I sidste uge var Frank og jeg i Operaen. “Hoffmanns eventyr” er en fantastisk, genial og meget spændende opera.

Hovedpersonen er den berømte forfatter E.T.A. Hoffmann. Da operaen begynder er Hoffmann på værtshus, hvor han, sammen med en bunke andre fordrukne gæster, venter på at den feterede operastjerne Stella skal blive færdig med aftenens forestilling. Mens de venter får de en masse at drikke. Behovet for at drikke og beruse sig er tilsyneladende voldsomt stort blandt disse mennesker.

De beslutter at Hoffmann skal fortælle om sine eventyr, underforstået: eventyr med kvinder. Man har det indtryk at Hoffmanns eventyr er almindelig underholdning der på stedet. Den romantiske forfatter E.T.A. Hoffmann skrev gotiske gysere og fantastiske historier i slægt med Edgar Allan Poe, hvilket også kommer til udtryk i de eventyr som han fortæller i denne opera.

Først fortæller han historien om Olympia, som han forelsker sig i fordi hun er smuk og perfekt. Desværre opdager han, at hun kun er en tom og livløs dukke, der ligner alle andre dukker til forveksling. Den næste historie handler om sangerinden Antonia. Hendes mor døde af en sygdom, som måske skyldtes hendes job som sangerinde. Denne sammenhæng er lidt uklar, men Antonia må ikke synge, da man frygter at det samme skal ske for hende. Hun synger naturligvis alligevel, for hun kan selvfølgelig ikke undertrykke denne lidenskab, som derfor bliver hendes død. Hun er kunstneren, der må betale med sit liv for at dyrke den kunst som hun elsker mere end selve livet. Også mere end Hoffmann, må han desværre indse. Den sidste historie handler om Hoffmanns møde med kurtisanen Giulietta. Han forelsker sig i hende og da hun beder ham om hans spejlbillede, opfylder han hendes ønske. Bagefter må han bittert erkende, at hun aldrig kan eller vil elske ham, uanset hvad han giver hende eller gør for hende.

Hvert eventyr har sin morale: Olympia kan ikke elske ham, for hun er en tom og livløs dukke uden nogen personlighed. Hun kan flirte og lokke, men det er kun et overfladisk koketteri. Hun kan ikke elske nogen. Antonia elsker sin kunst højere end Hoffmann. Og Guilietta kan ikke nøjes med at elske én mand. Det evner hun ikke. Hun elsker dem alle.

Hoffmanns eventyr, Det kongelige teater.

Foto fra forestillingen af: Miklos Szabo.

Det er den samme historie Hoffmann fortæller tre gange, gentaget med små forskydninger og variationer. De tre kvinder er alle skygger af Stella, hvilket Hoffmann indirekte selv fortæller allerede i første akt. Hoffmanns eventyr er altså ikke oplevelser som han har haft med levende kvinder i virkeligheden, men tre fortolkninger eller billeder af Stella. Hoffmanns store problem er naturligvis, at han ikke kan forstå eller erkende Stella som en helstøbt kvinde.

Hoffmann længes efter Stella og hendes kærlighed, men hans største forhindring er netop hans egne forestillinger om Stella, forestillinger der både rummer frygt og foragt, som det kommer til udtryk i hans eventyr, hvor kvinderne er dæmoniske, farlige og umenneskelige. I Hoffmanns vanvittige fantasi spreder kvinderne villigt benene…for alle andre end ham selv. Antonia spreder benene selv for en ussel tjener. Den eneste som ikke får noget er stakkels Hoffmann. Det gør ham bitter og fortvivlet. Derfor hævner han sig ved at dræbe alle disse spejlbilleder af Stella. Han fornedrer kvinderne ved at gøre dem billige. Og alle mændene bliver lidt komiske og latterlige i deres ustyrlige liderlighed. Det er Hoffmanns hævn over alle rivalerne.

Så vender handlingen tilbage til værtshuset og rammefortællingen. Da Stella endelig ankommer efter forestillingen og spørger efter ham, er Hoffmann blevet så fuld, at han allerede er faldet i søvn. Derefter forsvinder Stella sammen med Hoffmanns rival Lindorf.

Hoffmann minder om unge mænd der drikker og praler med deres evner og alle deres opdigtede eventyr. De drikker sig mod til, men går under gulvet inden der nogensinde sker noget som helst. Måske er Hoffmann faktisk bange for disse kvinder, som en umoden teenager. Fordi han ser dem som dæmoniske og farlige. Det er jo også derfor at han er nødt til at dræbe dem i de historier som han fortæller. Hvordan skal de ellers ende? Hoffmann er ikke moden og voksen nok til at forestille sig, at det kan ende anderledes. Det er tydeligt, at hans eventyr afslører nogle voldsomme mindreværdskomplekser og en hel del selvmedlidenhed. Men det er vigtigt at bemærke, at han ikke selv spiller en mere flatterende rolle i disse eventyr, end de nedværdigede kvinder og de latterliggjorte mænd. Hoffmann er en anti-helt, der minder mig om “Kældermennesket” af Dostojevskij og hovedpersonerne i alle Kafkas romaner. Lige som alle dem føler han sig magtesløs og uden indflydelse på sin egen skæbne. Han føler sig prisgivet andre menneskers velvilje – eller mangel på samme. Igen og igen bliver han et hjælpeløst offer for andres ondsindede planer og egoistiske lyster. Dette er et meget vigtigt tema i de historier som han selv fortæller.

“Hoffmanns eventyr” er en tragisk forestilling om en mand der ikke tror, at Stella kan elske ham. I denne kontekst repræsenterer Stella naturligvis alle kvinder. Det ironiske er, at nu har han drukket sig fuld og dermed går alle hans forestillinger og forventninger i opfyldelse. Det er en anden som “går med Stella”. Og det er sandsynligvis hans egen skyld!

Jeg synes det var en fantastisk flot forestilling, men “Hoffmanns eventyr” er på ingen måde nogen lettilgængelig opera. Der er rigeligt at overveje og undre sig over på vej hjem fra teatret. Der er helt sikker meget som jeg endnu ikke har forstået og jeg vil meget, meget, meget gerne se denne utrolige opera én gang til. Men det bliver nok et spørgsmål om økonomiske grænser.

Aftenens tre kvindelige stjerner, Anne Margrethe Dahl, Louise Fribo og Tina Kiberg, var alle fantastiske. Men Per Høyer i partiet som rivalen Lindorf var den som overraskede og imponerede mig mest. Det føltes bare som hans aften. Den østrigske stjernetenor Nikolai Schukoff var en flot oplevelse, som forventet. Men…tja…jeg synes stadig at Per Høyer var den der gjorde sig bedst, selv om Nikolai Schukoff både sang godt og var mægtig charmerende som den fortabte Hoffmann. Schukoff overraskede ved at ankomme til applausen med åben skjorte og et vaskebræt af en veltrænet mave. Vel var han lækker, men – ærligt talt – hvor billig kan man være???

Musikken var fyldig og nærmest nærgående. Gang på gang bølgede fantastiske melodier ud over publikum, ikke som en kold og voldsom efterårsstorm, men mere som en munter, livlig og forfriskende forårsvind. Det var bestemt hverken Mozart eller Verdi, men mindede mig mere om Igor Stravinsky. Musikken var dramatisk, dynamisk og meget levende. Det var så flot, at jeg fuldstændig glemte alt omkring mig. Det var totalt lækkert.

Jeg synes at scenografien virkede umotiveret, som et noget kunsigt og anstrengt påhit, der samtidig var både for simpelt og for nemt. Vi har jo set det før, for eksempel i Maskeballet.

Reklamer