I sidste uge så vi Monteverdi´s opera “Poppeas kroning”. Det var underholdende, morsomt, elegant og meget sexet! Har man aldrig været i operaen før, så er dette en fantastisk mulighed. Denne opera må være årets hit.

Operaen begynder med at gudinderne Virtu og Fortuna(hhv. dydens og skæbnens gudinde) diskuterer, hvem af dem der har den største indflydelse på menneskenes liv. Amor kommer og blander sig. Han er en lille, fræk og meget selvsikker fyr, der påstår, at han har mere magt over menneskene end nogen af de andre guder. Endnu engang bliver menneskene gudernes legetøj, i deres forfængelige kamp om at være den mest magtfulde.

Poppeas kroning

(Alle billeder fra forestillingen af Thomas Petri)

Nero vil gerne af med kejserinde Ottavia, så han kan gifte sig med sin elskerinde Poppea. Men Ottavia kommer fra en gammel, fin og magtfuld slægt. Hvis han skal smide Ottavia ud, så kræver det en rigtig god grund og det har han ikke – endnu! Men Poppea er både snedig og ambitiøs. Hun vil være kejserinde i Rom.

Den stoiske filosof Seneca var Neros lærer. Han prøver at tale Nero til fornuft og minder ham om hans pligter. Derfor er han en trussel mod Poppeas planer. Hun fortæller Nero, at Seneca praler af den magt han har over kejseren. Det er en udspekuleret plan. Som forventet bliver Nero rasende og Seneca får straks ordre til at begå selvmord. Så er den forhindring ryddet af vejen.

Kejserinde Ottavia er misundelig og jaloux over Neros forhold til Poppea. Derfor giver hun Ottone ordre til at myrde Poppea. Før mordet opsøger Ottone sin elskerinde Drusilla og det er en af de sjoveste dialoger i hele denne opera.
-Kejserinde Ottavia forlanger at jeg skal myrde Poppea.
-Okay. God fornøjelse, svarer Drusilla.
-Kan jeg ikke lige låne dit tøj, så jeg ikke bliver genkendt?
-Naturligvis, svarer hun. Det er selvfølgelig meget letsindigt af hende. Selv om mordet mislykkes, går der ikke lang tid før Drusilla bliver pågrebet og anklaget for mordforsøget. Operaen ender naturligvis med, at alt bliver opklaret. Drusilla og Ottone bliver sendt i exil og bagmanden – kejserinde Ottavia – bliver afsløret. Nu har Nero en god grund til at blive skilt og straks efter indtager Poppea kejserindens plads. Nu må guderne erkende, at Amor har vundet over både dyden og skæbnen. Gudinden Venus ankommer for at triumfere sammen med sin søn Amor. Kærlighed, begær og lidenskab er den største magt over menneskene.

Poppeas kroning.

“Poppeas kroning” er en særdeles spændende og vellykket opera. Der er masser af sexede mænd og kvinder, som skiftevis er mere eller mindre afklædte. Der er intriger, sexorgier, druk og kokain. Neros hof var bestemt ikke kedeligt, men man levede livet farligt.

Scenografien var enkel og meget elegant. Kostumerne var utrolig smukke at se på. Der er kun en ting som jeg gerne vil beklage mig over: Gudinden Venus optræder med nøgen barm på scenen. Desværre har hun alt for små bryster og det så altså lidt besynderligt ud.

Tuva Semmingsen var fantastisk som en frembrusende, vild og meget kåd Nero. Jeg er stadig overrasket over at hun var så troværdig og overbevisende. Det er dybt imponerende. Hun tændte da bare så meget på Ylva Kihlberg i rollen som den skønne Poppea.

Gert Henning-Jensen kan jeg naturligvis heller ikke springe over. Han spillede rollen som Poppeas gamle amme, Arnalta. Gert Henning-Jensen var simpelthen skøn som drag – konsekvent i pink hele vejen igennem. Han starter med pink morgenkåbe, pink curler i håret og store nuttede kanin-morgensko. Det var simpelthen yndigt! Da Poppea endelig når sit mål, folder Arnalta/Gert Henning-Jensen sig ud i et forrygende morsomt dragshow.

“Poppeas kroning” var en sprudlende forestilling. Der blev grinet meget blandt publikum og alle morede sig. Det var en rigtig god aften. Forestillingen varede i fire timer og det var overhovedet ikke for langt. Musikken var smuk og fængslende, men jeg er ikke i tvivl om, at det hele skyldes den fantastiske instruktør David McVicar. Claudio Monteverdi skrev denne opera i 1643, men i David McVicar´s geniale iscenesættelse er “Poppeas kroning” alt andet end gammel og støvet. Selv om der endnu mangler en håndfuld forestillinger, så må “Poppeas kroning” være årets absolutte højdepunkt. Hvis jeg var rig, så ville jeg have billet til hver evige eneste forestilling.

Denne opsætning er en co-produktion med Théâtre des Champs-Elysées i Paris, Opera National du Rhin i Strasbourg, Deutsche Staatsoper, Unter den Linden i Berlin og La Monnaie i Bruxelles. Den har allerede spillet i Paris og Strasbourg. Før eller siden kommer den også til de andre byer!

Ylva Khilberg som Poppea

Alle anmelderne er meget begejstrede – lige så begejstrede som publikum. Der er kun en enkelt undtagelse og det er Georg Metz i Information. Han skriver blandt meget andet: “McVicar lider åbenbart af den samme angst for at kede, som så mange andre førende operainstruktører for tiden.” Det er altså et problem for Georg Metz, at operaen ikke er kedelig. Jeg synes det er en urimelig og besynderlig bebrejdelse! Hele anmeldelsen er så sur og negativ, at man bliver helt kvalm af det. Jeg forstår ikke, at man kan være så blasert. Han skriver også, at operaen ikke griber. Så var han måske den eneste som ikke blev grebet af denne opera. Der var i hvert fald ingen som gabte og ingen som faldt i søvn.

Thomas Michelsen skriver en flot og begejstret anmeldelse i Politiken, med overskriften: “Sprudlende erotisk Poppea er en fryd for øjet.” Længere nede skriver han: “Til gengæld giver det al mulig mening med dragshowet, der mellem spændstigt blottede mandekroppe forærer operabøsserne såvel som kvinderne i parterret noget at glo på.” Thomas Michelsen har fuldstændig ret. Undertegnede ærgrede sig endnu en gang voldsomt over, at han ikke har en teaterkikkert. Udover de flotte mænd, så var der meget andet jeg også gerne ville have set lidt nærmere på. Det var virkelig en usædvanlig flot forestilling.

Dagbladet Arbejderen har endnu engang skrevet en anmeldelse, som man ikke kan kalde andet end besynderlig – hvis man skal være venlig og diplomatisk, selv om man fristes til at bruge andre gloser. Anmelderen slutter med at skrive, at det er “En kanonstart på sæson 2008.” Men der er ikke noget som hedder “sæson 2008” og dette er bestemt ikke en sæsonstart. Hver sæson strækker sig fra sommer til sommer, og hvert år bliver sæsonstarten markeret med de store operakoncerter, hvor teatret præsenterer programmet for den kommende sæson.

Meget begejstret anmeldelse i Kristeligt Dagblad af Mikael Garnæs.

Flot anmeldelsen fra Gregers Dirckinck-Holmfeldt.

Jakob Levinsen i Jyllandsposten.

Søren Kassebeer i Berlingske Tidende.

Advertisements