Det er svært at vælge, hvad jeg skal skrive om i mit første indlæg her på bloggen. Jeg har læst så mange gode bøger og jeg vil naturligvis helst skrive om dem alle sammen.

Inden for de seneste par år er der ikke lavet bare én, men hele to film om Truman Capote. Det er jo helt fantastisk! Eller hvad? Jeg har faktisk ikke haft lyst til at se nogen af dem. Begge film fokuserer på de makabre og meningsløse mord, som inspirerede Capote til at skrive “Med koldt blod”. Begge filmene er amerikanske, så det burde såmænd ikke undre nogen. Dermed mener jeg at filmene søger det dramatiske og det sensationsprægede, hvorved de bliver ensporede og mister forbindelsen til den magi og fortryllelse, som der også var i Capote`s værk.

Derfor har jeg valgt, at jeg vil starte denne blog med at skrive om Truman Capote´s bog “Holly. Breakfast at Tiffany´s”.

Jeg elsker Holly. Alle elsker Holly. Hun er en af de mest fascinerende og forførende kvinder i litteraturhistorien, en femme fatale i slægt med Nana, Marguerite Gautier, Manon Lescaut og Sally Bowles.

Holly er en smuk og mærkelig pige på 18 år, der lever i en verden af lyssky forhold, skandaler, fester og lange nætter i selskab med de rige og de kendte. Som bartenderen Joe Bell siger om hende: “…hun opførte sig, som det passede hende.” Men der er i virkeligheden ingen som ved hvem hun er eller hvor hun kommer fra. Skuespilleragenten O.J.Berman siger: “Hun lyver som bare helvede, måske aner hun det ikke engang selv.” Holly er aldeles skamløs og ejer ikke samvittighed. Hun er hensynsløs, ubetænksom og ublufærdig. Hun udnytter andre mennesker, hun stjæler og står i forbindelse med den kriminelle verden.

Men Holly er også både naiv og enfoldig. Juvelerfirmaet Tiffany´s butik er indbegrebet af alt hvad Holly ønsker sig: et sted hvor der er fred og ro, hvor der ikke kan ske hende noget. Men Holly længes også efter kærlighed og et sted at høre hjemme. Langsomt forstår man, at hendes munterhed og hendes barske skamløshed blot er en facade. Det er et spørgsmål om at være praktisk, som hun selv udtrykker det, og det er et forsvar der skal beskytte hende mod fattigdom, sult, sorg og elendighed, som vi langsomt forstår, at hun allerede har oplevet alt for meget af. Holly er på flugt fra sig selv og sin egen fortid.

Efter at Holly er blevet involveret i en narkotikaskandale, forsvinder hun bogstavelig talt ud i det blå og fortsætter sin jagt efter kærlighed og tryghed. Det giver læseren en indre smerte, for man vil så gerne at det skal lykkes for hende. Men inderst inde føler man at denne jagt er forgæves og at Holly er håbløst fortabt, da hun bogstavelig talt forsvinder ud i den blå luft. Det er ganske simpelthen mesterligt.

capote2.gif

Truman Capote 1924-84

Men det virkelig geniale i denne novellesamling er kombinationen af den triste historie om Holly og de tre små noveller som følger efter. De handler alle om mennesker som finder eller oplever ægte kærlighed. På grund af sin fortid, har Holly en meget klar definition af begreberne kærlighed og lykke, og det er netop denne firkantede, men meget forståelige, definition, som forhindrer hende i at finde den lykke, som de andre personer i denne novellesamling møder ved tilfældighedernes spil. Det er nok lidt ukonventionelt, men jeg synes ikke det er helt urimeligt, at læse og forstå denne novellesamling ud fra visse socialrealistiske fortolkningsrammer.

I “Blomsterhus” møder vi den unge luder Ottilie fra Port-au-Prince, der arbejder i bordellet Champs Elysées. Hun og Royal Bonaparte forelsker sig i hinanden og han tager hende med op i bjergene, hvor de skal bo sammen med hans bedstemor, troldkvinden Gamle Bonaparte, der hurtigt viser sig at være et problem. Snart har de to kvinder indledt en kamp på liv og død, der involverer firben, slanger, edderkopper og musvåger. Ottilie er analfabet, men lige som Gamle Bonaparte har hun andre evner.

Historien “En diamantguitar” foregår i et fængsel, et trist og trøstesløst sted hvor “pigtråden kravler som vildvin over murerne” og “den spøgelsesblege vintersol” lyser over fyrretræerne. Her møder den 50-årige fange Mr.Schaeffer den unge Tico Feo med diamantguitaren. “Drengens øjne var som strimler af himlen – blå som vinteraftenen – og hans hår var ikke mindre ægte guld end bossens tænder”. De to mænd udvikler et tæt forhold til hinanden og planlægger at flygte sammen, en dag hvor “stumper af solskin fløj om dem som sommerfugle”.

Den sidste historie, “Et juleminde”, er en af de smukkeste og mest rørende historier jeg nogensinde har læst. Den handler om det nære forhold mellem den 7-årige Buddy og hans nogleogtres årige, retarderede kusine. Det er en historie der handler om en varm og ægte kærlighed. Men den handler også om barnets brutale konfrontation med livets realiteter. Livet skiller dem ad og det medfører en bitter og smertefuld livsforståelse.

Truman Capote har skrevet en varm og hjerteknugende bog, som er fuldstændig uforglemmelig. Hans berusende og sansemættede sprog gør hver eneste sætning til en overvældende og fantastisk oplevelse. Men det er også en bog der er fyldt med en melankolsk sødme og bag alle disse historier mærker man livets smerte, som en dirrende og vemodig undertone.

Jeg har læst denne bog mange gange og jeg ved at jeg vil læse den igen. Både for historiernes skyld, men bestemt også blot for at nyde sproget, som jeg næsten kan blive helt beruset af.

 

Reklamer