You are currently browsing the tag archive for the ‘DR Symfoniorkestret’ tag.

Når jeg diskuterer klassisk musik med andre, så oplever jeg meget ofte, at folk opfatter Sjællands Symfoniorkester som et anden rangs orkester. Der er ingen tvivl om, at Sjællands Symfoniorkester står i skyggen af DR Symfoniorkester; det er overhovedet ikke rimeligt, men det skyldes sikkert fortiden. Da DRs symfoniorkester havde Radiohusets koncertsal som fast base, måtte Sjællands Symfoniorkester nøjes med en lidt løsere tilknytning til Tivolis koncertsal. Det var her man gav de fleste koncerter, men ofte måtte man finder øvelokaler ude i byen. Det lykkedes ikke altid og derfor måtte man spille mange koncerter uden én eneste prøve. Jeg synes det er enormt flot, at det overhovedet kan lade sig gøre….. men det er naturligvis ikke optimalt.

Sådan var det dengang, men meget er anderledes i dag!

Sjællands Symfoniorkester anno 2012.

Konservatoriets koncertsal

Da DRs Symfoniorkester fik det nye koncerthus i Ørestaden, overtog Sjællands Symfoniorkester den gamle koncertsal. Det gav en stabilitet som har styrket orkestret. Samtidig har der været en del udskiftning blandt kunstnerne og orkestret har fået en ny og meget ambitiøs musikchef, Uffe Savery. Jeg er ikke kompetent til at vurdere hvilket orkester der er bedst – og det tror jeg ikke der er ret mange som er. Begge orkestre er superprofessionelle og knaldhamrende dygtige; jeg tror det er næsten umuligt at afgøre hvilket orkester der er bedst, men selvfølgelig er der forskel: jeg oplever generelt, at DRs Symfoniorkester er mere konservativt og traditionsbunden, mens Sjællands Symfoniorkester har en yngre og en friskere lyd – samt en mere moderne profil. Men hvordan skulle man afgøre om det ene er bedre end det andet? Nej, det ville jo være absurd…… de har hver sine styrker.

Samtidig har Sjællands Symfoniorkester bevist sin eksistensberettigelse med en lang række nyskabelser og innovative initiativer. Sjællands Symfoniorkester er blandt andet involveret i samarbejdet med Radio Klassisk – en radiostation som er etableret og drives af de 5 landsdelsorkestrer i fællesskab. Sjællands Symfoniorkester har også skabt det meget originale koncept “60 minutes”, hvor man både kan opleve et foredrag, en kammerkoncert, en større symfonikoncert og en lounge med afslappende klassisk musik på samme aften. På deres hjemmeside har alle musikere i Sjællands Symfoniorkester fået deres egen profil og samtidig har man indført, at alle koncerter bliver præsenteret af en af de medvirkende kunstnere – det er en nyskabelse, som øger kendskabet til musikere og deres arbejde, men det skaber også en nærhedsoplevelse og en direkte kontakt til orkestret.

Sæsonprogram 2012/2013.

Sjællands Symfoniorkester

Endelig har man valgt at præsentere årets nye program med en flashmob; sidste år spillede man Bolero på Københavns hovedbanegård. I år spillede de Peer Gynt i metroen; videoen er gået jorden rundt og i løbet af ganske få dage er den set af mere end 2,5 million mennesker(se videoen nederst i mit indlæg). Sjællands Symfoniorkester viser gang på gang, at de er et orkester med masser af energi, overskud og gode ideer – og de er ikke bange for at udfordre DRs Symfoniorkester. 

Det ser man også i det nye program for sæson 2012/2013, som blandt andet byder på 4 nye aftener med “60 minutes”. Jeg tror dog de fleste er lidt for moderne og progressive til min smag, så jeg vil sikkert nøjes med “60 minutes of Prokofiev vs. Prokofiev”. Det bliver en aften med uddrag fra Sergei Prokofievs mest kendte værker, men også en præsentation af hans barnebarn Gabriel Prokofiev der selv er komponist og musiker.

Traditionen tro kommer der også 4 nye kammerkoncerter på Designmuseum Danmark – jeg glæder mig! Sidste sæson nåede jeg kun to, men det var nogle af de koncerter som jeg nød allermest. Dernæst venter en masse Carl Nielsen, Haydn, Beethoven, Sjostakovitj, Rachmaninov og meget mere – det er en god gang blandede bolcher, præcis som det skal være.

For mig ligger årets højdepunkt allerede i starten af oktober, hvor man spiller Benjamin Brittens flotte “War Requiem“. Denne sæson har DRs Symfoniorkester haft et requiem-tema, hvor man har spillet alle de største rekvier. Jeg elsker rekvier! Men da jeg så programmet for cirka et år siden, ærgrede jeg mig over at lige præcis “War Requiem” manglede…… Derfor synes jeg det er lidt morsomt, at Sjællands Symfoniorkester nu kan afrunde DR Symfoniorkestrets tema på en ordentlig måde. For nogle år siden hørte jeg “War Requiem” i samme koncertsal med Ian Bostridge som tenor. Det var en fantastisk oplevelse. Denne gang bliver det med Niels-Jørgen Riis – det bliver spændende om han kan gøre det lige så godt.

Her kan man se hele programmet for sæson 2012/2013.

Hvis jeg husker ret, så er det omtrent 1½ år siden Rafael Frühbeck de Burgos blev udnævnt til chefdirigent for DR Symfoniorkestret, og nu er det første sæsonprogram under hans ledelse netop offentliggjort.

Sæson 12/13 begynder med Carl Orffs Carmina Burana – den har jeg hørt så tit, at det på ingen måde er sensationelt. Men det er vist nogle år siden jeg har hørt værket med stort orkester, så jeg lader mig sikkert lokke alligevel. Dernæst byder sæsonen på Rachmaninovs klaverkoncert nr. 2(med Simon Trpceski) og 3, Mahlers 10. symfoni, Sjostakovitj symfoni nr. 7 og 8, samt Brahms 1. symfoni og 1. klaverkoncert.

Derudover er programmet domineret af en masse Beethoven, som jeg foretrækker at springe over!

Jeg tror alle undrede sig, da Rafael Frühbeck de Burgos blev udnævnt til chefdirigent – det var bestemt ikke fordi nogen var imod udnævnelsen. Man havde blot forventet, at DRs bestyrelse havde truffet et mere visionært valg. Efter min egen mening har Frühbeck de Burgos en meget alvorlig, højtidelig og nærmest andagtsfuld tilgang til musikken – en tilgang som hører til i det forrige årtusinde. Fremtiden tilhører en ny generation af unge, spændende dirigenter som fx Kristjan Järvi, der dirigerer med en vild og smittende musikglæde; Lan Shui, chefdirigent for Sjællands Symfoniorkester, der dirigerer med skarp og kraftfuld energi; eller Santtu-Matias Rouvali, 1. gæstedirigent for Sjællands Symfoniorkester, der dirigerer med en legesyg og næsten beruset musikglæde. Disse unge dirigenter har en ny og vidunderlig afslappet tilgang til den klassiske musik – det er tydeligt, at de morer sig når de står på dirigentpodiet og dermed lykkes det for dem, at formidle en brændende og sprudlende musikglæde til publikum.

Sammenlignet med disse unge dirigenter forekommer Rafael Frühbeck de Burgos at være alt for stiv og alt for alvorlig. Det kan godt blive lidt kedeligt i længden – desværre synes jeg, at man kan sige det samme om hans første sæsonprogram. Man kan finde hele programmet HER.

