Henry Miller: Assassinernes tid. Forlaget Batzer & Co.

Denne bog handler om den franske digter Arthur Rimbaud(1854-1891). Da han var ung løb han hjemmefra for at deltage i pariserkommunen. Senere turede han rundt i Europa med Paul Verlaine, der var hans elsker. De havde et voldsomt forhold, som endte med at Verlaine skød ham! Han døde ikke, men vendte hjem til familien, hvor han skrev sit sidste værk “En årstid i helvede”. “Assassinernes tid” er mere end blot en biografi om Arthur Rimbaud. Det er en poetisk fortolkning af hans liv og hans digtning, samt et forsøg på at forstå hvorfor han opgav litteraturen i en alder af kun 18 år. Derefter prøvede han at ernære sig som opdagelsesrejsende og siden som handelsmand i Afrika. Arthur Rimbaud var kun 36 år gammel da han døde i 1891.

Hvorfor er Henry Miller så optaget af Rimbaud? Han beskriver selv sit første møde med Rimbaud sådan: “Jeg var overvældet, målløs. Jeg følte at Rimbaud var den mest fordømte eksistens jeg nogensinde havde læst om. Jeg glemte alt om mine egne lidelser, som vejede langt tungere end hans. Jeg glemte de frustrationer og ydmygelser jeg havde udholdt, de afgrunde af fortvivlelse og magtesløshed jeg gang på gang var faldet ned i.” For Henry Miller var Arthur Rimbaud “helt igennem den udstødte, oprøreren, den fordømte…” Og det var en karakter, som Henry Miller selv kunne identificere sig med.

Den virkelige hovedperson i denne lille bog er nemlig først og fremmest Henry Miller selv. Uanset hvad han fortæller om Rimbaud, tjener det som udgangspunkt for hans egne erindringer. Han spejler sig i den unge, uregerlige mand, som er identisk med den digter og den myte som Henry Miller selv drømte om at være. Han er vildt betaget af den unge digters historie og læser den som en arketypisk fortælling om det udstødte og fornægtede geni der søger anerkendelse overalt, men altid kun møder afvisning og mangel på forståelse. Det er meget morsomt når han beskriver sin egen forestilling om geniet og bagefter forklarer hvordan det stemmer fuldstændig overens med hans egen skæbne og karakter. Det er ikke til at tage fejl af hensigten. Men Henry Miller er en charmerende forfatter. Som i livet kunne han også i litteraturen slippe af sted med ikke så lidt, der ville have forarget os hos en mindre talentfuld forfatter. Det er spændende at læse om Henry Millers liv, selv om meget af det sikkert er løgn. Henry Miller var kendt som mytoman.

Henry Miller var meget belæst og ligesom i alle hans andre bøger, benytter han sig også i denne bog af en imponerende mangfoldighed af referencer til filosoffer, kunstnere, forfattere og religiøse tænkere. I “Assassinernes tid” henviser han flere gange til Friedrich Nietzsche, som blandet meget andet skrev “Afgudernes ragnarok” der har undertitlen “hvordan man filosoferer med hammeren”. I forordet beskriver Nietzsche bogens hensigt som “en omvurdering af alle værdier”. Henry Millers mission var den samme og “Assassinernes tid” er et angreb på det samfund som han havde mistet tilliden til og ikke længere troede på: “Samfundet består af lukkede døre, af tabuer, love, fortrængninger og undertrykkelse“, skriver han. Det har alvorlige menneskelige konsekvenser, at leve i et samfund hvor “Vi har viden uden visdom, komfort uden sikkerhed, tro uden tillid.” Han skriver, at “for det moderne menneske er livet blevet et evigt helvede af den enkle grund at det har mistet alt håb om at komme i paradis. Det moderne menneske tror ikke engang på et paradis det selv har skabt.” Ifølge Henry Miller lever det moderne menneske “i en verden af uvirkelighed, omgivet af spøgelser.” Og så spørger han fortvivlet: “Men hvad er livet så? Og hvad er den sande virkelighed? Det kan bestemt ikke være denne barske virkelighed af slid og slæb, dette omflakkende liv, dette griske slagsmål om ejendele?” Ifølge Henry Miller er samfundet “ophørt med at være et fællesskab; det har spaltet sig op i klynger af hjælpeløse atomer“, hvilket er et stort problem, hvis man som Henry Miller mener, at “Døden ligger i adskillelse, i at leve adskilt.”

