Det eneste der tæller er din ensomhed: Ligegyldigt hvad du gør, hvor du end går hen, er der ikke noget af det du ser der betyder noget, alt hvad du gør er forgæves, intet af det du søger findes i virkeligheden. Det eneste der findes er din ensomhed, indbydende eller skræmmende, som du tidligt og sent og altid må se i øjnene.”

Det er en barsk og foruroligende oplevelse af læse Georges Perec`s lille mesterværk “En mand der sover”. Bogen er skrevet i anden person, hvilket betyder at man som læser ikke kan lade være med at føle sig personligt ramt. Du, du, du, lyder det igen og igen, staccatoagtigt, insisterende, anklagende. Ved denne form bliver man trukket helt ind i romanen og det er mildt sagt en rystende oplevelse.
Men den Perec taler til er en navnløs 25-årig mand. I starten af bogen bryder al mening sammen for hovedpersonen, virkeligheden bliver sløret og utydelig, og han befinder sig pludselig i en klassisk eksistentialistisk krise. “Det er på sådan en dag, lidt senere, lidt tidligere, du ikke overrasket opdager at der er noget galt. At du, for at sige det ligeud, ikke kan finde ud af at leve, at du aldrig vil lære det”.
Hovedpersonen skal op til eksamen, men vælger i stedet at blive i sin seng. Han tager heller ikke længere hen på den cafe hvor han plejer at møde sine venner. Han sidder på sit værelse og lytter når vennerne kommer og banker på hans dør. Men han lukker ikke op og besvarer ikke de beskeder som de efterlader til ham. I flere dage af gangen bliver han i sit lille værelse, hvor han sover, ryger, lytter til støjen fra gaden, lydene fra naboen og vandet der drypper fra vandhanen ude på gangen. Eller han vandrer formålsløst rundt i gaderne.

Du går kun ud når natten er faldet på, som rotterne, kattene og monstrene”. “Du er ikke andet end en uklar skygge, en hård kerne af ligegyldighed, et neutralt blik der flygter fra andre blikke“.

Georges Perec afslutter det man kunne kalde første del af bogen, med at genfortælle Herman Melvilles historie om “Skriveren Bartleby”. Uanset hvad man beder Bartleby gøre, er hans svar kategorisk: “Jeg ville foretrække at lade være.” Kort fortalt ender denne historie med at Bartleby dør af sult, fordi han ikke vil spise. Han “foretrækker at lade være.” Perecs tanke med at fortælle denne historie, er naturligvis at give sin egen hovedperson en advarsel.

Men denne advarsel er ikke nok til at vække “En mand der sover”. Finalen er en imponerende og rasende tour de force gennem nogle af den eksistentialistiske litteraturs hovedværker, gennem græsk mytologi og absurde drømmeagtige scener, der som et vanvittigt mareridt bringer os en tur til helvede. Sådan knuser Perec alle hans illussioner og alle hans falske forestillinger, og prøver at bringe ham ud af den eksistentialistisk krise og tilbage til virkeligheden. Der er næsten tale om en nietzscheansk vrede, hvor Perec undsiger de eksistentialistiske kernebegreber, symboliseret ved Robinson, Roquentin, Meursault og Leverkühn. Men han kan end ikke nævne Robinson Crusoe af Daniel Defoe, Den fremmede af Albert Camus, Doktor Faustus af Thomas Mann eller Jean-Paul Sartres roman Kvalme uden at kalde disse litterære hovedværker for løgne.”…tro ikke på dem”, siger Perec, med en stemme der næsten dirrer af ironi og spydighed. Endelig forstår man, at bogen er en parodi. Den er ment som en bidende skarp satire og et barmhjertigt opgør med eksistentialismen.

Men det er egentlig absurd, da romanens ide på ingen måde står i modsætning til eksistentialismen. Johannes Sløk skriver i bogen “Eksistentialisme”: “Eksistentialisme bliver ofte beskyldt for at være så umådelig pessimistisk. Den taler udelukkende om ubehagelige ting, om fortabthed, uoprindelighed, intethed, død, angst, fortvivlelse, skyld osv.(…)Man har imidlertid aldeles misforstået det eksistentialistiske livssyn, hvis man ikke har øje for, at det i sin grund er noget helt andet. Hvilken form eksistentialismen end optræder under, er den altid en tilskyndelse til at gå ind i livet og tage det på sig.” På denne måde er “En mand der sover” altså i god overensstemmelse med eksistentialismen og det er grunden til at mange læser den som en eksistentialistisk roman. Alligevel mener jeg stadig at denne roman er forfatterens litterære ungdomsoprør. Da Georges Perec debuterede havde Jean-Paul Sartre, Albert Camus og Simone de Beauvoir været de absolutte topfigurer på parnasset i mere end 20 år og eksistentialismen havde været den altdominerende isme i hele europa. Efterhånden var der nok mange som mente at man trængte til fornyelse. Det var blevet nødvendigt med et oprør og “En mand der sover” blev oprørets form. Mange har sikkert frydet sig over dette spydige angreb fra en ung og intelligent forfatter.

“En mand der sover” er en mærkelig, fascinerende og gådefuld bog, som jeg har læst igen og igen. Det er en meget stærk, tankevækkende og uforglemmelig historie, som det er svært at blive færdig med. Det er en ganske kort roman, men et stort og imponerende mesterværk.

Andre bøger af Georges Perec som er oversat til dansk, er “Ting”, “W eller erindringen om en barndom” og “Livet en brugsanvisning”.

Reklamer