I aftes døde den verdensberømte sopran Inga Nielsen af kræft på Gentofte sygehus. Det var en særdeles ubehagelig og trist overraskelse. Jeg vidste ikke engang at hun var syg. I anledning af hendes dødsfald har alle aviserne naturligvis skrevet om Inga Nielsen. Jyllandsposten og Politiken har begge en flot nekrolog med en gennemgang af hendes spændende karriere. I Information har Georg Metz skrevet en nekrolog, som udtrykker stor respekt og dyb beundring for Inga Nielsen. Jeg får det indtryk at han kendte hende privat, for hans nekrolog lyder næsten som personlige erindringer. Det er både smukt og bevægende.

Jeg har kun hørt Inga Nielsen synge nogle få gange, men det var hver gang en stor fornøjelse. I 1998 hørte jeg hende synge partiet som Cio-Cio-San i Madame Butterfly af Giacomo Puccini på det kongelige teater. Cio-Cio-San er en ung pige, måske er hun 15 eller 16 eller deromkring. Inga Nielsen var dengang 51. Jeg kan nævne mange eksempler på, at dette misforhold i alder har skabt rene katastrofer, men Inga Nielsen var fantastisk og spillede rollen med en usædvanlig troværdighed. Hun havde en meget smidig krop, en dyb intensitet og en stemme som virkede både ung og meget klar. Derfor var det nemt for hende, at overbevise publikum om at hun virkelig var den unge Madame Butterfly. Det var dybt imponerende.

Jeg er ked af at jeg aldrig skal høre Inga Nielsen synge igen. Hun var en stor operasanger og jeg vil aldrig glemme den aften jeg hørte hende synge Madame Butterfly. Det er absolut ikke en af mine yndlingsoperaer, men jeg må indrømme, at jeg kneb en tåre. Det var meget modvilligt, men det var simpelthen umuligt at holde den tilbage.

Advertisements