skal tage kærligheden for givet….. det er næsten lidt for banalt i 2011. Det behøver man jo ikke gå i operaen for at opdage. Operaen slutter med ordene: “Den er lykkelig som ler når andre græder……” Jaja, det er da en mulighed. En mere sandsynlig mulighed er dog, at vedkommende er idiot; enten forstår han slet ikke hvad der foregår eller han er typen som ikke tager noget som helst alvorligt.
Men jeg har også et problem med hele tanken bag denne opera. “Così fan tutte” betyder “sådan gør alle” – kvinder! Det ender da også med at kvinderne må angre deres utroskab og deres svaghed. Men ingen stiller mændene til ansvar for at arrangere denne fælde….. der er heller ingen som stiller spørgsmålstegn ved mænds troskab. Næh, ingen forventer den samme troskab af mænd; men der er heller ingen som opfatter dette som en karakterbrist eller et moralsk problem. Dét krænker mine moralbegreber.
Jeg kedede mig hvert eneste minut, fuldstændig som jeg har gjort de tre andre gange jeg har set Così fan tutte. Hvorfor købte jeg så billet? For det første kan man jo blive overrasket over en ny opsætning. Jeg har oplevet masser af eksempler på fantastiske instruktører der har skabt vidunderlige forestillinger på ganske banale operaer. For det andet bliver man ældre og alle mennesker ændrer smag gennem tiden…. derfor skulle den have en chance mere. For det tredje var det jo nogle af den kongelige operas bedste sangere i de fire hovedpartier; Palle Knudsen, Peter Lodahl, Elisabeth Jansson og Inger Dam-Jensen. Man skal heller ikke glemme Johan Reuter som Don Alfonso eller Lina Johnsson som stuepigen Despina – sidstnævnte var nok forestillingens mest sympatiske karakter. Faktisk den eneste som jeg egentlig brød mig om……
Inger Dam-Jensen er jo altid fantastisk – altid! Hun har en smuk, klar, perlende stemme, som man aldrig kan få nok af. Peter Lodahl er en af de nyere sangere som jeg ikke har hørt så tit, men alle kritikerne er vilde med ham. Det gælder også undertegnede……. Peter Lodahl havde en fantastisk arie midt i første akt. Han sang så fantastisk og så forførende, at jeg glemte alt om den fjollede historie. Denne ene arie var så berusende, at det næsten var alle pengene værd. Palle Knudsen har været en af mine favoritter fra han begyndte at synge i operaen……. Han synger fantastisk. Men instruktøren har ønsket at udstille ham som en rigtig klam og selvglad Don Juan, og det lykkedes lidt for godt – han var lidt for smart, lidt for kæk, lidt for selvglad. Det var både klamt og kvalmende. Der er en scene hvor han smider jakken og danser halvnøgen rundt på scenen. Det er sikkert meningen at det skal være morsomt, men det blev kun vulgært, pinligt og meget teatralsk. Palle Knudsen er en supergod sanger, men jeg tror, at jeg foretrækker ham i de mere seriøse roller……….. Udover at forestillingens fire stjerner alle er sublime sangere, så fungerede de også som en perfekt helhed, hvor ingen faldt igennem og ingen skyggede for andre.
Nogle rækker bag mig sad der en hel gymnasieklasse – der er ingen tvivl om, at de kedede sig lige så meget som mig. Det gælder vist også de tre unge par der sad foran mig. Men gang på gang lød en forsigtig, dæmpet latter gennem salen – jeg forstår det ikke. Men anmelderne er også meget begejstrede:
I Politiken skriver Thomas Michelsen, at “Blændende sangere redder Mozart-klassiker“.
I Berlingske har Søren Kassebeer skrevet en meget begejstret anmeldelse.
Jakob Levinsen er lige så begejstret i JP, hvor han skriver at det er en “sprælsk og stram opsætning”.
Gregers Dirckinck-Holmfeldt skriver at forestillingen “kører på høj komik” og “musikken bærer mod stormfulde højder”.
Così fan tutte. Foto: Per Morten Abrahamsen/DKT
I sidste uge skrev to journalister fra Politiken – Torben Benner og Nina Peitersen – en artikel om “Unge i Operaen“. Hvorfor går unge mennesker ikke i Operaen? Det er et meget relevant spørgsmål, men der er nogle problemer i deres udgangspunkt. Heldigvis rammer de alligevel den rigtige konklusion!
