Jeg har for nyligt set Mozarts opera Lucio Silla på det kongelige teater. Det var godt. Det var virkelig godt, men…kors i skuret – hvor var den lang!

Den romerske diktator Lucio Silla har henrettet mange af sine fjender og resten er landsforvist. Han har dræbt den smukke Giunias far, hendes forlovede er sendt i eksil og hun holdes selv som fange i paladset. Lucio Silla er forelsket i hende og han kan simpelthen ikke forstå, hvorfor hun ikke elsker ham. Nu kunne man tro at dette var en komedie, men det er bestemt ikke tilfældet!

Lucio Silla optræder som en stram og utilnærmelig figur i et mørkt jakkesæt, med et næsten ubevægeligt og udtryksløst ansigt. Men bag facaden kæmper han med sine følelser. Han elsker Giunia, men ved ikke hvordan han skal vinde hende. Hans søster Celia anbefaler ham at være blid og tålmodig, men hans rådgiver og spindoktor, Aufidio, opfordrer ham til at tage Giunia med magt. Disse to personer symboliserer polerne og tvivlen i Lucio Silla. Det er netop denne tvivl som gør ham menneskelig. Sillas problem er bare, at en diktator skal netop ikke være menneskelig. Hver eneste gang han udtrykker sin menneskelighed, så bliver han afvist. Hans brutalitet, hans grusomhed og hans hævnlyst er en reaktion på andre menneskers afvisning.

Giunias forlovede Cecilio vender i hemmelighed tilbage til Rom, hvor han planlægger at myrde diktatoren, sammen med sin ven Cinna og flere andre. Den smukke Giunia bliver også involveret i disse planer. Men attentatet mislykkes, de bliver dømt til døden og kommer alle i fængsel.

Men Lucio Silla kan ikke dræbe Giunia, selv om han flere gange har truet med det. På grund af sin kærlighed til Giunia, har de blidere følelser overtaget magten og nu kan han besejre sin egen vrede. Den brutale diktator overrasker alle, da han pludselig vælger at opgive både tronen og magten. Han lader dem alle leve og endelig bliver han selv hyldet som en helt. Lucio silla bliver et forbillede, der næsten bliver som en opfordring til alle tyranner. Det minder mig om Senecas breve til kejser Nero. Den stoiske filosof anbefalede Nero at være blid og tilgivende, i stedet for at lade sig styre af vrede og hævnlyst. Seneca advarede Nero, at enhver hersker før eller senere blive væltet fra magten, hvis han ikke forstår at udvise mildhed og selvbeherskelse. Måske er det værd at bemærke, at “Lucio Silla” er skrevet i 1772, kun 17 år før den franske revolution og 21 år før Ludvig 16. henrettes. Da folket hylder Lucio Silla i operaen, hylder de også oplysningstidens nye tanker om humanisme.

Mozart - Lucio Silla

Foto af Monika Rittershaus.

Lucio Silla er hardcore opera. Det var hverken spændende, morsomt eller underholdende. Der var ingen dramatik, ingen dekorationer og ingen rekvisitter. Det var en opera som virkelig krævede udholdenhed, tålmodighed og viljestyrke af publikum. Men det var smukt – det var utrolig smukt og meget imponerende. Det er ikke uden grund, at alle anmelderne har været begejstrede. Det var en opera som var renset for alle forstyrrende elementer. I denne opsætning var sangen og sangerne, musikken og musikerne i centrum. Det var dem det hele handlede om og hvor var de gode.

Michael Kristensen var maskulin og potent som diktatoren Lucio Silla. Jeg har aldrig set ham så god før og jeg er meget imponeret. Han var fantastisk. Med et næsten usynligt minespil afslørede han sin egen usikkerhed og sine indre refleksioner blot ved at spænde eller stramme musklerne i ansigtet. Han behøvede ikke en gang at løfte et øjenbryn. Blot han drejede øjnene en smule til den ene side eller sænkede blikket, så havde det den mest fantastiske virkning. Jamen, jeg er simpelthen så imponeret, at jeg slet ikke kan beskrive det.

Alle sangerne var fantastiske, men jeg bliver nødt til at fremhæve Mariselle Martinez fra Chile, som sang Cecilio, en bukserolle. Hun havde en nærværende intensitet gennem hele operaen. Ikke et eneste øjeblik virkede hun fraværende, slap eller uopmærksom.

Denne opera var meget krævende af publikum. Men den må have været mindst lige så krævende for sangerne. De var på scenen meget lang tid af gangen og var det ikke deres tur til at synge, stod de fuldstændig ubevægelige som mannequindukker, indtil det igen var deres tur. Måske drejede de hovedet eller tog et enkelt skridt til siden – men det var alt. Det må have været hårdt at stå så længe på denne måde og det må virkelig have krævet opmærksomhed, timing og koncentration. Tænk at stå så længe på scenen, uden at miste fokus og stadig huske at dreje hovedet på den rigtige tone!

Uden undtagelse har alle anmelderne været meget begejstrede. Men Gregers Dirckinck-Holmfeldt kommenterer også, at det er meget lang opera. Men han “trøster sig så alligevel med, at ’Lucio Silla’ ved uropførelsen i Milano varede i seks timer.” Hvis man fjernede alle gentagelser i librettoen og alle de mange små pauser i musikken, så ville operaen tage 20 minutter. I stedet sad vi der i 3 timer og det var mere end rigeligt!

Søren Kassebeer skriver i Berlingske Tidende at denne opera er “En triumf for Den Kgl. Opera”. Han er meget begejstret for Christof Loy´s iscenesættelse, men spørger alligevel: “Var der nogen der gabte?” JA og der var flere som sov. Manden ved siden af og to personer på rækken foran mig faldt i søvn. Jeg sov ikke – men jeg indrømmer, at jeg tjekkede uret mange gange i anden del af operaen. Kors i skuret – hvor var den lang!

Jakob Levinsen i Jyllandsposten.

Anmeldelse af Gregers Dirckinck-Holmfeldt.

Søren Kassebeer i Berlingske Tidende.

Thomas Michelsen i Politiken.

Anmeldelse i Arbejderen.

Reklamer