Johannes Jørgensen: Den yderste dag.
Tom Kristensen: Hærværk.

Det var November, det var Dødens Maaned.
Naturen, som nylig havde straalet i alle Oktobers Farver, var nu bleg og graa og bedrøvet, og der var ingen Dag mere, og den stride Regn faldt i de nøgne Skove, og over de vaade Brakmarker stod graa Taage om alle fjærne Ting.
Det var November, det var Stilhedens maaned.
Ude på Landet var der tyst som hos de Døde. Ingen Lærkesang under Himlen, ingen Kvidren fra Hegnene, ingen Fuglefløjten i Lunde og Haver. Og ingen Køer brølede over Markerne, og man hørte ikke mere Tøjrekøllens Slag i Enge. Faarene brægede ikke fra de høje Jorder, og Gæssene kægede ikke i Grøfterne. Alle Dyr var inde og i Stald, og man saae heller ikke mange Mennesker mere.
Forstummede var Høstfolkenes Raab og Latter og Hestenes Vrinsken; og de hvidgyldne Høstlæs vaklede ikke længer hen ad de furede Markveje og ind gennem Gaardenes Porte.
Der var ganske stille ude på Landet, og naar den enlige Vandrer standsede midt paa en opblødt Vej, saa hørte han kun Regnens sagte Prikken paa sin Hat, som var stiv og tung af den megen Væde. Der var tomt som om Natten paa de lange, sølede Landeveje, der løb Bakke op og Bakke ned mellem de nøgne Hegn fra den ene graa Horisont over til den anden.
Men i den store Stad, som laa midt i Landt, levede Menneskene ivrigt som altid. Fabrikernes Røg laa som et tungt, sodet Laag over den, og naar Natten faldt, stod en stor Lysning op gennem Taagen fra de hundrede Torve og Pladser, fra de tusende Gader og Stræder. Det var som den oplyste Damp fra en Kedel over Ilden eller som Skinnet over et Krater, hvori Lava bobler, eller som Skæret af det brændende Sodoma, eller som Lyset ud fra Helvedes aabne Porte.

Sådan begynder “Den yderste dag” af Johannes Jørgensen(1866-1956), med den bedste og mest fantastiske efterårsbeskrivelse jeg nogensinde har læst.

Niels Graff ligger alene og er ved at dø i en by i Italien: “…han hviler paa sit Dødsleje som paa en Eng ved Floden og ser sit Liv flyde forbi.” I sin ungdom skrev han digte, men han blev gift med Agnes, de fik en søn og han fik job på et kontor. Men det myldrende storbyliv uden for hjemmets trygge rammer frister ham og “Derfor staar han nu i denne Skumringstime og ser ud og ønsker at følge hvert Menneske, der gaar forbi, ønsker at vandre deres Veje, kende deres Verdner, smage deres Glæder, dele deres Vin. Men foran ham ligger kun den lange, kedsommelige Aften…” Han bliver snart “saa mæt af sit eget Liv, saa træt af sin egen Lykke”, at han giver efter for sit grådige livsbegær og søger ud i byen, hvor fristelserne lurer overalt. Men han forsømmer sit job og bliver snart fyret.

Så bliver han ansat som journalist på en avis, hvor “Han lærte, at det sjældent gjaldt at sige, hvad der var sandt(…)den gode Artikel var aldrig den sanddru, korrekte, virkelighedstro – men det var den, som fangede Publikum, greb Sindene, skabte læsere, Købere, Holdere.” Sammen med de andre journalister, bruger han dog det meste af sin tid ved stambordet på den lokale bar. “Niels kan ikke længer holde ud at være ene(…) Han trænger til at sidde i en Kreds af Mennesker Natten igennem, drikke stærke Ting, snakke, læse op og ryge mange Cigaretter.” Han finder kun ro blandt andre mennesker eller ude i gaderne, hvor han jagter byens tomme glæder og som det sidste stadie på denne nedtur, bukker han også under for storbyens seksuelle fristelser. Han forsømmer stadig jobbet, bestiller mindre og mindre og tjener efterhånden ingenting. Han pantsætter alt hvad de ejer, låner penge af vennen Alf og får forskud hos redaktøren på avisen, indtil denne smækker kassen i. Da bliver de økonomiske problemer så uoverskuelige, at han overvejer at tigge hos fremmede mennesker på gaden.

