Alan Hollinghurst: I skønhedens tjeneste.

Jonathan Coe: Godt skåret.

“In the Line af Beauty” handler om den homoseksuelle Nick Guest som bor til leje hos en velhavende engelsk politiker i London i 1980′ erne, da Margareth Thatcher styrede England med hård hånd. Bogen handler om stoffer, sex, Hiv og AIDS, undertrykkelse af sandheden, politisk korruption, overklassens tomme egoisme, økonomiske grådighed og deres fordærvede moral.
“In the Line af Beauty”(da. i skønhedens tjeneste) er skrevet af den homoseksuelle Alan Hollinghurst, som modtog den fornemme Bookerpris for bogen, hvilket er både absurd, uacceptabelt og utilgiveligt. Vi har læst historien før. Den første gang var F. Scott Fitzgerald der skrev “Den store Gatsby” og senere har den unge, engelske forfatter Jonathan Coe skrevet bogen “Godt skåret” (eng. What a Carve Up!). ALT hvad der står i “I skønhedens tjeneste” står også i “Godt skåret”. Der er absolut intet originalt ved Hollinghurst’ s bog.

“I skønhedens tjeneste” er en tung, meget langtrukken, jævnt kedelig, uinteressant og banal bog, som er komplet blottet for spænding. På nær en enkelt undtagelse(den gale søster) er alle personerne fuldstændig ligegyldige, tomme og flade. Det er naturligvis bevidst gjort af Alan Hollinghurst, men det er dybt kedeligt. Som læser er man faktisk fuldstændig ligeglad med alle disse personer, hvilket gør læsningen af den 453 sider lange bog til noget af en prøvelse. Det er ganske enkelt en dårlig bog og mens man læser længes man kun efter at den snart skal være færdig. Der er en hel del sex i bogen, men det er beskrevet så koldt og trivielt, at man længes dybt og inderligt efter Henry Millers sensuelle, sansemættede, ophidsende og livsbekræftende bøgers erotiske optrin som en effektiv modgift, mod den træthed og udmattelse der breder sig i kroppen mens man læser Alan Hollinghurst.

Jeg anbefaler, at man i stedet læser “Godt skåret” af Jonathan Coe, som er en fantastisk oplevelse. Man griner og græder sig gennem bogen, den er utrolig sjov og så skræmmende uhyggelig at det næsten er uudholdeligt. Hele vejen igennem bogen stiger spændingen til litterært set sjældne højder. Modsat Hollinghurst’ s bog, er det umuligt at lægge “Godt skåret” fra sig. Det er en skarp bog, med stærke angreb på den engelske politik i 80′ erne, på Margarethe Thatcher, USA, den amerikanske præsident og mange flere. Det er en bog som på alle måder sætter spørgsmålstegn ved den måde vi alle lever på og den tilværelse som vi er så vant til, at vi ikke længere tænker over den. Det er en grum og uhyggelig bog, med en skarp og bitter satire over mange af tilværelsens absurditeter.

“Godt skåret” er på alle måder bedre end “I skønhedens tjeneste”. Teknisk set er den bedre skrevet, den er mere spændende, mere uhyggelig …. jamen, der er bare mere af alting. Perspektivet er også større. Vi møder både taberne/ofrene for Thatchers politik og de rige kapitalisters grådighed. I sammenligning er Hollinghurst’s bog snæversynet og indskrænket. Den er så kedelig at man ønsker at glemme alt om den så hurtigt som muligt. “Godt skåret” er ikke en bog man bare lægger fra sig og glemmer igen. Den er nådesløs og ubarmhjertig mod læserne. Efterfølgende er det umuligt ikke at tage sin egen eksistens op til revurdering.

Den danske titel “I skønhedens tjeneste” er helt umulig og meningsløs. Det er taget fra den engelske kunstner Hogarth(1697-1764), der nok mest er kendt for hans serie “The Rake’ s Progress” der senere blev til en helt fantastisk opera, med musik af Stravinsky og libretto af Chester Kallman og W.H. Auden.
I hans bog “Analysis af beauty” beskriver Hogarth den buede linje som skønhedens linie. Den er skøn fordi den symboliserer livet. Han argumenter med, at der ikke findes lige linjer i naturen. Den lige linie symboliserer døden og findes i døde ting, som huse, veje og så videre. Den smukkeste linje, “The Line of Beauty” er dobbelt buen, altså bogstavet S. På side 188 står der i den danske oversættelse: “Den dobbelte bue var Hogarths “skønhedens linje”, det slangelignende glimt af et instinkt, at to kompulsioner, der blev fastholdt i en bevægelse”. Sammenholdt med titlen er der tale om en mærkelig og absurd uoverensstemmelse, der ganske enkelt er misvisende og slører titlens betydning.

Nogle læsere vil sikkert mene at dette er et groft indlæg. Det beklager jeg. Men det kan desværre ikke være anderledes. Det var en kedelig og trættende oplevelse at læse “I skønhedens tjeneste”, og dertil måtte jeg gang på gang tænke: Jamen, det her har jeg da bestemt læst før.

Advertisements