Jeg har ikke været så meget på bloggen i løbet af den sidste uge. Derfor synes jeg lige det er tid til en hurtig opdatering.

Onsdag i sidste uge var Frank og jeg i Det kongelige teater hvor vi så Don Juan af Mozart. Det var en meget utraditionel opsætning, hvor handlingen var flyttet til et moderne hotel og Don Juan optrådte som en løssluppen playboy. Publikum er meget delt i holdningen til traditionelle eller moderne opsætninger. Jeg kan godt lide begge dele. Men jeg synes at det må være en betingelse, at en moderne opsætning bidrager med nye fortolkningsmuligheder for operaen. Denne betingelse var fuldt opfyldt i denne festlige og muntre opsætning af Don Juan. I den traditionelle version forfører Don Juan både kvinder fra overklassen og en fattig bondepige. I den opførelse vi så i sidste uge, forførte han i stedet de rige gæster på hotellet og en fattig stuepige. Det har den vigtige funktion, at operaen bliver nutidig og dermed understreger at den lige så vel kunne foregå i vores tid. Operaen er skrevet i en anden tid, men de indre menneskelige dramaer er de samme og Don Juan er en psykologisk arketype, som altid har og altid vil eksistere – til stor frustration for alle kvinder. Han er fuldstændig kold og hjerteløs. Kvinderne ved det, men lader sig alligevel forføre og nærer en forestilling om at de kan ændre ham. Inderst inde drømmer de alle om at eje Don Juan.

Man forveksler ofte Casanova og Don Juan, hvilket er en stor fejl. Casanova elsker alle kvinder og kan se noget smukt og vidunderligt i alle de kvinder han møder. Men Don Juan er i bund og grund en ganske ubehagelig og kynisk person, der med største fornøjelse forfører gamle damer blot for sportens skyld og forlyster sig med ti unge piger på en enkelt nat, for det fylder jo så godt på listen over hans utallige erobringer. Don Juan er både udspekuleret og egoistisk. Han vil gøre hvad som helst for at få sex, lover hvad som helst og holder sig end ikke tilbage fra regulær voldtægt. Han dyrker kun sin egen egoisme, sin egen lyst og sin egen tilfredsstillelse. Don Juan er som en forførende Faust, en uimodståelig frister, en djævel. Alle mennesker har en længsel efter nydelse, sanselighed, erotik og kærlighed. Don Juan er en dygtig psykolog og udnytter denne indre drift når han forfører disse kvinder, der alle længes efter frigørelse fra pligterne og befrielse fra selvbeherskelsen for at overgive sig til deres drifter og lyster. Under en stor fest som Don Juan har arrangeret synger gæsterne en lovprisning af friheden, mens festen udvikler sig til ekstatisk løssluppenhed, der minder om et bakkantisk orgie.

Operaens tema er kampen mellem fornuften og lysten. Don Juan symboliserer lysten og friheden, mens den kedelige Don Ottavio står for pligten og fornuften. Jeg kunne også have skrevet den fri seksualitet kontra ægteskab og Freud havde brugt begreber som id og superego til at beskrive denne splittelse. Bizets opera Carmen handler om den samme konflikt, men her er det manden, Don José, der er fanget i fælden. Han skal vælge mellem den sexede, vilde, løsslupne Carmen og den dydige Michaëla. Både Carmen og Don Juan udnytter andre menneskers inderste længsel efter dyb og brændende kærlighed på den mest brutale og hensynsløse måde. Mozarts opera hedder “Don Giovanni” på italiensk og jeg har den i en indspilning med Sir Georg Solti som dirigent og Bryn Terfel som en formidabel Don Juan, der virker direkte farlig, ond og dæmonisk. Don Juan symboliserer friheden, men operaens slutning viser, at friheden altid har konsekvenser.

Det var en sjov og meget festlig aften i operaen. Der blev grinet meget og alle morede sig. Men jeg vil alligevel gerne kritisere en ting: De havde fjernet en af mine absolutte yndlingsarier, nemlig Don Ottavios smukke kærlighedsarie til Donna Anna:

Dalla sua pace la mia dipende;
quel che a lei piace vita mi rende,
quel che le incresce morte mi dà.
S`ella sospira, sospiro anchi`o
è mia quell`ira, quel pianto è mio!
E non ho bene s`ella non l´ha.

Og så på engelsk:

On her peace of mind my own depends;
her wishes are the breath of life to me,
her griefs stab me to the heart.
When she sighs, I sigh too,
I share her anger and her tears.
And there´s no joy for me if she has none.

Don Juan

Foto fra Det kongelige teater af Linn Sandholm. Det er Tuva Semmingsen som Zerlina og Michael Lindberg som en fantastisk morsom og komisk Masetto.

Lørdag var vi til Halloween i Tivoli. Mange mennesker synes det er lidt underligt at vi pludselig skal fejre halloween her i Danmark. Men det er et resultat af den amerikanske dominans på filmmarkedet og en stadig øget globalisering, og det tror jeg ikke at vi kan gøre noget ved. Sjældent har jeg oplevet så god en stemning i Tivoli. Der var naturligvis flot pyntet op med græskar, spindelvæv og lamper, og der var rigtig mange mennesker. Vi var til “Rock og rul” på Plænen, hvor Pjerrot, Harlekin, Columbine og en flok hekse dansede og sang en masse numre fra 50´erne. Det var simpelthen fantastisk og stemning var helt i top. Ungerne var vilde med heksene. Efter de havde optrådt på Plænen så vi heksene rundt omkring i Tivoli, hvor de snakkede med børnene og delte små smykker ud til pigerne. Jeg er ikke i tvivl om at heksene var et hit og jeg synes de var fantastiske.

tivoli

Søndag var vi til Copenhagen Gay and Lesbian Film Festival. Vi så filmen “A four letter word”. Vi havde valgt denne film, fordi vi syntes traileren var sjov. Vi havde forventet at det var en morsom, fræk teenage-komedie i stil med for eksempel American Pie. Det var det også, men filmen levede alligevel ikke op til vores forventninger. Filmen handlede om en masse forskellige unge mennesker, først og fremmest flotte unge bøsser i New York, som hverken kunne finde ud af sig selv eller hinanden. Som i alle andre film i denne genre drømte de både om sex og ægte kærlighed. Men vi blev på ingen måde engageret i personerne og var faktisk fuldstændig ligeglade om de fik hinanden eller ej. Vi havde det indtryk, at instruktøren ikke vidste hvad han selv ville. Ville han lave et hverdagsdrama eller en komedie? Problemet var måske, at han ikke selv vidste det. Flere steder virkede filmen også uprofessionel. Et enkelt eksempel: et brunstigt trekløver følges på en bøssebar eller natklub. I døren står de og poserer, mens deres kåde blikke glider hurtigt rundt og den ene udbryder:”Let the manhunt begin”. Så drejer kameraet mod baren, hvor der står seks mennesker og et øjeblik efter viser det sig, at trekløveret tilmed kender alle de andre gæster…eller i hvert fald de fleste. Det virker dybt utroværdigt. Hvis disse bøsser skulle på “manhunt” så havde de naturligvis valgt et andet sted, hvor der var mere “kød” at vælge imellem. Jeg undrer mig over, at instruktøren ikke har formået at skaffe nogle flere statister. Det burde vel ikke være så svært og det ville have løftet filmen en hel del. Selv om der var nogle gode grin undervejs, så var det alligevel en ganske banal og middelmådig film.

Reklamer