Victor Klemperer: Jeg vil aflægge vidnesbyrd til det sidste. Dagbøger 1933-1945.

Dette er en af de bedste bøger jeg nogensinde har læst om jødernes mareridt og deres skæbne under anden verdenskrig. Den gjorde et dybt, dybt indtryk på mig.

Victor Klemperer blev født i 1881. Hans far var rabbiner, men det forhindrede ikke de fire sønner i at konvertere til protestantismen. Religion betød intet for dem, de var tyskere! Hitlers magtovertagelse i 1933 var et chok for dem. Hitlers regering bestemte, at Klemperer og hans brødre var jøder og bestemt ikke tyskere, sådan som de selv havde forestillet sig. På dette tidspunkt var Klemperer professor i romansk filologi i Dresden.

klemperer1.jpg

Victor Klemperer 1881-1960

Hitlers magtovertagelse mærkes øjeblikket for den jødiske befolkning. Dagligt indføres der flere og flere forbud for jøderne og deres eksistens bliver gradvist sværere og sværere. Klemperer beskriver den daglige kamp for at overleve sulten, frygten for gestapo, angsten for fremmede mennesker på gaden som hånede dem, ydmygede dem, spyttede på dem osv. Det var en hverdag præget af meningsløs vold, ondskab, brutalitet og håbløs elendighed. Og dertil kommer usikkerheden for fremtiden. Ægteparret Victor og Eva Klemperer bliver stadig mere og mere isolerede, mens familie, venner og bekendte forlader Tyskland. Den 9.juli 1933 skriver Klemperer i sin dagbog: “Vi hører meget om Palæstina nu; det tiltaler os ikke. Hvis man rejser derned, udskifter man nationalisme og snæverhed med nationalisme og snæverhed.”

Klemperer havde et skarpt blik for alt hvad der skete omkring ham, men vi har en viden om krigen og nazismen som Klemperer ikke havde. Når man læser disse dagbøger, forstår man hvor uvidende disse mennesker var og hvor effektivt den nazistiske propaganda fungerede.
I 1942 besøger Klemperer et ældre jødisk ægtepar. Konen ligger i sengen med et slagtilfælde, som direkte følge af de prygl hun har fået af Gestapo. Manden der er fortrøstningsfuld fortæller Klemperer: “Hun blev 74 i går. Hun vil komme sig. Og hvis vi kommer til Theresienstadt med næste transport – forhåbentlig med næste transport – vil hun igen blive rask. Hun vil møde slægtninge der, hun vil få pleje,…”.
Når jeg læser dette løber det mig koldt ned af nakken og alle mine tanker er lammet af rædsel. Det er hele tiden uklart, hvor meget de ved eller ikke ved om disse koncentrationslejre. Jøderne talte selv om, at de skulle evakueres! Forsøgte de at narre sig selv eller troede de virkelig at evakuering ville være deres redning?

“Gode bøger overflødiggør selv det bedste universitet”, skrev Emerson. Det er nok en overdrivelse, men denne bog har lært mig mere om Nazismens Tyskland end nogen anden bog jeg har læst. Den har også givet mig et mere nuanceret billede af hvad der foregik i det der var det tredje rige. Trods alle rædslerne, husker han også de mennesker som på forskellig vis prøvede at hjælpe dem.

Klemperer fortæller om at få bank af gestapo, om sult og kulde, om fængselsophold og endelig om det uhyggelige bombardement af Dresden og det kaos der herskede efter Tysklands sammenbruddet. Som læser føler man den sorg, smerte og fortvivlelse som Klemperer levede med i alle disse uhyggelige år. Og man forstår næsten ikke hvordan han overlevede dette mareridt. Victor Klemperers dagbøger er nervepirrende og sindsoprivende læsning om de håbløse og rædselsvækkende forhold, om den knugende angst, om alle de ydmygelser og de endeløse brutale overgreb som i disse år var en del af jødernes hverdag i Tyskland 1933-1945.

Der er naturligvis skrevet mange bøger om dette emne. Men denne bog er stærkere end de fleste, netop fordi der er tale om autentiske dagbøger. Som læser sidder man med en uhyggelig viden, som Klemperer ikke havde, da han skrev sin dagbog. Det er en meget mærkelig og usædvanlig oplevelse.

Reklamer