Da konen endelig får nok og forlader ham, er han nærmest lettet: “Niels Graff følte et grovt Velbehag stige op i sig, en lav, lumpen Glæde ved endelig at være fri.” Nu kan han frit dyrke sine laster: “han begærede blødagtigt at gaa under og fortabes i Natten, der rullede sine onde Bølger gennem den store Stad.” Nedturen fortsætter og Niels Graff ender sit liv i ensomhed, angst og skyld – det ligner et eksistentielt helvede.

Det er fuldstændig som at genfortælle “Hærværk” af Tom Kristensen. Historien er den samme og jeg er overbevidst om at “Den yderste Dag” er grundlaget for “Hærværk”. I “Dødens værk. Fem kapitler om døden i moderne litteratur, litteraturteori og psykoanalyse” af Steen Klitgård Povlsen, skriver han et længere stykke om “Hærværk” og nævner James Joyce Ulysses og Homers Odyseen som inspiration for Tom Kristensen. Desværre nævner han ikke Johannes Jørgensen med ét ord. Jeg har også søgt på nettet, hvor jeg heller ikke fandt noget om denne forbindelse. Det er fuldstændig umuligt for mig at forstå. Tager jeg fejl?

Johannes Jørgensen

Johannes Jørgensen 1866-1956

Hovedpersonerne, Niels Graff og Ole Jastrau, er begge digtere, men Jastrau kan ikke skrive sin roman og Niels har opgivet sine digte. De har begge kone og én søn! Nedturen starter for dem begge, da fremmede bryder forstyrrende ind i den borgerlige familieidyl. Hos Niels Graff er det vennen Alf, hans kone og fru Lily Linden. Hos Jastrau er det Steffensen og Sander. I begge værker kritiserer konen deres venner. De ender begge som fordrukne journalister, der mister familien og går i hundene. Niels Graff forlyster sig med Fru Lily, og Jastrau med Fru Kryger og Fru Kopf – de er alle fruer! Selv om der er forskelle, så er ligheden mellem de to værker slående.

Symbolerne er også de samme. “Jeg har længtes mod skibskatastrofer / og mod hærværk og pludselig død.  // Jeg har længtes mod brændende byer / og mod menneskeracer paa flugt, / mod opbrud, som ramte alverden, / og et jordskælv, som kaldtes Guds tugt”, står der i Steffensens digt i “Hærværk”. I “Den yderste dag” kalder Johannes Jørgensen konsekvent storbyen for Sodoma. Denne by blev som bekendt ramt af Guds tugt og brændte i en regn af ild og svovl. “Hærværk” myldrer ligefrem med den slags henvisninger til “Den yderste dag”.

Jastrau sammenligner flere gange sin lejlighed med et skib: “… møblerne stod så spøgelsesagtigt klare som i en skibssalon om natten, når det mørke hav bruser uden om væggene.” “Lå han i en kahyt, og kiggede han på lysreflekserne, som bølgerne kastede gennem et koøje op imod loftet?” Det bliver ekstra spændende, hvis man sammenholder det med “Den yderste dag”, hvor Johannes Jørgensen skriver: “Hjemme var Huset, Agnes, Barnet – ude Vennerne, Festerne, Fru Lilys Arme. Han følte sig som Sømanden, der sejler mellem de to Havne, og den ene er en gammel, gothisk Stad, hvor hans Moder bor i et blankrudet Hus bag klippede Linde, og den anden By er lys og ny og glad med Vin i gyldne Glas og friske, lystige Piger. Og Sømanden sejler frem og tilbage….” På denne måde sejler de begge gennem livet, frem og tilbage mellem to kvindetyper.

I det sidste citat fra “Den yderste dag”, møder vi endnu et vigtigt fællestema i de to værker, nemlig moderkompleket. I visse tilfælde står der næsten det samme i de to bøger. Hos Johannes Jørgensen står der: “Niels Graff stod i Formiddagens graa Lys og betragtede sin Hustru.(…)Han følte, at noget i ham kæmpede og vilde frem – noget, der vilde knuge ham i Knæ, kaste ham hulkende ned for Agnes` Fødder, føre ham gennem Anger og Bekendelse og Bøn og Forladelse til en Verden, der stod alt det imod, han elskede, og som var hans Liv. Stærkt og dunkelt følte han, at det vilde være, som at blive Barn igen, Barn paa Moderens Skød – men Niels Graff, den bekendte unge Forfatter Niels Graff vilde ikke denne Barnefred, burde ikke vilde den.”

I “Hærværk” står der om Jastrau: “Han kunne græde, skrige(…)Han ville, han maatte rulle sit hoved frem og tilbage i hendes skød, han var jo så angst, saa angst(…)Han ville rulle sit hoved frem og tilbage i hendes skød, ville han, lægge sig paa knæ, kaste sig ned på gulvet, saa lang han var…” Og et andet sted: “Han ville græde. Jo, han ville, ville. Det kunne befri ham. Og han fortrak ansigtet og trak vejret i korte stød.(…)Nogle taarer trillede ned ad kinderne. Han kunne mærke de vaade striber. Men de befriede ikke. Det befriede kun at vugge hovedet frem og tilbage i hendes skød, saa at han bedøvedes. Det dulmede at lege barn.” Lige som Niels Graff, prøver Jastrau at behersket sig, ved at minde sig selv om hvem han er: “Han, Jastrau, en alvorlig kritiker, højesteret i det københavnske aandsliv.”

Problemstillingen er fuldstændig identisk. Først da de frigør sig fra den barnlige moderdyrkelse af hustruen, kan de endelig dyrke den frie seksualitet, men deres spaltede kvindeopfattelse bliver deres undergang.

Der er stor lighed mellem de to bøger. Men “Den yderste dag” fylder 107 sider, mens “Hærværk” fylder 465 og det har naturligvis givet Tom Kristensen en meget større historie. De to værker slutter meget forskelligt. Alligevel er der også her en mærkelig overensstemmelse.

Johannes Jørgensen konverterede til katolicismen i 1896, hvilket præger slutningen mere end godt er. Det er simpelthen for svulstigt. Han indleder slutningen med en langtrukken gengivelse af Thomas af Celanos dødshymne, som man kender fra Verdis og Mozarts requiem – og mange andres. Dies Irae og tuba mirum spargens sonum – trompeterne varsler vredens og dommens dag. Celano var en fransiskanermunk fra det 13. århundrede, der, som Johannes Jørgensen selv, blev kendt for sin biografi om Frans af Assisi. Derpå følger dommedagssyner af et brændende kors. Jesus taler til Niels Graff inde fra flammerne og prøver at få ham til at erkende sine synder og angre sit liv. Men Niels Graff forsvarer sig stædigt og vil ikke angre noget. Det minder en hel del om Don Juans møde med Stengæsten i Mozarts opera. Men det minder også en del om en anden Niels i den danske litteraturhistorie, nemlig Niels Lyhne af I.P.Jacobsen, som nægter at overgive sig til Gud på sit dødsleje.

Det sidste Niels Graff ser inden han dør, er et mærkeligt ansigt som han husker, at han har set før: “Niels gik glad og let afsted(…) Men frem fra en lille Kirkes Portal kom en Tigger, der havde hvilet sig paa Trappefliserne. Og han kom ud imod Niels Graff med en udstrakt Haand, som var fuld af Saar – men Niels væmmedes og gik forbi. Da begyndte Tiggeren at følge efter ham og stadig at bede. Men Niels gik hurtigere. Da begyndte Tiggeren at raabe efter ham og at anraabe ham ved det Allerhelligste. Men Niels gik rask, og hans Hjærte var lukket haardt til.
Da standsede Tiggeren et Par Skridt bag Niels og holdt op med at forfølge ham. Men med en uendelig blid, bedrøvet Røst sagde han:
– Den som ikke forbarmer sig over den Fattige, forbarmer sig ikke over Gud.” Ved denne erindring begynder Niels Graff endelig at få kvaler: “Og Niels Graff mindes sin haarde Ubarmhjærtighed og sin kolde Glæde ved at være ubarmhjærtig, og han sænker sit hoved.” Endelig beder ham tiggeren om tilgivelse. Denne tigger er Jesus, som tilgiver og frelser ham i det sidste øjeblik inden han dør.

Dette tigger-motiv møder vi allerede i starten af “Hærværk”, hvor en tigger ringer på døren. Jastrau afviser ham, “men mindet om det hummerrøde tiggerfjæs klæbede sig som en fugtigt fornemmelse ind til ansigtet. Det snedige og bønlige blik og de hudløse øjenlaag! Det røde fjæs! Skulle han nu huske det i mange aar? Som en solnedgang af væmmelse.” Jastrau finder en tokrone og løber efter tiggeren: “Han maatte af med det syn, den hallucination.”

“Hærværk” slutter med at Jastrau får penge af den evige Kjær, til at rejse fra København. Jastrau siger til ham: “Kjær! Kender du det, at man en dag er i godt humør og saa møder en tigger med et hæsligt ansigt, hærget, et menneske, der virkelig lider nød, og saa giver man ham penge – for at faa lov til at glemme ham – for ikke at faa sit gode humør ødelagt.”

Jastrau når bunden da han har mistet familien og jobbet, hjemmet er brændt, han har ingen penge og sover på Christianshavns vold som en anden hjemløs. Dette er et symbol på døden, altså igen en parallel til “Den yderste dag”. Hele vejen gennem romanen har han flirtet med katolikkerne i Stenosgade og kæmpet med en stadig mere på påtrængende Jesusidentifikation. Hele tiden er han blevet mere og mere lig den tigger/Jesus-figur som vi netop mødte hos Johannes Jørgensen. Men det hjælper ham ikke. Modsat Niels Graff, kommer der ingen Jesus som frelser ham. Da han vågner, vender han atter tilbage til baren. Han sover igen indendøre og der er udsigt til et nyt job i Berlin. Er nedturen vendt? Rejser han til Berlin? Det er det store spørgsmål i “Hærværk”, men jeg mener det er meget vigtigt, at dette spørgsmål ikke besvares. Pointen er nemlig, at Jastrau erkender, at “han var den han var” – dvs. et menneske! På den måde han samtidig af med sin Jesus-identifikation. Det giver også mening, når man husker, at der tidligere i romanen står: “Han ville jo kun være menneske, og han var gaaet over i de to dele, to masker.” Han kommer ud af romanen som et helt menneske! Men han må stadig leve med sig selv og kæmpe med sine egne problemer! Kryger kan nok skaffe ham et job i Berlin, men ikke frelse ham fra sig selv. Han kan rejse til Berlin eller lade være. Men bagefter må han leve med sine egne synder og konsekvenserne af sine egne handlinger. Efter hærværket mod den katolske kirke i Stenosgade, får Jastrau heller ikke tilgivelse af katolikkerne. Han må betale regningen!
Han har udviklet sig fra at være den der giver penge til en tigger, til at være den som tigger penge. Jeg fortolker hans sidste ord til den evige Kjær på den måde, at man skal ikke give en tigger penge for at frelse sin sjæl. Der er nemlig ingen frelse. Man skal give en tigger penge “for at faa lov til at glemme ham – for ikke at faa sit gode humør ødelagt.” Det er praktisk humanisme – vi må leve med konsekvenserne af vores handlinger: enten give tiggeren lidt penge, eller plages af skidt samvittighed som Niels Graff i “Den yderste dag”. Det er måske også grunden til, at Jastrau betaler regningen for hærværket mod den katolske kirke i Stenosgade – for at slippe for den dårlige samvittighed – selv om det jo faktisk slet ikke var ham, men Steffensen, som smadrede ruden.

Jeg læser ikke “Hærværk” som et litterært plagiat, men som en kritisk kommentar til “Den yderste dag”. Alligevel er der så mange sammenfald i både handling og symbolik, at jeg aldrig før har set noget, der i så faretruende en grad nærmer sig litterært tyveri.

Tom Kristensen

Tom Kristensen 1893-1974

Den lille bog af Johannes Jørgensen indeholder endnu en historie: “Græs”. En ældre kontorchef tænker tilbage på sit liv og den pige som svigtede ham da han var ung: “Siden da har jeg stadig ført et roligt, fornuftigt og regelbundet Liv. Jeg tog min juridiske Examen med stor Første Karakter, traadte ind i Finansministeriet som Volontør, blev i passende Tid Assistent, avancerede til Kontorchef, i hvilken Anledning jeg blev Ridder…” Alligevel tænker han, at “det Hele er bleven til ingen Ting – rent ud sagt. Jeg har udfyldt en Stilling, som Snese andre kunde have udfyldt nøjagtigt lige saa godt. Og ellers – ellers – ellers – ja, jeg vender mig til alle Sider og finder – intet…”
Han overvejer, om livet var blevet bedre, hvis han havde fået sin Agathe, men erkender at mange ægteskaber slet ikke er lykkelige: “Naturligvis, det er jo heller ikke den egenlige Mening med Ægteskabet, at de, der gifter sig, skal være lykkelige!”, tilføjer han kynisk. De skal blot få harmoniske børn, tænker han i overensstemmelse med den gode Schopenhauer. For livet vil blot at livet fortsætter og vi mennesker er blot livets middel: “Saaledes og ikke anderledes er det at leve! ET grønt og saftigt Blad i Vaar – et tørt og blegnet Blad i den lange Vinter! Grønt Græs og vissent Græs – det er vort Liv. Vi er Græs, der spirer frem, Græs, der svides af Solen og nedtrampes af ligeglydige Fødder, Græs, der forbrændes, søndertrædes, falmer, visner og dør!”.
Efterfølgende udgiver kontorchefen sine bitre og kyniske livsbetragtninger. Nogen tid senere modtager han et brev fra Agathes mand, hvori han retter nogle alvorlige og overraskende anklager mod kontorchefen. Og det er sandelig nogle kønne historier han kan fortælle om den pæne og nydelige unge pige som var kontorchefens ungdoms kærlighed. Det er en meget morsom og underholdende historie.

Johannes Jørgensen er efterhånden lidt glemt i danmark, men i resten af verden er han stadig kendt for sine biografier, specielt “Den hellige Frans af Assisi” og “Den hellige Birgitta af Vadstena“. I følge Johannes Jørgensen selskabet er han Danmarks mest oversatte forfatter, næst efter H.C.Andersen. Sammen med Viggo Stuckenberg og Sophus Claussen, var Johannes Jørgensen en af de vigtigste personer i den danske symbolisme. Han var grundlægger og redaktør af tidsskriftet Taarnet, som handlede om symbolismen i forskellige dele af kunst-og kulturlivet. Jeg vil gerne læse mere af Johannes Jørgensen, specielt de små romaner: En Fremmed, Sommer og Livets Træ.

Der er meget mere at læse hos Epoke, som er en del af Litteratursiden.

Advertisements