Bret Easton Ellis: Lunar Park.

Jeg har læst de fleste bøger af Bret Easton Ellis, men jeg har aldrig været en af hans fans. Der er alt for meget meningsløs og umotiveret vold i hans bøger. Alle hans personer er totalt kolde, de er ligesom bedøvede og jeg føler intet for dem. Disse usympatiske personer har ingen moral, ingen samvittighed, ingen værdier og ingen følelser. De har ingen drømme, ingen lyster og ingen mål. De er ingenting og vil ingenting. Det er en uhyggelig beskrivelse af unge menneskers tomme eksistens. Men den brutale vold og de mange bestialske mord i Bret Easton Ellis´ bøger er en barsk og ubehagelig metafor for den måde de/vi behandler hinanden på. Specielt de unge yuppier på børserne i 80`erne var kendte for at være egoistiske, kolde og skånselsløse, og det er lige netop deres historie Bret Easton Ellis vil fortælle med bogen “American Psycho”, der handler om seriemorderen Patrick Bateman, som forfatteren åbent og ærligt indrømmer er bygget på hans egen far.

I “Lunar Park” er Bret Easton Ellis selv hovedpersonen og beskriver hvordan han prøver at leve sammen med konen Jayne, sønnen Robby og steddatteren Sarah. Familien har slået sig ned på Elsinore Lane, hvor han forgæves prøver at tilpasse sig den trykkende forstadsidyl. Men det er svært for ham at sige farvel til alkohol, stoffer og tilfældig sex med hvem som helst. Familien kan ikke hjælpe ham, for de lever alle i hver sin egen lukkede verden, uden nogen form for kommunikation eller virkelig kontakt med hinanden. Bret Easton Ellis lever efterhånden i en tom og ensom verden, som slider på hans nerver indtil virkeligheden truer med at bryde sammen omkring ham. Snart søger han atter trøst, tryghed og beroligelse ved hjælp af stoffer, alkohol og anseelige mængder af nervepiller. Han tumler snart rundt så familien, naboerne og alle andre tror at han er fuld, skæv og mindst lige så skør som Hamlet. Der begynder at ske meget mærkelig ting omkring ham. Spøgelser, skelletter og uhyrer vælter ud af alle skabene. Som Hamlet, bliver også Bret Easton Ellis opsøgt af de døde, men langsomt forstår han, at alt hvad han oplever har han selv skrevet i bøger, skitser og udkast. Patrick Bateman er pludselig blevet virkelig. Det er nok ikke helt forkert at se en parallel til Mary Shelley´s Frankenstein. Også Bret Easton Ellis har skabt et monster. Men hvordan er det sket? Hvordan er han blevet virkelig? Og hvorfor? En dag ringer Bateman og forklarer Ellis:”Jeg vil have dig til at forstå noget om dig selv. Jeg vil have dig til at tænke over dit liv. Jeg vil have dig til at være bevidst om alle de frygtelige ting du har gjort. Jeg vil have dig til at se den katastrofe i øjnene, der hedder Bret Easton Ellis”(S.284). Han beskriver selv situationen på denne måde:”…der var ting jeg ikke havde lyst til at tænke på(…) men sådan er det, når du ikke vil besøge fortiden og se den i øjnene: så begynder fortiden at besøge dig og se dig dybt i øjnene”(s.215).

Det hele bliver så galt, at han må have hjælp af dæmonologen Robert Miller, der beskriver Bret Easton Ellis på denne måde:”De virker som om De er i forsvarsposition hele tiden(…)Jeg kan godt fornemme Deres angst. Men jeg kan også mærke stor vrede og en fjendtlig indstillet personlighed”(s.317). Robert Miller forklarer ham:”Dæmoner er manifestationer af ondskab(…)Dæmoner er vrede”(s.322). “For ligegyldigt hvad det er, så lever det af Deres angst”(s.323), siger han til Bret Easton Ellis, som er tvunget til at erkende, at han, med sin egen vrede og sin egen angst, selv har skabt alle disse dæmoner som nu truer både ham og hans familie.

På den måde bliver “Lunar Park” en eksistentialistisk roman om ansvar og skyld. Alle forfatterens bøger er, ifølge ham selv, skrevet i had, vrede og angst, hvilket, ifølge Robert Miller, skaber eller tiltrækker dæmoner. Den vigtigste af disse bøger er “American Psycho”. Som tidligere nævnt, er hovedpersonen Patrick Bateman baseret på forfatterens egen far. Men på grund af angst, vrede og had mod sin far, har Bret Easton Ellis ikke formået at beskrive hovedpersonen som et menneske. Forfatterens angst og vrede har blokeret for alt forståelse og medfølelse, hvorved han har dæmoniseret sin far og skabt monstret Patrick Bateman. Det er forfatterens egen angst, der er legemliggjort i alle de uhyrer som nu truer ham fra alle sider. Det er dæmoner som forfatteren selv har skabt ud fra sine egne negative forventninger og forestillinger om andre mennesker. Hvis han og familien skal overleve mødet med disse monstrer, så må han uskadeliggøre dem ved at afdæmonisere dem og atter gøre dem menneskelige.

Der var ikke nær så meget gys i denne roman, som jeg havde forventet. Alligevel var det en virkelig god og vigtig bog, som handler om hvordan vi oplever og fortolker hinanden. Nogen mennesker dæmoniserer vi, fordi vi ikke forstår dem og kun ser én side af dem. Andre mennesker idealiserer vi, men princippet er det samme. Vi gør dem umenneskelige, enten som guder eller som dæmoner. Begge dele udtrykker vores manglende forståelse, da et helt menneske rummer både en mørk og en lys side.

Men det er også en uhyggelig bog om en alvorlig eksistentialistisk krise. Selv om Bret Easton Ellis er hovedpersonen i denne roman, så skal man ikke glemme at det stadig er en roman. Alligevel er der ingen tvivl om, at forfatteren har udleveret meget af sig selv i denne bog. På mange måder er det forfatterens opgør med sin egen fortid, sine egne spøgelser og alle sine tidligere værker. Undervejs fik jeg det indtryk, at det er en bog som Bret Easton Ellis har skrevet fordi indre nødvendighed tvang ham til det. Bogen er en form for terapi, hvor forfatteren forsøger at forstå, tilgive og forsone sig med sin egen fortid.

“Lunar Park” var på alle måder en meget spændende bog. Det er en klog og stærk roman – efter min mening den bedste bog Bret Easton Ellis endnu har skrevet.

 

Reklamer