Henry Miller skriver om geniet, at “Han er født med drømmen om paradis, og hvor vanvittigt det end lyder, vil han kæmpe for at virkeliggøre den igen og igen.” Det gælder også Henry Miller – som på denne måde endnu engang bekræfter sin egen identifikation med geniet. “En fuldstændig ny verden, en overvældende og afskrækkende verden, står for døren. En dag vil vi vågne op og se ud på en verden som overgår enhver fantasi.” Men han skriver, “At vi først må give afkald på vores individualitet(…) Vi har nået det ultimative stadium af selvoptagethed, den atomare værenstilstand, og dér vil vi gå til grunde.” “Først når krigen mellem det kollektive og det individuelle ophører, vil det nye menneske finde sig selv. Da vil vi opleve den menneskelige type i al dens glans og fylde.” Henry Miller forudser, at “Det er en kultur, en civilisation der vil gå til grunde. Når disse døde vågner op, hvilket de vil gøre, vil poesien være selve det stof livet er gjort af.” I denne vision finder han en forbundsfælle i Rimbaud, som havde lagt afstand til religionen, men forestillede sig “jul på jorden” – en ny verdensorden hvor man giver i stedet for at tage fra hinanden, hvor gavmildhed frelser menneskeheden ved at sejre over griskheden og kampen om ejendele. Det er netop denne fremtid Henry Miller forkynder, når han skriver, “At vi alle en dag vil komme til at leve ligesom Kristus.

Henry Miller skriver om Gud, Buddha, Krishna, Jesus Kristus, engle og dæmoner. Det er lidt voldsomt for en ateist som mig, men flere gange i bogen tager han, ligesom Rimbaud, afstand fra religionen og forklarer, at “Disse guder er naturligvis altid en projektion af menneskets ophøjede indre styrke. De repræsenterer skabelsens magiske element; de blænder og beruser fordi de sønderriver det mørke de udspringer af.

Man kan undre sig og spørge sig selv: hvad i alverden er meningen? Er manden bindegal? I forbindelse med D.H.Lawrence og Rimbaud skriver han, at “Det er i den forbindelse mærkværdigt at netop de mænd der beskæftiger sig med afsløring – selvafsløring – samtidig er dem som rummer den største gådefuldhed.” Det lyder som talte han om sig selv. Ingen forfatter har drevet det så vidt udi selvafsløringens kunst som netop Henry Miller og her optræder han selv som den gådefulde. Man har lyst til at bede om en forklaring, men så advarer han os: “At bede digteren tale samme sprog som manden på gaden, svarer til at forvente at profeten skal forklare sine forudsigelser.” Der er ingen tvivl om, at han identificerede sig med profetens rolle.

Assassinernes tid.

Henry Miller er kendt som pornograf. Og der er virkelig meget sex og rendyrket pornografi i hans bøger – det fylder side op og side ned – her er der ingen som får lov at gemme sig under dynerne. Alt er beskrevet ganske detaljeret, uden den mindste blufærdighed. Alligevel er det ikke bare porno. Henry Miller er en stor forfatter, som man ikke bare kan afvise på den måde. Sandheden er, at man kan kalde ham en bindegal utopist – men man kan ikke tillade sig at afvise ham blot ved at karakterisere hans bøger som billig og tarvelig pornografi – det er simpelthen dybt urimeligt. Henry Miller var så meget mere og han har et vigtigt budskab i alle hans bøger: “Hvad vi skaber med hånd og sprog er ingenting; det er det vi skaber med vores liv der tæller. Det er først når vi gør os til en del af skabelsen at vi begynder at leve. Det er ikke døden men livet som udfordrer os for hvert skridt vi tager.

Det er måske i “Assassinernes tid” at han tydeligst forklarer sit verdenssyn. Selv om det kun er en lille bog på 173 sider, er det måske den allervigtigste hvis man ønsker at forstå dybden i Henry Millers forfatterskab. Men hvis man ikke før har læst Henry Miller, vil jeg anbefale at man begynder med Sexus, Plexus og Nexus – i den rækkefølge. Denne trilogi er kendt under titlen “The Rosy Crusifixion”. Man kunne også begynde med “Stenbukkens vendekreds” og efterfølgende “Krebsens vendekreds”. Det er nogle fantastiske bøger. Jeg har altid svært ved at holde hovedet koldt når jeg læser Henry Miller. “Man bør altid være beruset” – skrev Charles Baudelaire i “Parisisk spleen” – “Alting beror paa det; det er den eneste Opgave. For ikke at mærke Tidens skrækkelige Byrde, der knuser jeres Skuldre og knuger jer til Jorden, maa I beruse jer uden Ophør. Men i hvad? I Vin, i Poesi, i Dyd – som I vil. Men berus jer.” Jeg føler mig altid både opstemt og beruset når jeg læser Henry Miller. Der er så meget rå kraft og utæmmet energi i hans bøger. Han er som en frigørende kraft, der vækker de slumrende livsdrifter og tænder et stærkt og umætteligt livsbegær. Henry Miller fordærver fornuften og alene derfor er han en farlig forfatter. Man kan jo ikke sådan gå og være beruset hele tiden.

Advertisements