Den lille landsby Cranford er domineret af enker og gammeljomfruer, som mener, “at det at være en mand var det samme som at være vulgær.” Damerne lykønsker hinanden for at de er undsluppet ægteskabet, for “En mand er sådan i vejen i et hjem!” Det er naturligvis et meget praktisk synspunkt, når man ikke selv har en mand og ingen udsigt til at få én. Miss Pole mener, “at det afslørede en stor medfødt godtroenhed hos en kvinde, hvis hun ikke kunne holde sig fri af ægteskab.” Miss Matty har et lidt mere nuanceret syn på forholdene: “Ganske vist var ægteskab en risikabel sag” men hun anså alligevel “en ægtemand for at være det bedste værn mod tyve, røvere og genfærd…”

Historien bliver fortalt af Mary Smith, som ofte besøger Cranford, hvor hun bor hos søstrene Jenkyns. Den ældste søster “gik med halsklæde og en lille hat, der lignede en jockey-hue, og gav i det hele taget indtryk af at være en kvinde med en stærk karakter, selv om hun ville have foragtet den nymodens idé om, at kvinder skulle være ligeværdige med mænd. Ligeværdige! Hun vidste, at kvinderne var de overlegne.”

Man skal være meget humorforladt, hvis man kan lade være med at more sig over damerne i Cranford. Det er en fornøjelse af læse denne bog og møde alle disse usædvanlige og særprægede mennesker. Elisabeth Gaskell har en fantastisk humor og bogen er særdeles underholdende. Men bag denne humor er “Cranford” en alvorlig historie om fattigdom og afsavn. Dette er socialrealisme. De fleste af disse kvinder er fattige, men Elisabeth Gaskell beskriver denne fattigdom uden at udstille den. Samfundets normer og kvindernes egne forestillinger om sømmelighed, forhindrer dem i at forsørge sig selv og forbedre deres stilling i livet. På den måde er “Cranford” en trist historie om enlige kvinders vilkår i midten af 1800-tallet. Deres liv er præget af beskedenhed og nøjsomhed, og de kæmper en tapper kamp for at holde skindet på næsen. En stor del af bogen handler om deres mange mærkelige måder at spare penge på. De udviser alle en imponerende og beundringsværdig opfindsomhed udi denne gamle og ædle kunst. Man er enige om at det er både “vulgært og prangende” at bruge penge og “elegant mådehold” anses for at være en dyd. Når det nu ikke kan være anderledes, så nytter det ikke noget at klynke. Man vælger sine idealer efter forholdene. Hvis de “spadserede til eller fra et selskab, var det fordi aftenen var smuk eller luften forfriskende, og ikke fordi bærestole var dyre at leje.”

Elisabeth Gaskell - Cranford

Cranford

Elisabeth Gaskell fortæller om Cranford med stor forståelse og respekt for disse kvinder. De udfylder hver dag timerne med overflødige visitter, banale rutiner og kedelige gøremål. De lever efter strenge og besynderlige regler for adfærd og sømmelighed, der er så absurde, at man griner hjerteligt gennem det meste af bogen. Men gang på gang udfordrer de tidens strenge moral og overskrider samfundets forestillinger om takt og tone, når de forsøger at hjælpe gode venner eller fremmede mennesker i nød.

“Cranford” er den mest berømte roman af Elisabeth Gaskell. Den udkom som føljeton i 1851-53 i tidsskriftet Household Words, som var redigeret af Charles Dickens. På mange måder er “Cranford” en satire over viktoriatidens forhold, men det er også en roman som udfordrede tidens normer. Nogle læsere vil sikkert beklage sig over tempoet og spændingsniveauet – det er ikke imponerende! Men underholdningsværdien er i top og jeg synes det er en genial roman.

Reklamer