 

Chefdirigent Rafael Frühbeck de Burgos

Norske Tine Thing Helseth

Sidste vinter oplevede jeg den unge norske trompetist Tine Thing Helseth som solist i Haydns trompetkoncert. Teknisk set er hun fuldstændig fabelagtig…. men hun spillede som om at det var en konkurrence om at komme først i mål. Der er ingen tvivl om, at Tine Thing Helseth vandt konkurrencen. Dirigenten og DR Symfoniorkestret kom halsende langt bagefter – det var tydeligt, at de ikke havde samme vision for dette værk. Sådan fik Tine Thing Helseth smadret Haydns smukke trompetkoncert og det har jeg endnu ikke tilgivet hende. Men i denne sæson spiller DR Symfoniorkestret alle Sjostakovitjs solokoncerter og dem vil jeg mægtig gerne opleve. Derfor købte jeg billet……

Aftenens første værk var Dmitrij Sjostakovitj 1. klaverkoncert.

Her viser Sjostakovitj straks, hvordan han med fabelagtig underfundighed leger med normerne og rykker ved dem; det er en klaverkoncert, men klaveret må dele hovedrollen med en solotrompet. Man kan straks forestille sig, hvordan de to kæmper om rollen som værkets hovedperson! 1. sats var meget legesyg, fyldt med musikalske citater og med parafraser over klassiske former. Det var skørt – meget skørt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på en ung mand der absolut skal provokere, udfordre normerne og gøre nar af traditionerne – men den unge Sjostakovitj gør det på en drillende og meget humoristisk måde. 2. sats mindede mig en smule om Chopins nocturner. Det var sværmerisk, som en smuk og lys nordisk sommernat. 3. sats starter med et dybere, alvorligere og mørkere tema…. som træerne der falmer, skyerne der bliver mørkere og tungere, det blæser op, vinder rykker bladene af træerne og jager dem hen over jorden…. De legesyge instrumenter jagter hinanden i et hæsblæsende tempo. Det er både smukt, skarpt og fyrigt. Men det har også en utrolig let og elegant friskhed.

Nej, jeg ved selvfølgelig ikke hvad Sjostakovitj tænkte da han komponerede dette værk. Men den klassiske musik lever, så længe den vækker vores fantasi og giver os en oplevelse. Når den ikke længere taler til os, så bliver den reduceret til muzak.

Den norske dirigent Eivind Gullberg Jensen

Den norske trio bestod af dirigent Eivind Gullberg Jensen, trompetist Tine Thing Helseth og pianist Christian Ihle Hadland. De gjorde det udmærket, men formåede alligevel ikke at give værket den fortryllende magi, som man fx finder i en video på youtube, hvor Martha Agerich er pianist.

Næste værk var Ib Glindemanns trompetkoncert. Det var meget larmende. Meget larmende….. vekslende med afsnit hvor det næsten blev kedeligt. Det virkede underligt fragmenteret, som om at værket havde lidt svært ved at fungere som en helhed. Efter stykket kom Ib Glindemann selv på scenen, og han var tydeligt rørt og bevæget af publikums stormende klapsalver – og det forstår jeg sørme godt. Det er første gang et af hans værker bliver opført i DRs koncertsal og det er naturligvis en stor anerkendelse.

Sidste værk var Jean Sibelius Symfoni nr. 2. Hvor har han mon fundet inspiration til dette værk? Beethoven? Det skulle ikke undre mig. Det er næsten lige så brusende og overvældende som Beethovens symfonier, men nordisk selvbeherskelse forhindrer at det bliver lige så svulstigt. Jeg nød værket…. det var smukt, rart, behageligt og meget afslappende. Men det var ikke noget der fangede mig. Selv i de mørke og dystre afsnit, inspireret af Don Juans møde med døden i form af stengæsten, selv i disse afsnit var det ikke mørkt nok, ikke dystert nok. Det blev aldrig rigtig farligt eller rigtig spændende.

Christine Christiansen giver koncerten 3 stjerner i JP.

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Arkiver

Kategorier

VeggieToppen
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 107, der følger denne blog

%d bloggers like this: