I 2007 modtog Cormac McCarthy Pulitzerprisen for sin roman “Vejen”, der foregår 10 år efter verdens undergang. Vi ved ikke hvad der er sket, men det betyder intet. Efter verdens undergang nytter det ikke at placere et ansvar og yderligere spekulationer er overflødige. Herefter gælder kun om at overleve.

De to hovedpersoner kaldes blot Drengen og Manden. Far og søn er nogle af de sidste som stædigt kæmper for at overleve. Drengens mor kunne ikke leve med håbløsheden efter verdens undergang og derfor begik hun selvmord. Jorden er hærget af voldsomme ildebrande og langt ude i horisonten brænder de sidste skove stadig. Asken falder fra himlen, vandet i floderne er sort og himlens tunge, grå skyer blokerer for solen. Dagene er indhyllet i tusmørke og nætterne er bælgravende sorte, mens der stadig bliver mere og mere koldt på hele jorden.

Bogen følger Drengens og Mandens lange, farefulde rejse mod kysten. Som læser føler man at alle deres anstrengelser er forgæves og frygter at de er på vej mod død og undergang. Det er svært at forestille sig andre muligheder i denne håbløse verden. Men de forestiller sig, at der venter dem en eller anden form for redning. De tror og håber. Uden tro og håb var de fortabte – det er bogens pointe.

De leder uafbrudt efter mad, men det er allerede 10 år efter apokalypsen og der er ikke meget mad tilbage. Nogle gange finder de lidt dåsemad – resten af tiden sulter de. Men den største fare er andre mennesker. Det er alles kamp mod alle i denne verden, hvor barbariske voldspsykopater overalt spreder skræk og rædsel. De er som rovdyr og deres sadistiske brutalitet er grænseløs. De vilde bander fanger de sidste mennesker som var det kvæg. Mennesker er snart det eneste spiselige der er tilbage og denne kolde, dystre ødemark er hærget af kannibalisme.

“Vejen” er en eksistentialistisk roman og de er uafbrudt konfronteret med det mest ultimative af livets grundvilkår: døden! Cormac McCarthy er helt inde ved kernen af livets mest basale hensigt: kampen for at overleve fra dag til dag i en verden hvor kun den stærkeste overlever. De er alle styret af mistro og en velbegrundet angst for fremmede mennesker, der som udgangspunkt altid er fjender. De sidste mennesker i denne verden skjuler sig for hinanden i de dystre spøgelsesbyer, hvor husene står som sodsværtede ruiner. Overalt ligger ligene spredt omkring dem, som triste vidnesbyrd om menneskelig brutalitet. Her lider alle illusioner om humanisme og menneskelighed det endegyldige nederlag.

Som læser føler man et foruroligende ubehag, der skyldes en snigende erkendelse af, at dette er en allegori over USA – det er vores egen verden, og den er præcis lige så rå og ubarmhjertig som Cormac McCarthy beskriver den. De overlevende kæmper stadig om olie og selv efter verdens undergang er olie lig med magt – og dem der har magten er fuldstændig nådesløse mod de svage i denne ødelagte verden. Cormac McCarthy beskriver den moderne tilværelse som en gold ødemark, der er hærget af alle former for menneskelig grusomhed.

Cormac McCathy´s sidste roman var “Ikke et land for gamle mænd”. Den er netop filmatiseret af brødrene Coen. Jeg har ikke læst bogen, som ifølge anmelderne er særdeles voldelig og brutal. “No Country for old men” var nomineret til 8 Oscars og vandt 4 priser, blandt andet for bedste instruktion og bedste film.

“Vejen” er også en barsk og brutal roman. Den er et mareridt, som nemt kan blive til en særdeles blodig og brutal film, kun egnet for folk med stærke nerver. Men Cormac McCarthy underspiller brutaliteten i bogen. Han antyder grusomheden og i kort glimt bliver vi konfronteret med ondskaben. Men dette er ikke en handlingsmættet spændingsroman. Cormac McCarthy skriver i en dæmpet tone og sådan skaber han en dyster stemning af håbløshed, som gør romanen fuldstændig hjerteknugende, mens handlingen glider stille og roligt af sted i en trist og melankolsk rytme gennem bogens 260 sider. Den er hurtig og nem at læse – men bestemt ikke nem at glemme igen.

Cormac McCarthy har fået de bedste og de flotteste anmeldelser for denne roman. “Det kræver sin mand at skrive om livet efter verdens undergang, og denne mand er Cormac McCarthy”, skriver Niels Lillelund i Jyllandsposten. Kim Skotte fra Politiken kalder bogen “fuldstændig enestående” og Michael Bach Henriksen skriver i Kristeligt dagblad, at det er “en gådefuld fabel med stærke sproglige billeder, der jager læserens drømme, efter “Vejen” er til ende”. Rasmus Axelsen fra Metroxpress synes, at “”Vejen” er en stærk og skræmmende roman” og Peter Borberg skriver i Fyens Stiftstidende, at bogen “indeholder det sjældne litterære potentiale, der kan mærke en læser for livet…” I Information skriver Tonny Worm, at “det er en udsøgt litterær fornøjelse og en skræmmende oplevelse at læse Vejen.”

Der er kun én eneste negativ anmeldelse og det er Nanna Goul i Berlingske tidende. Da hun beskriver den rå og brutale vold i bogen, skriver hun, at “Det ville være cool, hvis det var meningen, at det skulle være sjovt. Det er det bare ikke.”

Nej, “Vejen” er bestemt ikke sjov! Livet er ikke for sjov og døden er ikke noget at grine af. Jeg er uenig med Nanna Goul i ALT hvad hun skriver om denne roman. Jeg synes det er et flot, fascinerende og tankevækkende mesterværk!

Reklamer