You are currently browsing the tag archive for the ‘DKT’ tag.

Det lille engelske landsby Loxford er ramt af sædernes hastige forfald, selv om byens mange Hyacinth Bucket-kloner fører en indædt og uforsonlig kamp mod både lyster og laster. Det bliver helt tydeligt, da byens honoratiores mødes hos Lady Billows for at beslutte, hvem der er værdig til at blive kåret som byens majdronning – det skal være en ung pige som er uden den mindst plet på ry eller rygte. Men én pige har en kæreste, en anden har kysset naboens dreng og en tredje går med kjoler der er så korte, at hun viser ankler! Den fortvivlede komite må langt om længe indse, at der findes ikke én eneste ulastelig ung pige i Loxford. Ikke én eneste!

Johanne Bock som den skønne Florence Pike. Foto: Natascha Thiara Rydvald og DKT.

Så får man den brilliante ide, at kåre en majkonge i stedet for og valget er ikke svært: Albert Herring bor stadig hjemme hos sin mor og arbejder hele dagen i hendes lille købmandsbutik. Han har aldrig haft en kæreste eller kysset en pige. Albert bliver kronet som majkonge og modtager 25 pund i guld som præmie. Alle er begejstrede – undtagen Albert. Han er træt af sin dominerende mor der forhindrer ham i at leve og nu bliver han oven i købet belønnet for sit triste og meningsløse liv – det er dråben som får bægret til at flyde over.

For at lave sjov med Albert Herring, har hans venner hældt nogle få dråber alkohol i hans saftevand til majfesten. Det giver ham endelig mod til at gøre oprør; han tager til den nærmeste by, hvor han drikker en masse øl på et værtshus. Så drikker han et stort glas rom, derefter noget whisky og noget gin – og så bliver han smidt ud. Så finder han et nyt værtshus, men her vil man heller ikke servere mere for ham og så kommer han op at slås!

Da han genforenes med sin mor og resten af borgerne i Loxford, bliver de forfærdede over hans eventyr. Men Albert Herring sværger, at fremover vil han leve sit eget liv på sine egne præmisser……. Da forestillingen slutter er der oven i købet udsigt til romantik for Albert Herring.

Sangerne:

Gisela Stille som miss Wordsworth. Foto: Natascha Thiara Rydvald og DKT

Gert Henning-Jensen er et meget forudsigeligt valg til rollen som Albert Herring – måske lidt for forudsigeligt. Det var næsten banalt. Alligevel må man indrømme, at han gjorde det supergodt. Han sang fantastisk og sprang rundt på scenen som kun Gert Henning-Jensen kan gøre det. Ylva Kihlberg var sprudlende som den stramtandede Lady Billows og Gisela Stille var helt fantastisk som den nervøse skabsalkoholiker, lærerinden Miss Wordsworth. Men det var Johanne Bock der løb med opmærksomheden, som Lady Billows stressede og konstant kæderygende hushjælp, der har svært ved at undertrykke sine erotiske lyster efter fruen. Mens Loxfords velgørenheds komité leder efter en værdig og dydig majdronning, så kæmper de alle med deres egne laster og småborgerlighedens hykleri bliver udstillet til publikums morskab og fornøjelse. Folk morede sig og der blev grinet i hele salen. Alligevel virkede forestillingen lidt for lang og publikums latter lød en smule træt. Måske fordi historien var lidt for slidt og lidt for genkendelig? Måske fordi det hele var lidt for forudsigeligt?

Musikken:

Benjamin Brittens musik var fantastisk – den virkede meget friskere, dynamisk og vedkommende end historien på scenen. Der var kun 13 musikere i orkestergraven, men der var en særpræget energi i musikken, som balancerede lige på kanten til det atonale. Der var den største samling af trommer, som jeg nogensinde har set på Det kongelige teater og de blev sandelig brugt! Musikken var meget moderne og jeg var super, super, supervild med det. Trods en stor indsats fra alle sangere, så kæmpede de med en både slidt og forudsigelig historie, og en libretto som virkede passé. Jeg tror det var musikerne fra Det kongelige kapel og deres indsats, som gjorde at det alligevel blev en rimelig flot og vellykket forestilling. 

