Kjell Askildsen: En pludselig frigørende tanke.

Den norske forfatter Kjell Askildsen debuterede i 1953. Forlaget Per Kofod introducerede ham i Danmark i 1989 med “En pludselig frigørende tanke”, som er en samling af noveller fra hele hans forfatterskab.

De to første noveller handler om ungdommens første forelskelse og den første erotiske oplevelse. Derfra bliver hovedpersonerne ældre, deres forhold ændrer sig og de får andre problemer at kæmpe med. Snart er det ægteskabet som er problemet og senere alderdom og ensomhed.

Som man kommer gennem novellerne, bliver Kjell Askildsen mere og mere syrlig. Han er fuldstændig desillusioneret og har et virkelig sort menneskesyn. Men på grund af den skarpe pen, bliver det også mere og mere morsomt. Det hele når et fantastisk højdepunkt i den sidste del af bogen, som handler om “Thomas F´s sidste optegnelser til almenheden.”

Novellerne handler om hverdagen, om helt almindelige mennesker og deres forhold til hinanden. Et vigtigt tema er afstanden og den manglende forståelse mellem børn og forældre. Et andet tema er tomheden og den tavse kamp mellem ægtefolk der ikke formåer at kommunikere med hinanden. De kæmper alle mod en indre tomhed, der fylder dem med en stille, tung angst. Kvinderne længes efter noget andet end det ægteskab som ofte er blevet en kamp om at vinde eller at tabe magten i forholdet. Mændene er indestængte, stive og udtryksløse af frygt for at afsløre deres indre svagheder. De kæmper for at bevare magten i ægteskabet og holde på deres tvivlsomme selvrespekt, mens kvinderne kæmper en hård kamp for en smule frihed og selvstændighed.

I novellen om “Ingrid Langbakke”, har manden været nødt til at bortforpagte jorden og tage et job langt borte, så han kommer kun hjem i weekenden. Derfor føler han sig utilstrækkelig og det sårer hans forfængelighed, da Ingrid fortæller at hun gerne vil have et job. På hver sin måde kæmper de begge mod en indre følelse af værdiløshed. Men de kan ikke tale med hinanden og den manglende forståelse skaber en afgrund af angst og mistillid imellem dem. Han bliver både brutal og voldelig, i et desperat forsøg på at undertrykke sin egen afmagt og sin nagende mindreværdsfølelse. Det er en meget ubehagelig og deprimerende historie, som knuger én om hjertet.

Den næste historie om “Carl Lange” er ikke mindre ubehagelig. Den 48-årige oversætter bliver mistænkt i en sag om voldtægt af en mindreårig pige. Han bliver paranoid og føler at alene mistanken er en fornedrelse. Hver gang han forsøger at forsvare sig, gør han sig mere og mere latterlig. Han roder sig ud i de mest desperate og absurde forsøg på at rense sig for mistanke – og det har hver gang den modsatte effekt. Historien bliver mere og mere absurd, som den skrider frem. Lige som Josef K. i Processen af Franz Kafka, er Carl Lange fuldstændig magtesløs. Men midt i alt det ubehagelige, så er denne groteske historie også virkelig morsom.

Verden er ikke, hvad den har været. For eksempel tager det længere tid at leve nu. Jeg er godt oppe i firserne, det er for lidt. Jeg er alt for rask, selv om jeg ikke har noget særligt at være rask for. Men livet vil ikke give slip på mig. Den, der ikke har noget at leve for, har ikke noget at dø for. Måske er det derfor“.

Sådan indleder Thomas F. sine optegnelser til almenheden. Det er både absurd og meget komisk. Som hele novellen skrider frem, bliver hans kyniske, forbitrede og desillusionerede livsbetragtninger uafbrudt bedre og bedre – og sjovere og sjovere. Thomas F. lever alene i en lille lejlighed. Han ser ikke andre mennesker end dem der går forbi ude på gaden. To gange om ugen får han varer fra en lille købmandsbutik. De bliver bragt af konen fra butikken, som stiller varerne lige inden for døren, så de ikke behøver at tale sammen. Ellers lever han et stille, ensomt og isoleret liv efter at konen er død.

Da min kone levede, tænkte jeg, at når hun dør, vil jeg få bedre plads. Tænk bare på alt hendes undertøj, tænkte jeg, det fylder tre kommodeskuffer, der kan jeg få plads til kobbermønterne i en, tændstikæskerne i en anden og korkpropperne i den tredje. Sådan som det er nu, tænkte jeg, er det jo bare noget rod alt sammen.
Så døde hun da også, det er længe siden, hun var et krævende menneske, men fred være med hende, omsider gav hun mig fred. Jeg tømte skuffer og hylder og skabe for det, hun havde efterladt sig, der blev en masse tom plads, mere end jeg kunne bruge. Og det, der er tomt, er tomt. Så jeg slog et par skabe i stykker. Men dermed sad jeg jo bare tilbage med et endnu tommere rum, i stedet for to tomme skabe. Det var ret ubetænksomt gjort, men det er som sagt længe siden, jeg var yngre dengang“.

En dag kommer hans søn Carl på besøg. Han kommer for at hente morens sjal, som han vil forære til sin kone. Men Thomas må fortælle ham at han har smidt det ud. Det bliver sønnen mægtig vred over.

Han var blevet temmelig rød i hovedet efterhånden, det slog mig pludselig, at han måske havde svagt hjerte, han var jo trods alt tres år, og for at undgå en eventuel ulykke sagde jeg, at jeg var ked af det med sjalet, og at hvis han var kommet noget før, ville han have fået alt, hvad hans mor havde efterladt sig. Det synes jeg stadig var meget forsonlig sagt, men han blev bare endnu rødere i ansigtet. “Mener du, at du har smidt det hele ud?” råbte han. “Alt,” svarede jeg. (…) “Så har jeg ikke noget at bestille her i huset”, råbte han, han havde lagt sig en råben til, der kunne tyde på, at hans kone var blevet døv, selv har jeg en meget god hørelse, nogle gange er det direkte plagsomt, enkelte lyde er blevet meget stærkere, end de var før, desuden er der kommet nogle helt nye til, fra trykluftbor og den slags, jeg ville ikke have noget imod at være lidt døv. “Jeg kan godt høre, hvad du siger,” sagde jeg, “men jeg kan ikke se, hvad du får ud af det.” Så gik han endelig, det var på høje tid, ellers havde jeg måske tabt tålmodigheden. Jeg har ganske vist mere tålmodighed, end jeg havde før, det er vel alderen, gamle mennesker er nødt til at tåle meget.”

Nogle gange søger han ud i byen for at møde andre mennesker, men trods hans mange ihærdige anstrengelser, går det sjældent som planlagt og det lykkes ham næsten aldrig at komme til at tale med nogen. Til gengæld gør han sig mange overvejelser over tiden og byens udvikling. Han har åbenbart slet ingen omgang med sine børn, men ved et tilfælde møder han en dag sin datter Maria på gaden.

Maria”, sagde jeg, “er det virkelig dig, hvor ser du godt ud.” “Ja, jeg drikker urin og spiser råkost,” svarede hun. Så måtte jeg le, det var længe siden sidst, tænk at jeg havde en datter med humor, en lidt fræk humor oven i købet, hvem skulle have troet det, det var et godt øjeblik. Men jeg tog fejl, at man aldrig bliver gammel nok til at befri sig for sine illusioner. Min datter fik et måbende udtryk i ansigtet, og det var, som om hendes blik døde. “Du gør nar af mig,” sagde hun, “men du skulle bare vide.” “Jeg syntes, du sagde urin,” svarede jeg, som sandt var. “Urin, ja, jeg er blevet som et andet menneske.” Det tvivlede jeg ikke på, det var logisk, man kan da umuligt være det samme menneske før og efter, at man er begyndt at drikke urin. “Ja ja,” sagde jeg forsonligt, jeg ville snakke om noget andet, måske ligefrem noget rart, man kan aldrig vide. Så så jeg, at hun havde ring på, og jeg sagde: “Og du er gift, ser jeg.” Hun så på ringen. “Nå den,” sagde hun, “den har jeg bare for at holde nærgående mænd på afstand.” Det måtte da være en spøg, jeg regnede hurtigt ud, at hun måtte være mindst femoghalvtreds år, og så godt så hun heller ikke ud. Så jeg lo igen, for anden gang i lang tid, og det til og med midt på et fortov. “Hvad ler du af,” sagde hun. “Jeg tror, jeg begynder at blive gammel,” svarede jeg, da det gik op for mig, at jeg havde taget fejl endnu en gang. “Så det er altså sådan, man gør nu for tiden.” Det svarede hun ikke på, så jeg ved det ikke, men jeg antager og håber, at min datter ikke er særlig repræsentativ. Men hvorfor har jeg fået sådan nogle børn. Hvorfor”.

“Thomas F´s optegnelser til almenheden” er afgjort det sjoveste i hele bogen. Det er næsten et helt fyrværkeri af absurditeter. Jeg har ikke skrevet så meget om dette afsnit, da jeg synes at dette spændende og dybt fascinerende værk skal have lov til at tale for sig selv. Jeg har naturligvis kun citeret en lille del af disse optegnelser. Der er meget mere og hele bogen er en fantastisk nydelse. Man kan undre sig over, at denne forfatter aldrig har fået nordisk råds litteraturpris.

Efterfølgende er der udgivet endnu to bøger af Kjell Askildsen: “Et stort, øde landskab” og “Hundene i Thessaloniki”.

Reklamer