Udgangspunktet er en undersøgelse som Politiken har lavet om unges kulturforbrug; 92% har været i biografen i løbet af det seneste år. 54% har været på museum. 36% har været til en rytmisk koncert, mens kun 11% har været i Operaen.
Men allerede her synes jeg, at artiklen kører af sporet – 11% er da ret fint. Jeg ville gerne se en lignende undersøgelse for resten af befolkningen – jeg tror bestemt ikke resultatet ville være bedre og dermed mener jeg, at det er både forkert og urimeligt at konkludere, at unge er mindre finkulturelle end andre.
De to journalister har inviteret tre unge en tur i Operaen – og så går det igen galt; 20-årige Camilla Vestergaard er social-og sundhedshjælper, 21-årige Louis Jacobi er uddannet møbelsnedker og 22-årige Jeppe Holm Nielsen er lige flyttet fra Aarhus til København for at studere på RUC. De to første er ikke akademikere og hvis man har reglerne om den sociale arv i baghovedet, så har deres forældre sandsynligvis heller ikke en universitetsuddannelse. Sidste mand kommer fra Aarhus, hvor kulturforbruget og tilbuddene er anderledes. Havde man i stedet valgt tre studerende fra Københavns universitet med højtuddannede forældre, så var artiklen blevet meget anderledes. Journalisterne har skrevet en artikel om unges forhold til opera, men i betragtning af udgangspunktet, så havde det været mere relevant at undersøge forholdet mellem klasseskel, uddannelse og kulturelle interesser.
Fra proletarfamilie til operafan
16 eller 17 år
Jeg kommer selv fra en rigtig proletarfamilie. Min far var fisker og landmand, da han var ung. Senere blev han jord-og betonarbejder, men drev samtidig et lille fritidslandbrug ved siden af. Han røg 80 cigaretter og drak 25 øl om dagen, indtil han døde af det. Han blev aldrig vasket og når man havde givet ham hånden ville man helst vaske hænder bagefter. Han har aldrig brugt en tandbørste, skiftede kun tøj 2 gange om året og har flere gange siddet i fængsel for både vold og spirituskørsel. Der var ikke grammofon i mit barndomshjem. Hvis vi hørte musik, så kom det fra radioen – hvis de spillede opera eller klassisk musik, så blev der straks slukket. Den slags var jo ikke for mennesker som os………..! Men jeg begyndte at få kærester som var lidt ældre og kom fra et andet miljø – de hørte opera og klassisk musik, og det fangede min interesse. Når man er forelsket, så er man jo modtagelig for hvad som helst. Kæresterne blev skiftet ud, men interesserne beholdt jeg…… når visse socialgrupper vrænger på næse af opera, så er det lige så meget et udtryk for modvilje mod de samfundsgrupper som traditionelt set dyrker opera. På samme måde er min operainteresse sikkert også udtryk for et opgør eller brud med min baggrund.
De fleste operagængere introduceres til opera af deres forældre – man kan sige, at det er en del af deres del af deres sociale arv. Uden for det akademiske miljø oplever mange operaen som et lukket område. Der er en masse fordomme om, at opera er elitært, svært at forstå, kedeligt og dyrt – det sidste er desværre sandt. Det er dyrt at gå i operaen. Men alle de andre antagelser er bare dumme fordomme, som ikke har noget med virkeligheden at gøre. Gennem de sidste 20 år, har jeg selv introduceret rigtig mange til operaen…. de fleste mennesker elsker det, uanset hvem de er, hvor de kommer fra eller hvor meget de tjener. Det er altid fantastisk at se hvordan folk nyder deres første opera. De allerfleste mennesker oplever det som en fantastisk spændende og storslået oplevelse, når de sætter sig i sædet, lyset bliver slukket, dirigenten træder ind og musikerne spiller de første toner, mens tæppet glider til side…….det er simpelthen magisk!
Operaen med lamperne - tegnet af Olafur Eliasson
Sådan gik det også for de tre unge mennesker i artiklen – trods stor skepsis og stærk modvilje, så ændrer denne oplevelse deres forhold til opera. De blev alle tre positivt overrasket. Afslutningsvis spørger journalisten, om de kunne tænke sig at se mere opera: Camilla svarer ubetinget ja, Jeppe vil gerne hvis andre tager initiativet og Louis ærgrer sig over, at han ikke kan nå at forære sin gamle farmor en operatur i fødselsdagsgave. Jeg blev så glad da jeg læste det!
