You are currently browsing the tag archive for the ‘Pietro Mascagni’ tag.

Mandag aften(12/12) var jeg til premiere i Operaen. Allerede i døren kunne man mærke, at det ikke var en helt almindelig premiere. Folk havde virkelig fået det pæne tøj på og der vrimlede med kendte mennesker: prins Henrik og selveste hr. Møller, grevinde Cath Danneskiold-Samsøe, Pernille Sams, Uffe Ellemann-Jensen, Marie Carmen Koppel og mange, mange flere; der var en meget spændt og forventningsfuld stemning blandt alle disse mennesker, der var kommet for at opleve den verdensberømte operasanger José Cura i Cavalleria Rusticana og Bajadser.

Cavalleria Rusticana

Programmet bestod af to enaktere og den første var Cavalleria Rusticana – et rigtigt jalousidrama. Den frække Lola har scoret Turridu. Eller også har han scoret hende. Det kommer nok an på synsvinklen. Der er bare lige det problem, at hun er gift og han er kæreste med Santuzza. Ikke nok med det, men Santuzza har været i seng med han, ud fra en forventning om at de skulle giftes. Nu føler hun sig både svigtet og uren….. Hun er så rasende, at hun sladrer til Lolas mand, som myrder Turridu.

José Cura og Irene Theorin. Foto - DKT

Det lyder dramatisk, men dramaturgisk set er Cavalleria Rusticana en fiasko. Der går en halv time inden der sker noget som helst og det er altså meget i en enakter som varer fem kvarter. Da Lolas mand opdager at hun har været ham utro med Turridu, brøler han som en såret tyr, at han vil slå rivalen ihjel – hvorefter der kommer et langt og meget romantisk mellemspil. Det hænger simpelthen ikke sammen og på den måde bliver der aldrig bygget op til et klimaks. Operaen fungerer simpelthen ikke som historie.

Men jeg tror heller ikke det er hensigten fra komponisten Pietro Mascagni og hans to librettister Giovanni Targioni-Tozzetti og Guido Menasci. I stedet har det været deres hensigt at skrive den mest italienske opera man kan forestille sig – og det er lykkedes. Operaen rummer alle de forestillinger man har om Italien; den foregår på en plads foran en kirke, hvor befolkningen driver rundt mellem hinanden og sludrer inden de skal til messe. Forrest på scenen står en Jomfru Maria-statue, som Santuzza beder til. Der er også et stort koroptrin fra messen. Der er jalousidramaet. Der er Turridus kærlige farvelarie til sin mor. Og endelig er der en forrygende hyldestarie til vinen……. alle disse ingredienser er bundet sammen af det smukkeste og det mest fantastiske musik.

Bajadser

Efter pausen fulgte endnu en enakter, Leoncavallos Bajadser. Scenografen Mia Stensgaard har lavet en lille genistreg; scenen er den samme. Vi er stadig på pladsen foran kirken. Men tiden er en anden. Kirken er bombet. Pladsen er smadret. Der slidte og flåede amerikanske flag på pladsen. Nu er vi i tiden umiddelbart efter anden verdenskrig.

José Cura

Men endnu en gang er det et rigtig drama om kærlighed og jalousi. Tonio gør tilnærmelser til den unge, smukke Nedda, men bliver afvist. Hun er nemlig forelsket i en anden. Og desværre er hun allerede gift med en helt tredje. Den forsmåede Tonio sladrer til Neddas mand, der bliver rasende af jalousi.

Endnu en gang er det en opera som er rodfæstet dybt i den italienske kultur. Tonio, Nedda og hendes mand Canio tilhører en rejsende teatertrup. Om aftenen skal de opføre et teaterstykke i bedste comedia dell`arte tradition. Udklædt som Pjerrot, Harlekin og Columbine udfører de et drama som er en nøjagtig kopi af virkeligheden. Som de to handlinger når et skæringspunkt, bliver dramaet afsluttet på scenen, hvor det skrækslagne publikum langsomt forstår, at virkeligheden har indhentet og overhalet dramaet.

Cavalleria Rusticana udmærker sig på musikken, mens Bajadser udmærker sig dramatisk – spændingen bliver mere og mere intens og nervepirrende. Scenografien understreger dramatikken og kostumerne er fantastiske. Kasper Holtens instruktion er både perfekt og forførende. Bajadser har alt hvad man kan ønske sig af en forrygende opera! Anden verdenskrig er forbi og Europa er smadret, men folk elsker stadig med en glødende kærlighed……

José Cura

José Cura var naturligvis aftenens hovedperson. Det var ham utvivlsomt ham som folk var kommet for at høre og jeg tror, at han levede op til folks forventninger. Han er en fantastisk sanger med et stor, voluminøs og blød stemme. På den anden side synes jeg, at vores egne sangere var fuldstændig lige så gode. Hanne Fischer var en fræk og usympatisk Lola. Irene Theorin var rørende Santuzza, der både sang og spillede, så man forstod hvorfor hun afslørede de to slyngler. Sine Bundgaard var simpelthen forførende som den kokette Nedda i Bajadser og Palle Knudsen var perfekt i rollen som hendes elsker Silvio. Man forstår simpelthen ikke, hvorfor Nedda tøver og er så længe om at sige ja, da Silvio vil flygte med hende……

Alt i alt var det en superflot forestilling og en god aften i operaen.

Bajadser. Foto - DKT

Enter your email address to follow this blog and receive notifications of new posts by email.

Nye kommentarer

Jens on Ude på landet
conny on Ude på landet
Joanna on Ude på landet
Jens on Ude på landet
Anonym on Ude på landet

Arkiver

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.

Slut dig til de 110, der følger denne blog

%d bloggers like this: