I sidste uge var Frank og jeg i Operaen, hvor vi så Don Carlos af Guiseppe Verdi. Det var en provokerende, udfordrende og meget tankevækkende forestilling. Skønt den egentlig foregår i 1560, har operachef Kasper Bech Holten iscenesat og skabt en opera, som handler om vores egen verden og vores egne konflikter. Rammen er et tyranni, som Kasper Bech Holten selv beskriver som “en blanding mellem Nordkorea, Teheran og Washington DC.” Det er et samfund der er stivnet i dyrkelsen af fortiden, kirken er den øverste magt, alle overvåger alle og man er overalt omgivet af tunge, grå betonvægge som udstråler en isnende kulde.

Filip II er konge i Spanien, som er i krig med Frankrig. For at stoppe krigen, er hans søn, Don Carlos, blevet forlovet med den franske prinsesse Elisabeth af Valois. Da de møder hinanden bliver de straks forelskede og det er jo meget heldigt – hvis ikke lige det altså var fordi, at kongen(den gamle skurk!) i mellemtiden havde besluttet, at han selv ville have Elisabeth. Men de to unge kan ikke glemme hinanden. Don Carlos er forelsket i sin stedmor og hun er forelsket i ham. Det er simpelthen noget rod.

Hofdamen prinsesse Eboli er også forelsket i Don Carlos, sunget af Nikolai Schukoff. Han er da også lidt lækker. Desværre sang han bestemt ikke godt denne aften og var en stor skuffelse. Eboli blev synget af Susanne Resmark. Hun var absolut en af aftenens favoritter. Hun har en stor og flot stemme, og hun var fantastisk på scenen. Da Don Carlos afviser hende, bliver hun rasende. Hun kunne have skreget af vrede, men nej – hun hvisker og det lyder som hvislede hun sine rasende trusler mod ham, som en slange der er lige ved at angribe sit bytte.

Rodrigo, Marquis af Posa, er Don Carlos bedste ven. Han synges af finske Tommi Hakala. Han har en stærk stemme og var en imponerende oplevelse. Posa har stor sympati for oprørerne i Flandern, som er besat af Spanien. Via ham er Don Carlos også blevet involveret i denne frihedskamp. Nu frygter de begge Ebolis hævn. Vrede kvinder er farlige, specielt i en opera! Posa sværger evigt venskab og lover at han altid vil hjælpe ham. For at beskytte ham mod Ebolis trusler, skal Posa gemme nogle farlige papirer som tilhører Don Carlos.

Eboli er rasende over Don Carlos afvisning. Hun opdager forbindelsen mellem ham og dronning Elisabeth, hvorefter hun afslører dem for kongen. Kongen er således svigtet af både sin søn og sin kone. Han føler afmagt og ensomhed.

 

Der bliver holdt en stor fest ved hoffet, hvor man fejrer besættelsen af Flandern og ser en film om krigen. Hver gang bomberne rammer, lyder der begejstrede klapsalver fra gæsterne. Denne scene er meget uhyggelig og dybt skræmmende. Krigens grusomhed kombineret med gæsternes høje, begejstrede klapsalver var en hårrejsende oplevelse og det løb mig koldt ned af nakken. Det er efterår i Danmark. Der blev hostet mere end rigeligt i operaen den aften. Der er en god akustik i den nye opera. Man kan høre alt og alle. Men under denne scene hørte man ikke en lyd. Der var dødsens stille i hele salen. Det eneste man hørte var musikken og sangerne på scenen. Sådan er det når opera er bedst. Man glemmer alt andet. Man er ren eksistens. Man er nærmest som hypnotiseret og bagefter aner man knap nok hvad der er sket. Det var simpelthen storslået!

Under denne fest erklærer kongen i en tale, at han vil kæmpe mod kætteriet og forfølge de vantro. Joh, det kunne sagtens være Kim Jong-il, Ahmadinejad eller præsident Bush der talte om at forfølge terrorister eller andre anderledes tænkende. Det er en fin pointe af Kasper Bech Holten.

Festen bliver pludselig afbrudt af en flok oprører fra Flandern, der kommer iført selvmordsbælter som muslimske terrorister. Det er en svær scenen og det kræver stor vilje at opleve nogen overensstemmelse mellem handlingen og musikken. De står med deres selvmordsbælter, men i stedet for at føle deres egen magt, er de ydmyge, falder på knæ for kongen og beder om nåde for det flamske folk, mens Verdis smukke musik lyder smertefuldt og inderligt fra orkestergraven. Her er kontrasten mellem librettoen, musikken og Kasper Bech Holtens fortolkning simpelthen for stor!

Under festen bliver det afsløret, at Don Carlos er engageret i denne frihedskamp. Posa forråder ham og afleverer beviserne, hvorefter Don Carlos bliver fængslet sammen med oprørerne. De kommer alle til et fængsel der ligner Guantanamo. Hermed skaber Kasper Bech Holten en henvisning fra operaens fascistoide tyranni til USA.

Det er kirkens overhoved, storinkvisitoren, som har den virkelige magt i dette diktatur. Det er kirken der står som klippefast garant og opretholder af dette uretfærdige, brutale og umenneskelige tyranni. Da Don Carlos bliver afsløret sammen med oprørerne forlanger storinkvisitoren, at han skal henrettes. Kongen vakler og ved ikke hvad han skal gøre. Men storinkvisitoren minder ham om, at Gud også ofrede sin søn. Sådan kan religionen og biblen bruges til at retfærdiggøre den mest umenneskelige handling, som vi jo også ser at terroristerne gør i dag. Når kongen allerede på forhånd har skidt samvittighed ved at henrette sin egen søn, tror jeg, det er fordi at han er i tvivl om sine egne motiver. Nok ønsker han at sikre sin egen magt og freden i landet, men han vil da også gerne skaffe sin rival af vejen og straffe ham for hans forhold til dronningen.

Det ser sort ud for Don Carlos, men han slipper bort under et oprør. Midt under tumulterne, ofrer Posa sit eget liv, for at Don Carlos kan flygte fra fængslet. Mange har svært ved at forstå Posa, som først lover Don Carlos evig venskab, bagefter forråder ham til kongen og endelig ofrer sit eget liv for at redde ham. Men Posa er en idealist som søger en mening med livet og ønsker at dø for en meningsfyldt sag. Ikke en kronprins, nej, bestemt ikke! Da han forråder Don Carlos gør han det fuldstændig skruppelløst for at opnå magt, så han kan fremme sine egne interesser i frihedskampen i Flandern. Men senere da Don Carlos er kommet i fængsel og skal henrettes, er sagen jo en anden. Nu er Don Carlos blevet den undertrykt og den uretfærdigt dømte. Derfor er Posa klar til at ofre sit eget liv. Don Carlos er blevet en ædel sag at ofre sig for, som giver hans egen død mening.

Med dronningens hjælp, forsøger Don Carlos at slippe ud af landet, for at slutte sig til oprørerne i Flandern. Han vil kæmpe imod Spanien, sin egen far og det land som han selv skulle have regeret efter hans død. Han tager afsked med Elisabeth og de lover hinanden, at de vil mødes efter døden. Det er da meget romantisk – på en meget gammeldags måde. Det er vi jo ikke mange som tror på i dag. Som moderne terrorister tror Don Carlos, at hvad han ofrer i dette liv, skal han vinde i det næste. I dronning Elisabeths afskedsarie bliver han hyldet som både frihedskæmper og helt.

Denne opsætning af “Don Carlos” er en fortælling om en ung mand der bliver terrorist. Han vil kæmpe mod den politiske og religiøse undertrykkelse. Men det er klart, at forholdet til kongen, hans far, spiller også en væsentlig rolle. Det er jo ham som han vil kæmpe imod. Sandsynligvis har han et ønske om at hævne sig på den hårde og brutale far, som er både kold og fraværende. Der er overhovedet intet forhold mellem kongen og hans søn. Til gengæld udtrykker kongen sin beundring for Posas mod, da han vover at tale Flanderns sag. Det kan vel nok gøre en ung mand til terrorist, hvis han ønsker at vinde sin fars opmærksomhed og respekt. Hermed viser operaen, at familiens indbyrdes forhold er en medvirkende faktor, når unge mænd bliver terrorister. Det synes jeg er en både troværdig og spændende pointe.

Men er denne terrorist virkelig en helt? Det er der vel næppe mange som mener. Vi har nok mere forståelse for Verdis hyldest til kætterne fra 1500-tallet og frihedskæmperne fra 1800-tallet. Men Kasper Bech Holten har skabt en opera, hvor vi er nødt til at erkende, at de virkelig kæmper for de samme idealer om frihed. Måske ønsker Kasper Bech Holten at nuancere forståelsen for de komplekse forhold som skaber terrorisme.

Jeg kunne sagtens forestille mig denne opsætning på verdensturne. Jeg er sikker på, at den ville skabe debat alle steder. Det er imponerende, som Kasper Bech Holten har forvandlet denne opera. Det er bestemt ikke en opera man bare glemmer dagen efter. Men det føles ikke længere som en opera af Guiseppe Verdi. Dette er Kasper Bech Holtens opera! Jo mere jeg tænker over denne forestilling, jo mere imponeret bliver jeg og jeg vil meget, meget gerne se den igen.

“Don Carlos” har virkelig fået blandede anmeldelser. Særlig Søren Kassebeer fra Berlingske tidende er meget negativ. Georg Metz er mere begejstret, men mangler dog ikke noget at kritisere.

Søren Kassebeer: “”Don Carlos” for dummies” i Berlingske tidende.

John Christiansens anmeldelse i Jyllandsposten.

Gregers Dirckinck-Holmfeldts anmeldelse.

Georg Metz: “Don Carlos i afgangshallen” i Information.

Endelig har Det Kongelige Teater en side om Don Carlos, hvor man kan høre lidt af musikken i en mini-introduktion yderst i højre side af billedet.

Advertisements