På den måde bliver artiklen en meget fin illustration af unge menneskers forhold til opera. De vil gerne, hvis nogen introducerer dem…… De tre unge mennesker reagerer fuldstændig lige som alle andre mennesker jeg kender – der er virkelig meget få mennesker, som ikke bryder sig om en tur i operaen. Det gælder både unge og ældre – der er ingen forskel. Udfordringen er udelukkende at lokke dem indenfor og derefter at få dem til at komme tilbage.
Kasper Holten og Ungopera
Kasper Holten - Operachef 2000 - 2011
Kasper Holten overtog jobbet som Operachef i 2000. Han var 29 og tog straks initiativ til at oprette Ungopera – en lille gruppe for unge operaelskere. Ungopera bestod først og fremmest af en hjemmeside og debatforum. Det var gratis at melde sig til – samtidig blev vi inviteret til temaaftner og foredrag, hvor fx dirigent eller sufflør fortalte om sit job. Hver gang en ny opera havde premiere, blev vi inviteret til en åben prøve, hvor operadramaturg Henrik Engelbrecht indledte med at fortælle om forestillingen. Han er helt fantastisk til at fortælle om opera på en spændende, humoristisk og fængende måde. Ret hurtigt begyndte mange medlemmer selv at tage initiativer til fællesspisninger, opera-quiz-aftener, temaaftener, operaseminar og meget andet. To gange blev der også arrangeret operaweekender i Berlin. På debatsiden blev der diskuteret sangere, opsætninger, scenografi og meget mere. Kasper Holten og Henrik Engelbrecht havde håbet på 200-300 medlemmer. Men Ungopera nåede vist helt op på 3-4,000. Operaen blev pludselig et sted, hvor man mødtes med venner og bekendte. Det betød også, at alle skyndte sig ind at se de nye opsætninger….. ellers var man jo udenfor og kunne ikke deltage i de aktuelle diskussioner. Mange så de samme forestillinger 4-5 gange – både fordi det var hyggeligt at være sammen med operavennerne, men også for at fokuserer på nye detaljer som andre havde opdaget i operaen, som man måske ikke selv havde set første…. eller anden…. eller tredje gang. Der har med garanti aldrig været så mange unge mennesker i operaen, som i den periode hvor Ungopera havde sin storhedstid. Folk ville hellere spise havregrød en hel måned, end de ville gå glip af en ny opsætning eller en kendt gæstesanger.
Selvfølgelig er der kliker sådan et sted. Nogen er mere aktive og tager flere initiativer end andre. Inderkredsen faldt efterhånden fra hinanden på grund af interne konflikter. Så blev hjemmesiden nedlagt – man ville lave en ny, men den kom aldrig. Og sådan forsvandt Ungopera. Hvis man ønsker at få flere unge mennesker i operaen, så kan man jo starte med at genoprette denne gruppe. Det er formenlig det billigste initiativ man kan forestille sig. Det kræver kun en hjemmeside og sådan en koster jo ikke mange kroner i dag. Udgifterne til vedligeholdelse og administration er minimal. Der er ingen udgifter forbundet med åbne prøver. Hvis man ønsker at stimulere unge menneskers interesse for opera, så kan det næppe gøres bedre eller billigere. Der er ingen grund til at lave indviklede handlingsplaner eller at udarbejde kostbare kampagner. Hvis Det kongelige teater virkelig ønsker flere unge mennesker blandt publikum, så skal de bare genoplive Ungopera – det er faktisk ret simpelt.
Alle mennesker er forskellige. Man kan hverken forvente eller forlange, at alle unge mennesker skal gå i Operaen. Men der er stadig rigtig mange mennesker som er vilde med opera – de skal bare have chancen for at opdage det og den chance bør man sørge for at de får.
Farveren Barak og hans kone. Foto: DKT og Miklos Szabo
Alle anmelderne er vildt begejstrede og publikum kvitterede med stående applaus. Kasper Holtens sidste forestilling som operachef på Det kongelige teater er en succes og jeg er åbenbart den eneste som ikke er tilfreds. Jeg er faktisk rigtig skuffet…..
Richard Strauss opera “Kvinden uden skygge” er en historie, der konstant bevæger sig frem og tilbage mellem menneskernes verden og åndernes rige. Hovedpersonen er en ånd, som en dag havde forvandlet sig til en hvid gazelle. Da hun blev skudt af kejseren, som var på jagt, forvandlede hun sig til kvinde og blev hans kejserinde. Og som den gamle amme siger: siden er der ikke gået én eneste nat, hvor kejseren ikke har begæret hende.
Nu er der gået et år og kejserinde er ikke blevet gravid. Og hun har ikke noget skygge – de to ting hører sammen. Hendes far, åndernes konge Keikobad, giver hende en frist på 3 dage til at skaffe en skygge; ellers skal hun vende tilbage til åndeverdenen og kejseren bliver forvandlet til sten. Kejserinden rejser gennem universet til jorden for at skaffe en anden kvindes skygge……
Og så går det galt for mig: hun rejser gennem universet og hele stjernevrimlen… men hvorfor? Kejseren er et menneske og hun er allerede på jorden – ellers hænger historien jo ikke sammen. Men hvis hun allerede er jo på jorden, så er det opsætningen der ikke holder…. Efter hendes tur på jorden, møder hun kejseren der bliver rasende jaloux fordi hun lugter af mennesker…… men det giver heller ikke mening, for han er jo også selv et menneske! De er på jorden, så de må formodentlig være omgivet af mennesker hele tiden…..
På jorden møder hun farveren Barak og hans kone, som ikke lever i et lykkeligt ægteskab. Kejserinden forsøger at købe konens skygge, lover hende guld og grønne skøve, unge elskere og et liv i sus og dus….. konen er fristet, men i sidste øjeblik hører hun sine ufødte børn der græder og så kan hun ikke. Senere får kejserinde mulighed for at tilegne sig konens skygge ved lusk, men da det virkelig gælder, kan hun heller ikke gør det. Hun vil ikke have blod på hænderne og være skyld i andres ulykke.
Kejserinden indser, at menneskene betaler en hård pris for livet og får medfølelse med dem…….modsat de arrogante, selviske, ubarmhjertige og lunefulde guder, der aldrig varer sig for at lege med menneskernes liv og skæbne. Men kejserinden har udviklet sine menneskelige følelser og det er grunden til, at hun ikke kan stjæle farverkonens skygge. Hun føler og forstår, at hun hører til blandt menneskene og da får hun endelig sin skygge. På den måde handler “Kvinden uden skygge” om at finde ud af hvem man selv er og hvor man hører til. Her skal alle finde deres plads i de rigtige kasser!
Kejserinden har fået sin skygge og nu kan de endelig få børn, hvilket er forudsætningen for et lykkeligt forhold og et meningsfyldt liv….for børn er små engle der kommer med morgenrøden. Jeg var ved at blive kvalt. På den måde blev hele operaen en hyldest til kernefamilie og borgerskabsidyl…. sjældent har jeg set noget der var så reaktionært og småborgerligt – og jeg brød mig bestemt ikke om det.
Farverens historie var også særdeles problematisk: farveren Barak har købt sin kone og hun har ikke en gang et navn. Farveren er skam et hæderligt og godt menneske. Måske den mest sympatiske figur i stykket – og godt sunget af John Lundgren – men farverkonen er ikke tilfreds med dette liv og hun elsker ham ikke. Den milde og tålmodige farver mister endelig tålmodigheden med konen, da han opdager, at hun er ved at sælge deres ufødte børn for et liv i luksus. Han truer med at dræbe hende og endelig – endelig! – vågner hendes kærlighed, da han øver vold imod hende! Det er næsten for bizart! Så ender deres forhold i fryd og gammen – og forventningen om børn. Og den gode farver lover at han for fremtiden vil arbejde endnu hårdere for at skaffe mad til den kommende familie. Det er borgerskabets ideal af den gode og tilfredse proletar der kender sin plads…. operaen havde premiere i 1919. Man kan ikke lade være med at overveje det historiske perspektiv!
Scenografien er jeg heller ikke vild med. Den er lavet som en tegneserie i en stiliseret form, der minder mig om kunstneren Roy Lichtenstein. Men det bliver til karikatur når vi halvdelen af tiden ser en kvinde som græder. Det samme gælder de engle som hang og svævede bag scenen midt i det hele…. det virkede som en grotesk parodi. Det var nærmest grinagtigt…..og man kan dårligt forestille sig, at det har været hensigten.
Tredje gang er lykkens gang…. det samme må man sige om denne forestilling, for jeg kan huske mindst to gange tidligere hvor det kongelige teater har annonceret denne opera og taget den af plakaten igen, da opgaven var for stor og uoverkommelig. Det største problem er simpelthen at presse musikere nok ned i orkestergraven: graven var fyldt helt ud, så de yderste musikere sad helt op af sidevæggene og halvvejs inden under scenen. Men sikken en lyd! Det var fantastisk. Flere gange stod en del af kapellet og spillede oppe på balkonen højt oppe over salen som blev fyldt med musik fra alle sider. Det var simpelthen storslået. Og meget voldsomt! Men nogle af forestillingens højdepunkter var de lange mellemspil. Et af de mest mindeværdige var en cello som lader sin solostemme fylde hele den store operasal, mens publikum sad og lyttede som var alle fuldstændig tryllebundet. Det var et magisk øjeblik…..
“…selv om det problematiske ved Hugo von Hofmannsthals libretto til operamesteren Strauss’ mastodontværk fra 1910’erne dermed understreges, er det frem for alt en voldsom, flot og dybt oplevelsesværdig forestilling…” skriver Thomas Michelsen i Politiken. Ja, joh… sådan kan man måske godt sige det. Jeg tror ikke vi er helt uenige.
“…med et univers, der både er eventyrligt og filosofisk, er der så mange lag her, at det hele umuligt kan gå op”, skriver Søren Kassebeer i Berlingske, og konkluderer, at forestillingen er tæt på “det uopnåeligt fuldkomne”. Det er en meget kompleks opera og jeg kan godt forstå at det er svært. Den vigtigste del er min kritik er vist også rettet imod Hugo von Hoffmannsthal som skrev librettoen.
I Jyllandsposten skriver Jakob Levinsen, at det er en “eminent seværdig forestilling” og kvitterer med 6 stjerner.
Gregers Dirckinck-Holmfeld er så begejstret, at han bliver helt poetisk og kalder det en “blomstrende operaudfoldelse”, hvorefter han ligeledes giver 6 stjerner.
I Information skriver Camilla Marie Dahlgreen, at “operaen forløses med naturlighed og æstetisk tilfredsstillelse” og kalder forestillingen et højdepunkt i det nye operahus historie!
Kvinden uden skygge - kejserinden og hendes gamle amme. Foto: DKT og Miklos Szabo.
Krisen kradser på det kongelige – det har også konsekvenser for publikum.
Den 9. december besluttede jeg, at tage i Operaen for at se Madame Butterfly – som så ofte før, ville jeg købe billetten til halv pris samme dag. Jeg vidste at Det kongelige teater havde ændret reglerne: tidspunktet var ændret fra 16 til 18, og man skulle købe billetten i billetkontoret på Holmen – ikke på Kongens Nytorv. For at være helt sikker på reglerne tjekkede jeg hjemmesiden inden jeg tog hjemmefra.
Derfor blev jeg lidt forbavset, da jeg stod foran skranken på billetkontoret og ekspedienten sagde:
“Det bliver 895 kroner.”
“895? Er der ikke halv pris?”
“Nej, den ordning har man afskaffet.”
“Det forstår jeg ikke. Jeg tjekkede jeres hjemmesiden lige inden jeg tog hjemmefra og det stod der ingenting om.”
Jeg syntes ikke det var rimeligt at diskutere det med ekspedienten. Det var jo ikke hendes skyld…….. Derfor købte jeg bare billetten og tænkte, at det ville jeg klage over senere.
Jeg synes ikke det er rimeligt at afskaffe en ordning, der har eksisteret lige så længe som jeg kan huske, uden at informere om det. Og man kan da ikke reklamere med én pris på hjemmesiden og så forlange en helt anden pris, når folk kommer i billetkontoret. Det er da nærmest bondefangeri.
Det skrev jeg til Det Kongelig teater nogle dage senere, hvorefter jeg opfordrede dem til at sende mig en check på 447,50 kroner.
Der gik næsten 3 uger før jeg hørte fra Det kongelige teater og jeg blev meget forbavset over deres svar: “Af teatrets hjemmeside fremgår: hvis en forestilling ikke er udsolgt, kan Det Kongelige Teater vælge at sætte en kvote billetter til salg til halv pris“.
Yes – det står der. Det er fuldstændig korrekt. Der er kun ét problem: sådan stod der IKKE den dag jeg var i operaen eller den dag jeg sendte min klage. I mellemtiden har man ændret hjemmesiden, men jeg har selvfølgelig et screenshot af den gamle side:
Rabatter på Det Kongelige Teater
Jeg synes det er både uanstændigt og enormt uforskammet, at de refererer til en ny tekst på deres hjemmeside, da de besvarer min klage. Jeg har naturligvis skrevet til dem endnu en gang, for at spørge om de selv synes at det er rimeligt. Det er næsten 2 måneder siden. Jeg har endnu ikke hørt fra dem, så man har formodentlig valgt, at man ikke vil besvare min mail.
Jeg havde naturligvis ikke forventet at modtage en check fra Det kongelige Teater – og det var heller ikke nødvendigt. Hvis de havde skrevet til mig, at de godt kunne se problemet og hurtigst muligt ville ændre hjemmesiden så den var i overensstemmelse med virkeligheden og gældende praksis, så havde jeg været glad og tilfreds. Nu har de jo ændret beskrivelsen af deres rabatordning – det må vel betyde, at de faktisk er enige med mig i min kritik; det er i hvert fald en erkendelse af, at teksten ikke var klar og tydelig.
Men jeg kan godt forstå, at det var nødvendigt at afskaffe halvpris-ordningen. Desværre – det er jo en ordning, som jeg selv har haft utrolig stor glæde af og jeg får i hvert fald ikke råd til at se så meget opera i fremtiden….jeg bliver helt deprimeret bare ved tanken!
For tiden har man problemer med at fylde de mange pladser i den nye opera. Til de fleste forestillinger er der desværre alt, alt for mange ledige sæder. Det har publikum naturligvis bemærket og det sidste års tid er køen til halvpris-billetterne blevet længere og længere – og det er kun forståeligt: der er ingen grund til at betale fuld pris for noget som man kan få til halvpris. Der er faktisk halvpris-billetter til alle dem som ønsker det. Og det er selvfølgelig et problem!
Tænk hvis alle benyttede sig af denne ordning og billetindtægterne faldt til det halve. Det ville være en katastrofe for økonomien på Det Kongelige Teater. Jeg tør slet ikke tænke på konsekvenserne! Det er rigtig ærgerligt, at man ikke kan sælge de mange ledige pladser til halv pris, men jeg tror det har været nødvendigt, at afskaffe denne ordning. Man har simpelthen ikke haft noget valg.
Publikumsinteressen har altid været svingende i operaen. I 80´erne gik det heller ikke særlig godt, men så kom de tre tenorer – Luciano Pavarotti, Jose Carreras og Placido Domingo – som gjorde opera mere populært end nogensinde. Den unge operachef, Kasper Holten, skaffede ekstra fokus på operaen og snart kom det nye operahus på Holmen, som skruede interessen endnu mere i vejret.
Nu er nyhedens interesse forsvundet og der er finanskrise. Der er mange faktorer som spiller ind, når man skal forklare hvorfor publikum svigter. Men jeg er sikker på, at det er en midlertidig krise og snart svinger udviklingen igen den anden vej.
Operaen på Holmen
Charles Gounod – Romeo og Julie, Operaen på Holmen.
Peter Lodahl som Romeo. Foto: Mats Bäcker/DKT
Operaen begynder hos Capulet, Julies familie, som holder fest i anledning af karnevallet. Stemningen er lystig, løssluppen….. og lysten. Forklædt i maske og sorte englevinger sniger Romeo sig ind til festen, hvor han møder den skønne Julie og de forelsker sig i hinanden. Resten af første del er en uendelig udveksling af svulstige kærlighedserklæringer. Det var både kedeligt og trættende. Jeg er ikke særlig blodtørstig, men det var nærmest en lettelse da fjendskabet mellem de to familier, Capulet og Montague, bryder ud i lys lue og både Mercutio og Tybalt bliver myrdet – så skete der endelig noget.
Som straf for mordet på Tybalt, bliver Romeo forvist fra Verona. Præsten broder Lorenzo vil hjælpe det unge par og giver Julie en sovedrik der virker som et dårligt syretrip – det er helt i overensstemmelse med opsætningen, hvor Romeo fixer heroin på byens kirkegård, mens bilerne brænder og der flyder med murbrokker på scenen. Forestillingens anden del har en nerve, spænding og intensitet som manglede i første del.
Efter første del kedede jeg mig så meget, at jeg var klar til at springe i havnen. Det var bestemt ikke de medvirkendes skyld: kapellet var i topform og jeg nød musikken, som måske er den vigtigste grund til at se forestillingen. Men der er også sangerne: Niels Jørgen Riis var dragende som Romeo og Inger Dam-Jensen var betagende som Julie. Der var en utrolig imponerende balance mellem de to store og kraftfulde stemmer som harmonerede perfekt. Og det samme gjaldt alle de andre medvirkende……..med en enkelt undtagelse!
Problemet var librettoen og handlingen som var uendelig langtrukken. Jeg var heller ikke særlig begejstret for opsætningen, som var spækket med dødssymbolik. Der var grave på scenen. Der er konstant nogen som bliver båret rundt i åbne kister. Under det meste af forestillingen ligger Hamlets kranie på scenen. Carpe Diem og No Future står der skrevet på væggene som grafitti. Al denne dødssymbolik er et stort memento mori – men det virker banalt. Selv den mest tungnemme og svagtseende blandt publikum har fanget pointen om, at man skal leve livet og elske mens man kan….alligevel bliver det gentaget til man når kvalmepunktet.
Men der er sandelig også nogle store og betagende højdepunkter. Et af dem er Julies store arie: je vieux vivre, jeg vil leve – en berusende arie om forventningsfuld livsglæde, som hun synger uden at bemærke skellettet som danser en grotesk dance macabre lige bag hende. Det var helt klart et af forestillingens højdepunkter.
Et andet højdepunkt er midt i Romeo og Julies store dødsscene. Pludselig kommer der en mur op hvor der står: det er stjernernes skyld. Romeo er ved at dø. Julie er ved at dø. Mercutio, Tybalt og mange andre er allerede døde….. det er stjernernes skyld. Det var et komisk højdepunkt midt i operaens dramatiske højdepunkt. Jeg synes det var ekstremt morsomt og grinede højt, selv om det virkede ganske upassende midt i den dramatiske dødsscene – og jeg bemærkede også at jeg var den eneste. “Det er stjernernes skyld” er en henvisning til Shakespears drama, hvor han skriver i prologen at Romeo og Julie er “Starcrossed” eller “født under en uheldig stjerne” som der står i den danske oversættelse. Men hvor er det dog nemt at give de højere magter skylden for krig, mord og ulykke. Det er både nemt, bekvemt og menneskeligt – alt for menneskeligt. Min latter har nok mindet om den kyniske filosof der grinede, fordi det var så tragisk og sørgeligt. Selvfølgelig er det stjernernes skyld. Alting er stjernernes skyld……
Det største problem ved forestillingen var de mange effekter. Det var med stor spænding at vi så gulvet der blev løftet i starten, som havde saboteret premieren et par dage før. Dernede stod hele operakoret og bar 4 borde ud på scenen. Det var overflødigt og unødvendigt. Det havde jo ikke gjort nogen forskel, hvis de var kommet ind fra siderne. Det meste af tiden løber Romeo og julie rundt på scenen, forbundet af en tyk snor som bliver viklet rundt om alting – irriterende og ligegyldigt. De er forbundet af en skæbnetråd, men det virker bare banalt.
Der er masser at kritisere, men det er alligevel en utrolig flot forestilling på grund af kapellet og sangerne – særligt de to hovedpartier: Inger Dam-Jensen og Niels Jørgen Riis folder sig virkelig ud som Romeo og Julie, og de havde fortjent det flotte bifald efter forestillingen. Der er ingen tvivl om, at det var dem som hev succesen i hus, sammen med kapellet og den unge dirigent Alexander Shelley.
I Politiken skriver Thomas Michelsen, at “den bombastiske overlæsning” af effekter “kvæler fuldstændig historien”.
I Berlingske har Søren Kassebeer skrevet en særdeles begejstret anmeldelse, hvor han roser alt det som jeg ikke kunne lide. Men han gør det så flot og overbevisende, at jeg næsten får lyst til at se forestillingen igen.
Jeg er nok mest enig med Jakob Levinsen, som skriver i JyllandsPosten, at flosklerne myldrer “hurtigt frem på scenen”, men også at forestillingen er “en musikalsk triumf”.
Endelig er der Gregers Dirckinck-Holmfeldt, der har skrevet en begejstret anmeldelse, men han bemærker også hvordan “vi skal have det hele ind med skeer”.
Niels Jørgen Riis og Sine Bundgaard. Foto – Mats Bäcker/DKT
Nye kommentarer