Gert Henning-Jensen som Albert Herring. Foto: DKT og Natascha Thiara Rydvald

I går havde Det kongelige teater repremiere på David Radoks iscenesættelse af La Traviata – en af operahistoriens bedste værker og en af Verdis største succeser. Premieren i Venedig i 1853 var ganske vist ikke særlig vellykket; publikum skreg af grin, da den særdeles omfangsrige sopran skulle foregive at dø af svindsot i sidste akt. Verdi brugte et år på at rette i værket og i 1854 fik La Traviata verdenspremiere endnu en gang – denne gang med en helt ny besætning. Det blev en stor succes og siden har La Traviata været elsket af publikum over hele jorden.

La Traviata er baseret på Alexandre Dumas skandaleroman “Kameliadamen”, som igen er baseret på hans egen ungdomsforelskelse i den berømte kurtisane Marie Duplessis. Henrik Engelbrecht har skrevet en spændende artikel om baggrundshistorien, som man kan læse HER.

Peter Lodahl synger partiet som Alfredo.

Handlingen:

Alfredo forelsker sig i den feterede kurtisane Violetta – og hun forelsker sig i ham. Hun forlader sit ekstravagante luksusliv og alle elskerne i Paris, for at leve sammen med sin nye elsker. Men Alfredo har en søster som gerne vil giftes. Hendes familie har desværre hørt, at Alfredo lever sammen med en berygtet kurtisane, hvilket stopper alle bryllupsplaner. Deres far, den gamle Germont, opsøger Violetta og fortæller hende om familiens problemer. Violetta kan straks identificere sig med den unge piges drømme om kærlighed og lykke. Violetta føler, at hendes egen lykke er ufortjent og frygter at den ikke vil vare; hun ved, at hendes dage er talte, da hun lider af tuberkulose – derfor lykkedes det for den gamle Germont, at overtale Violetta til at forlade Alfredo. Hun har solgt alle sine smykker og alle sine egendele for at finansiere deres samliv. Nu har hun ikke andre muligheder end at vende tilbage til Paris og sine gamle elskere. Såret kærlighed er det værste der findes og Alfredo tager en grusom hævn. Da hun bliver syg, svigter både venner og elskere hende. Men de to elskende genforenes inden Violetta dør. Hun er både ludfattig og dødssyg da Alfredo genfinder hende, men de forsones og derfor dør hun lykkelig…….

Sangerne:

Dirigent Marcello Mottadelli

Alfredo blev sunget af operaens nye stjernetenor Peter Lodahl, og Violetta blev sunget af Anne Margrethe Dahl. Deres stemmer har begge en dejlig varm, blød og rund klang, som skabte en helt utrolig harmoni mellem dem. Jeg har efterhånden set La Traviata en masse gange, men denne gang har helt sikkert den bedste og det skyldtes uden tvivl samspillet mellem de to hovedpersoner – det var simpelthen magisk. Jeg har selv La Traviata i en indspilning med Angela Gheorghiu og Frank Lopardo; særligt Gheorghiu er meget skinger…. næsten skrigende. Peter Lodahl og Anne Margrethe Dahl var 100 gange bedre. Anne Margrethe Dahl lavede nogle fænomenale koloraturtriller; det rislede ned af nakken, da hun sang “Follie! Follie!“. Anne Margrethe Dahl er en fantastisk sanger – en af de bedste på Det kongelige teater. Men jeg tror aldrig hun har været så god som i går – jeg har i hvert fald ikke hørt det. Jeg havde den samme oplevelse når Peter Lodahl sang; jeg smeltede simpelthen da han sang “Un dì felice“. Det var et af forestillingens højdepunkter! 

Palle Knudsen skulle have sunget den gamle Germont, men var desværre blevet syg. I stedet havde man fået fat i Nicola de Michele. Jeg var selvfølgelig lidt skuffet, for jeg havde glædet mig til Palle Knudsen. Men Nicola de Michele ligner faktisk Peter Lodahl – derfor fungerede de ret godt som far og søn. Det var næsten et ekstra plus til aftenens forestilling.

Koret var også i topform. Sjældent har jeg oplevet sådan et brus fra det store operakor.

Dirigenten var Marcello Mottadelli; på min egen indspilning er Solti dirigent, men jeg synes ofte tempoet er både forceret og eksalteret – nærmest febrilt. Det kan der selvfølgelig være en god pointe i, men jeg synes alligevel det virker lidt hysterisk. Marcello Mottadelli satte et tempo der var dynamisk, men også let, elegant og boblende. Mange kalder La Traviata for en champagneopera og det er ikke blot fordi at de drikker en masse champagne – det er også fordi musikken er munter og boblende. Man kan godt blive sådan lidt ør i hovedet, som om at man selv havde drukket champagne. Hvem får ikke lyst til at danse, når de hører “Brindisi“, La Traviatas berømte drikkevise?

Scenografien:

Anne Margrethe Dahl som Violetta. Foto: DKT og Miklos Szabo.

Scenografien var lavet af Lars-Åke Thessmann og den var lige så vellykket som resten af forestillingen. Første akt foregår i Violettas store elegante palæ, med udsigt over Paris. Vi ser både Eiffeltårnet og Sacré Coeur mod den mørkeblå nattehimmel. I anden akt afviger scenografen fra traditionerne; i stedet for at flytte på landet, flytter de elskende ud til et strandpalæ. Sand og klitter vælter ind af døre og vinduer, mens bølgerne vugger blidt i solen udenfor. Da Violetta dør i sidste akt, er vi atter tilbage i Paris, men hendes værelse er tomt. Fortidens pragt er forsvundet. Gulvet er brækket op; brændt eller solgt? Da tågen uden for vinduerne letter, ser man, at der kun er en armslængde til nabohuset. Da hun forsones med Alfredo fortrænger minderne om deres lykke de tunge, grå ejendomme uden for vinduerne og bølgerne skyller igen imod dem. Men deres ønsker og længsler kan ikke fortrænge virkeligheden. Snart synker Violetta igen sammen, bølgerne og den blå himmel forsvinder som dug for solen. Skæbnen er uforsonlig……….

Kritik:

La Traviata er simpelthen en usædvanlig flot og vellykket forestilling. Jeg tror alle gav alt hvad de kunne; både solister, kor, dirigent og orkester – og resultatet var derefter. Sjældent har jeg nydt en opera så meget……. det var total nydelse fra start til slut. Faktisk fandt jeg kun to ting som jeg gerne vil kritisere; for det første røg Peter Lodahl/Alfredo merskumspibe. Det var dybt utroværdigt – han var slet ikke en type som røg pibe. Hvis han absolut skulle ryge, så skulle det være en cigaret. Dernæst er jeg nødt til at klage over Peter Lodahls undertøj. Jaja, Peter Lodahl er en utrolig flot og charmerende mand – også i undertøj. Men stilmæssigt har man lagt forestillingen omkring 1910-1912. Sådan cirka. Den gang gik mænd altså ikke med sort undertøj. Det tror jeg først man begyndte at gøre i 60erne eller 70erne. Selvfølgelig er det kun en detalje; alligevel virker det som et irriterende stilbrud. Derfor håber jeg, at Peter Lodahl skifter undertøj inden næste forestilling…………….. ;)

Anne Margrethe Dahl som Violetta og Peter Lodahl som Alfredo. Foto: DKT og Miklos Szabo.

Tirsdag aften var jeg til premiere på Mozarts opera “Cosí fan tutte”.

Guglielmo og Ferrando praler med at deres forlovede er de mest trofaste piger i hele verden. Don Alfonso morer sig over deres naivitet….. : “Er de ikke af kød og blod? Spiser de ikke? Bærer de ikke klæder? Er de kvinder eller gudinder?” Don Alfonso hævder, at kvinders troskab er lige som fugl Fønix. Alle siger at den findes, men ingen har set den…….

Peter Lodahl og Palle Knudsen. Foto: Per Morten Abrahamsen/DKT

Drengene tror stadig på deres kærester og indgår et væddemål. Guglielmo og Ferrando lader som om at de drager i krig – Fiordiligi og Dorabella er ude af sig selv. Den ene truer med at dolke sig og den anden vil springe ud af vinduet. Snart vender drengene tilbage, forklædt som kavalerer fra et fremmed land….. og trods modstand, så varer det ikke længe før de holder hver sin pige i armene. Dvs at det er faktisk kameratens pige de holder i armene…. og de nøjes selvfølgelig ikke med det. Hvorefter begge mænd er helt ude af sig selv af fortvivlelse over de lumske og forræderiske kvinder.

Così fan tutte er en af de mest tåbelige og åndssvage operaer der findes – den er så forudsigelig, at der ikke er det mindste gran spænding tilbage. Selvfølgelig går kvinderne i fælden. Det er klart fra den allerførste replik. Men det er mindst lige så forudsigeligt, at Don Alfonso kommer og løser konflikterne, så alt alligevel ender i fryd og gammen. Budskabet er, at man aldrig skal tage kærligheden for givet….. det er næsten lidt for banalt i 2011. Det behøver man jo ikke gå i operaen for at opdage. Operaen slutter med ordene: “Den er lykkelig som ler når andre græder……” Jaja, det er da en mulighed. En mere sandsynlig mulighed er dog, at vedkommende er idiot; enten forstår han slet ikke hvad der foregår eller han er typen som ikke tager noget som helst alvorligt.

Men jeg har også et problem med hele tanken bag denne opera. “Così fan tutte” betyder “sådan gør alle”  – kvinder! Det ender da også med at kvinderne må angre deres utroskab og deres svaghed. Men ingen stiller mændene til ansvar for at arrangere denne fælde….. der er heller ingen som stiller spørgsmålstegn ved mænds troskab. Næh, ingen forventer den samme troskab af mænd; men der er heller ingen som opfatter dette som en karakterbrist eller et moralsk problem. Dét krænker mine moralbegreber.

Jeg kedede mig hvert eneste minut, fuldstændig som jeg har gjort de tre andre gange jeg har set Così fan tutte. Hvorfor købte jeg så billet? For det første kan man jo blive overrasket over en ny opsætning. Jeg har oplevet masser af eksempler på fantastiske instruktører der har skabt vidunderlige forestillinger på ganske banale operaer. For det andet bliver man ældre og alle mennesker ændrer smag gennem tiden…. derfor skulle den have en chance mere. For det tredje var det jo nogle af den kongelige operas bedste sangere i de fire hovedpartier; Palle Knudsen, Peter Lodahl, Elisabeth Jansson og Inger Dam-Jensen. Man skal heller ikke glemme Johan Reuter som Don Alfonso eller Lina Johnsson som stuepigen Despina – sidstnævnte var nok forestillingens mest sympatiske karakter. Faktisk den eneste som jeg egentlig brød mig om……

Inger Dam-Jensen er jo altid fantastisk – altid! Hun har en smuk, klar, perlende stemme, som man aldrig kan få nok af. Peter Lodahl er en af de nyere sangere som jeg ikke har hørt så tit, men alle kritikerne er vilde med ham. Det gælder også undertegnede……. Peter Lodahl havde en fantastisk arie midt i første akt. Han sang så fantastisk og så forførende, at jeg glemte alt om den fjollede historie. Denne ene arie var så berusende, at det næsten var alle pengene værd. Palle Knudsen har været en af mine favoritter fra han begyndte at synge i operaen……. Han synger fantastisk. Men instruktøren har ønsket at udstille ham som en rigtig klam og selvglad Don Juan, og det lykkedes lidt for godt – han var lidt for smart, lidt for kæk, lidt for selvglad. Det var både klamt og kvalmende. Der er en scene hvor han smider jakken og danser halvnøgen rundt på scenen. Det er sikkert meningen at det skal være morsomt, men det blev kun vulgært, pinligt og meget teatralsk. Palle Knudsen er en supergod sanger, men jeg tror, at jeg foretrækker ham i de mere seriøse roller……….. Udover at forestillingens fire stjerner alle er sublime sangere, så fungerede de også som en perfekt helhed, hvor ingen faldt igennem og ingen skyggede for andre.

Nogle rækker bag mig sad der en hel gymnasieklasse – der er ingen tvivl om, at de kedede sig lige så meget som mig. Det gælder vist også de tre unge par der sad foran mig. Men gang på gang lød en forsigtig, dæmpet latter gennem salen – jeg forstår det ikke. Men anmelderne er også meget begejstrede:

I Politiken skriver Thomas Michelsen, at “Blændende sangere redder Mozart-klassiker“.

I Berlingske har Søren Kassebeer skrevet en meget begejstret anmeldelse.

Jakob Levinsen er lige så begejstret i JP, hvor han skriver at det er en “sprælsk og stram opsætning”.

Gregers Dirckinck-Holmfeldt skriver at forestillingen “kører på høj komik” og “musikken bærer mod stormfulde højder”.

Così fan tutte. Foto: Per Morten Abrahamsen/DKT

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Kategorier

VeggieToppen
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 108, der følger denne blog

%d bloggers like this: