War Requiem

Torsdag begyndte jeg på 3. bind af Murakamis trilogi 1Q84. Jeg var færdig præcis 24 timer senere. Jeg havde naturligvis også sovet – det vil sige, at jeg har læst 450 sider på 14-15 timer. Jeg tror det er en ny rekord. Men det var en fantastisk bog og jeg kunne bare ikke lægge den fra mig. Da jeg var færdig kunne jeg lige nå at slappe af et par timer og spise aftensmad, inden jeg skulle til koncert i Konservatoriets koncertsal. 

Benjamin Britten – War Requiem

Wilfred Owen (1893-1918)

Et requiem er en katolsk messe for de døde, som traditionelt blev brugt i forbindelse med begravelser eller mindehøjtideligheder. Mozarts requiem fra 1791 markerer et skift – herfra begynder requiemmerne at flytte fra kirkerne og ind i koncertsalene. Samtidig bliver komponisterne mere og mere kreative. Det har vist altid været almindeligt, at komponisterne kunne sætte de enkelte dele af messen sammen, som de selv ønskede. De kunne også udelade de dele som de ikke ønskede at bruge. Fx udelader Gabriel Fauré den højdramatiske “Dies Irae” i sit requiem. Johannes Brahms bryder alle traditioner, da han forkaster den katolske tekst og i stedet bruger udvalgte bibelcitater til sit requiem fra 1868 – et requiem som udelukkende synges på tysk! 

Benjamin Britten vælger en helt anden form til sit “War Requiem”, som blev uropført i 1962. Han lader den katolske messetekst slynge sig omkring engelske digte af Wilfred Owen – en ung digter der var soldat under første verdens krig og blev dræbt præcis 1 uge før krigen sluttede. Owens digte er på mange måder et opgør med forestillingen om den heroiske død på slagmarken. “Hvilke klokker klemter for dem, der dør som kvæg?“, spørger tenoren, med Wilfred Owens ord i Brittens War Requiem: “Kun kanonernes rædsomme rasen/kun de stammende riflers ilsomme knitren/kan plapre frem deres hastige bønner. /Intet blændværk får de af bøn eller klokke, og/ingen klagesang, blot disse kor: /skingre, afsindige kor af granathyl og horn, /der kalder fra den triste hjemstavn.” 

Dona nobis pacem

Der er tre solister – sopranen synger den katolske messetekst sammen med det store kor, mens en tenor og en baryton skiftes til at synge Wilfred Owens engelske digte om den umenneskelige krig og den forfærdelige død på slagmarken. Man skal helt hen til “Angus Dei”, til slutningen af den næstsidste sats før man når et magisk klimaks. Det består udelukkende af tre små ord…. 

Benjamin Britten (1913-1976)

Den katolske tekst er en bøn til Gud – “Requiem aeternam dona eis” synger koret – “dona eis requiem sempiternam” – Herre, giv dem den evige hvile. Det er korets bøn til Gud, som bliver gentaget igen og igen. Det er direkte henvendt til Gud og derfor er teksten på latin. Wilfred Owens digte handler om det verdslige, det dennesidige – derfor er de på engelsk. Men denne form brydes i slutningen af 5. sats, hvor tenoren synger: “Dona nobis pacem” – Giv os fred. Det er de eneste tre ord, som tenoren synger på latin – det giver dem naturligvis en særlig betydning. Det er soldatens bøn fra det dennesidige til Gud om fred – det er altså ikke en bøn om sjælenes evige fred. Det er ikke en bøn for de døde, men de levende – en bøn om fred på jorden. Det er sunget på latin, som i denne kontekst er Guds sprog. Men det er naturligvis også sunget til et publikum……. 

I de tre små ord – Dona nobis pacem – samles hele værkets essens. Alle delene smelter sammen i et magisk knudepunkt: tenoren, som – sammen med barytonen – repræsenterer det dennesidige. Men han overskrider dødens grænse og synger på latin! Og samtidig er der pludselig et “os” som drager publikum helt ind i værket. Menneskeheden smelter sammen til en samlet enhed. Det er utrolig genialt! Dermed rummer ordene “Dona nobis pacem” også det pacifistiske budskab, som var helt centralt for Benjamin Britten da han skrev dette værk. 

De medvirkende

Brittens War Requiem er et stort værk og der var mere end 200 medvirkende ved koncerten i går. Jeg er rigtig ked af, at jeg ikke havde et kamera med, for det var helt utroligt at se så mange mennesker på scenen.

Lan Shui – chefdirigent for Sjællands Symfoniorkester

Først og fremmest var der naturligvis Sjællands Symfoniorkester. Opførelsen var en fællesproduktion med musikkonservatoriet, så Sjællands Symfoniorkester fik hjælp af 45 studerende. Dernæst medvirkede musikkonservatoriets kammerkor med 47 medlemmer, Kammerkoret Hymnia, Kammerkoret Camerata og Københavns Drengekor – jeg er altid særlig imponeret over drengekoret. Jeg er ret sikker på, at det er forældrene som tager initiativet når drengene begynder at synge. Men de er saftsusme dygtige – så dygtig bliver man ikke, hvis man ikke selv kan lide at synge. Det tror jeg simpelthen ikke på. Jeg er dybt imponeret – men jeg er også dybt taknemmelig over at de gider. I stedet kunne de jo spille fodbold eller computerspil, som de fleste andre drenge på den alder. Jeg tror vi er mange som er taknemmelige over, at de har valgt Københavns Drengekor i stedet for. 

Første gang jeg hørte dette værk var i den samme koncertsal for cirka 12-13 år siden; den gang var det med DR Symfoniorkestret, samt Simon Keenlyside og Ian Bostridge som solister. Allerede dengang havde jeg flere CDere med Ian Bostridge og jeg ville selvfølgelig gerne høre ham i virkeligheden. Billetten kostede en mindre formue, men jeg kunne ikke se noget som helst. Dengang var jeg heller ikke særlig begejstret for værket – det var absolut ikke en god oplevelse. 

Det var helt anderledes i går – Sjællands symfoniorkester spillede så man blev helt ekstatisk. Jeg synes det er passende at fremhæve messingblæserne – særligt i Dies Irae, som er det dramatiske højdepunkt i ethvert requiem. De havde et utrolig flot og præcist samspil. Jeg forstår jo slet ikke, at det er muligt at spille så præcist – der var ikke en tone som var lidt skæv, lidt for hurtig eller lidt for langsom. Ikke en eneste! Det er måske fordi jeg ikke spiller et instrument, men jeg er alligevel dybt imponeret. 

Niels-Jørgen Riis

Den danske tenor Niels-Jørgen Riis

Endelig medvirkede tre solister – den østrigske baryton Günther Haumer, den russiske sopran Yana Klein og den danske tenor Niels-Jørgen Riis. Yana Klein var helt fantastisk i “Lacrimosa dies illa“, hvor hun synger vekselsang med koret. Det var så smukt og storslået, at man fik et helt sug i maven.

Men jeg var også meget begejstret for Niels-Jørgen Riis – jeg har altid haft det lidt svært med Niels-Jørgen Riis, når han optræder som første-elsker. Jeg kan fx huske en opsætning af La Traviata, som jeg helst vil glemme……. Efterhånden er han blevet en voksen mand og det giver ham nogle opgaver som måske passer bedre til hans temperament og hans personlighed. I går optrådte han med stor selvsikkerhed og der var en solid fasthed i hans stemme – det gav ham en stor karisma på scenen. Jeg er stadigvæk ret vild med Ian Bostridge, men i denne sammenhæng er Niels-Jørgen Riis altså meget, meget bedre. Han var helt fænomenal og jeg synes, at han burde rejse hele jorden rundt for at synge Brittens War Requiem. Jeg tror i hvert fald ikke, at der er ret mange tenorer i verden, som kan synge dette parti bedre end Niels-Jørgen Riis…… 

Det var en utrolig flot og vellykket koncert, hvor jeg tror, at alle medvirkende ydede det bedste de kunne. Jeg kan slet ikke beskrive hvor meget jeg nød det, lige fra den allerførste til den allersidste tone. Hvor er det ærgerligt, at Brittens War Requiem ikke opføres lidt oftere. Jeg tror det er et meget svært og et meget krævende værk; men når det lyder som det gjorde i koncertsalen i aftes, så er det en helt sublim oplevelse. 

Danmarks bedste symfoniorkester?

Når jeg diskuterer klassisk musik med andre, så oplever jeg meget ofte, at folk opfatter Sjællands Symfoniorkester som et anden rangs orkester. Der er ingen tvivl om, at Sjællands Symfoniorkester står i skyggen af DR Symfoniorkester; det er overhovedet ikke rimeligt, men det skyldes sikkert fortiden. Da DRs symfoniorkester havde Radiohusets koncertsal som fast base, måtte Sjællands Symfoniorkester nøjes med en lidt løsere tilknytning til Tivolis koncertsal. Det var her man gav de fleste koncerter, men ofte måtte man finder øvelokaler ude i byen. Det lykkedes ikke altid og derfor måtte man spille mange koncerter uden én eneste prøve. Jeg synes det er enormt flot, at det overhovedet kan lade sig gøre….. men det er naturligvis ikke optimalt.

Sådan var det dengang, men meget er anderledes i dag!

Sjællands Symfoniorkester anno 2012.

Konservatoriets koncertsal

Da DRs Symfoniorkester fik det nye koncerthus i Ørestaden, overtog Sjællands Symfoniorkester den gamle koncertsal. Det gav en stabilitet som har styrket orkestret. Samtidig har der været en del udskiftning blandt kunstnerne og orkestret har fået en ny og meget ambitiøs musikchef, Uffe Savery. Jeg er ikke kompetent til at vurdere hvilket orkester der er bedst – og det tror jeg ikke der er ret mange som er. Begge orkestre er superprofessionelle og knaldhamrende dygtige; jeg tror det er næsten umuligt at afgøre hvilket orkester der er bedst, men selvfølgelig er der forskel: jeg oplever generelt, at DRs Symfoniorkester er mere konservativt og traditionsbunden, mens Sjællands Symfoniorkester har en yngre og en friskere lyd – samt en mere moderne profil. Men hvordan skulle man afgøre om det ene er bedre end det andet? Nej, det ville jo være absurd…… de har hver sine styrker.

Samtidig har Sjællands Symfoniorkester bevist sin eksistensberettigelse med en lang række nyskabelser og innovative initiativer. Sjællands Symfoniorkester er blandt andet involveret i samarbejdet med Radio Klassisk – en radiostation som er etableret og drives af de 5 landsdelsorkestrer i fællesskab. Sjællands Symfoniorkester har også skabt det meget originale koncept “60 minutes”, hvor man både kan opleve et foredrag, en kammerkoncert, en større symfonikoncert og en lounge med afslappende klassisk musik på samme aften. På deres hjemmeside har alle musikere i Sjællands Symfoniorkester fået deres egen profil og samtidig har man indført, at alle koncerter bliver præsenteret af en af de medvirkende kunstnere – det er en nyskabelse, som øger kendskabet til musikere og deres arbejde, men det skaber også en nærhedsoplevelse og en direkte kontakt til orkestret.

Sæsonprogram 2012/2013.

Sjællands Symfoniorkester

Endelig har man valgt at præsentere årets nye program med en flashmob; sidste år spillede man Bolero på Københavns hovedbanegård. I år spillede de Peer Gynt i metroen; videoen er gået jorden rundt og i løbet af ganske få dage er den set af mere end 2,5 million mennesker(se videoen nederst i mit indlæg). Sjællands Symfoniorkester viser gang på gang, at de er et orkester med masser af energi, overskud og gode ideer – og de er ikke bange for at udfordre DRs Symfoniorkester. 

Det ser man også i det nye program for sæson 2012/2013, som blandt andet byder på 4 nye aftener med “60 minutes”. Jeg tror dog de fleste er lidt for moderne og progressive til min smag, så jeg vil sikkert nøjes med “60 minutes of Prokofiev vs. Prokofiev”. Det bliver en aften med uddrag fra Sergei Prokofievs mest kendte værker, men også en præsentation af hans barnebarn Gabriel Prokofiev der selv er komponist og musiker.

Traditionen tro kommer der også 4 nye kammerkoncerter på Designmuseum Danmark – jeg glæder mig! Sidste sæson nåede jeg kun to, men det var nogle af de koncerter som jeg nød allermest. Dernæst venter en masse Carl Nielsen, Haydn, Beethoven, Sjostakovitj, Rachmaninov og meget mere – det er en god gang blandede bolcher, præcis som det skal være.

For mig ligger årets højdepunkt allerede i starten af oktober, hvor man spiller Benjamin Brittens flotte “War Requiem“. Denne sæson har DRs Symfoniorkester haft et requiem-tema, hvor man har spillet alle de største rekvier. Jeg elsker rekvier! Men da jeg så programmet for cirka et år siden, ærgrede jeg mig over at lige præcis “War Requiem” manglede…… Derfor synes jeg det er lidt morsomt, at Sjællands Symfoniorkester nu kan afrunde DR Symfoniorkestrets tema på en ordentlig måde. For nogle år siden hørte jeg “War Requiem” i samme koncertsal med Ian Bostridge som tenor. Det var en fantastisk oplevelse. Denne gang bliver det med Niels-Jørgen Riis – det bliver spændende om han kan gøre det lige så godt.

Her kan man se hele programmet for sæson 2012/2013.

Gounod – Romeo og Julie på Holmen

Charles Gounod – Romeo og Julie, Operaen på Holmen.

Peter Lodahl som Romeo. Foto: Mats Bäcker/DKT

Operaen begynder hos Capulet, Julies familie, som holder fest i anledning af karnevallet. Stemningen er lystig, løssluppen….. og lysten. Forklædt i maske og sorte englevinger sniger Romeo sig ind til festen, hvor han møder den skønne Julie og de forelsker sig i hinanden. Resten af første del er en uendelig udveksling af svulstige kærlighedserklæringer. Det var både kedeligt og trættende. Jeg er ikke særlig blodtørstig, men det var nærmest en lettelse da fjendskabet mellem de to familier, Capulet og Montague, bryder ud i lys lue og både Mercutio og Tybalt bliver myrdet – så skete der endelig noget.

Som straf for mordet på Tybalt, bliver Romeo forvist fra Verona. Præsten broder Lorenzo vil hjælpe det unge par og giver Julie en sovedrik der virker som et dårligt syretrip – det er helt i overensstemmelse med opsætningen, hvor Romeo fixer heroin på byens kirkegård, mens bilerne brænder og der flyder med murbrokker på scenen.  Forestillingens anden del har en nerve, spænding og intensitet som manglede i første del.

Efter første del kedede jeg mig så meget, at jeg var klar til at springe i havnen. Det var bestemt ikke de medvirkendes skyld: kapellet var i topform og jeg nød musikken, som måske er den vigtigste grund til at se forestillingen. Men der er også sangerne: Niels Jørgen Riis var dragende som Romeo og Inger Dam-Jensen var betagende som Julie. Der var en utrolig imponerende balance mellem de to store og kraftfulde stemmer som harmonerede perfekt. Og det samme gjaldt alle de andre medvirkende……..med en enkelt undtagelse!

Problemet var librettoen og handlingen som var uendelig langtrukken. Jeg var heller ikke særlig begejstret for opsætningen, som var spækket med dødssymbolik. Der var grave på scenen. Der er konstant nogen som bliver båret rundt i åbne kister. Under det meste af forestillingen ligger Hamlets kranie på scenen. Carpe Diem og No Future står der skrevet på væggene som grafitti. Al denne dødssymbolik er et stort memento mori – men det virker banalt. Selv den mest tungnemme og svagtseende blandt publikum har fanget pointen om, at man skal leve livet og elske mens man kan….alligevel bliver det gentaget til man når kvalmepunktet.

Men der er sandelig også nogle store og betagende højdepunkter. Et af dem er Julies store arie: je vieux vivre, jeg vil leve – en berusende arie om forventningsfuld livsglæde, som hun synger uden at bemærke skellettet som danser en grotesk dance macabre lige bag hende. Det var helt klart et af forestillingens højdepunkter.

Et andet højdepunkt er midt i Romeo og Julies store dødsscene. Pludselig kommer der en mur op hvor der står: det er stjernernes skyld. Romeo er ved at dø. Julie er ved at dø. Mercutio, Tybalt og mange andre er allerede døde….. det er stjernernes skyld. Det var et komisk højdepunkt midt i operaens dramatiske højdepunkt. Jeg synes det var ekstremt morsomt og grinede højt, selv om det virkede ganske upassende midt i den dramatiske dødsscene – og jeg bemærkede også at jeg var den eneste.  “Det er stjernernes skyld” er en henvisning til Shakespears drama, hvor han skriver i prologen at Romeo og Julie er “Starcrossed” eller “født under en uheldig stjerne” som der står i den danske oversættelse. Men hvor er det dog nemt at give de højere magter skylden for krig, mord og ulykke. Det er både nemt, bekvemt og menneskeligt – alt for menneskeligt. Min latter har nok mindet om den kyniske filosof der grinede, fordi det var så tragisk og sørgeligt. Selvfølgelig er det stjernernes skyld. Alting er stjernernes skyld……

Det største problem ved forestillingen var de mange effekter. Det var med stor spænding at vi så gulvet der blev løftet i starten, som havde saboteret premieren et par dage før. Dernede stod hele operakoret og bar 4 borde ud på scenen. Det var overflødigt og unødvendigt. Det havde jo ikke gjort nogen forskel, hvis de var kommet ind fra siderne. Det meste af tiden løber Romeo og julie rundt på scenen, forbundet af en tyk snor som bliver viklet rundt om alting – irriterende og ligegyldigt. De er forbundet af en skæbnetråd, men det virker bare banalt.

Der er masser at kritisere, men det er alligevel en utrolig flot forestilling på grund af kapellet og sangerne – særligt de to hovedpartier: Inger Dam-Jensen og Niels Jørgen Riis folder sig virkelig ud som Romeo og Julie, og de havde fortjent det flotte bifald efter forestillingen. Der er ingen tvivl om, at det var dem som hev succesen i hus, sammen med kapellet og den unge dirigent Alexander Shelley.

I Politiken skriver Thomas Michelsen, at “den bombastiske overlæsning” af effekter “kvæler fuldstændig historien”.

I Berlingske har Søren Kassebeer skrevet en særdeles begejstret anmeldelse, hvor han roser alt det som jeg ikke kunne lide. Men han gør det så flot og overbevisende, at jeg næsten får lyst til at se forestillingen igen.

Jeg er nok mest enig med Jakob Levinsen, som skriver i JyllandsPosten, at flosklerne myldrer “hurtigt frem på scenen”, men også at forestillingen er  “en musikalsk triumf”.

Endelig er der Gregers Dirckinck-Holmfeldt, der har skrevet en begejstret anmeldelse, men han bemærker også hvordan “vi skal have det hele ind med skeer”.

Niels Jørgen Riis og Sine Bundgaard. Foto – Mats Bäcker/DKT