Vejret var rigtig dejligt i søndags. Derfor skulle Frank og jeg, lige som alle andre, ud at nyde solen og alle skovens smukke efterårsfarver. Frank havde en bil til rådighed nogle dage og derfor ville vi tage på en længere udflugt til den slags steder, hvor vi ikke normalt kommer. Vi havde bestemt os for Rudolph Tegners museum ved Dronningmølle i nordsjælland. Jeg har været der flere gange og synes det er et utrolig fantastisk sted. Jeg er dybt fascineret af museet der ligger som en kolossal bunker midt i det barske hedelandskab, hvor de slyngede stier snoer sig op over bakkerne og gennem den flotte skulpturpark. Frank har aldrig været der og jeg havde glædet mig til at vise ham stedet, men da jeg skulle tjekke kørevejledning, opdagede jeg at de allerede havde vinterlukket.

Herakles i kamp med den nihovede Hydra.

I stedet valgte vi at køre til Kronborg slot. Det er også et flot sted og jeg har ikke været der i mange år. Desværre valgte vi at køre af Strandvejen. Det var dumt! Vi sad i bilen og sneglede os af sted, mens cyklisterne drønede forbi os og vi ønskede at vi selv havde taget cyklerne som vi plejer. På den anden side var vi med garanti aldrig nået helt til Helsingør på den måde!

Men vi fik alligevel set en masse af Rudolph Tegner. På vej til Kronborg kom vi forbi “Danserindebrønden” og nede på havnen, hvor vi parkerede, står “Herakles og Hydraen”. Da vi gik op til Kronborg kom vi også forbi Hamlet og Ofelia. Rudolph Tegner var en meget spændende kunstner. Jeg er normalt ikke meget interesseret i skulpturer. Jeg synes de fleste er lidt kedelige og de siger mig ikke så meget. Men det er anderledes med Rudolph Tegner. Hans skulpturer er fyldte med rå kraft og storladne følelser. Det har sikkert været for meget for samtiden og er måske en af grundene til at han ikke var særlig populær. En anden grund var sikkert, at hans tendens til at tænke stort har forkommet mange mennesker at være noget prætentiøs og udansk. Hans største værk er “Livets port”, som han havde forestillet sig skulle være indgang til Fælledparken, men det blev desværre aldrig realiseret. Og det er simpelthen drønhamrende ærgerligt! Dette storslåede monument var blevet Københavns største hovedattraktion. Jeg kan så glimrende forstille mig alle de mennesker der ville nyde at sidde på trapperne og hygge sig i solen, mens turisterne strømmede til for at tage billeder. Jeg tænker tit på, at vi kan stadig opføre det, det er jo ikke for sent – og hvor ville vi alle være stolte af dette storslåede værk af en spændende dansk kunstner. Men der er nok ingen som vil betale for det. Og sidst men ikke mindst, er der jo en flok sure røvhuller som er imod alting og altid protesterer højlydt, når en kunstner eller en arkitekt tillader sig at have visioner. “Livets port” er mere spændende end Eiffeltårnet, Frihedsgudinden og Jørn Utzons operahus i Sydney, og den ville blive mindst lige så berømt. Rudolph Tegner havde evnen til at tænke stort og modigt, men vi har hverken evnen til at forstå hans tanke eller modet til at realisere den. Det er simpelthen skammeligt!

Man kan se flere af hans værker hos “Rudolph Tegners Museums Venner”.

Mig og Hamlet.

Mig og Hamlet i Helsingør

Vi gik en tur omkring Kronborg, men vi var ikke inde på slottet. Det var godt nok koldt, men vi ville alligevel hellere nyde solen og det gode vejr udendørs. Fra Kronborg fortsatte vi mod Fredensborg slot. Der har jeg aldrig været, så vi havde planlagt at vi ville gå en tur i parken. På vejen kørte vi forbi Gurre slotsruin, som var turens højdepunkt for mig. Jeg har været der flere gange og jeg elsker Gurre. Intet sted emmer af historie, romantik og gamle sagn som Gurre. Skønt det ligger næsten helt ubemærket og overset, så er det for mig noget nær Danmarkshistoriens midtpunkt. De ældste dele af Gurre slot blev bygget i 1100-tallet. Da Valdemar Atterdag(ca. 1320-1375) var konge(fra 1340) udbyggede han slottet til et borganlæg og det var her han helst opholdt sig. Valdemar Atterdag er kendt for sin talemåde: “Lad blot Gud beholde sit himmerige, hvis jeg må beholde mit Gurre.” Derfor skal han hver nat jage hvileløst med sine mænd og hunde gennem egnen. Det er måske forståeligt, at denne talemåde har virket stødende på mange mennesker, i en tid hvor anstændige mennesker dydigt stræbte efter en plads i himmeriget som det højeste mål i livet. Man har formodentlig ment at hans talemåde var blasfemisk.

Ved Kvæld, ved Nat,
I Skov, i Krat
Jægerne fare.
Hornene klinge, Hundene gø,
Hør Ekko svare
Fra Gurre Sø!
Af Sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde Jagt!

I Bøg, i Eg,
Til Hornets Leg
Uglerne tude,
Sæden paa Marken trampe vi ned,
Lad alt bebude
Vort tunge Fjed!
Af Sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde jagt!

Vi storme vildt,
Vi fange snildt
Dyret i Hule.
Vogt dig, du Bonde! Dørene stæng,
Lad Barnet skjule
Sig ræd i Seng!
Af Sted! uforsagt!
Her er Kong Valdemars vilde jagt!

Sagnet om Kong Valdemar Atterdag har inspireret mange digtere. Det mest kendte værk er “Gurresange” af I.P.Jacobsen, som senere er sat i musik af Arnold Schönberg. Men ovenstående digt er fra det bedste værk jeg kender – den romantiske komedie “Syvsoverdag” af Johan Ludvig Heiberg. Komedien handler kort fortalt om to unge søskende Anna og Balthasar, som løber væk sammen. Balthasar vil flygte fra deres kedelige formynder hr Max, og Anna er forelsket i en digter som hun vil opsøge – og han er taget til Gurre. Da de ankommer er de trætte efter turen og falder i søvn under nogle buske. Mens de sover stiger Gurre op af jorden i al sin fordums glans og da de atter vågner, opdager de, at de har hver sin plads ved kong Valdemars hof. Her møder Anna også sin digter, der er skjald ved hoffet. På den måde kommer de alle til at spille hver sin rolle i sagnet om Kong Valdemar. Det er en komedie i tidens og Heibergs lette stil, men de to historier er altså skruet mægtig godt sammen. Som enhver lystig vaudeville ender alt naturligvis som det skal. Tove og hendes forheksede amulet spiller også en vigtig rolle i Heibergs vaudeville, men i dag ved man, at Tove var Valdemar den Stores elskerinde og hun har overhovedet ingen forbindelse til hverken Valdemar Atterdag eller Gurre slot. Men gennem mange år har man uheldigvis blandet de to historier sammen.

Efterfølgende har både Dronning Margrethe den 1. og Erik af Pommern boet på Gurre, mens de regerede. Skov-og naturstyrelsen har udgivet en folder om Gurre slotsruin, hvor man kan læse meget mere.

Gurre slotsruin.

Advertisements